Nu kan du redigere i DNA. Men forskere beder dig indtrængende om at lade være

KLADDEDiskussionen om, hvorvidt menneskets arvemateriale er helligt, er mere presserende end nogensinde. Allerede nu er det muligt at tænde og slukke for forskellige gener i et foster. Foto: Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Derfor skal du læse denne artikel

En revolutionerende teknologi kan redigere i den kode, der styrer dine gener og din arvemasse. Det giver nærmest uendelige muligheder for at kurere sygdomme, optimere kroppen og påvirke menneskets evolution. I december 2016 skrev Mads Olrik om, hvilke kræfter det egentlig er, denne teknologi slipper løs. Artiklen er blevet højaktuel igen, fordi amerikanske forskere netop har redigeret i DNA'et på en række levedygtige fostre. 

For at forstå, hvad der er på spil i denne historie, begynder vi på et beskedent, træbeklædt hotel i Napa, Californien.

I januar 2015 mødtes en række af verdens mest prominente biologer her til et hastemøde. I det brev, mødet mundede ud i, stod der noget ganske enestående: Biologerne nedlagde et selvpålagt forbud mod at bruge en ny opdagelse.

Den slags håndslag er ekstremt sjældne. Der blev holdt et lignende møde mellem atomfysikere, da mulighederne i atomspaltning og fission blev tydelige. Der var et møde i begyndelsen af 1970’erne, hvor forskere blev enige om et foreløbigt forbud mod gensplejsning. Hver gang er forskerne trådt sammen på grund af en ny teknologi med stort potentiale. Hver gang har de været nervøse for, at vi ikke har kunnet overskue de kræfter, videnskaben har været i gang med at slippe løs.

Således også i januar 2015. Biologerne mødtes for at diskutere en ny teknologi ved navn CRISPR-Cas9. Teknologien kan nemt og med stor præcision omskrive de DNA-koder og gener, der afgør karaktertrækkene hos os og alle andre organismer på jorden. Den store frygt var, at CRISPR ville blive brugt til at omprogrammere menneskets evolution. Teknologien var stadig for usikker, mente et flertal af mødedeltagerne. Andre mente, at menneskets DNA er helligt og aldrig nogensinde burde manipuleres.

Vi vil kraftigt advare imod,” skrev forskerne i et åbent brev, at forsøge at modificere menneskets gener, før de sociale, miljømæssige og etiske aspekter er blevet ordentligt diskuteret.”

Advarslen blev fulgt – i halvandet år.

I oktober brugte kinesiske forskere for første gang CRISPR til at ændre på, hvordan cellerne i et levende menneske fungerer. Med det sagde de velkommen til et nyt kapitel i vores historie, hvor vi har hidtil usete muligheder for at redigere i livets kode og hidtil uset kontrol over vores kroppe. Spørgsmålet er, om vi kan overskue konsekvenserne.

20.000

... gener er der i det menneskelige genom. Cirka.

James Kozubek er meget træt. Han er forsker ved blandt andet Harvard Medical School og forfatter til bogen Modern Prometheus: Editing the Human Genome with CRISPR-Cas9. Han begyndte at skrive bogen for præcist fire år siden, da CRISPR pludselig viste sit gigantiske potentiale.

Det er som om, jeg har skrevet på én stor breaking news-artikel siden 2012,” siger han med en lille smule sorg i stemmen. Han er bange for, at bogen er blevet for teknisk og for fjern for alle os, der meget snart bliver nødt til at debattere den nye teknologi.

Jeg har skrevet så hurtigt, jeg overhovedet kunne, og alligevel har jeg været bagefter konstant. Hver dag, når jeg har åbnet avisen, har der været nyt om, hvad CRISPR kunne bruges til, eller om forskere, der igen har brudt grænsen.”

Modern Prometheus giver et overblik over, hvordan vores viden om og eksperimenter med DNA har udviklet sig i løbet af det seneste århundrede. Siden 1970’erne har de større forskningsinstitutioner haft muligheden for at genmanipulere forskellige organismer. Vi har fået genmodificerede afgrøder, og i flere årtier har vi også set eksperimenter med mus, der fik redigeret i deres DNA. Men de teknikker, der er blevet brugt, har været ganske grovkornede.

Man har kunnet bruge nogle særlige slags vira til at snige nye gener ind i et kromosom eller en celle,” siger Kozubek, men det har lidt været som at kaste en svensknøgle ind i en maskine. Kroppens immunsystem har måske reageret på det, og nogle gange har det endda givet kræft eller ødelagt andre gener. Det kan man eksperimentere med i kartofler eller mus, men det er for farligt at gøre ved et menneske.”

CRISPR dukkede op som trold af en æske og gav pludselig forskerne en skalpel, der kan skære præcist i DNAet. Det fungerer nogenlunde sådan her: Forskerne har opdaget, at bakterier har noget, man også populært kalder molekylære sakse. Saksene kan sendes på en mission imod en bestemt indtrængende virus og klippe dens DNA i stykker og uskadeliggøre den. Forskerne har fundet ud af, hvordan de kan ændre saksenes mission. I stedet for, at saksene går på jagt efter virus, kan man programmere dem til at gå på jagt efter lige den del af en DNA-streng, man gerne vil redigere i. Genpioneren Dana Carroll har kaldt det genkirurgi.

Hvis det ikke giver mening for dig, så får du lige en anden analogi. Den er halvdårlig, men det var det bedste, jeg kunne finde på:

Forestil dig DNA-koden som et stort bibliotek. Før CRISPR stod vi i receptionen med en meget stor, meget dyr og meget ineffektiv slangebøsse. Den kunne skyde bøger i cirka den retning, vi gerne ville, og vi kunne bare håbe på, de landede nogenlunde præcist og ikke væltede hele bogreolen. CRISPR er en bibliotekar. Han er billig i drift, vi kan sende ham præcis derhen, vi vil. Han kan fjerne bøger, han kan sætte nye bøger ind, og han er disciplineret nok til at gøre hverken mere eller mindre end det, vi beder ham om (hvis du mener, den allegori er upræcis, eller hvis du har en bedre, så lad mig høre den i bidragssporet i bunden af artiklen).

CRISPR er ekstremt pålidelig, man skal bruge ganske få komponenter for at få det til at fungere. Det er simpelt, billigt og elegant,” siger James Kozubek.

Det er ikke længere forbeholdt de store forskningsinstitutioner. Kandidatstuderende kan bruge det her for meget få penge.”

"Videnskaben har gjort os til guder, endnu før vi har gjort os fortjent til at være mennesker," skrev biologen Jean Rostand umiddelbart efter Anden Verdenskrig.

CRISPRs vej fra idé til at blive brugt på mennesker har været ekstrem kort. Og det er Kina, der er i spidsen. Kinesiske forskere lykkedes i 2014 med at redigere i generne for to abefostre, der fik forbedret stofskifte og immunforsvar. I sidste måned forsøgte de det på et levende menneske. Forskerne trak en række celler ud af en lungekræftpatient, omprogrammerede dem til at angribe kræften og sprøjtede dem tilbage i patienten. Vi ved endnu ikke, hvordan patienten reagerer på behandlingen

Det lyder vildt, men den virkelig store etiske grænse er allerede blevet krydset for lang tid siden. I maj 2015 offentliggjorde andre kinesiske forskere, at de havde redigeret i genkoderne på menneskelige fostre. Forskerne lykkedes (i de fleste fostre) med at fjerne en kort snas af DNA-koden, der gav en særlig blodsygdom. Fostrene var ikke levedygtige, men konceptet var bevist: CRISPR kan bruges til at ændre i det arvemateriale, vi giver videre til vores børn. Ændringen vil være permanent og bliver potentielt nedarvet til vores børnebørn, oldebørn og …, du forstår.

John Parrington er lektor i medicin ved Oxford Universitet og har udgivet to bøger de seneste to år: The Deeper Genome, der handler om, hvor lidt vi egentlig ved om, hvordan vores gener virker, og Redesigning Life om blandt andet CRISPR. Han betegner sig selv som både realist og ganske liberal og ved præcis, hvor han står henne i etikdiskussionen.

Det er helt OK at lave forsøg med menneskefostre,” siger han, for potentialet er helt åbenlyst. Vi kan rette defekter i fostre, inden de bliver født. Vi kan kurere helt forfærdelige sygdomme, og vi kan gøre det sikkert og præcist.”

Parrington taler blandt andet om Huntingtons sygdom. Den er betinget af ét bestemt gen, og CRISPR kan bruges til at slukke for dét gen. Der er en mindre liste af sjældne, men ret forfærdelige, sygdomme, der kan kureres på denne måde, og Parrington ser ingen grund til ikke at begynde at eksperimentere med det.

Teknologien er stadig ny, men i takt med at vi lærer mere om menneskets genom, kan vi måske også bruge teknologien til at kurere sygdomme, der er betinget af to eller flere gener,” siger John Parrington.

Få vil være uenige i, at hvis vi kan beskytte et foster og potentielt vores børne- og oldebørn mod Huntingtons sygdom, skal vi gøre det. Men når vi først begynder på dét, er vi begyndt at gå ned af en sti. Jo længere, vi kommer ned ad stien, jo mere uklart bliver det, hvad der er rigtigt og forkert. For hvor meget skal vi redigere i den kode, der er med til at gøre os til dem, vi er? Der ligger store diskussioner og venter længere ude ad stien, og videnskaben bevæger sig ikke med sneglefart – den sprinter afsted.

Jeg holdt et foredrag forleden, hvor jeg kiggede lidt frem i tiden,” fortæller Parrington.

Jeg fortalte, at vi måske meget snart har mulighed for at kurere cystisk fibrose (en sygdom, der især kommer til udtryk i lungerne, 150.000 danskere bærer genet, red.). En blandt tilhørerne, der var ramt af sygdommen, var jublende lykkelig. Men med den præcis samme teknik ville vi også kunne kurere” autisme, fortalte jeg. En autist blandt tilhørerne kaldte det mord.”

CRISPR er på sin vis ikke anderledes end det, der ofte sker, når man bruger kunstig befrugtning. CRISPR er bare betydeligt mere effektivt. Både John Parrington og James Kozubek – den trætte forfatter – er nervøse for, at genredigering kan misbruges i forsøget på at dække samfundets sprækker til og strømline vores liv.

Jeg er fortaler for neuro-diversitet,” siger Kozubek.

Jeg er bekymret for, om nogle forskere vil forsøge at behandle autisme eller depression med genterapi, i stedet for at acceptere, at det er to helt legitime måder at være i verden på.”

Men det er en frygt, der lige nu føles en lille smule fjern, og især James Kozubek vil betydeligt hellere snakke om et emne, han mener, vi bør tage os af her og nu. For der er en illusion om, at vi kan kontrollere den meget komplicerede evolutionsproces. Kozubek er bange for, at CRISPR i menneskehænder er som at give et alt for selvsikkert barn nogle meget store og meget effektive tændstikker i hånden.

Bonusinfo. I september lykkedes en amerikansk læge med en ganske kontroversiel manøvre: Han frembragte et barn med gener fra tre forældre. For at omgå en ubehagelig genfejl, splejsede han et uddrag af DNA fra en rask donor med morens DNA. Metoden er ulovlig i USA, og lægen måtte derfor udføre proceduren i Mexico.

Hvad ser du, når du forestiller dig det menneskelige DNA? Hvis du er påvirket af de seneste års overskrifter, ser du måske, at der er ét gen, der kan gøre dig tyk, et andet gen, der kan give dig Alzheimers, og så er der måske en klynge gener, der gør dig intelligent. Med dét syn på verden er CRISPR genialt. James Kozubek ser noget andet.

Jo mere, vi lærer om vores gener, jo mere opdager vi, hvor rodede og ekstremt komplicerede de er,” siger han.

Intelligens – hvordan vi så end definerer dét – bliver ikke styret af et bestemt gen, men af hundrede, måske tusindvis af forskellige gener, der hver har sin egen lille effekt. Hvor begynder du at redigere? Og du kan måske fjerne et gen, der hænger sammen med skizofreni, men det gen kan have en eller anden påvirkning et andet sted i økosystemet, som vi ikke forstår. Der findes ikke overlegne gener, kun gener, der har fordele og ulemper.”

Og selv hvis vi engang får et totalt overblik over koden, er vi ikke kommet tættere på at have nogen form for kontrol. Vi lever i tilfældighedernes verden.

Vores DNA-kode er ikke et stykke fastlåst tekst, som vi har med os hele vores liv,” siger Kozubek.

Det muterer og ændrer sig og bliver påvirket af omgivelserne. Rygning, for eksempel, er med til konstant at ændre dit DNA, det går i stykker og bliver repareret adskillige gange om dagen. Stress kan ændre vores gener, omgivelserne kan ændre dem. Vi har nu midlerne til at programmere vores og nærmest alle andre organismers DNA, men jeg er ikke sikker på, at vi ved, hvad vi laver.”

Det, James Kozubek frygter, er, at kompleksiteten ikke kommer til at stoppe forskere verden rundt i alligevel at forsøge at omprogrammere mennesket. Allerede nu er der et våbenkapløb i gang mellem USA og Kina. Kina har lagt sig klokkeklart i spidsen med forsøg på primater, fostre og nu levende mennesker, blandt andet fordi landet har et betydeligt mere gelinde godkendelsessystem.

Og det er ikke kun forskerne, Kozubek er nervøs for. Det er demokratiseringen af den nye teknologi, der er billig og nem at bruge. Hans øjne flimrer kort væk fra computerkameraet og Skype, som vi snakker over. Han klikker en hjemmeside frem og sender mig et link.

Har du set ham her fyren, der laver CRISPR-sæt i sin garage?”

Jeg klikker mig ind på en Kickstarter-side, hvor en amerikaner på en ubehjælpsom YouTube-video ganske rigtigt reklamerer med, at man kan redigere i DNA hjemme ved køkkenbordet.

Der findes gør-det-selv-sæt!” siger Kozubek og gør store øjne.

Kittet kan nok kun bruges på mikrober. Der kommer en instruktion med i, hvordan man kan klippe i deres DNA-kode og for eksempel gøre dem selvlysende. Det er faktisk en smule nuttet, men der løber også en vis rislen ned ad ryggen. Jeg kommer til at tænke på de håndslag, forskerne har givet hinanden gennem tiden. I 1970’erne kunne biologer gå sammen og blive enige om at gøre alt for at undgå, at gensplejsede organismer slap ud i naturen, uden at vi havde nogen anelse om, hvad der ville ske.

Nu er vi i en ny virkelighed. Teknologien er på samme tid blevet mere potent, mere præcis, nemmere at bruge og nærmest umulig at regulere. Det er meget muligt, at de fremmeste forskere kan mødes på et lille hotel i Californien og blive enige om ikke at redigere i DNA-koder og livsgrundlag for alverdens organismer. Men jeg kan betale en amerikaner 130 dollars for at sende mig teknologien til at redigere en bakterie til at gøre nærmest lige det, jeg har lyst til.