Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Kenneth Nørgaard er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Det er blevet sværere for mænd at træffe de rigtige valg, siger denne forfatter. Så nu vælger de ... ingenting

ET NYT BLIKForfatteren Johan Davidsen lægger nye perspektiver ind i billedet af den moderne mand i sine romaner. Foto: Kasper Løftgaard for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Efter et årti med fuld smæk på sociale medier, præstationskultur og et kønsrollemønster i forandring, står den moderne mand med et temmeligt usikkert fodfæste. Men det betyder ikke at han ønsker sig tilbage til det, der var engang, mener forfatteren Johan Davidsen. Han har skildret generationen omkring de nogle-og-30-årige mand i nu to romaner, og for ham er det rådvildhed, ensomhed og apati, der præger yngre mænd af i dag. Og fællesskab? Det finder de muligvis bedst sammen med kvinder.

Mænd er ikke, hvad de har været. Hverken i deres eget selvbillede eller i samfundets blik på dem. For hvor mænd i både litteratur, film og tv igennem årtier har haft rollen som heltene, der redder dagen, eller skurkene, som sætter den i brand, så er fortællingen om den moderne mand en langt mere kompleks størrelse. Det er – heldigvis – ikke længere en grundregel, at mænd bestrider samfundets øverste stillinger eller får en forlomme i køen til livets karriereræs. Bare i løbet af det seneste år har #MeToo fældet den ene mandlige mogul efter den anden, mens der kommer flere og flere kvindelige fortællinger og fortællere i både kunstens verden og på de poster, der på alle mulige måder styrer samfundsudviklingens slingrende vogntog.

At europakommissionsformanden, der sidste år skulle udnævnes, blev en forkvinde, var nærmest en selvfølge som afrundingen på et heftigt årti. I 2010’erne proklamerede lederen af FNs organisation for kvinders rettigheder og ligestilling, Michelle Bachelet, at det 21. århundrede vil blive piger og kvinders århundrede”. Samtidig pointerede den legendariske og ofte forudseende nyhedsvært og meningsdanner hos amerikanske NBC, Tom Brokaw, forrige år, at den markante stigning, vi ser, når det gælder kvinder, der indtager afgørende politiske poster, uden tvivl vil føre til, at 2000-tallet snart tilhører kvinderne fuldstændigt.

Men hvad gør alt dette ved mændene? Tja, nogle af de gamle hanelefanter pruster lidt, når Greta Thunberg tordner imod den mandsdominerede verden, der historisk har været mere interesseret i penge end i klodens fremtid. Men de yngre mænd har ikke denne idiotiske luksus. Især ikke dem i 30’erne, der egentlig er for gamle til ikke at have styr på verdens gang, men som ser den verden, de er vokset op i, smuldre.

En af dem hedder Johan Davidsen. Han er 34 år gammel, han er forfatter, og så er han, uden egentlig selv at have besluttet, at det skulle være sådan, ved at markere sig som en ny og anderledes stemme i diskussionen om den store forandring, manderollen gennemgår i disse år.

Jeg er ikke god til at tale om generationer, men jeg kan selvfølgelig se nogle tendenser omkring mig,” siger Johan Davidsen, da vi mødes på Christianshavn til en gåkaffe nogle dage inden udgivelsen af hans nye roman, som hedder Selvmordstanker kan ikke betale sig. Det er hans anden bog på fire år. Den første var det, man kan kalde en punktroman, hvor kapitlerne ofte var på få linjer, og det derfor var op til læseren at danne sammenhængen. Den hed Jeg kan ikke hjælpe dig med dine problemer, og her skrev Davidsen en diffus fortæller frem, som har svært ved at være til stede i sit eget liv.

Vi er en masse, der jagter noget autentisk, men vi ved egentlig godt, at det ikke findes,” siger den 34-årige forfatter, mens vi trasker langs en af områdets mange kanaler.

Der har aldrig været mulighed for at opnå så meget, som vi kan opnå i dag, og vi er vokset op i den tro, at vi kan nå det meste af det. Men det skaber en frustration nu, for jeg tror, det er svært at slappe af i de valg, man træffer, når der er så mange muligheder.”

Frustration tærer på mennesker. Nogle reagerer ved at koge over. Dengang hanelefanterne regerede, var det den reaktion, man typisk forventede af den frustrerede mand. Men den ikke helt unge, men stadig yngre mand af i dag lever i en anden verden. Og hans reaktion går, for manges vedkommende, i andre retninger. Som handlingslammelse, apati eller det, man kunne kalde selvvalgt ligegyldighed. For at vælge ikke at vælge er også en slags valg.

RÅDVILD“Længe har jeg været interesseret i samfundsforhold. Ofte har jeg talt om alt det, der var galt, men nu skal jeg udnytte min viden herom til at tjene penge,” siger hovedpersonen i Johan Davidsens nye roman. Et dilemma, forfatteren kender fra sig selv. Foto: Kasper Løftgaard, Zetland

Der er streg under mand’ i Johan Davidsens bøger. I Jeg kan ikke hjælpe dig med dine problemer tænker og vurderer den mandlige stemme virkeligheden ud fra en verden, der virker mere og mere fjern for ham. Da København bliver for lille, rejser han til Berlin og opdager, at han bliver mere nærværende for sin omgangskreds, fordi de nu kan følge med i, hvad han laver af spændende ting i udlandet, når de tjekker Instagram og Facebook.

Det er en stenet og foruroligende diagnose på den moderne mand: Som et dybt ensomt menneske, hvis evne til at nå andre er i hastigt forfald, og som har brug for teknologien som et socialt handicaphjælpemiddel, for at hans tilværelse når en volumen, som andre overhovedet registrerer.

Dette mandlige sindbillede fører Johan Davidsen videre i Selvmordstanker kan ikke betale sig. Her har hovedpersonen Daniel mange idéer om verden, men han kommer ikke rigtig af med dem. Jo, han kæfter af og til op, men for det meste flyder han bare med tilværelsen for at slippe for at træffe valg. Og da han endelig får skabt kontakt og tager sig sammen til at score en kollega på det PR-bureau, hvor hans bror har skaffet ham et job, ender de i en lejlighed, hvor de har … noget sex, som nærmest er for modstandsløs til at være rigtig rart”.

Johan Davidsen grubler lidt, mens vi går langs kanalen og ser på old school Amsterdam-lignende huse, der nærmest svajer i vinden. Så siger han: Det skaber en melankolsk tilstand, at vi tror, vi alle sammen kan udleve et kreativt potentiale, som andre vil tænke er imponerende. For på et tidspunkt opdager de fleste, at det er et usikkert valg uden særlig mange penge, og at de derfor må give afkald på materielle ting som hus og bil. Det er måske især en udfordring for mænd, fordi mange mænd har en særlig opfattelse af, hvad en rigtig’ mand skal kunne vise frem.”

Konsekvensen af det bliver tydelig, mener Johan Davidsen. Mænd på hans egen alder er holdt op med at være sig selv, når de forlader privaten.

Ingen kan efterhånden sige sig fri for at påtage sig en rolle, når de er sammen med andre mennesker, og det, tror jeg, ligger fint i tråd med den måde, vi er på, når vi arbejder eller mener noget i det offentlige rum,” siger han og smiler indadvendt.

Du trækker i et jakkesæt, når du skal på arbejde, selv om du stadig føler dig som en lille dreng indenunder, mens du mener noget om noget på en lidt mere skarp og skrap måde i debatterne på de sociale medier eller til middagsselskaber, end du i virkeligheden gør. Men hvis du ikke sætter det på spidsen, bliver du ikke længere hørt. Så bliver du overtrumfet. Vi er vokset op med frit valg, og ja, vi vælger selv den rolle, vi spiller i livet, men det er altså ikke en ubetinget god udvikling, for hvis det betyder, at vi alle sammen skruer mere og mere op, bliver virkeligheden overdøvet.”

Manden i 30’erne interesserer Johan Davidsen af to indlysende årsager. For det første er det sådan én, han selv er, men for det andet ser han også omkring sig tegn på, at det er svært at være mand på netop dette trin af livets stige. Især når verden drejer, som den gør for tiden, hvor den måde, vi opfører os på – eller bør opføre os på – konstant forandrer sig. Hvor kønsroller, forventninger og præstationskrav er i fuld centrifuge.

Det er han ikke den eneste, der har noteret sig. Journalisten Anders Haahr Rasmussen udgav sidste år bogen En fandens mand – Fortællinger om nye tider, der undersøger netop den skiftende manderolle, som er svær at håndtere for mænd, der står imellem ungdommen og fastforrentede livsvilkår. På samme måde høstede Theis Ørntoft stor ros forrige år, da han i Solar skrev en kreativt tænkende, men også mentalt ramt mand frem, som stille og roligt opløstes og ikke kunne kende forskel på den virkelige verden og Grand Theft Auto. I filmverdenen har vi i de senere år set en rolle som Rasmus i En frygtelig kvinde, der gerne vil være en rigtig beskyttermand, men som tromles midtover af sin stærke kæreste, mens den ene af hovedpersonerne i successerien 29, Jesper, egentlig er for gammel til at være så morafhængig, som han er, men samtidig bare gerne vil give plads til kvinder – på trods af sin iver efter at være noget’ selv.

I Johan Davidsens romaner er manden også et søgende og usikkert væsen, der kæmper med at træffe valg og handle med fordums maskuline selvsikkerhed. Men hans fortællinger lægger nye, tankevækkende observationer ind i billedet af den pressede moderne mand. Eksempelvis at de nok faktisk har det bedre, når de er sammen med kvinder end med gutterne.

Jeg synes, det er interessant, hvordan mænd er, når de er sammen med kvinder,” siger han og kører hånden hen over det korte strithår.

Her ligger mandens oprør måske og simrer, fordi han tør åbne op på en anden måde, end når han befinder sig i et mandefællesskab. Måske kan mænd faktisk mere være sig selv på et dybere plan i samværet med kvinder, end de kan, når de er sammen med hinanden.” For mandefællesskaber, mener Johan Davidsen, har ofte konkurrence og selvhævdelse indbygget, ligesom de sociale medier har. Der er aldrig en pause i selvpromoveringen, og det udmatter.

At vi har fået et samfund, hvor flere og flere puster sig op, uanset hvor vi ser hen, skaber en følelse af apati. Ikke på overfladen, men lige nedenunder,” siger Johan Davidsen. Som når en ven poster noget fedt fra sit liv på Facebook – “det burde jo faktisk være en god ting,” siger Johan Davidsen – og det, du mærker, er en bitter blanding af misundelse og opgivenhed.

ORDVALGI dag er der ingen mangel på ord fra folk, der vil præge samfundsdebatten, men om de alle lander det rigtige sted, er et åbent spørgsmål. Johan Davidsen har været til samtaler på taleskriverjobs, men det føltes “underligt”. At skrive romaner føltes mere naturligt. Foto: Kasper Løftgaard, Zetland

Johan Davidsen guider os hen over en lille bro ved en af kanalerne, mens han forklarer, at det også handler om, at han er en del af nogle årgange, der kan huske tiden før internettet, men som samtidig virker digitalt indfødte. Det skaber et clash imellem den gamle og den nye verden inden i dem.

Vi er vokset op med nogle klare regler for fremgang, men nu begynder den gamle verdens regler at blive opløst, og vi er lige præcis gamle nok til at have oplevet dem, men ikke gamle nok til at vende ryggen til forandringen. Det er et interessant spændingsfelt.”

Tag #MeToo som eksempel. Det er positivt, at vi har haft bevægelsen, mener Johan Davidsen, for det gør, at mænd skal være mere forsigtige. Men der er jo til gengæld ikke nogen, der fortæller os, hvad de nye regler er. Dem skal vi ud og opdage, og her må mændene være dem, der tager imod og lytter. Det er noget af en omvæltning.”

Forfatteren bliver igen stille. Så samler han selv tråden op med kanalblæsten i ansigtet.

Det er det dilemma, jeg ser omkring mig. I øjeblikket ser jeg mange, der bare lader sig drive frem af livet i stedet for at vælge en retning selv. Det tror jeg også, man kan aflæse i mindre behagelige statistikker.”

Netop sådan en statistik optræder i Selvmordstanker kan ikke betale sig. Nemlig den om, at amerikanske hvide mænd er overrepræsenterede, når det kommer til selvmord.

Da romanens hovedperson reflekterer over de tal, lyder det, at … man kan let tage sig selv i at tænke, at det er hans egen skyld, og at han ikke fortjener offerrollen, både forstået sådan, at det er synd for ham, men også forstået sådan, at det ikke er synd for ham, at han ikke fortjener nogen form for sympati efter alt, hvad han har gjort imod andre igennem historien …”

I Danmark er tallene også markante. De nyeste af slagsen viser, at tre gange så mange mænd som kvinder forsøger at begå selvmord hertillands. Faktisk tager mere end én dansk mand om dagen livet af sig.

Så hvad handler det om? Johan Davidsen har selvfølgelig ikke svaret som i det eneste, endegyldige svar. Men han har tænkt en del over, hvad det er, der presser mændene i dag. Og noget af det er alle de ord, vi efterhånden har lært at sætte på os selv og på hinanden, mener han.

Jeg har svært ved at sige, at samfundet direkte svigter os, men jeg vil stadig mene, at den enkelte bliver pålagt en større og større byrde, fordi vi hele tiden udvider rammerne for, hvor frit vi kan tale om alting,” siger han og retter på brillen.

Og når vi nu kan tale om næsten alt, tror jeg, mange mænd får det sværere, fordi mænd i princippet har været sat i en kasse, hvor der skal handles, mens kvinder har været placeret i en kasse, hvor der skal føles. Det er kun godt, at dette ændrer sig, men det skaber også en krise hos nogle mænd. Det distancerer dem fra virkeligheden, fordi de ikke er gode nok til at tale om tingene.”

OP AD BAKKEMænd, der har svært ved at komme af med dampen, kan godt føle sig pressede, siger Johan Davidsen. Især hvis de hele tiden skal hævde sig på jobbet, i mandefællesskaberne og samtidig konstant vise sig frem på Facebook og LinkedIn. Foto: Kasper Løftgaard, Zetland

Lige netop derfor står mange mænd i 30’erne også i stampe i øjeblikket, mener han. De ved, hvad der er rigtigt at sige og gøre, men de har svært ved omvæltningen, som de dog under ingen omstændigheder vil ignorere.

Det er svært at vide, hvor man skal træde lige nu. Vi må ikke være kræsne, men vi må heller ikke lade være med at stræbe efter det bedste. Vi skal være nede på jorden, men samtidig arbejde virkelig meget. Vi skal vise overskud, men også være følsomme og give noget af os selv. Det er en besværlig balancegang,” siger Davidsen.

Hvis man er vokset op med, at man kan blive lige, hvad man vil, men efter man er fyldt 30 år, stadig ikke er helt sikker på, hvad det betyder, så er det spørgsmålet, om man nogensinde finder ud af det. Måske er det eneste, vi reelt ved, at vi skal træffe nogle valg, men vi får sværere og sværere ved at regne ud, hvilke valg det er, vi skal træffe,” siger han så.

I min nye roman er Daniel et sted imellem konstante valg og ligegyldighed, for hvad er egentlig nemmest? At gøre som alle andre eller forkaste det, alle andre har vedtaget, man gør? Tja, måske er det nemmeste bare at lade være med at tage stilling. Så er det på en måde tilfældet, der driver én fremad,” siger han og klør sig i det pletvise skæg.

Den fornemmelse oplever jeg tit, at mange sidder med.”

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: