Den virker helt selvfølgelig, som den ligger dér ved siden af tallerkenen. Men det tog faktisk 600-700 år for gaflen at slå igennem i Europa. Den blev latterliggjort og ligefrem lagt for had. Men med tiden, ganske langsomt, begyndte flere og flere at se nytten i denne teknologi – og undervejs fik den også adskillige vigtige skub hen mod sin naturlige plads på vores middagsborde.

Historien om modstanden mod gaflen og dens efterfølgende accept er ikke blot fascinerende i sig selv. Den peger på nogle af de mekanismer, der altid gør sig gældende, når man introducerer et nyt redskab eller en ny teknologi. Det er en kamp mellem nytteværdi på den ene side – og på den anden side det faktum, at et nyt redskab eller en ny opfindelse tit virker kikset at se på og akavet at bruge i begyndelsen.

Denne kamp er med til at afgøre, om vi tager den nye gadget til os eller ej. For de samme logikker er tilsyneladende på spil, uanset om teknologien er rettet mod ørerne (walkmanen), fødderne (Birkenstock-sandalen) eller underlivet (menstruationskoppen).

Gaflens lange rejse mod coolness var lang og besværlig. Undervejs skulle den omdesignes i retning af den version, vi kender i dag. Og så involverede gaflens ultimative gennembrud naturligvis datidens influencere, nemlig aristokratiet.

Vi begynder i år 1004. Den byzantinske prinsesse Maria Argyropoulina skal giftes med den venezianske adelsmand Giovanni Orseolo, og med fra sit hjemland bringer hun en eller flere guldgafler, som hun insisterer på at spise med. Det vækker decideret skandale ved brylluppet, at hun lader sine eunukker skære maden for sig, hvorefter hun stikker én bid ad gangen på gaflen og fører den ind i munden – i stedet for at spise med fingrene som anstændige mennesker. Sjældent har nogen ført sig frem så upassende!

For at forstå skandalen må man huske på, at prinsessen demonstrerede en helt ukendt måde at spise på for europæerne. Det normale var at have en spids kniv til at skære maden over med og så enten gribe maden med fingrene eller stange til den med kniven. I visse finere kredse i middelalderen berettes der om en særlig fingerteknik, hvor man stritter med pegefingeren, der var reserveret til at tage krydderier (salt, basilikum, sukker, sennepspulver), som blev lagt direkte på tungen. Det at røre ved maden blev betragtet som en helt selvfølgelig del af måltidsoplevelsen, selv i samfundets højere cirkler.

Beskrivelsen af skandalen i Venedig har vi ikke fra en neutral kilde. Ophavsmanden var kardinal Peter Damian, der afskyede gaflen og alt, hvad den stod for. Han fastslog, at det at spise med gaffel var unaturligt, dekadent og intet mindre end ugudeligt. For “Gud har i sin visdom givet mennesket naturlige gafler – fingrene. Det er derfor en fornærmelse mod Gud at bytte dem ud med kunstige metalgafler til at spise med.”

Hans had var dog endnu mere vendt mod Maria Argyropoulina – eller rettere alt, hvad hun repræsenterede, for han mødte hende aldrig. Hendes gaffelspisning indgik nemlig i kardinalens øjne i prinsessens opstyltede livsstil, der ifølge Damian også indebar at tage bad i morgendug og sågar bruge parfume. Hun og hendes familie døde af pest tre år senere, og kardinalens skadefryd var ikke til at tage fejl af, idet han beskrev det som Guds straf over hendes forfængelighed.

At spise med gaffel havde altså en knusende dårlig start i Europa, hvor gafler i det 11. århundrede enten var store stegegafler eller små fangegafler til oliven i glas og den slags.

Gaflen blev i den britisk-amerikansk podcast Secret History of the Future sammenlignet med en opfindelse af noget yngre dato, nemlig walkmanen. Da Sonys Walkman kom på markedet i 1979, blev den også først latterliggjort i medierne – hvem ville gå rundt med hovedtelefoner på? Det kunne let være gået ligesom med gaflen. Men forbrugerne tog den hurtigt til sig, og Walkman blev et af 1980’ernes mest succesrige varemærker, endda et ‘generiseret varemærke’, altså ét, hvor ordet også bruges om andre mærkers tilsvarende produkter, ligesom Nutella, Mærkat, Post-it og Linoleum. Og Heroin, for den sags skyld.

Når walkmanen slog igennem alligevel, var det ikke kun på grund af markedsføring, men også fordi den kunne noget, som mange straks så en fidus i. At kunne høre musik, mens man gik på gaden eller kørte i tog eller lå i sin seng, var noget, vi kunne forstå.

Mobiltelefonen blev også lagt for had i slutningen af 1990’erne, hvor man var lige lovlig smart, hvis man gik rundt med sådan en og indviede alle i ens samtaler i toget eller supermarkedet. Men igen var fordelene så store, at den i det følgende årti vandt indpas og blev mainstream.

At spise med gaffel blev ikke et hit i Venedig i 1000-tallet, men i de følgende århundreder, hvor pasta begyndte at blive en ting i det italienske køkken, bredte gaffelmoden sig langsomt på halvøen, og spiseredskabet er nævnt i kogebøger fra 1400- og 1500-tallet. I resten af Europa ignorerede man stadig gaflen helt.

Nogle gange har man brug for influencere for at gøre en uvant ting cool. Således lykkedes det at gøre Birkenstock-sandalen cool i slutningen af 1990’erne, blandt andet ved at stjernemodellen Helena Christensen reklamerede for den. Birkenstocks sundhedssandal blev opfundet i 1963 og var et nicheprodukt indtil dette tidspunkt. Og i disse år er den tilsyneladende mere populær end nogensinde.

