Send en tanke til Zetlands medlemmer

Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Anne Rosell Holt er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Er du stresset? Tag i skoven. Det virker. Seriøst, det gør det

Kroppens immunforsvar bliver styrket i op til en måned af en tur i skoven. Hvis turen altså tilbagelægges rigtigt.

Foto: Ko Sasaki

Vi har kørt en times tid med regionaltoget fra det centrale Tokyo, da en anden verden åbner sig for os. Vi har lagt skyskraberne bag os, og for hver station bliver byerne mindre, mens de skovklædte bjerge vokser. Passagererne i toget bliver også skiftet ud: Skolebørnene i de hvide skjorter og grå kjoler eller bukser står af sammen med jakkesættene. Jeg sidder tilbage blandt pensionister og midaldrende kvinder og mænd, der er iført fodformede vandrestøvler og ternede skovmandsskjorter. De er udstyret med vandrestave, kasketter og rygsække.

En gruppe ældre kvinder mødes i en af togvognene og bukker dybt og velopdragent, inden de slår sig ned og begynder at spise den medbragte onigiri, altså de risboller, man kan købe på enhver togstation i Japan.

Vi skal ud og se på egetræer,” fortæller de fornøjet.

Skovbad – eller shinrin-yoku på japansk – har i årtier nærmest været en folkebevægelse i Japan. Udefra kan det ligne en almindelig skovtur, men i stedet for bare at vandre gennem skoven har skovbaderne et konkret terapeutisk formål med turen.

Japans regering har siden begyndelsen af dette årtusind sat mange kræfter ind på at finde videnskabeligt bevis for træernes gavnlige virkning på sundheden. Man kan måske mene, at der ikke rigtig er behov for forskning for at forstå, at man får det godt af at gå en tur i skoven, men japanerne lader sig ikke nøje med sund fornuft. Det er et nyt forskningsområde, men de første resultater er imponerende: Selv et kortere ophold i et skovområde kan styrke immunforsvaret og reducere stress, aggressivitet og depression. Og virkningen holder ikke kun, mens man befinder sig i skoven eller resten af den dag. Virkningen kan tilsyneladende måles helt op til en måned efter et besøg i skoven.

LANGSOMT_ Guiden Tsuyoshi Masuzawa viser artiklens forfatter, hvordan man tager et korrekt skovbad. Første regel: Sænk tempoet! Foto: Ko Sasaki

Da toget stopper på endestationen Okutama, spredes passagererne i retning af de forskellige vandrestier, som udgår fra den lille by. De kvinder, som skal se på egetræer, samles i en rundkreds uden for stationen og laver synkroniserede strækøvelser, inden de begiver sig af sted.

Jeg bliver selv samlet op af Keiko, der arbejder på Okutamas første officielle skovterapeutiske vandresti. Med støtte fra bystyret har man anlagt en nydelig sti, som slynger sig op gennem skoven. Her kan man få vejledning og lære skovbadets ABC. I et lille hus lidt oppe ad stien forklarer Keiko programmet:

Vandringen tager cirka to timer inklusive tepause. Målet er at forbedre dit fysiske og psykiske velvære, blandt andet ved at styrke immunforsvaret. Vi ved fra forskningen, at et skovmiljø bidrager til at sænke blodtrykket og nedbringe stressniveauet,” siger hun og beder mig række armen frem.

Blodtrykket er for højt for en 28-årig: 140 over 83. Bagefter måler vi stresshormonet kortisol i mit spyt. Prøven giver en værdi på 17 af en enhed, jeg ikke forstår, men værdien er åbenbart pænt lav.

Det tyder på, at du ikke har kronisk stress, men derimod en indre ro. Det er godt. Alt under 30 er faktisk lavt. Nogle af dem, der kommer herud fra Tokyo, har en værdi på op mod 200,” fortæller Keiko.

Jeg skriver værdierne ned på en notesblok for at kunne sammenligne, når mit kurophold i skoven er forbi. Så overtager min guide, den 67-årige Tsuyoshi Masuzawa. Vi laver lidt strækøvelser, inden vi trasker af. Men jeg laver straks den første fejl.

Nu går du for hurtigt. Det er en almindelig fejl, som mange begår i skoven. De løber nærmest af sted. Man skal gå så langsomt, at man kan tage omgivelserne til sig med alle sanser: Man skal give sig tid til at lytte til lydene, lugte, notere sig, hvilke planter man har omkring sig, mærke på bladene og træerne.”

Tsuyoshi Masuzawa er født og opvokset i Okutama. Jernbanen kom til området under Anden Verdenskrig, fordi der var behov for at fragte kalksten fra bjergene til Japans stålindustri. Krigen ødelagde store dele af skovene her, og efter krigens afslutning plantede man japangran og solcypres overalt i bjergene. Tanken var, at tømmeret skulle forsørge fremtidige generationer, men indførslen af billigt træ fra andre lande i Asien gjorde skoven værdiløs. Altså frem til nu, hvor den har fået et nyt formål: At holde folk sunde og raske.

Det her er en løn. Vi har omkring fyrre forskellige slags lønnetræer i Japan,” siger Tsuyoshi Masuzawa og kærtegner træets blade med hånden.

Jeg forsøger at koble af, mens vi langsomt går hen ad stien, men jeg synes ikke rigtigt, jeg kan komme ned i omdrejninger. Det er min første oplevelse med en japansk skov, og der er så meget at kigge på: Mærkelige svampe og farverige edderkopper i store spindelvæv mellem træerne. Samtidig forsøger jeg at skrive alt det ned, min guide siger, plus mine egne indtryk af omgivelserne. Der er køligt i skyggen fra træerne, jeg kan høre lydene fra kalkstensbruddet, som runger mellem bjergene, og jeg kan høre børn, som leger i en skolegård nede i byen.

Ellers er der stille, og her lugter grønt.

SKOVKENDER_ Guiden Tsuyoshi Masuzawa forklarer korrekt vejrtrækning: Træk vejret ind gennem næsen i syv sekunder, hold vejret i fem sekunder og ånd ud gennem munden i ti sekunder. Efter udåndingen hviler man i fem sekunder, inden man gentager. Foto: Ko Sasaki

Doktor Qing Li fra Nippon Medical School, et af de store universiteter i Tokyo, der blandt andet uddanner læger, er en af Japans førende skovforskere. Siden 2005 har han og hans kolleger sendt frivillige hårdtarbejdende japanere ud på skovvandringer for at kunne måle, hvordan de påvirkes af dette miljø. Der er blevet taget blod- og urinprøver både før, under og efter turen i skoven, og de har vist en bemærkelsesværdig aktivitetsstigning på omkring 50 procent blandt de såkaldte naturlige dræberceller eller NK-celler. Disse celler ligner de hvide blodlegemer og er en vigtig del af kroppens immunforsvar.

NK-celler beskrives af og til som kroppens egne soldater, der kan genkende sygdomsramte celler – for eksempel kræftceller – og tilintetgøre dem.

NK-cellerne viser øget aktivitet mere end 30 dage efter besøget i skoven, og det tyder på, at blot et enkelt skovbad om måneden kan hjælpe mennesker til at opretholde et stærkt immunforsvar,” siger dr. Qing Li.

Samtidig med at forsøgene viser et styrket immunforsvar, har Qing Li ved hjælp af urinprøver kunnet måle en betydelig reduktion af adrenalin i kroppen efter et skovbad. Forsøgspersonerne meldte også selv om mindre uro, depression og vrede.

For at sikre sig, at det ikke alene skyldtes motionen – altså vandreturen snarere end skoven – har Qing Li desuden sendt kontrolgrupper ud, som skulle motionere lige så længe i et bymiljø. Blandt disse kontrolgrupper kunne man ikke måle nogen af de omtalte effekter.

Det var tilbage i 1980′erne, at de japanske skovmyndigheder udviklede idéen med skovbad som en ny sundhedsbevægelse. I dag er det en etableret form for afslapning og stresshåndtering i Japan, men der har længe manglet videnskabeligt bevis for skovbadets virkning. Siden 2004 har regeringen imidlertid finansieret flere forskningsprojekter for at undersøge, hvordan skove påvirker menneskenes sundhed – herunder altså dr. Qing Lis gruppe. Han begyndte allerede i 1988 at undersøge, hvordan kemikalier i vores omgivelser påvirker stress og immunforsvar.

Så da regeringen ville sammensætte et forskningshold for at undersøge skovbadets virkning, blev jeg tilbudt at blive en af lederne,” siger han.

Han sørger i øvrigt selv for at gå i skoven to gange om måneden og desuden gå ture i Tokyos parker hver uge. Hans studerende går ofte med, og så kan de selv prøve at udfylde deres spørgeskemaer før og efter turen for at vurdere, hvilken effekt det har haft på deres psyke.

Hvad er det ved træerne, som er så nyttigt? Doktor Qing Li peger på de såkaldte fytokemikalier eller fytoncider, hvilket kan oversættes med planternes sygdomsbekæmpende stoffer.

Det er stoffer, som træer og andre vækster afgiver, når de ånder. I kontrollerede forsøg har man kunnet påvise, at det menneskelige immunforsvars NK-celler arbejder betydeligt bedre, når de mades med fytoncider og essentielle olier, der udsendes af træer som japangran (Cryptomeria japonica) og solcypres (Chamaecyparis obtusa).

Det er altså ikke bare den rolige atmosfære i skoven, som har en positiv virkning på menneskene: Vi indånder faktisk også kemikalier, som træerne skiller sig af med.

Tsuyoshi Masuzawa og jeg er kommet op på en bakke, hvor vi gør holdt. Det er vigtigt at finde et sted med udsigt, forklarer han.

Stil dig med spredte ben, bøj lidt i knæene, slap af i skuldrene, og luk så øjnene,” siger han.

Det er tid at indsuge så meget af træernes fytoncider som muligt.

Så trækker du vejret ind gennem næsen i syv sekunder, holder vejret i fem sekunder og ånder ud gennem munden i 10 sekunder. Efter udåndingen hviler du i fem sekunder, inden du gentager.”

Vi prøver det. Efter fem gentagelser har jeg fanget rytmen, og Tsuyoshi Masuzawa forklarer, at når åndedrættet går af sig selv, er det tid at rette opmærksomheden mod omgivelserne. Hvordan føles vinden mod huden? Hvilke lyde hører du? Hvilke dufte kan du fornemme? Er det varmt eller koldt? Findes der nogen dyr i nærheden?

Tsuyoshi Masuzawa lærer mig at se forskel på gran og solcypres. Cypressens blade har et hvidt Y på undersiden, og barken er grovere og mere flosset end japangranens. Oppe i træerne synger cikaderne.

Tilbage ved vandrestiens begyndelse tager vi nye prøver. Til instruktøren Keikos skuffelse er resultaterne imidlertid noget af en antiklimaks. Spytprøven viser en lille stigning i mit kortisol – tallet 28 blinker på skærmen, hvor der tidligere stod 17. Men det er stadig rigtig lavt, siger Keiko. Blodtrykket er mere eller mindre uforandret: 143/80 mod tidligere 140/83. Hvorfor virker skoven ikke på mig?

Vores klienter arbejder normalt hårdt og stressfyldt inde i Tokyo, og så kommer de herud, når de får fri. Men du gør jo faktisk det modsatte. Du kommer her som journalist og arbejder, tager notater, lytter og tænker. Desuden er det et nyt miljø for dig med den japanske skov, så man kan sagtens tænke sig, at du kommer lidt op i gear herude,” siger Keiko.

Jeg godtager forklaringen, takker omhyggeligt og stiger på toget tilbage til Tokyo. Hvis dr. Qing Li ikke er helt ude i skoven så at sige, burde jeg i hvert fald have givet mit immunforsvar et boost, som kan holde omkring en måned. Det er da altid noget.