Vores medlemmer foretrækker at lytte
“”
—
Derfor skal du læse denne artikel
For tredje år i træk faldt antallet af ofre for krig og terror i 2017, viser nye tal. Og knap så nye tal viser, at udviklingen flugter med en større og meget mere langsigtet tendens: Verden er simpelthen i gang med at blive så fredelig som aldrig før set i menneskehedens historie.
Hen over sommeren 2018 blev to databaser opdateret.
Okay, det lyder måske ikke helt vildt spændende – men det er det.
De nye tal giver os nemlig grund til at ranke ryggen som art, alle 7,6 milliarder af os. Tallene viser, at vi hele tiden bliver bedre til at løse vores uenigheder uden at slå hinanden ihjel.
Nærmest intet kunne være mere betydningsfuldt. For det giver håb om, at vi måske engang kan løse alle vores største fælles udfordringer, fra klimaforandringer til sult og fattigdom. Intet af den slags kan bekæmpes af mennesker, der er optaget af at bekæmpe hinanden. FN vurderer, at 80 procent af alle behov for humanitær hjælp på planeten i dag skyldes krige og konflikter.
Så lad os dykke ned i tallene – og den langsigtede tendens, de flugter med.
De nye tal stammer fra det svenske Uppsala Conflict Data Program, hvor man tæller krigsofre, og fra amerikanske Global Terrorism Database, som tæller, ja, terrorofre.
Kort fortalt viser tallene, at antallet af mennesker, der mister livet i krig, konflikt og terror, i 2017 faldt for tredje år i træk. Antallet af terrorofre var 24 procent lavere i 2017 end i 2016, og antallet af dødsofre for krig og konflikt i det hele taget faldt med 14 procent. Intet tyder indtil videre på, at udviklingen er i færd med at vende i 2018.
Især krigen i Syrien var langt mindre intens i 2017 end tidligere, ligesom antallet af alvorlige konflikter med mere end 1.000 ofre faldt med to, fra 14 til 12.
De senere års mest morderiske terrorgrupper – Islamisk Stat og afghanske Taleban – har heller ikke formået at slå lige så mange ihjel som før.
Og som europæer kan man særligt glæde sig over, at terrorismen her nærmest styrtdykkede i 2017. Antallet af terrorofre i Vesteuropa i 2017 var i runde tal blot en tredjedel af, hvad det var i 2016, og kun halvt så stort som i 2015.
Men det allerbedste er, at de tre nylige år med faldende dødstal i krig og konflikt flugter med udviklingen i det helt store billede, når man kigger årtier, århundreder eller endda årtusinder tilbage. Der er selvfølgelig nogle mellemregninger, og dem kommer vi til, men lad os først og fremmest dvæle ved det lange perspektiv.
Vi kan begynde med at se nogle årtier tilbage. Det springer hurtigt i øjnene, at de seneste tre års fald i antallet af dødsofre i krig og konflikt er sket på baggrund af et temmelig voldeligt 2014 – det hidtil voldeligste år i dette årtusind. Men det er lige så let at se, at 2014 i et længere perspektiv ikke var et specielt slemt år.
Hvert eneste år fra 1979 til og med 1988 døde der flere mennesker i krig og konflikt end i 2014. Det samme gjorde der hvert år fra 1967 til og med 1975. Og så har jeg ikke engang nævnt Koreakrigen eller blodbadet under Anden Verdenskrig.
Alle disse tal er endda ret meningsløse, fordi de egentlig bør sættes i forhold til antallet af mennesker på kloden, som hele tiden vokser. Gør man det, ser 2014 endnu mindre bemærkelsesværdigt ud i det store billede.
Dødsraten i krig og konflikt var i 2014 godt 1,4 døde per 100.000 mennesker. I 1990 var den oppe på 1,5, i 1984 næsten fem. I 1972 var dødsraten over syv per 100.000. Og jeg behøver vist ikke nævne Anden Verdenskrig for at drive pointen hjem: Der var meget mere krig for få årtier siden end i dag.
Længere tilbage i tiden er data i bedste fald sparsomme, men intet tyder på, at den fjernere fortid skulle have været fredeligere – snarere tværtimod. Forsøg på at kvantificere krig og konflikt 600 år tilbage i tid viser et nærmest konstant højt antal dødsofre per 100.000 mennesker, for det meste langt højere end i 2014.
Ja ja, tænker du måske, men det var også efter opfindelsen af stålsværd, centralmagt og andre effektive midler til at udføre slagterier i storskala. Det må da have været fredeligere, dengang vi levede i harmoni med naturen, strejfede omkring på sletterne og hjalp hinanden med at fange vilde dyr?
Hvis du tænker sådan, tager du fejl. For det første levede vi ikke i harmoni med naturen, men udryddede en væsentlig del af den. For det andet tyder intet på, at vi levede i harmoni med hinanden.
Straffefangen William Buckley tilbragte i midten af 1800-tallet 32 år i bushen med australske jægere og samlere. Han kom tilbage med en hårrejsende beretning om samfund, som hvert øjeblik kunne eksplodere i dødbringende voldsepisoder og stammekrig, ofte på grund af noget med damer.
Mere videnskabelige studier af livet blandt jægere og samlere peger i samme retning: Livet blandt naturens frie sønner og døtre var fuldt af myrderier af den mest bestialske slags. Livet for det gennemsnitlige menneske her i det 21. århundrede er nærmest eventyrlig fredeligt i sammenligning.
Og så kommer vi til mellemregningerne. For selv om de sidste nye tal bekræfter den langsigtede tendens til mindre krig og konflikt, er der også nogle mindre rosenrøde udviklinger imellem.
Selv om antallet af terrorangreb og terrordødsfald er faldet tre år i træk, er der stadig betydeligt mere terror og flere ofre nu end i det meste af den tid, Global Terrorism Database dækker.
Man skal bare huske, at terrorisme er et ret sjældent fænomen. Hvor det giver mening at tælle krigsofre per 100.000 mennesker på kloden, er antallet af terrorofre lettere at forholde sig til, hvis man opgør det per million.
Da terrorismen toppede i 2014, var der lige godt seks mennesker for hver million på kloden, som døde i et terrorangreb, gerningsmænd medregnet. Tallet for krig og konflikt i almindelighed – som inkluderer de værste terrorangreb, men ikke alle – var tre gange så højt.
Eller skåret ud i pap: Hvis vi forestillede os, at risikoen for at dø af krig eller terror i Danmark var den samme som på kloden generelt – hvilket den overhovedet ikke er – så ville man i 2017 skulle lede i en by på størrelse med Odense for at finde ét enkelt terroroffer. For at finde et krigsoffer kunne man nøjes med at lede i en by på størrelse med Horsens eller Vejle.
Man skal også huske, at langt den meste terror finder sted i ganske få lande.
Irak, Afghanistan, Indien og Pakistan lagde i 2017 jord til mere end halvdelen af alle terrorangreb på kloden. Mere end halvdelen af alle terrordødsfald samme år skete i blot tre lande: Irak, Afghanistan og Syrien. Og næsten hele den voldsomme stigning i terrorismen de senere år har fundet sted i bare syv lande: Irak, Afghanistan, Syrien, Nigeria, Somalia, Yemen og Pakistan.
Som europæer er det også værd at huske, at selv de voldsomme år 2015 og 2016 var mindre slemme end en god del af årene i 1970’erne og 1980’erne, omend vor tids terror måske rammer lidt mere uforudsigeligt.
Så vidt terror. Der er også et par ikke så rosenrøde udviklinger at spore i tallene for krig og konflikt generelt.
Først og fremmest er der flere konflikter nu end for få år siden, fordi flere væbnede grupper rundtom i verden – fra syriske oprørsgrupper til afrikanske rebeller og mexicanske narkobander – slås indbyrdes. Antallet af den slags konflikter er nu oppe på 82, og dødstallet fra dem steg med næsten 5.000 mennesker fra 2016 til 2017.
Men ligesom med terrorisme er tallene små og udviklingen begrænset til få lande. Totalt set er konflikter mellem ikke-statslige grupper kun ansvarlige for 15 procent af alle dødsfald i krig og konflikt. Mere end en tredjedel af dødsfaldene i dem skete sidste år i én enkelt konflikt: mellem Islamisk Stat og kurdiske SDF i Syrien. Og stigningen fra 2016 til 2017 skyldes på lange stræk udviklingen i bare to lande: Den Centralafrikanske Republik og Den Demokratiske Republik Congo.
Tallene fra Uppsala viser også en mindre stigning i antallet af civile, der er blevet myrdet af krigsførende parter af den ene eller anden slags, og en stigning i antallet af grupper, som kaster sig ud i den slags myrderier. Og så er det muligt, at forskerne bag tallene på grund af deres metode ikke har fået det fulde omfang af det angivelige folkemord på rohingyaerne i Myanmar med.
Men igen er tallene under alle omstændigheder – omend tragiske – relativt små. Antallet af ofre for folkemord har generelt været faldende siden Anden Verdenskrig. Selv Islamisk Stats bestialske myrderier midt i dette årti (som i øvrigt tog meget af fra 2016 til 2017) blegner i forhold til bosniske serbere og hutu-rebellers overfald på civile i 1990’erne.
Alt i alt er tallene i alle de her mellemregninger – selv om de er udtryk for nogle triste udviklinger – ikke store nok til at rykke ved den overordnede tendens til, at verden bliver fredeligere.
Endelig er der endnu en langsigtet udvikling i gang, som også peger klart i retning af, at vi som menneskehed faktisk bliver mere og mere fredelige hele tiden.
Mængden af drab er kort sagt raslet ned de seneste århundreder langt de fleste steder, hvor man har nogenlunde pålidelige tal at kigge på. Og verdens mest udførlige database over dødsårsager viser, at den udvikling stadig er i gang. I hvert fald siden midten af 1990’erne er antallet af drab per 100.000 mennesker faldet støt (talserien begynder i 1990 og er foreløbigt opdateret til og med 2016).
Med andre ord: Helt overordnet er der simpelthen færre og færre mennesker, som dør, fordi andre mennesker slår dem ihjel.
At verden de seneste tre år er blevet fredeligere, ligner altså på ingen måde en tilfældighed, som kan være ligegyldig i det store talbillede.
Sådan er det ellers tit med talnyheder og især dem, der fortæller om en kortsigtet stigning i et eller andet forfærdeligt. Ofte viser de bare bump på en kurve, som overordnet set går i en helt anden retning.
Men ikke denne gang.
For en gangs skyld kan man tilsyneladende tale om en vaskeægte langsigtet tendens. Og endda en glædelig én.
Nu er det op til os at få den til at fortsætte. Alle 7,6 milliarder af os.