Send en tanke til Zetlands medlemmer

Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Kim Bach Petersen er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Sådan må pædagoger ikke røre ved dit barn

NIX Reglerne for hvordan pædagoger må røre ved børn, er i mange institutioner meget stramme. Grafikker: Mikkel Henssel

Derfor skal du læse denne artikel

De nedskrevne regler, for hvordan pædagoger må røre ved dit barn, er vidtrækkende. Ingen kys og ingen børn på skødet for eksempel. Til gavn for de voksne og – måske – til skade for børnene. Vi læser højt for dig.

Hver dag afleveres mere end 300.000 børn i en daginstitution. For mange forældre er det vigtigste at kunne aflevere barnet til en tryg og trøstende favn. Netop derfor er læsningen af reglerne, for hvordan pædagoger må favne – og især hvordan de ikke må holde, røre og sidde med vores børn – overraskende læsning.

Efter blandt andet Vadstrupgårdsagen i 1997, hvor en mandlig pædagog blev dømt som pædofil, reviderede børnehaver, vuggestuer, fritidsordninger og kommuner deres retningslinjer for, hvordan pædagoger må røre og ikke røre ved dit barn. Det seneste samlede overblik er fra januar 2013, hvor forskergruppen Paradox fra Aarhus Universitet offentliggjorde en undersøgelse. De havde spurgt 2.051 pædagoger og ledere fra 1.457 institutioner om deres retningslinjer.

Her er, hvad de fandt ud af:

Ikke sidde på skødet Den hyppigst nævnte regel er, at børnene ikke må sidde på skødet. Nogle steder er det helt forbudt. Andre steder er reglen, at børn gerne må sidde på skødet, men kun med benene ud til siden, ikke overskrævs. Andre steder må børn kun sidde på skødet, når de skal trøstes. Nogle steder er det tiden, det kommer an på. Her må børn ikke sidde på skødet i længere tid. En enkelt institution specificerer, at barnet ikke må sidde på den voksnes tissemand.
Kys forbudt Pædagogerne i mange institutioner må ikke kysse børnene. Nogle har en regel om, at kys på kinden er i orden, men ikke på munden. Men mange steder lyder reglen ingen kys, dog gerne knus.
Ingen bodystocking I flere institutioner er bodystockinger forbudt (for folk uden børn: Tænk gammeldags gymnastikdragt, der lukkes med knapper i skridtet). De er forbudt for de lidt større børn, fordi “de kræver berøring ved skridtet, når pædagogerne skal lukke dem.”
Ikke smøre numse I nogle institutioner må pædagogerne ikke behandle røde numser, når de skifter ble. Rødme eller infektion må forældre selv smøre med lindrende creme.
Favoritpædagog forbudt En del steder skal pædagogerne gribe ind, hvis et barn er særlig glad for en bestemt pædagog – især hvis det er en mandlig pædagog. Frygten er, at det kan misforstås. Tilsvarende skal pædagogerne holde øje med, om en kollega er særlig glad for bestemte børn.
Ingen hjælp på toilettet Især SFO’er har regler for, at de ikke hjælper børnene på toilettet. De guider udefra. Det gælder også, hvis barnet har tisset i bukserne.
Luk ikke døren Døre må ikke lukkes. Døren til toilettet og puslebordet skal mange steder stå åben. Hvis et barn har brug for at få hjælp på toilettet, skal pædagogen kalde på en kollega, så de kan være to om opgaven.

Aldrig alene
Mange steder er det en absolut regel, at pædagogerne ikke må være alene med børnene. De må ikke skifte ble alene, tage på tur alene, gå i kælderen alene, eller være bag en dør alene.

Gælder kun for mænd
Mange institutioner fortæller om retningslinjer, der kun gælder for mænd (hvilket i parentes bemærket ikke er lovligt). Ofte må mænd ikke skifte ble, hjælpe på toilettet, eller de må ikke være alene om det. Nogle steder må mænd ikke putte børnene, ikke være i lukkede rum med børnene, ikke tage på tur alene, ikke have børn på skødet, og ikke have nogen former for fysisk kontakt med børnene.

Det ultimative formål med retningslinjerne er at beskytte personalet, og forhindre, at en mistanke opstår. Det sagde projektleder Else-Marie Buch Leander, der står bag undersøgelsen, i 2013 til fagbladet Børn&Unge. Retningslinjerne bliver problematiske, hvis pædagogerne tilsidesætter deres faglighed af frygt for at blive mistænkt for pædofili, fortalte hun.
“Der er tale om et betydeligt kulturskifte, når dele af pædagogstanden i dag ikke længere kan tage et barn på skødet, ikke kan give et knus, ikke kan hjælpe et barn, der har haft et uheld i bukserne, og ikke kan hjælpe et barn på toilettet, uden at det skal problematiseres, seksualiseres, bevidnes og i sidste ende indskrænkes.”

I dag siger Else-Marie Buch Leander, at billedet ikke har ændret sig radikalt siden 2013. Rapporten skabte en større bevidsthed og en debat blandt pædagoger, kommuner og forældre om retningslinjerne, som har betydet, at kommunerne er mere opmærksomme på ikke at diskriminere de mandlige pædagoger.

Men udfordringen ved retningslinjer er, siger Else-Marie Buch Leander, at de ikke er fagligt funderede. De kan ikke forhindre overgreb, og deres formål er at undgå situationer, som kan skabe mistanke.

Derfor opfordrer hun til, at vi som samfund genfinder tilliden til, at pædagogerne grundlæggende vil børnene det bedste, så behovet for at beskytte sig mod mistanke forsvinder:

“Alt tyder på at institutionerne er sikre for vores børn. Der sker meget få overgreb i institutionerne, og reelt kan retningslinjerne ikke beskytte børnene mod overgreb. Derfor mener jeg ikke, at retningslinjerne er nødvendige. De er frygtbaserede, og man kan ikke argumentere for at de gør børnene godt.”