Plastik kan blive verdens mest miljøvenlige materiale. Her er hvordan

Plastik er det ultimative eksempel på, hvorfor vores samfundsmodel ikke er bæredygtig. Men materialet rummer også historien om, hvordan den kan blive det.

Foto: Kasper Løftgaard for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Denne historie handler om Jorden, men den begynder ude i rummet. De tre astronauter ombord på Apollo 8-missionen havde cirklet fire gange rundt om Månen i deres rumkapsel, da de som de første mennesker nogensinde fik øje på planeten Jorden i sin helhed. Det var juleaften, den 24. december 1968. Oh, my God! udbrød en af dem, den 35-årige William Anders. Her kommer Jorden. Wow, hvor er det smukt!”

Øjeblikke senere havde han med sit Hasselblad-kamera knipset et billede, som skulle blive afgørende for skabelsen af den moderne miljøbevægelse. Billedet er i dag kendt som Earthrise, og det gør det åbenlyst for enhver, hvor fuldkommen afhængige vi mennesker er af den lille, isolerede planet, vi bor på, og hvor skrøbelig vores eksistens i virkeligheden er.

Her er det ironiske: William Anders kunne ikke have taget sit billede uden et materiale, som i dag er blevet et fikspunkt for miljøbevægelsens kamp mod forurening af kloden – nemlig plastik. Apollo-missionerne bugnede af plastik. Astronauterne sad på plastiksæder, de var klædt i plastikdragter, og når de var på rumvandring, kiggede de ud gennem plastikvisirer. Selve filmen, som Earthrise-billedet er taget på, bestod af en slags plastik.

Foto: Nasa

Plastik er et af de mest udskældte materialer i debatten om menneskets anstrengte forhold til planeten. Men historien om Earthrise-billedet viser, at det også er et af de mest misforståede. Plastik er på mange måder genialt og tæt på uundværligt. Det er for eksempel svært at forestille sig et moderne hospital helt uden plastik. Vingerne på de vindmøller, som verden over er blevet symbol på den grønne omstilling, består delvist af plastik. En bil (for slet ikke at tale om en elbil) ville veje voldsomt meget mere, hvis den ikke var lavet halvt af plastik. Der er plastik overalt, og ofte er det faktisk langt mindre problematisk og belastende for kloden end alternativerne.

Grundlæggende er plastik en fællesbetegnelse for en hel masse forskellige menneskeskabte materialer, der har det til fælles, at de er polymerer. Det vil sige, at de består af lange kæder af monomerer, som er nogle molekyler lavet af kulstof, brint og indimellem også andre grundstoffer. På den måde kan man lave en mangfoldighed af forskellige materialer, som vi tilsammen kalder plastik, og som i mange situationer er mere effektive at bruge end glas, stål, aluminium, beton, bomuld, eller hvad man ellers kunne finde på. Ja, plastik er faktisk på mange måder ret fantastisk. Plastik er et stærkt, let, holdbart, vandtæt, lufttæt, alsidigt og billigt materiale. Det er derfor, det er så udbredt. Og griber vi sagerne rigtigt an, kan plastik i fremtiden måske blive det mest miljøvenlige materiale i verden”, som professor Henrik Wenzel fra Syddansk Universitets Institut for Grøn Teknologi formulerer det. Ja, måske kan plastik ligefrem komme til at hjælpe os med at bekæmpe klimaforandringerne i stedet for – som i dag – at bidrage til dem. Men det kræver, at vi finder helt nye og radikalt anderledes måder at producere, bruge, genbruge og genanvende plastik på. Hvilket vi faktisk også har alle muligheder for. Det er først og fremmest det, den her artikel handler om.

Den er skrevet på opfordring fra jer, Zetlands medlemmer, og ambitionen er at rydde op i en meget stor og til tider uoverskuelig problemstilling ved pege på mulige veje ud af det plastik-morads, vi aktuelt befinder os i. For ja, verden er ved at drukne i plastik. Jeg begyndte researchen med at spørge Zetlands medlemmer, hvad I helst ville vide om plastik, og hvad artiklen burde komme ind på. Responsen (og tusind tak for den) gjorde det klart, synes jeg, at der både er behov for at anvise en farbar vej ud af plastiklabyrinten og for at udforske et par af blindgyderne. Så det vil jeg nu gøre, før jeg afslutningsvis prøver at sige noget fornuftigt om, hvad man mon skal tænke om sit eget plastikforbrug. Men lad os begynde med at slå fast, hvor vi er i dag. Det er nemlig ikke noget særlig godt sted.

Sandheden er, at den moderne verden har et seriøst plastikproblem. Af de over ni milliarder tons plastik, der nogensinde er produceret, er omkring tre fjerdedele allerede blevet til affald, og kun omkring en tiendedel af affaldet er blevet genanvendt, mens godt 12 procent er blevet brændt af. Resten – altså mere end tre fjerdedele af alt plastikaffald, der nogensinde er skabt – hober sig op på lossepladser og i naturen, og der kommer hele tiden mere til. Hvert minut ender en lastvognsfuld plastik i havet, og når forskerne leder efter plastik, finder de spor af det overalt – fra Svalbards jomfruelige sne til bunden af Marianergraven. Og det er i virkeligheden kun begyndelsen. Selv om det kan føles, som om vores civilisation står på et bjerg af plastik, befinder vi os i virkeligheden snarere ved foden af det.

Hvert år produceres over 350 millioner tons ny plastik til alle vores plastikposer og takeaway-æsker og computere og vandrestøvler og polyestertrøjer og madrasser og møbler og mundbind, og mængderne stiger år for år. Det betyder, at vi mennesker hvert år producerer vores egen vægt i plastik. Vi kender endnu ikke de fulde konsekvenser af plastikaffald i naturen, men vi ved, at vilde dyr spiser plastik, at dyrene kan dø af det, og at skadevirkningerne tiltager med mængderne. Vi ved også, at jo mere plastik vi brænder af – og det er mere og mere – jo større problem er det for klimaet. Omkring fem procent af verdens olieproduktion går i dag til plastik, og selv om vi kun brænder en fjerdedel af vores plastikaffald af, er det nok til at have betydning for atmosfæren. Og når eksperterne fremskriver udviklingen, kommer de frem til nærmest uhyrlige resultater. Hvis vi fortsætter som hidtil, vil vi i 2050 have skabt mere end fire gange så meget plastikaffald som i dag. Vi vil også have brændt omtrent 15 gange så meget plastik af og have smidt omtrent to en halv gang så meget på lossepladser og i naturen. Havet vil til den tid ikke modtage én, men fire lastvognfulde plastik i minuttet.

Det er en fremtid, vi gerne vil undgå. Men hvordan?

Foto: Kasper Løftgaard for Zetland

Før vi kommer til vejen frem, er jeg som sagt nødt til at udforske nogle blindgyder – helt præcis tre af slagsen.

Den første blindgyde handler om at erstatte plastik med andre materialer. Det er en nærliggende tanke, og da jeg bad om input til den her historie fra jer Zetland-medlemmer, dukkede spørgsmålet op adskillige gange: Kan vi ikke bare bruge noget andet? Desværre er det korte svar – som nogle af jer også var inde på – at nej, det kan vi ikke rigtig. I hvert fald ikke i et omfang, der virkelig batter noget. Nogle gange vil alternativerne til plastik som nævnt være værre for klima og miljø. For eksempel er bæreposer af bomuld betydeligt værre for klimaet end sammenlignelige poser af plastik. Andre gange er der ikke rigtig noget oplagt alternativ. Det er for eksempel ikke nogen særlig god idé at pakke fiskefrikadellefars ind i genbrugspap. Og så er der også alle de tilfælde, hvor det at pakke noget ind i plastik reelt kan være bedre end at lade være. Det gælder særligt i forhold til mad: En agurk holder sig fem gange så længe, hvis den er pakket ind i plastfilm, og sådan er det med mange madvarer. Det betyder, at plastik har et kæmpe potentiale til at mindske madspild, som målt på temmelig mange parametre udgør et betydeligt større bæredygtighedsproblem end plastik.

Den næste blindgyde handler om bionedbrydelig eller komposterbar plastik, altså plastik, der så at sige kan gå i opløsning. Det lyder jo glimrende med plastik, der bare sådan forsvinder af sig selv – men problemet er, at det gør det slet ikke. Hvis man smider komposterbar plastik i naturen eller i sin kompostbunke, bliver den faktisk ikke nedbrudt – det kræver nemlig nogle helt særlige forhold, som kun findes på industrielle komposteringsanlæg. Og ender det komposterbare plastik i plastikskraldespanden, er det lige så slemt, fordi den gør det sværere at genanvende resten af plastikken til nye plastikprodukter. Derfor giver komposterbar plastik kun mening i nogle ganske særlige tilfælde. Organisationen Plastic Change, der kæmper mod plastikforurening, er faktisk gået så vidt som at kalde bionedbrydelig plastik for en kæp i hjulet på den grønne omstilling”.

Den sidste blindgyde handler om bioplast, som adskiller sig fra almindelig plastik ved at være lavet af planter eller andet organisk materiale i stedet for fossil olie og gas. Det lyder jo umiddelbart som en god ting, fordi organisk materiale – biomasse – er en fornybar ressource. Men problemet er, at det på lang sigt også er en knap ressource. Hvis vi skulle dyrke planter i stor stil udelukkende for at lave plastik af dem, ville det øge landbrugets allerede enorme aftryk på planeten yderligere. Det ville gå ud over regnskoven og forværre både klimaforandringerne og det verdensomspændende tab af biodiversitet – og samme logik gælder i forhold til bambus-tandbørster og andre ting lavet mere direkte af planter. Selv om vi begrænsede os til at bruge affaldsprodukter som for eksempel sukkerrørsfibre som råmateriale til bioplast, ville der hurtigt opstå problemer, fordi der er meget andet at bruge affaldsprodukterne til – for eksempel nogle af de grønne brændstoffer, vi også vil få brug for i fremtiden. En af dem, der derfor advarer mod at tro, at bioplast er vejen frem, er professor Thomas Astrup fra DTU Miljø, som forsker i affald og ressourcer.

Efter min mening giver det ikke mening at tro, at bioplast bare kan erstatte al plast, og at det i øvrigt er en klimaneutral og bæredygtig løsning,” siger han. Restbiomasse er også en begrænset ressource, som vi i virkeligheden gerne vil udnytte til alle mulige formål.”

Og som det er i dag, siger professoren, er bioplast ganske enkelt ikke den bedste måde at udnytte ressourcen på.

Så hvad gør vi så? Thomas Astrup fra DTU Miljø har brugt rigtig mange år på at gruble over netop dét spørgsmål, og det allerallervigtigste at forstå, siger han, er, at vi er nødt til at bruge mindre plastik, simpelthen. På lang sigt er vi nødt til at begrænse os til ikke at bruge mere, end der er ressourcemæssigt grundlag for. Det første skridt er derfor at stoppe unødvendigt overforbrug. Behøver man egentlig fire små engangsplastikflasker med soja, når man bestiller sushi til fire? Nok ikke.

Næste skridt er næsten lige så oplagt: Vi skal – som samfund – lære at bruge vores plastikdimser mere end én gang. Og det opløftende er, at vi faktisk godt ved, hvordan man gør. Tænk bare på pantautomaten nede i supermarkedet. Pant er et koncept, som med fordel kan udvides til en hel masse andre plastikting end bare flasker til øl, vin, sodavand og juice. I den schweiziske hovedstad Bern er mere end 1.300 restauranter for eksempel med i et samarbejde, hvor kunderne betaler pant på plastikemballagen til deres takeawaymad. Det kræver en lidt mere robust emballage og derfor lidt mere plastik per æske, men allerede efter omkring ti ganges genbrug bliver klimaregnskabet bedre – og virksomheden reCircles emballager kan bruges mere end 200 gange. Lignende koncepter findes inden for e-handel. Her er fidusen en afart af pant, hvor kunderne modtager rabatkoder, hvis de sender emballagen retur med posten (hvilket fra netbutikkens synspunkt gerne skulle øge kundernes loyalitet og dermed salget).

Genbrug behøver imidlertid ikke gøres afhængigt af økonomiske gulerødder. Man kan også komme virkelig langt med design, det vil sige ved at tænke forretningsmodellen eller produktet anderledes fra begyndelsen. Et eksempel er den tjekkiske virksomhed MiWa, der har udviklet et helt koncept til at slippe af med emballagen omkring basisvarer som gryn, ris, linser, pasta, nødder, kaffe og andre tørre ting – man køber simpelthen bare nogle store genbrugelige plastikkopper, som man så tager med i supermarkedet og fylder med de ting, man nu skal bruge, ved hjælp af sådan et særligt dispensersystem.

Alle de her eksempler (og mange flere) har jeg fået fra strategisk direktør Anne Aittomaki fra organisationen Plastic Change, som er varm fortaler for mere genbrug af det enkelte plastikprodukt som det første og vigtigste skridt på vejen mod mindre plastikforurening. I virkeligheden handler det om at bruge fantasien, siger hun.

Vi tænker tit, at et supermarked ikke kan se anderledes ud, end det gør i dag. Men det gjorde det jo engang, og det vil det også komme til i fremtiden. Løsningerne er der – det er i langt højere grad end noget andet et spørgsmål om vilje.”

Okay, så langt så godt. Vi skal bruge mindre plastik i det hele taget og bruge flere af vores plastikting flere gange. Begge dele er uhyre vigtige, men de to skridt bringer os kun et stykke af vejen, for så længe vi bruger plastik, vil vi også lave plastikaffald. Hverken takeaway-emballager eller plastikkopper holder evigt, og så er der også alle de tilfælde, hvor det ikke er muligt at bruge den samme plastikdims flere gange. Tænk bare på plastfilmen omkring agurken eller de sterile engangsplastikhandsker, som hjertekirurgen trækker på, når hun skal lave en bypassoperation. Derfor er der brug for at zoome ud fra produktniveau til systemniveau for at forstå, hvordan vi kommer videre.

Helt grundlæggende handler det – med et billede tyvstjålet fra den britiske økonom Kate Raworth – om at forvandle vores økonomi fra et nedløbsrør til en cirkel. I dag fungerer vores økonomi som et nedløbsrør, hvor ressourcer kommer ind foroven, bliver brugt på vej ned gennem røret og til sidst spyttes ud som affald forneden. Plastik er det ultimative eksempel. Råvaren er fossil olie eller gas, og som nævnt ender det meste som skrald på lossepladser eller i naturen … medmindre vi brænder det af og sender det op i atmosfæren som CO2, hvilket heller ikke er særlig fedt. Ifølge Kate Raworth (og helt enormt mange andre) gælder det derfor om at bøje nedløbsrøret rundt, så det bliver til en cirkel. Alt det, der i dag er plastikaffald, skal forvandles til ressourcer, der kan indgå i cirklen på ny.

Men hvordan gør vi så det? Svaret på det spørgsmål viser på én gang, hvor stor en udfordring vi har at gøre med, og hvor opfindsomme vi mennesker faktisk er.

Allerførst er det dog vigtigt at huske, at plastik ikke bare er plastik. Der er polypropylen og polyethylen og polyvinylchlorid og et utal af forskellige andre typer og undertyper og desuden en masse forskellige farver og konsistenser, og tit består de enkelte produkter af flere forskellige slags plastik, som måske ligefrem er limet eller smeltet sammen, og tit er der også tryk eller etiketter på. Det betyder, at det er svært at få noget – som har samme kvalitet og renhed som det, der kommer ind – ud af affaldsbunken. Ja, faktisk kan en hel del slet ikke kan genanvendes, som det er i dag. Selv om jeg er rimelig flittig til at sortere plastik hjemme hos mig, så kan jeg ifølge Københavns Kommune, hvor jeg bor, ikke regne med, at mere end 65-70 procent af plasten fra plastikskraldespanden under min køkkenvask rent faktisk ender med at blive lavet til nye plastikprodukter. Og selv den plastik, der bliver til nye produkter, bliver mestendels til produkter længere nede i værdikæden end dem, som jeg smider ud, altså produkter lavet af knap så ren og fin plastik. Det vil sige, at der reelt er tale om downcycling snarere end recycling. Nedløbsrøret bliver længere, men det bliver ikke til en cirkel.

Hvis nedløbsrøret faktisk skal blive til en cirkel, peger pilen tilbage på dem, der producerer plastikken. Det handler med andre ord igen om design. Og i særlig grad om design af emballage. Cirka 40 procent af al plast i verden bruges til emballage, og især fødevareemballage er en stor udfordring på grund af nogle høje krav til renhed og kvalitet, som gør det svært at lave ny emballage ud af plastikaffald. Men det er faktisk muligt at genbruge udtjent fødevareemballage til ny fødevareemballage af samme slags. Det demonstrerede et partnerskab bestående af en række danske virksomheder og Københavns Kommune i løbet af 2020, hvor 250.000 plastikbakker af plasttypen PET fra københavnske plastikskraldespande blev sorteret fra på kommunens testanlæg på Amager, sendt ned til den danske emballageproducent Faerchs fabrik i Holland og lavet om til nye tilsvarende plastikbakker, som derefter blev fyldt med mad og sendt ud i COOPs og Rema 1000’s butikker. Men sådan noget kan altså kun lade sig gøre, hvis emballagen er designet til det. Den bør kun bestå af én type plast og helst PET, som er nemmest at genanvende – eller i det mindste skal emballagen være nem at skille ad, hvis den består af flere forskellige slags plastik. I det hele taget bliver det bare nemmere at genanvende plastikemballage, jo mere simpel og ren og ensartet og standardiseret den bliver. Derfor ligger der en kæmpe designopgave foran industrien her, som den kun lige er ved at tage hul på.

Foto: Kasper Løftgaard for Zetland

Det kræver dog mere end bare godt design, hvis nedløbsrøret skal blive til en cirkel, og her kommer problemet tæt på, fordi det også handler om affaldssortering. Jeg behøver personligt ikke kigge længere væk end ned under min køkkenvask for at få øje på udfordringerne. Jeg bor som sagt i Københavns Kommune, så jeg har mulighed for at smide al plast – både blød og hård – til genanvendelse, og der er da også en plastikskraldespand der under vasken. Men helt ærligt, nogle gange ryger der altså også lidt plastik i posen med restaffald, fordi plastikskraldespanden er fuld og jeg har travlt med at smøre madpakker, fordi plastikken er for snasket og jeg ikke lige orker at vaske den, eller bare fordi det lige var nemmest. Og jeg er ikke alene. Københavns Kommune har samlet plastik ind siden 2013, og det er stadig mindre end 30 procent af borgernes plastikaffald, som havner i plastikskraldespandene. Kommunens mål er 85 procent allerede i 2024, og det mål regner kommunen faktisk ikke med at kunne nå alene ved at appellere til borgerne om at blive bedre til at sortere skrald.

Heldigvis findes der nogle ret vilde bud på, hvad man så kan gøre, og et af dem finder man i Stavanger i Norge.

Her står et funklende nyt affaldssorteringsanlæg til 650 millioner norske kroner, som er så effektivt til at sortere plastaffald, at de omkringboende sørlendinge ikke længere behøver sortere deres plast i en særskilt spand. Anlægget kan nemlig finde hele 80 procent af plasten i borgernes restaffald og sortere den i fem forskellige typer. Det er ret fascinerende, hvordan det foregår. Affaldet bliver først findelt og så hældt ud på nogle hurtigkørende transportbånd, hvor det drønes ind under en serie særlige scannere, der kan bestemme materialer ud fra, hvordan de reflekterer infrarødt lys. Hvert enkelt stykke plast bliver så pustet over i den rigtige bunke ved hjælp af koncentrerede luftstråler, hvorefter plasten bliver hakket i småstykker, vasket, tørret, renset og smeltet, så dét, der i sidste ende kommer ud, er nogle små plastikkugler, som kan bruges i plastindustrien til nye produkter. Københavns Kommune har allerede besluttet at investere i noget lidt i samme stil, og et lignende projekt er på tegnebrættet på Fyn.

Og det norske vidunderanlæg er faktisk kun begyndelsen. Næste skridt i udviklingen kan meget vel blive kunstig intelligens, som kan trænes til at kende forskel på alle mulige former for affald ved hjælp af billedteknologi og dermed finsortere plasten endnu mere. Teknologien er faktisk allerede i brug på affaldssorteringsanlæg i blandt andet Chicago, hvor en robot ved navn SamurAI (altså Samur-AI, ikke?) drøner rundt over et hurtigkørende transportbånd med affald og sorterer plastik med op til 70 opsamlinger i minuttet. Men der er også andre spændende bud på, hvad man kan gøre. Et af dem er at udstyre emballager med nogle usynlige digitale vandmærker, som gør særlige scannere i stand til at kende dem fra hinanden. Teknologien kan teoretisk set bruges til at mærke og finsortere plastikaffald meget nøjagtigt efter typer og undertyper eller sågar til at sørge for, at enkeltvirksomheder kan tage deres egne specialdesignede emballager hjem og genanvende dem i et lukket kredsløb, så yoghurtbægre kan blive til nye yoghurtbægre og shampooflasker til nye shampooflasker. Altså cirkel i stedet for nedløbsrør.

Foto: Kasper Løftgaard for Zetland

Hvis vi strammer os an, kan vi altså lave en langt mere cirkulær plastik-økonomi, som rutter langt mindre med ressourcerne og er langt mere skånsom mod vores ensomme lille planet end den, vi har i dag. Det er virkelig gode nyheder med meget store perspektiver i.

Alligevel må vi besinde os på, at der altid vil være noget plastik, som ikke kan genanvendes. Måske kan vi komme op på 60 procent genanvendelse, siger professor Thomas Astrup fra DTU Miljø – hvilket er langt bedre end de cirka 25 procent, vi ligger på i Danmark i dag, men jo stadig et stykke fra 100 procent. Årsagerne er mange. En vis procentdel af plastikken vil uundgåeligt blive fejlsorteret. Mange typer plastik taber kvalitet, hver gang de bliver smeltet om til ny plastik. En hel masse plastik, som ikke er produceret med genanvendelse for øje, er allerede i omløb. Og nogle plastikdimser kan ikke rigtig designes til genanvendelse, fordi der kræves noget særligt af plastikken, som man måske kun kan opnå ved at blande to forskellige plastiktyper sammen. Hvordan laver man for eksempel lige en løbesko, som kun består af ét materiale, eller som nemt kan pilles fra hinanden, når den er slidt op? Man kan nok heller ikke helt undgå, at der bliver blandet uønskede ting ind den genanvendte plastik hen ad vejen. Jeg tror, man kan sammenligne med min datters genbrugelige modellervoks: selv om hun er rimelig dygtig til at putte det gule modellervoks tilbage i den gule bøtte og det blå i den blå bøtte og så videre, er der altid noget, som bliver blandet sammen, og noget krymmel, som havner på gulvet. På et eller andet tidspunkt ender det som én stor, brun klump modellervoks, som er mindre end de fire klumper farvet modellervoks, hun havde til at begynde med.

Men fortvivl ikke! Der er en vej ud af moradset, og i virkeligheden er det her, hvor cirklen rent faktisk kan sluttes, at det begynder at blive virkelig mind-blowing – det synes jeg i hvert fald.

Det sidste skridt, når mulighederne for genbrug og genanvendelse er udtømt, er nemlig at opløse den resterende plastik i sine kemiske bestanddele og sætte dem sammen til ny plastik igen. For eksempel har den danske kemivirksomhed Haldor Topsøe udviklet en metode til dybest set at smaske alt muligt gammelt skrammel – bildæk, ikke-genanvendelig plastik, kommunalt restaffald – sammen til en beskidt råolie og rense den for urenheder, hvorefter den på traditionel vis kan raffineres til noget, man kan lave ren og fin ny plastik af, ligesom hvis der havde været tale om fossil råolie. Ulempen er så, at det er ret energikrævende.

Men den allermest fascinerende måde at slutte cirklen på er muligvis den, som professor Henrik Wenzel fra Syddansk Universitets Institut for Grøn Teknologi længe har arbejdet med. Den går ud på at brænde den sidste rest af ikke-genanvendelig plastik af sammen med andre former for ubrugeligt restaffald på kraft- eller varmeværker, som man udstyrer med særlige anlæg til at filtrere røgen for CO2. Derefter kan man bruge CO2en i en kemisk proces til at lave ny plastik. Og hvis man supplerer med CO2 fra andre kilder – for eksempel CO2 fra cementfabrikker eller CO2 suget direkte ud af luften – bliver det virkelig spændende. Så kan man nemlig ikke alene skaffe sig af med den besværlige restplastik, så den ikke ender i naturen. Man kan også løse endnu et vigtigt problem, nemlig at vi efter alt at dømme får brug for mere plastik i fremtiden, end vi har i dag. Afrikas befolkning kan meget vel være fordoblet om 30 år, og fremtidens afrikanere vil med stor sikkerhed efterspørge både sko, mobiltelefoner, hospitalsudstyr og noget at pakke deres mad ind i. Den enorme efterspørgsel på plastik, som det vil medføre, kan vi imødekomme uden brug af fossil olie eller gas ved at bruge CO2 som råstof i stedet.

Og den mulighed skaber samtidig et helt nyt perspektiv, som måske er det allervildeste i alt det her. Hvor plastik i dag er et voksende klimaproblem, kan plastik i fremtiden nemlig blive en klimaløsning. Plastik kan blive et sted, hvor vi gemmer CO2, så den ikke slipper ud i atmosfæren og varmer kloden op – en såkaldt carbon sink på linje med skovrejsning eller de hulrum i undergrunden, hvor der aktuelt lægges store planer om at deponere opsnappet CO2. Plastik er lige så god en sink som at putte CO2en i jorden,” siger Henrik Wenzel. Når først den erkendelse fiser ind, mener professoren, vil vi få et helt andet syn på plastik, end vi har i dag. Jeg tror, det vil være bevidsthedsudvidende for verdens befolkning, at man er med i sådan et kulstofkredsløb på en positiv måde. Det tror jeg vil have en enormt positiv værdi.”

Foto: Kasper Løftgaard for Zetland

Vi har altså alle remedierne til at forvandle plastik fra et problem i sig selv til noget, der snarere ligner en løsning på nogle af vores andre problemer. Vi kan skrue ned for overforbruget, genbruge mere, designe smartere og endda producere plastik helt uden at bruge hverken olie, gas eller knappe ressourcer som for eksempel landbrugsland eller madaffald. Ja, vi kan sågar bekæmpe klimaforandringerne imens. Det er meget opmuntrende, synes jeg faktisk. Så lad os – før vi slutter – helt kort se på, hvordan vi kan få noget af alt det her til at ske i praksis. Det er selvfølgelig en kæmpe diskussion i sig selv, men her kommer en kort oversigt med nogle gode bud.

For det første kan man bruge de samme økonomiske incitamenter som alle andre steder i den grønne omstilling. En helt basal udfordring for alle de grønne tiltag og teknologier, jeg har nævnt undervejs, er, at de skal konkurrere på prisen med et meget billigt sort alternativ, nemlig spritny plastik lavet af fossil olie eller gas. Det er en problemstilling, som går igen overalt i den grønne omstilling, og der er dybest set to løsninger – man kan gøre det grønne billigere ved hjælp af tilskud eller det sorte dyrere ved hjælp af afgifter, for eksempel CO2-afgifter.

For det andet kan man bruge økonomiske incitamenter mere målrettet. Flere nye EU-direktiver indeholder faktisk bestemmelser om, at producenter af en stribe plastikprodukter, herunder mad pakket ind i plastik, fra om nogle år skal betale udgifterne til at håndtere det affald, deres produkter skaber. Og herhjemme er der faktisk ret bred enighed på tværs af industri og grønne organisationer om, at direktiverne meget gerne må blive implementeret på en måde, som tilskynder virksomheder til at lave produkter, der egner sig til genbrug og genanvendelse. En af dem, der understreger pointen, er Camilla Haustrup Hermansen, direktør for forretningsudvikling i emballagevirksomheden Plus Pack og formand for regeringens klimapartnerskab for affald, vand og cirkulær økonomi. I dag kan det tage hendes ansatte to-tre år at overbevise en kunde om at skifte over til et produkt, der egner sig bedre til at blive genanvendt end det, de er vant til, fortæller hun. Men som hun siger: Det ville givetvis kun tage to-tre måneder, hvis der var nogle lovgivere, der havde modet til stå frem og sige, at I er nødt til det her, eller fra første januar koster det dobbelt så meget.”

For det tredje kan man standardisere produkter langt mere. Det er helt afgørende i forhold til emballager beregnet til genbrug, siger Anne Aittomaki, uanset om det så er yoghurtbægre eller rengøringsdunke. Også i forhold til affaldssortering og genanvendelse af plastikskrald er standardisering helt afgørende, siger Camilla Haustrup Hermansen fra Plus Pack – reelt, mener hun, er lovgivningsmæssig koordination på EU-niveau faktisk den eneste vej frem, hvis tingene skal op i skala og ned i pris.

For det fjerde kan man skubbe på udviklingen med offentlige indkøb. Ifølge Camilla Haustrup Hermansen ligger det også lige til højrebenet at sørge for, at kommuner, hospitaler og så videre så vidt muligt bruger deres store indkøbsmuskel på plastikting, der kan genbruges eller i det mindste genanvendes. Det er rigtig, rigtig mange penge, og man kunne jo starte dér og så kickstarte en efterspørgsel.”

Okay. Det var lidt af en rundtur. Lad os slutte den af med et allerallersidste spørgsmål, som jeg synes, jeg skylder svar på, fordi mange af jer, der kom med input til den her artikel, stillede det: Hvordan skal vi forholde os til det faktum, at der findes småbitte rester af plastik – såkaldt mikroplastik – overalt, hvor vi leder, inklusive nede i vores egne lunger og maver? Her har jeg nærmest en slags gode nyheder. Der er nemlig grænser for, hvor stort problemet er – og under alle omstændigheder kan det blive meget, meget mindre.

En af landets førende eksperter i mikroplast er professor Jes Vollertsen fra Aalborg Universitet, og han forklarer, at det endnu aldrig rigtig er lykkedes nogen at tilvejebringe det afgørende bevis for, at mikroplastik skulle være farligt for mennesker eller miljø – og slet ikke i de meget begrænsede mængder, som der trods alt er tale om langt de fleste steder. I virkeligheden, siger Jes Vollertsen, er det nok snarere de tilsætningsstoffer, som plastikprodukter ofte indeholder, man skal være bekymret for. De slippes jo også løs i naturen, når plastik bliver nedbrudt. Men selve plastikpartiklerne? Det er ikke dem, som holder professoren vågen om natten.

Så kan man måske synes, at bare tanken om mikroplastik allevegne er ubehagelig, eller at man gerne vil være på den sikre side, hvis nu mikroplastik senere viser sig at være mere problematisk, end forskerne aktuelt kan enes om. Men kan vi undgå mikroplastik helt? Nok ikke, men vi kan dæleme komme tæt på. Du har måske hørt, at en væsentlig kilde til mikroplast i naturen er polyestertøj, som går en lille smule i opløsning, hver gang man vasker det – men i en dansk kontekst er det faktisk en myte. Mere end 99 procent af al mikroplastik i spildevand bliver opfanget i rensningsanlæggene. Den største danske kilde til udledninger af mikroplast er derfor slitage af bildæk, og den næststørste er faktisk slitage af skosåler. Den slags kan man nok aldrig komme helt til livs (vi kan jo ikke køre på ståldæk alle sammen, som Jes Vollertsen siger). Men hvis vi gør alle de andre ting, jeg har nævnt i den her artikel – og undlader at smide plastik i naturen, selvfølgelig – vil vi godt nok være kommet langt. Plastik er ikke et onde i sig selv,” siger Jes Vollertsen. Det er mishåndteringen af affaldet, ressource-mismanagement og overforbrug, der er problemet.”

En anden af landets førende eksperter i plastik er Nationalmuseets forskningsprofessor Yvonne Shashoua. Det er hende, som har til opgave at sørge for, at nationalklenodier som den danske astronaut Andreas Mogensens rumdragt, der indeholder hele 22 forskellige slags plastik, ikke går i forfald. Hun er derfor blevet en internationalt anerkendt ekspert i, hvordan plastik nedbrydes under forskellige forhold (hvis det får lys, luft og varme, tager det måske kun årtier, men hvis det er mørkt, koldt og iltfattigt, kan det tage adskillige århundreder). I øjeblikket er Yvonne Shashoua – i øvrigt sammen med Jes Vollertsen – involveret i et forskningsprojekt om, hvordan vi kan bekæmpe mikroplastik i havet. Hun siger, at vi måske i virkeligheden snarere burde fokusere på makroplast, altså større stykker plastik, som flyder rundt i havet og i naturen i det hele taget. Og hvis vi kommer makroplast til livs, minimerer vi i øvrigt også problemet med mikroplast. Jeg er ikke så bekymret for mikroplast,” siger Yvonne Shashoua. Jeg tror, der er større ting at blive bekymret over.”

Godt så. Vi kan altså konkludere noget i retning af, at plastik slet ikke behøvede at være det store problem, det er blevet til i dag – snarere tværtimod. Det er jo superopløftende, særligt når nu plastik kan så mange gode ting. Men måske er det hele også lidt svært at stille noget op med som enkeltmenneske, fordi der er så mange store tandhjul, der skal drejes på, før alle de ting, jeg har været omkring her i artiklen, rent faktisk falder i hak.

Hvad nu, hvis du gerne selv vil skubbe lidt på udviklingen?

Tjah, du kan jo til en start sørge for ikke at købe flere plastikdimser, end du har brug for, og særligt ikke engangsplastikdimser. Du kan også bruge din egen private indkøbsmuskel til så vidt muligt at købe og bruge plastikting, der er designet til at blive brugt flere gange eller i det mindste genanvendt. Du kan sørge for, at dit plastikskrald bliver så let som muligt at genanvende ved at smide det i den rigtige spand (og samtidig lige huske at fjerne det værste snask fra bakken med hønsesalat, før du smider den i plastikskraldespanden – selv om den ikke behøver at være helt så ren, som mange tror). Når du ser en plastikpose eller et skruelåg ligge og flyde i naturen, kan du jo også bukke dig ned og samle det op.

Men så kan du også interessere dig lidt for, hvilke politikere i dit lokalområde, på landsplan eller i Europa-Parlamentet der interesserer sig for nogle af de løsningsmodeller, som jeg har præsenteret i den her artikel. Det er jo dem, der kan hive i de helt store håndtag.