Verdenshistoriens største råstofeventyr skal til at begynde. Tag med dybt ned i verdens bedst bevarede skatkammer

UKENDT VAND"Jeg tror at vi kommer til at se hundredevis, hvis ikke tusindvis af hidtil ukendte arter, og nogle af dem vil være kæmpestore." Sådan siger dybhavsforskeren Timothy Shank om hvad vi kan vente i de uudforskede dybder af verdenshavene. Foto: Mikita Amialkovic

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

46:31

Derfor skal du læse denne artikel

Havets bælgmørke dyb er stadig et i store træk uudforsket sted, som gemmer på uopdagede livsformer, der kan rumme hemmeligheden bag fremtidens medicin og absorbere enorme mængder CO2 fra atmosfæren. Og i disse år begynder interessenter over hele kloden for alvor at jagte disse rigdomme. Potentialet er umåleligt. Men det samme er risiciene, når man fifler med et komplekst økosystem, som man ikke slet ikke kender. I denne artikel, som oprindelig er trykt i den seneste udgave af magasinet The Atlantic, giver stjernejournalisten Wil. S. Hylton et på alle måder dybt indblik i, hvor meget, der er på spil, når vi i de kommende år tager fat på minedriften på havets bund.

Medmindre du har hang til kronisk angst eller nihilistisk afmagt, så har du nok ikke ligefrem brugt meget tid på at tænke en masse tanker om havets bund. Mange mennesker forestiller sig havbunden som en udstrakt sandflade, men i realiteten er det et ujævnt og dynamisk landskab med lige så stor variation som ethvert sted på landjorden. Bjerge stiger op fra undervandssletter, kløfter er kilometerdybe, varme kilder bobler bølgende gennem revner i sten, og floder af tung saltlage flyder ned ad skrænter og videre ned i undersøiske søer.

Disse bjerge og dale er dækket af de fleste af de samme mineraler, som man finder på landjorden. Forskere har dokumenteret aflejringerne i hvert fald siden 1868, hvor et udgravningsskib hev en stor klump jernmalm op fra havbunden nord for Rusland. Fem år senere fandt et andet skib lignende klumper på bunden af Atlanterhavet, og to år derefter opdagede det samme skib et område med selvsamme genstande i Stillehavet.

I over hundrede år er havforskere fortsat med at identificere nye mineraler fra havbunden: kobber, nikkel, sølv, platin, guld og endda ædelsten. Alt imens udvindingsfirmaer har ledt efter en praktisk måde at udgrave dem på.

I dag har mange af verdens største mineraludvindingsfirmaer lanceret undervandsudvindings-planer. Ved Afrikas vestkyst benytter De Beers Group en flåde af specialiserede skibe til at slæbe maskineri hen over havbunden i håbet om at finde diamanter. I 2018 udvandt de samme skibe en mængde diamanter med en samlet masse på 1,4 millioner carat fra kystområdet ved Namibia, og i 2019 bestilte De Beers et nyt skib, som kan skrabe havbunden dobbelt så hurtigt som noget andet fartøj. Et andet firma, Nautilus Minerals, arbejder på at sprænge et område i Papua Ny Guineas territorialfarvande med varme undervandskilder, som er belagt med ædelmetaller, mens Japan og Sydkorea har påbegyndt nationale planer om at udnytte landenes egne råstofforekomster på havbunden.

Regler og love omkring havminedrift er aldrig blevet formelt vedtaget. FN har givet den opgave til en obskur organisation kendt som Den Internationale Havbundsmyndighed (ISA), som har til huse i et par triste, grå kontorbygninger i udkanten af Kingston-havnen i Jamaica. I modsætning til de fleste FN-organer, så føres der meget lidt tilsyn med ISA. Organisationen er klassificeret som autonom’ og henhører under egen generalsekretær, som indkalder til sin egen generalforsamling i ISA-hovedkvarteret én gang årligt.

I løbet af en uges tid ankommer delegerede fra de 168 medlemslande fra hele verden til Kingston og samles i en stor halvcirkel omkring bordene i auditoriet i Jamaica Conference Centre. Deres opgave er ikke at forebygge undervandsudvinding, men at begrænse skaderne, at udvælge, i hvilke havområder udvinding vil blive tilladt, at udstede tilladelser til minedriftsfirmaer, og at nedfælde de tekniske og miljømæssige standarder for det, man kalder en mining code – en undervands-minelov.

Det har været svært at lave loven. ISA-medlemslandene har kæmpet for at blive enige om et regelsæt. Og mens de debatterer detaljerne omkring bortskaffelsen af affald og generel miljøbeskyttelse, har ISA givet forsøgs’-tilladelser rundtomkring i hele verden. Cirka 30 mineraludvindings-entreprenører har allerede opnået tilladelse til at arbejde i udstrakte områder i Atlanterhavet, Stillehavet og Det Indiske Ocean. I et af områderne, cirka 3.700 kilometer øst for Florida, findes det største system af varme undervandskilder, man nogensinde har opdaget. Det er et spøgelsesagtigt landskab af mægtige, hvide spir, som forskerne kalder Den Fortabte By’. Et andet område strækker sig over cirka 7.200 kilometer stillehavsbund – eller groft sagt en femtedel af Jordens omkreds.

De firmaer, der har opnået tilladelse til at udforske disse regioner, har skaffet umådelige mængder risikovillig kapital. De har designet og fremstillet eksperimenterende fartøjer, sænket dem ned på havbunden og er begyndt at teste udgravnings- og udvindingsmetoder, mens de afventer, at ISA får færdiggjort undervands-mineloven, og at sluseportene til kommerciel udvinding kan blive åbnet.

Hvis man får lov at skrue helt op for udvindingen, forventer disse firmaer at kunne udgrave titusindvis af kvadratkilometer per år. Deres indsamlingsmaskiner vil kravle systematisk hen over havbunden i række efter række, mens de skraber ned i de øverste 12-13 centimeter af havbundsoverfladen. På overfladen vil skibe så trække tusindvis af kilo af sediment – det vil sige de partikler, der aflejrer sig, når stenarter bliver nedbrudt – op gennem en slange, fjerne de metalliske genstande (kaldet polymetalliske noduler) og derefter skylle resten tilbage i havet.

