To klaner kæmpede på Motalavej. Nu fortæller imamen, hvordan han løste det, myndighederne ikke kunne

Der var brug for en mellemmand, men politikerne brød sig ikke om, at det blev Hussein.

Foto: Simon Baungaard for Zetland
  • 12. december 2020
  • 18 min.

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Ude midt på Motalavej kom Hussein El-Khodr løbende. Imamens pande glinsede af sved, han løb hurtigere, end han nogensinde havde løbet før. Benene kunne ikke følge med, han snublede og faldt, så lang han var. Han havde ikke tid til at ømme sig, for længere nede ad vejen var der tumult. Spark og knytnæveslag fløj gennem luften. Voksne mænd og kvinder, men også helt unge mennesker råbte og skreg ad hinanden fra to sider. Hussein El-Khodr kastede sig ind i midten af den rasende masse. Han tog fat i en krave, puffede og skubbede folk fra hinanden og råbte højt på arabisk, at nu var det nok. Flokken af vrede mennesker stoppede overrasket op ved synet af den højtråbende imam.

Motalavej ligger lidt uden for Korsør på den sjællandske vestkyst, hvor man lige kan ane Storebæltsbroen bag støjværnet. I en lige linje skærer vejen sig gennem boligområdets toetagers sandfarvede 60’er-byggeri med vindueskarnapper. I årevis har vejen været frontlinjen i en voldsom konflikt mellem to storfamilier, der bor på hver sin side. De to familiers historie går angivelig 30 år tilbage. I dag synes ingen at være enige om, hvad der egentlig udløste den nuværende konflikt, men konsekvenserne taler for sig selv: Flere af de involverede parter er blevet anholdt og fængslet efter blandt andet et knivstikkeri og en skudepisode. Og i sommer, mellem Minimarked og restauranten Sumak på den ene side af vejen og legepladser og en multibane på den anden side, blev flere masseslagsmål udkæmpet mellem de to familieklaner.

Indtil der lige pludselig kom helt ro på.

Familiefejden på Motalavej nåede ud i flere danske medier og blev på mange måder historien om fejlslagen integration i Danmark. Om parallelsamfund og religiøse lederes indblanding i det, der måske burde være myndighedernes affærer. Efter et år med døgnrapporter fra Korsør om masseslagsmål, skyderier og knivstikkerier i boligområdet Motalavej, der er på regeringens ghettoliste, besøgte statsminister Mette Frederiksen i september den måske mest omtalte strækning asfalt i Danmark.

Statsministeren var flankeret af justitsminister Nick Hækkerup og boligminister Kaare Dybvad, og alle tre fik taget billeder, mens de med alvorlige blikke talte om ghetto-problemer og overtrædelser af politiets zoneforbud og varslede strengere straffe til kriminelle familier. Og da konflikten så blev løst, skabte det endnu mere debat på grund af måden, den blev løst på. Det var Hussein El-Khodr, imamen fra nabobyen Slagelse, der lykkedes med at dæmpe gemytterne og få familierne til at tale sammen. Politikere har kaldt imamens indflydelse et bevis på parallelsamfund.

Lige nu ånder der fred og ro på Motalavej, men historien om konflikten og om, hvordan den blev løst, står stadig for mange som et bevis på, at der findes parallelsamfund i Danmark. Vi har talt med flere parter i sagen – kilder i familierne, politiet, kommunen og imamen i midten af det hele – og man kan i hvert fald sige, at det, der skete på Motalavej, er en historie om to adskilte verdener. Den måde, de danske myndigheder så fandt ud af at bygge bro mellem de to verdener, har skubbet til den dybe debat om, hvordan integration overhovedet skal se ud. For myndighederne havde brug for en mellemmand. Og Hussein El-Khodr var klar.

AlsidigHussein El-khodr er både imam, beboerformand og, i december, julemand i Ringparken i Slagelse. Foto: Simon Baungaard for Zetland

Den nuværende konflikt fik i første omgang national opmærksomhed den 8. marts i år. Her blev der skudt gennem vinduerne i en stuelejlighed på Motalavej. Flere var til stede i lejligheden, men ingen blev ramt. Senere samme måned varetægtsfængslede politiet en 44-årig kvinde og hendes 24-årige søn. Politiet afviste, at skudepisoden var banderelateret. I stedet, lød det, var der tale om en lokal konflikt”.

Skudepisoden var, ifølge nogle af vores kilder, en alvorlig eskalering af den årelange konflikt mellem de to familier. Ifølge kilderne har der, så længe nogen kan huske, simret ondt blod mellem familierne. I perioder er der fred, i andre ufred. Men med skudepisoden i foråret og et efterfølgende knivstikkeri var de to familieklaner kommet i åbent opgør i hjertet af deres kvarter i Korsør. Angivelig fordi et ægteskab på tværs af familierne var gået galt. Men vi skal længere tilbage for at finde blodfejdens egentlige arnested. Endda meget langt tilbage og i et helt andet land. Med en aktindsigt i Slagelse Kommunes mailkorrespondance om urolighederne kan vi tegne om ikke andet konturerne af en tidslinje.

I en intern mail i sommer skitserede Ditte Brøgger Løjborg baggrunden for konflikten. Hun er faglig leder af den kriminalpræventive enhed i kommunen og leder af Rosenkildegården, der driver værestedet Basen for børn og unge på Motalavej, der også har været nabo til konflikten: Overordnet,” skrev hun i et notat i sommer, kan man sige, at der er to parter i konflikten, som hidrører to klaner fra Libanon. Klanerne består af flere familier. Der er relationer på kryds og tværs mellem familierne. De kommer fra den samme landsby i Libanon.” I en anden mail beskrev Ditte Brøgger Løjborg, at landsbyen er en flygtningelandsby, hvor de to familier boede for 30 år siden. Ifølge vores kilder var familierne palæstinensiske flygtninge efter krigen mod Israel i 1948. På et tidspunkt forlod familierne Libanon og kom til Danmark som statsløse palæstinensere. Her flyttede de ind på Motalavej som naboer.

I notatet, der skulle klæde en mulig fredsmægler på, gjorde Ditte Brøgger Løjborg et forsøg på at samle trådene omkring den nuværende konflikt mellem familieklanerne: Det er svært at sige, hvad konflikten præcist handler om, men her er de ting, vi har hørt og oplevet: En episode for xx [sic] antal år siden, hvor de to familier havde en konflikt, som angiveligt førte til, at en blev alvorligt såret. Det skulle ikke have været godt siden, og dengang mæglede en imam.” Derudover beskriver hun to yderligere årsager, men i aktindsigten er de overstreget. Som den sidste mulige årsag står der hashhandel”.

Det var under endnu et masseslagsmål den 15. juni i år, at konflikten eskalerede på ny. Her blev en 17-årig mand stukket med kniv i brystet på multibanen, der ligger ud til vejen. Den unge mand overlevede, og politiet indførte en visitations- og strafskærpelseszone omkring Motalavej. I ugerne efter knivstikkeriet faldt der ro over kvarteret. Måneden efter ophævede politiet visitationszonen. Få dage efter, den 11. juli, blussede konflikten op igen. 50 personer var i slagsmål på Motalavej. Det gentog sig den 3. august, hvor 40 personer var i nævekamp. Et af disse masseslagsmål overværede Ditte Brøgger Løjborg selv.

Over telefonen fortæller hun, at hun blev ringet op en sen eftermiddag i sommer. Det var en af værestedet Basens ansatte. Midt i bål- og snobrødshygge var de blevet afbrudt af larm fra vejen ude foran. Et masseslagsmål var brudt ud. Min medarbejder sagde, at den var helt gal, og de var nødt til at lukke ned og få børnene sendt sikkert hjem,” fortæller hun. Da Ditte Brøgger Løjborg ankom, parkerede hun sin bil i den ene ende af Motalavej og gik ned mod Basen, der ligger midt på vejen. Politiet var ankommet og havde afspærret vejen på langs og i begge ender. På hver side af afspærringen stod urolige menneskemængder. Små slåskampe skød op. Unge som gamle. Mænd som kvinder. Nogle kom med arrige råb tværs over vejen, andre græd. På midten af vejen stod politiet med hunde.

Senere om sommeren, den 6. august ved aftenstid, trak det igen op til ballade på Motalavej. En folkemængde marcherede mod en opgang til et af etagebyggerierne med slagvåben i hænderne. Politiet, der nu patruljerede området, fik gruppen stoppet, før nogen kom til skade. 24 personer blev anholdt. Politiet beslaglagde jernstænger, boldtræ, kæppe og en donkraft. Ja, sådan en af metal til at hæve en tonstung personbil fra jorden.

Alle de her episoder blev beskrevet i først de lokale og så de nationale medier. Derfor var det også en stor historie, da der pludselig kom ro på det hele. Og det var en betjent i skudsikker vest, der satte historiens næste kapitel i gang. TV 2 Øst interviewede ham, mens han var på patrulje, og han sagde, at der var blevet afholdt et forsoningsmøde. Og at det var en imam fra nabobyen Slagelse, der havde klaret det, politiet ikke kunne.

KampSom beboerformand i Ringparken, et belastet boligområde, har Hussein El-Khodr opfordret til hårdere straffe for blandt andet de bilafbrændinger, som området var plaget af en overgang. Foto: Simon Baungaard for Zetland

I boligområdet Ringparken i Slagelse ligger Nordhuset. En moderne stålgrå bygning, som er centrum for nytårsfester, eidfejringer og julearrangementer i boligområdet. På den ene side med udsigt til skov, på den anden side rækker af ensformige huse af røde mursten. Det er her, imamen Hussein El-Khodr har sin daglige gang. Ud over at være imam er han også formand for beboerforeningen Ringparken. Vi sætter os ned ved et rundt cafébord. I samme øjeblik kommer tre mænd gående med hastige skridt mod bordet. En kaffekande, kopper, skeer og en stor bøtte sukker bliver sat foran imamen.

Hussein El-Khodr er den imam, som fra sommeren 2020 og tre måneder frem mæglede i konflikten mellem de to storfamilier. Det var ham, som i sensommeren kastede sig ind i slagsmålet på Motalavej og ifølge en kilde i den ene familie fik det stoppet den dag. Politiet i Slagelse fortæller, at de stadig holder et meget skarpt øje med Motalavej, men Hussein El-Khodr fortæller, at konflikten er løst.

Løsningen på konflikten var langsommelig og trættende, fortæller Hussein El-Khodr, imens han på et stykke papir tegner kruseduller i store bevægelser, der skal hjælpe med at udrede de tusindvis af tråde i historien. Han begynder at tegne runde cirkler, som skal gøre det ud for byen Sour i Libanon, hvor både han selv og begge familier kommer fra. Han mener ikke, til forskel fra kommune og politi, at konflikten startede i Libanon. Det samme siger kilder fra familierne, som vi har talt med.

Det hele drejer sig om noget så banalt, siger han, som en trist kærlighedshistorie, nogle unge mennesker, der gik over gevind, og småfnidder, der langsomt blev til ti høns. Det er svaret på, hvordan det kunne gå så galt. Da jeg spørger til, om han ved noget om hashhandel, trækker han på skuldrene. Jeg ved det ikke. Alt det med kriminalitet, det er politiets sag, ikke min,” siger han og sukker. Han virker træt af at tale om konflikt.

Han skribler mere engageret løs på papiret, da samtalen falder på den konkrete løsning. Da jeg gik ind som mægler i sagen, startede jeg med at ringe til hvert eneste voksent medlem af de to familier,” fortæller han, og efter lang tids snak og diskussion sagde alle ja til at mødes.” Stormødet skulle foregå i den lokale moské, fordi det, ifølge El-Khodr, var det eneste sted med plads nok til alle, da der jo var corona. I 25 minutter holdt imamen tale om alt fra lov og orden til de mere dybe følelser. Jeg sagde til dem: Hvad ville der ske med familierne, hvis nogen døde? De stod og holdt sig for panden. Jeg spurgte: Hvor skal det hen? Hvorfor? Hvad er problemet mellem jer, så i skyder og slår hinanden? Og så vågnede de op. Vi er heldige. De er heldige, at der ikke var nogen, der døde,” fortæller han. Jeg forklarede dem, at det er meget vigtigt at forstå og respektere hinanden, reglerne og samfundet. For vi bor i Danmark, ikke i Libanon, ikke i Mellemøsten. Vi bor her i Danmark.”

Efter dundertalen i moskéen gik forældrene fra begge klaner en tur arm i arm rundt om hele Motalavej for, som Hussein El-Khodr forklarer, at sende et budskab til de unge og vise dem, at nu var der fred. Nu skulle konflikten slutte. Ugen efter gentog han samme seance, bare med de unge i klanerne. Han fik dem samlet i moskéen, holdt sin tale, fik dem til at kindkysse hinanden, og bagefter gik turen rundt på Motalavej med afsluttende fællesbillede på fodboldbanens sommersvedne græs.

Hussein El-Khodr var ikke myndighedernes førstevalg. Den 2. juli i år rakte Ditte Brøgger Løjborg fra kommunen ud til en højt profileret forsvarsadvokat med speciale i fredsmægling. Emnefeltet i mailen var Hjælp”. Begge familier havde givet udtryk for, skrev hun i mailen, at de gerne ville mødes og lave en aftale. Forskellige imamer havde forgæves forsøgt, tilføjede hun. Hun var derfor blevet bedt at komme med et bud på en mægler, og det bedst bud var Thorkild Høyer.

Under Den Store Rockerkrig i slutningen af 1990’erne mæglede han freden mellem Hells Angels og Bandidos. Han har også haft rådgivningsopgaver i Kosovo, Vietnam og Zimbabwe. Kære Thorkild,” skrev hun. Vi har en voldsom konflikt mellem to klaner (og store familier) i Slagelse Kommune på Motalavej … Der har været pistolskud, knivstik mv. … Var det noget, du kunne være interesseret i at gå ind i,” spurgte hun.

Det ville Thorkild Høyer gerne, gratis endda. Men han nåede aldrig at sætte fod på Motalavej. Over telefon fortæller han, at han blev vraget, da den ene familie ikke ville have ham. Det er fint, det blev en imam i stedet,” siger han. Så længe det er en person, begge parter har tillid til.” At politikere har kritiseret imamens mæglerrolle, giver han ikke meget for. Det kunne have været en blikkenslager, der mæglede, hvis der er tillid til ham, og han har erfaring i at lytte til folk og finde et fælles godt grundlag.”

Hvordan Hussein El-Khodr første gang blev involveret i striden mellem de to familieklaner, er der forskellige beretninger om. I Nordhuset i Ringparken forklarer imamen, at han blev kontaktet af politiet, som bad om hans hjælp. Sådan mener politiet i Slagelse ikke, at det er foregået. De fortæller, at deres indtryk er, at han gjorde det på eget initiativ, og at familierne valgte ham til. Ikke nødvendigvis fordi han er imam, men fordi familierne kender ham og respekterer ham. Hussein El-Khodr har kendt begge familier i mere end 50 år, da de kommer fra den samme flygtningelejr i Sydlibanon. Hvorfor har jeg bestået? Fordi jeg kender dem fra langt tilbage. De kender mig. Før problemerne begyndte, så besøgte jeg dem begge to, for eksempel hvis en bliver syg, eller hvis nogen bliver gift, så fester jeg med dem. De kender mig. Jeg kender deres traditioner, og hvordan de tænker. Traditionerne er meget vigtige for at forstå problemerne og forstå, hvordan de tænker,” forklarer han og prikker med en stor pegefinger i tindingen.

Selvsamme pointer snakkede Hussein El-Khodr med Pia Kjærsgaard om. Det skete i starten af september, da hun på grund af konflikten troppede op på Motalavej med følge af Peter Skaarup, fortæller han. Til imamens forklaring svarede Pia Kjærsgaard: Du har jo magt, du har stor magt. Det er politiet, der skal tage sig af lov og orden, når der foregår noget kriminelt. Kan du ikke se, at det udvikler sig til et parallelsamfund, når du er inde over?” Hussein El-Khodr griner højlydt, så det runger i hele Nordhuset. Hvem har magten? Jeg har ikke magten her. Vi har regler. Statsministeriet er under reglerne. Politiet er under reglerne. Du er under reglerne, og jeg er under reglerne. Det handler om, hvordan du arbejder. Nogle mennesker kan bare ikke lide, når du lykkes.”

Da jeg konfronterer ham med, at der jo ér eksempler på, at imamer har meget magt, som vi for eksempel så det i sagerne i Vollsmose, hvor imamer kunne bestemme over skilsmisser, svarer han: Nej, det er forkert. Hvis en imam har magt eller laver noget forkert, så er det hans skyld. Ikke alle imamers. Der er forskel på, om man mægler mellem familier, eller laver andre ting. Samarbejdet er det vigtige. Mellem præster, imamer og politi. Imamer eller præster må ikke arbejde politisk her i Danmark, men de må gerne hjælpe med sociale ting.”

Selv om Politiet i Slagelse og Hussein El-Khodr ikke er enige om, hvordan imamen blev involveret, har de til gengæld hver især været glade for konfliktløsningen. Hussein har fra start til slut været meget åben omkring sin mægling, fortæller politiet i Slagelse. Han har sendt sms’er med seneste nyt, og flere gange har politiet været forbi Nordhuset i Ringparken til en kop kaffe og en snak om situationen. Hussein El-Khodr har også en enkelt gang hjulpet med at få samlet i alt 20 fædre fra de to klaner under samme tag på politigården i Slagelse for at holde dialogmøde, og politiet har gået i pendulfart rundt i området omkring Motalavej under hele konfliktmæglingen. Det gjorde, at parterne i mindre grad røg i totterne på hinanden, fortæller Hussein El-Khodr.

Politiet afviser også, at de har haft et direkte samarbejde med Hussein El-Khodr i sagen fra Motalavej, men siger til gengæld, at alt lokalt politiarbejde især på Motalavej er baseret på community policing. Det betyder, at man dyrker de lokale kræfter. Så vi samarbejder med så mange forskellige mennesker. Boligforeninger, boligselskaber eller manden i den lokale kiosk. Det giver bedre og mere holdbare løsninger, hvis beboerne selv bidrager til løsningerne.” Og Hussein El-Khodr har i den her konflikt gjort et stort stykke arbejde for at hjælpe. Det er både politiet og de to familier enige i. En anonym kilde fra den ene familie siger: Den her konflikt havde ikke løst sig, hvis ikke Hussein El-Khodr havde involveret sig.” Og personen tilføjer: Det er så trættende, at man hakker ned på det eneste lyspunkt i den her sag.”

Da det hele faldt til ro, skrev politiet en sms til Hussein El-Khodr, fortæller han smilende. De skrev mange, mange tak, Hussein, for dit arbejde.” Politiet bekræfter, at de har takket Hussein for hans indsats som mægler i konflikten.

Set med politiets og også kommunens øjne har forløbet med imamen hen over sensommeren og efteråret været en succes. Der var en konflikt, og nu er der kommet ro på. Det var det vigtige, og så er det mindre vigtigt, at det lige præcis var Hussein El-Khodr, som så tilfældigvis var imam, der endte med at have nøglen. Men det er ikke de eneste øjne, man kan se på denne sag med.

Foto: Simon Baungaard for Zetland

En anden, der blev nævnt af kommunen som mulig mægler, var Farwha Nielsen. Med rødder i Afghanistan har hun i mere end 20 år i Danmark og internationalt arbejdet med det, hun beskriver som tværkulturel familierådgivning og konfliktmægling med egen rådgivningsvirksomhed. Modsat Thorkild Høyer er Farwha Nielsen kritisk over for imamer med licens til at mægle i familierelaterede konflikter. Over telefon siger hun: Vi ved fra erfaringer fra England og andre lande, at når det er imamer, der går ind og konfliktmægler, er der risiko for, at den ene parts position tilgodeses til ulempe for den anden. Så hvis det er en imam, der har et patriarkalsk værdigrundlag, så risikerer vi, at ligestilling ikke bliver respekteret.”

Farwha Nielsen mener også, at kulturen hjemme hos de to libanesiske familier på Motalavej kan forklare, hvordan deres indbyrdes konflikt kan blive et anliggende for hele slægten og opsluge alle. Selv regelrette borgere, der pludselig slås på gaden. Som Ditte Brøgger Løjborg skrev i en intern mail i kommunen: Vi har lige nu drenge og mænd, som på papiret er fuldstændig snorlige, men som f.eks. er varetægtsfængslede, smidt ud af skolerne, grupperer sig mv.” Til det siger Farwha Nielsen: Man er meget interesseret i at beskytte sine familiemedlemmer. Hvis en kvinde har en god status i familien, vil familien gøre hvad som helst for at beskytte hende. Eksempel at ty til vold, hvis hun er blevet krænket. Så kan man godt gå ind og starte en krig mellem familierne.”

Ligesom med fredsmægling mener Farwha Nielsen, at den form for selvtægt også handler om tillid. Det afhænger af, hvor meget tillid man har til, at politiet og myndigheder vil beskytte én, når det går galt. Har man ikke den tillid, vil man læne sig op ad familien for beskyttelse. På den måde er det en overlevelsesstrategi at pleje familienetværket på den måde. Ikke at jeg nogensinde vil acceptere vold, men jeg kan godt forstå det.”

Hun tilføjer, at hun her ikke udtaler sig specifikt om Hussein El-Khodr og hans indsats. Det er godt, han har hjulpet. De har haft en respekt for imamen og lyttet til ham. Hans indsats skal anerkendes.” Hun frygter dog, at familiefejden på Motalavej kan blusse op, fordi fredsaftalen nu hviler på én person: imamen. En fred skal ikke være personafhængig, men afhænge af, at man kommer til bunds i, hvad der egentlig forårsager volden. Du skal som mægler ind og tage hånd om personernes følelser og alle de krænkelser, der har været, før parterne er i stand til lave en konstruktiv, langvarig aftale.”

Omvendt forstår Farwha Nielsen godt, at den ene familie ikke gik med til kommunens bud på en mægler. Ikke fordi han ikke er dygtig, det er han afgjort, men fordi familier med minoritetsbaggrund kan føle sig misforstået. Når man går ind i de her konflikter som på Motalavej, er det ikke nok at være uddannet i traditionel mægling, da det er udviklet i en vestlig sammenhæng. Familierelaterede konflikter i minoritetsmiljøer er bundet af kulturelle mekanismer, og den sociokulturelle viden har mange pæredanske advokater ikke,” siger hun. Konflikter er ikke bare konflikter, det er følelser – og følelser er bundet af ens kultur.”

Da jeg spørger Hussein El-Khodr, hvordan han egentlig vil beskrive sig selv, nævner han mange ting. Imam er ikke en af dem. Til gengæld lægger han vægt på mange andre titler, han bærer. Formand for beboerforeningen i Ringparken virker til at være den vigtigste. Men at Hussein El-Khodr både er beboerformand og imam, kan være forvirrende for nogle, fortæller han. For tre dage siden gav vi julegaver til børnene her i Ringparken, og så kommer der en mand. Han siger: Det er første gang, jeg ser en imam give julegaver.” Og så sagde jeg til ham: Hvorfor ikke?” Jeg stod ved siden af min kristne kollega, og vi kigger bare på hinanden,” fortæller Hussein El-Khodr og griner højlydt, mens han karikerer mandens kluntede forsøg på at tage et billede af ham. Han forstår ikke, hvorfor det er så mærkeligt.

Det svære ved denne her historie er, at for Hussein El-Khodr er det tæt på ligegyldigt, at han (også) er imam. Det vigtige er, at han er en, folk stoler på, som forstår folks baggrund og kan tale med alle. Han opfatter sig selv som en central brik i en god kommunikation mellem det offentlige Danmark og almindelige mennesker i Ringparken eller på Motalavej. For de danske politikere, der har interesseret sig for Motalavej, er det derimod altafgørende, at der var brug for en imam. Fordi det for dem understreger, at der findes konflikter i lommer af vores samfund, som de danske myndigheder ikke har autoritet til at løse. Den autoritet ligger i stedet hos en religiøs figur.

En ældre dame med gråt krøllet hår og en lille krøllet terrier kommer trissende op til Nordhusets åbne døre. Interviewet med Hussein El-Khodr er slut, og han står nu på trappestenen foran Nordhuset. Han slår armene ud og smiler til hende. Hvad så? Skal du med ind og have en kop kaffe? Det er jo meget koldt i dag. Du må gerne tage hunden med ind,” siger han til damen. Hun trisser videre forbi ham ind ad Nordhusets åbne døre og sætter sig til rette ved et af de runde caféborde. Kort tid efter står der kaffekande, kop, teskeer og en stor bøtte sukker på bordet foran hende.