Det vigtigste i ny lov om daginstitutioner? For første gang lovfæster vi børns ret til at lege

SKAL VI LEGE?“Det her er et børnesyn, hvor børn har lov til at være børn,” siger forskningschef Andreas Rasch-Christensen om den nye dagtilbudslov. Foto: Ditte Valente / Ritzau Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

Børne- og socialminister Mai Mercado har sammen med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti vedtaget, at alle børn i ghettoområder skal i vuggestue for at lære dansk og danske værdier, inden de begynder i skole. Men hvad skal børn egentlig kunne for at være skoleparate og skal alle børn nødvendigvis kunne det samme? Denne artikel, der blev bragt første gang 16. februar 2018, er aktuel igen.

Andreas Rasch-Christensen, forskningschefVIA University College, er ulasteligt klædt i nystrøget lyseblå skjorte, mørke bukser og firkantede briller.

Måske er det netop hans ulastelige ydre og hans hyppige indsats i regeringens arbejdsgrupper, også på skoleområdet, der gør hans udtalelser denne mandag formiddag så overraskende. Vi sidder på en café i det indre København og taler om den kommende lov, der skal styrke læring og trivsel i landets vuggestuer, dagplejer og børnehaver.

For hvad skal de helt små børn lære? Hvad skal de kunne for at være skoleparate – og skal alle børn nødvendigvis kunne det samme? Det er store og afgørende spørgsmål som disse, lovforslaget behandler – og derfor udspiller der sig i høj grad også en kamp mellem to skoler i synet på lige netop de spørgsmål.

Andreas Rasch-Christensen har siddet i Børne- og Socialministeriets mastergruppe, der har udarbejdet anbefalinger til lovforslaget. Han har tidligere talt om en læringsfrygt”, som han mente prægede uddannelsesdebatten, og måske derfor er det så overraskende, at han nu sidder her og i forhold til lovforslaget fremhæver værdien i at lade børn lege på deres egne præmisser, lade legen udfolde sig selv og i det hele taget lade børnene være i nuet.

Så siger han:

Det, vi har lavet, er faktisk en afmontering af den rigide konkurrencestat i mine øjne.”

Jeg har lært af mine erfaringer.”

Om kort tid fremsætter børne- og socialminister Mai Mercado lovforslaget, og en af intentionerne bag er at styrke de læreplaner, der har været en del af dagtilbuddene de sidste 13 år.

Det opsigtsvækkende er, at et særligt børnesyn er skrevet ind i loven. Børns leg har fået en værdi i sig selv, og for første gang bliver legen lovfæstet. Som der står i lovforslaget: Legen er grundlæggende”, og det at være barn har en værdi i sig selv”.

Når pædagoger skal arbejde med læreplanerne, skal det være ud fra et børnesyn, hvor børn ikke alene skal forberedes på at blive voksne, men støttes og værdsættes i de første år”. Loven slår også fast, at det ikke er meningen, at kommuner skal pålægge dagtilbuddene andre læreplaner, mål eller koncepter end dem, der er beskrevet i lovforslaget.

Det er dét – børnesynet, fremhævelsen af leg og fraværet af centralt fastsatte mål for, hvad børnene skal lære – der får Andreas Rasch-Christensen til at kalde den kommende lov for en afmontering af den rigide konkurrencestat”. Som han selv formulerer det:

Det her er et børnesyn, hvor børn har lov til at være børn.”

Bonusinfo. Regeringen afsætter 580 millioner kroner over fire år til dagtilbuddene.

Diskussionen om, hvad børn skal kunne, inden de begynder i skole, og hvilket børneliv danske daginstitutioner skal fremme, har optaget pædagoger, forskere og politikere længe. Ofte bliver den diskussion stillet op som en modsætning mellem leg og læring, men det er i virkeligheden en lidt misvisende modstilling.

For man kan naturligvis både lære, mens man leger, og lege, mens man lærer. Det, diskussionen i virkeligheden drejer sig om, er, hvad vi mener, når vi taler om skoleparathed. Altså, hvad er det, børnene skal være parate til?

Den diskussionen bølger nu igen efter introduktionen af det, der bliver kaldt for børne-Pisa.

Hvert tredje år siden 2000 er alle 15-årige skoleelevers faglige niveau blevet målt i de ofte udskældte Pisa-undersøgelser. Nu har organisationen bag, OECD, udvidet undersøgelserne, så de også måler de femåriges læringsniveau. Intentionen er at fokusere på en tidlig indsats for at ruste alle børn til deres videre skolegang.

Undersøgelsen, der af kritikere bliver kaldt for baby-Pisa, har været undervejs siden 2012, og efter planen vil de første femårige blive testet i løbet af i år. Men OECDs ansatte kommer ikke til at måle danske børnehavebørn, for Danmark har afvist at være med i OECDs undersøgelse.

I Danmark står fronterne i stedet mellem dem, der er optaget af, at nogle børn er fagligt bagud’ i forhold til deres kammerater, allerede når de begynder i skole, og dem, der mener, at vi ikke bør være så optagede af, hvad børnene skal kunne på et bestemt tidspunkt.

Når for eksempel daværende administrerende direktør for Det Nationale Forskningscenter for Velfærd Agi Csonka i en kronik i Berlingske i sommeren 2016 skrev, at danske børn ikke har lige mulighed for at lære, så er hun optaget af det, der bliver kaldt for læringsulighed.

Læringspotentialet”, som hun skriver, bliver grundlagt længe før skolestart. Derfor bør dagtilbuddene målrettet fokusere på at mindske den læringsulighed, der er mellem helt små børn, så de har mere lige muligheder i skolen. De, der argumenterer i forlængelse af Csonka, henviser typisk til den nobelprisvindende økonom James Heckman, der slog fast, at tidlig indsats er en god langsigtet investering for hele samfundet.

Heroverfor argumenterer for eksempel formand for Bupl Elisa Bergmann, at når man taler om læringsulighed og om, at nogle børn er bagud, når de begynder i skole, så overser man, at alle børn er forskellige.

Så det er en helt forfejlet tænkning at have mål om, at alle børn skal kunne det samme, når de har en bestemt alder,” siger Elisa Bergmann. Med andre ord: Fokus bør ikke være på, hvad børnene skal blive til, men snarere på, hvem de er lige nu og her.

SPEJL“Jeg har lært af mine erfaringer,” siger forskningschef Andreas Rasch-Christensen. Foto: Presse

Det er i den diskussion, Andreas Rasch-Christensen placerer sig både klart og bemærkelsesværdigt med den kommende lov om dagtilbud, hvor formålsbestemmelsen slår fast, at børn skal have lov til at være børn, og at det er den tilgang, der skal sætte den pædagogiske retning i de danske daginstitutioner.

Det står jo i modsætningsforhold til for eksempel en børne-Pisa i OECD og også en stor del af sprogforskerne, hvor man taler meget om, hvad børnene skal blive til, at de skal blive skoleparate, og at de skal kunne noget bestemt,” siger Rasch-Christensen.

Selv om han mener, at den legende tilgang er en indgroet del af en dansk pædagogisk tradition, så mener han, at det er nødvendigt at skrive det ind i loven. Det handler om at stå fast på noget, der er vigtigt, som han siger, mere end at lave om på noget. For der er en risiko for, at vi kan miste det børnesyn, der traditionelt har ligget til grund for dansk pædagogik.

Jeg tror, det er vigtigt at indramme, hvad en god tidlig indsats er, for hvis man ikke gjorde det, så kunne du godt løbe den risiko, at det pludselig er en god tidlig indsats kun at sprogstimulere børnene en halv time hver dag, men så vil alt det andet gå tabt.”

Det, han kalder alt det andet”, er den leg, læring og de relationer, som han mener er afgørende for et godt børneliv. Den afgørende forskel på den læring, der kan måles, og den læring, som Rasch-Christensen advokerer for i daginstitutionerne, er, at sidstnævnte ikke kun bor i det enkelte barn, men i fællesskabet omkring barnet.

Det vil sige, at de relationer, barnet knytter til de voksne og til de andre børn, de venskaber og de fællesskaber, der opstår, udgør en læring, der er langt vigtigere, ifølge Rasch-Christensen, end den læring, der handler om tal og bogstaver.

Man kan ikke reducere læring til, at det kun er børnenes kognitive sider, der skal udvikles. Det er et fuldstændig andet læringsbegreb end den snævre OECD-baserede forståelse af læring, hvor det handler om, at børnene for eksempel skal lære nogle bestemte sproglige eller matematiske kompetencer.”

Hvordan kan den spontane leg, som ikke har et formål, spille sammen med læreplanerne?

Der er jo et formål. Formålet er, at børnene skal have lov til at lege på egne præmisser. Det er et meget præcist formål netop at lade dem lege.”

Andreas Rasch-Christensen læner sin tårnhøje skikkelse ind over bordet.

Andre gange leger de med tal og bogstaver, så bliver læringen mere formaliseret, men når man lader dem lege, så har det præcis det formål, at vi ved, at de relationer, der skabes der, er helt afgørende betydningsfulde.”

Kritikere vil mene, at udsatte børn er så langt bagud, når de begynder i skole, at det er en bjørnetjeneste bare at lade dem lege.

Jamen langt bagud målt på hvilke kriterier? Jeg er jo enig i, at når børn mistrives og ikke kan indgå i legen, så skal man gøre noget ved det. Men jeg er sgu mindre bekymret for, at de ikke kan sproget fra dag ét i skolen, selv om sproget selvfølgelig har stor betydning. Der, hvor vi har den største risiko, det er, hvis børn falder uden for fællesskaberne.”

Han retter sig op igen.

Så sker der ikke meget udvikling. Heller ikke sprogligt.”

Bonusinfo. Regeringen indgik i sommer en bred aftale med Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Radikale Venstre om at styrke de danske dagtilbud.

Når Andreas Rasch-Christensen taler om, at børn skal have lov til at være børn, er det ud fra en normativ vurdering, men det er også, fordi forskning viser, fortæller han, at det er det, der ruster børn bedst på den lange bane.

Hvordan er det en afmontering af konkurrencestaten, hvis det stadig handler om at ruste børnene til fremtiden – bare på en anden måde?

Jeg tror, vi skal passe på med at have det fokus. Vi skal lade dem være børn og lade dem være i nuet, for det gør børnene nysgerrige på en anden måde. Det gør dem mere legende og mere undersøgende. Frem for hele tiden at tænke langt frem, som de voksne gør.”

Så hvad betyder det at gøre børnene skoleparate?

Jeg vil jo simpelthen aldrig bruge det begreb. Jeg er enig i, at børn skal lære at sidde stille og lytte efter, men selve retorikken i, at du skal være parat for at kunne komme i skole, er uheldig. Man kan være parat på mange måder, og det er også et spørgsmål om, at skolen gør sig parat til at tage imod børnene.”

Selv om loven nu fastholder, at dagtilbuddene ikke skal forberede børn på at blive voksne, men lade dem lege og være børn, så må næste spørgsmål være, hvordan vi sikrer og evaluerer det, der kan lyde som en lidt, skal vi sige, fluffy formålsbestemmelse.

Rasch-Christensen mener, at den formålsbestemmelse kræver andre former for evaluering end dem, der gælder på skoleområdet, hvor det for eksempel er de nationale tests, der udgør grundlaget for at vurdere kvaliteten af den undervisning, der finder sted i klassen.

Du kan ikke kvantificere arbejdet med børnesyn, og der er nogle ting, du overhovedet ikke kan evaluere, og som du slet ikke skal måle på. Så man skal også acceptere en mere kvalitativ evaluering, hvor institutionerne fortæller, hvordan det går, hvad de arbejder med, og hvordan de for eksempel arbejder med børnenes udvikling. Ellers bliver det svært at rykke på,” siger Andreas Rasch-Christensen.

Bonusinfo. “Leg er sammen med børneperspektivet skrevet ind i dagtilbudsloven, og det er da noget af en renæssance,” har professor i udviklingspsykologi ved Aarhus Universitet Dion Sommer sagt til Bupl.

Da det første udkast til lovforslaget, der skal sætte nye rammer for daginstitutionerne, blev lanceret i 2016, var det daværende undervisningsminister Ellen Trane Nørby, der stod bag. Og dengang mødte udspillet voldsom kritik.

I begyndelsen lå der nemlig et politisk ønske om at indføre mål for, hvad børn under fem år skal lære, mens de går i dagtilbud. Men tanken om læringsmål for helt små børn vakte forargelse. Den radikale politiker Lotte Rod kaldte forslaget gift for børnene og talte om, at det øvede vold mod den danske pædagogiske tradition. De centralt fastsatte læringsmål er ikke længere en del af det nuværende lovforslag.

Men her bliver vi lige nødt til at standse op et øjeblik.

For Andreas Rasch-Christensen, der nu sidder foran mig og taler om spontan leg, sad også med i en anden arbejdsgruppe under den tidligere regering. Her gav han sine anbefalinger til, hvordan de nu forkætrede læringsmål for undervisningen i skolen kunne bygges op, mens skolereformen fra 2013 var undervejs.

Dét arbejde er Rasch-Christensen blevet massivt kritiseret for. Senest under forsker Keld Skovmands forsvar af sin ph.d.-afhandling på Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse i januar. Skovmand mener, at Andreas Rasch-Christensen har et ansvar for, at undervisningen i folkeskolen bliver styret efter læringsmål, selv om det er alt andet end velbegrundet at styre skolen efter mål”, som Keld Skovmand sagde til sit forsvar.

Så det er i lyset af den ophidsede debat, der har rullet på skoleområdet, og den kritik, der også har rullet mod Andreas Rasch-Christensens person i kølvandet på skolereformen, vi skal læse den nye dagtilbudslov.

For han har gjort sig nogle erfaringer, som han selv formulerer det. Det er de erfaringer, der har gjort, at han har stået stejlt på sine anbefalinger om at skrive et pædagogisk grundlag, formulere et børnesyn og, hvilken type læring der er tale om, ind i dagtilbudslovens formålsbestemmelse.

Og det er de erfaringer, der gjorde, at han opfordrede til at fjerne ordet læringsmål” fra det oprindelige udkast til loven.

Vores anbefalinger på skoleområdet blev implementeret som et juridisk bindende styringsværktøj, men det var ikke det, vi anbefalede. Vi anbefalede, at man skulle lave en læreplan, der skulle være lærerens arbejdsredskab.”

Han lyder pludselig meget træt.

Men selv om jeg ikke anbefalede det styringsparadigme, der kom på skoleområdet, så anbefalede jeg jo noget, som blev til det. Derfor har det været vigtigt for mig at stå stejlt på ikke at anbefale centralt fastsatte læringsmål på dagtilbudsområdet.”

Og derfor var det desto vigtigere at slå fast, hvad formålet med daginstitutionerne skal være, og hvilket børnesyn der skal gennemsyre arbejdet med læreplanerne.

Jeg har gjort, hvad jeg kunne på dagtilbudsområdet. Men det synes jeg faktisk ikke set i bagklogskabens lys, at jeg gjorde på skoleområdet. Jeg kunne have udfordret kommissoriet for den arbejdsgruppe. Jeg kunne have sagt, at det er altså vigtigt, at læringsmålene ikke bliver et politisk styringsredskab.”

Han sukker.

Men jeg har lært af mine erfaringer.”

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem