Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Happiness is a choice, det står overalt. Men det er det jo ikke. Denne mand har et bud på det næste ungdomsoprør

Det er enhver generations opgave at løsrive sig fra det, der binder, men hvordan løser man sig fra utilstrækkeligheden?

Foto: Tobias Nicolai for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte


2. maj 2022
20 min.

Jeg kan ikke lade være med at forestille mig denne scene: 41-årige Christian Hjortkjær træder ud på sin terrasse på Silkeborg Højskole. Herfra kan han se langt ud over det bugtede Søhøjland. Lærerboligen, hvor han bor med sin familie, ligger på toppen af en skråning, og når han kigger ud i horisonten, er det næsten, som om han kan se eller fornemme noget, der er på vej. Han kan se konturerne, det begynder at tage form, men det er endnu ikke blevet helt håndgribeligt for ham.

De fleste ville sikkert slet ikke bemærke det, fordi det er så anderledes og langt mere stilfærdigt end meget andet i vores tid. Men han mener at kunne se det, man i mangel af bedre ord bedst kan beskrive som et ungdomsoprør. Det er egentlig et helt forkert ord. For det oprør, der ligger dér bag horisonten, er ikke et larmende et af slagsen a la 1968. Det er en helt ny art. Og det er dét, der skal redde os.

Det dufter af friskkværnet kardemomme og stærk kaffe i Christian Hjortkjærs køkken. Den næsten to meter høje og ranglede højskolelærer i Fjällräven-bukserne bøjer sig begejstret ind over komfuret, rører i kaffebryggeren med en ske og hælder forsigtigt op i mellemøstlige porcelænskopper med blomstermotiv. Det smager vidunderligt,” siger han og fortæller, at han og en del af højskoleeleverne lige er kommet hjem fra en rejse til Palæstina.

Han bragte to vigtige ting med sig hjem fra rejsen til Vestbredden. Den arabiske kaffebrygger var den ene. Den anden var en T-shirt med et citat på maven, som viste sig at være svaret på et spørgsmål, som han har brugt år på at lede efter. Og som rigtig mange – inklusive mig – har stillet ham de seneste år. Og som også er hele årsagen til, at jeg står her i hans højskolehjem i Søhøjlandet lidt uden for Silkeborg.

Det er første gang, jeg er stødt på et påbud, som jeg synes er et fremragende påbud. Tænk, at jeg skulle til et andet kontinent for at finde det. Så jeg købte den T-shirt, det er den første påbuds-T-shirt, jeg har købt,” siger Christian Hjortkjær.

Ordet påbud’ er det vigtige her. For Christian Hjortkjær kan normalt ikke lide påbud. De er selvfølgelig bedre end forbud, som han heller ikke kan lide, men vi lever ikke længere i et forbudssamfund, siger han. Vi lever i et påbudssamfund. Og dén analyse er hele årsagen til, at jeg er kommet for at tale med ham.

UTILSTRÆKKELIG Christian Hjortkjær underviser i faget ‘Utilstrækkelig’ på Silkeborg Højskole. Han mærker en stor længsel fra eleverne efter også at gå ind i mørket og kigge på de eksistentielle skyggesider. Foto: Tobias Nicolai for Zetland

Der er i bogstaveligste forstand kun en dørtærskel mellem Christian Hjortkjærs og hans families hjem og højskolen. Lærerboligen ligger i umiddelbar forlængelse af en elevgang med værelser, og i løbet af et skridt er han enten backstage eller frontstage. Han bor her sammen med sin hustru, der er børnepsykolog, og deres to døtre på to og otte år. Der er vasketøj på stativ i stuen, kreabord for børn i køkkenet. Ved siden af sofaen står et trommesæt.

Imens er skolens 130 elever i gang med deres program. Unge med oppakning, liggeunderlag og soveposer løber glade mod en hvid bus, der skal køre dem ud i det blå. Andre er på vej i svømmehallen, mens andre igen ligger filtret ind i hinanden med sportstøj på et stort udendørs dasemøbel og nyder solen. Det er 17 grader, himlen er blå, og livet er lige for næsen af dem. Det her kunne være en reklame for selve ungdommen. Unge, smukke og frie ser de ud, men er det også sådan, de har det?

Det kan lyde så dystert at sige her midt i solen, men jeg er kommet til Silkeborg for at gå ind i mørket. Eller i hvert fald give en plads til det sammen med Christian Hjortkjær og alt det, han ved om livets utilstrækkelighed. Og om den forandring, der er sket i samfundet, som man måske ikke ænser ved første øjekast, men som er ganske markant, når man først har fået øje på den.

Nu ser Christian Hjortkjær den forandring overalt. Når han går i supermarkedet, når han åbner sin telefon, når han taler med eleverne på højskolen. Han mener, der er sket nogle ændringer i vores samfund, som vi ikke helt har forstået endnu, men som netop har en kæmpe indflydelse på, hvordan vi ser på os selv. Vi er gået fra et samfund, der havde rigtig mange regler, til et samfund, som nu har rigtig mange idealer. Vi er gået fra et samfund med mange forbud til et samfund med mange påbud.

Idealer kan skam være gode at have, understreger han. Det nye er vores forhold til idealerne. Nemlig det, at vi bilder os selv og i særdeleshed de unge ind, at idealer er noget, man kan opfylde. Men det er de netop ikke. Idealer er ikke virkelige. De er uopnåelige. Men hvis man tror, de er virkelige, bliver man aldrig god nok. På samme måde synes påbuddet harmløst i sig selv. Det er jo netop ikke en regel eller et forbud. Det er blot et lille puf eller skub i den rigtige retning. Et lille inspirational quote om at gøre sit bedste, vælge det rigtige, være en ledestjerne i sit eget liv. Men igen, hører man det nok gange, og har man samtidig svært ved at skinne som en diamant, er chancen for, at man føler sig som en fiasko, ret stor, mener Christian Hjortkjær.

Vi orienterer os mere mod idealer end regler i dag. Regler kan man overholde, men det kan du ikke med idealer, derfor er du aldrig god nok. Og det er det ord, der går igen. Man har ikke gjort nok. Hvornår er man en god nok datter, elev, kæreste, elsker? Hvornår er jeg smuk nok, glad nok, sund nok?” siger han.

Jeg har længe været optaget af spørgsmålet om danske unges velbefindende – eller mangel på samme. Og siden marts, da endnu en deprimerende undersøgelse blev offentliggjort fra Den Nationale Sundhedsprofil, har jeg følt det ekstremt presserende at prøve at forstå det her bedre. Hvordan kan vi leve i et af verdens tryggeste, rigeste og mest velfungerende lande og samtidig opleve, hvordan det mentale helbred hos de store børn nærmest styrtdykker ved tærsklen til teenageårene? Christian Hjortkjær har et bud på ikke bare årsagerne til, at det her sker. Han er også i gang med at lave et bud på, hvordan vi og nok især de unge kan gøre oprør mod de årsager.

DIAGNOSESAMFUND Vi lever i et diagnosesamfund, hvor vi bliver reduceret til vores diagnoser. Men der er behov for at have et langt mere nuanceret sprog om mistrivslen. Psykologien, sociologien, religionen, poesien har også meget at byde ind med, mener Christian Hjortkjær. Foto: Tobias Nicolai for Zetland

Vi sætter os med kardemommekaffen på terrassen med udsigt til søen og Søhøjlandet, hvor han de seneste seks år har haft sin base – her i ungdommens epicenter. Han studerede teologi i København og skrev efterfølgende sin ph.d. ved Søren Kierkegaard Forskningscenteret samme sted. Den handlede om diagnosekulturen. Også for ti år siden var der en stigning, både i antallet af diagnoser i manualen og i antallet af unge, der fik diagnoserne.

Og Christian Hjortkjær kunne både i sin forskning og ude i livet erfare, hvordan det diagnosesprog fuldstændigt havde overtaget og udraderet alle andre sprog for, hvad psykisk lidelse er. Har du angst, er du angsten. Har du ADHD, så er du ADHDen. Men det var, som om vi glemte, at det altid har været svært at være ung. Og at angsten er et grundvilkår, ligesom kærligheden er det. Det siger i hvert fald Søren Kierkegaard. Har du ikke mærket angsten, kender du ikke friheden. Den er med andre ord en del af det at være menneske.

I 2020 udkom Christian Hjortkjærs lille bog Utilstrækkelig – Hvorfor den nye moral gør unge psykisk syge, som både trækker på hans ph.d. og på alt det, han ved efter i en årrække at have levet tæt på de unge her på højskolen. Mange af dem spurgte ham, om han ikke godt ville fortælle til de voksne, hvad de egentlig gik og baksede med. For det var, som om de ikke helt lyttede.

Hvert halve år kommer der altså cirka 130 unge ind ad døren her på højskolen, og uden at han kender dem på forhånd, ved Christian Hjortkjær, at en del af dem vil have angstlidelser og spiseforstyrrelser. Nogle vil udøve selvskade. Selv om mange voksne måske siger det modsatte, mangler den her generation ikke skam i livet. De unge i dag er ikke skamløse. De er skamfulde, fortæller han.

Det billede, jeg kan tegne ud fra den flok, er, at der er flere og flere, der bakser med problemer, som vi kan måle ud fra en diagnostisk forståelse, men som også på et mere grundlæggende plan bakser eksistentielt med nogle problemer, der ikke er farligt meget anderledes end dine og mine problemer. En vigtig pointe er, at de unge har det svært på en ny måde, som vi skal prøve at forstå, og det er også meget det, mit arbejde går ud på.”

Præcis det underviser han nemlig i tirsdag og onsdag formiddag ovre i filosofi-lokalet på skolen. Der er både akademikerbørn og børn af sosu-assistenter, landmænd og fiskere. Eleverne, han møder i sin undervisning, er med andre ord et rimeligt repræsentativt udsnit af den danske ungdom, vurderer Christian Hjortkjær. Jeg spørger ham, hvad det er, han ser, og hvem det er, han møder. Hvem skriver sig op til et fag, hvor inspirationen er Freud og Kierkegaard, og hvor et af de erklærede formål er at massere de unge mennesker på deres eksistentielle, ømme punkter”. Kigge på angsten, tale om den og ilte den, så de bedre kan trække vejret.

Jeg mener hverken, de unge har det sværere eller lettere i dag, men de har det anderledes svært. Og det er det anderledes svære, jeg forsøger at sige noget om. Hvorfor er det anderledes i dag?” siger Christian Hjortkjær.

SAMTALE Hvert semester begynder 130 nye elever på Silkeborg Højskole. Af dem vil der altid være nogle, der lider af angst, selvskade og tvangstanker for eksempel. Andre vil have mistet forældre, som Christian Hjortkjær selv gjorde i en ung alder. På højskolens bibliotek tilbyder han at tage de svære snakke om tab. Foto: Tobias Nicolai for Zetland

For nogle år siden gik det op for Christian Hjortkjær, hvad diagnosen er. Det er i hvert fald hans bedste bud på, hvorfor en del af eleverne på hans højskole sammen med rigtig mange andre unge i dag mistrives og lider af især angst.

Hvis man vokser op i et regelsamfund, bliver man begrænset og holdt nede. Sådan er det ikke længere. Han møder kun ganske få højskoleelever, der er vokset op i et regelret hjem med kæft, trit og retning. Tværtimod vokser de fleste børn og unge i dag op med forholdsvist få regler og mere flydende grænser i stil med hvad synes du selv?”.

Du får at vide, at du har alle muligheder, du skal bare ville det. Og så samtidig at vokse op med en helt grundlæggende erfaring af, at man bliver mere og mere presset, der er flere forventninger og flere idealer. Den uoverensstemmelse er svær at kapere,” siger han.

Det diffuse er, at idealerne og reglerne kommer alle mulige steder fra. Hvor det i gamle dage var staten, kirken og skolen, der udstak regler og forbud, kommer de alle steder og ingen steder fra. De opstår imellem os. Christian Hjortkjær kalder det for en socialpsykologisk mekanisme.

Et af hans favorit-eksempler på påbudssamfundet og de urealistiske idealer er T-shirts og trøjer med statements. Da han først havde fået øje på dem, så han dem overalt. I børnetøjsbutikkerne og på supermarkedernes bøjler med børnetøj. T-shirts til treårige børn med udsagn som Shine bright like a diamond og Happiness is a choice, underforstået det er dit eget valg, om du vil være glad, og hvis ikke du er, er det din egen skyld.

De har aldrig gjort noget forkert, de har bare aldrig gjort nok. Det skal vi tænke med ind i dag, at det er et vilkår i dag, der vælter de unge, men som ikke væltede de ældre,” siger han.

PÅBUD Der er sket en udvikling med vores samfund, som vi måske knap har bemærket. Vi er gået fra et forbuds- til et påbudssamfund. Vi er gået fra at have mange regler til at have mange idealer, men idealer er umulige at leve op til i længden, siger højskolelæreren. Foto: Tobias Nicolai for Zetland

Diagnosen er klar for Christian Hjortkjær. Det er påbuddene og idealerne, der får de unge til at føle sig utilstrækkelige og angste. Men løsningen eller nøglen lader vente på sig, understreger han. Han har brugt ti år på at komme det nærmere, og han er kommet det nærmere, men han har ikke indfanget det. Blandt andet, siger han, fordi det netop er helt vildt svært at gøre op med noget, som er diffust, og som ikke har et bestemt ansigt.

Da han i 2012 sad ved sit skrivebord for at skrive ph.d. i diagnosesamfundet på Søren Kierkegaard Forskningscenteret i København, troede han faktisk, at det var et fysisk oprør, der skulle til. Noget a la 1968, hvor de unge gik på barrikaderne og rev noget ned. Sådan tænker han ikke længere. Oprøret fra den unge generation bliver nødt til at være på en ny måde, en anden type. For hvordan gør man oprør mod påbud og idealer? Bevægelsen er i vis forstand den modsatte. Man skal stoppe op og lade være og sige nej og sige fra.”

Men lyder det ikke af lige lovlig lidt bare at sætte sig ned og sige nej? Højskolelæreren erkender, at det ikke lyder særlig fedt at være passiv. Og det er svært at gøre i fællesskab. Det vil de voksne ikke acceptere som et oprør, de siger hele tiden: Kom så med det ungdomsoprør.’ Vi eller de har endnu ikke fundet ud af, hvordan vi gør oprør mod idealerne.

Greta Thunberg er et godt bud på, hvordan det kan se ud, den type oprør, mener han. Hendes oprør begyndte ikke på barrikaderne. Hun satte sig ned med et skilt i hånden. Hun stoppede op. Hun sagde, at hun ikke gider flyve mere, hun gider ikke engang gå i skole. Et oprør, der fik Donald Trump til at kalde hende et vredt lille barn. Jeg tror, det bliver det oprør, vi kommer til at se. Vi vil se et oprør, som det Gandhi lavede i Indien. En stille og fredelig protest. En type oprør, som mange ældre voksne nok ikke vil acceptere som et ungdomsoprør.”

Det svære ved påbuddene og idealerne er altså, at de fluffy og flyvske. Svære at gribe om og opponere imod. Hvad man kan sige om påbuddene og idealerne, er, at de alle sammen handler om, at man skal være den bedste version af sig selv. Man skal bruge tiden rigtigt, forløse sit potentiale. Med andre ord er glæden og et positivt mindset det eneste gangbare.

Så når eleverne sidder der i filosofilokalet, oplever deres lærer også, at de i den grad har lyst til at gøre oprør mod de små puf, der siger, at du hele tiden skal være glad og i gang og udadvendt. For hvem er egentlig det? Det er jo et fuldstændigt udmattende og urealistisk krav, som han siger. Så kan man aldrig gøre det godt nok. Man kan altid gøre lidt mere og være lidt bedre.

UNGDOMSOPRØR Påbuddene og idealerne bærer ved til de unges mistrivsel, mener Christian Hjortkjær. I horisonten aner han, at konturerne af et ungdomsoprør begynder at tage form, men ikke på den måde, som de voksne tror. Foto: Tobias Nicolai for Zetland

Christian Hjortkjær har gjort det klart, hvad der ikke skal stå på hans T-shirts. Han har gjort det klart, at vi trænger til et opgør med glædestyranniet. Og vi skal give plads til mørket og det triste. Ikke fordi vi skal overdyrke det eller forstørre det, men for simpelthen at kunne trække vejret.

Så hvis man skal formulere det stille oprør i et statement på en T-shirt, hvad skal der så stå på den? Hvad er det modsatte budskab af Shine bright like a diamond? Han erkender, at det nok også ville være mærkeligt med det modsatte budskab a la Be angry. Men hvad så? Vi vender tilbage til den studietur til Israel-Palæstina, som han netop er returneret fra.

En dag i løbet af rejsen var de i Betlehem. Her mødte de folk fra den lokale afdeling af YMCA, der svarer til det danske KFUM og KFUK. De lokale YMCA-folk havde lavet et projekt, der hedder Keep Hope Alive. I projektet hjælper man palæstinensiske landmænd med at plante oliventræer på deres marker. For hvis en mark ligger brak i mere end fem år, kommer israelerne og laver bosættelser på den og tager jorden fra dem. Som et led i oliventræskampagnen havde de fået lavet nogle T-shirts, som netop bar organisationens budskab. Det stod både på engelsk og arabisk. Keep hope alive. Det var første gang, Christian Hjortkjær så en påbuds-T-shirt, som ikke bare handlede om at fremhæve det enkelte individs fortræffeligheder.

Det rørte ham så meget, at han endte med at købe den. Hans første T-shirt med et påbud. Og samtidig følte han sig et skridt tættere på svaret. Han var tættere på at nå frem til, hvad der er modsvaret til de uopnåelige idealer, som han oplever, at især de unge generationer er præget af. Et perfekthedssamfund, som det primært er de ældre generationer, der har skabt, men som nu presser de unge psykisk. Og som de må lære at sige fra over for, så de ikke bliver et offer for det.

Det er ikke de unges skyld, men det er også deres ansvar. Ligesom det også er vores andres ansvar. Påbud i vores del af verden hedder altid vær gladere’, gør noget godt for dig selv’, vær en bedre udgave’. Det her påbud er helt anderledes, så vidt jeg kan se. Baggrunden for påbuddet er et mørke. I det mørke er det vores etiske ansvar at tænde et lys som et håb for andre. Det kan jeg godt lide. Der er jo en etik her. Det er ikke mig, der skal gøre noget for mig, det er mig, der skal gøre noget for andre,” siger han.

Frem for det buldrende oprør tror han i dag mere på at ændre i de helt nære relationer, for dem kan man rent faktisk ændre, uanset hvem man er. Gøre mere for at være et forbillede for det, man selv står for. Ikke dermed sagt, at det er et individuelt ansvar alene. Han kan godt selv høre det. Han er lidt vævende. Han er ikke helt kommet i mål med løsningen.

Jeg føler, at jeg er på sporet af noget, når så mange unge synes, jeg repræsenterer noget, de gerne selv ville have sagt. Og de ældre siger: Det skal du sige til de unge.’ Så må der være noget i den her bevægelse, der er rigtigt, men løsningen, den mener jeg ikke, jeg har fundet.”

MØRKE Vi er nogle, der har haft en fucked up opvækst, siger Christian Hjortkjær. Han var selv som barn og ung forbi børnepsykiatrien i en årrække, fordi hans far drak sig ihjel. Foto: Tobias Nicolai for Zetland

Jeg har fulgt Christian Hjortkjærs skriverier fra sidelinjen i nogle år. Med sit ret præcise analytiske blik på samfundet slog han mig som en, der hurtigt kunne stige i graderne på et universitet. Som en, der nemt ville kunne få sin egen podcast om tidsånden. Jeg kan huske, at jeg i forbindelse med research til en anden artikel blev overrasket over, at han var ansat på en højskole og ikke i en fremadstormende forskerstilling.

Men som vi taler sammen der på terrassen, bliver det tydeligt, at han er en mand med en mission, en mand med en opgave. Og måske også en mand, der har lyst til at klappe sit yngre jeg på skulderen. Flere gange i løbet af vores snak siger han vi’. Vi er nogle, der har haft en fucked up opvækst, og som har brug for at kunne tale om det med at sprog, som ikke bare er det diagnostiske. Vi. Det er okay, jeg må gerne spørge ind til det, siger han.

Han fortæller, at han er vokset op i en skilsmissefamilie med en far, der drak og endte med at drikke sig ihjel. Som barn og ung udviklede Christian Hjortkjær angst og, kan han forstå i dag, OCD, og han blev tilknyttet børnepsykiatrien. Diagnosen fik han aldrig, men det er det, han kan udlede, når han læser de 26 maskinskrevne sider om behandlingsforløbet. Det er jeg ret glad for, at nogen har skrevet ned, i stedet for at give mig en diagnose. Jeg er ikke imod diagnoser – længere – men tit reducerer den noget meget komplekst ned til et enkelt ord. Men der er så meget mere at forstå. Der kan det diagnostiske sprog være problematisk, hvis det står alene.”

Han deler også gerne historien med højskoleeleverne, hvis de har brug for at høre den. Den er helt klart ikke en del af pensum, men på nogle hold opstår der øjeblikke, hvor det giver mening at dele den. Han forsøger ikke at løse problemerne, men at løsne dem, så det er muligt at ånde igen. Så garnet ikke strammer så meget.

Så det, at du er lige her på højskolen, spørger jeg, er det dit bidrag til at hjælpe nogle andre? Ja, det er det jo helt enkelt. Jeg tror hele tiden, jeg prøver at hjælpe den, som jeg selv var i samme alder, og give et sprog, som jeg selv manglede på samme tid til at forstå. Og som jeg først opdagede meget senere.”

HÅB Mørket er ikke farligt, det er nødvendigt. Både angsten og kærligheden er en del af at være menneske, og det hjælper at løsne op for knuderne i brystet, er højskolelærerens erfaring. Foto: Tobias Nicolai for Zetland

Christian Hjortkjær holder mange foredrag, både blandt unge og ældre. Han mærker tydeligt forskellene på generationerne, når han er ude. De ældre synes tit, han er for dyster. I hans bog Utilstrækkelig er der kun nogle få sider hen mod slutningen, der handler om håbet. Som højskolelærer mærker han til gengæld, at de unge voksne synes, det er forløsende at få lov til at bevæge sig ind i mørket og få et sprog for det, der er svært, og det, der gør ondt. Noget, han mener, påbudssamfundet nærmest har forment dem adgang til. Det giver luft at få løsnet op for følelserne. Det giver ro at få en pause fra glædestyranniet, som han kalder det.

En elev sagde det helt vidunderligt: Jeg er mest mig selv, når jeg er noget for andre, for så er jeg ikke i tvivl. Jeg kan være i tvivl, når jeg grubler for mig selv. men når en anden kan mærke, jeg er der, er jeg ikke i tvivl. Hvis du er utilstrækkelig, og jeg er utilstrækkelig, så får vi det begge bedre, ved at jeg hjælper dig.”

Den her pause fra glædestyranniet bliver allermest konkret, når der er fest på højskolen, og en helt bestemt sang brager ud af højttalerne. Når forsanger i bandet The Minds of 99 Niels Brandt synger de magiske ord: Alle skuffer over tid. Det, jeg ser, når den her sang kommer på nede på floor, som det hedder, det er, at deres ansigter lyser op. De løber ud i en kæmpestor klump og står og hopper på dansegulvet og skriger ind i hovederne på hinanden: Alle skuffer over tid.’ Og de er lykkelige.”

Det er deri, friheden og frelsen findes. Fordi sangskriver og forsanger Niels Brandt satte sig ned og formulerede en særlig og også ret modig og ærlig sætning, er han blevet en væsentlig stemme for den unge generation. Måske en stemme for et afdæmpet oprør. Der er en sætning at være fælles om, som ikke bare er reduceret til en diagnose.

Vi er alle utilstrækkelige. Det er jo ikke en løsning. Det er en sandhed. Og de har det med at virke endnu bedre. Alle skuffer over tid.