Send en tanke til Zetlands medlemmer

Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Knud Anker Iversen er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Borgere over hele landet føler sig tromlet af vindmølle-projekter. Her er et bud på at fikse processen

To lokalpolitikere vil forsøge at gøre vindmølle-opsætningen mere demokratisk.

Foto: Morten Rasmussen / Biofoto / Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte


De er en slags menneskelige lynafledere. Kirsten Hoffmann fra Socialdemokratiet og Annette Mosegaard fra De Konservative sidder begge i byrådet i Ikast-Brande Kommune og har begge mærket på egen krop, hvad diskussionen om vindmøller betyder for dem, der risikerer at blive nabo til dem. Kirsten Hoffmann er blevet råbt så voldsomt op i hovedet af en bekendt fra lokalområdet, at det fik hende til at overveje, om hun overhovedet gad være politiker længere. Og Annette Mosegaard har fået trusler af lokale, hun har mødt på gaden. Noget, som hun ikke har oplevet i forbindelse med noget andet emne.

De oplever det her, fordi lokalpolitikere som dem – og de kommuner, de sidder og styrer – er fanget i midten af en af de største politiske dagsordener lige nu. Vindmøller er en central del af planen for at gøre Danmark CO2-neutralt, og det billigste og mest effektive er at stille dem på land. Men ifølge en ny undersøgelse fra DR oplever tre ud af fire kommuner i høj eller meget høj grad at være i konflikt med borgerne omkring projekter med vindmøller. Faktisk er modstanden så voldsom, at mere end hver tredje kommune har været nødt til at opgive vindmølleprojekter på grund af protester fra lokalbefolkningen.

Som vi skrev i en artikel for nogle år siden: Den største trussel mod den grønne omstillingen er naboprotesterne. Lokale politikere kæmper rundtomkring i landets kommuner en diplomatisk kamp for at forsone regeringens ambitioner og virksomhedernes byggeplaner med lokalbefolkningens voldsomme følelser.

Kirsten Hoffmann har siddet i Teknik- og Miljøudvalget i Ikast-Brande Kommune i snart otte år og har været tæt involveret i opsætningen af vindmøller ad flere omgange. Annette Mosegaard har siddet i byrådet i kommunen siden 2010 og har også været involveret i adskillige vindmølleprojekter i området. Det mærkelige er, at det ikke er de lokale politikere, der laver byggeplanerne eller udfører dem, men det er dem, der optræder som lynafledere for lokalbefolkningens frustrationer. En rolle, som de to politikere fra sin side af det ideologiske skel efterhånden er alt for vante til.

De mener begge, at processen omkring opstilling af vindmøller trænger til en justering. Ingen af dem bebrejder borgerne. Som processen er nu, kan de faktisk sagtens forstå, borgerne føler sig frustrerede, for det er, som om der er et demokratisk underskud, når det kommer til vindmøller. Her kommer deres bud på, hvordan det kan gøres bedre.

1. Borgerne skal høres så tidligt som muligt

Én udfordring ved processen, som den er lige nu, er, at borgerne først informeres om nye vindmølleprojekter, når der allerede ligger en ret gennemarbejdet plan. Det får mange af dem til at føle, at beslutningen allerede er truffet, fortæller Kirsten Hoffmann. I Ikast-Brande Kommune har de forsøgt at løse udfordringen med en ordning, der kræver, at jordejeren og projektmageren (altså dem, der skal bygge møllerne) taler og samarbejder med de nærmeste naboer, inden de går videre med projektet. De erfarede dog på et borgermøde så sent som her i juni, at ordningen ikke har løst problemerne. Det er tilsyneladende svært for udviklerne at mægle i konflikter med naboerne uden assistance. Som kommune skal man ind noget tidligere,” konkluderer Annette Mosegaard ud fra erfaringerne. Men,” siger hun, jeg tror helt ærlig ikke, det giver færre udfordringer. Der skal noget mere til.” Hvilket bringer os videre til næste punkt.

2. Send flere penge

Som så mange andre konflikter handler denne også om penge. Hvis naboprotesterne skal formildes, er Annette Mosegaard overbevist om, at der skal bedre kompensationer til – og de skal gå direkte til de berørte naboer. I forhold til naboprotesterne hjælper det nemlig ikke meget at kompensere kommunen eller bredt i lokalmiljøet. Kirsten Hoffmann fortæller, at én lodsejer, der ville bygge vindmøller, tilbød at donere 250.000 kroner årligt til en mindre by med under tusind indbyggere. Protesterne var stadig massive, og der blev set så skævt til den lokale lodsejer, at han droppede projektet.

Problemet er nemlig, at ejendomme mister værdi, når der bygges vindmøller tæt på dem. Det kan ramme folk ret hårdt på privatøkonomien, og de kompensationer, der bevilges af staten, er slet ikke store nok til at opveje det. I de fleste tilfælde kan naboerne se frem til en kompensation på 6.500 kroner om året. Og det er ikke meget, hvis man taber en halv million i sin ejendom,” som Annette Mosegaard siger, man gør jo nærmest lidt nar af dem.”

3. Gør alle klogere

Der er to dele i dette punkt: information til borgere og mere objektiv viden til de lokale politikere.

Lad os starte med information til borgerne. Kirsten Hoffmann fortæller, at mange borgere frygter, hvad vindmøllerne vil gøre ved borgernes helbred. Det var en stor diskussion for en del år siden, indtil Sundhedsministeriet færdiggjorde en omfattende række undersøgelser, hvis resultater ikke støtter” de fleste sundhedsrisici, som mange frygtede. Men man er endnu ikke kommet til bunds i alle symptomer, som naboer til vindmøller rundtomkring oplever. Det kan være hovedpine, søvnløshed eller andre typer af kropsligt ubehag, hvis årsag er svær at afdække. Og frygten sidder stadig i kroppen på mange af beboerne. Og det er jo reelt,” siger Kirsten Hoffmann, den følelse kan vi ikke tage fra folk.” Videnskabens udfordring er, at den er ressourcekrævende, og selv når en undersøgelse er færdig, ændrer nogle bogstaver på et dokument ikke nødvendigvis på de følelser og oplevelser, der udspiller sig i menneskekroppen. Kirsten Hoffmann kender bedre end de fleste dette dilemma og har et ret konkret forslag til en løsning: at tage på udflugt til steder med vindmøller. Én ting er, at vi som politikere kommer ud og ikke kan høre en pind,” siger hun, men lad os i stedet få folk derud.” Så kan de mulige kommende vindmøllenaboer komme ind i huse og haver, hvor der er vindmøller i nærheden, og med egen krop og ører mærke og høre, hvordan det er. Og de kan tale med de folk, der bor der, og spørge dem, hvordan det er.

Mere objektiv viden til de lokale politikere er en pointe, som Annette Mosegaard lægger særlig meget vægt på. Jeg mener, der burde være et videnscenter omkring det her,” siger hun. Et statsfinansieret, objektivt videnscenter, der kunne lave miljømæssige vurderinger. Et problem er, at de miljømæssige vurderinger finansieres af de aktører, der gerne vil bygge vindmøller. Så kan man som borger, ganske berettiget, godt sætte spørgsmålstegn ved de vurderinger,” siger hun. Der er noget iboende i det, som giver konflikt.” De lokale politikere, har også svært ved at finde ud af, hvad der er op og ned i vurderingerne. De er ikke eksperter i miljø. Mange af dem har et job ved siden af. Selv om der var konsensus på området, ville det være svært at overskue. Men det er der ikke. De vurderinger, de lokale politikere modtager, kan være ret forskellige. Annette Mosegaard nævner for eksempel, at hun lige nu sidder med tre forskellige vindmølleprojekter, hvor én rapport siger, at lyset på vindmøllerne skal stå og blinke døgnet rundt, mens en anden siger, at det er forældet. Det er to vidt forskellige forklaringer på den samme udfordring på det samme tidspunkt,” siger hun.

4. Staten, ikke kommunerne, skal tage ansvaret

Annette Mosegaard oplever i det hele taget, at for meget af ansvaret overlades til de enkelte kommuner. Lige nu må de enkelte kommuner selv vurdere, hvor mange vindmøller og solcelleanlæg de vil tage imod. Og hvor de skal stå. Det betyder for eksempel, at nogle kommuner melder pas og ikke vil stille vindmøller op. Det kan der være alle mulige grunde til – faglige miljømæssige vurderinger eller frygt for at miste stemmer. Men som det er nu, er det ikke gennemskueligt, hvad der motiverer beslutningerne internt i kommunen. Og det betyder, at nogle kommuner kommer til at bære meget, mens andre kommer til at bære lidt. Annette Mosegaard mener, at staten burde involvere sig og sørge for at fordele ansvaret mere bredt.

Det er et gennemgående problem for Annette Mosegaard, at vindmøllebyggeriet lige nu i for høj grad overlades til private aktører. Jeg synes ikke, man tager den grønne omstilling alvorligt nok,” siger hun. Hvis vi i Danmark har en ambition om selv at producere vores energi, må man have en mere seriøs tilgang til det”.

Og det er en tilgang, hvor man er nødt til at tænke bredt. For modstanden mod vindmøller er bundet op på både helt lavpraktiske spørgsmål som støj og ret dybe følelser om ulighed og forskelsbehandling mellem land og by. Som en borger ved navn Lis Rønne skrev i en indsigelse mod vindmøller i Jammerland Bugt:

Vi får ofte at vide, vi bor i Udkantsdanmark. Ja, men vi kan lide at være her. Vi kan lide roen, stilheden, den uberørte natur, den sorte stjernehimmel. Vi kan lide etikken ved at bo i dette område. Nu vil de tage de fordele, der er ved at være en del af udkanten, fra os.”