Send en tanke til Zetlands medlemmer

Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Nene La Beet er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Vi smadrer lige noget kunst. Det er åbenbart trenden for tiden

Ingen kunstværker tog (permanent) skade under tilblivelsen af denne historie.

Foto: Nicolai Oreskov Westh, Zetland

Kunsten har det lidt hårdt for tiden. I begyndelsen af november 2022 blev tre klimaaktivister – fra organisationen Just Stop Oil, den ene dansk – arresteret, mens de forsøgte at lime sig selv fast til Edvard Munchs Skriget på det norske nationalmuseum i Oslo. Et par uger tidligere traskede to aktivister, også fra Just Stop Oil, ind på National Gallery i London, hvor de fandt frem til van Goghs maleri Solsikker, åbnede to dåser med Heinz-tomatsuppe og kastede indholdet på kunstværket, hvorefter de limede deres hænder fast til det. Kort før det var der lignende aktioner i Amsterdam og Australien, hvor aktivister kastede med kartoffelmos og limede sig fast til kunstværker. Og tilbage i foråret gik det ud over selveste Mona Lisa. To klimaaktivister, den ene i kørestol, lykkedes med at mase sig gennem mængderne på Louvre og kaste kage på verdens mest berømte maleri.

Aktionerne eller angrebene, om man vil, fletter sig på besynderlig vis ind i det, man faktisk kan kalde en trend lige nu. Nemlig at vandalisere kunst. Det var ikke en af de trends, nogen rigtig så komme – men lige nu går der ikke en måned uden en nyhed om endnu et kunstværk, der på den ene eller den anden måde er blevet angrebet, hærget, ødelagt eller forsøgt vandaliseret, af årsager, der er politiske eller på anden måde ideologiske. Kunstværker bliver ikke kun smasket til med suppe, lim og kartoffelmos, de bliver også kastet i havnen, brændt i bunkevis, skamskudt med paintballgeværer og molesteret med motorsave. Alt det kommer vi til. Spørgsmålet er, hvorfor det er lige kunsten, det går ud over nu? Og er det nødvendigvis vandalisme – eller kan der faktisk være gode grunde til at ødelægge kunst?

Det, du læser her, er skriftversionen af Zetlands nye kulturformat. Her dykker vi – kulturskribent Marie Carsten Pedersen og udlandsjournalist Thomas Aagaard – ned i de kulturfænomener, som vi slet ikke selv kan lade være med at tale om. Fordi alt, hvad der sker i vores kultur, stort som småt, fortæller et lillebitte nyt kapitel af den store historie om, hvem vi mennesker er i dag.

Formatet er tænkt som en lydoplevelse og fungerer nok bedst som sådan. Så hvis du gerne vil have det hele med – hvis du gerne vil høre hele vores samtale om kunsten under angreb, og hvad meningen er  – så skal du stoppe med at læse her og scrolle op og trykke play på historien, så du kan lytte til os i stedet.

Men hvis du alligevel læser videre, så lad os se lidt nærmere på flere eksempler på, hvordan kunst lige nu har en temmelig udsat position – og hvad det i bund og grund handler om.

Det er vigtigt at sige, at de kunstværker, som Just Stop Oil-aktionerne er gået ud over, har været beskyttet af glas, så ingen af dem er kommet til skade. Og det er ifølge aktivisterne heller ikke meningen. Men hvad er meningen med at give den som kunstvandaler? Phoebe Plummer, som var en af suppekasterne i London, siger sådan her:

Vi ville aldrig nogensinde have overvejet at gøre det, hvis vi ikke havde vidst, at det var bag glas, og at vi ikke ville gøre skade på det,” lød det i en TikTok-video fra hende. Jeg er klar over, at det ligner en ret latterlige aktion – jeg er enig, det er latterligt,” fortsatte hun. Men vi stiller ikke spørgsmålet Burde alle kaste suppe på malerier?’ Hvad vi gør, er at få samtalen i gang, så vi kan stille de spørgsmål, der betyder noget.” Herefter opremsede Plummer en række af de spørgsmål. For eksempel hvorfor fossile brændstoffer får langt mere støtte end grøn energi, og om det er okay, at politikeres manglende handling for en grøn omstilling har bragt os ud i den nuværende krise?”.

Phoebe Plummers ord sammenfatter faktisk de mange aktioner ret godt. Klimaaktivisterne angriber angiveligt ikke kunstværkerne, fordi de ikke kan lide kunst, men fordi de ved, folk bliver skræmte og vrede ved tanken om, at unikke kunstværker bliver angrebet. Målet er at vække vores opmærksomhed og få os til at tænke over: Hvorfor flipper vi ud over, at der bliver kastet suppe på ét maleri af solsikker – men ikke over alle mulige former for skadelige handlinger, som hele tiden sker i forhold til klimaet og den klode, som der også kun er én af?

Klimaaktivisternes aktioner har fået museer over hele verden til at opruste på vagter og sikkerhed. Men kunsten kan ikke føle sig sikker af den grund. Tendensen med at ødelægge kunst dukker nemlig op mange steder og i mange sammenhænge lige nu.

For det første er der kunstnere, der så at sige selvdestruerer. Den britiske kunstner Damien Hirst har for nylig brændt 1.400 af sine egne værker, fordi de nu kun skal eksistere som NFTer, altså digitale versioner. En anden kæmpestjerne, Banksy, installerede i 2021 en mekanisme i et af sine værker, som i det øjeblik, det blev solgt, flænsede det foran en måbende auktionssal.

Men så er der de kunstødelæggelser, der bestemt ikke er sanktioneret af kunstneren selv. Tværtimod er de udtryk for et opgør med hele det system, som værkerne udspringer af og repræsenterer. De fleste kan nok også huske historien om statuen af Edward Colston, slavehandleren, som blev styrtet i havnen i Bristol i England af Black Lives Matter-demonstranter i 2020. Og mon ikke man også husker den danske pendant? Sagen om busten af kong Frederik V, grundlægger af Kunstakademiet i København, som en gruppe studerende fra Kunstakademiet tog og smed i havnen i 2020. Her var budskabet, at Kunstakademiet var bygget på kolonirigdomme, og at den diskussion – om Danmarks tid som kolonimagt – manglede at blive taget i offentligheden. Busten blev fisket op igen. Den var temmelig medtaget, eller som den ansvarlige for busteaktionen, daværende institutleder Katrine Dirckinck-Holmfeld, sagde: Den var rematerialiseret”. Altså omskabt – og det må man medgive: Fra at være en relativt neutral afbildning af en dansk konge er den ny et stykke debatkunst, som fortæller om identitetspolitik, race, autoritetsopgør og kunstsyn i Danmark i 2020’erne.

Men er der ligefrem kunstværker, som fortjener at blive ødelagt? Det er i høj grad et emne, der kan diskuteres, og som bliver det. På mere eller mindre nuancerede måder – og en af de mindre kunne man se på britisk tv i slutningen af oktober 2022.

Den 25. oktober lancerede den britiske tv-kanal Channel 4 simpelthen et tv-show, hvor kunstværker af kontroversielle kunstnere blev båret ind på række foran et livepublikum, som så skulle stemme om, hvilke værker der skulle ødelægges. Værten var Jimmy Carr, en britisk komiker, som selv har været rimeligt uheldig med sine vittigheder – han har blandt andet joket med, at holocaust i det mindste havde den positive side”, at millioner af sigøjnere blev slået ihjel. Og nu står Carr i spidsen for showet Jimmy Carr Destroys Art’. Her bliver det ikke diskuteret, om det er en god idé at ødelægge kunst, som folk kan tage anstød af, men udelukkende, hvilke værker der ikke kan tolereres og derfor skal smadres på spektakulær vis for åben skærm.

Idéen er ifølge Channel 4 at tilbyde en mere nuanceret debat om cancel culture og kontroversielle kunstværker, end man ellers møder i medierne, og især på de sociale medier. Til det formål havde man et panel af advokater’, en håndfuld britiske B-liste-kulturpersonligheder, til kort at tale lidt for eller imod værkerne og de kunstnere, der stod bag –  og så gik man til afstemning. I løbet af udsendelsen blev publikum præsenteret for værker af blandt andre den britiske grafiker, maler og billedhugger Eric Gill, som begik seksuelle overgreb på sine døtre – og sin hund. Eric Gills tegninger var oppe mod et maleri af Rolf Harris, en nulevende australsk kunstner og musiker, som er dømt for en række sexkrænkelser af mindreårige. Det var tilsyneladende Eric Gill, som publikum var mindst o.k. med – hvorefter hans tegninger blev futtet af med en kæmpestor flammekaster. Et andet indslag var en lille akvarel, som Adolf Hitler angiveligt stod bag, og den blev dømt til at blive molesteret med motorsave. Finalenummeret var en statuette lavet af Picasso, som var kendt for at behandle kvinder elendigt. Men den fandt nåde for publikums øjne og blev, uden yderligere forklaring, ikke knust under et vægtlod. Og så var showet slut, thank you very much, enjoy your tea and crumpets.

Siden da har det været svært at finde en tv-kritiker i Storbritannien, som IKKE synes, at det her show er en katastrofe. Det med den nuancerede debat er måske også lidt svært, når konceptet er, at uanset diskussionen er der noget, som skal have med flammekasteren.

Jimmy Carrs kunstødelæggelsesshow er en ualmindeligt hårdhændet og sort-hvid måde at gå til den ellers ret komplekse og spændende diskussion om kunst, der ødelægges. Det er lidt ærgerligt – for der er jo rigeligt at tale om. Hvorfor ødelægger man de her værker? Hvad er formålet, altså hvad vil man i sidste ende opnå ved at destruere eller skade kunstværker? Og er der nogen tilfælde, hvor det giver bedre mening end andre?

Måske er det et spørgsmål om, hvordan man anskuer selve den kunst, der bliver ødelagt. Eller sagt på en anden måde: Hvilken rolle spiller kunsten i sabotagen? Når en dåse tomatsuppe bliver kastet på et van Gogh-maleri, så er udgangspunktet – i hvert fald ifølge klimaaktivisterne – at det ikke er ment som et angreb på kunsten eller på van Gogh, men på alle os andre, der har travlt med at kigge på den frem for verdens klimakrise. Når en statue af en slavehandler bliver væltet af en gruppe demonstranter, som vil af med racisme, er der tale om et opgør med vores fælles fortid. I de to scenarier spiller kunsten helt forskellige roller. I det ene er kunsten en relativt uskyldig bystander. I det andet er kunsten selve problemet.

Et andet vigtigt aspekt at tage med er, at når man diskuterer, om man må ødelægge kunst eller ej, diskuterer man i virkeligheden også, hvordan man skal behandle historien. Når man vælter en statue, der repræsenterer en mørk fortid for eksempel, så gør man det, fordi man ikke længere mener, at den fortid skal hædres. Og omvendt: Når man taler imod, at folk må vælte den statue, gør man det ofte med afsæt i, at vi ikke kan ændre på historien – at den mørke fortid stadig er der, uanset om vi lader statuen stå eller ej – og hvis vi lader statuen stå, vil vi i det mindste blive tvunget til at forholde os til den fortid, hver gang vi kigger på den. Historien skrives forlæns, men læses baglæns, siger de folk tit.

Men hvis man for alvor skal gå ind i det argument, så er selve destruktionen af kunst jo også en del af vores historie. Vi mennesker har lavet statuer, der skulle hædre særlige mennesker, idealer og guder, nærmest lige så længe vi har skabt kunst. Og lige så længe har der været andre mennesker, der har væltet de statuer.

Man har ødelagt kunst mere eller mindre systematisk mange gange i løbet af verdenshistorien. Man har ligefrem et fint ord for det fra græsk – ikonoklasme – som betyder billedødelæggelse. Det er noget, man har praktiseret i tider med religiøs og politisk tumult, hvor forskellige religiøse fraktioner bevidst har ødelagt hinandens religiøse billeder – som regel er det et oprør mod det bestående, mod establishmentet. Man kan sige det sådan, at det at ødelægge kunst er en del af oprørets sprog. Det er noget, man griber til, når man vil vælte én verdensorden, et verdenssyn, og udskifte det med et andet.

Man har for eksempel fundet statuer fra oldtidens Assyrien – det gamle kongerige i det, der i dag er Irak – hvor der står advarsler indgraveret på dem. Advarsler til dem, der måtte gå med planer om at vælte dem. Den, der vælter min statue, skal lide resten af sit liv”-agtige advarsler. Fra det gamle Romerrige har man fundet statuer, som har fået kradset øjnene ud eller skåret ørerne af. Og det vidner jo om, at der altid har været mennesker, som angreb kunsten – eller den magt, de idealer, den gud eller person, som kunsten repræsenterede.

I Danmark har vi et fremragende eksempel: de gamle danske landsbykirker. De vil typisk være fine og hvide, men sådan har de ikke altid set ud. I middelalderen var lofterne lidt af en farvelade fulde af kalkmalerier med helgener, munke, hekse og fabeldyr og djævle, der pillede nonner i numsen. Men så kom reformationen, der blandt andet gik ud på at rydde op i alt det og gøre kristendommen mere lean og from, og så kalkede man simpelthen alt hurlumhejet over i kirkelofterne, så folk kunne koncentrere sig om Gud og om ikke at synde.

En statue er noget, man laver for at forevige noget, det er en slags forsøg på udødeliggørelse. Altså en person, som fortjener hæder, ofte for deres handlinger, deres idéer eller status i samfundet i den tid, hvor statuen bliver lavet. Men det betyder ikke, at statuer af samme årsag også skal leve for evigt. Kigger man rent historisk på det, er der jo langt mere kunst, der er blevet ødelagt, end der er kunst, som er blevet bevaret. I det antikke Grækenland lavede man masser af monumenter i bronze for eksempel, og næsten ingen af dem findes i dag, fordi de alle sammen blev smeltet ned og lavet om til noget andet, når magten skiftede – så blev monumenterne pludselig til kanonkugler, penge eller statuer af andre mennesker. Dét er vores globale kunsthistorie. Kunsten har altid afspejlet magtforhold, også når de er i opbrud.

Men inden vi kommer for godt i gang med at romantisere det revolutionære, så skal vi lige huske, at systemskifter kan tage sig meget forskelligt ud og komme fra mange sider. Et meget berømt eksempel på en systemomvælter og ikonoklast er faktisk Adolf Hitler – der var han igen. Hitler og hans propagandaminister Goebbels slog hårdt ned på det, man kaldte Entartete Kunst, altså degenereret kunst. Det var hele den modernistiske skole, som var blomstret op mellem 1890’erne og 1930’erne, og som malede abstrakt og var system- og normkritisk. Den slags beslaglagde man og udstillede til spot og spe – hvis ikke man smed det på lagre eller brændte det.

Der er et interessant paradoks i det her. For menneskets trang til at placere kunst midt i et opgør og ødelægge den fortæller os måske bedre end noget andet, at kunst er et magtfuldt sprog. Det er via kunsten, vi fortæller om vores værdier og vores kultur, og hvordan vi mener, verden er indrettet, den er vores hukommelse og vores kollektive erindring og den ramme, vi forstår os selv og kommunikerer vores budskaber til verden. Derfor er det vildt sårbart, når man slår på den, ødelægger den, og derfor bliver det omvendt vildt vigtigt og oplagt at gøre netop det, hvis du sidder og tænker, at nu er det fandeme tid til revolution. Og det her er en opbrudstid. Så det giver mening, at den her tendens og det her sprog dukker op igen nu.

Men betyder det, at det er fedt? At det er det rigtige at gøre? Det afhænger nok af, om man som person er revolutionært indstillet og mener, at destruktion kan være både konstruktivt og nødvendigt. Eller om man er mere konservativ i sin tilgang til verden og mener, at det nye kunne opstå af andet end de rygende ruiner af det, der gik forud. (Det her er ikke et debatindlæg, men vi kan dog afsløre, at det fremgår af lydversionen, at Marie har meget svært ved at strække sin sympati for vandalisme længere end til at mene, at det principielt er … interessant med den her form for destruktion, vi ser nu. Medmindre kunstneren selv står bag. Så er det jo kunst).

Men det her er samtidig virkelig en af de diskussioner, hvor det hjælper at løfte blikket lidt, hvis man vil se en mening med galskaben. Det historiske perspektiv giver den baggrund, som gør, at rematerialisering af buster måske ikke er helt idiotisk at beskæftige sig med – om man så sympatiserer med aktionen eller ej.

Og mest af alt fortæller det, at det er de sort-hvide domme, både over visse kunstværker og over de destruktive aktioner med kunst i centrum, som er allermest skadelige, hvis vi vil blive bare lidt klogere på, hvad det er for en tid, vi lever vi – og hvilken rolle kunsten spiller i den.