Ingen kan bruge din forargelse til noget.

Denne filosof har en opsang til tiden

Hurtigt opblussende følelser spreder sig i samfundet. De fører ingen vegne hen og gør os i værste fald ensomme.

Foto: Thomas Lekfeldt, Ritzau Scanpix
  • 8. januar 2021
  • 14 min.

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

17:37

Sønderjylland en efterårsdag i 2020. Op mod 500 traktorer rullede ud fra gårde og maskinstationer i hele landsdelen. De havde kurs mod den lille sønderjyske by Agerskov og en demonstration mod regeringens håndtering af Danmarks minkindustri. Nogle af traktorerne var pyntet med dannebrog, andre med skilte. Mette, er du ligeglad med Grundloven?” stod der på et af dem. Når uret bliver ret, bliver modstand en pligt,” sagde et andet. Men det var et tredje budskab, som blev diskuteret i hele landet. På et skilt viste et manipuleret billede fire partiledere iført naziuniform. Et foto af skiltet blev delt på de sociale medier, og det udløste en sværm af reaktioner. Bragte sindene i kog, kunne man også sige.

Eller, som netmediet TjekDet senere konstaterede: Skiltet vakte forargelse. Demonstrationens arrangører var blandt de forargede: Det er sgu en idiot, der har haft det med,” sagde en af dem til brancheavisen Effektivt Landbrug.

Scenen var noget helt særligt, fordi den fandt sted under en danmarkshistorisk krise og nedlukningen af et helt erhverv. Men dynamikken, som for en stund placerede naziskiltet i centrum af den offentlige debat, var helt almindelig. Filosof Anne Marie Pahuus tager skam også afstand fra naziskiltet. Hun forstår godt, hvis eksempelvis efterkommere af KZ-fanger følte sig krænket. Men hun er ikke forarget. Nej. Det oprører mig,” siger hun i telefonen fra Aarhus.

Og der er faktisk stor forskel, understreger hun. Anne Marie Pahuus er ph.d. i filosofi og lektor og prodekan ved Aarhus Universitet, og så er hun forfatter til flere bøger om følelser, blandt andet en om kærlighed. Anne Marie Pahuus er glad for følelser, hun har sågar heller ikke noget imod det ellers så udskældte fænomen selvudvikling. Men hun synes, vi har brug for at tale om nuancerne i vores følelsesmæssige reaktioner. Vi lever i en tid, mener Anne Marie Pahuus, hvor vi er meget hurtige til at dømme, og hvor følelser af begrænset nytte – såsom forargelsen – præger den offentlige samtale i en grad, så vi gør os dummere, end vi er. Og som ligefrem kan stå i vejen i vores håndtering af vigtige udfordringer som en pandemi og en landbrugskrise, der gav statsministeren tårer i øjnene en kold novemberdag.

Vi skal kunne reagere spontant på uret og uretfærdighed,” siger hun. Men vi har faktisk de rette følelser klar til at gøre det, i og med at vi lever med i andres liv. De hedder vrede, medfølelse, sorg, forventningsfuldhed, omsorg og respekt. Men når vi lukker af og ikke længere føler os forbundet med andre, sker det med andre følelsers hjælp og ikke med fornuftens. Det er følelser, der forvrænger medfølelsen – som selvmedlidenhed, fornærmethed, had og frygt.”

Men lad os begynde med forargelsen. Slår du op i etymologisk ordbog, vil du se, at ordet kommer af det tyske vorargen, der betyder gøre arg. Arg betyder ringe’ eller ‘ond’. Oprindeligt har det altså betydet omtrent det samme som at forringe eller fordærve.

Ifølge Anne Marie Pahuus ligger forargelsen som fænomen tæt på vreden, men det er en vrede, som man ikke giver plads og ikke folder ud. Den er i familie med fornærmetheden og forurettetheden og tilhører den gruppe af følelser, man inden for filosofien kalder ressentimenter’. Det er følelser, der blokerer for samtalen og nysgerrigheden. Derfor, siger Anne Marie Pahuus, bidrager de til at undergrave vores fællesskaber og gøre os mere ensomme.

Når vi bliver forargede, har vi dømt den anden ude og placeret os selv på en piedestal uden at have givet den anden en chance,” siger hun.

Ofte får vores forargelse den, vi retter den imod, til at føle sig forkert. Den hjælper ikke vedkommende til at forbedre sig. Samtidig gør vi os selv til ofre, når vi er forargede. Hvorfor kan hun gå hjemme på understøttelse, når jeg skal knokle 37 timer om ugen og betale skat?” Hvad bilder de sig ind at køre rundt og forurene i deres store firehjulstrækker.” Hvis du nogensinde i et svagt øjeblik har ladet dig rive med af forargelsen – eller måske ligefrem delt den i et muntert lag med ligesindede – kender du sikkert også ubehaget og den snærende fornemmelse, der sidder i kroppen som en dårlig eftersmag, når festen er forbi.

Helt anderledes er det med følelsen af at være oprørt. Den er tættere på vreden, altså den gode, konstruktive slags. Den vrede, som får dig til at ranke ryggen og se klart. Anne Marie Pahuus uddyber:

Vrede er ikke bare vrede. Den har mange nuancer. Hidsighed, opfarenhed eller rent raseri er nogle af dem, og de er aldrig af det gode. Der er også den vrede, man bruger til at manipulere eller puste sig op med. Den er heller ikke god. Men harme eller oprørthed, hvor man har forholdt sig til ret og uret, kan være helt på sin plads. Det kan ligefrem være åbenbarende og er tit en vigtig drivkraft for forandringer og mobilisering,” siger hun. Når man er harm, sorgfuld, fortørnet, oprørt eller indigneret, har man samtidig taget stilling, man har forholdt sig til ret og uret, og man vil typisk være motiveret for at gå i dialog og tage den eventuelle konflikt.

Ifølge flere eksperter har vreden lige nu trange kår. Nogle mener ligefrem, den er blevet et tabu i en tid, hvor man helst skal styre sig, tælle til ti og være mindful. Til gengæld har flere iagttagere af den offentlige debat – herunder andre filosoffer – de senere år været ude at sige, at vi er blevet mere forargede. Som forsker er Anne Marie Pahuus varsom med at være så firkantet. Jeg tør ikke sige det med sikkerhed,” siger hun.

Men hun har lagt mærke til, at forargelsen har vist sig i en ny form. Nemlig som forargelse over, hvad andre mennesker føler, frem for hvad de gør. Der er masser af eksempler på det i debatten om krænkelser. I #MeToo-diskussionerne for eksempel, hvor krænkede kvinder beskyldes for at pakke sig selv ind i vat. For at være sarte, ikke at have nogen modstandskraft. Kan hun ikke engang tåle en hånd på låret?” Ej, det var jo bare ment i sjov.” Eller, når det gælder debatten om mere eller mindre indirekte racisme, som i optrinnet om isen med navnet Kæmpe Eskimo, som nogle grønlændere opfatter som nedsættende. Latterligt,” siger de forargede. Krænkelser findes ikke i Danmark.” Krænkelseskulturen er fuld af pseudoproblemer.” Det er en hån mod verdens virkelige problemer.”

Anne Marie Pahuus medgiver, at nogle mennesker kan være så opsatte på at ændre verden, at de bevidst leder efter eksempler, de kan føre kampen ud fra. Mange husker sikkert H&M-reklamen med en lille sort dreng i hættetrøje med Coolest Monkey in the Jungle’-printet. Drengens mor havde ikke selv tænkt, at der var noget racistisk over den, før racismeanklagerne haglede ned over den svenske tøjgigant, som straks var ude at undskylde og i øvrigt fjernede den provokerende trøje fra hylderne i alle verdens H&M-butikker. Men man kan godt udvise solidaritet, og man kan godt ville den skade til livs, som sexisme eller racisme påfører andre mennesker, uden at kampgejsten hentes fra, at man føler sig krænket på andres vegne. Man skal se uretten og mærke den, men man behøver ikke at gå ind på de andres motiver for at gøre, som de gør,” siger hun.

På den anden side har hun også set, at nogle af de store krænkelser, der er kommet frem i kølvandet på #MeToo, i debatten senere er blevet retfærdiggjort med, at det jo bare var i sjov.

Det er misbrug af magt og et udslag af svaghed, at man har brug for at hævde sig på andres bekostning. Det siger noget om at være lukket inde i sit eget perspektiv, og jeg synes, det peger på, at det tit i højere grad handler om en interesse i at blive set, være kvik i replikken og få medløb fra de andre mænd end om en interesse for kvinden. Også her er det vigtigt, at man i debatten bagefter tør reagere og ikke bare siger: Sådan er han’. Der er forskel på, om normer og værdisæt støder sammen, og om et menneske ødelægger det for et andet. Forargelsen handler om, at man ikke kan få øje på værdien i det, andre gør.”

Anne Marie Pahuus uddyber:

Vi forarges over handlinger, som ikke er direkte ulovlige, men placerer sig mere i en gråzone. Vi forarges, når vi tror, folk ingen skam har i livet og har fået helt forkert fat i, hvordan man viser hensyn til andre. På den måde er det også et spørgsmål om, hvorvidt der er klare regler for, hvad man gør og ikke gør.

Man kan opleve, at folk kommer for tæt på, når de opfører sig dårligt. Der rynker man på næsen for at komme lidt på afstand. Men hvad vil det sige at opføre sig ordentligt? Det er der jo ingen klare regler for. Problemet opstår altså, når to samfundsgrupper er uenige om, hvad det vil sige at opføre sig ordentligt, og derfor taler forbi hinanden.

Forargelsen har gode kår, når vores individuelle grænser flytter sig. Og de er hele tiden i bevægelse. Elvis Presley forargede en del, da han kom frem, med sin rendyrkede energi og åbenlyse brug af krop og seksualitet. I dag ville hverken hans lyd, bevægelser eller stramme bukser forarge nogen. I dag forarges vi over andre ting. Det er i mindre udstrækning det, vi opfatter som frækt’ i en seksuel forstand, og oftere frækhed’ i umådeholdent spild eller forbrug. Hvis unge for eksempel fylder for meget i biografen, i bussen eller andre steder bare ved at støje, smide skrald eller spilde tiden, viser vi med forargelsen, at vi synes, det går ud over os andre’. Det er det samme i krænkelsesdebatten. Her forarges man over umådeholden sarthed. Og lige nu lever vi i en brydningstid. Danmark er ikke længere det lille homogene land, det var, og der sker store skred,” siger Anne Marie Pahuus og peger på opfattelsen af køn og kønsforskelle, som har ændret sig især i den unge generation. Generationerne kan strides om, hvad køn betyder privat og offentligt. Forargelsen er sådan set forståelig, fordi man i én generation kan føle sig lovlig klemt af den andens måde at træde offentligt frem på.”

Men at forargelsen udspringer af gnidninger mellem gamle og nye opfattelser og dermed er forståelig, gør den ikke mindre uheldig. Tværtimod, faktisk. Det er præcis, når grænserne bliver uklare, at vi har brug for at sætte ord på, når nogen bryder de uskrevne regler. Hvordan skal man ellers vide, at man opfører sig forkert? Og det er ikke lige meget, hvordan vi gør. Vi kan ikke bare sige, lige hvad vi vil. At usorterede følelser skulle være de bedste og reneste’ følelser, er en vanvittig tanke, mener Anne Marie Pahuus. Følelser har altid haft godt af en sortering. Ikke fordi vi behøver at være enige, eller at vi absolut skal adoptere den andens livssyn.

Tag rituel omskæring, siger filosoffen og nævner et eksempel på en debat, der let stoppes af forargelsens mur. Indgrebet virker lille, men kan tilsyneladende alligevel have omkostninger for følsomheden ved samleje for både manden og kvinden. Anne Marie Pahuus kunne aldrig drømme om at lade sin søn eller nogen anden omskære. Men hun har alligevel forståelse for dem, der taler imod et forbud. Det ville opleves som et kæmpe indgreb i noget meget dyrebart, som blandt andet jødiske og muslimske dele af vores samfund ikke er klar til at tage afsked med. Følsomhed ved samleje er så også en dyrebarhed. Der er flere værdier, der strides i den debat.”

Hun er heller ikke harm eller forarget. Hun er bare uenig. Og det hidser hende ikke op. Alt skal ikke lede til enighed eller hurtige løsninger. Vi er ikke enkle som personer, og hvis vi kommer til at tænke enkelt om andre, glemmer vi, at jøder, muslimer og kristne amerikanere, som vælger omskæring, også er mennesker med drømme, følelser, erfaringer og håb.”

Det er respektløst og ukærligt, uanset hvor tosset man så synes, den anden tænker, føler eller opfører sig, hvis man afskriver andres værdier, bare fordi de ikke er ens egne. Det handler om agtelse af hinanden som mennesker,” siger hun. Hver gang vi er fristet til hurtigt at forkaste noget, som andre gør, bør vi tage os tid til at sætte os i de andres sted. Bruge vores fantasi og vores forestillingsevne. Måske finder vi ud af, at vi skal sige fra og gribe ind, men ofte vil et fyldigere blik få os til at forstå, at de fleste gør deres bedste, og at vi alle sammen indeholder noget godt.

Når ambitionen er at forstå den anden, kan vores følelser bruges konstruktivt. Anne Marie Pahuus trækker en forargelse, jeg selv har tumlet med og derfor præsenteret for hende, frem som eksempel. Nemlig min daglige irritation over folk med pandelygter, der forstyrrer mørket og ødelægger mit nattesyn, når jeg går aftentur.

Hvis du ved, hvad det vil sige, at noget er dyrebart for nogen, kan du bruge den følelse til at sætte dig i den andens sted. Måske når du frem til, at den, der ødelægger mørket på din aftentur, kan være dårligt gående og ikke tør gå ud uden pandelygte? At pandelygten er hans eneste mulighed for at få den tur, du selv er så glad for?”

Den proces forudsætter selvfølgelig, at vi censurerer os selv. Og med selvcensur mener Anne Marie Pahuus ikke en stram selvkontrol, men et sindsarbejde, hvor vi forholder os til vores følelser og ikke lader os rive med af dem, mens vi ser på os selv og den anden. En filtrering. Det kan være svært i det samfund, vi lever i, og med den hurtighed, der ligger i tiden, det anerkender Anne Marie Pahuus.

Den rastløse jagt på underholdning. Alle de billeder og al den information, vi bombarderes med, kan godt tænkes at gøre os hurtigere til at dømme.”

Måske gør det os også mere dovne, tilføjer hun, og det kan også godt være, at vi tør give forargelsen og de andre ressentimenter lidt mere luft nu, hvor følelser fylder mere, og det er blevet mere acceptabelt, at vi viser vores følelser offentligt. Men hvis man lader forargelsen råde politisk, vil man være på jagt efter sensationerne, overraskelserne og forskrækkelsen, og i den politiske debat kommer vi til at skøjte fra den ene ekstraordinære nyhed til den næste, og vi kan sige lige, hvad vi vil, uden nogen formning af vores affekter – for vi er jo i færd med at afsløre noget, der er helt vildt’.”

En debat, hvor gårsdagens himmelfaldne forargelse er glemt i dag, hvor vi er videre til den næste, ser Anne Marie Pahuus som et forfaldstegn. Men hun ser ikke rødt, hver gang nogen viser deres følelser offentligt.

Vi så Mette Frederiksen græde. Det var kun menneskeligt i et møde med nogle ulykkelige mennesker, og det forhindrede hende ikke i at udøve dømmekraft. Jeg tror ikke, at hun fortrød den politiske beslutning om at stoppe al smitte fra mink. Hun så bare, hvad det betyder, når man dermed fratager nogle mennesker deres profession, levebrød og fremtidsdrømme.”

Anne Marie Pahuus har absolut heller ikke noget imod, at danskerne tager stilling. Det at tage kritisk stilling er ubetinget noget positivt, og her kan vi faktisk noget i Danmark, mener hun.

I forbindelse med pandemien har vi blandt andet forholdt os kritisk til, hvem der betaler den højeste pris, når alle bliver bedt om at blive hjemme. Hvem lider allermest under det vilkår? Hvor æder savnet og ensomheden flest sjæle op? Og hvordan løser vi det bedst i fællesskab?

Det er svære spørgsmål. Derfor kommer der heller ikke noget godt ud af automatisk bare at rynke på næsen ad dem, der trodser forbud og mødes alligevel. Hvis prisen bliver for høj, og konsekvenserne for store, og nogen opfører sig, så de er en direkte trussel for andre, måske bringer andres liv i fare, er det til gengæld bedre at blive vred end forarget, siger Anne Marie Pahuus.

Men som nævnt har den ægte vrede trange kår for tiden. Mange har svært ved at acceptere vreden hos sig selv, og det gælder især kvinder, mistænker hun. Det er ikke kulturelt accepteret, at måske især unge kvinder bliver vrede. Se for eksempel på Greta Thunberg. Men hvis man, som hun, tager imod vreden hos sig selv, bliver man måske knap så besat af det, der forarger, og man kan i stedet handle med vreden i ryggen i et opgør med det, man gerne vil forandre. Og man undgår, at den undertrykte vrede sætter sig i kroppen.”

Så hvordan finder man vej til den gode vrede? Og hvordan dæmper man sin impuls til at blive forarget? Man kan begynde med at minde sig selv om kernen i det hele. Det, der ifølge Anne Marie Pahuus hører med til at være menneske og have øjne og omløb i hovedet: At få øje på den anden og vide, at det, jeg gør, også påvirker min næste og betyder noget for ham eller hende.” Og så skal vi også huske på, at vi kun er mennesker og indimellem også har brug for en pause. Det er udmattende hele tiden at mærke, hvordan alle andre har det. Og vi mennesker aflaster os selv og holder pause, når vi underholdes, gyser og nysgerrigt følger med i andres privatliv. Vi skal også kunne tilgive os selv, når vi læser om en ulykke i avisen og tænker: Godt, det ikke var mig.” For ja, vi mennesker kan lune os ved andre menneskers ulykke. Så er der da noget positivt ved mit liv.” Som når man læser, at Trump har fået corona.

Ja, hævnen er sød. Men er det sådan et menneske, man vil være? Ej, vel? Det er bedre at holde det for sig selv eller i hvert fald inden for hjemmets fire vægge. Det kræver igen en sortering,” siger Anne Marie Pahuus.

Og så er vi tilbage ved selvcensuren. Men hvad så med ytringsfriheden? spørger jeg hende afslutningsvis. Bringer du ikke den i fare ved at sige, at vi skal holde igen, når nu der er alt muligt galt i verden?

Ej, har vi ikke den?” svarer hun retorisk. Og henviser til forfatteren Mark Twains budskab om, at der er tre ting, der er dyrebare i et demokrati. Nemlig ytringsfriheden, tankefriheden – og forsigtigheden med at gøre brug af de to andre.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: