Mens jeg skriver de her ord, svæver fly rundt over Belgien og øver sig på noget, der aldrig må ske, nemlig udkæmpelsen af en atomkrig i Europa. Forsvarsalliancen Nato holder sin årlige atomøvelse, og 60 fly fra 14 lande deltager. Det er der ikke noget mærkeligt ved, for operation Steadfast Noon, som den hedder, bliver gennemført hvert år. Men netop i år står operationen i et andet lys.

For mens truslen om atomkrig i en årrække har tilhørt et univers af utænkelige hændelser, nærmest i familie med en alieninvasion, så har året 2022 ændret noget. Da Vladimir Putin invaderede Ukraine og i samme ombæring truede Vesten med “konsekvenser, som I aldrig har oplevet før”, gjorde han frygten for atomkrigens ubegribelige konsekvenser, som ellers i en årrække var så godt som forsvundet, skræmmende tilstedeværende igen.

Siden da er truslerne blevet gentaget, og bekymringen er vokset, blandt andet fordi Ukraine ved hjælp af vestlige våben formår at slå de russiske tropper tilbage. I modsætning til i krigens første dage er det nu Rusland, der risikerer at tabe det hele på gulvet. Og spørgsmålet, som alle stiller, selv hvis de ikke tør sige det højt, er: Kunne han finde på det? At bryde det tabu, som anvendelsen af atomvåben har været siden 1945? Og hvad ville det i givet fald betyde?

Det er de spørgsmål, vi skal forsøge at finde svar på i denne historie. Men for at forstå perspektivet er vi nødt til at forstå den rolle, som atomvåben har spillet i verden siden deres opfindelse under Anden Verdenskrig. Og hvordan den rolle er ved at ændre sig i det, som flere eksperter kalder en ny atomalder.

En af de eksperter er Casper Andersen. Han er lektor i idéhistorie og medforfatter til bogen Minutter i midnat – en global historie om kernevåben, som udkom tidligere i år. I bogen fortæller han sammen med lektor emeritus Henry Nielsen en historie om atombomben, som vi kan lære en hel del af i dag. Selve bogens tilblivelse understreger, at atomvåben er aktuelt på en helt anden måde end bare sidste år, for de to forfattere gik faktisk i gang med at skrive den, fordi de følte, at faren ved atomvåbnenes eksistens var ved at være … glemt.

“Vi havde jo den ambition med bogen, som Henry begyndte på for mange år siden, at gøre opmærksom på et overset og stadig presserende problem. Men vi er så blevet opmærksomme på, at det er endnu mere presserende, end vi troede,” siger Casper Andersen.

Stemningen virkede nærmest let og frisk, da den amerikanske præsident, Joe Biden, i sidste uge satte sig ned over for journalisten Jake Tapper fra den amerikanske tv-station CNN for at tale om et emne, der ellers er så blytungt og skæbnesvangert, som noget kan være.

“Hvor realistisk er det, at Putin vil benytte et taktisk atomvåben i Ukraine?” lød det første spørgsmål.

“Jeg tror ikke, han vil gøre det, men det er uansvarligt af ham at tale om det,” begyndte Joe Biden sit svar, hvis første del meget godt indkapsler den fornemmelse af usikkerhed, som store dele af verden lige nu befinder sig i: “Jeg tror ikke han vil gøre det, men …”

Den amerikanske præsident havde selv været med til at puste til denne bekymring, da han en uge forinden havde sagt, at verden ikke havde været så tæt på “ragnarok” (ja, det var ordet) siden Cubakrisen i 1962, hvor en gensidig militær optrapning mellem USA og Sovjetunionen bragte verden tættere på en atomkrig, end den måske nogensinde har været før og siden.

“Min pointe var, at det kan ende med et forfærdeligt udfald. Ikke fordi nogen ønsker at gøre det til en tredje verdenskrig, men det øjeblik, du bruger et atomvåben … de fejl, der kan ske. Ingen ved, hvad det kan ende med,” forklarede præsident Joe Biden nu i interviewet til CNN.

Atomvåben har, på trods af at de kun har eksisteret i 77 år, været med til at forme verden, som vi kender den. Hvis man skal forstå hvordan, er vi nødt til at skrue tiden tilbage til dengang, hvor de første og (hidtil) eneste atomvåben faktisk blev brugt.

Verdens første atomprøvesprængning fandt sted klokken 05.29 den 16. juli 1945, langt ude i ørkenen i den amerikanske delstat New Mexico. Allerede da vidste de tilstedeværende, at menneskehedens rolle i verden havde forandret sig. En af de tilstedeværende, fysikeren Isidor Rabi, beskrev siden eksplosionen som det stærkeste lys, han nogensinde havde set. Han beskrev også sin oplevelse af at have været vidne til en verdensforandrende begivenhed. “Noget helt nyt var lige blevet født. En ny forståelse af mennesket. En forståelse af den magt, mennesket havde fået over naturen,” skrev han efterfølgende. Isidor Rabi var en slags konsulent for Manhattan-projektet, der udviklede atombomben på ganske kort tid under Anden Verdenskrig. Lederen af den gruppe, J. Robert Oppenheimer, beskrev sin oplevelse af at se bomben virke for første gang med et citat fra det årtusindgamle hinduistiske skrift Bhagavad Gita: “Nu er jeg døden, ødelægger af verdener.”

Blot tre uger efter denne første prøvesprængning lod USA først én og siden endnu en atombombe eksplodere over de japanske byer Hiroshima og Nagasaki. Byerne blev lagt øde, og 200.000 mennesker blev dræbt. Japan overgav sig betingelsesløst. Få år efter havde også verdens anden supermagt på det tidspunkt, Sovjetunionen, udviklet sin egen atombombe, og en sær magtbalance indfandt sig.

“Man sagde: Hvis I sender de store atomvåben mod os, så sender vi de store atomvåben den anden vej. Det vil vi altid kunne gøre,” fortæller Casper Andersen. Men den tid er forbi, og det er et helt andet spil, som Vladimir Putin har gang i i dag, Lad os se på, hvilke atomare muligheder Putin har.

Der findes groft sagt tre scenarier derude for, hvordan Rusland kunne tænkes at bruge atomvåben som en del af krigen i Ukraine. Det første er, at Rusland simpelthen skulle beslutte sig for at indlede en decideret atomkrig mod Vesten og ramme et mål i Europa. Det er, vurderer alle de analyser, jeg har læst, komplet usandsynligt, for det ville med det samme udløse et modangreb fra USA, der ville udrydde Moskva eller et andet vigtigt mål i Rusland.

Den anden mulighed er, at Rusland sprænger en atombombe et eller andet sted, hvor der ingen mennesker er – for eksempel i Sortehavet – for at signalere, at Putin altså ikke bluffer, som han selv bedyrede i sin seneste sabelraslende tale.

Den sidste mulighed er, at Rusland bruger et mindre atomvåben på slagmarken i Ukraine. Det er det scenarie, som åbenlyst optager den amerikanske præsident, Joe Biden. Så lad os se nærmere på disse mindre atomvåben, de såkaldt taktiske atomvåben.

Paddehatteskyerne over Hiroshima og Nagasaki er de eneste eksempler, vi har på atomvåben brugt i krig. Netop derfor er billederne også det, vi forbinder med en atombombe: bomber med så stor sprængkraft, at de kan ødelægge en hel by. Under Den Kolde Krig gik et kapløb i gang om at udvikle den største atombombe, og Sovjetunionens kraftigste bombe, Tsar Bomba, havde en sprængkraft, der var mere end 3.000 gange større end bomben, der lagde Hiroshima øde. Hvis sådan en bombe blev kastet over Rådhuspladsen i København, ville den udrydde hele hovedstaden og smadre bygninger fra Birkerød i nord til Greve i syd. Heldigvis blev Tsar Bomba kun prøvesprængt i en øde egn af Rusland, hvor indbyggerne var flyttet.

Men ud over de helt store atomvåben findes der også ganske små. Og de fleste antager, at Rusland ville bruge et langt mindre atomvåben, hvis de altså skulle finde på at bruge et i Ukraine. For ud over våbnene, der kan lægge byer øde, og som kaldes for strategiske atomvåben, så findes der også de langt mindre taktiske atomvåben. De er udviklet til at blive brugt på slagmarken, og smed man for eksempel det mindste atomvåben, som USA har haft i sit arsenal, den såkaldte Davy Crockett, på Rådhuspladsen i København, ville eksplosionens ødelæggelser ikke engang nå Nørreport Station, 900 meter derfra. Andre taktiske atomvåben er større og kunne forårsage mere skade, nogle af dem endda lige så meget som bomberne, der faldt over Japan under Anden Verdenskrig.

USA var det første land, der udviklede små atomvåben i 1950’erne, men Sovjetunionen gjorde dem snart kunsten efter. Mens atombomber som dem, der blev kaster over Hiroshima og Nagasaki, vejer flere tusinde kilo og fylder som et oliefyr, så var de nye atomvåben bittesmå, de mindste blot på størrelse med en kuffert eller sågar en madpakke. Det gjorde det muligt at transportere dem og bruge dem ude på slagmarken i en krig.

Da Sovjetunionen blev opløst, kasserede USA langt de fleste af sine små atomvåben, mens Rusland, der arvede de sovjetiske våben, gemte sine. Derfor har Rusland i dag op mod 2.000 taktiske atomvåben til rådighed, anslår tænketanken Federation of American Scientists, som følger med i den slags. USA, derimod, anslås kun at have omkring 100, og det er blandt andet dem, Nato for øjeblikket øver sig på at bruge ved sin årlige øvelse. Scenariet, som de mindre atomvåben i Ruslands arsenal ville kunne udløse, er ikke i første omgang det ragnarok, som for eksempel førnævnte Tsar Bomba ville kunne forårsage. Nogle militæranalytikere taler endda om, at et meget lille atomvåben ikke er meget voldsommere end de såkaldt termobariske våben, som Rusland ifølge Ukraine allerede har brugt i krigen.

Frygten for de taktiske atomvåben går ikke så meget på den skade, som disse våben ville kunne forvolde her og nu, men på den eskalering, som brugen af dem ville kunne sætte i gang. Den bekymring har rødder langt tilbage.

I det øjeblik atombomben første gang blev brugt i Japan, dæmrede en art eksistentielle tømmermænd på planetens vegne blandt de forskere, der havde udviklet den. Oppenheimer, som havde stået i spidsen for Manhattan-projektet, skrev allerede en uge efter bomben over Nagasaki et brev til USA’s krigsminister, hvor han advarede om atomvåbnets særlige status i verden. USA kunne ikke sikre sig selv ved bare at udvikle større bomber, var hans pointe. I en atombevæbnet verden kunne fremtidig sikkerhed for amerikanerne kun baseres på “at gøre fremtidige krige til en umulighed”. Oppenheimer indså altså allerede da, at en krig mellem to atombevæbnede parter ikke kunne ende uden enorme ødelæggelser for begge sider. Måske endda udryddelse – gensidigt garanteret udryddelse, som det senere blev kaldt. Den danske fysiker Niels Bohr, som også med sit arbejde bidrog til udviklingen af atombomben, forsøgte, allerede inden bomben blev færdigudviklet, at overbevise Storbritanniens og USA’s ledere om, atomvåben burde være under international kontrol. Det lykkedes ham endda at få et møde med Winston Churchill, men den britiske premierminister syntes, at Bohr var alt for længe om at komme til sagen, afbrød ham og afviste enhver tanke om international kontrol med atomvåben.

Efter Anden Verdenskrig fortsatte videnskabsfolk fra mange forskellige retninger arbejdet for at forpligte verdens ledere på at holde atomtrolden i æsken. Tidsskriftet Bulletin of The Atomic Scientists introducerede et såkaldt dommedagsur, der forsøgte at give indtryk af, hvor tæt verden var på, ja, dommedag. Kort tid efter, i 1962, kom den dommedag ubehageligt tæt på, da supermagterne USA og Sovjetunionen i 13 dage nidstirrede hinanden under Cubakrisen. På nærmest mirakuløs vis endte krisen fredeligt, men det stod klart for stormagterne, at en direkte konfrontation med atomvåben simpelthen var for farlig for alle. En række aftaler blev indgået, og med den vigtigste af dem, ikkespredningsaftalen fra 1970, kom et centralt mål på bordet: at der ikke var flere lande end dem, der allerede havde dem, der måtte få fat på atomvåben.

Brugen af atomvåben fik et skær af noget umuligt over sig. Det at anvende atomvåben som angreb blev et tabu. Det er derfor, at Vladimir Putins trusler om at bruge atomvåben i krigen i Ukraine har skabt sådan en opstandelse – de er et brud med den måde, hvorpå vi tænkte på atomvåben under Den Kolde Krig. Idéen dengang var nærmest, at atomvåbnene på den en ene side gjorde dem på den anden side ubrugelige. For angreb den ene side den anden, så ville de blive udslettet. Det er i korte træk teorien om “mutual assured destruction” (på dansk: “gensidigt sikret ødelæggelse”).

“Grundtanken dengang var, at man altid skulle kunne svare atomangreb tilbage med et tilsvarende ødelæggende angreb den anden vej. Det var tanken om atomvåben som den ultimative forsikring,” siger Casper Andersen. Men nu er situationen grundlæggende anderledes.

“Det, vi ser komme til udtryk i Ukraine, er, at atomvåben spiller en mere aktiv rolle end bare en forsikringsrolle. Det vigtige er, at man ikke før har set en konventionel krig blive udkæmpet med så direkte henvisning til, at atomvåben kan blive bragt i spil. Altså: Bland jer uden om denne krig, ellers kommer atomvåbnene i spil.”

Så truslerne er altså allerede usædvanlige. Det naturligt efterfølgende spørgsmål er selvfølgelig, om Putin reelt kunne finde på at gøre alvor af de trusler.

Noget, vi mennesker gør hele tiden, ofte uden at være helt opmærksomme på det, er at vurdere sandsynligheden for, at den ene eller den anden situation skal opstå. Hvad er risikoen for at køre galt i en bil? Hvad er risikoen for at få lungekræft, hvis man ryger cigaretter? Hvor farligt er det at springe ud med faldskærm? Det er alle tre risici, hvor det er muligt at give et ret præcist svar på, hvor stor risikoen er, fordi millioner af mennesker har gjort alle tre ting. Det er bare at kigge på statistikkerne og regne sandsynligheden ud.

Sådan er det ikke med risikoen for en atomkrig. “Det, der gør det mest uhyggeligt, er, at vi helt ærligt ikke ved det. Det er ikke, som om der er en magisk knap i et skab i Kreml, som Putin kan skrue op og ned for,” som Edward Geist, der er forsker ved tænketanken RAND Corporation, har sagt det til magasinet New York Intelligencer. Ikke desto mindre forsøger mange med procenter at give et bud på, hvor sandsynligt det er, at Rusland vil gøre alvor af atomtruslerne.

“Jeg har ment, at risikoen for det var etcifret. Men jeg tror desværre, at den er på vej op,” har Carsten Søndergaard, der indtil for nylig var Danmarks ambassadør i Rusland, sagt til Berlingske. Han anslog sandsynligheden for, at Putin vil anvende atomvåben under krigen i Ukraine, til at være mellem 10 og 20 procent. Også i de russiske medier er der en hel masse snak om at anvende taktiske atomvåben. Det bliver diskuteret i de politiske talkshows, og for nylig kom den tjetjenske leder, Ramzan Kadyrov, med en direkte opfordring til at bruge et taktisk atomvåben.

Jeremy Shapiro, der er forskningsleder ved tænketanken European Council on Foreign Relations, argumenterer i en tankevækkende analyse for, at vi allerede har taget mange skridt ned ad en sti, som kan føre til atomkrig. Hans frygt er, at Rusland vil anvende et taktisk atomvåben i en situation, hvor de føler sig reelt bange for at tabe krigen, og der så er et “geni”, der foreslår atomvåben som en hurtig løsning. I den russiske militærdoktrin hedder det, at Rusland vil bruge atomvåben, hvis selve statens sikkerhed er i fare. Og efter at Rusland har afholdt fupafstemninger i fire ukrainske provinser og dermed indlemmet dem i Rusland, er territorium, som Rusland nu betragter som deres, kommet i fare. Et ukrainsk angreb på de territorier, som Rusland ikke kan slå tilbage, kunne være den oplagte undskyldning for at bruge atomvåben. Det er samtidig præcis det, Putin ønsker, at Vesten skal frygte.

Som nævnt giver det ikke rigtig mening at forsøge at udregne sandsynligheden for det scenarie, for der er aldrig nogen, der har stået i en tilsvarende situation før. Men stater gør noget andet for at få en idé om, hvad der kan ske: De simulerer nogle bestemte tænkelige scenarier. Det vil sige, at man gennemfører store øvelser, en slags rollespil, hvor en lang række forskellige funktioner så skal simulere, at de handler som en bestemt person i konflikten. USA og dets allierede har holdt en lang række af disse war games, som de hedder på engelsk, og i de rollespil ender det ofte med, at Putin bruger et atomvåben, hvis han føler, at hans regime er truet, som Christopher S. Chivvis, der er seniorforsker ved tænketanken Carnegie Endowment for International Peace, skriver i en anden analyse. Vi kan altså ikke udelukke det. Men der findes heldigvis også en række virkelig gode argumenter for, at Putin ikke vælger at bruge atomvåben i Ukraine, hvilket vi nu skal se på.

Først og fremmest kan man kaste et blik tilbage i historien. Atombevæbnede magter har været i en lang række krige og har også tabt krige uden at bruge atomvåben. Det gælder Sovjetunionens krig i Afghanistan i 1980’erne, men også flere af USA’s krige. Både krigen i Vietnam og Afghanistan endte med, at USA måtte forlade landene på allermest ydmygende vis. Men selv om brugen af atomvåben er blevet overvejet af USA flere gange, blandt andet mod Irak i forbindelse med den første Golfkrig, så har atommagten altså igen og igen besluttet at lade være.

Et andet stærkt argument for, at Putin vælger ikke at bruge et taktisk atomvåben, er, at det ikke nødvendigvis ville give de helt store fordele på slagmarken. Krigen i Ukraine udkæmpes på enorme landområder, og hvis Rusland skulle slå de ukrainske angreb tilbage, skulle der nok ikke bare bruges ét, men en hel masse taktiske atomvåben. En lang række militæreksperter vurderer, at den egentlige fordel på slagmarken ville være meget begrænset. Putin har også fortsat masser af muligheder for at ramme Ukraine og ukrainerne med konventionelle våben, som den seneste uges raket- og droneangreb på helt civile områder i ukrainske byer har vist.

På den måde er de militære fordele ved at bruge taktiske atomvåben formodentlig begrænset i Ukraine. Formålet ville nok snarere være at statuere et eksempel, der gjorde politikere og befolkninger i Vesten så bange for muligheden for en bredere atomkrig, at de sagde: “Okay, så får han Ukraine.” Men samtidig ville brugen af atomvåben isolere Rusland yderligere. Foreløbigt har Kina og Indien officielt forholdt sig neutrale i krigen. Men måske vil de åbent kritisere Rusland og vælge Vestens side, hvis Putin beslutter sig for at bruge atomvåben og dermed bringer hele verdens sikkerhed i fare.

Endelig, og ikke mindst, er der jo spørgsmålet om, hvordan Vesten vil reagere på det, hvis Putin bruger atomvåben.

Lad os for en stund vende tilbage til CNN-interviewet med Joe Biden. Efter at være blevet spurgt til sandsynligheden for et russisk angreb kom det spørgsmål, som præsidenten faktisk kender svaret på, men ikke ville svare på. “Hvad er den røde linje for USA og Nato? Og har du bedt Pentagon (forsvarsministeriet, red.) eller andre institutioner om at komme med et bud på, hvad reaktionen ville være, hvis han (Putin, red.) brugte et taktisk atomvåben eller bombede atomkraftværket i Zaporizjzja eller noget i den stil?” spurgte intervieweren.

“Der har været diskussioner, men det vil jeg ikke gå ind i. Det ville være uansvarligt af mig at fortælle, hvad vi vil eller ikke vil gøre,” sagde Joe Biden. Han fortalte dog, at Pentagon ikke behøvede at blive bedt om den slags. Underforstået: De har en plan klar.

Indholdet af den plan er i sagens natur ikke offentligt tilgængeligt. Den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, har sagt, at Natos svar, hvis Rusland anvender atomvåben i Ukraine, vil være “forfærdeligt”. USA’s nationale sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan, gik lidt længere og sagde, at “hvis Rusland krydser denne linje, vil det få katastrofale følger for Rusland”. Og at Rusland på de private linjer havde fået besked om, præcis hvad konsekvensen vil være, hvis de vælger at bruge atomvåben.

Men hvad betyder det? Det er her, vi kommer ud i det usikre igen. Men flere tidligere topfolk i det amerikanske regeringsapparat har fremlagt deres bud. Ifølge general og tidligere direktør for den amerikanske efterretningstjeneste CIA David Petraeus er et godt bud, at USA og de allierede i Nato ville ødelægge Ruslands styrker i Ukraine og sænke Ruslands flåde i Sortehavet. Med andre ord: USA og Nato ville gå ind i krigen – men uden at anvende atomvåben.

Noget lignende sagde EU’s udenrigspolitiske chef, Josep Borrell, i en tale den 13. oktober. “Ethvert atomangreb mod Ukraine vil blive mødt med et svar. Ikke et atomart svar, men så kraftigt et svar fra militæret, at den russiske hær vil blive fuldstændig ødelagt,” sagde Borell. Den udlægning bekræftes også delvist af en anonym kilde i Nato, som over for nyhedsbureauet Reuters har udtalt, at det her “nærmest helt sikkert” er strategien: Smider Putin en atombombe i Ukraine, så angriber flere Nato-lande og måske endda hele alliancen russiske styrker i Ukraine – men ikke med atomvåben.

Men hvis vi antager, at det ville være reaktionen, så afføder det endnu et stort spørgsmål: Hvordan reagerer Rusland så på det?

Det sandfærdige svar er, at vi kun kan gisne om det. Ifølge analysen af Jeremy Shapiro, som jeg refererede til før, fører det til en eskalering, som ultimativt fører til en atomkrig i fuld skala mellem Nato og Rusland. Man kan gå ind og læse den, hvis man har lyst, men efter at have siddet og sovset rundt i forudsigelserne i et par dage må jeg sande, at jeg ikke ved, om det reelt gør os klogere. Sandheden er, at vi umuligt kan forudsige en udvikling, der beror på få menneskers reaktioner i et givent øjeblik over flere led. Først skal Putin gøre noget. Så skal Joe Biden gøre noget. Og så skal Putin gøre noget igen. Den situation kan vi ikke forudsige.

Af samme grund er Casper Andersen ikke meget for at forsøge at forudsige, hvad der vil ske. Men han siger dog sådan her: “Jeg ser stadig, at der er rigtig mange muligheder for, at man undgår det. Så det er ikke noget, jeg ligger søvnløs over lige på nuværende tidspunkt.”

Men, siger Casper Andersen også, denne anspændte tid med atomtrusler er med til at gøre det tydeligt for os alle, at den usikkerhed, som atomvåben har bragt ind i vores verden, kan blive meget større.

“Selv hvis der ikke kommer atomvåben i spil i Ukraine, så har det stor betydning. Andre lande ser på det her og tænker: Hov, det selv at have atomvåben, det er måske meget godt,” siger Casper Andersen.

Ukraine-krigen åbenbarer muligheden for, at en atommagt kan true sig til resultater. Og hvis Rusland får held med sit forehavende, er dørene slået op til en verden, hvor brugen af atomvåben kan blive meget mere dramatisk, end hvad vi i dag kan forestille os.

For hvorfor skulle andre lande ikke ønske sig det samme pressionsmiddel? Hvis man synes situationen, hvor ni lande i verden har atomvåben, er frygtindgydende, så skal man forestille sig en situation, hvor der for eksempel var dobbelt så mange atommagter.

“Der er ikke nogen udsigt til en verden uden atomvåben, og derfor er vi nødt til at finde ud af at håndtere det på en måde, hvor det ikke bliver endnu farligere, end det er nu,” siger Casper Andersen. Og derfor, siger han, er vi nødt til at tænke langsigtet og forsøge at indføre international kontrol, der kan stille os i en bedre situation, næste gang atomvåben truer med at gøre en konflikt endnu værre, end den var i forvejen.

Det er nemlig det grusomme ved atomvåben: Selv hvis (forhåbentlig når) Putins atomtrussel viser sig at være bluff, så er våbnene der stadigvæk. Deres brutale logik overlever enhver statsleder.