Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Under corona er de unge blevet kaldt helte, skurke, ofre og egoister. Måske skulle de bare have svaret "spejl"

Der er forskel på tristhed og decideret mistrivsel, men under nedlukningen har vi puttet alle unge i én kasse, mener professor i ungdomsforskning.

Foto: Stine Bidstrup, Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte


30. marts 2021
7 min.

En lykkelig begivenhed indtraf i Noemi Katznelsons familieliv for et par uger siden. Efter måneders utålmodig venten kunne hendes datter nu endelig komme tilbage på sin efterskole. Og det var da en kæmpe lettelse og virkelig glædeligt både for mor og datter og mange andre.

Men var det også en tilstand af mistrivsel, der blev ophævet lige dér?

Det spørgsmål har Noemi Katznelson stillet sig selv. For selv om hendes datter var gennemslatten”, var hun jo ikke syg. Snarere træt og trist. Min datter og hendes kammerater har helt sikkert oplevet meningsløshed, følt sig presset og tabt modet af at være hjemme. Men det er helt alment menneskelige reaktioner. Der er ikke noget mærkeligt i, at det er dødens pølse kun at sidde hjemme. Sådan har jeg det også selv. Men vi skal passe på med at sygeliggøre det.”

Noemi Katznelson er 53 år, mor til fire børn og professor, centerleder og forskningsleder ved Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet. Vi har aftalt at ringe sammen, fordi hun har gjort sig nogle tanker om de fortællinger om ungdommen, der har floreret under det seneste års nedlukninger. Og som i hendes optik har svinget som et hurtigt pendul hen over den unge del af befolkningen. Eller som hun siger: Der har været tre fortællinger om ungdommen under lockdown, og ingen af dem er rigtige. De er i hvert fald langt mere nuancerede og mudrede end som så.”

Så det handler også om at trykteste de påstande om danske unges tilstand, som bliver serveret i samfundsdebatten. Er det her mistrivsel eller kedsomhed, og vil problemet løse sig, når hverdagen ligner sig selv igen?

Lad os lige spole tilbage til marts 2020, da Mette Frederiksen lukkede landet, og kigge på, hvad det er, Noemi Katznelson mener. Hvad er det for nogle fortællinger? Kort efter den første nedlukning blev de unge set som samfundets spydspidser. De var hovedpersonerne i den socialdemokratiske fortælling i samfundssind. De blev hjemme for andres skyld og ofrede sig selv for de ældre generationer.” De unge var altså helte.

Da sommeren kom, blev en ny fortælling om Danmarks ungdom etableret. Nu var den selvisk og egennyttig og gik til piratfester og rejste til Sunny Beach og tænkte kun på at feste og drikke alkohol. Når politiet lukkede piratfester rundtomkring i landet, blev det italesat, at ungdommen” havde vanskeligt ved at udvise samfundssind. Nu var de unge skurke og syndere. Og justitsminister Nick Hækkerup (S) var skuffet. Han sagde for eksempel sådan her til DR: Jeg kan godt forstå, at unge mennesker gerne vil feste. Heldigvis gør langt, langt de fleste det på en måde, så de kan have et socialt liv inden for rammerne. Derfor er det også så skuffende, at nogle stikker helt af fra rimelighedens rammer.”

Da vinteren satte ind, og eleverne skulle blive hjemme fra skole i mange uger, begyndte en tredje fortælling om de unge” at dominere mediebilledet. Det er den, der stadig i skrivende stund er den gældende. Nemlig historien om, at ungdommen mistrivedes under nedlukningen, sygnede hen og blev deprimeret. Det kan man med lethed få bekræftet i nærmest et hvilket som helst dansk medie for tiden: De unge mistrives under nedlukningen.” Og bevares, det har jeg også selv skrevet i den her artikel til Zetland for nylig. Nu er det blevet synd for en hel generation.

Netop de her generaliseringer er dem, som Noemi Katznelson anfægter. Vi skal stoppe med skråsikre fortællinger om, hvordan en hel generation har det. For lige nu er det, som om vi, altså samfundet i bred forstand, bliver ramt af en form for kollektiv alarmisme. Det giver ikke mening at beskrive ungdommen som én stor klump, siger hun. Du kvæler alle nuancer og gør rigtig mange mennesker forkerte. Der er mange, der ikke kan genkende sig selv i de fortællinger. Det svarede til, hvis jeg åbnede radioen og hørte fortællingen om, at alle fraskilte 53-årige kvinder med fire børn er sådan og har det sådan. Vi andre er heldigvis mere forskånede for generaliseringer om, hvordan vi har det. Ingen nyheder begynder med voksne mistrives under nedlukningen’.”

Dronning Margrethe sagde sådan her til de unge i sin tale til nationen i marts 2020: “Selvfølgelig er det skuffende og ærgerligt ikke at kunne mødes med sine venner, ikke mindst når man er ung. Men I har jo tiden for jer og andre måder at mødes på i denne digitale tidsalder.”

Hvem er de unge eller ungdommen overhovedet? Det interessante er, at det findes der ikke noget nagelfast svar på. Vi taler altså om en stor gruppe af mennesker som fællesmængde uden helt at have styr på, hvem det egentlig angår. For 100 år siden, hvor mange blev sendt ud at tjene efter konfirmationen, gik man nærmest direkte fra barndom til voksenlivet uden nogen mellemregning, mens man i dag kan være ung i skinny jeans og hættetrøje til langt ind i 40’erne. Ja, så ungdommen er mere en kulturel kategori eller en flydende størrelse, altså ikke en gruppe, man egentlig kan indhegne,” siger Noemi Katznelson.

Okay, så på den ene side ved vi ikke helt præcis, hvem de unge er. På den anden side har vi – medier, myndigheder, interesseorganisationer, politikere, find selv på flere – etableret en række meget forskellige fortællinger om ungdommen.

Men hvad er egentlig problemet med de her fortællinger om ungdommen? Ofte er der gode intentioner bag. Der kan for eksempel være et ønske om at skubbe til politikerne, så de sender børnene og de unge tilbage i skole. Og de såkaldte unge behøver vel ikke at tro på dem, eller tage dem ind. Bare fordi nogen siger, de er helte, syndere eller ofre, skal man vel ikke nødvendigvis tro på det?

Faktisk betyder det meget for især yngre mennesker, hvordan de bliver set med samfundets øjne. For man danner ikke sin identitet alene. Man danner den i fællesskab med andre, siger Noemi Katznelson. Vi skubber på en farlig vogn, når vi som samfund, forældre og lærere taler om de unge, som om de er nedbrudte. Så leverer vi en fortælling om en generation på kanten af et sammenbrud, som unge uvægerlig forholder sig til.”

Sagt på en anden måde beder vi dem om at kigge indad og mærke efter, hvordan de har det. Og er man så forkert, hvis man ikke er nedbrudt endnu og ikke helt kan finde tristheden, selv om man leder? Burde man egentlig have det dårligt?”

Og så er der også lige det, at hvis alle unge mistrives, hvor efterlader det så dem, som rent faktisk virkelig har det rigtig dårligt, og hvor der er tale om alvorlig mistrivsel? For nylig kom det frem i et forskningsprojekt fra DPU og SDU, at op mod 20 procent af skoleeleverne mistrives under nedlukningen, hvilket den her Zetland Helikopterhandlede om.

Noemi Katznelson vil ikke anfægte de forskningsresultater, men som samfund skylder vi at trykteste, om det virkelig er mistrivsel og ikke mere forbigående tristhed og kedsomhed. Man kan godt tale om, at en generation har nogle træk, men mistrivsel kan ikke være et generationstræk. Og vi risikerer at negligere dem, der har det skidt på måder, der kræver en indsats, mener hun. Jeg frygter, at de drukner i den generelle mistrivsel, fordi vi ikke har noget sprog til dem, for det har vi lige brugt til noget andet. Man må spørge sig selv: Vil min teenager blomstre op igen, så snart han eller hun kommer tilbage til sin hverdag igen, eller er det her en mere alvorlig, permanent tilstand?”

Men hvorfor, spørger jeg. Hvorfor er det egentlig, at vi bliver ved med at tale om ungdommen som en samlet størrelse og en ensartet gruppe og tilsyneladende har gjort det i generationer? Noemi Katznelson tøver. Hmmm. Det er et virkelig godt spørgsmål. Jeg ved ikke, om jeg har noget godt svar til dig lige her på stående fod. Det bliver jeg nødt til at tænke over …”

Dagen efter ringer Noemi Katznelson tilbage. Jeg har lige fire minutter. Jeg har tænkt og tænkt over dit spørgsmål, og jeg tror, jeg har fundet et svar,” siger hun.

Jeg tror, vi bruger ungdommen som et spejl på resten af samfundet. Vi bruger ungdommen til at forstørre problemer, som vi egentlig alle er optaget af og synes er lidt svært. Vi siger, at de unge er for meget på sociale medier eller er optaget af klimaforandringer. Og vi siger, at de unge mistrives under nedlukningen, men kan man ikke også sige det om de fleste voksne?”

Jeg spørger hende, hvad der mon så bliver den næste store fortælling om ungdommen. Som samtidig vil spejle det, resten af samfundet føler eller bokser med. Hvor mon det der dommens pendul svinger hen næste gang? Noemi Katznelson har et bud. Mon ikke ungdommen om lidt bliver beskrevet som jublende kvæg, der endelig bliver lukket ud på græs efter at have været inde i stalden hele den lange vinter?”