Gaflen havde også sine influencere ved de europæiske hoffer. Katarina Medici kom fra Firenze til det franske hof, hvor hun i 1533 blev gift med den hertug, der skulle blive kong Henrik 2. Hun havde et større parti gafler med og forsøgte at få hoffet til at benytte dem. I begyndelsen grinede man af, hvordan adelsmænd og -kvinder kæmpede med at styre dette aggregat og spildte mad ud over det hele, men det lykkedes faktisk Katarina at gøre det til en trend i adelige kredse at spise med gaffel – et italiensk raffinement.

I England var der også influencere på spil. Først i form af den opdagelsesrejsende forfatter Thomas Coryat, der bragte gaflen fra Italien til England i 1611. Han så nogle indlysende hygiejniske fordele i den og plæderede for gaflens indtog på de britiske taffelborde. Men ak, han blev udskammet og gik under øgenavnet “Furcifer” – et konstrueret ord, der på én gang kunne betyde gaffelbærer og samtidig var et slangudtryk for en mand, der ville ende i galgen.

En anden influencer havde større held med foretagendet, nemlig selveste kong Karl 1. Stuart, der var italiensk gift og i 1633 deklarerede: “It is decent to use a fork” – det er sømmeligt at bruge gaffel. Og så blev det sådan. Gaflen blev udbredt i den britiske adel.

Nogle gange skal et produkt videreudvikles, for at folk for alvor synes, det er smart. I 1630’ernes Paris var en minister – kardinal Richelieu – så træt af at se en af sine gæster stange tænder med kniven, at han fik fremstillet knive med bløde ender. Det greb om sig, også fordi det betød færre knivstikkerier ved måltidsskænderier, og i 1669 gjorde kongen simpelthen spidse spiseknive ulovlige.

Det betød en yderligere fordel for gaflens udbredelse, da man nu ikke kunne stange maden med kniven, og samtidig fandt man ud af at omdesigne gaflen for at gøre den mere velegnet til formålet. Indtil da var gaflen lige og med to tænder, nu udviklede man gafler med fem kurvede tænder, svarende til håndens fem fingre. Man fandt dog snart ud af at tre eller fire fingre var ideelt til formålet. Nu var spisegaflen færdigudviklet og kunne gå sin sejrsgang over resten af Europa i de næste 200 år, og i dag kan vi slet ikke undvære den.

Et nutidigt eksempel på produktudvikling og sen succes er menstruationskoppen, der først nu er blevet populær, så de fleste opfatter det som et nyt produkt, men den blev faktisk opfundet i USA i 1932, og forskellige udgaver – alle lavet af gummi – blev patenteret i de kommende år. Det var et nicheprodukt, men i 1960’erne forsøgte firmaet Tassaway at markedsføre menstruationskoppen, uden at den slog igennem. Verden var ikke klar til den.

Det store skift kom i 1987 med latex-menstruationskoppen, der var den første, der kunne løbe rundt på det kommercielle marked, og i 2001 kom så silikoneudgaven, som er det dominerende materiale i dag. Men det var først i det forgangne årti, at menstruationskoppen nåede ud over rampen og blev et mainstreamprodukt. Det vigtigste i gennembruddet var tilsyneladende ikke markedsføring, men personlige anbefalinger fra kvinder, der havde prøvet den – og måske også en tidsånd, hvor kvinders frigørelse spillede en voksende rolle, og som harmonerede med fortællingen om dette sundere, mere miljøvenlige alternativ til tamponen.

Hvad kan vi lære af gaflens historie? Den illustrerer nærmest eksemplarisk nogle helt centrale ting, som afgør, om et produkt slår igennem eller ej. Det er vigtigt, at den er nyttig, hvilket skal vejes op mod de praktiske ulemper. Og den skal være mere cool end kikset eller kulturelt akavet. Jeg vil helt uvidenskabeligt, men forhåbentlig illustrativt vove at sætte det på formel – vi kan kalde det succesfaktoren:

Hvis værdien af succesfaktoren er større end 1, vil produktet fange an. Er det mindre end 1, vil det ikke. Er det på omkring 1, vil det kunne leve et stille liv som nicheprodukt. Coolness kan tilføres gennem markedsføring og influencere. Nytteværdien kan øges og de praktiske ulemper mindskes ved at perfektionere designet eller finde udvidede anvendelsesområder til produktet. Kulturel akavethed er det samme som kiksethed, og det er ofte et spørgsmål om vane, og man kan vænne sig til meget – selv til at spise med gaffel.

Gaflens nytteværdi var der fra begyndelsen, men den blev større efter det nye design. Ulemper var der stort set ikke nogen af. Gaflens kulturelle akavethed var stor, da den blev introduceret ved de europæiske hoffer, men jo flere der tog den i brug, des mere vænnede man sig til den. Katarina og Karl 1. Stuart gjorde gaflen cool og pressede ultimativt værdien op over 1.

I Vesten, forstås. I et land som Japan findes der ganske vist spisegafler på markedet, men de har ikke erstattet spisepindene som det foretrukne service.

Omvendt er toiletter med indbygget computerstyret bidet et hit i Japan, men det er (endnu) ikke lykkedes at gøre dem populære i Europa eller USA. Måske vil vi om 600 år se tilbage på nutiden som en primitiv tid, hvor vi endnu ikke så det smarte i at blive skyllet i numsen.