Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Kenneth Nørgaard er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Måske er ‘vent’ det vigtigste ord, vi kan lære nutidens skolebørn (og deres forældre)

BØRNELIVModerne skolebørn møder stadig flere og mere komplekse krav fra samfundet omkring dem. Foto: Katinka Hustad, Ritzau Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

Som viceskoleleder har Jakob Fischer-Nielsen unge skoleelevers hverdag helt tæt på. En hverdag, hvor angst, mistrivsel og skolevægring fylder mere og mere. Skolerne må spille en afgørende rolle i at vende den tendens, argumenterer viceskolelederen her. Blandt andet ved at lære de unge, at det ikke er alle deres problemer, der kan – eller skal – fikses her og nu.

Alt var næsten, som det plejer at være, da vores skole gik på sommerferie i år. Eksamenstiden var overstået, translokationen var afholdt, og flere ugers frihed ventede forude. Men alligevel var der en ny tendens, der sprang i øjnene på vores skole.

Selv om langt de fleste elever modtog deres eksamensbevis med glæde og smil, så var der i år flere, der ikke fik eksamensbeviser, og flere, der måtte sygemelde sig til prøverne. Og nu, hvor et nyt skoleår begynder, er der brug for at tale højt om den tendens – og se på, hvad det egentlig er, der er ved at ske for de nuværende årgange af skolesøgende børn og unge.

For desværre er det ikke bare hos os, at skoleelever har svært ved at håndtere de mange krav, de oplever, at samfundet stiller dem. Der er nationale tests, uddannelsesparathedsvurderinger, karakterer i alle fag, bestå-krav, optagelsesprøver til gymnasiet med mere.

Derudover er der et politisk pres på unge om at komme hurtigt i gang med studierne og udelade de såkaldte fjumreår. Oven på det er der så bombardementet fra de sociale medier, der overbeviser børnene om, at alle de andre klarer det hele flot – og ser lækre ud samtidig!

Oplevelsen ved prøverne er et symptom på en tendens, som vi har set gennem en årrække. I takt med at kravene stiger, reagerer flere elever med mistrivsel, angst og skolevægring. Det påvirker så igen resten af klassen samt ikke mindst lærerne, der skal forsøge at hjælpe den enkelte elev i dennes krise – samtidig med at den øvrige klasse skal undervises i læsning, matematik og så videre.

Det har naturligvis fået både lærere og ledere til at spørge sig selv, hvorfor de unge har så svært ved at tackle de krav, de møder – og dernæst: Hvad kan vi gøre for at ændre dette?

Svaret er naturligvis ikke enkelt – for så havde vi jo ændret praksis for lang tid siden.

Det er personalets oplevelse, at antallet af elever, der har brug for ekstra støtte og opmærksomhed, er voksende. Derfor var det et stort ønske fra personalet at få mere tid til klasselæreropgaven i indeværende skoleår. Det har vi forsøgt at tilgodese, men alligevel melder mange lærere tilbage i MUS-samtalerne, at klasselæreropgaven stadig fylder meget.

Som ledelse er vi noget overraskede og frustrerede, for hvordan får vi trivsel hos vores børn, og hvordan får vi lavet en skole, der fremmer trivsel? Det kunne jo se ud som om, at selvom vi pumper flere og flere timer i klasselærerne, er det stadig deres oplevelse, at de er overbebyrdede.

Det er også vanskeligt at finde grænsen for, hvornår vi skal tilbyde hjælp, og hvornår vi enten skal sige pyt’ eller henvise til mere kvalificerede ressourcer uden for huset. Derudover er tærsklen for, hvornår forældre og elever henvender sig med problemer, også blevet lavere. For eksempel er der altid mange samtaler med bekymrede unge, når vi skal på lejrskole og udlandsrejse. Det er uden tvivl blevet mere almindeligt, at forældre kontakter lærerne for at tale om specifikke problemer omkring deres barn.

Hvordan skal skolen så forholde sig til de elever og forældre, der mener, at de har brug for samtaler, hjælp og særlige aftaler? Det er helt klart, at vi må arbejde med vores eget ansvar og i særdeleshed vores serviceniveau.

På forældremøder siger vi næsten altid sætninger som: Ring endelig!” og vi vil gerne vide så meget som muligt om jeres barn, så vi kan hjælpe jeres barn bedst muligt”. Det vil sige, at vores fortælling er, at man altid kan komme i kontakt med en lærer, der efterfølgende handler. Det er altså standarden for vores personale – en god klasselærer er et ordentligt menneske, der altid er klar til at stå til rådighed.

Denne historie er vi nødt til at omformulere. Vi må blive bedre til at sortere i, hvornår noget er en opgave for skolen, for forældrene, for skolepsykologen eller læreren med speciale i adfærd, kontakt og trivsel.

Et indsatsområde på mange skoler er at formulere en slags forventningsafklaring med forældrene, så skolen definerer et sæt fælles spilleregler omkring barnets skolegang, for eksempel hvordan skolen håndterer en konflikt. Det kan være hjælpsomt at forklare forældre, at man altid lytter til begge børns forklaringer – og at børns oplevelser af samme situation ofte er meget forskellige.

Vi skal også forklare, at det er en værdi, at eleverne bliver i stand til at klare sig selv. Vi må italesætte, at det er okay at sige vent” til elever – og forældre for den sags skyld.

Vi havde brug for hjælp udefra til at rådgive os omkring vores arbejde med teenagerne, så vi inviterede GirlTalk. Det er en nonprofitorganisation, der arbejder med unge piger og ønsker at udruste dem til at håndtere livet – og nyde det! Vi fik besøg af to GirlTalk-psykologer, og deres input blev lidt af en øjenåbner med hensyn til, hvordan vi skulle håndtere problematikkerne midt i vores skolehverdag.

Et eksempel er det såkaldte pigemøde. På vores skole kan de fleste piger komme til deres lærer og bede om et pigemøde, som de ofte får bevilget. Så sidder pigerne og deres klasselærer og taler om for eksempel mobning, drenge, eksamener, gruppedannelse eller lignende. Vi mente, at vi udviste handlekraft, stor empati og gjorde en præventiv indsats ved at afholde disse møder. Men GirlTalk hjalp os til at forstå, at pigemødets betydning måske ikke var så stort hver gang. Faktisk hjalp det nogle gange mere at sige vent”, end det gjorde at holde et pigemøde og dermed danse efter teenagepigernes fløjte.

Teenagere vil gerne have opmærksomhed og gør meget for at få den – og her er det den voksne, der må hjælpe med at sætte grænsen og sætte problemet i de rette proportioner. Det er også vigtigt, at de voksne kan demonstrere for barnet, at problemer er en del af livet. Mange gange må man leve med dem – det er ikke alt, der kan fikses med en handleplan, positiv tænkning, fem nemme skridt eller lignende hokuspokus.

Det er en fælde, som både børn og forældre nemt kan falde i, da vi lever i en tid med affekt-fobi – når noget gør ondt, så skal det fikses!

Det er meget vanskeligt for skolen at skabe en modkultur til samfundet. Vi kan jo ikke alene på de 6-7 timer, barnet er hos os, få barnet til at sænke skuldrene. Men vi må som skole aktivt forsøge at give barnet identitet, dannelse og værdier, som kan hjælpe det til en sund selvtillid, der kan virke som et forsvar mod det udefrakommende pres.

Derfor kunne forebyggelse og livsmestring i skolesammenhæng give god mening. For eksempel undervisning i, hvordan man kan løse og håndtere konflikter. Der er mange fordele ved at lade skolen være en del af forebyggelsesrammen omkring børnene. Alle børn er tilknyttet grundskolen, og lærere og pædagoger har en god relation til eleverne og forældrene. Klassen fungerer som en slags miniverden, hvor elever møder mange af de problemer, som de også vil møde sidenhen i livet. Og det er godt for børnene at lære, hvad man gør, hvis man laver fejl eller ikke lever op til forventningerne.

Som uddannet skolelærer er jeg en passioneret forkæmper for børnene og ønsker af hele mit hjerte at give dem trivsel, glæde og værdier. Som tilskuer til deres liv kan man jævnligt gribes af forundring over, hvordan de på samme tid er enormt privilegerede og samtidig pressede og ulykkelige. Og jeg er glad for at arbejde på en skole, hvor vi arbejder bevidst på at være en modkultur til samfundets pres på de unge mennesker.

Vi ønsker at give børn værdier, og vi ønsker, at børn må opleve sig som værdifulde. Hver morgen har vi, eksempelvis, morgensang med eleverne. Her er en unik mulighed for at demonstrere for eleverne, at verden er større end dem selv. De kan opleve, at de er sammen med andre om livets store spørgsmål. Både Grundtvig, deres skolelærer, Kim Larsen, 7. B og Jesus har gjort sig tanker om livet, venskaber, selvværd og identitet. Det tager tid fra undervisningen, men vi tror, at det er tid, der bygger børnene op, for det er et af de eneste rum i skolen, hvor man ikke bliver bedømt og evalueret.

Løgstrups ord om, at vi alle holder hinandens liv i vores hånd, er meget sigende for vores arbejde på skolerne, for hver lærer og pædagog oplever at holde de små personligheder i deres hånd. Det er et privilegium, men også et stort ansvar.

Men derudover skal vi også opdrage eleverne til, at de holder hinanden i deres hænder. Vi skal forklare dem, at verden ikke er et sted, hvor du kun skal tage vare på dig selv, men at du lever i et forpligtende fællesskab med rettigheder og privilegier.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem