Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Kenneth Nørgaard er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Havet er en guldgrube af mineraler, kobolt, mangan og tellur. Hvordan vi får fat i dem, er ikke ligegyldigt

GULDFEBERI de seneste år er søgningen efter mineraler og andre naturressourcer på bunden af havet intensiveret, med Kina i spidsen for skattejagten. Foto: Anders Nyberg / Caters News Agency / Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Havbunden er rig på sjældne jordarter og andre efterspurgte mineraler. Men den indeholder også elementer, der påvirker jordklodens økosystem, som vi knap nok forstår. Sådan skriver Sharon E. Burke, ekspert i ressourcesikkerhed, i dette argument, hvor hun opfordrer det internationale samfund til at træde varsomt, så der ikke bliver udløst en miljømæssig katastrofe.

Den Internationale Havbundsmyndighed, også kaldet ISA, har hovedsæde højt oppe over en strandpromenade i beton ved Kingston-havnen i Jamaica lige over for det sted, hvor Calico Jack’ Rackham blev hængt i en galge til skræk og advarsel for andre pirater i det 18. århundrede. I dag er det denne lille FN-myndighed, som styrer det åbne hav, eller nærmere betegnet havbunden cirka fem kilometer under havets overflade, men myndigheden er knap nok kendt af offentligheden. Dog kan dette ændre sig meget hurtigt, hvis Kina vælger at tage til genmæle over for de amerikanske handelstariffer ved at begrænse deres eksport af sjældne jordelementer.

Omkring 71 procent af jordens overflade befinder sig rent faktisk under vand, og havbunden er rig på sjældne jordarter og andre eftersøgte mineraler – især i de dybe internationale farvande.

ISA forvalter rettighederne til mineralerne for over 50 procent af klodens dybhavsbund, og organisationens 168 medlemslande kan søge om adgang til de ressourcer, der befinder sig der. Men med en betragtelig risiko for katastrofale følger for miljøet kan samtlige lande ende med at tabe stort, hvis dette ræs fortsætter uden den fornødne omhu.

Undersøiske mineraler er ofte samlet i kartoffellignende stenklumper, som befinder sig på dybtliggende havsletter, og spredt langs siderne på udslukte undervandsvulkaner, som kaldes undersøiske bjerge. Generelt er koncentrationen af mineraler i denne form for aflejringer meget højere end i de mineralholdige bjergarter – også kaldet malme – som vi kan finde på landjorden.

Selv med al den mineralrigdom befinder det eneste fungerende havbunds-udvindingsprojekt i verden sig lige nu ud for kysten af Papua Ny Guinea, og for øjeblikket er det sat på pause på grund af økonomiske vanskeligheder. Det afspejler, hvor besværligt og bekosteligt det stadig er at arbejde i det mørke, iskolde og højstrøms-påvirkede dybhavsmiljø, hvor over 80 procent af arealerne stadig hverken er kortlagt eller udforsket.

Ikke desto mindre formoder både kommercielle sammenslutninger og havforskere, at ny teknologi kommer til at gøre dybhavsudvinding helt uundgåeligt i løbet af de næste ti år. En række opfindelser såsom bedre satellitfotos af havbunden og robot-undervandsfartøjer gør adgangen til havbunden nemmere.

Endvidere giver den digitale tidsalders teknologi og den globale omstilling til ren energi en markant stigende efterspørgsel på materialer, som i stor stil findes i havbunden. Ud over de sjældne jordarter er der her tale om blandt andet kobolt, mangan og tellur, som bliver brugt i flere og flere sammenhænge, for eksempel batterier, magnetisk resonansudstyr, solcellepaneler og våbenstyringssystemer.

Kampen om at få fingrene i disse i stigende grad værdifulde materialer var allerede godt i gang før den nylige optrapning af handelsproblemerne mellem Kina og USA. Kina har en komparativ fordel med hensyn til kritiske råstoffer på grund af landets betydelige mængde råmaterialer og veludviklede forarbejdningsanlæg. Kina er også mangeårig investeringspartner i store producentlande som for eksempel Den Demokratiske Republik Congo, som står for omkring 65 procent af verdens koboltproduktion og halvdelen af de samlede reserver.

Til sammenligning er USA nødt til at importere mange af de mineraler, der benyttes til højteknologi. I overensstemmelse hermed har den amerikanske regering for nylig erklæret 35 mineraler afgørende for landets økonomiske og nationale sikkerhed og blandt andre tiltag også bekendtgjort en ny strategi for øget indenlandsk minedrift.

Når det gælder havbundsressourcer, er der slet ingen tvivl om, hvem der fører an blandt disse to geopolitiske rivaler. Det ventes, at Kina kommer til at stå stærkt, når ISA næste år offentliggør en ny minelov og påbegynder den første runde ansøgninger til at opnå tilladelse til mineraludvinding i internationale farvande. USA er ikke engang med til bords, for landet er ikke del af De Forenede Nationers Havretskonvention (og er derfor ikke officielt repræsenteret i ISA). En lille gruppering af amerikanske senatorer har i længere tid blokeret for tiltrædelse af traktaten på grund af obskure ideologiske årsager. En særhed, som USA muligvis er nødt til at indse, at de ikke kan bruge til noget.

Med eller uden amerikanske firmaer i puljen, så er økonomisk fremskridt aldrig uden omkostninger. Genvinding og raffinering af de råmaterialer, som er afgørende for digital teknologi og ren energi, får uden tvivl konsekvenser for miljøet. Alle former for minedrift – også den skadelige arbejdsproces at udvinde mineralske forekomster fra sten – er ødelæggende, og ingen ved endnu, om dybhavsminedrift er mere eller mindre skadelig end minedrift på landjord.

Den havbund, der ved første øjekast kan ligne en øde og truende udørk, er faktisk det største økosystem i verden, og her bor ekstraordinære væsner såsom tudsefisken, vampyrblæksprutten samt ældgamle koraller, som har eksisteret siden bronzealderen. En nylig undersøgelse, udført under ledelse af University of Hawaii, af Clarion-Clipperton-zonen – et enormt undervandsområde mellem Hawaii og Mexico – dokumenterede et overdrevent stort antal dybhavbundsflora og -fauna, hvoraf over halvdelen var hidtil ukendte arter.

Forskere har også for nylig opdaget, at mikroorganismer i dybhavsområderne muligvis har spillet en vigtig rolle i at regulere jordens klima. Nogle af disse formationer og organismer er blevet dannet i løbet af millioner af år; forstyrres de, eller dækkes de af de støv og andet affald, som minedrift utvivlsomt vil fremkalde, kan de blive ødelagt for evigt. Man ved ikke meget om den rolle, som disse arter og dybhavsmikroorganismer spiller over for fiskeri, det globale klima og andre processer i økosystemet, som understøtter plante- og dyreliv i vand og på jord.

Det internationale samfund bør efterstræbe at sikre den bedste og mindst ødelæggende form for forsyning af de mineraler, der er brug for, uanset om den kommer fra Den Demokratiske Republik Congo eller dybhavet – eller sandsynligvis begge dele. Vi bør som minimum identificere og være i stand til at forstå, hvilke risici der afvejes her, inden der tages afgørende beslutninger, så vi er i stand til at tage stilling til mulige konsekvenser, inden der gøres noget uigenkaldeligt. Det giver sig selv, at både Kina og USA (hvis landet kan overtales til at deltage i stedet for at sidde på sidelinjen) er nødt til at føre an i denne indsats.

I begyndelsen af den industrielle revolution var der ingen, der ville have gættet, at et af resultaterne ville blive klimaforandringer. Men i den digitale tidsalder er vi nødt til at være langt mere miljøbevidste, når vi anvender dybhavets mineralrigdomme.

Argumentet er oversat fra engelsk af Katrine Ottosen og har tidligere været bragt hos det amerikanske medie Project Syndicate.

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: