Denne historie har vores medlem Louise Stenstrup foræret dig.
Zetland er en digital avis, hvis mål er at vise sammenhænge i en verden, der savner netop dét.
Send en tanke til Louise Stenstrup – det er medlemmerne, der gør det muligt for os at udkomme.

signature

Nej, SÅDAN skal vi bekæmpe den hadefulde debat på nettet: Sæt den fri

GALDEHvor grove angreb skal en god debat kunne rumme? Illustration: Jørgen Stamp

Derfor skal du læse denne historie

Institut for Menneskerettigheder foreslår at fokusere mere på den hårde tone i den hadske netdebat – selv når kommentarerne er inden for lovens grænser. Men det vil blot skabe en velfriseret, ensidig debat, hvor folk flygter endnu dybere ind i deres egne ekkokamre, argumenterer Jacob Mchangama. Vi risikerer at erodere ytringsfriheden til fordel for pænheden.

Tonen på internettet er hård. Det politiske landskab er polariseret i en grad, hvor skadefryden ved at levere stikpiller ofte synes større end trangen til at forfine sit eget argument, hvilket får nogle brugere til at afholde sig fra at deltage i debatter på sociale medier som Facebook.

For at redde debatten og sikre en bedre tone” har Institut for Menneskerettigheder (IMR) skrevet en fyldig analyse om hadefulde ytringer i den offentlige onlinedebat”. Her forsøger de dels at kvantificere omfanget af hadefulde ytringer på sociale medier, dels kommer de med anbefalinger til at håndtere problemet. (Du kan læse IMRs bud på, hvordan vi skaber en mindre hadefuld Facebookdebat, i denne kronik, som vi også bringer i dag).

Rapporten lider dog af en række metodologiske mangler. Og vigtigere: hvis dens anbefalinger følges, risikerer man at skabe omfattende og politisk skævvredet selvcensur. Man risikerer, at de såkaldt hadske kommentarer, der ikke lever op til tonen, flytter andre steder hen og dermed bidrager yderligere til den polarisering og ekkokammer-effekt, som har været den utilsigtede konsekvens af sociale mediers stigende dominans.

Det vender vi tilbage til. Lad os tage den fra begyndelsen.

IMR har i fire måneder holdt øje med debattråde under DR og TV 2’s nyheder på Facebook. Næsten 3.000 kommentarer har de gennemgået. Knap 15 procent af kommentarerne finder de hadefulde (kun kommentarer, der har stået i 12 timer, er medtaget).

Men allerede her melder problemerne sig. For IMR tager ikke alene udgangspunkt i de ytringer, der er omfattet af straffelovens forbud mod for eksempel forhånende og nedværdigende ytringer mod bestemte grupper (racismeparagraffen). De bruger i stedet en langt mere omfattende definition: Stigmatiserende, nedsættende, krænkende, chikanerede og truende ytringer, der fremsættes offentligt mod et individ eller en gruppe baseret på individets eller gruppens køn, etnicitet, religion, handicap, seksuelle orientering, alder, politiske observans eller sociale status”.

Den Danske Ordbog definerer had som en meget stærk følelse af fjendtlighed eller forbitret vrede over for en person, som man for eksempel føler sig krænket af”.

Men IMR definerer had” på en femtrinsskala, hvor stigmatisering er den mildeste grad af had, hvorefter det bliver grovere med nedsættende, krænkende, chikanerende og til sidst truende had. Ved at medtage de mildere kategorier som stigmatisering” og nedsættende” udvider IMR ikke bare den naturlige sproglige forståelse af ordet had”, men indfører også en grænse, der er betydeligt mere omfattende end racismeparagraffen og straffeloven.

Rent faktisk valgte Folketingets Retsudvalg i 1971 eksplicit at erstatte ordet nedsættende” med nedværdigende” i racismeparagraffen, fordi man fandt den første definition for vidtgående i forhold til ytringsfriheden. (IMR understreger, at det ligger implicit i forståelsen af hadefulde ytringer, at de har en potentiel skadevirkning, og det afgørende er derfor ikke, om den konkrete hadefulde ytring rent faktisk vækker negative følelser hos modtagerne.”)

Hvor galt står det så til med tonen og hadet? Kun én af de 2.996 kommentarer klassificeres som en trussel – andre kan være blevet fjernet af mediernes moderatorer. Godt halvdelen af de hadefulde” kommentarer falder under de milde kategorier 1 og 2, som altså ikke er strafbare. Og det største antal hadefulde” kommentarer – 31 procent – vedrører politisk observans”, der heller ikke i sig selv er strafbart, da der er gode grunde til, at ytringsfriheden skal være særdeles omfattende, når det gælder politiske ytringer.

IMR anbefaler, at medier skal bekæmpe de hadefulde ytringer med moderering: Medier kan, skriver de, blandt andet bruge monitorering, redigering, aktiv indblanding og sletning af indhold”.

Her er nogle af de eksempler, der ifølge IMR udgør had, og som derfor burde modereres.

Facebook

Debattøren her problematiserer, at indvandrere – men ikke nogen bestemt gruppe – kræver kønsadskillelse i en svømmehal, ligesom han kræver accept af danske normer som betingelse for ophold i Danmark. Uanset brugen af versaler er det svært at opfatte en sådan temmelig almindeligt forekommende politisk tilkendegivelse i en velkendt integrationsdebat som nedsættende”, ligesom det er uklart, præcis hvilken gruppe ytringen er rettet mod.

Der findes adskillige eksempler på, at politikere og ministre har udtalt lignende holdninger. Eksempelvis udtalte integrationsminister Inger Støjbjerg for nylig til TV 2/Fyn:

Når man lever og bor i Danmark, så må man indrette sig efter det regelsæt, som vi har i Danmark. For mig er integration ikke et spørgsmål om, at vi alle sammen bøjer os lidt ind mod hinanden – og så mødes vi et sted på midten. For mig er integration, at man indretter sig efter de normer og det værdisæt, som vi har her. Og det indbefatter blandt andet, at man giver hånd.”

At det skulle udgøre had”, virker som en temmelig lemfældig omgang med det danske sprog.

Det ville også være en ret drastisk omgang selvcensur, hvis medier skulle fjerne alle kommentarer fra politikere, debattører og borgere, der mener, at præmissen for ophold i Danmark er accept af grundlæggende danske normer.

Lad os tage et eksempel mere:

Facebook

Her er vi ovre i et af de grelle og stærkt selvmodsigende eksempler. Her er tale om en klassisk ateistisk kritik af religion som værende i strid med fornuften. I den kendte oplysningstænker Tom Paines klassiker The Age of Reason fra 1794 skriver han:

Som ingen andre af menneskets opfindelser virker alle religiøse institutioner, jødiske, kristne, eller muslimske på mig, som om de er skabt til at skræmme og slavebinde menneskeheden og monopolisere magt og profit.”

Paines moderne arvtager Christopher Hitchens skrev i 2007 en lignende bredside i bogen God is not great: How Religion Poisons Everything. Her kalder han organiseret religion for voldelig, irrationel, intolerant, allieret med racisme” og foragtende over for kvinder”. Blandt andet.

Disse angreb på religion fra to store litterære skikkelser går langt videre end den kommentar, som IMR mener er så krænkende, at den udgør had.

Endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at IMRs direktør Jonas Christoffersen gentagne gange har anbefalet, at Danmark ophæver blasfemiparagraffen. Han har blandt andet brugt følgende fornuftige begrundelse: Det er misforstået at tro, at menneskeretten skal beskytte religiøse følelser. Menneskeretten skal alene beskytte det enkelte individ mod religiøst begrundet diskrimination og opfordring til religiøst had.”

Men i det eksempel, IMR fremhæver, er det jo netop religionen, der kritiseres, og ikke tilhængerne af bestemte trosretninger, der udsættes for had. Hvis etablerede medier i fremtiden skal moderere helt almindelig religionskritik med flere hundrede år på bagen, vil det være et kæmpe tilbageslag for den frie debat om religion.

Et eksempel mere:

Facebook

Denne kommentar handler om seksuel orientering. Kommentaren kan muligvis anklages for at anlægge et temmelig traditionelt og konservativt syn på seksualitet i det offentlige rum, men det er svært at se, at kommentaren udgør et hadefuldt angreb på homoseksuelle som gruppe.

Facebook

Dette indlæg er rubriceret under køn”. Det er altså ikke den potentielt injurierende påstand om, at den pågældende person er korrupt, der er problemet, men snarere at ordet mand” indgår i en nedsættende omtale. Men en sådan anvendelse giver ingen mening. Hvis jeg udtaler, at en bestemt person er en talentløs kvinde”, betyder det jo ikke, at jeg dermed retter en anklage om talentløshed mod kvinder som sådan, men at jeg anklager den pågældende person, der tilfældigvis er kvinde, for at besidde sådanne karakteristika.
Selve idéen om, at man ikke må udtale sig hadefuldt om køn, er også problematisk. Bunkevis af bøger, artikler og debatindlæg i kønsdebatten ville skulle modereres”, hvis ikke man i den offentlige debat må bruge generaliserende udtryk som den skandinaviske mand er et skvat”, nogle svin” eller kvinder er tykke og dovne”, som det er blevet gjort i vidt forskellige, etablerede medier.

Selv om kategorien politisk observans” er dér, hvor der er flest hadefulde ytringer, kommer IMR ikke med et eneste eksempel herpå.

Det skal siges, at IMR også har identificeret grove kommentarer i rapporten. Der findes eksempler på skældsord som perker”, aber” og rotter”, der meget vel kunne være omfattet af racismeparagraffen. Det er heller ikke i sig selv problematisk, at medier som DR og TV 2 – og Facebook selv – har retningslinjer for debatten og moderer kommentarer, som de mener går for vidt.

Problemet er, at IMR blandt andet anbefaler, at nyhedsorganernes sociale medieplatforme skal underlægges både Pressenævnet og medieansvarsloven. Det ville holde medierne ansvarlige for deres læseres indlæg og give andre brugere mulighed for at klage over tonen” på den relevante platform.

Men hvis snittet skal lægges, som IMR lægger op til, vil det være muligt at klage over stort set alle mere eller mindre kontroversielle ytringer på en lang række områder. Den logiske konsekvens for medier, der ikke ønsker at blive mødt med en endeløs række af sager i Pressenævnet, der så skal afgøres ud fra stærkt uklare og vilkårlige definitioner, vil være at moderere ud fra den laveste fællesnævner –“better safe than sorry-princippet. Resultat? At langt flere kommentarer fjernes, end det er tilfældet i dag.

Prioritering af tonen” over ytringsfriheden hos IMR medfører en erodering af ytringsfriheden som bærende princip, og i det lys er rapporten og anbefalingerne i deres essens et udtryk for et illiberalt projekt.

Og problemet rækker videre. Hvis man fulgte IMRs definition af had”, ville man risikere, at bestemte synspunkter – herunder politiske, ideologiske og religiøse – blev sorteret fra i debatterne på etablerede mediers Facebookprofiler. Det ville ikke blot give en mindre pluralistisk debat, men også risikere at sende de brugere, hvis kommentarer slettes, væk fra store etablerede medier, der samler befolkningen på tværs af demografi og politisk observans. En del hjemløse brugere ville i stedet søge hen på alternative mediers platforme, hvor de ikke mødes af samme grad af kritik og pluralisme, men kun med holdninger, der forstærker deres egne.

I så fald vil man måske have en velfriseret debat, der ikke støder den lange række af grupper, som IMR mener bør nyde særlig beskyttelse. Men et sådant initiativ er som skabt til at understøtte den mistillid til etablerede medier (og politikere), som har givet vind i sejlene til populistiske partier i den vestlige verden. I det verdensbillede udgør de etablerede medier fjenden”; her får man i stedet filtreret sine nyheder gennem alternative kanaler, der ofte lider af kraftig bias og stærkt svingende kvalitet.

Som sådan er IMRs rapport opskriften på, hvordan man skaber en offentlig debat, hvor politiske og kulturelle eliter konstant bliver overrasket over udfaldet af valg, folkeafstemninger og fremkomsten af nye politiske idéer og bevægelser, fordi man afskærer sig selv fra at blive konfronteret med de holdninger og bekymringer, der findes i bestemte befolkningsgrupper. Og så har vi virkelig et problem med den offentlige debat.

Læs Lumi Zuleta fra Institut for Menneskerettigheders svar på kritikken – og bud på en løsning.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer. Prøv os for 0,- i 14 dage.

Bliv prøvemedlem