En mand går rundt i et landskab med træer, buske og marker fulde af hirse og durra-korn.

Engang var jorden gold på grund af tørke, og ørkenen truede med at tage over. Folk flygtede fra hans landsby. Ene mand satte han sig for, at det skulle være løgn, og selv om han blev hånet og chikaneret, fortsatte han med at videreudvikle en gammel teknik til at skabe frodig vækst i tørkeramte områder. Ene mand stoppede han ørkenens vækst gennem årtiers arbejde, og i dag står han som et symbol på, hvordan man kan redde det gigantiske og ofte tørkeramte bælte syd for Sahara, der kaldes Sahel.

Hvem er han?

Yacouba Sawadogo er en bonde fra det nordlige Burkina Faso, en del af Sahel-bæltet, der strækker sig tværs over Afrika fra vestkysten til østkysten og danner en overgang mellem Sahara-ørkenen og savannen.

Han var den yngste i en børneflok, og da der var sparsomt med mad og fandtes en decideret hakkeorden blandt børnene, måtte han ofte sulte. Da han kom i skolealderen, blev han sendt i koranskole i Mali langt hjemmefra og så kun sin familie én gang i hele sin skoletid. Skoleundervisningen bestod primært i at recitere Koranen vekslende med hårdt arbejde som at hente vand i en fjerntliggende brønd, hakke i den hårde jord eller samle brænde. Han lærte til sine forældres skuffelse aldrig at læse og er den dag i dag analfabet.

Da han vendte tilbage, tjente han penge på markedet, men da tørken kom i slutningen af 1970′erne, solgte han sin biks og besluttede sig for at gøre alt for at dyrke den jord, der syntes gold.

Hvad var situationen?

Det over 6.000 kilometer lange og op til 800 kilometer brede Sahel-bælte bliver med jævne mellemrum ramt af voldsomme tørkeperioder, der er katastrofale for befolkningerne og fører til hungerkatastrofer og sultedød.

I 1975 ramte tørken endnu en gang, og den skulle vare ti år. Ørkenen bredte sig og dermed også fattigdommen og sulten. Folk fra Yacouba Sawadogos område flyttede sydpå i stor stil, men han blev, og med en uhørt stædighed formåede han at skabe et resultat, der vurderes til at være mere effektivt end alle nationale og internationale tiltag i regionen tilsammen.

Hvad var det, han gjorde?

Yacouba Sawadogo tog afsæt i en traditionel dyrkningsteknik, kaldet Zaï. Teknikken går ud på, at man lægger hvert frø i et skålformet hul. Dermed holder det på vandet fra regntiden, så det ikke skylles væk. Det bevarer fugten i de tørre perioder.

Selv om Sawadogo ikke arbejdede videnskabeligt, som vi forstår det, var der systematik i hans måde at gå frem på. Han forsøgte forskellige metoder og iagttog resultatet over mange år.

Det førte frem til følgende metode:

Hullerne holder ikke kun på vandet, men beskytter samtidig spirene mod den kraftige vind, der ofte hærger i området. Desuden samler der sig blade og små kviste i hullerne, som bidrager med organisk materiale og dermed næring. Her er komposten naturligvis helt afgørende. Og endelig sørger termitterne med deres mange underjordiske gange for at blødgøre jorden, så rødderne har lettere ved at trænge frem. På længere sigt øges jordens dyrkningskvalitet i det hele taget.

Med denne metode dyrkede han hirse, durra (en græsart) og træer af forskellige slags. Og så blev han ved, år efter år. Og blev på den måde “manden, der stoppede ørkenen”.

Hvordan reagerede folk?

Det er hjerteskærende at høre hans fortælling, som rummer alle eventyrets grundelementer, herunder en masse modstand. Det er som Askepot eller Den grimme ælling. For han var virkelig alene med sit projekt; selv hans venner og familie tog afstand fra det og kaldte ham gal. Ingen troede på projektet eller støttede ham.

Han blev set skævt til og mobbet. Men ikke nok med det. Byens ældste fordømte ham med henvisning til en eller anden overtro, der sagde, at man ikke måtte bruge gødning før regnsæsonen. Sawadogo blev en paria i den landsby, han forsøgte at redde fra sult og tørke.

Da der kom en ny leder af regionen, drog Sawadogo afsted til den store by på sin cykel for at fortælle denne myndighedernes nye mand om sine resultater med dyrkningen. Da han vendte tilbage til sin hjemby, havde nogen sat ild til hans træer og ødelagt hans marker. Der var nu ikke længere tale om mobning, men om chikane. Her ville de fleste sikkert have givet op. Men ikke denne histories helt. Yacouba Sawadogo begyndte forfra i stille, ensom stædighed, fordi han vidste, at han gjorde det rigtige.

Samtidig begyndte han at kontakte folk i de omkringliggende landsbyer, der tog mere fordomsfrit imod ham. Han viste dem sine resultater og underviste dem i teknikken. Og her blev han mødt med langt større respekt. Han blev så småt et navn, en autoritet, og efterhånden, som resultaterne talte deres klare sprog, spredte rygtet om denne mand sig. I midten af 1990′erne var den utrættelige mand gået fra at være udstødt til at være et erklæret forbillede, der nu havde hele regionens opmærksomhed.

I 2010 blev han skildret i den britiske dokumentarfilm The Man Who Stopped the Desert, og i 2013 modtog han FN’s Global Dryland Champions Award.

Hvilken effekt havde hans indsats?

Det område, han dyrkede, formåede ikke blot at standse ørkenens udbredelse, men også at opbygge stor biodiversitet i Sahel-bæltet. Med skovlignende områder og varieret beplantning kommer der også et rigt insekt- og fugleliv.

Han har undervist utallige mennesker i sin teknik, og i dag har flere organisationer taget den til sig for at udbrede den til andre områder med samme problemer.

I 1980, da Sawadogo begyndte sit projekt, flygtede folk fra provinsen i stort antal sydpå og mod byerne. I dag flytter folk tilbage, og nye kommer til.

Hvad er status i dag?

Såvel dokumentarfilmen som alle artikler om Sawadago slutter med det tragiske perspektiv, at den nærmeste storby Ouahigouya skulle udvides, og byplanen tilsagde, at størstedelen af landsbyen og Sawadagos jord skulle eksproprieres. En nærmest grædefærdig Sawadago forstod ikke, at hans livsværk skulle ødelægges, netop som alt gik bedre end nogensinde. Men det var i 2010. Hvordan er det siden gået?

Ingen medier har tilsyneladende fulgt op på historien, men det er lykkes mig at få fat i den hollandske forsker Chris Reij, ekspert i ørkendannelse fra VU Universitet, Amsterdam, der har fulgt Sawadogos arbejde og været med til at udbrede det. Han fortæller, at eventyret er endt lykkeligt: I forståelse for Sawadogos projekt og påvirket af dets internationale bevågenhed har myndighederne fredet området fra byudvidelsen og oven i købet standset et hus under konstruktion i nærheden af landsbyen. Yacouba Sawadogo fortsætter med at plante og udvide sin skov og overvejer, hvad han skal kalde den. Alt tyder på, at her kan han leve lykkeligt til sine dages ende.