Helikopter_

Søndag 5. april 2020

Hej


Her er søndagens Helikopter fra Zetland, hvor det handler om, at alle – måske – skal have nogle penge.

Kan lommepenge fra staten være vejen ud af den økonomiske krise? Det foreslår overvismanden

Den danske økonomi får efter alt at dømme behov for førstehjælp, når corona-virusset er slået ned. Og en effektiv metode kunne være at give borgerne nogle penge, mener dagens gæst, som er økonomisk overvismand Carl-Johan Dalgaard.

18 min

Dagens citat

“Desværre er der ikke så mange indtil videre, som er kommet ud af respiratoren. Det overrasker os”

Sådan siger Claus Lund, ledende overlæge på intensiv afdeling på Hvidovre Hospital, om de første uger med corona-patienter, til Politiken.

Dagens store historier

Foto: Ritzau Scanpix

Penge ind på kontoen?

  • Lørdag den 4. april var 451 danskere inde på hjemmesiden jobnet.dk og melde sig ledige. Det er mere end dobbelt så mange, som der plejer at være på en gennemsnitlig lørdag, hvor 178 mennesker melder sig arbejdsløse. Lige nu er der 41.178 flere ledige, end der var før den 9. marts 2020, hvor corona-undtagelsestilstanden for alvor begyndte (Beskæftigelsesministeriet).

  • Det er et af de tydelige tegn på, at vort samfund er på vej ind i en økonomisk krise. For også den økonomiske vækst har slået bakgear, og økonomien står til et kraftigt tilbageslag i år, vurderede Nationalbanken.

  • Billedet er det samme i varierende grad af voldsomhed ude i verden, og det har fået avisen Financial Times til at opfordre regeringer verden over til at påtage sig en rolle, hvor staten fylder rigtig meget i økonomien. Lederskribenten foreslår sågar, at borgerløn bliver en del af den diskussion (Financial Times).

  • I en krisetid vil en stat typisk gå ind og forsøge at stimulere økonomien. Et klassisk middel er at sætte gang i store anlægsprojekter – men en anden og meget umiddelbar metode er simpelthen at give borgerne nogle penge i hånden her og nu. Og det kan faktisk være fornuftigt, mener den økonomiske overvismand Carl-Johan Dalgaard (Zetlands Nyhedshelikopter).

  • Men hvor skal alle de penge, som staten bruger nu, komme fra? Det spørgsmål har vi tidligere forsøgt at besvare i helikopteren.

Foto: Ritzau Scanpix

covid19dk

  • Ejeren af Bestseller-koncernen, Anders Holch Povlsen, som blandt andet står bag kæderne Jack & Jones, Only og Vero Moda, ændrer nu kurs og vil alligevel betale husleje i sine butikker i Danmark. Samtidig har rigmanden besluttet at sætte en stor del af sine private midler ind i virksomheden (Finans).

  • Danmarks Lærerforening anbefaler nu regeringen, at den aflyser afgangseksaminerne i folkeskolen i år og i stedet lader årskaraktererne gælde. Lærerformand Anders Bondo Christensen mener ikke, at det er rimelige vilkår for eleverne, der ikke har fået ordinær undervisning siden midt i marts (DR).

  • En kort status: Antallet af indlagte er i dag faldet for fjerde dag i træk og er nu på 504. Antallet af indlagte på intensiv er steget fra 142 til 144 – og antallet af patienter i respirator er faldet fra 112 til 107. 179 smittede er nu døde (Coronasmitte.dk).

Det skal du også vide

De danske museer beder om hjælp til at sikre genstande, der i fremtiden kan fortælle historien om corona-krisen. Det er blandt andet Nationalmuseet, som efterspørger billeder og videoer, der kan fortælle den historie set fra forskellige menneskers perspektiv (TV 2).


Det var Zetland Helikopter her på palmesøndag, den 5. april, hvor kirkerne jo altså står tomme. Derfor synes jeg lige, det ville være på sin plads med et enkelt citat fra Jesus, fra umiddelbart efter at han var redet ind i Jerusalem på et æsel.

“Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.”

I morgen er Andreas Thorsen klar med en ny Helikopter.

Jakob Skaaning

Med venlig hilsen

Jakob Skaaning

Helikopter-redaktør

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: