“Hvordan skal jeg formulere det,” siger den unge, tyske økonomiske historiker Matthias Schmelzer en fredag eftermiddag på en bænk bag ved en trappeopgang på Københavns Universitets Center 0f Modern European Studies.

Her sidder han, fordi Matthias Schmelzer i lokalet ved siden af lige har holdt oplæg om “Vækstens Hegemoni”, som hans bog fra 2016 hedder. Hegemoniet – eller overherredømmet, som man nok typisk vil sige på dansk – er kun et af flere ord, Matthias Schmelzer har brugt om Vestens forhold til økonomisk vækst i de foregående timer. Han har også nævnt fetich, besættelse og ideologi.

“Man kan se det som en afhængighed,” siger han. “I begyndelsen er det rart, og man vil have mere.” I den fase stod Vesten i 1950’erne, da økonomisk vækst forenede kapitalinteresser og arbejdstagere ved at gøre alle rigere, de fleste i stand til at købe hus, bil og kæledyr, og mindske den økonomiske forskel på dig og din nabo.

“Men på et tidspunkt begynder bivirkningerne at sætte ind,” fortsætter han. “Og så bliver det svært at slippe af med misbruget.”

Det er i den fase, Vesten står nu, mener Matthias Schmelzer. Fasen med abstinenser.

Matthias Schmelzers bog bliver af flere af de tilstedeværende danske forskere i lokalet kaldt banebrydende for sit særlige bidrag til vestlig økonomisk historie.

Med udgangspunkt i Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (eller OECD, som organisatoinen typisk kaldes) har Matthias Schmelzer forsøgt at besvare spørgsmålet om, hvordan vækst er kommet til at udfylde den altdominerende rolle, som idéen har i dag.

Hvad er der specielt særligt ved lige præcis OECD, tænker du måske? Det gjorde jeg i hvert fald. Men i bogen viser Matthias Schmelzer, hvordan OECD har ageret som en slags grå eminence i udformningen af politik i vestlige lande og med ét særligt program:

Vækst, vækst og mere økonomisk vækst. Schmelzer bruger OECD til at beskrive, hvordan idéen om økonomisk vækst i løbet af det tyvende århundrede voksede sig så stor, at den er blevet det egentlige grundlag for vestlig politik. “Vi lever i vækst-samfund,” som Matthias Schmelzer siger.

Problemet er så bare, at en del tyder på, at vi er ved at blive vækstsamfund uden vækst.

“I fremtiden,” siger Matthias Schmelzer, “vil Europa i den grad befinde sig i verdensøkonomiens margin.”

Som en slags understregning af det udsagn kom torsdag nye og bemærkelsesværdigt dårlige væksttal for tredje kvartal af 2017.

De tre foregående kvartaler har Danmarks Statistiks talfolk udelukkende opjusteret deres skøn for, hvor meget det danske bruttonationalprodukt for tiden er i vækst. Det har været en fest hver gang, for de danske økonomer har ventet længe på, at væksten kom op i omdrejninger efter finanskrisen. I Børsen lød det onsdag, at de forventede yderligere fremgang.

Men de blev skuffede. Økonomien er tilsyneladende gået tilbage, ikke frem. Helt præcist med 0,6 procent.

Det tal skal af forskellige årsager tages med et gran salt. Men hvis man zoomer ud og kigger på årtier i stedet for kvartaler, understreger det en ret vigtig og faretruende tendens for vestlig økonomi:

Hvis økonomien i midten af det tyvende århundrede var en sportsvogn, så er det, vi har med at gøre i dag, måske mere lig en traktor. Stor og langsom – men den kommer da frem. Det er et åbent spørgsmål, hvor længe den egentlig overhovedet kan blive ved med det. Udregninger har vist, at den arbejdende vestlige generation i dag er den første generation efter det 20. århundredes vækstboom, der generelt set tjener mindre end sine forældre. Toneangivende økonomer taler om, at vi skal til at vænne os til et samfund, hvor økonomien i det store og hele stagnerer.

Den holdning deler Matthias Schmelzer.

“En stor del af fremtidens økonomiske vækst vil ikke foregå i Vesten. Kina er allerede på nippet til at overtage verdensordenen fra amerikanerne,” siger han. “Det skyldes primært landets høje vækstrater de seneste årtier, og det kommer helt sikker til at forandre alt.”

Men hvis det er tilfældet, hvorfor hører vi så ikke det fra politikerne? Hvorfor vedtager Folketinget rask væk vækstpakker, som om vækst blot var et spørgsmål om lempeligere regler for erhvervslivet?

Fordi vækst nu engang er det redskab politikerne har lært, at man driver et samfund frem med. Det er her den grå eminence kommer ind i billedet.

OEEC, som OECD oprindeligt hed, blev stiftet i 1948 med det erklærede formål at administrere de 12 milliarder dollars, som USA donerede til den europæiske genopbygning efter Anden Verdenskrig – kendt under navnet Marshall-planen. I organisationen var økonomer ansat til at analysere Vestens økonomi. Medlemslandene mødtes for at diskutere strategi. Statistik blev produceret, så landene kunne sammenligne sig.

“OECD er for klassisk økonomi, hvad apostlen Peter er for kristendommen,” som Matthias Schmelzer citerer en højtstående økonom ved OECD for at have sagt i 1970’ere. “Det er den, der har nøglerne.”

I sin bog tegner Matthias Schmelzer et billede af, hvordan de normer, som OECD dyrkede, blev en rettesnor for rigtig og forkert økonomisk politik – og ikke bare i Vesten. Alexander King, mangeårig leder af forskningsafdelingen i OECD efter organisationen ændrede navn i 1961, formulerede det engang sådan, at organisationen var “et slags tempel for vækst for de industrialiserede lande”.

Vækst blev andet og mere end blot et tal. Det blev en identitet, siger Matthias Schmelzer.

“Førhen kæmpede europæiske kolonimagter for deres plads under solen ved at forsøge at øge landets størrelse. Det var den primære måde at artikulere national storhed på. Men efter Anden Verdenskrig måtte også tidligere fascistiske lande samle nationen om et andet mål, siger Matthias Schmelzer.

“Det blev en del af en national identitet at have vækst. Man havde brug for noget at måle national stolthed på. Vækst er en mindre eksplicit måde at gøre det på, men alle forstår den.”

Tal for vækst er i dag præcis, hvad OECD leverer. Det er hos OECD, man kan hente oversigter over forskellige landes bruttonationalprodukter, så de kan sammenligne sig. Det er også fra OECD, vi har PISA-undersøgelserne, som ranglisterne over, hvordan børnene i verdens rigeste lande klarer sig i skolen, hedder.

“Folk forstår ikke, hvordan tallene bliver lavet, og hvilken magt de institutioner, som har udfærdiget tallene, har. Især fordi institutionerne ofte ikke vil ud med, hvordan de tal er lavet. Men når først folk ser tallene, så undrer de sig ikke,” siger han.

“Når du som journalist skriver en historie om et land, du ikke kender, så vil du typisk introducere landet til dine læsere ved at beskrive, hvordan økonomien har det, og hvordan den har udviklet sig ved at nævne landets BNP. Men jeg synes, at der er masser af problemer forbundet med, at det forekommer så indlysende, at netop BNP skulle være en vigtig beskrivelse af et lands tilstand.”

Det, OECD leverer, er fakta. Men ved at bestemme, hvilke fakta der er vigtige, bliver organisationen politisk, mener Matthias Schmelzer. Better policies for better lives – bedre politik for bedre liv på dansk – er trods alt organisationens slogan.

Skulle man tage en konsekvens af Matthias Schmelzers kritik, ville det for det første være oplagt at begynde at bruge andre tal end bare BNP, mener han. Tal for, hvordan det går med et lands velfærd for eksempel.

Men nye tal er i sig selv slet, slet ikke nok, siger han.

“Rent politisk tror jeg, at det ville være godt at glemme økonomisk vækst, fordi det ikke hjælper os til at tænke over, hvor vi vil hen, eller hvilke mål vi har,” siger han.

De senere år har idéen om helt at droppe vækst som mål vundet indpas i den økonomiske forskningsdebat. Kritikerne af den idé deler sig typisk op i dem, der mener, det er umuligt, og dem, der mener, at det vil være dumt. I den sidste kategori hører vækst-entusiaster. Der hører også folk som den internationale topøkonom Branko Milanovic, som argumenterer for større global lighed, men som ikke mener, at vejen dertil går uden om vækst.

I flere blogindlæg har han de seneste uger gjort rede for, hvorfor han mener, vækst er nødvendig. Man får ikke omfordeling, hvor penge rykker fra de velhavende til de mindre velhavende, bare fordi man stopper væksten, er hans argument. Tværtimod.

Jeg vidergiver kritikken. Hvis vi bare dropper vækst, hvordan løser man så arbejdsløshed? Hvordan betaler man af på gæld? Hvordan bliver man ved med at have en rolle i verdenssamfundet – det er jo nærmest kun rensdyrjægere og dens slags urbefolkninger, der har en livsstil, der tilnærmelsesvis er uden indflydelse fra økonomisk vækst?

Men Matthias Schmelzer giver mig bare ret.

“Der er ikke et anvendeligt svar på det spørgsmål, som det står nu,” siger han. Vi burde forske langt mere i, hvordan en økonomi kan fungere uden vækst, for de spørgsmål kan ikke besvares, hvis vi bare glemmer vækst.”

Vi sidder lidt på bænken ved Københavns Universitet. Inde ved siden af er en reception med vin, øl og latter gået i gang. Det ser umiddelbart temmelig sort ud for ud for Matthias Schmelzers projekt, tænker jeg. Betragter han sig selv som optimist eller pessimist, spørger jeg?

“Jeg tror, at jeg rent rationelt i høj grad er pessimist. Men jeg har en optimistisk sjæl,” siger han.

“Selv om det ikke rigtig giver mening.”