Denne historie har Mads Olrik fra Zetland foræret dig.
Zetland er en digital avis, hvis mål er at vise sammenhænge i en verden, der savner netop dét.
Send en tanke til vores medlemmer – det er dem, der gør det muligt for os at udkomme.

signature

Hvad Brøndbys nye træner kan lære os om moderne ledelse og Autobahn-disciplin

  • 26. august 2016
  • Sport
  • 10 min.
RUNDKREDS-FARVELSom leder kan du ikke snakke privat den ene dag og så fyre en spiller den næste dag, siger Alexander Zorniger. Foto: Jonas Pryner Andersen, Zetland

Derfor skal du læse denne historie

Efter en – i fodboldverdenen – historisk nedtur og tumultarisk periode har Brøndby IF skiftet ledelsesstil. Drastisk. Virkelig drastisk faktisk. Fra blød medindragelse til benhård disciplin. Og kursomlægningen virker forrygende. Mød klubbens nye træner, tyskeren Alexander Zorniger, der henter sine sejre med et sylespidst hierarki – og som udfordrer det, vi tror, vi ved om moderne ledelse.

Det er først dagen efter, jeg har mødtes med Alexander Zorniger, at sagens kerne viser sig for mig. Jeg får den foræret i et interview med Brøndbys mentale træner, Christian Engell, bragt på Bold.dk. Da Zorniger blev hentet ind som ny træner i klubben i juni, siger Engell, stod hele organisationen pludselig i en ny situation. På grund af den person, Zorniger er, på grund af hans historie, hans tanker om sig selv, hans måde at være på, har Brøndby ikke fået en ny træner, der skal leve op til klubben. Nu er det Brøndby, der skal leve op til en træner.

Alexander Zorniger tror entydigt på sig selv, driver kæft-trit-og-retning-ledelse og er en rendyrket tysk autoritet. Og modsat, hvad mange moderne ledelsesbøger siger, ser det ud til at virke.

Brøndby har denne sommer rejst sig fra en dyb krise i foråret og fra flere års haltende spil. Brøndby Stadion, hvor jeg møder Zorniger i Vilfort Lounge, er igen blevet et hektisk galehus fyldt med aggressiv presfodbold og en enorm positiv energi, som kulminerede, da Brøndby sidste weekend slog AGF med 7-0. Det samlede nederlag til den græske storklub Panathinaikos i Europa League torsdag aften ændrer ikke på, at Brøndby kører i højeste gear. På søndag skal de møde ærkerivalen FC København – det er mange år siden, klubben har været så klar.

En del af forklaringen, sagde den mentale træner til , er, at lige nu står hele Brøndby på tæer for at nå op på det niveau, deres nye træner er på. Når man møder ham, opdager man, at deroppe på hans niveau er tingene simple og klare, som på toppen af et bjerg. Deroppe møder man en mand, der ved, at han er dygtig, og som tager æren for det; der ved, at han har magt, og som derfor holder distance til dem, han har magt over; en mand, der kun modvilligt fremhæver mentorer eller forbilleder, han har mødt på sin vej, for han mener, at vejen er hans egen.

AZ, som der står på hans grå cardigan, kigger på mig – Vilfort Lounge føles som et drivhus, jeg sveder i solen, der kommer gennem vinduerne – og lader mig utvetydigt vide med ingen eller så få ord som muligt, at han ikke kan lide journalister, at han højest sandsynlig ikke kommer til at kunne bruge dette møde til noget som helst, at dette er ikke en ligeværdig samtale.

ONE MAN"Fodbold har brug for et hierarki," siger Brøndbys træner Alexander Zorniger. "Jeg tager hundredevis af beslutninger hver dag. Hvis jeg hver gang skulle spørge andre til råds, ville vi miste kostbar tid." Foto: Jonas Pryner Andersen, Zetland

Alexander Zornigers stil handler om få boldberøringer, højt pres, løb, løb, løb. Den passer perfekt ind i Brøndbys kultur og strategi, og Zornigers idéer kræver meget af spillerne. De kræver stort mod og god fysisk form.

Da jeg kom til klubben, var mange af spillerne mere skræmte end positive,” indleder han med at fortælle, på grund af de historier, de havde hørt. Historier om, hvordan jeg gerne vil spille, og hvordan jeg gerne vil træne.”

Er du en skræmmende mand?

Det tror jeg ikke.”

Han trækker på skuldrene og kigger mig så i øjnene.

Men jeg har lært, hvordan jeg kan bruge mit kropssprog til at få en modstander eller ham, der sidder på den anden side af bordet, til at tænke sig grundigt om.”

Jeg griner. Zornigers ansigt ændrer sig ikke.

Jeg kan få ham, der sidder foran mig til at tænke, at han bliver nødt til at bruge hver eneste del af sin hjerne for at være på mit niveau.”

Lille pause.

Jeg taler blot om fodbold.”

Interviewet har været i gang i fem minutter.

Hvor har du lært det henne?

Han svarer i en anden retning.

Jeg drikker ikke alkohol. Ingen vin, ingen øl, kun ét glas champagne, efter jeg blev færdig med mine studier. I Tyskland begynder drengene at drikke alkohol, når de er 15-16 år gamle. Det gjorde jeg ikke. Jeg ville ikke gøre det, de fleste andre gjorde. Jeg vil gerne overbevises. Jeg er sikker på, at min vej er den rigtige, og med denne tankegang har jeg været succesfuld igennem mit liv.”

Zorniger fik sit første store trænerjob i tyske RB Leipzig, som han førte til flere oprykninger. Efter at være blevet fyret derfra blev han ansat i Stuttgart i Bundesligaen. Det var en svær klub at komme til, og han blev fyret efter 15 kampe. Da Zorniger ankom til Brøndby i juni, var det til en blandet modtagelse i den danske presse. Kommentatorerne var nervøse for, at hans tilgang til fodbold var for simpel og naiv, at han kun havde én plan – AKTION! AKTION! AKTION! – og intet at falde tilbage på, hvis den fejlede.

En reporter fra Canal 9 tog en roadtrip rundt til Zornigers tidligere arbejdsgivere i Tyskland og spurgte ind til, hvordan han egentlig var som træner.

Brutalt ærgerrig,” sagde en.

Man havde altid den følelse, at man var ham skyldig, når man ikke præsterede sit bedste,” sagde en anden.

Han havde sin egen måde at give én dårlig samvittighed på, bare med et blik.”

Zorniger griner, da jeg bringer det op. Han har godt set udsendelsen, og det er første gang, han nogensinde har hørt det formuleret sådan.

Er det sandt?

Måske. Jeg investerer meget i mine spillere. Det, jeg har i mit hoved, skal også være i spillerens hoved,” siger han.

Jeg tror, det hjælper dem, at gøre mine tanker om fodbold til deres tanker.”

Han fortæller om en interkulturel undervisning, han og spillerne fik, da han begyndte i klubben. En rar, tysk dame fortalte om det flade, danske hierarki, hvor alle var på det samme niveau, alle involveret i beslutningerne.

Så alle bliver fyret, når det går galt?” havde han spurgt.

Nej, der er kun én fyr,” svarer han selv.

Så hvis jeg risikerer at blive fyret, skal jeg træffe beslutningerne.”

Er der en distance mellem…

Ja.”

… mellem dig og dine spillere?

Hvordan kan man være på samme niveau, hvis én skal fortælle den anden, at han ikke spiller i weekenden? At han ikke er i truppen? At han ikke engang er god nok til at få forlænget sin kontrakt? Jeg fortæller spillerne, hvad der skal ske. Det er som en autobahn. Jeg sætter de hvide linjer i hver side, og så kan de bevæge sig indenfor dem.”

Er det svært at opretholde den distance?

Nej. Jeg ville bruge virkelig meget energi på at gøre tingene på jeres måde, men det koster mig ingen energi at sige til en spiller, at han ikke skal spille næste uge. Det koster mig ingen energi at sige til dig, at du ikke forstår den måde, vi spiller fodbold på. Det er bare min måde at gøre tingene på. Men det kan være svært. Nogle gange – ikke særlig ofte – er det nødvendigt at gå ud og tage en kop kaffe og snakke med en spiller. Så kan man snakke om hans familie, hans uddannelse, hans … whatever, alt det, der ikke handler om fodbold. Og så den næste dag skal jeg fortælle ham, at han ikke er på holdet. Det er to helt forskellige situationer, og unge mennesker kan ikke forstå, at vi kan snakke privat den ene dag, og så kan jeg tage så hård en beslutning dagen efter. Det er problemet, når man snakker for meget med spillerne.”

ARKITEKTEN"En klog mand, jeg har mødt her, sagde, at nogle mennesker er født til at tegne og skabe kirker, og nogle mennesker er på jorden for at slæbe sten til byggeriet. Når du arbejder med folk, er du nødt til at vide, om det er en arkitekt eller en håndværker." Foto: Jonas Pryner Andersen, Zetland

Zornigers dannelsesrejse som træner begyndte med tennis – “jeg kan faktisk ikke spille tennis, men jeg var god ved nettet!” – hvor han trænede en gruppe yngre piger. Han husker to ting fra den tid. Det ene var, at han med sin autoritære tilgang rent faktisk lykkedes med at få en slags relation til pigerne. Men samtidig fortalte oplevelsen ham, at han ikke var pedagogish nok til at træne børn.

Jeg forventede for meget af dem.”

I stedet gik han fodboldvejen og blev coach. Han havde selv været en anstændig spiller i rækkerne under Bundesligaen. Når man spørger ham, hvordan han er blevet til som træner, er det denne tid, han refererer til.

Jeg har tre-fire trænere fra de lavere rækker, jeg tænker tilbage på. Men jeg har aldrig tænkt, at fra denne træner tager jeg det her med videre, og fra den anden træner tager jeg det her,” siger han.

Jeg er bare, som jeg er. Det er min fornemmelse, at jeg i mange situationer ved mere end andre. Jeg ved mere om taktik, om træningsmængder, måske om psykologi, om mange ting.”

Han husker tilbage på, at en af hans tidlige trænere altid fik råd fra tre eller fire andre om, hvordan man skulle køre holdet. Ikke Zorniger. Der kommer aldrig til at være et taktikmøde, hvor han siger, at han gerne vil have Teemu Pukki i venstre side og så spørger assistenttrænerne, hvad de tænker om det, siger han.

Jeg snakker selvfølgelig med mange folk om mit job og får input, men næsten al den energi, jeg har brug for, finder jeg i mig selv. Jeg behøver ikke snakke med jer om fodbold.”

Han kigger over på Brøndbys kommunikationschef Christian Schultz, der sidder med ved interviewet, og tilbage på mig.

Men hvis – og alt ved han kropssprog understreger, at dette er et gigantisk hvis – “hvis du siger noget intelligent om fodbold, der kunne passe til mig og bringe mig op på et andet niveau, så kunne det plante et frø i mit hoved, og så begynder det at gro. Hvis det ikke er intelligent” – et betydeligt mindre hvis – “ryger det ud.”

Bonusinfo: Under Zorniger har Brøndby haft den bedste sæsonstart i ti år.

Indtil videre har Alexander Zornigers tilgang fungeret over al forventning. Et hold af unge spillere, der ellers har mistet nogle af sine største profiler fra sidste sæson, er blomstret op i en sky af energi og arbejdsmoral. Teemu Pukki scorede i begyndelsen af august seks mål på tre dage og gav Zornigers nye system en del af æren. Man kunne lave den tilføjelse, at tilgangen har fungeret indtil nu. Det kunne være gået rivravruskende galt. Det kunne have været en træner, der lagde et gigantisk forventningspres ned over en klub, der faktisk var i en genopbygningsfase, en træner, der krævede for meget for hurtigt og gav den gamle storklub det sidste knæk. Måske kan det stadig vise sig at være sandt – vi er potentielt én kamp fra, at denne artikel burde skrives totalt om. Et stort nederlag til FC København søndag kan gøre, at bølgen knækker.

Min vigtigste opgave lige nu er at balancere energien,” siger Zorniger.

Efter den overbevisende sejr mod Esbjerg i Superligaens premierekamp gik han rundt til publikum med en finger i vejret. Ikke for at illustrere Vi er nummer et, men for at illustrere, at dette kun var én kamp. Han forsøgte at dysse energien ned.

Vi vil ikke kunne være på dette niveau konstant hele sæsonen, sagde han til Ekstra Bladet efter den kamp.

Vi har brug for mere tid.”

Han har brug for at opretholde arbejdsmoralen, at holde energien flydende. Alexander Zorniger har måske fået Brøndby til at stå på tæer, men når man står på tæer, er det også nemmere at miste balancen.

Er det nogensinde sket, at du har mistet balancen?

Ja, men det vil jeg ikke fortælle dig om. Fordi så skriver du det, og spillerne vil læse det, og når der så sker noget lignende, vil de sige: Åh nej, nu sker det igen.

Vi har bare vundet et par kampe. Men jeg ved, at vi spiller fodbold på en speciel måde, og den måde passer rigtig godt til denne her klub og dens fans. Det er mennesker, der kæmper og måske falder, men som ikke bliver liggende og tuder over deres uheld. De rejser sig og kæmper. Det er det, folk kan regne med, når de kommer på stadion. Og heldigvis har vi de rigtige spillere, de kan spejle sig i.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer. Prøv os for 0,- i 14 dage.

Bliv prøvemedlem