Nej, du har ikke en stenalderkrop. Menneskets evolution går nemlig afsindig stærkt for tiden

Siden vi nedsatte os som bønder, har vores kroppe ændret sig afgørende.

Illustration: Fatchurofi Muhammad for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Du er en mutant. Der er fejl i din dna. Det siger jeg ikke for at fornærme dig, for vi er alle sammen mutanter. Vi er ikke bare et produkt af vores forældres gener, men rummer alle sammen tilfældige ændringer eller fejl’ i arvematerialet. Som bekendt er disse mutationer selve grunden til, at evolutionen har fundet sted, at livet har bevæget sig fra en ursuppe af encellede organismer til den enorme rigdom af liv, vi ser i dag, hvor svampe, brændenælder, edderkopper, pandabjørne og vandmænd er yderst specialiserede væsener, der på vidt forskellige måder har tilpasset sig et miljø. Ikke ved en inderlig stræben, men simpelthen ved, at nogle af alle de her fejl har vist sig at være en fordel i forhold til at overleve og formere sig og derfor har levet videre og endda nogle gange udkonkurreret de oprindelige gener.

Det gælder også mennesket, homo sapiens. Vi er ikke kronen på et værk, vi er ikke evolutionens højdepunkt, vi er bare endnu en art på en af de utallige grene på evolutionens stamtræ. En art, som så tilfældigvis har udviklet en hjerne, der gør os i stand til at skabe komplicerede civilisationer, reflektere over vores egen død, tænke etisk, destruere kloden og skrive artikler om os selv. Blandt meget andet.

Og netop civilisationen har ændret os fra at være naturvæsener til at være samfundsvæsener, groft sagt. Vi prøver at passe på hinanden, at passe på de svage, at holde liv i hinanden så længe som muligt og sørge for, at langt de fleste spædbørn overlever. Det kunne godt få en til at tro, at vores evolution er gået i stå, og at 10.000 års liv i huse omgivet af kornmarker eller byer af stigende størrelse og kompleksitet har sat menneskekroppens udvikling på pause.

Men tværtimod.

Selv om man skulle tro, at vi har hævet os over evolutionen, er det modsatte sket. Den er accelereret. Nyere analyser tyder på, at vi genetisk er meget mere forskellige fra de mennesker, der levede for bare 5.000 år siden, end de var fra de allerførste mennesker, der levede for 300.000 år siden. Det er ret vildt, det er en ekstrem acceleration, og vi ændrer os hele tiden.

Hvad der så foregår med os mennesker og vores kroppe, skal det handle om her. Efter at vi har kortlagt menneskets genom og er blevet bedre til at analysere dna, er vi blevet klogere på, hvordan vi har udviklet os i nyere tid, og har også en fornemmelse af, hvor vi bevæger os hen. Det skal blandt andet handle om meget synlige ting som blå øjne, høje hollændere og en ny blodåre på vej frem. Men de vigtigste ting, der sker for os, handler snarere om sygdomme, mælk, frugtbarhed og pesticider. Og om tibetanere i tynd luft, grønlændere med særlige evner til at nedbryde fedtsyrer og en fridykkerbefolkning i Sydøstasien med en meget stor milt.

I 1933 skrev antropologen H.L. Shapiro et berømt essay, der handlede om, hvordan mennesker ser ud om 500.000 år. Han kiggede på, hvordan vi havde udviklet os de sidste par 1.000 år, og forestillede sig så, at den udvikling måtte fortsætte. Han forudså, at visdomstænder vil forsvinde, at vores kæber vil blive mindre, at tænder mister deres funktion og derfor også vil svækkes, at vi vil blive ved med at blive højere og mere skaldede, og at lilletåen vil forsvinde helt, hvad han mente, den allerede er på vej til.

Shapiro skrev sit essay, efter at evolutionsteorien var blevet alment accepteret, men før vi opdagede dens primære grundlag, nemlig dna. Og selv om man ikke kan udelukke, at lilletåen vil forsvinde, så er der ikke meget, der peger i den retning.

Det, som driver evolutionen frem, er nemlig ikke bare, at gode egenskaber fremmes, og at de egenskaber, vi ikke længere har brug for, forsvinder. Der skal være en grund til, at en mutation bliver fremherskende, og den grund er alene, at den er mere overlevelsesdygtig og formerer sig mere. Der er ingen grund til at tro, at folk uden lilletå skulle have en særlig fordel, der gør, at de formerer sig mere – medmindre det en dag bliver betragtet som enormt sexet, og at alle derfor gerne vil have børn med de firetåede mennesker. Det er det, der hedder seksuel selektion.

Hvis man lever længe nok til at formere sig, og så også gør det, bringer man sine gener videre, og hvis man får mange børn, spreder man sine gener rigtig meget. Den person, der formentlig har spredt sine gener mest, er Djengis Khan, der voldtog i rigt mål under sine togter for 800 år siden, og som har sat sit genetiske aftryk på cirka. 0,5 procent af alle verdens nulevende mænds Y-kromosom. Der er endda en test, der kan vise, om man nedstammer fra ham eller ej.

Så menneskets nyere og nuværende evolution handler om, hvilke gener der har haft grobund for at sprede sig og blive dominerende. Langt de fleste mutationer er ligegyldige, de gør hverken fra eller til. Om din øreflip hænger ud fra ansigtet eller sidder tæt til, er ikke noget, der betyder det store. Heller ikke, om du kan lugte asparges i dit tis eller ej. Begge dele er genetisk bestemt, men de kommer næppe til at være afgørende for artens videreførelse.

Men der er mutationer, som under bestemte forhold bliver afgørende. Her kommer vi til et vigtigt begreb: selektionstryk. For at en mutation for alvor skal brede sig, skal der være nogle ydre omstændigheder for en større befolkning, der trykker så meget, at netop den mutation giver en fordel, som gør én bedre i stand til at overleve og formere sig. Hvis mange menneskebørn døde af komplikationer ved at have en lilletå, ville lilletåen hurtigt forsvinde.

Lad os kigge på nogle af de afgørende ændringer af menneskekroppen i nyere tid. Vi begynder i Himalaya.

Mange tibetanere er i stand til at leve i højder, som vil være skadelige for os andre i længden. Men i Tibet er der en nyere mutation, som har vist sig afgørende for deres mulighed for at bo i Himalayas højder. Og blandt dem, der undersøgte genetikken bag, er den danske forsker Rasmus Nielsen, der er ansat som professor i genomdata-analytik ved Berkeley University i Californien. Jeg bad ham fortælle om de opdagelser, han var en ledende del af:

Hvis du og jeg går op i fire kilometers højde i bjergene i Tibet, så får vi kun 60 procent så meget ilt, som vi ville gøre hernede, på grund af det lavere tryk,” forklarer han. Derfor producerer vi flere røde blodlegemer, for det er blodcellerne, der transporterer ilten rundt, så på den måde kan vi optage mere af ilten. Det er umiddelbart nyttigt, men det har også nogle negative konsekvenser. Man får højere blodtryk og er i øget risiko for hjerneblødning og en række andre komplikationer. Så i det lange løb er det ikke så godt. Men tibetanerne overproducerer ikke røde blodlegemer. Det skyldes to gener, fandt vi ud af, ikke mindst genet EPAS1, som regulerer denne mekanisme, og det gør tibetanere anderledes. Vi ved ikke, hvordan de så kan klare sig med mindre ilt, men det kan have noget med deres stofskifte at gøre.”

Han vurderer i øvrigt, at denne evolution stadig pågår nu, idet det endnu ikke er alle tibetanere, der har mutationen.

Rasmus Nielsen og hans hold har også undersøgt andre lokale evolutioner opstået i menneskets nyere historie. I Grønland har inuitterne udviklet en evne til at kunne leve af den særlige kost i disse egne, der mestendels består af fisk og havpattedyr. Det har de tilpasset sig til gennem en særlig mutation, og den mutation har medført en af de større ernæringsmisforståelser i nyere tid. Rasmus Nielsen fortæller:

Mutationen betyder, at grønlænderne selv underproducerer flerumættede fedtsyrer og derfor kan indoptage mere, uden at det er skadeligt for dem. Det interessante er, at idéen om, at vi skal spise fiskeolie og flerumættede fedtsyrer, stammer fra studier af grønlændere i begyndelsen af 1970’erne, der viste, at de ikke havde problemer med hjerte-kar-sygdomme, selv om deres kost var primært animalsk. Man troede simpelthen, at grønlændernes mad var sund for os alle sammen, og at fiskeolier beskyttede mod hjerte-kar-sygdomme. Og det er i dag blevet til en kæmpe kosttilskudsindustri. Men store epidemiologiske undersøgelser har ikke rigtig kunnet påvise, at fiskeolier beskytter mod hjerte-kar-sygdomme. Vi påviste, at det i stedet er grønlænderne, der er specielle, idet de genetisk kompenserer for deres kost.”

Det tredje eksempel fra Rasmus Nielsen er en sydøstasiatisk befolkning, bajau, der i høj grad har levet af at dykke, og som har udviklet en større milt, hvilket gør dem i stand til at dykke i længere tid. I alle tre tilfælde er der tale om, at særlige lokale forhold har været afgørende for, hvem der kunne trives og formere sig.

Det er altså eksempler på, at ekstreme lokale forhold har skabt et selektionstryk på en afgrænset befolkning snarere end på menneskearten generelt. Og evolution begynder altid lokalt. Men nogle gange breder den sig til hele kontinenter eller til hele arten som sådan.

Menneskets evolution er efter alt at dømme accelereret, siden de første homo sapiens betrådte den afrikanske savanne for omkring 300.000 år siden. De første 290.000 år gik det stille og roligt med noget jagt, men for 5.000-10.000 år siden skete den måske vigtigste ændring i menneskets historie: Vi begyndte at dyrke jorden og holde dyr. Det betød en masse radikale omvæltninger, ikke kun i kulturen, men også i de basale biologiske forhold. Mennesker boede tættere sammen, og de boede samtidig tæt sammen med husdyr, og husdyr betød introduktionen af nye bakterier og vira, som det var en klar fordel at være modstandsdygtig over for. Samtidig omlagde menneskene deres kost markant, idet blandt andet kornprodukter, mælk og alkohol kom på bordet. Og endelig begyndte vi en befolkningstilvækst, der er fortsat eksponentielt lige siden. Og jo flere individer der er af en art, des flere mutationer opstår der, så i dag, hvor vi er 7 milliarder mennesker, er antallet af mutationer enormt.

De fleste ændringer er ikke synlige, selv om vi i vores egne blandt andet har udviklet lys hud og blå øjne. Det look kommer jeg tilbage til, men de vigtigste ændringer angår mad og sygdomsbekæmpelse. Lad os tage nogle vigtige eksempler.

En dag for nogle tusind år siden fandt en kreativ bonde på, at køernes mælk måtte kunne bruges til et eller andet. Man havde formentlig prøvet at drikke mælk, men fik det dårligt af det; kun børn kunne nedbryde laktose. Menneskets eventyrlyst udi eksperimenteren med de mest usandsynlige madvarer, der har skabt store dele af vores avancerede madkultur, fornægtede sig heller ikke her. Og på en eller anden måde fandt dette menneske på at lave ost eller yoghurt – eller i hvert fald noget fermenteret mælk, der minder om det.

Fermenteringen betød et lavere laktoseindhold end i den rå mælk, så i hvert fald nogle af de voksne kunne spise det. Og det blev en vigtig næringskilde. Og indimellem var der nogen, der kunne drikke selve mælken uden at få det dårligt. Og det var en fordel i næringsfattige tider, også for børns overlevelse, og derfor bredte den mutation, der gør de fleste af os i stand til at nedbryde laktose, sig hurtigt, især i Europa og Nordasien, hvor mælk blev en del af den grundlæggende næring.

Og i dag er den en integreret del af europæeres madkultur. Men mutationen har ikke sejret alle steder – i hvert fald ikke endnu. Det er stadig kun en tredjedel af verdens befolkning, der kan drikke mælk. I Kina, det sydlige Afrika og det meste af Sydamerika er laktoseintolerans stadig normen. Hvis mutationen skal brede sig yderligere, skal mælk være afgørende for overlevelse og frugtbarhed.

Dødelige sygdomme er et af de fænomener, der skaber et markant selektionstryk. Hvis mange dør af en sygdom, især i en ung alder, er fordelen ved at være immun over for den stor, selv om det kun er en delvis immunitet.

Og der er nogle sygdomme, som vi næsten kan se skaber en evolution for øjnene af os. Ikke mindst malaria, som i Afrika er en primær dødsårsag, og som formentlig har dræbt flere milliarder mennesker alene i de seneste århundreder. Den mest kendte mutation, som beskytter mod malaria, er tricky, for den betyder, at hvis du får mutationen fra begge dine forældre, så er du beskyttet mod malaria, men er til gengæld født med en anden sygdom, seglcelleanæmi, der indebærer kronisk blodmangel og har en lang række bivirkninger. Men hvis du kun har genet fra én af dine forældre, så er du stadig beskyttet mod malaria, men uden seglcelleanæmi. Det skaber en mærkelig situation, hvor mutationen aldrig bliver dominerende, men heller ikke forsvinder, idet den store fordel er at få den fra den ene forælder. Nyere forskning, som stadig er i gang, peger i retning af, at der findes andre mutationer, som kan give delvis beskyttelse mod malaria.