Noget af det affald vil indeholde kviksølv og bly, hvilket kan forgifte hundredvis af kilometer af det nærliggende havområde. Resten vil flyde med strømmen, indtil det bundfælder sig i omkringliggende økosystemer. Kungliga Vetenskapsakademien i Stockholm har forudset, at hvert eneste mineskib vil frigive omkring 57.000 kubikmeter affald hver eneste dag, hvilket svarer til at fylde et fragttog der er 26 kilometer langt. De svenske forskere kalder det et konservativt skøn”, fordi andre estimater har været tre gange højere.

Under alle omstændigheder har de konkluderet, at et meget stort område vil blive belagt med sediment i en sådan grad, at mange dyr ikke vil kunne håndtere påvirkningen, og hele områder vil blive alvorligt påvirket af tabet af individer og arter”.

Ved ISA-mødet i 2019 samledes de delegerede for at gennemgå et udkast til loven. Embedsmænd håbede, at dokumentet ville blive ratificeret til implementering i 2020. Jeg fløj ned for at observere proceduren på en lun morgen, og det myldrede med delegerede i konferencecenteret. En medarbejder viste mig gennem en labyrint af gange for at møde generalsekretæren, Michael Lodge, en mager britisk mand i 50’erne med kortklippet hår og et venligt smil. Han vinkede mig over mod et par lænestole ved siden af en række vinduer, som vendte ud mod havnen, og vi satte os ned for at tale om undervands-mineloven, hvad den vil tillade og forbyde, og hvorfor FN forbereder sig på at iværksætte verdenshistoriens mest storstilede minedriftsforetagender.

Indtil for nylig gav havbiologer ikke dybhavet megen opmærksomhed. De mente, at dets klippefyldte bakker og klinter grundlæggende var golde. Den klassiske model omkring livet på planeten Jorden baserer sig på fotosyntese: Planter på landjorden og i lavvandsområder suger sollys til sig for at kunne gro biomasse, som så bliver indtaget af små og store skabninger hele vejen op gennem fødekæden med søndagsmiddagen som endestation.

Ifølge denne fortælling har hvert eneste dyr på planeten brug for planter for at kunne indfange solenergi. Da planter ikke findes, når vi når omkring hundrede meter ned under havoverfladen, og da alting bliver helt mørkt lidt længere nede, så var der ingen grund til at formode, at der ville være et mægtigt økosystem nede i dybet. Måske kunne et tyndt lag organisk plantemateriale falde ned fra overfladen, men det ville kun være nok til at holde et par stædige, akvatiske omstrejfere i live.

Den teori røg sig en tur i 1977, da et par havforskere begyndte at snuse rundt i Stillehavet i et undervandsfartøj. Mens de var i gang med at udforske en undersøisk bjergkæde tæt på Galápagosøerne, opdagede de et hydrotermisk væld, med en dybde på cirka 13 kilometer. Intet menneske havde set en undersøisk varmekilde før, selv om geologer havde haft mistanke om, at de eksisterede. Da havforskerne bevægede sig tættere på vældet, opdagerede de noget endnu mere forbløffende: en stor samling dyr, som var samlet omkring vældets åbning. Det var ikke de sølle ådselædere, som man havde forventet at finde på så dybt vand. Der var kæmpemuslinger, lilla blæksprutter, hvide krabber og tre meter lange vældorme, hvis fødekæde
ikke startede med planter, men derimod med organiske kemikalier, som flyder rundt i det varme vand fra vældet.

For biologerne var dette mere end blot besynderligt. Det rystede hele deres arbejdsområdes grundvold. For hvis et komplekst økosystem kan forekomme i et landskab helt uden planter, så må evolutionen jo være mere end blot et solbaseret anliggende. Liv kunne forekomme i absolut mørke, i gloende hede og i en suppe af giftige stoffer. Det var der, opdagelsen skete,” siger evolutionsbiologen Timothy Shank til mig. Det ændrede hele vores syn på grænserne for planetens livgivende system. Nu ved vi, at metansøerne på en af Jupiters måner sandsynligvis er propfyldt med arter, og der findes uden tvivl liv på andre himmellegemer.”

Shank var 12 år gammel den vinter, en nørdet fyr fra North Carolina. Romantikken omkring rumalderen var allerede begyndt at fortage sig, men opdagelserne omkring liv ved hydrotermiske væld ville komme til at inspirere en opblomstring i havforskningsmiljøet, som fangede hans opmærksomhed. Mens han overvejede at få en uddannelse inden for havbiologi og dernæst en doktorgrad i økologi og evolution, åd han sig gennem rapporter fra forskere i hele verden, som havde fundet nye væld, der var fyldt med hidtil ukendte arter. De befandt sig dybt nede under havets overflade – det dybeste væld, vi kender til, findes på cirka 5 kilometers dybde, mens en anden geologisk forekomst, kendt som et boblerev, muliggør liv i kemiske søer endnu dybere nede på havbunden.

Ingen vidste, hvor langt nede vældene og revene ville kunne findes, men Shank besluttede sig for at fokusere sin forskning på Jordens dybest beliggende havområder.

Forskere opdeler havet i fem dybdelag. Tættest på havets overflade er sollys-zonen’, hvor plantelivet trives. Herefter kommer tusmørke-zonen’, hvor det bliver mere mørkt. Derefter er det midnats-zonen’, hvor nogle skabninger selv danner deres eget lys, og så er der den iskolde slette, som simpelthen bliver kaldt afgrunden’.

Havforskere har besøgt disse dybder i fartøjer i over 50 år, men laget længst nede er svært at nå frem til. Det er kendt som den hadale zone’ og refererer til Hades, den oldgræske gud for underverdenen, og omfatter alt det havvand, som befinder sig minimum 6.000 meter under havets overflade – eller hvis man skal sige det mere a la Jules Verne, forfatteren til En verdensomsejling under havet: som befinder sig 20.000 fod under havet. Fordi den hadale zone rækker så dybt, forbinder man den almindeligvis med dybhavsgrave, men der findes et antal dybhavssletter med områder, der strækker sig ned på hadale dybder.

Dybhavssletter er også hjemsted for de polymetalliske noduler, altså metalliske genstande, som forskere opdagede for første gang for cirka 150 år siden. Mineralselskaberne mener, at nodulerne vil være lettere at udvinde end andre havbundsaflejringer. For at kunne fjerne metal fra et hydrotermisk væld eller fra et undersøisk bjerg, er de nødt til at sprænge sten, på samme måde som man gør ved udvinding på landjorden. Nodulerne er isolerede stenklumper på havbunden, som typisk ligger på en størrelse mellem en golfbold og en grapefrugt. Så det vil være relativt nemt at løfte dem op fra sedimentet.

Nodulerne indeholder også en helt bestemt kombination af mineraler. Væld og bjergsider er belagt med ædelmetaller såsom sølv og guld, men de primære metaller i noduler er kobber, mangan, nikkel og kobolt – meget vigtige materialer i moderne batterier. Eftersom iPhones, bærbare computere og elkøretøjer får efterspørgslen for disse metaller til at stige kraftigt, mener mange folk, at nodulerne er den bedste løsning på at overgå fra fossile brændstoffer til batteribaseret strøm.

ISA har givet flere udvindingstilladelser til noduler end nogen anden havbundsaflejring. De fleste af disse tilladelser giver entreprenørerne lov til at udnytte en bestemt dybhavsslette. Området, der er kendt som Carion-Clipperton-zonen, eller CCZ, strækker sig over 4,4 millioner kvadratkilometer mellem Hawaii og Mexico – bredere end hele det kontinentale USA.

Når undervands-mineloven er blevet godkendt, vil mere end 12 selskaber accelerere deres udforskninger i CCZ til reel udvinding i industriel målestok. Deres skibe og robotter vil benytte vakuumslanger til at suge noduler og sediment op fra havbunden, dernæst udvinde metallet, og så bliver resten smidt tilbage i havet.

Det er umuligt at forudsige, præcis hvor mange økosystemer der vil blive dækket af det sediment. Havstrømme ændrer sig jævnligt i både hastighed og retning, så identiske muddermasser vil drive forskellige distancer, i forskellige retninger, på forskellige dage. Hvilke konsekvenser det mudrede sedimentaffald har, afhænger også af, hvordan det bliver frigivet. Affald, der bliver smidt i havet nær overfladen, vil flyde længere end affald, der bliver pumpet tilbage til havbunden. Det rundsendte udkast til undervands-mineloven omtaler ikke et krav om specifik dybde ved frigivelse af affald. ISA har godtaget et anslag om, at sediment, der bliver frigivet tæt på havoverfladen, ikke kommer til at flyde mere end 100 kilometer fra frigivelsesstedet, men mange eksperter mener, at affaldet kan flyde meget længere. En nylig undersøgelse af akademisk forskning udarbejdet af Greenpeace konkluderer, at udvindingsaffald vil kunne flyde mange hundrede, hvis ikke tusindvis af kilometer”.

Ligesom de fleste dybhavssletter har CCZ områder, som befinder sig på hadal dybde. CCZs østlige afgrænsning er markeret af en hadal-grav. Ingen ved, om udvindingssediment vil drive ind i den hadale zone. Som leder af hadal-forskningsprogrammet ved Woods Hole Oceanographic Institution i Massachusetts har Timothy Shank undersøgt dybhavet i næsten 30 år.

I 2014 anførte han en international mission om at fuldføre den første systematiske undersøgelse af det hadale økosystem – men ikke engang Shank aner, hvordan minedrift vil komme til at påvirke den hadale zone, for han ved stadig ikke, hvad der findes dernede. Hvis man gerne vil have en fornemmelse af, hvor lidt vi ved om dybhavet, hvor svært det er at udforske, og hvad der er på spil, når forretning kommer før forskning, så er Shanks forskning et godt sted at begynde.

Jeg mødte Shank første gang for omkring syv år siden, da han var i gang med at planlægge den internationale mission om at undersøge den hadale zone. Han havde udfærdiget en treårsplan for, hvordan hver eneste dybhavsgrav skulle besøges: Man ville benytte et robotfartøj til at udforske terrænets karakteristika, optage hver eneste topografiske kontur og indsamle prøver fra samtlige grave.

Idéen var enten spektakulær eller langt ude – jeg var ikke sikker på hvilken af delene. Forskere har problemer nok med at måle havbunden i havområder med lavere dybder. I flere hundrede år har man benyttet reb, kæder og akustiske værktøjer til at kortlægge dybder, men alligevel forbliver 85 procent af Jordens havbund ikke-kortlagt – og den hadale zone er langt sværere at kortlægge end andre områder, fordi det nærmest er umuligt at se noget.

Hvis du synes, at det lyder mystisk, at moderne fartøjer ikke kan håndtere den dybeste del af havet, så prøv at forestille dig, hvad det indebærer at navigere et sted mellem 9 og 11 kilometer under havoverfladen. For hver ti meters dybde udøves et vandtryk, der svarer til Jordens atmosfære, så når du når blot 20 meter ned, er du under 3 gange større tryk end en person på landjorden, og når du er på 91 meters dybde, bliver du udsat for atmosfærisk tryk gange 10. De vældorme, der lever ved siden af de hydrotermiske væld ved Galápagos, bliver udsat for et atmosfærisk tryk gange 250, og udvindingsfartøjerne i CCZ skal kunne håndtere dobbelt så meget – men de befinder sig stadig kun halvt så dybt nede som de dybest liggende dybhavsgrave.

At konstruere et fartøj til at kunne fungere på 11.000 meters dybde udsat for 900.000 kilo vandtryk per 930 kvadratcentimeter er en opgave af rumrejse-dimensioner. Det er en del mere krævende end, skal vi sige, at sammensætte et køretøj, som kan krydse hen over Mars. Forestil dig specifikationerne på en iPhone, der kan holde til at blive smadret med en forhammer, mere eller mindre uafbrudt fra alle vinkler på samme tid, uden den mindste skade – så har du sådan cirka forstået det. Eller bare tænk på det faktum, at flere mennesker har gået på Månen end nået frem til bunden af Marianergraven, som er Jordens dybeste punkt.

Som de første dykkede to mennesker ned i 1960 ved hjælp af en anordning, som var ejet af det amerikanske søværn. Den kollapsede under nedstigningen. Vinduet revnede, da trykket steg, og den landede så tungt, at det forårsagede en kæmpe sky af silt, småbitte jordpartikler, som gjorde det umuligt at se noget i samtlige af de 20 minutter, de forblev nede på bunden. Der skulle gå 50 år mere, før filminstruktøren James Cameron gentog deres rejse i 2012.

Til forskel fra den opblæste multimillionær Richard Branson, som havde planlagt at dykke ned i Marianergraven med et tegneserieagtigt køretøj, udformet som et kampfly, så er Cameron velbevandret i havforskning og ingeniørarbejde. Han havde en stor finger med i designet af sin ubåd og ofrede gerne udsmykning til fordel for oprigtig innovation, inklusive en ny form for skum, som kan opretholde flydeevnen helt nede på havbunden. På trods af alt forarbejdet, så slingrede og rystede hans fartøj hele vejen ned. Han fik endelig landet fartøjet og brugte et par timer på at indsamle sedimentprøver, før han opdagede, at noget hydraulikvæske var lækket ud på vinduet. Fartøjets mekaniske arm begyndte at have problemer, og alle propellerne på den højre side stoppede med at virke, så han steg op til overfladen tidligere end planlagt, aflyste planerne for yderligere dyk og donerede den ødelagte ubåd til Woods Hole.

Den seneste nedstigning til Marianergraven blev gennemført sidste forår af en kapitalinvestor ved navn Victor Vescovo, som for 48 millioner dollars købte en ubåd, der var endnu mere sofistikeret end Camerons. Vescovo havde et personligt mål om at nå ned til bunden i de fem dybeste grave i verden. Et projekt kaldet Five Deeps’ – altså De Fem Dyb’.

Det lykkedes ham at gennemføre projektet og at udføre flere dyk ned i Marianergraven – men hvis hans resultater repræsenterer et fremskridt inden for hadal udforskning, så minder det os også om, hvor ufremkommelige gravene stadig er: En region, som kun kan opleves af den mest dedikerede mangemillionær, Hollywood-kendis, eller gennem særlige militærprojekter og udelukkende i enkeltstående dyk til specifikke destinationer, som afslører meget lidt om resten af det hadale havmiljø. Det miljø er sammensat af 33 grave, samt 13 mindre dybe formationer.

Hele det geografiske område svarer cirka til to tredjedele af Australiens størrelse. Det er det mindst udforskede økosystem, af den størrelse, på jorden.

Uden at have et fartøj til rådighed til at udforske den hadale zone har forskere været nødsaget til at benytte primitive metoder. Den mest almindelige teknik har stort set ikke ændret sig i over hundrede år: Forskningsskibe tøffer hen over hundredvis af kilometer for at komme frem til en bestemt destination, så nedsænkes en indfangningsanordning, man venter et par timer, og så hiver man det op igen for at se, hvad der er indeni.

Denne metodes begrænsninger er åbenlyse eller ligefrem komiske. Det svarer til at svinge et fuglebur ud fra et fly, mens man flyver hen over Afrika i 11 kilometers højde, og så forsøge at bedømme, ud fra de udsplattede insektkroppe på buret, hvilke slags dyr der løber rundt på savannen.

Alt dette blot for at sige, at Shanks planer om at udforske hver eneste grav i verden befandt sig et sted mellem det dristige og det absurde. Men han havde samlet et hold af verdens førende eksperter, sikret sig et skib til de omfattende missioner og brugt ti år på at følge med i designprocessen af det mest avancerede robotfartøj nogensinde udviklet til dybhavsnavigering. Robotfartøjet hedder Nereus, efter en mytologisk havgud, og maskinen kan dykke på egen hånd – lægge en kurs gennem stenede klippeskrænter, måle deres konturer med en ultralydsscanner, lave videooptagelser med højdefinitionskameraer, og indsamle prøver. Eller den kan kobles til et skibsdæk med et fiberoptisk kabel, så Shank kan følge dens bevægelser på en computer i skibets kontrolrum, sætte gang i propellerne for at styre fartøjet den ene eller anden vej, skære gennem mørket med forlygterne samt styre en mekanisk klo for at indsamle prøver nede i dybet.

Jeg tog kontakt til Shank i 2013, et par måneder inden ekspeditionen begyndte. Jeg ville gerne skrive om projektet, og han gav mig lov til at komme med på en af ekspeditionens senere ture. Da hans skib stævnede ud i foråret 2014, fulgte jeg med på internettet, da det satte kurs mod Kermadec-graven i Stillehavet, og Shank begyndte at sende Nereus ud på en række nedstigninger.

Under det første dyk nåede den ned på 6.000 meter, et beskedent mål på grænsen til den hadale zone. Ved det næste dyk fik Shank Nereus ned på 7.000 meter, ved det tredje kom den ned på 8.000 og ved det fjerde dyk ned til 9.000. Han vidste, at det ville have afgørende betydning at få den ned på 10.000 meters dybde. Det er den sidste hele kilometers dybde på Jorden. Man formoder, at ingen grav er over 11.000 meter dyb.

For at markere det dybeste dyk og projektets vellykkede start satte han to sølvarmbånd fast på ydersiden af Nereus for at kunne give dem til sine døtre, når han kom hjem. Så satte han robotten i vandet og gik op i kontrolrummet for at overvåge dens rejse.

På skærmen så han det blå vand blive til mørke, som Nereus steg dybere og dybere ned, forlygterne oplyste små flager af materiale, der flød rundt i mørket. Den var 10 meter fra at nå ned på de 10.000 meters dybde, da skærmen pludselig blev sort. Man kunne høre gispelyde i kontrolrummet, men der var ingen panik. Det var ret almindeligt, at videotransmissionen forsvandt på en nedstigning. Den fiberoptiske kobling kunne have revet sig løs, softwaren kunne have en funktionsfejl. Uanset hvad det var, så var Nereus programmeret til at reagere med nødsituationsforanstaltninger. Den kunne trække sig væk fra et sammenstød, den kunne løsgive overflødig vægt, guide sig selv op til overfladen og sende et kaldesignal for at hjælpe Shanks hold med at få den tilbage.

Som minutterne gik, ventede Shank på, at de foranstaltninger ville blive aktiveret, men det skete ikke. Der er ingen lyde, ingen implosion, ingen bip,” fortalte han mig efterfølgende. Han gik frem og tilbage hen over skibsdækket hele natten og stirrede ned i det stygiske mørke for at finde et tegn på Nereus.

Dagen efter så han endelig vragdele komme op til overfladen, og mens han så vragdelene stige op, følte han, at hans projekt var ved at synke. Ti års planlægning, en robot til en værdi af 14 millioner dollars og et hold af internationale eksperter – det hele var blevet knust af de hadale dybders enorme tryk.

To år senere stod Shank og jeg på dækket af et andet skib, 160 kilometer fra kysten ved Massachusetts. Jeg er ikke kommet mig over det endnu,” sagde han om tabet af Nereus. Lige nu var Shank ved at forberede lanceringen af en ny robot. Maskinen var ikke en erstatning for Nereus. Det var et rektangulært stykke metal og plastik, cirka 1,5 meter høj, lidt under 1 meter bred og 2,75 meter lang. Med en rød på top, en sølvfarvet bund og tre ventilatorer ved bagenden kunne den let ligne et barns rumraket fra baghaven.

Shank havde ingen illusioner om, at den ville være i stand til at udføre hadal udforskning. Siden tabet af Nereus fandtes der ikke længere noget fartøj på Jorden, som kunne navigere de dybeste grave – Camerons var ikke længere i brug, Bransons virkede ikke, og Vescovos var ikke blevet fremstillet endnu.

Shanks nye robot havde dog et par imponerende funktioner. Navigationssystemet var endnu mere avanceret end det, Nereus havde haft, og han håbede, at det ville kunne manøvrere i gravlignende omgivelser med endnu større nøjagtighed – men maskinen var ikke designet til at kunne klare hadalt tryk. Faktisk havde den aldrig dykket længere ned end lidt under ti meter under overfladen, og Shank vidste godt, at det ville tage flere år at bygge noget, som ville kunne overleve på bunden af en dybhavsgrav. Det, der blot to år forinden havde føltes som begyndelsen på en ny æra inden for hadal forskning, havde nu et Don Quixote-agtigt islæt, og som 50-årig kunne Shank ikke undgå at overveje, om det var helt afsindigt at afsætte endnu et årti til en drøm, som lod til at forsvinde længere og længere væk fra ham.

Men han var drevet af en livslang intuition, som han stadig ikke kunne ryste af sig. Shank tror, at adgang til dybhavsgravene vil afsløre en af de allerstørste opdagelser i verdenshistorien: et hemmeligt økosystem med et væld af skabninger, som har eksisteret nede i dybet i evigheder.

Jeg vil blive chokeret, hvis der ikke er revner og sprækker nede i graven”, sagde han, mens vi sad ude på vandet den dag i 2016. De er der, og de vil være rige på liv. Jeg tror, at vi kommer til at se hundredvis, hvis ikke tusindvis af hidtil ukendte arter, og nogle af dem vil være kæmpestore.”

Han beskrev det hadale som en alien-verden, der fulgte sin egen evolutionære kurs, mens det utrolige vandtryk skaber et menageri af uvirkelige bæster. Jeg er ved at løbe tør for tid til at finde dem,” sagde han. Måske bliver mit eftermæle, at jeg fremskynder tingene, så en anden kan finde dem. Vi har stadig ikke fundet ud af at udforske en tredjedel af vores havområder. Det er flovt. Det er patetisk.”

Imens forskerne kæmper med at nå ned til dybhavet, så er menneskets aftryk allerede nået frem. De fleste af os er bekendte med listen af skaderne ved kystvandet: overfiskeri, oliespild og forurening, for at nævne et par stykker. Det, man kan glemme i samtalerne omkring disse problemer, er, hvordan de bliver afspejlet længere nede.

Tag for eksempel fiskeri. Den evige jagt på torsk i det 20. århundrede reducerede bestanden kraftigt fra Newfoundland til New England og sendte sultne kunder på jagt efter nye varer. Da lavvandsfisk såsom kuller, havaborre og stør også faldt i bestand ligesom torsken, sejlede den kommercielle fiskeflåde ud på dybere vand. Indtil 1970 havde en aborre-art med navnet slimehead levet relativt ubemærket, mens de patruljerede de undersøiske bjergskråninger i havvand ned til 1.800 meters dybde. Men så lagde en sammenslutning af fiskere pres på FDA (Food and Drug Administration) for at ændre fiskens navn, og efterspørgslen efter orange savbug’ gik amok – kun for at blive udfaset igen i starten af 00’erne, da fiskearten var tæt på total udryddelse.

Miljømæssige ødelæggelser fra olieproduktionen er også på vej ned i dybere havvand. Foruroligende billeder af olieindsmurte strande har fanget offentlighedens opmærksomhed, i hvert fald siden 1989, da et Exxon Valdez-tankskib stødte ind i et rev og lækkede minimum 41 millioner liter olie ud i et sund i Alaska.

Det var den største olielæk i amerikansk hav indtil 2010, da Deepwater Horizon-eksplosionen slyngede 795 millioner liter olie ned i Den Mexicanske Golf. Men en nylig undersøgelse har afsløret, at de kemikalier, der blev brugt til at opløse olien, var dobbelt så giftige som olien for de dyr, der lever 900 meter under havets overflade.

Den måske største alarmklokke, der har ringet i de senere år, er kommet efter opdagelsen af al den plastik, der flyder ud i havet. Forskere anslår, at omkring 7,7 milliarder kilo polymerer bliver skyllet ud i havet hvert eneste år. Og betydeligt mere af det samles på havbunden end på overfladen. Ligesom en plastikflaske, der falder ned fra et havebord vil trille ned ad bakken og hen mod en rendesten, så bevæger affald på havbunden sig lidt efter lidt ned mod dybhavssletter og hadale grave. Efter hans ekspedition til gravene vendte Victor Vescovo tilbage med nyheden om, at skrald var nået frem først. Han fandt en plastikpose på bunden af én grav, en dåse til drikkevarer i en anden, og da han nåede frem til Marianergravens dybeste punkt, så han en genstand med et tydeligt S’ på siden flyde forbi uden for vinduet. Affald i alle afskygninger havde samlet sig i det hadale område: Dåser med Spam, Budweiser-dåser, gummihandsker og endda et hoved fra en mannequindukke.

Forskere er først ved at begynde at forstå, hvilken effekt affald har på vandlevende organismer. Fisk og havfugle, der forveksler indkøbsposer med byttedyr, kommer til at fylde maverne med skrald, som deres fordøjelsessystem slet ikke kan få ud igen.

Da en ung hval flød på land og døde i Filippinerne i 2019, afslørede en obduktion, at dens mave var propfyldt med 40 kilo plastikposer, nylonsnor og net. To uger senere strandede endnu en hval på Sardinien, maven var fyldt med 22 kilo plastiktallerkener og rør. Visse koraller foretrækker at spise plastik frem for mad. De propper sig, som var de børn med slikposer, i stedet for at spise det, de har brug for, for at kunne overleve. Mikroorganismer, der lever af plastik, er vokset drastisk i antal og erstatter andre arter, mens bestanden eksploderer i et hav af polymerer.

Hvis det virker ligegyldigt at bekymre sig om statistikkerne over bakteriebestanden i havet, så vil du måske være interesseret i at vide, at havets mikroorganismer er afgørende for både menneskets og Jordens velbefindende. Omkring en tredjedel af den kuldioxid, som er genereret på landjorden, bliver absorberet af undervandsorganismer, inklusive en art, som netop blev opdaget i CCZ i 2018. Forskerne, som opdagede bakterien, aner ikke, hvordan den fjerner kulstof fra omgivelserne, men deres undersøgelser viser, at det meget vel kan være op til ti procent af den årlige mængde, som binder sig til havet.

En stor del af vores viden omkring havets mikroorganismer kan vi takke Craig Venter for. Han er den genetiker, som blev kendt for at starte et lille firma i 1990’erne for at konkurrere mod The Human Genome Project. Det toårige ræs mellem hans firma og det internationale samarbejde genererede talrige overskrifter og kulminerede med en fælles erklæring, hvor Det Hvide Hus erklærede løbet uafgjort.

Men Venters interesser begrænsede sig ikke til menneskets dna. Han var interesseret i at lære mere om genetik, så han kunne blive i stand til at fremstille syntetiske mikroorganismer med praktiske funktioner. Efter at han afsluttede arbejdet med menneskets arvemasse, sejlede han verden rundt i to år, hvor han sænkede flasker ned i havet for at indsamle bakterier og vira fra vandet. Da han kom hjem, havde han opdaget hundredtusindvis af nye arter, og hans laboratorium i Maryland gik videre med at sekventere deres dna og identificerede mere end 60 millioner unikke gener – hvilket svarer til cirka 2.500 gange det antal, der findes i mennesket. Derefter begyndte han og hans medarbejdere at gennemtrævle de gener for egenskaber, som de kunne bruge til at fremstille brugerdefinerede mikroorganismer.

Venter bor nu i et ualmindeligt moderne hus på en skrænt i den sydlige del af Californien. Da vi hyggesnakkede en aften på sofaen, ved siden af døren til hans walk-in-fugtregulerede vinkælder, forklarede han, hvordan saltvandsmikroorganismer vil kunne løse det moderne samfunds mest påtrængende problemer.

En af de bakterier, han trak op fra havet, indtager kulstof og udskiller metan. Venter ville gerne integrere bakteriens gener i organismer, som er designet til at leve i skorsten, og således genanvende emissionen. De vil kunne rengøre fabrikkens kuldioxid og konvertere det til metan, som derefter kan blive benyttet som brændstof i samme fabrik,” sagde han.

Venter undersøgte også bakterier, som kan blive nyttige i medicin. Mikroorganismer producerer en række antibiotiske stoffer, som de afsender som våben mod deres rivaler. Mange af de stoffer kan også benyttes til at dræbe de patogener, som smitter mennesker. Næsten alle de antibiotika, der findes på markedet, blev oprindeligt afledt fra mikroorganismer, men de mister deres effekt, når patogenerne udvikler sig og bliver resistente. Vi er ved at udarbejde nye former for medicin,” fortalte Matt McCarthy, en infektionsspecialist ved Weill Cornell Medical College, mig, men de fleste af dem er mindre variationer over den medicin, vi allerede har. Problemet med dét er, at det er let for bakterier at modstå, fordi medicinen ligner noget, som bakterierne allerede har opnået resistens mod tidligere. Det, vi har brug for, er et arsenal af nye stoffer.”

Venter gjorde opmærksom på, at havmikroorganismer producerer radikalt anderledes stoffer end dem på landjorden. Der er mere end en million mikrober per milliliter havvand,” sagde han, så chancen for at finde nye antibiotika i havmiljøet er meget stor.”

McCarthy var enig. Det næste store lægemiddel er muligvis gemt et sted dybt nede i vandet,” sagde han. Vi er nødt til at få fat i dybhavsorganismerne, for de fremstiller stoffer, som vi aldrig før har set. Vi finder muligvis stoffer, som vil kunne bruges mod urinsyregigt, leddegigt eller alle mulige andre sygdomme.”

Havforskere har aldrig udført en omfattende undersøgelse af mikroorganismer i de hadale grave. De konventionelle værktøjer benyttet til vandprøveindsamling kan ikke fungere i de ekstreme dybder, og ingeniørerne er først nu ved at udvikle værktøjer, som kan. Mikrobielle undersøgelser af dybhavssletterne er lidt længere fremme, og forskere har for nylig opdaget, at CCZ-området er fyldt med liv i helt usædvanlig grad. Det er et af de områder med størst biodiversitet, vi nogensinde har indsamlet prøver fra, på havbundens udstrakte sletter,” fortalte en havforsker fra University of Hawaii ved navn Jeff Drazen mig. De fleste af de mikroorganismer, sagde han, lever på de samme noduler, som minefirmaerne har planer om at udvinde. Når du løfter dem op fra havbunden, fjerner du et miljø, som har taget ti millioner år at blive dannet.”

Det er uvist, hvorvidt de mikroorganismer kan findes i andre dele af havet. Mange af de mindre mobile organismer findes muligvis ikke andre steder,” sagde Drazen.

Drazen er en akademisk miljøekspert; det er Venter ikke. Venter har været anklaget for at forsøge at privatisere det menneskelige genom, og mange af hans kritikere mener, at hans bestræbelser på at fremstille nye mikroorganismer svarer til at lege gud. Han har tydeligvis ingen aversioner mod profitdrevet videnskab, og han er ikke bange for at lege med naturen – men da jeg spurgte ham om udsigterne til at lave minedrift i dybhavet, for han alarmeret op.

Vi bør være utroligt forsigtige omkring minedrift i havet,” sagde han. Disse firmaer bør foretage nøjagtige mikrobielle undersøgelser, før de gør noget som helst andet. Vi kender kun til en brøkdel af de mikrober dernede, og det er en forfærdelig idé at bakse rundt med dem, før vi ved, hvad de er, og hvad de gør.”

Minedriftsdirektører insisterer på, at deres arbejde i havet er misforstået. Nogle af dem påtager sig en art brovtende praleri og fremstiller mineindustrien som et romantisk eventyr, der afsøger nye grænser. Som den forskningsansvarlige hos Nautilus Minerals, John Parianos, fortalte mig for nylig: Dette er på niveau med dengang, hvor alle levende mennesker var helt opfyldt af spænding over månelandingen. Det svarer til, da Scott tog mod Sydpolen, eller de britiske ekspeditioner, som blev begravet i is.”

Nautilus indtager en besynderlig position i mineindustrien. Det er et af de firmaer, som har arbejdet allerlængst på havbunden, men det er også det mest usikre. Selv om firmaet har en tilladelse fra Papua Ny Guinea til at udvinde metal fra undersøiske revner, så er mange beboere på den nærliggende ø New Ireland modstandere af projektet, som vil ødelægge en del af det omkringliggende havmiljø. Lokale og internationale aktivister har medført negativ opmærksomhed fra pressen, skræmt investorer væk og dermed medført økonomisk ruin for firmaet. Nautilus’ aktier blev engang handlet for 4,45 dollars. Nu er aktierne mindre end en amerikansk penny værd per styk.

Parianos indrømmede, at Nautilus var i krise, men han afviste kritikken som værende naiv. Havbundsmineraler er ikke anderledes end andre naturlige ressourcer, sagde han, og brugen af naturlige ressourcer er afgørende for menneskets udvikling. Kig dig omkring: Alt, der ikke er plantet, bliver udvundet,” fortalte han mig. Det er derfor, de kaldte det stenalderen – for det var dengang, de startede med at drive minedrift! Og minedrift er det, der har gjort vores liv bedre end det liv, de havde før stenalderen.”

Parianos understregede at FNs Havretskonvention, som skabte Den Internationale Havbundsmyndighed (ISA), lovede at sikre effektiv beskyttelse af havmiljøet” mod virkningerne af minedrift. Det er jo ikke, fordi Havretskonventionen siger: Gå ud og smadr havmiljøet’,” sagde han. Men den siger heller ikke, at man kun må udvinde i havet for videnskabens skyld og ikke for at tjene penge.”

Direktøren for et firma ved navn DeepGreen talte i ædlere vendinger. DeepGreen er både et resultat af Nautilus Minerals og en modreaktion mod det. Firmaet blev grundlagt i 2011 af David Heydon, som havde grundlagt Nautilus ti år tidligere, og firmaets ledergruppe er fyldt med tidligere Nautilus-ansatte og -investorer. Som gruppe har de søgt at positionere DeepGreen som et firma, hvis primære interesse i hav-minedrift er at redde planeten. De har fremstillet en række glittede brochurer for at forklare behovet for en ny forsyning af batteriegnede metaller, og direktøren Gerard Barron taler med floromvunden iver om nodule-udvindingens fordele.

Hans forsvar for havbundsminedrift er simpelt. Barron mener, at verden vil uddø, hvis vi fortsætter med at afbrænde fossile brændstoffer, og omstillingen til andre former for strøm vil kræve en massiv stigning i batteriproduktion. Han peger på elbiler: Batterierne til en enkelt bil kræver 84 kilo kobber, 56 kilo nikkel og 7 kilo henholdsvis mangan og kobolt. På en planet med 1 milliard biler vil omstillingen til elektrisk drevne køretøjer kræve mange gange mere metal end alt det, der forefindes i de landjordsbaserede forsyninger – og at høste det metal fra eksisterende kilder, forårsager allerede menneskelige ofre. Det meste af verdens kobolt, for eksempel, bliver udvundet i de sydøstlige landdistrikter i Den Demokratiske Republik Congo, hvor titusindvis af børn arbejder i arbejdslejre, hvor de inhalerer skyer af giftigt støv, mens de arbejder vagter, der kan være op til 24 timer lange. Landbaseret minedrift, hvor der udvindes nikkel og kobber, har deres egen liste over miljømæssige skader.

Fordi ISA har pligt til at fordele noget af profitten fra dybhavs-minedriften til udviklingslande, kommer industrien til at yde tilskud til lande, som er afhængige af konventionel minedrift, med indtægter, som ikke forårsager skader på deres landskab og befolkning.

Om DeepGreen står for en forandring af minedriftsselskabernes værdisæt, eller om det blot er en forandring i markedsføringsretorikken, er et godt spørgsmål – men firmaet har udrettet ting, som er svære at afvise. Firmaet har udviklet teknologi, som fører sediment-udledning tilbage til havbunden med minimal forstyrrelse, og Barron er en jævnlig deltager ved ISA-møderne, hvor han er fortaler for regulativer, der forpligter til skånsom udledning.

DeepGreen har også begrænset firmaets projekter til nodule-udvinding, og Barron kritiserer åbent sine venner i Nautilus’ forsøg på at sprænge et væld, som stadig var delvis aktivt. Gutterne hos Nautilus, de gør det, de gør, men jeg mener ikke, at det er det bedste for planeten,” sagde han til mig. Vi er nødt til at gøre ting, som har lav miljøpåvirkning.”

