De gik fra sundhedsvæsenet i desperation. Her er deres opråb

STOPMichael Halder har sagt sit job som overlæge op. Han mener, at sundhedsvæsenet styres for meget efter økonomiske grundtanker. Foto og videoer: Kasper Løftgaard for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

De seneste år har en række læger og sygeplejersker sagt op på grund af arbejdsvilkårene i det danske sundhedsvæsen. Senest sagde en klinikchef fra Rigshospitalet op, “ikke i protest, men i desperation”. Men hvad er fælles for enkelthistorierne, hvad er det egentlige problem i det danske sundhedsvæsen? Vi har spurgt en række af dem, der har forladt deres job i frustration.

Da 62-årige Jakob Trier Møller gik ind til sin chef og afleverede sin opsigelse for godt en måned siden, havde han ikke regnet med, at det ville vække opsigt hos andre end hans kolleger og ledelsen på hospitalet. Beslutningen havde været undervejs i et stykke tid, og nu var den respekterede klinikchef på Rigshospitalet blevet for træt af at skulle føre besparelser ud i livet år efter år. Han kunne ikke mere.

Jeg skal se mine knap 300 medarbejdere i øjnene og sige: De her besparelser kan vi godt klare, venner.’ Men det kan jeg ikke mere, og så mener jeg, at jeg som leder er nødt til at holde op,” siger han, da jeg ringer til ham for at høre om beslutningen. Det er patienternes sikkerhed, der ender med at blive truet.”

På dagen for sin opsigelse sagde Jakob Trier Møller ja til et interview med dagbladet Politiken. Han blev citeret i mange andre aviser og senere inviteret i DR2-programmet Debatten.

Men jeg har jo slet ikke sagt noget nyt,” bemærker han, da vi taler om den overvældende opmærksomhed, han har fået. Jeg har gentaget noget, som folk har sagt i flere år: At vi er på vej den forkerte vej med det danske sundhedsvæsen.”

Jakob Trier Møller er langtfra den første, der har peget på problemer i sundhedsvæsenet. De seneste år har en række læger og sygeplejersker sagt op i frustration over de arbejdsvilkår, de er blevet mødt med. De kommer fra vidt forskellige sygehuse og afdelinger, og der er tale om almindelige overlæger, prominente klinikchefer og sygeplejersker på gulvet. Flere af dem har endda fået støtteerklæringer fra store grupper af kolleger med ud ad døren.

Så hvad er det for et problem, som sundhedspersonale i alle hjørner af landet tilsyneladende oplever?

De seks læger og sygeplejersker, jeg har talt med – og som alle på et tidspunkt har sagt op – gav mig flere enslydende begrundelser. Ud fra interviewene har jeg samlet fire overordnede årsager, der går igen i deres historier. De handler om politikere, der fralægger sig ansvar, om etik og om et sundhedsvæsen, der på målbare parametre ser ud til at køre godt, men som var for svært at arbejde i.

De læger og sygeplejersker, jeg har talt med, er alle kompetente og erfarne. Med andre ord: Lige præcis den type personale, som man gerne vil møde, når man er syg, og som sundhedsvæsenet har brug for. Derfor spurgte jeg også dem, der har forladt systemet, om ikke det var deres ansvar at blive.

Men først grunden til, at de overhovedet fandt det umuligt at fortsætte på deres arbejdsplads.

LÆGEJakob Trier Møller, 62 år.

1. Det blev svært at se sig selv i spejlet

Det er mere end et år siden, at sygeplejersken Marie Møllenborg sagde sit daværende arbejde op. På det tidspunkt havde hun været sygeplejerske i 15 år, fortæller hun. Men der var meget travlt på den afdeling på Holbæk Sygehus, som hun arbejdede på, og hun oplevede ting, som hun ikke kunne have siddende på sig”.

Jeg havde episoder, hvor vi ikke kunne nå at forebygge simple ting, og så endte patienters helbred med at udvikle sig værre, end det ellers ville have gjort,” siger hun.

Marie Møllenborg oplevede, at der kun var tid til de mest nødvendige ting. Hun manglede tid til at sætte sig og tale med patienterne og god nok tid til at hjælpe folk i bad. For et bad er en rigtig god anledning til at holde øje med, hvor meget patienten formår. Får de for eksempel klippet deres tånegle? Den slags ser man ikke, hvis ikke man har tid,” siger hun.

I sidste ende sagde hun op, fordi hun ikke følte, at hun kunne sætte sin sygepleje ordentligt i spil.

Ligesom alle andre, der er interviewet til denne artikel, begynder også sygeplejersken Anja Refsgaard med at understrege, hvor meget hun ellers elsker sit arbejde.

Men jeg var bange for at få stress,” siger den 43-årige operationssygeplejerske. Jeg syntes, at vi havde svært ved at få tingene til at hænge sammen. Vi var for få.”

Anja Refsgaards afdeling på Roskilde Sygehus var blevet ramt af en stor sparerunde, og hun havde efterhånden fået det anderledes med sit job. Hun havde ikke længere samme følelse af at gå på arbejde for at hjælpe andre mennesker.

Hen over juleferien røg hendes humør helt ned i kulkælderen”. Pludselig var det at være sygeplejerske blevet noget, der bare’ var et arbejde, og som nærmest skulle overstås.

Og så er man ikke en god sygeplejerske i min verden,” siger Anja Refsgaard, der sagde op nytårsaften.

Eller som Marie Møllenborg formulerer det:

Det var ikke derfor, jeg blev sygeplejerske.”

Vi har interviewet

Læge Jakob Trier Møller
Læge Michael Halder
Læge Elisabeth Tehrani
Læge Ulf Helgstrand
Sygeplejerske Marie Møllenborg
Sygeplejerske Anja Refsgaard (medlem af Dansk Sygeplejeråds bestyrelse, Kreds Sjælland).

Den store stolthed over at være læge eller sygeplejerske er gennemgående i de interviews, jeg har lavet til denne artikel. Jobbet bliver jo nærmest en del af ens identitet,” forklarer en af de læger, der ikke ønskede at stille sig frem og fortælle om sin opsigelse.

Identitet og integritet var også afgørende for Michael Halder, der indtil sin opsigelse var overlæge på en medicinsk afdeling og arbejdede med lindring af uhelbredeligt syge patienter. Jeg endte med at spørge mig selv, hvorfor det egentlig var, at jeg blev læge,” siger han. Han forlod sin stilling som overlæge på Nykøbing Falster Sygehus i efteråret og arbejder i dag som praktiserende læge og med misbrugsrådgivning.

Det er et kæmpestort problem i sundhedsvæsenet,” siger han. Vi mister mere og mere kontakten med det, man oprindelig skulle gøre, nemlig tage sig af syge mennesker.”

I stedet oplevede Michael Halder, at han brugte uforholdsmæssig meget tid på at registrere sine beslutninger og dokumentere sine handlinger. Han sagde op i frustration over det nye it-system Sundhedsplatformen, men i dag kan han mærke, at det handlede om meget mere end det.

Sundhedsplatformen var bare dråben, der fik bægeret til at flyde over. Der Tropfen, der das Fass zum Überlaufen bringt,” som man siger i Tyskland, hvor Michael Halder oprindelig stammer fra.

Der Tropfen’ var fyldt af frustration over en større tendens, som han mener efterhånden gennemsyrer det danske sundhedsvæsen.

I dag er vi primært styret af økonomiske grundtanker. Det betyder, at vi er blevet rigtig gode til at forvalte syge mennesker,” siger han. Problemet er bare, at bløde værdier som tid, medmenneskelighed og nærvær går tabt.”

LÆGEMichael Halder, 48 år.

2. Et meget effektivt system

Siden 1990’erne har økonomiske grundtanker ganske rigtigt været en del af grundlaget for det danske sundhedsvæsen. Efter år med underskud, lange ventelister og et stærkt voksende forbrug ændrede politikerne over en årrække helt grundlæggende på styringen af den offentlige sektor. Der skulle mere styring til, måles mere på aktivitet og resultater, være mere kontrol med forbruget og større fokus på effektivitet.

Omkring årtusindskiftet skulle man i gennemsnit vente 90 dage på en planlagt operation. I 2017 var ventetiden helt nede på 42 dage.

Man tog med andre ord en værktøjskasse i brug, som ellers traditionelt havde tilhørt det private erhvervsliv (den bevægelse skete i øvrigt ikke kun i Danmark, men også i mange andre vestlige lande).

I Danmark var der fra 1999 til 2018 for eksempel et fastsat produktivitetskrav for offentlige hospitaler. Hvert år skulle sygehusene levere to procent mere behandlingsaktivitet for at få det maksimale tilskud fra staten. Tanken var, at det ville kunne lade sig gøre ret naturligt i takt med, at der opstod mere avancerede behandlingsmetoder, ny teknologi og ny medicin.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg synes, at to-procents-kravet har været i orden i mange år. Der har været nogle ting, vi kunne gøre mere effektivt i sundhedsvæsenet,” siger klinikchef på Rigshospitalet Jakob Trier Møller.

Problemet er bare, at det kan man ikke mere. Det er selvfølgelig en hjælp, at man nu har afskaffet kravet, men besparelserne fortsætter jo,” siger han.

I 2019 skal Aalborg Universitetshospital eksempelvis spare 130 millioner, fordi det er dyrt for hospitalet at behandle flere og flere patienter, ligesom man inden for det seneste år har præsenteret lignende spareplaner på andre hospitaler rundt omkring i landet.

Bonusinfo: Fra 2014 til 2017 faldt antallet af sygeplejersker på sygehusene med 145 fuldtidsansatte. Antallet af læger steg med 1.229 fuldtidsansatte.

Men ser man på sundhedsvæsenet som en virksomhed, ligner det ikke et system i krise. Faktisk ligner det nærmere en velsmurt maskine, hvis man sammenligner med situationen for 20 år siden: Ventetiderne er faldet, patienttilfredsheden er stor, behandlingen er god, og effektiviteten er høj.

Men grænsen for effektivisering er nået, mener operationssygeplejerske Anja Refsgaard. Det er nemlig ikke alt i sundhedssektoren, der kan optimeres. Uanset hvad,” siger hun, så er det mennesker, vi har med at gøre. Det kan du ikke effektivisere.”

Det samme gælder i psykiatrien, påpeger overlæge og psykiater Elisabeth Tehrani, der nyder den gryende forårssol på sin altan ved sit hjem i Aarhus, da jeg ringer til hende. Det er ikke alt, der kan effektiviseres, påpeger hun.

Når hun snakker om Psykiatrisk Hospital i Skejby, lyder det næsten, som om stedet er en del af hende. Inden hun sagde op sidste år, havde hun arbejdet der i knap 30 år. Hun havde ansvar for et væld af forskellige opgaver, hun var en slags blæksprutte på afdelingen, siger hun selv.

Hun afleverede sin opsigelse sidste forår og husker dagen som trist. Hun var den niende i rækken af overlæger, der sagde op fra hospitalet, og hele dagen stoppede kolleger hende på gangene i ærgrelse over hendes opsigelse.

Men jeg var nødt til at have en pause,” siger hun. Vi var for få speciallæger, og arbejdspresset var urimelig stort.”

Modsat andre sygdomme kan man i psykiatrien ikke tage et røntgenbillede og se, hvad der er i vejen, ligesom det heller ikke giver mening at måle et blodtryk for at se, hvordan patienten har det.

I psykiatrien har vi kun samtalen,” siger Elisabeth Tehrani. Og derfor presser effektiviseringstankegangen behandlingen af psykisk sygdom.

Vi er blevet meget mere effektive, end vi var for 30 år siden, men samtalen tager den tid, den tager. Du kan ikke få patienternes tillid på fem minutter, og det kommer du aldrig til,” siger hun.

SYGEPLEJERSKEMarie Møllenborg, 39 år

Den konstante fokus på effektivitet risikerer netop at opsluge tiden til det, der også ifølge kirurgen Ulf Helgstrand er noget af det vigtigste for en læge: patienternes tillid. Han har, som han siger, været overlæge i 100 år og en sommer”.

Allerede tidligt i sin karriere fandt han ud af, hvor vigtigt det er at skabe tillid. Det gør man ved at tale med patienterne, er Ulf Helgstrands erfaring. Man skal forklare dem på almindeligt dansk, hvad det hele handler om.

Men det kan du ikke gennemføre på grund af travlhed, eller når den næste patient står og banker på uden for døren,” siger han.

Ulf Helgstrand sagde sit job på Rigshospitalet op på grund af Sundhedsplatformen for to år siden. It-systemets store krav til dokumentation åd hans arbejdsglæde, og selv om han dengang var 66 år, havde han ikke regnet med at skulle på pension.

En pensionstilværelse er også det bedste bud, da jeg spørger 62-årige Jakob Trier Møller, hvad han skal lave, når han stopper på Rigshospitalet til udgangen af maj. Tja,” siger han, jeg har ikke noget job i hvert fald.”

Men psykiateren Elisabeth Tehrani har efter et halvt år i psykiatrien i Aalborg sagt ja til at vende tilbage til sin gamle arbejdsplads i Aarhus, hvor man har ansat en række nye speciallæger. Hun tror og håber på, at situationen har forbedret sig.

Landets sundhedsminister, Venstres Ellen Trane Nørby, ærgrer sig over de seneste års opsigelser, skriver hun i en mail.

Vi har brug for alle gode kræfter i vores sundhedsvæsen, og derfor skal vi naturligvis tage det alvorligt, når læger, sygeplejersker eller andre medarbejdere råber op og giver udtryk for, at deres arbejdsforhold ikke er rimelige.”

Hun peger på regeringens udspil til en reform af sundhedsvæsenet, hvor man blandt andet vil sørge for, at der kan uddannes 2.000 ekstra sygeplejersker og 160 ekstra alment praktiserende læger, der kan komme ud og gøre en forskel i sundhedsvæsenet,” som hun skriver.

SYGEPLEJERSKEAnja Refsgaard, 43 år.

3. Politikerne lover for meget

Siden årtusindskiftet er udgifterne til sundhedsvæsenet kun vokset og er den klart største årsag til, at det offentlige forbrug har været stigende de seneste 20 år.

Ifølge Finansministeriet steg udgifterne til sundhedsområdet med omkring 50 milliarder fra 2000 til 2017. Størstedelen af de udgifter skyldes hospitalernes udgifter til medicin, diagnosticering af patienter, operationer og administration i forbindelse med indlæggelser.

I 2017 steg hospitalernes udgifter til medicin alene med 700 millioner kroner.

Samtidig ser fremtidens læger på en virkelighed, hvor de skal behandle langt flere kronisk syge ældre. I 2030 vil der være 250.000 flere ældre over 75 år. Samtidig med det er ny (og dyr) medicin til rådighed, ligesom mere avanceret behandling og et væld af teknologiske muligheder.

Og der vil uden tvivl komme et endnu større pres på sundhedsvæsenet i fremtiden, noterer sundhedsminister Ellen Trane Nørby sig også i mailen.

Det er derfor, vi har taget initiativ til en reform af sundhedsvæsenet,” skriver hun. Her vil man blandt andet lette presset på hospitalerne ved at trække mere ukomplicerede behandlinger ud af sygehusene og tættere på borgerne.

Vi har siden valget i 2015 prioriteret sundhedsvæsenet med mere end seks milliarder kroner, og også i de kommende år vil vi løfte sundhedsvæsenet – det er der ingen vej uden om,” skriver hun.

BREVI 2016 skrev lægen Pia Holland Gjørup et åbent brev til de patienter, der havde brug for hende. Her forklarede hun, hvorfor hun var nødt til at sige op.

Det er vist ikke en overdrivelse at kalde det moderne sundhedsvæsen for et potentielt stort og pengeslugende monster (gad vide, om sundhedsministeren indimellem har mareridt om det). Man kan blive ved med at poste penge i et sundhedsvæsen, der nemt kan sluge kronerne til alt fra personale, medicin og avanceret behandling.

Bliver det ikke skruen uden ende, spørger jeg klinikchef Jakob Trier Møller, da han siger, at man er nødt til at sætte nogle flere penge af til sundhedsvæsenet”.

Jo, altså” svarer han tilbage, uanset hvad bliver der ikke råd til det hele.”

Problemet er, ifølge Trier Møller og flere af hans kolleger, at politikerne bliver ved med at love nye goder for patienterne. Og selv om de ganske vist sætter flere penge af til sundhedsvæsenet (1,1 milliarder ekstra i 2019), står det ikke mål med opgaverne, mener sundhedspersonalet.

Psykiater Elisabeth Tehrani oplevede det for eksempel, da det blev besluttet, at langt flere patienter skulle vurderes af en psykiater.

Førhen kunne vi kigge på henvisningen fra den praktiserende læge og vurdere på papiret, om det var en problematik, der var relevant for sygehuset,” siger hun. Fra den ene dag til den anden skulle vi pludselig tilse alle patienterne. Det er jo en fin service, men der var bare ikke ressourcer til det,” siger hun.

I flere af interviewene bliver også retten til at blive diagnosticeret og behandlet inden for en frist på en måned kommenteret. Den slags patientrettigheder begyndte man at indføre omkring årtusindskiftet, blandt andet for at komme de stigende ventelister til livs.

Men hvis du har gået tre år med et dårligt knæ, er det så nødvendigt, at det hele skal laves på en måned?” spørger sygeplejerske Anja Refsgaard, der bemærker, at regeringen også i den nye sundhedsreform har lagt op til at forbedre patienternes rettigheder.

Det er en utroværdig behandling af området,” siger Jakob Trier Møller. Politikerne lover befolkningen en hel masse, som der ikke er råd til.”

Personalet har i den forbindelse en fælles bøn til politikerne. Den kan ganske kort beskrives, som følger: Kom nu. Prioritér!

4. Kom nu. Prioritér!

Selv om alle, jeg har interviewet til denne artikel, nævner prioritering som en afgørende nødvendighed i fremtidens sundhedsvæsen, viser det sig også at være noget af det, der er allersværest at tale om.

Argh,” siger sygeplejerske Marie Møllenborg og trækker luft ind, da jeg spørger hende, hvordan vi så skal gøre det.

Udfordringen er,” starter hun og tøver så lidt, at man skal gå fra at have behandlet alle lige og ens til at tage en beslutning om, hvorvidt vi også kan det i fremtiden.”

For eksempel bruger vi hel masse penge på kræftbehandling, der ikke nødvendigvis er særlig effektiv, bemærker Michael Halder.

I 2015 skrev BT eksempelvis om et nyt kræftmiddel, der i gennemsnit gav et halvt år mere at leve i – og kostede 385.000 kroner per patient.

Behovet for at prioritere er ifølge klinikchef Jakob Trier Møller det mest presserende i det danske sundhedsvæsen. Det er et alvorligt problem, at politikerne ikke for alvor tør gå i gang med det,” siger han.

Men kan det lade sig gøre i et velfærdssamfund, hvor vi ikke selv ser regningen for vores behandling? Vi forventer vel det bedste, fordi vi har betalt skat hele livet?

Jeg siger ikke, at det bliver nemt, det her,” svarer Jakob Trier Møller. Men vi er nødt til at have nogle ærlige, redelige politikere, der stiller sig frem og siger, at i Danmark har vi ikke råd til det hele. Og der er nogle patienter, der ikke kan få den behandling, som man måske ellers kunne have leveret.”

Bonusinfo: Fra 2014 til 2017 steg antallet af patienter, der var i kontakt med sygehusene, med 99.000.

Ifølge klinikchefen sker der allerede en vis prioritering i dag – den er bare mere skjult, og det er ifølge ham meget uheldigt”.

Han nævner kræftpakkerne som et klart eksempel, fordi en bestemt patientgruppe skal behandles meget hurtigt. Det kan ikke undgås, at det kommer til at gå ud over andre, der så må vente på deres behandling.”

Både overlæge Michael Halder og sygeplejerske Marie Møllenborg mener, at diskussionen om prioritering er nødt til at tages bredt i samfundet. Og vi kommer ikke uden om at tale mere om døden, bemærker de begge.

Michael Halder peger også på kræftområdet, hvor man bruger mange penge på at behandle patienter, der ikke kan helbredes. Behandlingerne kan være hårde for patienterne og ikke nødvendigvis særlig effektive. Og så koster det en bondegård,” som Michael Halder siger og påpeger, at en lille æske medicin nemt kan koste 40.000-50.000 kroner.

Måske skal vi i højere grad turde sige til vores patienter, at vi vil gøre alt for at tage os af dem. Men at de bliver nødt til at forholde sig til døden, selv om det er svært.”

Det må være en kulturting, mener Marie Møllenborg, der i dag arbejder som sygeplejerske på Bispebjerg Hospital, at vi er så dårlige til at tale om døden i Danmark.

Det har den effekt, at vi bare behandler og behandler. Og politikerne lover så meget behandling. Men vi kan jo ikke helbrede os ud af, at vi bliver gamle.”

Men burde de ikke blive?

Efter at have brugt næsten en uge på at tale med læger og sygeplejersker er jeg ikke det mindste i tvivl om hengivenheden til deres felt. Flere af interviewene tog langt over en halv time, og jeg modtog både e-mails og sms’er med opfølgende nuancer fra flere af de medvirkende. Det er mennesker, der tager deres levevej dybt alvorligt.

Men hvad med deres eget ansvar? I det lægeløfte, enhver dimittend skal aflægge efter sin endelige eksamen, lover man at bruge sine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn”.

De, der har forladt hospitalsvæsenet helt, har gjort det, fordi de ikke kunne leve med deres arbejdsvilkår. Men dermed har de – som de erfarne folk, de er – også været med til at forringe det sundhedsvæsen, de lader tilbage.

Så jeg spørger klinikchef Jakob Trier Møller, om ikke det var bedre at true med at blive end at ende med at gå.

Han svarer stort det samme som de andre. Og med samme tone af ærgrelse.

Man kan måske godt sige, at jeg burde blive. Men jeg har truffet en personlig beslutning,” svarer han. For jeg kan ikke holde det ud længere.”

Patienterne får ikke gavn af mig, hvis jeg ligger med stress et eller andet sted,” siger sygeplejerske Anja Refsgaard.

Der er en grænse,” siger læge Michael Halder. Jeg ville have strakt mig rigtig langt. Men når jeg kan mærke, at jeg tager skade af mit arbejde, så er det slut med altruismen.”

Han holder en kort pause.

Jeg fortryder ikke, at jeg sagde op,” siger han så.

Men jeg savner mit arbejde.”

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem