Landets næste statsminister er rød. Men bliver hendes regering grøn, lilla eller gullig?

  • 6. juni 2019
  • 9 min.
I CENTRUMNatten til torsdag udråbte Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen sig selv som vinder af folketingsvalget. Socialdemokratiet blev landets største parti, og de partier, der peger på Mette Frederiksen som statsminister, har flertal. Mette Frederiksen står altså i centrum for det hele, men nu begynder regeringsdannelsen, og ret meget kan ske. Foto: Philip Davali, Ritzau Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

Danmark skal have en ny regering, men vi kender endnu ikke retningen, for vi står midt i et politisk opbrud. Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen skal vælge side, før hun får lov at indtage statsministeriet. I denne artikel dropper vi vanetænkningen og fokuserer på substansen, og i lydversionen til artiklen gennemgår vi hendes muligheder i detaljen.

Valget er overstået. Danskerne har bestemt sig, og alt tyder på, at socialdemokraten Mette Frederiksen bliver Danmarks næste statsminister som den kun anden kvinde i dansk politisk historie.

Det var ikke et uventet resultat, og selve valgaftenen vil nok snarere blive husket for, at Dansk Folkeparti imploderede efter 25 års fremmarch, og at det fascist-lignende Stram Kurs akkurat missede Folketinget og dermed måske blot ender som en parentes i dansk politisk historie.

Men var det så det? Er det nu bare tilbage til hverdagen efter fire ugers intermezzo? Nej, det er det ikke, for nu begynder den rigtige kamp om Danmarks nærmeste fremtid, og den egentlig store historie om folketingsvalget 2019 var ikke de enkelte partiers sejre og nederlag, men blokkenes endelige sammenbrud.

Det er kommet til udtryk ved, at Alternativet forud for valgkampen insisterede på ikke at blive medregnet i rød blok, og vel især ved, at den siddende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) undervejs i valgkampen forlod det blå fællesskab og gjorde en samlingsregering med Socialdemokratiet til sin førsteprioritet.

Begge dele kan afskrives som ren strategi, men valgkampen spejlede også helt substantielt, hvordan der ikke længere findes en enkelt logisk skala, hvorpå man kan placere partierne. Hvor det ved valget i 2015 særligt var den traditionelle centrum-venstre-fløj, der krakelerede i interne skænderier om både udlændingepolitikken og den økonomiske politik, var det ved dette valg de seneste 20 års centrum-højre-fløj, der faldt fra hinanden.

Igen var det særligt uenigheder om udlændingepolitikken, der blev en bloks endeligt, da både Stram Kurs og Nye Borgerliges krav om at bryde med internationale konventioner og masseudvise udlændinge blev for meget for det historisk internationalt orienterede Venstre. Men fulgte man med i valgkampens mange debatter, er der også opstået nye skillelinjer, når det gælder andre store temaer i tiden – eksempelvis klimaforandringerne. På valgaftenen i går ankom Naser Khader til Konservatives valgfest i en T-shirt, der havde ordet klimatosse skrevet på tværs af brystet som en utvetydig kommentar til Dansk Folkepartis og folketingsformand Pia Kjærsgaards kontroversielle måde at omtale de mange – særligt unge – klimabekymrede danskere.

Mette Frederiksen håber med sikkerhed, at hun med en ren S-regering kan udnytte sammenbruddet i blå blok og navigere agilt i det nye politiske landskab. At hun kan føre grøn politik med de grønne, rød fordelingspolitik med de røde, internationalistisk politik med de internationale, stram udlændingepolitik med de stramme.

Så let bliver det formentlig bare ikke. Der findes få eksempler i danmarkshistorien på, at små et-parti-regeringer overlever særlig længe, og er Mette Frederiksen i tvivl, kan hun jo spørge den afgående statsminister Lars Løkke Rasmussen, der blot et enkelt år efter det seneste valg måtte lukke både Konservative og Liberal Alliance ind i regeringen for at bevare magten.

En ren S-regering vil være en mindretalsregering med opbakning fra kun godt hver fjerde dansker, og de andre partier vil formentlig insistere på, at hun vælger side, inden hun sætter sig til rette i statsministeriet. I hvert fald hvis hun har ambitioner om at sidde der de kommende fire år.

Så hvad vælger Mette Frederiksen? Hvilken regering vil hun stå i spidsen for?

Skal det være en grøn regering, der henter sin støtte hos de klimabekymrede partier Alternativet, Enhedslisten, SF og Radikale?

Skal det være en udlændingepolitisk regering, der læner sig op ad Dansk Folkeparti?

Skal det være en Europa-venlig regering, hvor Mette Frederiksen med opbakning fra eksempelvis Venstre, Konservative og Radikale kan gøre op med de danske EU-forbehold?

Vi kigger her på nogle af de muligheder, Mette Frederiksen har, hvis man alene ser på substansen.

Lad os begynde med Mette Frederiksens eget førstevalg.

Socialdemokratiet i regering med støtte fra Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og måske Alternativet – fælles fodslag om klimapolitikken, vildt uenige om udlændingepolitikken.

GRØN ENIGHEDSocialdemokratiet er et midterparti i klimapolitikken, men de er klar til at følge flertallet til den ambitiøse side.

Dette flertal – som S-formand Mette Frederiksen er gået til valg på – vil især have en fællesnævner i klimapolitikken. Til gengæld er de ikke helt enige om, hvor ambitiøs klimapolitikken skal være, og om politikken må gøre ondt på den almindelige dansker.

Partierne kan blive enige om at indføre en bindende klimalov, men de er ikke enige om, hvor meget Danmark skal have reduceret udledningen af drivhusgasser i 2030. Socialdemokratiet foreslår 60 procent, mens de andre partier har lavet en pagt om, at den skal reduceres med 70 procent.

SF, Enhedslisten og Alternativet vil på lignende vis have et grønt superministerium, der skal have samme betydning for politikudviklingen, som Finansministeriet har i dag, Socialdemokratiet har indtil videre lagt op til at give Finansministeriet grønne muskler, blandt andet i form af en fremtidsfond på 20 milliarder kroner.

Den store forskel mellem partiernes klimapolitik i denne regeringskonstellation ligger i, hvilke afgifter de vil tage i brug. Socialdemokratiet vil gerne indføre en flyafgift, men de vil gøre det på europæisk plan, hvorimod de andre partier vil have Danmark til selv at indføre en afgift. Dertil vil Alternativet have afgifter på kød, Enhedslisten vil have afgifter på landbruget, og flere af partierne vil have roadpricing. Men ikke Socialdemokratiet, der frygter, at det vil ramme de fattigste danskere eller få den danske landbrugs- og industriproduktion til at forsvinde ud af Danmark. Smertetærsklen går altså lidt forskellige steder.

Socialdemokratiet kan også finde fælles fodslag med resten af centrum-venstre i prioriteringen af velfærd. Der er bred enighed blandt partierne om, at det offentlige forbrug som minimum skal følge med de krav, som det stigende antal ældre for eksempel stiller til plejesektoren. Men igen er der ikke heeeeelt enighed om ambitionerne. SF og Enhedslisten vil for eksempel have minimumsnormeringer, imens Socialdemokratiet afviser.

Et endnu større problem kan det dog blive at forene dele af velfærdspolitikken hos Enhedslisten og Radikale Venstre. Radikale Venstre har godt nok skruet ned for ønskerne om at hæve pensionsalderen hurtigere og sætte topskatten ned, men Radikale Venstre vil stadig have en økonomisk politik, der øger arbejdsudbuddet. Enhedslisten har direkte advaret mod at stemme på Radikale Venstre, og partierne ligger meget langt fra hinanden, når det for eksempel gælder holdningen til størrelsen på overførselsindkomster og pension. Radikale Venstre er desuden imod Socialdemokratiets plan om at sikre en pension til nedslidte.

Allersværest bliver det dog formentlig for partierne at blive enige om udlændingepolitikken, hvor Socialdemokratiet er fuldstændig uenige med resten.

Socialdemokratiet og Venstre i regering sammen – enige om udlændingepolitikken, uenige om skattepolitik.

MIDTERKOALITIONI mange spørgsmål ligger Socialdemokratiet og Venstre klinet op ad hinanden, når vi ser på substansen i deres politik. Det gælder særligt udlændingepolitikken.

Socialdemokratiet og Venstre har tilsammen flertal for den SV-regering, som Lars Løkke Rasmussen har ytret ønske om.

Mette Frederiksen har umiddelbart afvist det, men i både Radikale Venstre og Dansk Folkeparti er idéen blevet taget godt imod. Socialdemokratiet og Venstre kan alene få flertal, men politikken kan blive ret forskellig alt efter, hvilken side de to partier hælder til.

Hvis vi ser på særligt udlændingepolitikken, står Socialdemokratiet og Venstre meget tæt. Socialdemokratiet har stemt for næsten alle regeringens udlændingestramninger, og partierne deler den holdning, at integrationen har slået fejl i de seneste årtier, og at Danmark er nødt til at få styr på tilstrømningen af flygtninge, så vi kan håndtere integrationsudfordringerne. Samtidig er de to partier enige om, at Danmark skal overholde internationale konventioner.

Men det er langtfra det eneste område, hvor Venstre og Socialdemokratiet vil kunne finde fælles fodslag. For eksempel er størstedelen af regeringens klima- og energipolitik i de seneste fire år blevet gennemført med støtte fra Socialdemokratiet.

Venstre og Socialdemokratiet – foruden Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti – kan blive enige om at investere i for eksempel mere havvind og flere elbiler for at skabe en grøn omstilling. De kan også blive enige om, at den grønne omstilling skal gavne dansk erhvervsliv – og dermed ikke føre til afgifter, der kan få landbrugs- og industriproduktionen til at forsvinde ud af landet. Her har Radikale Venstre før fungeret som brobygger mellem de to partier.

Socialdemokratiet og Venstre er dog ikke helt enige om, hvorvidt der skal være en bindende klimalov, hvor mange havvindmøller der skal sættes op, og hvor stor en CO2-reduktion landbruget skal gennemføre. Ambitionerne varierer altså lidt, men principperne for den grønne omstilling er de sådan set enige om.

De to store partier står også forholdsvis tæt i velfærdspolitikken. De er begge enige om, at det offentlige forbrug skal følge udviklingen i det demografiske træk. Ingen af partierne bakker op om minimumsnormeringer, men vil gerne investere mere i pædagoger. Begge partier vil investere i sundhed og rykke sundhedsvæsenet tættere på borgerne (selv om de ikke er helt enige om, hvordan man gør det).

Den store forskel for partierne ligger i spørgsmålet om, hvorvidt der skal bruges så mange penge, at de skal hentes via skatter. Socialdemokratiet vil hæve skatterne for de rigeste, indføre en ekstra arveafgift for dem, der har mest, og tilføje nye gebyrer for banker og spekulanter. Det er forslag, der går stik imod Venstres politik om skattestop.

En socialdemokratisk regering med støtte fra centrum-venstre eller en regering med Socialdemokratiet og Venstre er de mest oplagte muligheder lige nu. Men retter vi fokus mod substansen på forskellige emner, kan der findes et mylder af alternative flertal. Igennem valgkampen har vi opdateret vores Flertalsbygger med partiernes skiftende positioner og størrelser. Den er ikke blevet mindre aktuel, nu hvor valgresultatet ligger klar. Du kan selv bygge videre her (modsat billederne ovenfor er grafikken nedenfor interaktiv, og du kan klikke dig rundt mellem forskellige spørgsmål og partier).

Der er en ny parlamentarisk virkelighed i Europa, og hvis Danmark minder bare en smule om resten af Europa, blev valget ikke afgjort i går aftes.

Overalt i Europa opstår der i disse år nye alliancer, og også herhjemme i Danmark har nye politiske dagsordener og fremkomsten af en række nye partier skabt kaos i dansk politik.

Selvfølgelig fordi de nye partier er svære at placere på den gamle politiske akse, men måske også fordi vælgernes holdninger er for nuancerede til, at de kan reduceres til røde og blå som i de gamle dage.

Både De Radikale og SF noget nær fordoblede deres mandater i Folketinget efter en valgkamp, hvor særligt Morten Østergaard (R) gik stik mod den dominerende udlændingepolitiske linje, som Mette Frederiksen har lovet at videreføre. Det er blot to af de mange ender, Mette Frederiksen skal have til at mødes, og det bliver de kommende dages – og måske ugers eller måneders – besværlige forhandlinger og kompromiser, der afgør, hvilken regering vi egentlig får, og hvilken politik der skal føres de kommende fire år.

Danskerne har nu afgivet deres stemmer, og det traditionelle centrum-venstre har sejret monumentalt – men intet er alligevel ved det gamle.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem