Bananen er ved at uddø. Det fortæller en stor historie om, hvad der er galt med vores fødevaresystem

En svampesygdom truer med at tage livet af bananen, som vi kender den. Historien udstiller sårbarheden i vores fødevaresystem – men også, hvordan det kan blive bedre.

Illustration: Tim Peacock for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

For nylig troppede repræsentanter fra de peruvianske myndigheder op på strategisk udvalgte lokationer i landet med biosikkerhedsudstyr i form af heldragter, desinfektionsmiddel, spande, rengøringsbørster og desinficerende fodbad. Det handlede ikke om corona. Nej, årsagen var en anden plage, som tages næsten lige så alvorligt – og det til trods for, at den ikke engang rammer mennesker. Ikke direkte, i hvert fald.

Peru blev i april 2021 det seneste land til at rapportere et fund af en verdensomspændende svampesygdom, som truer med at udrydde bananen, som vi kender den. Svampen får simpelthen bananplanterne til at visne og dø, og når først den har inficeret en plantage, er den umulig at få bugt med og kan leve videre i jorden de næste 30 år. I Filippinerne, en af verdens største eksportører af bananer, var svampen i 2020 en vigtig årsag til, at høsten faldt med næsten en femtedel. Tidligere har den fuldkommen udraderet enorme bananplantager i Indonesien og Malaysia.

Det er et mareridtsscenarie, som peruvianerne nu prøver at undgå ved at skrue op for hygiejnen på landets bananplantager. Men formentlig er det kun et spørgsmål om tid, før svampen spreder sig fra den ene peruvianske farm, hvor den indtil videre er fundet. Der skal ikke mere til end en lille klump jord på en skosål eller et lastbildæk. Nabolandet Ecuador, som er verdens største eksportør af bananer, forbereder sig derfor på det værste. To millioner mennesker i det lille sydamerikanske land er økonomisk afhængige af bananer, og landbrugsministeren, der selv er bananfarmer, har sat landet i alarmberedskab. Ifølge ministeren har Ecuador kapacitet til at analysere 1.000 jordprøver om måneden for den altødelæggende svamp. Foreløbig prøver ecuadorianerne at holde sygdommen på afstand ved at oversprøjte køretøjer ved grænsen med desinfektionsmiddel og sterilisere skosålerne på alle indrejsende.

Det, der lige nu udspiller sig i Sydamerika, er i virkeligheden blot seneste kapitel i historien om en forudsigelig katastrofe i slowmotion. Og det handler om meget mere end bananer. Historien om svampetruslen mod de plantager, som leverer langt de fleste af Europas bananer, fortæller os nemlig noget vigtigt om, hvordan nutidens globaliserede og højt specialiserede fødevaresystem fungerer. Som banan-eksperten Daniel Bebber har formuleret det:

Historien om bananen er i virkeligheden historien om moderne landbrug eksemplificeret i én eneste frugt.”

Banandyrkning er et ekstremt eksempel på de monokulturer, som på en gang har gjort moderne landbrug helt enormt effektivt og helt enormt sårbart, og som dominerer produktionen af alle vores vigtigste afgrøder – ris, majs, hvede og så videre. De bananer, som eksporteres til hele verden fra plantagerne i de store producentlande, tilhører nemlig stort set alle sammen den samme sort – og ikke nok med det, de er også alle sammen genetisk ens. Det gør bananplantagerne helt enormt sårbare. Hvis en sygdom kan ramme én bananplante, kan den ramme alle. Bananer hører derfor til de afgrøder, som sprøjtes med flest pesticider, nogle gange til stor skade for arbejderne på bananplantagerne. Også økologiske bananer bliver sprøjtet med såvel mineralolie som tungmetallet kobber i et forsøg på at holde alle mulige sygdomme nede.

Historien om, hvordan vi endte her, er i virkeligheden en historie om hele vores fødevaresystem. Bananen er et ekstremt eksempel, som udstiller nogle af de alvorligste svagheder i vores moderne madproduktion. Men netop derfor kan den også pege os i retning af, hvordan vi kan gøre det bedre.

MONOKULTURDen her plantage ligger i Colombia – det første land i Sydamerika, hvor den nye variant af panamasygen ramte. Det var i 2019. Foto: Raul Arboleda / AFP / Ritzau Scanpix

Bananen er blandt de første frugter, vi mennesker begyndte at dyrke. Forskere sporer banandyrkningens historie tilbage til Ny Guinea for 6.800 år siden, og vi skal lige så langt tilbage for at finde den dybest liggende årsag til den moderne banans sårbarhed.

Vilde bananer er fulde af store frø og indeholder ret lidt frugtkød, men som banandyrker vil man selvfølgelig gerne have så meget frugtkød som muligt. Derfor udvalgte de forhistoriske bananbønder nøje de frugter, som havde mest frugtkød og færrest frø. På den måde endte de på et tidspunkt med en plante, som slet ingen frø producerede, men som alligevel kunne dyrkes, fordi bananer kan mangfoldiggøres ved hjælp af stiklinger. Når man dyrker bananer, lægger man altså ikke frø i jorden, men tager et stykke af en eksisterende plante og lægger det i jorden, så man får en ny plante magen til. Det betyder, at den genetiske variation mellem dyrkede bananer er ikke-eksisterende. På den måde er bananen ekstrem og derfor også ekstremt sårbar. Men bananen er ikke mere ekstrem, end at alle vores afgrøder bakser med det samme problem i et eller andet omfang: Vi har gennem årtusinder stræbt efter størst mulig ensartethed i vores landbrugsproduktion, og det har efterladt os med en samling afgrøder, som kan levere et højt udbytte, men som samtidig er temmelig ensartede og derfor også sårbare over for alle mulige plager. Ser man på verdens vigtigste afgrøde, hvede, så tilhører over 90 procent den samme art, nemlig brødhvede.

For bananens vedkommende er ensretningen endnu mere ekstrem, men sådan har det faktisk ikke altid været. Fra Ny Guinea spredte banandyrkningen sig langsomt ud i verden, og undervejs opstod mange forskellige sorter. Alene i Indien, som i dag er verdens største producent af bananer, findes stadig flere hundrede forskellige slags bananer, som næsten alle sammen bliver spist lokalt. Den helt store ensretning gælder derfor især den del af verdens bananer, som handles internationalt. Altså den type bananer, som du kan købe nede i supermarkedet, og som også er dem, der nu er truet af udryddelse. Ensretningen af den type bananer er en konsekvens af en ekstrem udgave af det moderne internationaliserede stordriftslandbrug, som bananen var et af de første virkelig gennemførte eksempler på.

Helt tilbage i slutningen af 1800-tallet fik amerikanske forretningsmænd den idé at dyrke bananer i kæmpeskala i Syd- og Mellemamerika for at eksportere frugten til det amerikanske marked. Det erklærede mål var at vippe æblet ned fra piedestalen som amerikanernes foretrukne frugt. Selskaberne anlagde enorme plantager med én bestemt sort bananer ved navn Gros Michel, også kendt som Big Mike. Det var en stor, smagfuld banan med en tyk skræl, som gjorde den velegnet til transport over lange afstande. Og folk elskede den (med lidt hjælp fra en ihærdig markedsføringsindsats).

Inden længe havde bananen overtaget æblets plads øverst på piedestalen, og banankøbmændene blev styrtende rige, mens deres selskaber blev uhørt magtfulde i de Syd- og Mellemamerikanske lande, hvor de havde deres plantager. Allerede i 1904 fandt forfatteren O. Henry på udtrykket bananrepublik’ efter et ophold i Honduras – et af de lande, hvor amerikanske plantageselskaber havde så stor økonomisk magt, at de nærmest egenhændigt kunne afgøre den politiske situation.

Men allerede da store bananfirmaer i årtierne inden Anden Verdenskrig befandt sig på toppen af deres magt og indflydelse, var deres forretning truet af en usynlig fjende: svampen Fusarium oxysporum f.sp. cubense, som spredte sig fra plantage til plantage og fik bananplanterne til at visne og dø. Panamasygen’, kaldte man det. Andre plager kunne klares med kemikalier, som godt nok slog bananarbejderne ihjel, men holdt liv i bananplanterne. Set fra bananselskabernes synspunkt var panamasygen værre. Deres eneste duelige løsning var at opgive de inficerede plantager og hugge mere jungle ned for at starte nogle nye. Men det var altid en stakket frist – svampen fulgte bare efter. I midten af 1950’erne var situationen blevet uholdbar. Høstudbyttet var mange steder mere end halveret. Modvilligt skiftede selskaberne derfor Gros Michel-bananen ud med en anden banansort ved navn Cavendish. Den var mindre velsmagende og mere besværlig at transportere, men den var resistent over for panamasygen. Bananselskaberne havde intet valg. Så hvis du har spist en banan i dag, var det med 99 procents sandsynlighed en Cavendish. Sorten dominerer det globale marked for eksportbananer totalt og udgør over 40 procent af alle bananer.

TIL TOPSBananplanten ligner et træ, men er faktisk en flerårig urt. Foto: Eduardo Martino, Ritzau Scanpix

Nu, mere end et halvt århundrede senere, er historien så ved at gentage sig. Cavendish-bananen, har det vist sig, er nemlig slet ikke resistent over for panamasygen. Den er bare resistent over for den variant af sygdommen, som hærgede i Syd- og Mellemamerika i første halvdel af det 20. århundrede. Siden da er svampen bag sygdommen muteret – som alt levende jo hele tiden gør – og allerede i 1960’erne dukkede en ny variant af panamasygen op i Cavendish-plantager i Taiwan. Derfra begyndte den nye variant langsomt at sprede sig, som en corona-pandemi for bananer, bare i slowmotion.

For de indviede begyndte truslens omfang for alvor at stå klart, da det gik ud over nyetablerede plantager i Indonesien og Malaysia i 1990’erne. Den belgiske professor emeritus Rony Swennen husker stadig fuldkommen klart, da han første gang indså, at noget var helt galt. Det var under et besøg på en plantage i Malaysia.

Jeg kan stadig se det for mig,” siger professoren, da jeg taler med ham over en videoforbindelse. Hvor der engang havde været bananplanter, fortæller han, var der nu kun bar jord og græstotter tilbage. Kun nogle få, spredte planter havde overlevet sygdommens hærgen. Jeg blev virkelig perpleks. Først spurgte jeg, hvor plantagen var, men jeg stod jo i en plantage. Det var chokerende. Chokerende.”

Rony Swennen er professor emeritus ved universitetet i Leuven og formentlig et af de mennesker i verden, der ved mest om bananer. Han har studeret dem og arbejdet med dem gennem årtier, og undervejs er han sågar blevet udnævnt til æreshøvding i Nigeria for sin indsats for at udvikle nye, sygdomsresistente madbananer. I dag er han overbevist om, at Cavendish-bananen er truet på livet, og at panamasygen vil skabe kaos i de latinamerikanske plantager inden for 20-30 år.

Det er en katastrofe, og vi risikerer at miste dessertbananen fuldstændigt,” siger han.

De gode nyheder er ifølge Rony Swennen, at den nye variant af panamasygen ikke er nær så stor en trussel mod de madbananer, som udgør en vigtig del af kosten for mange mennesker rundtom i troperne – ikke endnu, i hvert fald. Men hvad angår de bananer, vi kender fra madpakker og frugtskåle her i vores del af verden, er situationen i virkeligheden langt værre end dengang i første halvdel af det 20. århundrede, hvor plantager fulde af Gros Michel-bananer blev udraderet af panamasygen. Denne gang har vi nemlig ikke en oplagt erstatning for den livstruede Cavendish-banan.

Så hvad gør vi? Når jeg har taget fat i Rony Swennen, er det ikke kun, fordi han ved virkelig meget om bananer, men også fordi han for nylig har været medforfatter på en videnskabelig artikel med nogle gode bud på, hvordan man kan bekæmpe panamasyge-problemet. Og de bud fortæller i virkeligheden også en hel del om, hvordan vi kan få et mere robust og bæredygtigt landbrug i det hele taget.

Første forsvarslinje i kampen mod panamasygen er det, de gør i Peru og Ecuador lige nu – nemlig at iværksætte diverse forebyggende tiltag lidt i stil med dem, vi har vænnet os til under coronapandemien. Desinficerende fodbad til alle, der går ind og ud af bananfarme. Beskyttelsesdragter. Bedre kontrol med transport af planter over landegrænser. Desinfektion af køretøjer og skibscontainere. Og så videre. Jo mere fintmasket nettet er, jo længere kan sygdommen holdes ude.

Når en plantage er inficeret, skal den hegnes ind. Når man høster, skal lastbilerne desinficeres. Fodtøj skal desinficeres. Og man skal tage prøver af planter og jord. Hvis vi gør det, kan vi virkelig forsinke sygdommen. Hvis ikke, vil den sprede sig som en steppebrand,” siger Rony Swennen.

Næste skridt er at forsøge at skabe nogle mere robuste bananer. Det er det, Rony Swennen har brugt det meste af sit professionelle liv på. Og her støder vi ind i en meget stor og meget vigtig diskussion, som rækker langt ud over bananplantagerne, og som i virkeligheden handler om vores forhold til videnskab og teknologi. Derfor kommer jeg lige til at gå lidt i detaljer med, hvad diskussionen drejer sig om, og hvorfor den er vigtig i et bredere perspektiv.

Helt tilbage i 1990’erne var Rony Swennen med til at udvikle verdens første gensplejsede bananer i et forsøg på at gøre planterne mere sygdomsresistente til gavn for afrikanske bananbønder. I dag har han opgivet teknologien på grund af den meget store – og meget lidt videnskabeligt funderede – skepsis mod de nye GMO-afgrøder, som hurtigt opstod hos miljøbevægelsen og store dele af befolkningen. Det er en skepsis, som stadig hænger ved i en grad, så det nærmest er umuligt at få gensplejsede afgrøder på markedet i Europa, selv om teknologien faktisk har vist tegn på at kunne hjælpe Cavendish-bananen. Men Rony Swennen holder fast i, at det er nødvendigt at pille ved bananernes arvemateriale med moderne videnskabelige metoder. Siden 1990’erne har planteavlerne fået nogle nye, potente redskaber i form af eksempelvis gensaksen CRISPR, der er meget billigere, nemmere og mere præcis end den genteknologi, som Rony Swennen baksede med i 1990’erne. Og de nye metoder kan ikke undværes, mener den belgiske professor.

Der er ting, vi ikke kan opnå med almindelig forædling,” siger han.

Rony Swennen hører derfor til de mange forskere, der rev sig frustreret i håret, da en EU-dom i 2018 gjorde det markant mere bøvlet at bruge de nye teknikker i praksis. De nye teknikker adskiller sig fra den gamle’ genteknologi fra 1990’erne ved, at de kan bruges på en måde, som ikke tilfører en plante nyt arvemateriale, men derimod blot ændrer på det arvemateriale, planten allerede har. Mikrokirurgi, kalder Rony Swennen det. Men EU-dommen fra 2018 slår de nye metoder i hartkorn med den gamle teknologi, som blandt andet er blevet brugt til at sætte dna fra bakterier ind i majsplanter. Det betyder, at afgrøder fremavlet ved hjælp af de nye genredigeringsteknikker skal igennem nogle meget langsommelige, indviklede og dyre godkendelsesprocedurer for at kunne blive solgt i Europa.

Det er meget, meget trist,” siger Rony Swennen.

Her skal man lige forstå, at der ikke er noget odiøst ved at pille ved planters arvemateriale. Det har vi gjort lige så længe, som vi har bedrevet landbrug. Da de forhistoriske banandyrkere for mange tusind år siden nøje udvalgte de frøfrie bananer og begyndte at dyrke dem, mingelerede de i virkeligheden med bananernes arvemateriale ved at mangfoldiggøre nogle planter, der ellers ikke havde kunnet klare sig i naturen. Og mange af de afgrødesorter – også økologiske – som vi i dag udvikler, dyrker og spiser uden mindste bekymring, er fremstillet ved at bombardere planter med kemikalier eller radioaktiv stråling for at få dem til at mutere i vildskab i håb om, at nogle af mutationerne var gavnlige. Med de nye genredigeringsteknikker kan man nøjes med at pille ved præcis de gener, som styrer de egenskaber ved planten, som man gerne vil ændre på. Men på grund af måden, EUs direktiver er formuleret på, betragtes det altså som mere farligt end for eksempel radioaktiv stråling. Og det er en skam, mener virkelig mange planteforskere.

Teoretisk set kunne man med de nye genredigeringsteknikker for eksempel finde en vild banan, der allerede er modstandsdygtig over for panamasyge, men som smager forfærdeligt og er fuld af kerner, og så slukke’ for de gener, der får den til at lave kerner og smage forfærdeligt. Så ville man stå tilbage med en banan, der både var kernefri, velsmagende og modstandsdygtig over for panamasyge – en værdig erstatning for Cavendish-bananen. Og den vilde banan ville ikke engang have fået tilført noget genetisk materiale udefra i processen, den ville bare have mistet nogle egenskaber, som nok er gavnlige i naturen, men som ikke er så praktiske for os, der gerne vil dyrke bananer for at spise dem.

Samtidig ville man med de nye teknikker kunne opnå de genetiske ændringer meget hurtigere, end hvis man brugte andre, mindre nøjagtige metoder. Og det med hastigheden er vigtigt, siger den danske professor og planteforsker Michael Palmgren – også i forhold til andre afgrøder. Selv arbejder han lige nu på at knække en af de allerhårdeste nødder i planteforskningen, nemlig at udvikle en form for flerårigt hvedegræs, der på sigt kan erstatte almindelig hvede. Det ville være smart, fordi sådan en afgrøde ville være meget nemmere og meget mindre energikrævende at dyrke, samtidig med at den ville være mere modstandsdygtig over for tørke på grund af sine lange rødder. De lange rødder ville også hjælpe med at mindske kvælstofforurening, fordi de kan udnytte gødning bedre end de korte rødder, som almindelig, etårig hvede er udstyret med. Ja, rødderne kunne endda lagre kulstof fra CO2, som planterne suger ud af luften, når de vokser, og på den måde kunne flerårigt hvedegræs også hjælpe os med at bremse klimaforandringerne. Men problemet er, at selv det bedste hvedegræs, der findes på markedet i dag, kun leverer en femtedel af den mængde korn, man kan få fra almindelig, etårig hvede. Og så ryger alle fordelene i forhold til klima og bæredygtighed. Hvis vi skulle bruge fem gange så meget plads for at dyrke den samme mængde korn, ville landbruget hurtigt brede sig ind på de begrænsede mængder vild natur, vi har tilbage. Derfor er det her, genteknologien kommer ind i billedet. Amerikanske forskere har udviklet på hvedegræs med mere traditionelle metoder gennem årtier, men er altså stadig ikke i nærheden af de udbytter, man kan få fra almindelig hvede – og i grunden er det ikke så underligt: Vi har jo forædlet på almindelig, etårig hvede gennem 10.000 år, så forskerne er kommet ret sent i gang. Men ved hjælp af gensaksen CRISPR håber Michael Palmgren nu, at han kan speede forædlingen af hvedegræs op, så man kan nå de samme fremskridt på meget kortere tid.

Man skal ikke være bange for de her nye teknologier. De vil kunne hjælpe os gevaldigt frem imod et mere bæredygtigt jordbrug i fremtiden. Med så mange mennesker, vi er, og så lidt natur, vi har tilbage, kan vi ikke gå på kompromis med udbytterne,” siger han.

PLAGESådan ser den ud, svampen som forårsager panamasygen. Foto: Eye of Science / Science Photo Library / Ritzau Scanpix

Men genteknologien kan ikke stå alene. Hvis man for eksempel bare fortsætter med at dyrke bananer på samme måde som i dag, er det kun et spørgsmål om tid, før en ny sygdom breder sig – det siger både Michael Palmgren og hans belgiske kollega Rony Swennen.

Hvis jeg investerer i en genredigeret banan, som fungerer rigtig godt, og jeg lancerer den i en monokultur, så kan jeg starte forfra om ti år,” siger Rony Swennen. I realiteten, siger han, vil man bare udfordre panamasygen til at mutere på en ny måde, så den om få år igen kan angribe bananplantagerne.

Tredje forsvarslinje i kampen mod panamasygen (og dermed også i kampen for et mere robust og bæredygtigt landbrug i det hele taget) er derfor et opgør med den ekstreme udgave af monokultur, som skaber mange af problemerne. Forskning har vist, at bananplanter, der normalt ville få panamasyge og dø, alligevel kan overleve i inficeret jord, når de vokser sammen med andre afgrøder. Ifølge Rony Swennen er det et klart tegn på, at en mangfoldighed af afgrøder sikrer en mangfoldighed af mikroorganismer i jorden, som forhindrer sygdommen i at sprede sig – lidt ligesom en sund samling mikroorganismer i maven beskytter os mennesker mod at blive syge.

I det industrielle landbrug har vi steriliseret det hele, fordi vi sprøjter med pesticider. Men jorden er noget levende, som skal respekteres,” siger han.

I den nylige forskningsartikel om bekæmpelse af panamasygen, som Rony Swennen har været med til at skrive, anbefaler han og kollegerne derfor at dyrke bananer sammen med eksempelvis kaffe og forskellige større træer. Det er i virkeligheden et system, som er luret af fra de småbønder rundtomkring i verden, som Rony Swennen har brugt en stor del af sit liv på at udvikle nye banansorter i samarbejde med. Men systemet har også vist sit værd i en mere kommerciel form i eksempelvis Brasilien, siger professoren. Ikke desto mindre vil det tage meget lang tid at få verdens bananfarmere til at gå væk fra den monokultur, de er vant til, forudser han.

Jeg prøver at være realistisk. På den korte bane handler det om forebyggelse. Anden forsvarslinje er forædlingen – at vi kommer op med nye sorter, som er modstandsdygtige. Men at ændre måden, vi driver landbrug på, bliver den sværeste nød at knække. Det vil tage mange år.”

Måske, siger Rony Swennen, er der også brug for, at vi forbrugere ændrer vores vaner. Vi er vant til at spise mange forskellige sorter af æbler, druer og kartofler – men kun én slags bananer.

Supermarkeds-mentaliteten dikterer, at den samme vare skal lande på den samme hylde i den samme kvalitet stort set hver uge, og på grund af den her mentalitet hos både supermarkeder og kunder skubber vi dybest set landbruget i retning af monokultur,” siger han.

Løsningen på den truende banankrise er altså en tretrinsraket bestående af akut krisehåndtering, højteknologisk planteforædling og så en gradvis overgang til et landbrug, der arbejder med naturens processer i stedet for imod dem. Og for Rony Swennen er det en central pointe, at ingen af de tre ting kan stå alene. Det er ikke enten genteknologi eller et mere forskelligartet landbrug, som sikrer en større modstandskraft over for sygdomme. Det er begge dele.

Det er nødt til at gå op i en højere enhed,” som han siger.

Og her gemmer sig måske en pointe, som er relevant ikke bare for omstillingen til en mere bæredygtig fødevareproduktion, men for den grønne omstilling i det hele taget: Hvis vi skal i mål, er det ikke et spørgsmål om enten at gribe ud efter teknologiske landvindinger eller ændre vores vaner og tage ved lære af naturen. Der er brug for det hele. Det er i hvert fald, hvad videnskaben fortæller os.