Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Helikopter

Fredag 16. november 2018

Forsvaret har et nepotismeproblem. Vi har mødt ham, der har fået det frem i lyset

I dagens nyhedspodcast kigger vært Mads Olrik på skandalesagerne fra Forsvarets top. Gæst: Peter Ernstved Rasmussen fra forsvarsmediet Olfi.

Sådan synes vi, nyhederne skal lyde. 15 minutter om dagen – 5 dage om ugen. Lyt med her eller i Zetland-appen, hvis du er medlem.

Her er dagens nyhedsoverblik fra Zetland. Det handler mest om problemer med kærlighed.

Dagens citat

“Målet er ikke at leve et godt liv på vores egne præmisser, men at vinde drengenes accept”

Sådan beskriver 17-årige Anja Leighton sine oplevelser som gymnasieelev (Berlingske).


Dagens store historier

Foto: Ritzau Scanpix

Nepotisme i hæren

Fem sager om chefer, der har hjulpet koner og kærester, har rystet Forsvarets ledelse. Her er det, du skal vide.

Chefer ændrede hele procedurer for at hjælpe pårørende. Chefen for Hæren, for eksempel, ændrede på optagelseskravet til en af Forsvarets mest prestigiøse uddannelser, så hans daværende kæreste kunne komme ind. Andre chefer er anklaget for at have sikret lønforhøjelser og forfremmelser, selv om de var inhabile (Olfi).

Det går hele vejen til toppen. I denne uge kom Forsvarsministeriet frem til, at Forsvarets øverste chef Bjørn Bisserup og departementschef i Forsvarsministeriet Thomas Ahrenkiel ikke havde fulgt reglerne om inhabilitet. De kan fortsætte i deres stillinger, men chefen for Hæren er fritaget for tjeneste, og det bliver undersøgt, om der skal startes en retssag (Politiken).

Det er et unikt indblik i et ret lukket system. I dagens nyhedspodcast havde vi besøg af manden, der har gravet de her historier frem. Han fortæller om et anonymt, maskinskrevet brev om, hvordan Forsvaret egentlig fungerer, og om, hvad sådan en sag betyder for mennesker, der går i krig sammen (Zetlands nyhedspodcast).

Foto: Ritzau Scanpix

Sundhedsplatformen

  • Region Hovedstaden og Region Sjælland er ved at undersøge, om patienter i de to regioner er døde på grund af fejl i it-systemet Sundhedsplatformen. I alt kigger man på 24 dødsfald (DR).

  • I slutningen af oktober rettede regionerne en fejl i systemet, som på et halvt år havde ført til, at der stod forkerte doseringer på 4.103 pilleglas og -æsker. Forkerte doseringer, som altså kan have kostet menneskeliv. Fejlen blev allerede indrapporteret den 5. juli (DR).

  • Indtil videre har regionerne frikendt halvdelen af de undersøgte dødsfald, men undersøgelsen har også vist, at fem patienter har taget skade af fejldoseringer. 303 patienter yderligere skal nu til undersøgelse.

  • Sundhedsplatformen er et af de mest udskældte offentlige projekter i nyere tid. I begyndelsen af året tog vi på Zetland en foreløbig status. Det hele fremstod noget rodet (Zetland).

Det skal du også vide

Påmindelse: Vi er virkelig langt fra vores klimamål. Store lande som Kina, Rusland og Canada er nogle af dem, der er længst fra at reducere deres CO2-forbrug nok til at nå to-graders-målet. EU-landenes politik vil føre til dobbelt så meget opvarmning som det mål, vi har skrevet under på (The Guardian).

To ledere af Khmer Rouge er blevet fundet skyldige i folkemord. Det er første gang, at regimet, der i årene 1975 til 1979 dræbte op mod to millioner mennesker, dømmes for mere end forbrydelser mod menneskeheden (BBC).

Vi får faktisk færre store skovbrande. Den store historie fra USA i øjeblikket er de gigantiske brande, der har ramt Californien. Men på verdensplan bliver der færre og færre af den slags brande, fordi verdens bønder generelt er ret gode til at passe på deres landområder (Economist/$).

Dagens Zetland-historier

Papirillustration: Ollanski for Zetland

Lækkert. Over hele landet dukker der madmarkeder op med lokale delikatesser. Og de lover meget. Blandt andet, at vi kan spise os ud af klimakrisen. Jakob Jessen tog på turné.

Vildt. Teknologien Blockchain har gigantiske muligheder. Sådan kan vi bruge dem – uden at det går galt.

Vildt lækkert. Zetlands skribenter har igen-igen udvalgt deres favoritjournalistik fra ugen, der gik, i andre medier. Det handler især om dem, der har magt.


Mads Olrik

Vi nåede i mål! Det var ugen, der gik. Vi ses på mandag.

Med venlig hilsen

Mads Olrik

Helikopter-vært