Da jeg satte mig ned sammen med Michael Lodge, generalsekretær for ISA, havde jeg brugt lang tid på at tænke over det argument, som direktører som Barron fremfører. I mine øjne lader det til, at dybhavs-minedrift i sig selv står for et erkendelsesteoretisk problem.

De skadelige påvirkninger fra afbrænding af fossile brændstoffer og konsekvenserne af landjordsbaseret minedrift kan ikke bestrides, men prisen for at plyndre havet er umulig at gætte. Hvilke skabninger har vi endnu ikke fundet på havbunden? Hvor mange uundværlige behandlingsmuligheder? Findes der en måde, hvorpå vi kan beregne værdien af et landskab, som vi næsten ikke aner noget om? Naturligvis er verden fyldt med usikre valgmuligheder, men sjældent er kontrasten mellem valgene så tydelig: krisen omkring klimaændringerne og fattige arbejdere på den ene hånd og grænseløs risiko og potentiale på den anden.

Jeg tænkte på den hadale zone. Måske vil den slet ikke blive ødelagt af minedrift. Måske vil sedimentet fra opmudringen på dybhavssletterne bundfælde sig, længe inden det når kanten af en grav, men det hadale områdes absolutte mørke bør minde os om, hvor lidt vi ved. Det strækker sig fra 6.000 meter under havets overflade til cirka 11.000 meters dybde, hvilket efterlader omkring halvdelen af havdybden uden for vores rækkevidde.

Da jeg besøgte Timothy Shank i Woods Hole for et par måneder siden, viste han mig en prototype på hans seneste robot. Han og hans chefingeniør, Casey Machado, havde bygget den med skum doneret af James Cameron og med støtte fra NASAs laboratorium for jetdrift’, hvis ingeniører håber at kunne sende et fartøj op for at undersøge Jupiters vandholdige måne. Det var en lille maskine, kendt som Orpheus, som kunne navigere gennem grave, optage topografiske informationer og indsamle prøver, men ikke meget andet. Han ville ikke kunne styre maskinens bevægelser eller overvåge dens rejse via videosignal.

Det forekom mig, at hvis Shank havde opgivet drømmen om en uddybende udforskning af gravene, så kunne der gå årtier, før vi ved, hvad den hadale zone indeholder.

Minedriftsfirmaer lover muligvis, at de vil udvinde havbundsmetal med minimale skader på det omkringliggende miljø, men at stole på den udmelding kræver tiltro. Det spiller ikke sammen med historiens gang, loven’ om utilsigtede konsekvenser og de uundgåelige konsekvenser af fejltagelser. Jeg ville gerne høre fra Michael Lodge, hvordan et FN-organ havde taget beslutningen om at acceptere den risiko.

Hvorfor er det nødvendigt at drive minedrift i havet?” spurgte jeg ham.

Han tøvede lidt, rynkede brynene. Jeg forstår ikke, hvorfor du bruger ordet nødvendigt,” sagde han. Hvorfor er det nødvendigt’ at drive minedrift nogen steder? Man driver minedrift der, hvor man finder metal.”

Jeg mindede ham om, at årtiers minedrift på landjorden havde medført ødelæggende resultater: hærgede tropiske øer, afskårne bjergtinder, forurenet grundvand og udryddede arter. Set i lyset af landjords-minedriftens ødelæggelser, spurgte jeg, burde vi så ikke tøve med at udvinde i havet?

Jeg mener ikke, at folk bør bekymre sig så meget,” svarede han og trak på skuldrene. Der er helt sikkert en indvirkning på det område, som bliver udvundet, for man skaber en miljømæssig forstyrrelse, men vi kan altid finde måder at styre det på.”

Jeg nævnte, at påvirkningerne fra sedimentet ville kunne flyde meget langt uden for minezonen, og han svarede: Ja, det er en anden stor, miljømæssig bekymring. Der er strømme af sediment, og det skal vi kunne kontrollere. Vi er nødt til at forstå, hvordan strømmene opfører sig, og der er eksperimenter, der bliver udført lige nu, som vil hjælpe os med den del.”

Mens han talte, indså jeg, at for Lodge medfører ingen af disse spørgsmål refleksion – eller i hvert fald ser han ikke refleksionen som en del af sit job. Han er der til at facilitere minedrift, ikke til at sætte spørgsmålstegn ved om det et klogt at drive minedrift.

Vi sluderede i 20 minutter mere, og så takkede jeg ham for hans tid og slentrede tilbage til mødelokalet, hvor de delegerede holdt rutinerede taler omkring bevarelse af havmiljøet og batteriteknologiens fremtidsløfter. Der var stadig en del debat omkring visse detaljer i undervands-mineloven – tekniske betingelser, tilsynsprocedurer, profit-fordelingsnøglen – så afstemningen om ratificeringen kom til at vente endnu et år.

Jeg lagde mærke til en gruppe forskere, som fulgte med et sted bagerst i lokalet. De var medlemmer af Deep Ocean Stewardship Initiative, som blev dannet i 2013 for at italesætte trusler mod dybhavsmiljøet. En af dem var Jeff Drazen. Han var fløjet hertil fra Hawaii, og han så træt ud. Jeg sendte ham en sms, og vi gik udenfor.

Nogle borde og stole var spredt rundt i gårdhaven, og vi satte os ned for at tale sammen. Jeg spurgte ham, hvordan han havde det med forsinkelsen af undervands-mineloven – de delegerede har planer om at gennemgå den igen til sommer, og derefter vil omfattende mineprojekter kunne sættes i gang.

Drazen lavede himmelvendte øjne og sukkede. Der er et belgisk hold i CCZ lige nu, som foretager en komponentprøvning,” sagde han. De vil køre et fartøj rundt på havbunden og slynge en masse mudder op. Så de her ting foregår allerede. Vi er ved at foretage en af de største transformeringer, mennesket nogensinde har lavet på Jordens overflade. Vi kommer til at ødelægge et kæmpe levested for massevis af arter, og når det er forsvundet, så kommer det aldrig tilbage.”

Artiklen er oprindeligt publiceret i magasinet The Atlantic. Den er oversat til dansk af Katrine Ottosen og bringes her i let redigeret form.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: