For nogle år siden gik præsten Poul Joachim Stender ture i bjergene omkring den græske landsby Kardamyli. Landsbyen ligger på den midterste af de tre halvøer, der som små, tykke babyfingre strækker sig sydpå fra fastlandet, ned fra regionen Peloponnes og ud i Middelhavet, der bor under 500 mennesker i den, og der er tale om en af de her tidslommer, hvor de lokale sidder på det solbrændte torv og taler langsomt forbi og til hinanden, mens de ser ud i intetheden og drikker mørkesort kaffe af bittesmå kopper.

Her boede Poul Joachim Stender med sin kone og yngste søn.

I bjergenes vandløb syntes den danske præst, at han så najader, græske mytologiske nymfer, og da han kom ned og sprang i havet, mente han at kunne se havgudinden Thetis i de hvide bølgetoppe. Hans verden var blevet en mytologiseret verden, den var ikke længere så rationel, at vandet alene var vådt, at jorden alene var tør, og at bjergene alene var høje.

“Verden blev beåndet, fordi jeg havde tid til at studere den,” som han siger.

Nu sidder han tilbagelænet og med korslagte ben i sin præstegård i Kirke Saaby på Midtsjælland, og herfra er Kardamyli i sagens natur blot et minde. Et vigtigt minde. Poul Joachim Stender flyttede til Grækenland, fordi han havde brug for det, han havde brug for at komme væk fra sin kirke og sit arbejde, væk fra hverdagen, fra almindeligheden, og Kardamyli var svaret. Han boede der i syv måneder, det var sådan en tid, han i dag kalder et fjumreår.

Fjumreåret har Stender nu skrevet en bog om, den hedder Stop Op, og den er et opråb til det moderne og evigt travle menneske. Vi er narkomaner i forhold til arbejdet, siger han, og der er brug for et fjumreår, der er brug for, at vi tager nogle måneder fri, når vi bliver 55.

“Der er i vores danske samfund et problem, og det er, at vi er for gode til at arbejde,” siger han så.

“Vi er ekstremt gode til det. Vi elsker at arbejde, arbejdet er blevet et narkotikum, et drug, vi alle sammen er på, for når vi arbejder, slipper vi for at tænke de store tanker om livet og om døden. Vi besætter vores fritid med aktiviteter, så den bliver et spejl på vores arbejdsliv. Vi holder aktiv ferie, vi fiser rundt.”

“Der er rigtig mange børn, der kommer hjem fra ferie og er stressede, fordi de ikke fik lov til at sidde og slikke duggen af et vindue, mens de kiggede ud på regnen. Når vi kommer hjem fra arbejde, løber vi rundt ude i skoven, men det er ikke for at dufte til bladene og mærke sveden på vores hud, det er for at give os selv et længere liv. Et liv til hvad? Vi har glemt kunsten, der er bare at give slip og overgive sig til tankerne.”

Den kunst skal vi lære os igen, mener præsten. Vi skal lære at afvikle i stedet for at udvikle, vi skal lære, at også ingenting er værd at lave. Måden, vi gør det på, er at tage et fjumreår, som han gjorde det i Kardamyli.

“Stopper man ikke op, bliver det sådan noget med, at det væsentlige er, at der er ordentligt i huset, og at tandpastalåget er skruet ordentligt fast,” siger han.

“Jeg møder så ofte mennesker, som har mistet en, og så sidder de der i den stol, du sidder i nu, og siger, at de ville ønske, de havde gjort alt muligt med deres kære, inden det blev for sent. Folk, der ligger på dødslejet, fortryder ikke det, de har gjort. De fortryder det, de ikke har gjort.”

Et fjumreår i Poul Joachim Stenders terminologi er det samme, som en teenager ville kalde et sabbatår, et ingenting-år til ingenting, men så alligevel til virkelig meget.

“Jeg har læst, at sprogprofessorer harcelerer over ordet fjumreår, for det skal hedde et uddannelsesår, siger de. Eller et udviklingsår eller et dannelsesår, men dermed sætter de jo fjumreåret ind i præstationsræset,” siger han.

“Nu skal du blive dannet, nu skal du udvikle dig, siger de. Det er jo det præcist modsatte af, hvad fjumreåret handler om. Det handler om at give slip. Om at afvikle.”

Stender har hvid skjorte på, den står åben foroven, og han går med briller, dem kigger han igennem sådan lidt skælmskt. Hans kontor er vidunderligt, fyldt med bøger og minder fra andre tider, for eksempel hænger der en sabel på en krog i vindueskarmen og en gammel præstekrave på en overfyldt reol. Han taler om, at vi bilder os ind, at vores travlhed kommer udefra, men at det ikke passer. Den kommer indefra.

Er travlheden en flugt?

“Ja. Det er den virkelig. Og en anerkendt flugt. Det er det eneste narkotikum i Danmark, som politiet ikke laver razziaer imod. Der skulle flere folk på passivering. Regeringens tanke er jo, at vi skal aktivere folk, at de skal ud og være travle, for det koster jo samfundet vildt mange penge at have dem på overførselsindkomst. Men hvad koster det i grunden samfundet, at alle disse aktive mennesker får stress? Folk bliver syge. Flere hundrede tusinde har stress, og det er da, fordi de ikke kan finde ud af at holde fri.”

Omkring 15 procent af danskerne føler, at de har stress, læste jeg i morges …

“Er det 15? Hold da op. Det er godt nok meget.”

Poul Joachim Stender binder sine tanker om fjumreårets vigtighed op på en større diskussion, som går på menneskets rolle i samfundet. Er vi borgere, hvis formål alene er at skabe værdi og vækst, eller er vi blot mennesker? Lever vi for samfundet, eller lever vi i det? Jeg har skrevet om diskussionen før, det er, som om den konstant dukker op, og det uanset om historien på det umiddelbare og konkrete plan handler om musik eller forsamlingshuse. Alt virker til at handle om optimering, om at vi skal være bedre, end vi var, om at vi skal være mere effektive. Der løber en åre i vores samfund, som fortæller os, at vores tid på jorden først og fremmest skal være noget værd.

“Et eksempel kunne være alle de her sundhedskampagner, vi har, om at man skal spise godt, få sin søvn og sin motion,” siger præsten.

“Det lyder jo rigtig godt, det lyder, som om vi har en kærlig stat, som vil os det bedste. Men det, staten vil have, er produktive borgere, tag ikke fejl af det. Borgere, som er sunde, så de ikke ligger samfundet til last, men som kan producere, og det så meget som muligt.”

“Men hvad har al den fornuft givet os? Der skal altså også være ufornuft til, og jeg tror faktisk, at det efterhånden er helt fornuftigt at være ufornuftig.”

Fjumreåret er for Poul Joachim Stender den konkrete udmøntning af ufornuften. Det er antitesen til vækstsamfundet, men det paradoksale i det er så faktisk, at også ingenting kan bidrage til vækst. Stender kalder det et biprodukt, “alt kan opstå af ingenting,” som han siger.

“Man kan læse, man kan opleve andre kulturer, og udviklingen kan være en frugt, man ikke havde givet næring, men som alligevel kom. Men det skal ikke være formålet, det skal ikke være en præstation. Man må lade udviklingen komme bag på sig.”

“Men måske kunne det blive en del af forskellige virksomheders politik, at deres medarbejdere skulle væk fra firmaet i et år og komme tilbage som andre og bedre mennesker? Jeg kunne mærke, at mine prædikener var anderledes, da jeg kom hjem fra Grækenland. Det sagde min menighed til mig. De var meget mere intense, sagde de, meget mere lidenskabelige.”

Ligesom man laver en børneopsparing og en pensionsopsparing, kunne man lave en fjumreopsparing, mener Stender, en sådan ville være lige så vigtig som de andre, især med tanke på, at vi i fremtiden kommer til at arbejde længere og længere.

“Hvis jeg skulle være præst i halvtreds år, ville jeg sgu da have brug for to pauser. Ha ha!”

Men ikke alle har vel råd til det. Ikke alle kan vel for eksempel tage hverken lønnet eller ulønnet orlov?

“Nej. Jeg giver dig ret i, at den her bog er skrevet til de privilegerede. Der er mennesker på overførselsindkomst, som ikke ville have råd til det, jeg skriver, men jeg satser på den store gruppe af mennesker, som har nogle midler, men som er ved at køre sig selv fuldstændigt i sænk, og som bliver udbrændte og stressede og skilt. Folk, der har råd, de har altså råd. Hvis de har råd til den der grimme udestue, har de også råd til et fjumreår.”

Poul Joachim Stender finder det problematisk, at for mange mennesker i dag er trygge, sådan siger han, for sagen er den, at trygheden ofte er falsk. Arbejdsraseriet og travlheden er det, som holder velfærdssamfundet oppe, og velfærd skaber tryghed, “som er det, alle politiske kampagner altid har handlet om”, men virkeligheden er bare en anden. Velfærd er godt, så meget står klart, men den skaber også en fordrejet virkelighed. Livet er større og andet end trygt, mener Stender, men vi skynder os, så vi ikke kan se det.

“Du ved ikke, om du dør på vej hjem fra arbejde. Den her med, at vi skal være trygge og lykkelige hele tiden, at livet skal være som én stor Kodimagnyl, der opløses ganske langsomt, altså … Det gør, at mange bliver ramt langt hårdere af magtesløshed, når det så faktisk går galt. For livet er også dramatisk og smertefuldt. Ikke hele tiden, men nogle gange,” siger han.

“Et fjumreår vil skubbe os ud til kanten. Hvis man regner med, at et fjumreår bare er idyl og tryghed, så tager man fejl, for i det bliver man konfronteret med sine nærmeste og med sig selv på en helt ny måde.”

Hvad er værdien ved at stå ved kanten?

“Der er dér, man kan se, at livet er stort og farligt og brusende. Utæmmeligt. Man kan købe alle de forsikringer, man vil, men der findes jo ingen forsikringer, ikke rigtigt. Man kan skabe nok så meget velfærd, men kaosmagterne er altid tæt på os. Hele tiden. Det samfund, vi har skabt med travlhed, nurser os, men det er en falsk virkelighed. Vi må ud, hvor livet bruser, og hvor vi mærker afgrundens dyb.”

Men hvordan fralægger man sig tankerne om, at der skal være et formål med det, man gør?

“Det er en svær øvelse for os moderne mennesker, og det er derfor, de fleste er bange for det. Det bliver voldsomt. Men i den kristne skabelsesberetning blev alting skabt af ingenting,” svarer han.

“Rousseau sagde, at ved at lade børn lave ingenting, bliver de meget videbegærlige. Der bliver skabt en sult i dem, hvilket står i stærk kontrast til i dag, hvor man er meget optaget af, at børn allerede i børnehaven skal begynde at lære. Fra barnsben bliver vi opdraget med, at sætter vi os, så skal vi tænde fjernsynet eller åbne en bog. Det er kun dumme børn, der keder sig. Til det tror jeg, Rousseau ville sige: ‘Keder du dig? Bravo, bravo, bravo. Fortsæt med det, så skal du nok blive til noget.’”

Og så er vi ved at være der.

“Der er mange, der er bange for at give slip på deres karrierer, fordi de er bange for, at de vil blive udskiftet, men det er virkelig sundt at give slip. Jeg forstår godt, det er uhyggeligt, men måske netop derfor bør man øve sig og blive bedre til det,” siger Poul Joachim Stender.

“Egentlig er det jo en øvelse i også at give slip på livet. Folk, der ikke har levet, er bange for at dø, de klynger sig til livet, fordi de skal nå en hel masse, når det er ved at være slut. Folk, der har levet, de har nemmere ved at give slip. Og hvordan lever man livet? Ved at stoppe op.”