Du skal nu til at læse en historie fra den digitale avis Zetland.
Du har adgang til artiklen, fordi vores skribent Mads Staghøj har delt den med dig – ligesom alle medlemmer af Zetland kan.

signature

Jeg sidder i min sofa på Frederiksberg og kan ikke sove. Min søn er i Aleppo

  • 15. december
  • 8 min.
MOR TIL TRESamira Khalifa har boet i Danmark i halvandet år. Hendes mellemste søn er fanget i Aleppo. Foto: Kasper Løftgaard / Zetland

Derfor skal du læse denne historie

“Jeg har drukket af byens vand og klædt mig i byens klæder,” siger Samira Khalifa på 53 år om Aleppo, hvor hun har født sine tre sønner. I dag bor hun som flygtning med to af sønnerne i en spartansk lejlighed på Frederiksberg. Hendes mellemste søn, Mayas på 18, slap ikke ud af Aleppo i tide. Nu har Samira ikke hørt fra ham i tre dage. Her er hendes historie, fortalt med hendes egne ord.

Da Mayas var fire år havde han altid problemer med sine mandler, så han fik dem fjernet. Han var rigtig syg i tre dage, så kirurgen sagde, han skulle spise masser af is. Men Mayas lillebror gik hele tiden og spiste isen.

Jeg har ikke sovet i tre døgn.

Jeg får mærkelige billeder i mit hoved. Når jeg lukker øjnene, ser jeg Mayas’ ben, arme og hoved adskilt fra hinanden. Jeg ved ikke hvorfor.

For tre dage siden skrev Mayas til sin bror, at der var store bombardementer i Aleppo. Mayas var blevet ramt i benet. Vi ved ikke, om han lever, om han er på hospitalet, eller om han er død. Jeg ser nyheder, jeg læser Koranen og beder til Gud. Jeg har ikke gjort rent, ryddet op eller lavet mad de seneste tre dage. Jeg ved ikke, hvad mine to andre sønner har fået at spise.

Jeg tror, jeg er ved at miste forstanden, for når jeg prøver at sove, får jeg hjertebanken.

Forleden dag kunne hverken jeg selv eller min mindste søn falde i søvn. Men det var ham, der trøstede mig – ikke mig, der trøstede ham. Jeg kunne stadig ikke sove.

Da jeg flygtede til Danmark, blev min familie splittet. Min ældste og yngste søn rejste til Tyrkiet for at bo hos min bror, og Mayas blev hos sin faster i Aleppo. Vi ventede på, at Mayas kunne rejse til Tyrkiet for at mødes med sine søskende. Men så kom bomberne og uroen, og huset, han boede i, blev ramt. Han kom på hospitalet, blev rask og kom hjem. Så blev han ramt af bomberne igen.

Det er fem måneder siden, vi snakkede sammen sidst. Jeg kunne høre hans stemme. Han sagde, at han var kommet hjem fra hospitalet. Han fortalte, at han var meget syg, at han tit var sulten, og at han var meget bange. Jeg vil forenes med jer,” sagde han. Jeg savner jer.”

Jeg bad ham sende billeder, men så sagde han: Nej mor, det vil jeg ikke, for jeg ser forfærdelig ud. Du vil ikke kunne genkende mig.”

Han er min søn. Jeg er hans mor. Jeg har passet på ham og opdraget ham. Men nu har krigen skilt os ad.

Jeg tænker hele tiden, at det er min skyld: Hvorfor tog jeg ikke dem alle sammen med mig, da jeg flygtede til Danmark? Men jeg vidste ikke, om det var sikkert. Jeg var bange for, at vi alle sammen ville drukne.

MAYASEt portrætfoto af Mayas taget, da han var barn. Nu er han lige fyldt 18 år. "Krigen har gjort ham voksen," fortæller hans mor. Foto: Kasper Løftgaard / Zetland

Meningen med livet er kærlighed plus fred. Når ens børn bliver voksne, møder de livets forhindringer som bump på vejen. Det er min rolle at udjævne bumpene med kærlighed og omsorg. Kærlighed er det bedste våben i livet. Fantastisk.

Jeg læste jura. Jeg blev færdig med en uddannelse. Så fik jeg et kontorarbejde. Ud over det underviste jeg børn mellem 5 og 13 år i arabisk, fransk og matematik i folkeskolen. Og så var jeg musiklærer.

Jeg er født, opvokset, blevet gift og har fået mine børn i Aleppo. Jeg har drukket af byens vand og klædt mig i byens klæder. Jeg elsker alt ved den by.

Vi boede i centrum af byen i en femværelses lejlighed, tæt ved Aleppos universitet. Der var specielle gardiner, og jeg har grønne fingre, så der var planter og blomster i forskellige farver. Der var to kæmpestore altaner med solstole og borde, og vi dekorerede dem med stearinlys. Om sommeren sad vi der til langt ud på aftenen og røg vandpibe, og i weekenden dækkede vi bord og spiste morgenmad sammen.

Min mand var ingeniør. En dag i november 2012 kørte han på arbejde i sin bil. Siden da har vi aldrig hørt noget om, hvad der skete med ham.

Mit land er min by.

Jeg er Mayas mor, så du kan nok tænke dig, at han ser godt ud: Han er høj, slank og meget smuk. Han blev voksen, mens jeg sad her i Danmark. Nu er han 18 år.

Da Mayas var barn, drømte han om at blive pilot. Det er vigtigt at forstå, at han ønskede at blive en almindelig pilot – ikke en af dem fra krigen. Så kunne han flyve helt op og se himmelen og de andre byer, sagde han.

Andre gange sagde han: Jeg vil være ingeniør som min far.” Men krigen har krænket det hele og ødelagt hans drømme.

Mayas er temperamentsfuld, men meget kærlig.

I Syrien er der ikke asfalt over det hele, så man pudser sine sko én gang hver dag. Mayas pudsede sine flere gange om dagen. Han er meget sirlig.

En sommer, da han var fem år gammel, købte jeg et plasticbassin, fyldte det med vand og satte det ud på altanen. Han var altid sammen med sin lillebror: De var som tvillinger, de legede sammen og tjattede til hinanden. Da de legede i bassinet, slog han sit hoved på altanen. Vi blev nødt til at køre på skadestuen. I dag er der stadig et ar.

Han brød sig ikke om, at andre brugte hans ting. Ingen måtte sove med hans pude. Men en dag tog hans lillebror puden og kom til at savle på den. Derfor blev jeg nødt til at købe specielle pudebetræk, så alle kunne se, hvilke puder der var hans.

Vi er seks piger og otte drenge i min søskendeflok, og vi er alle sammen gift – kan du forestille dig, hvor mange børnebørn min mor har? Hun siger, at hun holder af dem alle sammen, men at Mayas er hendes yndling. Ham der banditten,” siger hun, jeg ved ikke hvorfor, men jeg elsker ham så højt.”

Mayas holder af musik ligesom mig. Om fredagen gik vi alle sammen ud på altanen. Vi spiste sammen, spillede musik, sang og dansede.

Når vi holdt sommerferie, tog vi på stranden. Hele storfamilien, mine søskende og deres familie og venner. Vi boede i små hytter på stranden. Vi stod op, når det passede os, spiste, dansede og spillede musik. Jeg sendte alle mine tre sønner til svømmeundervisning.

Han holdt af at cykle på stranden.

SORGSamira Khalifa bor i en lejlighed på Frederiksberg med to af sine sønner. Hun har svært ved at tale om den mellemste søn, der er fanget i Aleppo. Cinemagraf: Kasper Løftgaard / Zetland

Det er ikke kun de seneste døgn, der har været hårde. I tyve dage og nætter har der været slemme bombardementer i Aleppo. Så jeg går til psykiateren og får sovepiller. Alligevel kan jeg ikke sove.

Jeg tænker hele tiden på Mayas, og jeg kan ikke spise. Jeg hører hans stemme: Hjælp mig, hjælp mig.” Til sidst hører jeg ham sige: Mor, du er god, og du har ikke gjort nogen fortræd. Det er derfor, vores Gud beskytter mig.”

Folk i Aleppo har forskellige kontroverser, men de er fælles om det her: sult og krig.

I mine drømme får jeg altid det her billede af mennesker, der ligger på gaden. De mangler ben eller arme. Jeg ser blod hele tiden. Jeg ser den røde farve.

I dag tog jeg op på min sprogskole, men kun for at fortælle, at jeg havde det skidt. I går tog jeg derop, fordi der var en sprogtest, men jeg kunne ikke koncentrere mig. Jeg havde ikke forberedt mig. Mens jeg var der, tænkte jeg kun på min søn.

Hans yndlingsret er fyldte grøntsager med ris, hakkekød og krydderier – det hedder mahashi. Han holder mest af fyldte squash.

Jeg får hele tiden flashbacks. Det er som at være i biograf og se den samme film igen og igen: Jeg ser bombardementer og lig. Filmen kører konstant, når jeg går på gaden, sidder i metroen eller er på sprogskolen. Mine ben går bare automatisk.

Når vi sidder og spiser, begynder vi at græde. Hvordan kan vi sidde her, når min søn sidder ved bordet i Aleppo uden noget at spise?

Jeg har altid drømt om at blive journalist. Hvis jeg var dansker, ville jeg skrive den bedste artikel om Aleppo. Jeg ville begynde med at skrive, at Aleppos børn har betalt prisen for den her krig.

Selv om jeg er træt og har det rigtig skidt, tager vi til demonstration ved Christiansborg. Det er vigtigt, så vi kan stoppe russerne, Iran og Assad i at myrde vores befolkning.

Jeg har stor respekt for danskerne. De er meget venlige, de støtter mig altid, min sag og mit land. De gør det for fredens skyld.

Vi følger konstant nyhederne. Vi har set, at Assads styrker og russerne er begyndt at henrette civile på gaden.

Jeg har altid min telefon på mig, jeg slipper den ikke af syne.

Nå, så kom det akavede øjeblik.

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du vil have flere historier. Vi giver de første 14 dage gratis.

Ja tak