Amerikanerne er det folkefærd i verden, der lægger mest vægt på retten til at ytre sig frit. Hele 71 procent af amerikanerne finder det “meget vigtigt”, at man kan “sige, hvad man vil”, uden at offentlige myndigheder griber ind med censur. I Europa er tallet 65 procent.

Det stemmer godt overens med den amerikanske forfatnings robuste beskyttelse af ytringsfriheden, der ikke tillader forbud mod eksempelvis “hadsk tale” eller “blasfemi”, som det er tilfældet i en række europæiske lande.

Men der er grund til at tro, at tingene er ved at ændre sig.

Hele 40 procent af de amerikanske millennials (aldersgruppen fra 18-34 år) mener faktisk, at staten bør kunne forhindre udtalelser, der er “krænkende over for minoriteter”. Det er en langt højere andel end hos ældre amerikanere. Og netop millennials’ anstrengte forhold til ytringsfrihed ser vi i disse år slå igennem på amerikanske uddannelsesinstitutioner.

Studerende (til tider støttet af undervisere og administratorer) kræver i stigende grad forskellige former for begrænsninger på, hvilke ytringer de kan risikere at blive konfronteret med på campus, i klasselokalet og sågar i pensum.

Nogle af sagerne er blot fjollede, bizarre eller latterlige. Som da et college forbød studerende at uddele gratis eksemplarer af den amerikanske forfatning på den amerikanske forfatningsdag. Eller da studerende på et elitecollege nær Boston krævede, at universitet fjernede en statue, der kunne udløse frygt for “seksuelle overfald”.

Men der synes også at være en stigende tendens til intolerance og decideret militarisme blandt visse amerikanske studerende.

Den amerikanske ngo Foundation for Individual Rights in Education (FIRE), der har som formål at styrke ytringsfrihed på amerikanske uddannelsesinstitutioner, har oprettet en “Disinvitation Database”, der noterer forsøg på at få aflyst taler på amerikanske universiteter og colleger siden år 2000. Databasen indeholder p.t. 342 sådanne tilfælde.
I årene 2000, 2001 og 2002 registrerede FIRE henholdsvis 6, 4 og 13 forsøg på at få talere aflyst, mens tallene for 2014, 2015 og 2016 lå på henholdsvis 27, 21 og 43. Altså en markant stigning.

Det er værd at notere, at det både er studerende, der identificerer sig med Republikanerne, og studerende, der identificerer sig med Demokraterne (altså både højre- og venstreorienterede), der forsøger at få aflyst talere, som de ikke bryder sig om. Men i de senere år synes den stigende militarisme at være mest udbredt hos det segment, som – nedladende – kaldes Social Justice Warriors (SJW), der hører til på den yderste venstrefløj og blandt andet har antiracisme og intersektionel feminisme som grundlæggende værdier.

Det var dette segment, der protesterede, da den konservative akademiker og forfatter Charles Murray skulle holde et oplæg og deltage i en debat på Middlebury College tidligere i år. En gruppe studerende saboterede debatten ved konsekvent at råbe og afbryde, så Murray og hans moddebattør Allison Stanger, måtte fortrække til et andet lokale for at fortsætte debatten. Og på vej tilbage fra debatten overfaldt flere studerende Murray og Stanger, så sidstnævnte – der er stærkt uenig med Murray – måtte på hospitalet og modtage behandling.

Også University of California, Berkeley, har oplevet voldelige episoder. Her blev The Free Speech Movement født i 1960’erne af progressive studerende, der krævede friere rammer. Men da den højreorienterede provokatør og tidligere Breitbart-redaktør Milo Yiannopoulos i februar 2017 skulle tale på universitetet, angreb flere hundrede moddemonstranter campus, hvilket medførte omfattende skade og fik Berkeley til at aflyse Yiannopoulos’ tale.

Efterfølgende blev Berkeley scene for omfattende gadekampe mellem henholdsvis højreorienterede, alt-right Trump-tilhængere og venstreorienterede, hvilket også medførte, at den konservative debattør og provokatør Ann Coulter måtte aflyse en tale på Berkeley i april.

I den mindre voldelige ende af skalaen finder man konceptet trigger warnings. De indebærer et krav om, at undervisere og uddannelsesinstitutioner skal advare de studerende om, at indhold kan være stødende og krænkende.

Sådanne advarsler kan måske være på sin plads, når en underviser viser studerende billeder eller film med stærkt voldeligt materiale eller lignende. Men kravet om trigger warnings har også ramt litteratur som Virginia Woolfs Mrs. Dalloway – på grund af bogens behandling af selvmordstanker –  og den romerske digter Ovids klassiske værk Metamorfoserne.

Nært forbundet med idéen om trigger warnings er konceptet mikroaggressioner og safe spaces. Mikroaggressioner er idéen om, at selv tilsyneladende uskyldige bemærkninger uden slette hensigter kan forstærke negative stereotyper vedrørende race og køn og dermed forstærke strukturel racisme, forskelsbehandling og nedarvede privilegier. For at imødegå denne tendens kræver amerikanske studerende derfor i stigende grad safe spaces, altså trygge områder, hvor de ikke konfronteres med krænkende og traumatiserende ytringer, der kan påvirke dem og deres nærmiljø negativt. Og disse idéer spreder sig fra de studerende til undervisere og administratorer.

På University of California sendte ledelsen en liste med eksempler på mikroaggressioner ud til brug for en række seminarer, der skulle sikre skabelsen af et inklusivt klima og forhindre racistiske og sexistiske kommentarer. Blandt eksemplerne på udtalelser, som undervisere ifølge University of Californias ledelse burde undgå, var: “Amerika er en smeltedigel” og “hvorfor er du så stille” (sender et signal om, at en farvet person skal assimilere sig, og frarøver angiveligt farvede mennesker betydningen af deres race og etnicitet) samt “jeg mener, at den med de bedste kvalifikationer bør få jobbet” og “Amerika er mulighedernes land” (indebærer, at farvede mennesker er dovne/bør arbejde hårdere).

Et særligt grelt eksempel på tilbøjeligheden til at censurere uønskede ytringer fandt for nylig sted på Evergreen State College, hvor professor Bret Weinstein i en mail kritiserede en opfordring til, at alle hvide personer på en bestemt dag afholdt sig fra campus som en symbolsk protest mod racisme. Ifølge Weinstein var en sådan opfordring i sig selv racistisk og dermed i strid med formålet om at bekæmpe racisme – som han i øvrigt delte.

Studerende på Evergreen krævede som følge af Weinsteins kritik, at han blev fyret. Som det kan ses i en video af begivenhederne, nægtede flere studerende at indgå i dialog med Weinstein om emnet og udsatte ham i stedet for chikane, hvilket fik det lokale politi til at opfordre Weinstein til at holde sig væk, da man ikke kunne garantere hans sikkerhed. Evergreen måtte endda lukke i en kort periode på grund af det fjendtlige klima.

Snarere end at støtte Weinstein krævede flere af hans kolleger ham fyret, mens rektor lod sig kujonere af de truende studerende, der endog insisterede på at holde universitetslederen som gidsel og eskortere ham på toilettet, da han afholdt et møde med dem.

Hvad er det, der får visse amerikanske studerende til at reagere så voldsomt på at blive konfronteret med idéer og ytringer, som de ikke bryder sig om? Det er der flere bud på. Nogle mener, at der er tale om en mestendels – volden undtaget – berettiget reaktion mod racisme og en bevægelse mod et mere inklusivt og empatisk uddannelsessystem. Andre peger på, at amerikanske venstreorienterede studerende har opdyrket et nærmest religiøst forhold til egne værdier, hvor modstandernes holdninger er udtryk for arvesynden og dermed en form for kætteri og blasfemi, der skal bekæmpes og udryddes.

I en meget omtalt artikel i The Atlantic argumenterer psykologen Jonathan Haidt og juristen Greg Lukianoff for, at udviklingen skal ses i forlængelse af det, man på dansk måske ville kalde curlingkulturen, hvor børn skærmes og overbeskyttes mod enhver form for fare.

Haidt og Lukianoff understøtter deres tese med statistik, der viser en alarmerende stigning i antallet af unge amerikanere med psykiske problemer – et tegn på, at curlingkulturen har opdraget unge amerikanere til ikke at acceptere modstand. Krav om trigger warnings, safe spaces og anklager om mikroaggressioner skal derfor ses som disse unges forsvarsmekanismer mod at blive udsat for ubehagelige ting.

Yderligere benzin på bålet er ifølge Haidt og Lukianoff den politiske tribalisering i et mere politisk polariseret Amerika, der ofte er skarpt opdelt i forhold til grundlæggende værdier og politiske holdninger. For hvis man på én gang har stærke politiske værdier og holdninger og samtidig ikke tåler at blive modsagt, bliver politiske modstandere nemt til fjender. Men ifølge Hiadt og Lukianoff er det farligt at give efter for disse krav. For kun ved at blive konfronteret med de ting, der gør os usikre og ubehageligt tilpas, lærer vi at blive selvstændige individer.

Colleger og universiteter har som formål at fostre selvstændige, reflekterende og kritiske unge mennesker. Ikke at bedrive social og politisk aktivisme baseret på tvivlsomme dogmer, der håndhæves ved at udelukke alle de idéer og ytringer, som kan sætte spørgsmålstegn ved de vedtagne dogmer.

I det omfang, amerikanske uddannelsesinstitutioner bygger på idéen om, at man har fundet Sandheden, og at denne ikke står til diskussion, snarere end at ingen har patent på Sandheden, og at den altid står til diskussion, risikerer man at skabe frontsoldater til den stadigt mere fastlåste amerikanske værdikamp – i stedet for at gøde jorden for den pluralisme, tolerance og åbenhed, som den amerikanske politiske kultur lige nu har et voldsomt underskud af.