Aids er en ny sygdom, der især hærger i Afrika, og der er en række genetiske komponenter, som kan give modstandsdygtighed over for aids. Forskerne har en fornemmelse af, at der har været et afgørende selektionstryk, altså en markant betydning for overlevelsen, i de sidste 40 års aids-epidemi, og at den fortsat finder sted der, hvor man ikke har den fornødne medicin. Men om den sætter sig et varigt aftryk på menneskets dna, er det nok for tidligt at sige.

Til gengæld er det sikkert, at et gen, der beskytter delvist mod tuberkulose og spedalskhed har sat sig et sådant varigt aftryk. De to sygdomme har især været et problem i store byer, og mutationen har spredt sig til alle egne af verden.

Nu melder der sig så et aktuelt spørgsmål: Vil COVID-19 få en betydning for menneskets evolution? Det korte svar er: Sandsynligvis ikke, men vi ved det ikke endnu. Den danske forsker Rasmus Nielsen har dette bud: Så længe det primært er de ældre, der dør, har det ikke nogen effekt på evolutionen, for hvis det skal have en effekt, skal det forhindre mange mennesker i at få børn. Så formentlig har COVID-19 ingen effekt. Dog vil jeg sige, at hvis sygdommen påvirker os på det nuværende niveau de næste hundred år, så kunne der være en effekt. Eller hvis én procent fra hver generation døde, før de fik børn, de næste tusind år.”

En af de mest synlige nye udviklinger af mennesket er en, der dominerer heroppe nordpå: lyst hår og blå øjne. Sådan så de mennesker, der oprindeligt trodsede kulden og vandrede nordpå til disse egne, ikke ud. De havde brune øjne og mørk hud. Nyere dansk forskning peger på, at de blå øjne stammer fra én person, at det er én unik mutation, sket én gang, der så har spredt sig og er kommet for at blive.

Vi ved ikke, hvorfor de blå øjne har haft så relativt stor succes, men det bedste bud er nok seksuel selektion, altså at de blåøjede simpelthen altid har været anset for attraktive og derfor formeret sig meget, siden det første blåøjede menneske kiggede en flirt dybt i øjnene. Noget tilsvarende kan gælde lyst hår, som også er en nyere ting. Den lyse hud kan dog have en mere sundhedsmæssig forklaring, nemlig at lyshudede mennesker optager mere D-vitamin fra solen og derfor har klaret sig bedre i det mørke nord.

I Asien har man udviklet tykkere hårsække, måske som et værn mod kulden. Og tør ørevoks, og det ved man virkelig ikke hvorfor. Her skal man huske på, at der nogle gange er tale om ledsagefænomener, altså at den mutation, som giver tør ørevoks, måske samtidig har en anden (endnu ukendt) effekt, som er den afgørende. Eller at det er en tilfældig mutation, der ikke har nogen betydning, men som bare er fulgt med som det tynde øl. Det er det, man kalder genetisk drift”, som især opstår i små populationer, oprindeligt baseret på få individers tilfældige egenskaber.

Vi bliver højere og højere, og det har en del at gøre med, at vi er bedre ernærede, men der er også genetiske komponenter og seksuel selektion involveret. Hollændere er verdens højeste folkefærd, og det er de ikke på grund af deres sundhedstilstand, men simpelthen fordi der har været en kultur siden 1700-tallet, hvor hollandske kvinder (i endnu højere grad end andre steder) har foretrukket høje mænd, og derfor har høje hollandske mænd formeret sig betydeligt mere end de lave.

Visse udviklinger går således meget hurtigt, og et hold forskere har fundet ud af, at hyppigheden af et bestemt gen, knyttet til voldsom rygertrang og manglende evne til at stoppe igen, er faldet i Storbritannien siden 1950’erne. Undersøgelsen er dog forbundet med en del usikkerheder, og sådan er det tit med korttids-evolutioner. Der sker formentlig en masse små udviklinger i de her årtier, men det er svært at sige præcis hvilke. Det kræver store datasæt over lange perioder at kunne sige noget sikkert.

Et australsk forskerhold mener ikke desto mindre at have fundet ud af, at vi er ved at få en ny blodåre! Det er den blodåre, der hedder median-blodåren, som alle har i fostertilstanden, men som traditionelt forsvinder hos spædbarnet. Det nye er, at flere og flere voksne har den. På lidt over hundred år er tallet gået fra 10 til 30 procent af den voksne befolkning. Forskerne forudser, at det om et par generationer er den nye normal. Det er en blodåre midt på oversiden af underarmen, og man ved ikke så meget om, hvorfor den er på vej frem. Jeg har den vist ikke, så vidt jeg kan se.

Jo tættere vi kommer på nutiden, des større usikkerheder er iagttagelserne forbundet med. Og når vi så skal tale om fremtiden, er der naturligvis tale om gæt og spekulation. Får klimakrisen en betydning for vores arts biologi? Det mener nogle.

Et varmere klima betyder, at flere udsættes for bakterier og sygdomme, der nu er begrænset til de varme lande, og det kan påvirke vores immunforsvar. Klimabaseret migration vil skubbe på den raceblandingsproces, der allerede er i fuld gang i globaliseringens tid, og som efterhånden vil udligne de regionale genetiske forskelle.

Jeg spørger Rasmus Nielsen, forskeren fra Berkeley, hvad han tænker om fremtiden. Også han kan kun gætte:

For at finde selektionstrykket må man kigge på de vigtigste miljøfaktorer, der gør sig gældende, og som har indflydelse på, at nogle mennesker har flere afkom end andre. Vi er blevet gode til at overleve sygdomme, så det er nok ikke længere der, den ligger. Den største faktor synes at være fertilitet. Vi ser jo for eksempel i Danmark et markant fald i mænds sædkvalitet. Det skyldes nok blandt andet miljøfaktorer som tungmetaller og pesticider, som vi formentlig så småt er i gang med at tilpasse os til at kunne modstå. Man kan forestille sig, at om tusind år vil gener, der giver større resistens over for sådanne stoffer, være vundet frem.”

Det lyder jo forjættende, men der er et meget stort forbehold. Spørgsmålet er selvfølgelig, om det går hurtigt nok. For miljøet udvikler sig jo noget hurtigere i vore dage end vores biologi.”

Det er en vigtig pointe. Vi udvikler os stadig som art, og vi gør det hurtigere end nogensinde før, alene fordi vi er så mange. Men det går stadig fodslæbende langsomt i sammenligning med den ekspresudvikling, der foregår i teknologi, samfund og levevilkår. Engang var vilkårene cirka de samme fra generation til generation, man dyrkede jorden på samme måde som sine forældre, og regler og ritualer gik næsten uændret i arv. I dag vokser hver generation op i en helt anden verden end den foregående. Og uanset hvor stærkt evolutionen går, er dens skridt ikke hurtigere end fra forældre til børn. Og en egentlig ændring i flertallets arvemasse tager mange generationer.

Når man sidder ved sin computerskærm, kører i sin bil, spiser takeawaymad nede fra den lokale og træner sin krop nede i fitnesscenteret, kan man godt have en tavs fornemmelse af, at menneskets evolution var noget, der var engang, dengang vi levede under barskere vilkår og skravl ikke fik mulighed for at formere sig. Og at nu er resten blot kultur og teknologi.

Men den foregår, evolutionen. Mennesket er ikke færdigt’, og det bliver det aldrig. Selv om vi har skabt et samfund i vores del af verden, hvor vi forsøger at sikre overlevelse for de fleste, og hvor børnedødeligheden er ekstremt lav, er der mekanismer såsom fertilitet, der spiller en rolle. Vi forsøger at kompensere med fertilitetsbehandling, men så længe befrugtning kræver god sæd, er der stadig en udvælgelse af en eller anden art (fx ved sæddonation). Præcis hvilken udvikling kan vi ikke sige, for vores kroppe og vores evolution er kun lige gået i gang med at reagere på den teknologi, vi har opfundet og nu omgiver os med. Det går langsomt, men om 500 eller 1.000 år vil man kunne se tilbage på, hvordan menneskets biologi udviklede sig i denne første halvdel af det tredje årtusind. Hvis der stadig eksisterer mennesker, altså.

For det er jo det helt store perspektiv i menneskets evolution. Vi er den art, der har gjort det muligt at udslette os selv. Præcis den intelligens, der gjorde det muligt at planlægge komplicerede processer, kommunikere dem videre i fællesskaber og dermed dyrke jorden, skabe byer med love, borgere, infrastruktur og institutioner – altså det, vi kalder civilisation – det er den samme intelligens, der har gjort os i stand til at erobre hele kloden, at ændre markant på dens økologi og klima og at destruere os selv, for eksempel i en atomkrig eller en klimakatastrofe.

Hvis det går galt, hvis vi destruerer os selv og tager det meste andet liv på kloden med i en apokalyptisk klimakatastrofe, så er der formentlig nogle andre dyr, der kører med klatten. Småbitte, meget hårdføre væsener som bjørnedyr eller større insekter som myrer og kakerlakker. Deres evolution har gjort dem i stand til at overleve den katastrofe, vi med vores intelligens kan skabe. Og så har menneskets allervigtigste fortrin, den intelligens, vi er så selvfede omkring, vist sig at være den ultimative ulempe. Kakerlakken ler sidst.