Det var helt oppe i det nordligste Grønland, opdagelsen skete. Her, hvor landskabet ligner en isørken, fandt Eske Willerslev for år tilbage noget helt bemærkelsesværdigt langt nede i jorden. I begyndelsen vidste den danske forsker ikke, hvad det præcis var, han havde fundet. Det ved han nu: to millioner år gammel dna.

Det er en vild verdensrekord. For det er første gang nogensinde, at man har fundet dna, der er så gammelt. “Det er dobbelt så gammelt som det ældste dna, man har kunnet udvinde før,” siger Eske Willerslev, der er professor i evolutionær genetik ved University of Cambridge og Københavns Universitet.

Altså: Verdensrekorden i dna – altså de byggesten, alle levende organismer består af – bliver her slået med svimlende en million år. “Det er i sig selv et nybrud,” siger han. “For det viser, at vi kan begynde at kigge på evolutionen – livets udvikling – på en ny måde og meget længere tilbage i tiden, end vi troede før.”

Opdagelsen, der offentliggøres i dag i det videnskabelige tidsskrift Nature, åbner et vindue ind til fortiden og fremtiden. Ikke mindst fordi det, vi ser, når vi tager tidsmaskinen to millioner år tilbage i tiden, giver os en ny måde at forstå nutidens klimaforandringer på. Og her er der både nedslående og opløftende nyt.

Det med den globale opvarmning vender vi tilbage til. Lad os først dykke ned, hvad det helt præcis er, den spritnye undersøgelse faktisk viser.

I dag er området, hvor den ældgamle dna blev fundet, goldt og koldt. Kap København, som det hedder, ligger tæt på Nordpolen. Is og sne strækker sig ud i horisonten, kun afløst af sten og mos hist og pist. “Det er som at gå rundt i en iskold Sahara, bare ved Nordpolen,” siger Eske Willerslev, der har lavet forskning sammen med professor Kurt Kjær fra Københavns Universitet og en række medforfattere.

“Det er jo en arktisk ørken. Alting, der er lidt liv i, struggler for at overleve. Når du er deroppe, føler du, du er på grænsen af, hvad der er muligt for livet.”

Men dna-prøverne viser nu, at landskabet for to millioner år siden var radikalt anderledes. Dengang var Grønland 10-17 grader varmere end nu. Så var området dækket af en rig, frodig lærkeskov. Forestil dig birketræer, poppel og tuja. Mellem træerne vandrede store, vilde dyr, viser forskernes dna-resultater. For eksempel den kæmpemæssige Mastodon, en slags uddød elefant, man indtil nu ikke anede har levet i Grønland.

“Ud over mastodonter løb der rensdyr rundt. Her var harer og lemminger. Gæs fløj forbi. Altså et helt andet landskab end det polare Sahara, vi ser i dag,” siger Willerslev.

At forfaderen til nutidens rensdyr og den uddøde Mastodon løb rundt sammen i en grøn skov i Nordgrønland er ny viden. Og det viser os en form for natur – eller økosystem – som ikke har nogen parallel i nutidens verden. Et økosystem, hvor arter fra vidt forskellige klimazoner – arktisk og såkaldt tempereret klima – levede sammen.

“For mig at se er den største nyhed, at der fandtes et økosystem for to millioner år siden oppe i Nordgrønland, som ikke har nogen analog i dag. Det er en blanding mellem arktiske arter og temperære arter, som vi slet ikke finder i dag,” siger Willerslev.

Det er første gang, det via dna er lykkedes at genskabe et så gammelt økosystem. Og lige lidt kontekst på tidsskalaen her: Dengang, for to millioner år siden, var mennesket i form af homo sapiens slet ikke opstået. Det skete for cirka 200.000 år siden. To millioner år er altså ti gange længere tilbage i tiden.

Vinduet ind i den ældgamle natur – som altså ikke minder om noget, vi kender i dag, med kæmpeelefanter, rensdyr og dolkhaler nede i vandet, med dyr fra forskellige klimazoner sammen – viser os to vigtige ting om klimaforandringerne her og nu, mener Willerslev. Den første ting er mildt sagt bekymrende.

“Det fortæller os, at vores evne til at forudsige, hvad der sker, når klimaet ændrer sig, er utroligt dårlig,” siger han.

For to millioner år siden var kloden nemlig også påvirket af klimaforandringer på en måde, der minder om, hvor vi nok er på vej hen nu, siger han. Men dyrene og planterne reagerede ikke på den måde på det skiftende klima, som vi i dag tror, de vil reagere. Mastodon, rensdyr, birk og alle de andre dyr og planter burde ikke have levet i det klima sammen, siger Willerslev. Men det gjorde de, tyder forskernes fund på.

Altså: Den natur og de arter, der levede i Nordgrønland dengang, passer ikke med den viden, vi har om, hvordan et ændret klima påvirker dyr og planter. Økosystemet dengang går stik imod vores nuværende modeller for, hvordan vi tror, et forandret klima påvirker biologien. Fortidens natur viser os med andre ord, at vi nok ikke særlig godt kan forudse fremtidens natur i en globalt opvarmet virkelighed.

“Det tyder på, at vores forståelse af, hvordan biologien rundt om os reagerer på klimaforandringer, er ekstremt dårlig,” siger han. “Vi er virkelig dårlige til at forudsige fremtiden. For arter sætter sig sammen på en anden måde, når klimaet ændrer sig, end det, vi tror i dag,” siger Eske Willerslev.

Og det er er bekymrende. Ikke kun fordi det viser, at man på ingen måde kan vide sig sikker på, at Danmarks natur bliver ligesom Sydfrankrigs i et ændret klima, som nogle har antaget. Men også fordi vi har brug for at have en nogenlunde præcis idé om, hvordan klimaforandringerne i fremtiden vil påvirke naturen, for mest effektivt at kunne kæmpe imod. “Og det er dårligt nyt for klimaet,” siger han. “For når du ikke kan forudsige, hvad der kommer til at ske, så er det også ekstremt svært at gøre noget ved det.”

Jeg spørger ham, om resultaterne ikke lige så godt kan tolkes opløftende: Altså når fortiden viser, at arterne kunne leve sammen i et økosystem på uventet måde, kunne nutidens arter så ikke gøre det samme i et ændret klima i fremtiden?

“Det er et godt spørgsmål,” siger han. Og det er ikke umuligt. Problemet er bare, at klimaforandringerne i dag går meget hurtigt. Og dyrs tilpasning til et ændret klima tager tid. Derfor udgør den globale opvarmning i høj grad en trussel for mange arter, der risikerer at uddø.

Og vigtigst, siger han, så viser den her forunderlige og mærkværdige million år gamle natur os, at nutidens modeller for, hvordan livet reagerer på et ændret klima, ikke bare er til at stole på. Willerslev kalder det “sindssygt bekymrende” – et “wakeupcall”.

Det var den første ting, den nye forskning måske kan lære os om fremtidens klimaforandringer. Men som jeg nævnte tidligere, at der også er en anden læring om klimaet. Og den rummer mere håb. Den millioner år gamle dna giver nemlig en ny indsigt i, hvordan arter udvikler sig i et ændret klima – og det kan vi bruge til at hjælpe naturen, vurderer Willerslev.

“Vi har fået en genetisk nøgle til, hvordan planter og dyr har tilpasset sig klimaforandringer tilbage i tiden, og hvordan de adskiller de sig fra de arter, vi har i dag,” siger han. Med den viden kan man måske bruge genteknologi til at hjælpe naturens økosystemer på vej, så dyr og planter bedst muligt klarer sig i et ændret klima.

Inspireret af fortiden kunne man drive økosystemer i en retning, så de lignede tidligere tiders natur, eksempelvis som i Nordgrønland, hvor arter fra arktiske og tempererede områder levede sammen. “Det giver mulighed for at bevare biodiversitet – bevare arter i sammensætninger, hvor man umiddelbart tænker, at de ikke ville kunne overleve i dag,” siger han.

Det handler om at fremme vild natur, men også om planter til fødevarer. Kan man bruge fortidens dna til at skabe fremtidens landbrugsplanter til et ændret klima? Det kunne være planter, der gror mere modstandsdygtigt og på mindre områder – så der blev mere plads til natur tæt på, hvor de fleste mennesker lever, siger han.

Willerslev taler om, at vi kan bruge fortidens dna til at lave en slags genetisk roadmap eller landkort, vi kan bruge i fremtidens ændrede klima.

“Hvis vi kan læse det genetiske roadmap, kan det give os information om, hvordan kan vi sammensætte organismer på en anden måde, og hvordan vi eventuelt genetisk kan modificere organismer til at være mere robuste over for de klimaforandringer, vi står over for,” siger han.

Det er lidt kontroversielt, det her, skal det siges. Willerslev taler om, at vi kan manipulere økosystemer og organismer. Men er det ikke uetisk eller unaturligt eller ligefrem farligt at rode med naturens byggesten på den måde?

Willerslev svarer, at mennesket jo altid har manipuleret med naturen – også for tusindvis af år tilbage. Og vigtigere: Vi har allerede manipuleret med klimaet gennem industrialisering og forurening. Det er derfor, vi står i en klimakrise nu. Så hvorfor ikke også bruge vores evner til at manipulere naturen til at modstå den krise?

Man skal selvfølgelig tage forbehold for forskningsprojektets resultater – og hvad man kan konkludere ud fra dem. Det er svært at generalisere på baggrund af så fjern en fortid og et trods alt begrænset datamateriale – og endnu sværere at gisne om fremtiden.

Men: Andre uafhængige forskere på feltet, der ikke har været involveret i projektet, er generelt begejstrede. Professor Duane Froese fra University of Alberta peger på, at videnskabsfolk for få år siden kun kendte til dna, der var nogle hundrede tusinde år gammelt. “De nye tilgange her giver en rig forståelse for fortiden, som blev set som science fiction for bare få år siden,” siger han.

Istids-geologen Alberto Reyes taler om “virkelig spændende videnskab fra et meget svært sted at lave forskning”. Hvis resultaterne kan bekræftes, “vil det give os et langt bedre billede af, hvordan et vedvarende varmere-end-nu-Arktis ville se ud”. “Det føles nærmest magisk at kunne danne så komplet et billede af et ældgammelt økosystem” fra bittesmå fragmenter af dna, skriver professor Beth Shapiro fra University of California til mig i en mail.

Herhjemme kalder dna-forsker og lektor Philip Francis Thomsen fra Aarhus Universitet det et “meget, meget stort resultat”. Willerslev-holdets dna er fundet i sediment, altså aflejringer af løse partikler, i form af ler og kvarts. Det er spændende, fordi det måske kunne åbne for, at man også kan finde lige så gammel dna i ler eller jord i tropiske egne, måske i Afrika, hvor de første mennesker udviklede sig.

“Det kan give en helt ny forståelse af livets udvikling gennem de sidste millioner af år og måske også menneskets oprindelse,” siger Philip Francis Thomsen.

Willerslevs forskning kan således være en nøgle til netop ny viden om livets udvikling. Og til, hvorfor nogle arter har tilpasset sig og overlevet, mens andre er bukket under i et ændret klima. “Det er et redskab til at forstå verden i en helt anden tid,” siger han.

Nu forventer han, at forskere rundtom i verden vil bruge lignende teknikker til at strække grænserne endnu mere for, hvad vi kan opdage om fortidens liv. “Det er som at løse et mysterium, og så åbner der sig ti nye mysterier,” siger han. “Det er det fantastiske ved videnskab.”

Og ja, faktisk viser Willerslev-holdets nye opdagelse en sidste ting, som netop handler om, hvordan videnskab opstår. Og det ikke er altid lige fantastisk. Eske Willerslev og kollegerne begyndte deres udforskning helt tilbage i 2006. Dengang lavede holdet de første boringer i den nordgrønlandske klippeformation Kap København.

Her, i ler og kvarts, fandt de mikroskopiske fragmenter, de troede var dna, bevaret af frost og uberørt af mennesker. Men: De kunne ikke trække dna’en ud. De kunne ikke forstå, hvilke dyr eller planter de tilhørte.

“Hver gang vi fik nye teknikker, prøvede vi,” husker Willerslev, “og hver gang var det uden succes.”

Det blev begyndelsen på et 15 år langt detektivarbejde. Det var så svært, at forskerne var ved at koge over af frustration. “Det gik under navnet Kap København-forbandelsen,” siger han. “Og det var ikke for sjov. Det var en karrierekiller. Flere forlod videnskab i frustration på grund af det projekt.”

Det krævede arbejde fra 40 forskere fra Danmark, Storbritannien, Frankrig, Sverige, Norge, USA og Tyskland. Først da forskerne var blevet dygtige nok til at trække dna-partiklerne ud af lerjorden og havde fået et nyt avanceret teknologisk instrument, skete gennembruddet. “Så begyndte vi at se, at de her planter og dyr kom ud,” siger han. “Det var helt fantastisk.” Kap København-forbandelsen var brudt.

“Det siger noget om, hvor lang tid forskning tager,” siger Willerslev. Hvis han – af landets stjerneforskere – udelukkende havde lavet det 15 år lange projekt, var han blevet stemplet som en fiasko, siger han.

“Det er også derfor, forskning har det svært i dag. Vi lever i en verden, hvor alting skal gå enormt hurtigt. Nyheder i dag er gamle i morgen, og forskning opererer ikke på de præmisser. Forskning er det lange, seje træk.”

Forskning handler om tid. Forskning handler også om fejl. Året inden Eske Willerslevs hold lavede den første boring i Nordgrønland, tilbage i 2005, skrev han og en kollega en artikel. Her kom de med en klar vurdering: “Vi postulerede, at dna ikke kan overleve mere end en million år,” siger han.

Det viste sig at være et fejlskud. Med sådan cirka en million år. Indtil videre.

“Jeg har lært, at man som videnskabsmand skal være klar til at æde sine egne ord. Det har jeg gjort flere gange i min karriere, og det her er endnu et eksempel,” siger han. “Men det er jo også det vidunderlige. At man ikke har alle svarene. At man bliver nødt til at være ydmyg. At grænserne hele tiden rykker sig for, hvad vi kan opdage,” siger han. Og så er det helt okay at tage fejl.

For så kan det være, at man i en boring i en forbandet isørken finder livets ældgamle byggesten – og får et glimt af fortiden og måske en hjælp til fremtiden i et ændret klima.

“Og det er jo videnskaben i en nøddeskal: at man ender med at ændre den måde, man selv ser verden på.”

Og måske endda ændrer den måde, andre ser verden på.