Det er en af de værste oliekatastrofer nogensinde. Måske den værste. I det nordvestlige hjørne af Amazonas-regnskoven, hvor jaguarer, dovendyr og floddelfiner lever under de høje palmetræers kroner, blev 72 milliarder liter giftigt olieaffald angiveligt dumpet i naturen. De floder, som de lokale bader i og drikker af, blev farvet kulsorte, og lige siden har Lago Agrio-området i Ecuador ifølge de lokale været plaget af usædvanligt mange kræfttilfælde og fødselsdefekter.
Det amerikanske olieselskab Texaco, som blev opkøbt af Chevron i 2001, var begyndt at udvinde olie i området i 1972. Olieaffaldet blev efterladt i åbne bassiner på størrelse med swimmingpools, og i løbet af de næste 20 år sivede det angiveligt herfra ned i undergrunden og ud i vandløbene. I dag er der vokset græs hen over bassinerne, men olien ligger stadig nedenunder og filtrerer langsomt ud – og bliver efter sigende ved med at sætte sine aftryk på et af de mest biodiverse økosystemer i verden. Amazonas’ Tjernobyl bliver det kaldt.
“Der er ingen tvivl om, at der har fundet en oliekatastrofe sted,” siger Stine Krøijer, en dansk antropolog og lektor, som i 20 år har arbejdet med secoya-folket, et af de oprindelige folk i den ecuadorianske del af Amazonas, der blev ramt af oliekatastrofen. “De beretninger, jeg har samlet ind, handler om, at folk, da olieudvindingen startede, havde meget lidt kendskab til, hvad det var, selv om floderne var sorte af overskudsolie. De badede, spiste fiskene og drak af vandet. Folk blev syge – mange af kræft, hud- og luftvejssygdomme,” siger hun.
I 1993 gik de omkring 30.000 oprindelige folk, der lever i området, sammen. De fik hjælp af et hold advokater til at sagsøge Texaco. Det blev begyndelsen på et langstrakt retsopgør, som næsten tre årtier senere ikke har sikret de lokale den erstatning, de var ude efter. Og dét selv om de faktisk vandt sagen.
Oliekatastrofen i Amazonas er ikke bare et eksempel på, hvordan vi mennesker i årtier har behandlet naturen som en uudtømmelig ressource, indtil regningen har indhentet os. Den er også, hvis man spørger en lang række miljøforkæmpere, et eksempel på, at det er alt for svært at straffe virksomheder og individer for det, man kunne kalde forbrydelser mod naturen. Og nu vil de gøre noget ved det.
Amazonas’ Tjernobyl var langtfra en enestående begivenhed. Måske kan du huske det gigantiske udslip fra olieboreplatformen Deepwater Horizon i Den Mexicanske Golf i 2010? Der blev lavet en Hollywood-film om det. I 87 dage fossede olien ud, efter at boreriggen var eksploderet. Fire millioner tønder olie, 636 millioner liter, strømmede ud i havet og drænede området for liv.
Begge oliekatastrofer er, mener mange, eksempler på det, som bliver kaldt for ecocide. På dansk kunne man oversætte det til økomord eller måske forbrydelser mod planeten. Ecocide er ikke en officiel forbrydelse, men står det til en gruppe dedikerede miljøforkæmpere og -advokater, vil det snart ændre sig. Ecocide er “ulovlige eller hensynsløse handlinger”, som bliver begået, vel vidende at de kan forrette alvorlig skade på miljøet, lyder det i den definition, som et juridisk ekspertpanel formulerede i sommeren 2021. Sådan en definition kan jo godt være lidt abstrakt, så lad os tage et par eksempler mere: De amerikanske soldaters brug af Agent Orange-giften under Vietnamkrigen, plastikforurening i havene og brugen af bidræbende pesticider er nogle af de eksempler, som organisationer fremdrager.
En af de organisationer er Stop Ecocide International, som arbejder for at få føjet ecocide til den såkaldte Romtraktat. Lykkes det, vil ecocide blive en international forbrydelse – sammen med krigsforbrydelser, folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden – ved Den Internationale Straffedomstol i Haag i Holland. Det vil gøre det muligt at retsforfølge individer for deres rolle i menneskeskabte miljø- og naturkatastrofer – noget, som ikke er muligt i dag. “Jorden har været en legeplads for mennesker,” siger Peter Morrison, som står i spidsen for organisationens danske gren. “Loven skal være med til at ændre den opfattelse og få ledere til at arbejde i harmoni med miljøet i stedet for kun at tænke på profit.”
Havde ecocide været en anerkendt forbrydelse, ville det have været lettere at forhindre Amazonas’ Tjernobyl og straffe de ansvarlige. Det mener den amerikanske miljøadvokat Steven Donziger. “Det, Chevron gjorde i Amazonas, er selve definitionen på ecocide,” siger han. “Hvis loven var vedtaget, og det alligevel skete, så tror jeg, at de ville blive straffet på en måde, der ville sende et meget vigtigt budskab til industrien om ikke at engagere sig i sådan en adfærd.”
Steven Donziger taler af erfaring. Han har brugt næsten halvdelen af sit 60-årige liv på at forsøge at få Chevron til at betale erstatning til de oprindelige folk i Amazonas-regnskoven. Og betalt med sin egen frihed.
Steven Donziger var en ung og idealistisk advokat, da han blev en del af sagen, som skulle komme til at definere hans liv og karriere. Kort efter at han var dimitteret fra jurastudiet på Harvard University, blev han spurgt, om han ville hjælpe de oprindelige folk fra den ecuadorianske del af Amazonas med at sagsøge Texaco. Han besøgte området mange gange og var chokeret over det syn, der mødte ham: børn, der gik på bare fødder ad veje dækket af olie, og kulsorte søer i den frodige jungle. Derfor valgte han at engagere sig i sagen i 1993.
“Vi var rystede over, hvad Texaco havde gjort,” siger han i dag. “De her meget sårbare samfund havde brug for hjælp.”
Steven Donziger og de oprindelige folk vandt sagen. I en kendelse, der blev kaldt “historisk”, blev Chevron, som på det tidspunkt havde opkøbt Texaco, i 2011 dømt til at betale 9,5 milliarder dollars i erstatning til de oprindelige folk. Chevron fastholdt, at Texaco havde fulgt gængs praksis, at der manglede beviser for, at Texaco havde forårsaget de helbredsproblemer, som har plaget området, og argumenterede med, at Texaco i 1990 var gået med til at betale 40 millioner dollars i oprydningsomkostninger, men hverken Donziger eller den ecuadorianske dommer mente, at det fritog Chevron for ansvar.
“Vi sender en besked til industrien om, at den ikke kan gøre det her. Så vi er virkelig stolte af vores arbejde. At vi vandt sagen,” siger Steven Donziger.
Men det skulle vise sig, at afgørelsen kun var begyndelsen. Chevron var nemlig ikke indstillet på at betale uden videre, og kort efter kendelsen skiftede oliekæmpen taktik. De gik efter manden. De gik efter Steven Donziger.
De sidste par år har ecocide-bevægelsen fået vind i sejlene. Et par mindre østater, Vanuatu og Maldiverne, har opfordret verdenssamfundet til at anerkende ecocide som en international forbrydelse, og emnet har været på den politiske dagsorden i lande som Belgien, Brasilien, Frankrig, Storbritannien og Sverige.
Også i EU er det blevet diskuteret. I 2019 stemte Europa-Parlamentet for at opfordre medlemsstaterne til at “fremme anerkendelsen af ecocide som en international forbrydelse”. Hvis ecocide skal blive anerkendt som international forbrydelse, kræver det, at to tredjedele af Haag-domstolens medlemslande støtter op – noget, som nok ligger et stykke ude i fremtiden.
“Vi skal forstå, at klimakrisen og ecocide er to elementer i den samme udvikling, som er, at menneskeheden leger med sin egen skæbne,” sagde EU’s klimakommissær, Frans Timmermans, ved åbningen af forretningstopmødet European Business Nature Summit i november 2021. “Truslen om ecocide er endnu ikke på vores internationale dagsorden og i folks bekymringer, så vi har stadig lidt arbejde at gøre.”
Margrete Auken fra SF var en af de danske EU-parlamentarikere, der stemte for. Hun mener, at det lige nu ofte er ret konsekvensløst at bryde EU’s miljølovgivning.
“Og derfor er der behov for et ordforråd og en analyse, der kan mobilisere og guide bedre beskyttelse af natur og udsatte grupper. Ecocide er et godt bud,” siger hun.
Også Christel Schaldemose fra Socialdemokratiet stemte for. Hun siger, at der er brug for “bedre muligheder for at holde de multinationale virksomheder ansvarlige for de miljøskader, de påfører lokalsamfund”. Og så skal aktivister, journalister og advokater kunne kæmpe for miljøet uden at frygte at blive retsforfulgt. Hvilket var, hvad der skete for Steven Donziger.
Steven Donziger befinder sig i sin lejlighed på Manhattan i New York, hvor han bor med sin kone og 15-årige søn. Han sidder i et blåt jakkesæt foran en enorm bogreol, der er fyldt til randen. I baggrunden kan jeg høre larmende trafik. Steven Donziger bor i en af de mest livlige byer i verden, men han kan ikke forlade sin lejlighed. Og det er ikke på grund af COVID-19.
Interviewet har været længe undervejs. Vi var nemlig nødt til at vente på, at han kom ud af fængslet. For mens Steven Donziger beskylder Chevron for at dumpe olieaffald i Amazonas-regnskoven med vilje, beskylder Chevron ham for svindel, vidnemanipulation og forsøg på bestikkelse. I 2014 gav en amerikansk dommer olieselskabet medhold i, at kendelsen i Ecuador var ugyldig, fordi den var blevet til på baggrund af svindel og bestikkelse. Meget af sagen hang på et hovedvidne, en ecuadoriansk dommer, som siden har erkendt, at store dele af hans vidneudsagn var usandt.
Ikke desto mindre førte kendelsen til, at Steven Donziger fik frataget sin advokatbestalling. Senere, i sommeren 2021, blev han idømt seks måneders fængsel for kriminel foragt for retten, fordi han i forbindelse med en appelsag havde nægtet at udlevere sin mobil og sin computer til retten – efter sigende for at beskytte sine klienter. Højst usædvanligt for sager af denne type blev den ført af et privat advokatfirma, som i øvrigt tidligere har repræsenteret mange olieselskaber – herunder Chevron. Mindst lige så usædvanligt har Donziger været i husarrest, mens sagen har stået på. Da jeg taler med ham via en Zoom-forbindelse, er det dag nummer 893, han sidder indespærret i sit hjem. Han afsoner den sidste del af sin fængselsdom med fodlænke.
Striden mellem Steven Donziger og Chevron er ofte blevet skildret som en Davids kamp mod Goliat, men sagen er næppe helt så sort-hvid, som den tit bliver fremstillet. Uanset om Steven Donziger har gjort alt det, han er blevet beskyldt og dømt for, eller ej, så har sagen tegnet et billede af en advokat, der er mere end villig til at lade målet hellige midlet. Omvendt er der ifølge en lang række miljø- og menneskerettighedsorganisationer ikke tvivl om, at Chevron har brugt deres penge og kræfter på et langstrakt opgør med en enkelt mand for at slippe for at betale en erstatning, som de 30.000 lokale i Amazonas-regnskoven stadig ikke har set skyggen af.
“Som advokat gør det mig fortvivlet at se, at de oprindelige folk endnu ikke er blevet kompenseret,” siger Steven Donziger. “Det gør mig ked af det at se, hvordan vores retssystemer er så svage, at de ikke kan tvinge et fossilt brændstofselskab efter 28 års retssager til at rydde op i en forurening, som de er blevet holdt ansvarlige for af forskellige domstole.”
Han har ikke opgivet troen på, at Chevron vil komme til at betale den erstatning, som de blev idømt for over ti år siden, til det oprindelige folk i Amazonas.
“Det her er ikke Steven Donziger-sagen,” siger han. “Det er en sag om befolkningen i Ecuador, der vandt en vigtig juridisk kamp. De har andre advokater, og de vil fortsætte med at kæmpe, og jeg vil fortsætte med at gøre, hvad jeg kan for at hjælpe. Jeg tror bestemt, at Chevron på et tidspunkt vil blive tvunget til at betale.”
Det er netop for at undgå miljøkatastrofer som den i Amazonas, at Stop Ecocide International arbejder på at gøre ecocide til en international forbrydelse. Som en af de 12 advokater, Pablo Fajardo, der formulerede den juridiske definition på ecocide – og som også var med til at lægge sag an mod Chevron i 1993 – siger på organisationens hjemmeside:
“Jeg bor i Ecuadors del af Amazonas, og jeg har været vidne til forbrydelser begået mod naturen – mod livet – på daglig basis. Forbrydelserne sætter deres spor på menneskeheden, og de forbliver ustraffede på grund af det store juridiske tomrum, der eksisterer globalt,” siger Pablo Fajardo.
I mellemtiden lider oprindelige folk stadig under, at den natur, som er deres hjem, kan være andres guldåre. I januar 2022 blev et område i Piedra Fina, også i Ecuadors Amazonas, udsat for et olieudslip. 6.300 tønder olie sivede ud i et beskyttet område efter et brud på en rørledning. Nu er der olie i vandet og i sandet ved flodbredden, hvor børnene plejer at løbe barfodet rundt og lege.
Men der er også godt nyt for Ecuadors oprindelige folk. Den 4. februar 2022 vandt de en sejr, da landets højesteret slog fast, at de fremover skal have større indflydelse på udvindingsprojekter af den slags, som Ecuadors præsident ellers har store planer om. De skal ligefrem kunne sætte en stopper for dem.
Meget tyder da også på, at de oprindelige folk verden over – også i Amazonas – ved, hvordan man passer på naturen. Oprindelige folk udgør kun fem procent af Jordens befolkning, men administrerer 80 procent af klodens biodiversitet. De lever i pagt og harmoni med naturen. Måske kunne vi lære noget af dem.