For mange feberbørn fylder på hospitalerne, siger læger. “Det er blevet enormt ressourcekrævende at skulle forholde sig til snot.“

SLØJ Hvornår er man syg nok til hospitalet? Det vil en gruppe børnelæger nu forsøge at oplyse landets forældre om. Arkivfoto: Ulrik Jantzen, Ritzau Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

Børn, der fejler ukomplicerede lidelser, hober sig op på landets akutafdelinger og hos vagtlæger, selv om de burde blive hjemme. Børnelægerne undrer sig: Hvad driver forældrene ind på akutafdelingerne om natten? Historien sætter sundhedsvæsenets største problemstilling på spidsen: Vi har ikke rigtig råd til at tage imod de raske børn. Men måske har vi heller ikke råd til at lade være.

Videoen begynder, og en kvinde toner frem. Hun ser på dig – seeren.

Puha,” siger hun indfølende. Du har godt nok kastet meget op, hva’? Og der er diarré i alle dine bleer.”

Et billede, der viser et grædende barn, toner frem i stedet for kvinden. Så begynder en barnestemme at tale.

Mor, husk nu på, at opkast og diarré er meget almindeligt,” siger den. Det er næsten altid ufarligt og går tit væk i løbet af nogle dage. Jeg bliver næsten altid rask helt uden medicin.”

Videoen fortsætter med flere råd fra barn til mor om sygdom. Feber er ikke farligt i sig selv, siger barnet blandt andet. Med vand og en smule smertestillende medicin kan man komme langt. Mor, så venter vi lige et par timer og ser, hvordan det virker,” siger barnestemmen til sidst.

Og dét er måske det vigtigste råd overhovedet, siger læge på Rigshospitalets Børneafdeling, Morten Schrøder, der har sendt mig videoen, som er en del af et nyt initiativ under navnet Børnelægens Børnetips.

Som børnelæger har vi de senere år oplevet, at der er kommet et kæmpestort pres på børneafdelingerne og et stort krav fra forældrene om, at alt fra banal ørebetændelse og øjenbetændelse til forkølelse eller måske noget roskildesyge skal ses akut klokken 02 om natten. For at sige det lidt firkantet,” siger han.

Filmen er et forsøg på at løse netop den problemstilling. I skrivende stund har børnelægerne bag projektet indgået et samarbejde med blandt andre Lægehåndbogen, Patienthåndbogen og Akutberedskabet i Region Hovedstaden – herunder 1813-telefonen – men mangler stadig at rejse flere penge til projektet. Videoen er et forslag til en prototype, og som vi derfor ikke kan vise her i artiklen. Det er tanken, at Børnelægernes Børnetips vil fremstille korte videoer til forældre om sygdom via en app, hvis enkle formål er at rådgive nutidens forældre, som ellers møder op på skadestuen eller ringer til lægevagten.

Det er, som om der er nogle enormt simple tiltag – det, man kunne kalde bedstemors gode råd – der er forsvundet for nogle af forældrene,” siger Morten Schrøder. Og det er dem, vi gerne vil genintroducere.”

Bonusinfo: Tanken med Børnelægens Børnetips er at udgive en app med otte film, som uddanner forældrene til at se forskel på alvorlig sygdom og lidt mindre alvorlig sygdom som for eksempel ukompliceret diarré, øjenbetændelse eller feber. Planen er, at appen skal blive tilgængelig omkring 2019 eller 2020.

Når Morten Schrøder taler om bedstemors gode råd”, så er der tale om en fornemmelse, som jeg møder hos en del børnelæger.

Vi har meget travlt i vores samfund, og vi mister måske noget basal sparring og nærvær. Man har ikke længere mor eller svigermor inde over, som kan sige: Det der, det er faktisk helt normalt,” siger formand for Dansk Pædiatrisk Selskab Malene Boas, som jeg taler med over en telefon. Og hvis man har, er det ikke altid, at man tør stole på deres råd. For er det nu ikke bare forældet?”

Begge børnelæger møder og taler jeg med, fordi jeg i juni blev bedt om at være ordstyrer på en debat om præcis samme emne til en konference for et par hundreder børnelæger fra hele landet. Pædiatri til folket: Akut adgang til en børnelæge for alle?” lød overskriften i programmet, og både Morten Schrøder og Malene Boas sad i panelet for at diskutere udfordringen.

Der bliver henvist flere raske børn, som ikke fejler noget,” siger Malene Boas, da jeg ringer hende op inden debatten. Og selvfølgelig skal der være en del raske børn, for at vi fanger alle de syge, men der er bare en større del raske børn nu end førhen.”

Det sidste er vigtigt. Både Malene Boas og Morten Schrøder – og flere andre børnelæger, jeg taler med – understreger, at der på akutafdelingerne skal være plads til en vis portion raske børn. Hellere, at der møder lidt for mange op end lidt for få.

Sagen er bare, at noget tyder på, at der møder for mange op – og i hvert fald flere end tidligere.

Bonusinfo: En analyse af danskernes brug af Sundhedsvæsenet fra Sundhedsdatastyrelsen viste i 2016, at der er forskel på, hvor meget danskerne i de forskellige regioner bruger sundhedsvæsenet. Region Hovedstaden har den største andel borgere, der behandles på sygehuset – og tilsvarende det største udgiftsniveau per borger overhovedet.

I april 2017 udkom undersøgelsen af børns kontakter med hospitalsvæsenet i Region Hovedstaden på baggrund af tal fra 2013. Resultatet er slående: 22 procent af de 0-4-årige børn, der møder op på akutafdelingerne – i alt cirka 8.800 børn – er såkaldte storforbrugere af de akutte kontakter. Det vil sige, at de i løbet af 2013 opsøgte akutafdelingerne fire eller flere gange.

Man kan ikke konkludere, at alle 8.800 børn mødte op til overflødige besøg, men diagnoserne var i de fleste tilfælde i den lettere ende og handlede om feber, infektioner og andre lidelser, der kunne have ventet til et besøg hos egen læge dagen efter.

Der findes ikke undersøgelser af problemstillingen på landsplan, og flere børnelæger fra hovedstaden fortæller mig, at de opfatter det som om problemet er blevet større i hovedstaden efter akuttelefonen 1813 blev etableret i 2014 – hovedsageligt fordi, børnene nu ikke længere skal til vagtlæge, men altid direkte ind på en akutafdeling i Hovedstaden. Men det er,” siger Malene Boas, min helt klare fornemmelse, at det her er noget, der sker over hele landet.”

På Odense Universitetshospital er man gået så langt som til at tilbyde udkørte og overbekymrede forældre en overnatning eller to til at få samling på sig selv, hvis de møder ind med et barn, der ikke vil sove eller græder meget, skrev Kristeligt Dagblad i maj. Simpelthen fordi deres adfærd er usund for barnet.

Men mindre kan også gøre det. Det er almindeligt, at sløje børn, der ikke er så syge, at de har brug for at blive indlagt, befolker akutafdelingerne om aftenen, forklarer Morten Schrøder, der er børnelæge på Rigshospitalet (og i øvrigt lige hjemvendt fra en nattevagt, da jeg taler med ham).

Det er ofte ikke hensigtsmæssigt for børnene at blive hevet ud af sengen og sidde og vente i en lægemodtagelse et eller andet sted,” siger han.

Og rigtig mange forældre er jo også rigtig trætte af at komme hen til mig klokken halv 11 med et træt barn og måske med to andre børn, hvorefter jeg siger: Ja, jeres barn er småsygt, men det er ikke farligt, I skal bare gå hjem og gøre de her simple ting.’ Så bliver de jo sådan: Hvorfor kunne I ikke sige det i telefonen?’ Eller: Hvorfor vidste jeg ikke det på forhånd?’”

Og endelig, som Morten Schrøder siger, det vigtigste:

På sådan en nat som i nat skal jeg både håndtere alle de mindre farlige og ikke akutte henvendelser, der kunne være blevet hjemme, samtidig med at jeg hele tiden løber ind og ud af stuer hos børn, der er meget syge eller rent faktisk er ved at dø,” siger han.

Og jo mere tid de raske børn tager, jo mindre tid er der til de syge. Der er sket et kæmpe skred i hvert fald de seneste fire-fem år i antallet af banale henvendelser, der gør, at den energi og tid, vi gerne vil bruge på de rigtig syge børn, er blevet mindre.”

Dén udvikling kan aflæses i sundhedsvæsenets regnskaber. For selv om der på landets akutafdelinger er tale om et mindre hjørne af sundhedsvæsenets virkelighed, er det et illustrativt et. Det forklarer præcist, hvilket dilemma sundhedsvæsenet står i lige nu mellem hensynet til brugerne og hensynet til pengene.

Bonusinfo: I 2000 kostede hospitalstjenesterne statskassen lige over 80 milliarder kroner. I 2017 lå prisen lige under 120 milliarder kroner.

Undersøgelsen fra Region Hovedstaden, der viste, at der i 2013 var 8.800 børn, der var storforbrugere af akutafdelingerne, undersøgte også flere andre spørgsmål.

Blandt andet, hvor meget det kostede regionen i kroner og øre. Omkring en halv milliard kroner ud af de i alt 2,3 milliarder kroner, der blev brugt på at behandle børn samlet set.

Der er virkelig meget økonomi i det her,” som Morten Schrøder siger. Så hvis vi kan reducere antallet af henvendelser med bare fem procent, taler vi millioner, der kan spares hvert år på landsplan.”

Og lige præcis dét – at spare, hvor det er muligt – er noget, som de, der styrer sundhedsvæsenet, er stærkt interesserede i for tiden. Af samme årsag er det tal, som oftest nævnes i forbindelse med sundhedsvæsenet for tiden, nok dette:

2 %

Hvert år siden 1999 er sygehusene – der i dag bestyres af Danske Regioner – blevet bedt om at levere to procent meraktivitet”, som det hedder, for de samme penge. I økonomiaftalen for 2018 er regionerne og regeringen blevet enige om at suspendere kravet for i år, imens man arbejder på en ny model. I praksis har kravet betydet, at visse dele af sundhedsvæsenet er blevet nødt til at spare, fordi andre har slugt flere penge over årene.

Men afskaffelsen af kravet om at effektivisere for to procent hvert år fjerner ikke den udfordring, som kravet var et forsøg på at løse – nemlig at visse dele af sundhedsvæsenet sluger flere penge for hvert år, der går. For sagen er, at det er enøjet blot at se på besparelserne, hvis man vil forstå, hvilken økonomisk situation sundhedsvæsenet befinder sig i for tiden.

Forklaringen kan findes i dette tal:

50.000.000.000 kroner

(Også kendt som 50 milliarder)

… Så meget er det offentlige forbrug på sundhedsområdet steget fra 2000 til 2017, viser tal fra Finansministeriet fra juni i år. Det svarer til en forøgelse på 40 procent.

Eller sagt på en anden måde: I 2000 udgjorde udgifter til sundhedsvæsenet cirka seks procent af Danmarks bruttonationalprodukt. I 2017 fyldte det 7,75 procent af BNP.

Udviklingen er primært drevet af en stigning af udgifter til hospitalstjenester. I 2015 var der simpelthen flere danskere, der kom på sygehuset end i 2005. Dengang blev én ud af tre borgere behandlet på sygehuset, mens det gjaldt for godt 45 procent i 2015. Den afdeling af vores sundhedsvæsen, der koster flest penge, er vores hospitaler – og det er lige præcis hospitalerne, vi bruger mere end tidligere.

Skyldes det så, at raske mennesker vælter ind på hospitalet? Næppe. Alle demografiske undersøgelser af udviklingen peger på en aldrende befolkning med flere kroniske sygdomme som hovedårsag. Men tallene rejser spørgsmålet om prioritering: Hvis der skal være råd til de rigtig syge, hvad skal vi så gøre ved dem, der i det store og hele er raske?

For Morten Schrøder er det ikke et svært spørgsmål at besvare.

I de der 1813-tilfælde er det måske 80 procent, der burde være blevet hjemme,” siger han. Vi vil slet ikke af med alle de 80 procent, men hvis vi kunne reducere det bare lidt, er der rigtig meget vundet for børnene og deres familier, og som en vildt positiv sidegevinst kan lægerne komme til at bruge deres tid på de rigtig syge børn. Det er blevet enormt ressourcekrævende at skulle forholde sig til snot.”

Jeg ringede til 1813 for at høre, hvordan de oplever tilstrømningen af bekymrede forældre. I en mail fik jeg oplyst, at Akuttelefonen 1813 årligt får cirka 140.000 opkald vedrørende børn 0-3 år, hvoraf cirka 35 procent af opkaldene visiteres videre til de fem hospitaler med børnemodtagelser og børneafdelinger til nærmere vurdering. Både antal opkald og henvisninger er uændret gennem de sidste fire år, og der findes ikke konkrete data, der viser, at otte ud af ti af besøgene er overflødige. Men netop initiativer som Børnelægens Børnetips kan forhåbentlig få dem, der findes, ned, skrev direktør for Akutberedskabet Freddy Lippert i mailen.

Det er en rigtig god løsning for børnefamilierne, og det kan være med til at styrke visitationen til hospitalerne yderligere, så de børn, der har brug for at blive tilset af en børnelæge, kommer ind på hospitalerne, mens de børn, som ikke har brug for det, kan blive derhjemme og komme sig.”

På sin vis kan regnestykke om de syge og de raske lyde enkelt. Men hvad der giver mening på en lommeregner, giver ikke altid mening direkte i virkeligheden. Det er dilemmaet:

De forældre, der møder op på hospitalerne, betaler for systemet over skatten for at have netop den mulighed. Har vi råd til at afvise dem, hvis vi ved, at deres tilfredshed med systemet ryger over bord samtidig?

Eller som en af børnelægerne på et tidspunkt pointerer under paneldebatten, da hun rejser sig op for at spille djævelens advokat: I forsamlingen af børnelæger kan de nemt blive enige om, hvad der er relevant at henvende sig med, og hvad der er irrelevant. Men har de ikke også selv henvendt sig til en ekspert med et computerproblem, som i udgangspunktet var nemt at løse, men som de alligevel ikke havde viden eller tålmodighed til at klare selv?

Morten Schrøder kan sagtens se en risiko ved ikke at tage alle bekymringer alvorligt.

Det er en af vores vigtigste funktioner som børnelæger, at vi møder forældrene i den bekymring, de har,” siger han.

For hvis ikke vi tager det alvorligt, føler forældrene ikke, at de får en god service. Og så kommer der i øvrigt flere genkontakter.”

Regnestykket afhænger af brugerne – i dette tilfælde forældrene. Så hvad er det, der er kendetegnende for de forældre, der møder op?

Til konferencen taler lægerne i udbredt grad om en bekymringskultur blandt nutidens forældre.

Familievejleder Lola Jensen (kendt fra Go’ morgen DanmarkTV 2) er også blandt paneldeltagerne. I sit oplæg opridser hun en historisk udvikling i det danske forældreskab over de seneste årtier. Engang var børn nogle, der kun skulle ses og ikke høres. I dag – hovedsagelig efter 1960’ernes pædagogiske revolution – er børn nogle, man forhandler med.

Eller, som hun på et tidspunkt spidsformulerer det: Nutidens forældre er med rette gået væk fra kæft og trit – men de skulle aldrig have forladt ambitionen om at give deres børn retning.

På den baggrund er det naturligvis nemt at tale om curlingforældre. Men begrebets negative klang stemmer alligevel dårligt overens med det faktiske billede af forældrene til storforbrugerbørnene.

Det billede tegnede Region Hovedstaden nemlig også i deres undersøgelse fra april 2017. For de 8.800 børn gjaldt det, at:

  • Forældrenes uddannelsesniveau havde stor betydning. Børn med forældre uden uddannelse ud over grundskolen havde en markant øget risiko for at være storforbrugere. Hvis det gjaldt begge forældre, havde barnet 78 procent større risiko for at være storforbruger.

  • Det havde betydning, hvilken plads i børneflokken barnet havde. Førstefødte børn havde 33 procent større risiko for at være storforbrugere sammenlignet med børn, der var født som nummer tre i en familie.

  • Morens alder ved fødslen havde også betydning. Børn med unge mødre (16-25 år ved fødslen) havde 37 procent større risiko for at være storforbrugere.

  • Forældrenes herkomst havde betydning. Børn med en eller begge forældre, som var enten indvandrer eller efterkommer havde en øget risiko for at være storforbruger med henholdsvis 28 og 10 procent.

  • Begge forældres eget akutforbrug gjorde en stor forskel. Risikoen for, at barnet var storforbruger, var øget to en halv gang, hvis moren selv var storforbruger, og to gange, hvis faren var storforbruger.

Der sås således en række sammenhænge, der kunne tyde på, at der findes et familiemønster blandt især familier uden uddannelse, hvor både børn og voksne har mange akutte kontakter,” opsummeres det i rapporten.

Eller sagt med andre ord: Hvis der er tale om curlingforældre, er curling ikke nødvendigvis en disciplin, der er forbundet med at have mange ressourcer.

Formand for Dansk Pædiatrisk Selskab Malene Boas taler ikke om en curlingkultur. For hende viser udviklingen slet og ret, at al den oplysning, der er blevet tilgængelig over de senere år, også har en bagside.

Det er helt sikkert, at internettet har betydet noget. I den tid, hvor jeg har været læge, er folk blevet meget mere oplyste om sundhed. Og det er enormt positivt. Da jeg startede som friskbagt læge, kendte folk ikke forskel på virus og bakterier, og der var simpelthen en manglende viden om helt grundlæggende anatomi og sygdomsforståelse. Det har folk på en helt anden måde i dag,” siger hun. Men når man læser om ting, bliver man også meget mere bekymret.”

Paradoksalt nok har netop den erkendelse ført til oplysningsprojektet Børnelægens Børnetips. Jeg spørger, hvordan børnelægernes app skal bidrage med noget, der ikke allerede findes derude.

Den helt afgørende forskel er, at den information, der findes nu, faktisk er for omstændelig, for kompliceret og for svær at forstå,” siger Morten Schrøder.

Det bliver, med hans ord, en smule teknisk”, men forklaringen er denne:

Den officielle sundhedsinformation, der findes, har oftest en diagnosebaseret tilgang til sygdomme i stedet for en symptombaseret, mener Morten Schrøder.

Læger tænker sådan, at der er nogle stafylokokker, som laver infektion i huden. Men det, forældrene ser, er et barn, der har udslæt med sår, som der er noget væske i,” siger han.

Sundhedsinformation generelt bør tage udgangspunkt i det, som forældrene ser.

Den information, folk finder frem til nu, kan de ofte ikke forstå, eller også – og mere hyppigt – lander de i det problem, at det er nogle dårlige eller forkerte råd fra nogle fagligt meget svage sider som slyngebarn.dk eller altomminmave eller en Facebook-gruppe,” siger han.

I sidste ende, siger Malene Boas, er problemet ikke kun forældrenes. Det er også lægernes eget.

Der eksisterer en nulfejlskultur blandt forældrene, der skyldes, at vi har fået en helt anden forståelse for, hvor vigtig barndommen er. Men den nulfejlskultur gælder også for lægerne. Vi ønsker vores børn det allerbedste og samfundets børn det allerbedste, og vi ønsker ikke at tage fejl, vi ønsker at være helt sikre i vores vurdering af, hvorvidt de her børn har det godt nok,” siger hun. Så der er bare en større forsigtighed.”

Forsigtigheden har også fundet vej til oplysningsfilmen.

Som du ser, er der meget, vi kan gøre derhjemme,” siger barnet. Men du skal ringe til lægen, hvis det her sker: Hvis jeg drikker mindre og mindre eller kaster alt op med det samme, selv om jeg drikker små portioner. Hvis jeg tisser mindre og mindre, selv om jeg har prøvet at drikke nok. Hvis jeg har virkelig ondt i maven, og smertestillende slet ikke hjælper. Hvis jeg er mere og mere sløv, og du har svært ved at få kontakt til mig mere,” siger hun.

Eller hvis det hele går den forkerte vej, og du stadigvæk er bekymret, selv om vi har prøvet alle rådene i filmen.”

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem