Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Søren Winther Lundby er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Her er historien om den gigantiske, mest effektive og så godt som usynlige EU-plan mod klimaforandringerne

  • 26. november 2019
  • Europa
  • 29 min.
Collage: Mikkel Bøgild Jacobsen for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

De sidste fem år har vi diskuteret migrationspolitik og Brexit, når vi har diskuteret EU. Men noget af den mest afgørende EU-politik, der er blevet lavet i samme periode, handler om strømmen i din stikkontakt og dens indflydelse på klimaet. Tag med Philip Flores ind i det europæiske elprojekt, og forstå, hvordan rå markedsøkonomi lige nu hjælper klimaet på vej.

Man kan godt – synes jeg – sige, at det indre marked er EUs hjerte. EU kunne overhovedet ikke stå op om morgenen, hvis ikke varer og arbejdskraft kunne bevæge sig frit og ugeneret hen over grænserne mellem nationalstaterne i Den Europæiske Union. Uden det indre marked ville EU … dø.

Det tror jeg, at de fleste kan blive enige om.

Men hvad nu, hvis jeg fortæller, at der dybt nede på havets bund, og sådan cirka 35-40 meter over jordens overflade, findes endnu et indre marked. Et nyt indre marked. Tilmed et indre marked, der har sine egne motorveje, sine egne grænseovergange og endda sin egen børs. Og som – hvis det indre marked for varer og arbejdskraft er EUs hjerte – godt kan siges at være EUs blodårer.

Det handler om EUs indre marked for strøm, og nogle vil nok sige, at det indre marked for strøm er ved at blive lige så vigtigt som det indre marked for varer og arbejdskraft: for hvor EUs oprindelige indre marked har skabt fred og velstand i Europa, så skal det indre marked for strøm sikre, at EU overhovedet har en fremtid.

Eller det er måske i overkanten, men sådan her er det i hvert fald:

Hvis EU skal nå målet i den såkaldte Paris-aftale om, at EU skal være klimaneutralt i år 2050, så EU ikke længere bidrager til de stigende temperaturer på jordkloden, der truer med at forandre planeten, som vi kender den, kræver det handling.

Og en af de eneste konkrete idéer, der både har vist sig politisk gangbar og ser ud til at kunne gøre en forskel lige nu og her, er en på én gang simpel og genial idé om at forbinde alle Europas energikilder og lade energien flyde frit på kryds og tværs i Europa i enorme kabler og højtragende master uden hensyntagen til nationale grænser og interesser.

Eller med andre ord: Det ser ud til, at det, der bliver EUs største bidrag til at redde kloden lige nu og her på den korte bane, er et råt kapitalistisk marked for strøm.

Det her er det tredje afsnit i Zetlands EU-serie Philip & unionen, og det skal handle om den såkaldte Energiunion, som EUs statsledere i 2016 gav hinanden håndslag på. Dels fordi de var trætte af at være afhængige af eksempelvis den russiske præsident, Vladimir Putins, gas og den iranske ayatollah Khameneis olie. Dels fordi de ville sikre os europæere lavere elpriser. Men – først og fremmest – fordi det var ved at være sidste udkald, hvis vi skulle have nogen som helst chance for at reducere CO2-udslippet og bremse klimaforandringerne.

I den her historie skal vi helt ind i forhandlingsforløbet, der førte frem til Energiunionen, og vi skal helt tæt på den del af Energiunionen, der kaldes det indre marked for strøm, eller i hvert fald så tæt på, man kan komme uden at få stød.

Arhh okay, det var en dårlig joke, men jeg vil virkelig prøve at forstå – og forklare – et af de mest vidtgående lovkomplekser, der nogensinde er kommet ud af EU, for Energiunionen er allerede ved at få konsekvenser for Europa og for klimaet, der slet ikke matcher den begrænsede opmærksomhed, Energiunionen har fået. Det mener i hvert fald den mangeårige EU-parlamentariker og tidligere konservative partiformand Bendt Bendtsen:

Jeg ved godt, at det, der har fyldt meget i pressen den seneste periode i Europa, var migration og Brexit, men inde i maskinrummet er det energipolitikken, der har fyldt mest de seneste fem år.”

Både Bendt Bendtsen og den radikale EU-parlamentariker Morten Helveg Petersen indtog hovedroller i forhandlingerne om Energiunionen – eller store biroller i hvert fald – og begge rangerer Energiunionen som det formentlig største aftryk, de har sat i deres tid i politik. Som Morten Helveg Petersen siger:

Det er formentlig det største politiske resultat, jeg har lavet, for det her betyder, at den grønne strøm fra Nordsøen kan fortrænge kul og komme ud over Europa, og det er et helt konkret resultatet i klimakampen og et stort skridt i en grøn retning for Europa.”

Men historien begynder sådan rigtigt ude på en mark i udkanten af parcelhusforstaden Erritsø i udkanten af Fredericia, hvor 800 mennesker – svarende til en tiendedel af Erritsøs samlede indbyggertal – arbejder på, hvis jeg må blive i metaforen, at holde blodet i EUs blodårer flydende. Og vil man forstå Energiunionen og det indre marked for strøm, så må man først forstå, hvordan det der med strøm og energi egentlig fungerer. Og det er ikke så enkelt endda.

Jeg tog selv over til Erritsø i den tro, at jeg skulle besøge et lille kontroltårn af en art, hvor jeg havde fået at vide, at de holdt øje med strøm-niveauerne i Danmark. Det var det så ikke. Et lille kontroltårn altså. Det første, man ser, når man nærmer sig Energinet, som virksomheden hedder, er en parkeringsplads fyldt med biler. Og her taler vi altså om en parkeringsplads, der er en mellemstor dansk lufthavn værdig. Det næste, man ser, er en allé af relativt nyplantede træer og for enden en hypermoderne sort bygning med store glasfacader, der sådan størrelsesmæssigt mere minder om … ja måske en lufthavn faktisk. I hvert fald mere, end den minder om sådan et flyveledertårn, som jeg af en eller anden grund havde forestillet mig.

Når man træder ind i bygningen, er det næste, man møder, et stort vandbassin med en piblende fontæne i midten og et enormt atrium-rum med trapper og broer på kryds og tværs af rummet… og så hektisk aktivitet. Folk, der render op og ned, og en lydkulisse bestående af virkelig mange stemmer, der sludrer højlydt i alle hjørner af det gigantiske atrium-rum, der går fra gulv til tag i den vel tre-fire etager høje bygning.

Linette Linnemann Pedersen, som jeg har aftalt at mødes med for at blive klogere på det her indre marked for strøm, kommer ud gennem en sikkerhedssluse ved siden af en reception og tager imod og viser mig hen til nogle caféborde ved en stor tag selv-kaffebar midt i atriummet.

Linette Linnemann Pedersen ligner, hvis jeg må tillade mig at være lidt fordomsfuld, ikke en, der sidder og holder øje med strømmen i et kontrolcenter, uden at jeg præcist kan beskrive, hvordan jeg forestiller mig, at en, der holder øje med strømmen, ser ud. Men det er så heller ikke det, Linette Linnemann Pedersen laver. Hun er økonom.

Da jeg skulle lære Energinet at kende, så tænkte jeg også, at det er ledninger, hvor svært kan det være? Men det er en ret kompliceret opgave, for strøm har den finurlige egenskab, at den skal forbruges i det sekund, den bliver produceret. Man kan ikke lagre energi. Så snart der er vind ved Horns Rev, så skal det tranporteres hen til nogen, der vil forbruge det. Det gælder her i Danmark, men også i naboområderne. Det kræver nogle rammer og regler, der gør, at den fysiske del hænger sammen med at få sendt strømmen ud til dem, der har brug for strøm – og er villige til at betale mest for det.”

Hvad er det så helt præcis, I laver her?
Vi er en statslig virksomhed, der ejer transmissionsnettet i Danmark. Det er 400 kV-ledninger og ned til 132 kV-ledninger.”

Altså masterne, man ser rundtomkring?
Ja, de store master i hvert fald. Det er vores. Og så udlandsforbindelser, der er nogle store kabler, der ligger på havets bund. Både i Storebælt, mod Sverige, Norge og Tyskland, og et nyt kabel mod Holland.”

Hvad mener du, når du siger, at man skal bruge strømmen i samme sekund, som den produceres?
Ja, når du tænder for en lampe derhjemme, så står der et kraftværk i den anden ende og reagerer på, at du trykker på kontakten. Sådan skal der hele tiden stå noget klar, når du som forbruger vælger at tænde lampen, vaskemaskinen, lade din elbil op eller tænde komfuret. Der er ikke et batteri. Der skal hele tiden være en produktion, der matcher forbruget.”

Men hvis jeg rører ved ledningerne, hvilket jeg gør indimellem, så får jeg jo stød, så der er jo strøm hele tiden?
Ja, præcis, og den strøm skal ligge helt konstant, og hvis ikke, får vi et ustabilt net, hvor det hele kan ende i et blackout. Det gælder om hele tiden at sikre sig en vis frekvens i ledninger, uanset om ti hustande på samme tid tænder eller slukker for lyset.”

Altså det, Linette siger, er, at der konstant – som i hvert eneste nanosekund – skal være en bestemt frekvens på 50 hertz i vores ledningsnet i Danmark. Ja, det gælder faktisk i hele Europa. Eftersom man ikke kan lagre energi (eller det kan man godt, det er bare meget dyrt), så fungerer elnettet sådan, at man hele tiden, hver eneste dag, afstemmer forventninger mellem forbrugerne (eksempelvis os helt almindelige mennesker og alle virksomhederne) og producenterne (vindmøller, kulkraftværker, atomkraftværker og mange andre). Det gør vi selvfølgelig ikke hver for sig som forbrugere – det gør vores lokale elleverandør for os.

Når elleverandørerne har beregnet, hvor meget strøm vi forbrugere kommer til at forbruge det kommende døgn, så ved producenterne, hvor meget de skal producere, time for time. En af parterne i de her forhandlinger er så Energinet, der er en såkaldt TSO, og de findes i alle EU-lande. TSOernes store master og kabler er en slags motorveje i infrastrukturen, som elproducenterne og elleverandørerne kan koble sig på som indfaldsveje. De har så lokalt deres eget lille vejsystem med små master. TSOernes opgave er at sikre og bekræfte, at der er plads i kablerne til den strøm, producenterne og forbrugerne har aftalt. Der er nemlig en fysisk grænse for, hvor meget strøm der kan være i kablerne.

I praksis sker der så det, som Linette beskriver: hver gang vi derhjemme tænder for en lampe og brænder elektroner af”, skyder et kraftværk et tilsvarende antal elektroner ind i distributionsnettet.

I Danmark fungerer det nærmest upåklageligt. Utroligt nok.

Og noget af det vildeste med Energiunionen er – selvfølgelig – at den her form for netværk nu skal virke som ét stort net over hele EU.

ENERGIUNIONENOpen-source projektet Electricitymap skabt af det dansk-franske selskab Tomorrow trækker på myndighedernes live-data. Resultatet er et konstant opdateret kort over, hvor sort eller grøn strømmen er i de forskellige europæiske lande. Tomorrow/electricitymap.org/

Men lad os først lige – hurtigt – skrue tiden lidt tilbage. Idéen om at dele strøm på tværs af nationale grænser er nemlig ikke ny. Allerede i 1915 rullede Danmark og Sverige et 5,4 kilometer langt kabel ud på havbunden mellem Helsingør og Helsingborg, der blandt andet var med til at holde Sjælland gående med strøm under Første Verdenskrig.

Og selv om energiforsyningen aldrig for alvor blev en del af hverken Kul- og Stålunionen efter Anden Verdenskrig eller EF-samarbejdet eller i de første versioner af Den Europæiske Union, så har man i en del år forsøgt at koordinere energipolitikken i EU.

Ikke desto mindre er energiforsyningen – i realiteten – indtil for ganske nylig forblevet et nationalt anliggende.

Og det har fungeret … virkelig, virkelig dårligt.

Det gælder både ud fra et økonomisk og et klimamæssigt og et sikkerhedsmæssigt synspunkt.

EU har i mange år været verdens største importør af olie og gas og desuden en stor aftager af uran, der bruges til atomkraft, og hvor vi i 1990 producerede cirka 60 procent af energien til vores eget energiforbrug, så ramte vi i 2017 et lavpunkt på 45 procent. Vi importerede altså hovedparten af vores energi fra andre dele af verden – først og fremmest Rusland og Mellemøsten.

Det var netop afhængigheden af ikke mindst Rusland, der i 2014 fik den daværende polske statsminister, Donald Tusk – der i dag er præsident for EUs ministerråd – til for første gang at lancere tanken om en energiunion. Men da idéen i februar 2015 blev til et konkret udspil fra Juncker-kommissionen, var det også, fordi EU i mellemtiden havde pålagt sig selv at omstille mindst 27 procent af sit energiforbrug til energi fra vedvarende energikilder som sol og vind og at reducere CO2-udslippet i EU med 40 procent … alt sammen inden år 2030.

Det. Krævede. Handling.

I december 2015 lagde EU i øvrigt yderligere pres på sig selv, da man med den såkaldte Paris-aftale mellem de 196 lande, der er tiltrådt FNs klimakonvention, forpligtede sig på at være helt klimaneutrale i 2050 – altså sådan forstået, at vi ikke må udlede mere CO2, end vi kan optage ved eksempelvis at plante træer.

Og da Europa-Kommissionen endelig i november 2016 efter flere års forberedelser indledte forhandlinger med Ministerrådet og Europa-Parlamentet om den såkaldte Vinterpakke, der var en konkretisering af de værktøjer, der skulle udgøre Energiunionen, var det, de spillede ud med … ret vildt.

Vinterpakken var ikke alene det uden sammenligning største skridt, som EU nogensinde havde været i nærheden af at tage for at håndtere energiknapheden og klimaudfordringerne. Vinterpakken var, helt fysisk, med mere end 1.000 siders juridisk tekst et af de største lovkomplekser i EUs historie, og som nævnt skulle to danskere vise sig at få afgørende roller.

I Europa-Parlamentet bliver opgaverne som chefforhandlere på forskellige pakker fordelt efter et sindrigt pointsystem. Partierne i Europa-Parlamentet har – alt efter størrelse – et vist antal point til rådighed, som de kan byde ind med, hvis de gerne vil have ordførerskabet og være chefer” for forhandlingerne eller bare være det, de kalder for skygger”, på en bestemt sag. Som den konservative EU-parlamentariker Bendt Bendtsen siger:

De store og stærke partier tager det bedste.”

Vinterpakken var på alle tænkelige måder en historisk lovpakke, og der skulle bruges flere ordførere og flere skygger, og kampen om at få posterne var benhård. Det lykkedes Bendt Bendtsens konservative parti EPP, der er størst i Europa-Parlamentet, at sætte sig på to vigtige ordførerskaber, og herefter begyndte en intern kamp i EPP om at få fingrene i de to poster. Som Bendt Bendtsen siger:

Jeg havde holdt mig lidt tilbage i andre sammenhænge, fordi jeg vidste, den her pakke kom, så jeg stod i første række, da sagen skulle deles ud, og den nuværende statsminister Karins i Letland, han sad som koordinator, og jeg havde gjort ham klart, at jeg ville have en af de dele, som vi i EPP havde ordførerskabet på. Vi fik så markedsdesign og bygningsdirektivet, og Karins tog selv markedsdesign, og jeg fik den anden.”

Det er den største opgave, jeg har haft. Jeg har været skygge’ og også stået i spidsen for store pakker, men det her handlede om, hvordan man skulle forandre bygningsmassen for 500 millioner mennesker”

Og ikke nok med det.

Fra Danmarks side har vi haft stor indflydelse, for Morten Helveg Petersen fik ansvaret for at få energien til at flyde frit rundt i Europa og fjerne de nationale blokeringer ved grænserne.”

Morten Helveg Petersen, som Bendt Bendtsen nævner, er leder af De Radikales gruppe i Europa-Parlamentet, der hører til den liberale gruppe ALDE, hvor man havde haft en lignende proces som i EPP.

Morten Helveg Petersen: Det er som en konstituering i en kommunalbestyrelse eller Folketinget efter et valg, hvor man forsøger at rage ordførerskaber til sig, for at sige det lige ud, og jeg var heldig og kendte min besøgelsestid. Jeg ville lave energi og klima, og det blev jeg betroet af den liberale gruppe.”

Det er, siger han, formentlig den største opgave, han har stået over for – og kommer til at stå over for i sin karriere i politik.

Det er måske det største stykke lovgivning, der er kommet ud af Bruxelles i nyere tid. Det var i bogstavelig forstand flere tusind sider kompleks lovgivning, og der er ingen andre kontinenter eller lande, der har noget, der minder om Energiunionen.”

Et regelsæt for bygninger, for energigeffektiviseringer, for investeringer i vedvarende energikilder, for elektricitetsmarkeder, for, hvordan vi skal integrere vedvarende energi, samtidig med nogle regler for, hvordan vi skal styre det hele. Det er det mest omfattende regelsæt på kloden i forhold til at favne den grønne omstilling. Det var en hård omgang i det grønne maskinrum.”

Tilbage i Energinets store bygning ved Erritsø har Linette Linnemann Pedersen ført mig op til indgangen til det, hun kalder de hellige haller, hvor man helt fysisk kan se Energiunionen i praksis, nemlig kontrolrummet, hvor Energinet sidder og overvåger strømmen, der flyder rundt – og ind og ud af Danmark – i realtid.

Det er ingen selvfølgelighed, at jeg får lov til at komme med ind i Energinets kontrolrum, som man finder i den modsatte ende af bygningen, oppe på øverste etage, hvor rummet ligesom troner ud over det store atrium.

Strøm er i dag så essentiel en del af infrastrukturen i et hvilket som helst land, at det også er et oplagt mål for en potentiel fjende. Vil man i dag for alvor skabe kaos i et fremmed land, så er det langt mere effektivt at angribe elnettet end at bombe en bro, eller hvad man nu end gjorde i gamle dage.

I 2015 blev store områder i Ukraine mørklagt, da en hackergruppe fra russiske ip-adresser angreb it-systemerne i flere elkraftværker, hvilket blandt andet fik den danske regering til at kræve sikkerheden omkring energiforsyningen i Danmark opgraderet.

Vi skal også igennem endnu en sikkerhedssluse for at komme op i Energinets kontrolrum.

Linette har lovet, at jeg ikke filmer, og det gør jeg heller ikke, men jeg må gerne fortælle, at kontrolcenteret er et stort lokale, hvor ingeniører, maskinmestre og operatører sidder ved mindre skærme, og så på endevæggen en enorm skærm med et danmarkskort med de præcise angivelser af, hvor de store kabler løber, og hvor meget energi der transporteres lige nu og her. Man kan også se, hvor meget energi der netop i disse øjeblikke produceres på de forskellige kraftværker i landet, markeret med symboler som små vindmøller eller søjler.

Ud fra Danmark går også en række stiplede linjer mod Norge, Tyskland, Sverige og Holland, hvor man kan se i realtid, hvor meget strøm der eksporteres og importeres hele tiden. Det er store mængder.

Der er en tilsvarende stiplet linje over Storebælt.

Det er vores egen interne udlandsforbindelse, hvis man må være så fræk,” siger Linette Linnemann Pedersen:

Tidligere var Vestdanmark og Østdanmark ikke forbundet, for det var ikke nødvendigt. Man havde sin lokale krafværksproduktion i Jylland og på øerne, og så kørte det. Men nu, hvor de fossile kraftværker er på vej ud, og vedvarende energi er på vej ind, så vurderede man, at man havde brug for et kabel til at flytte vindenergi fra Jylland til Sjælland, fordi potentialet for vindenergi ikke er det samme på Sjælland.”

Det er – sådan basalt set – også hele idéen med et fælles net for hele Europa. Når det eksempelvis blæser meget i Danmark, og vi har mere strøm, end vi kan bruge, så giver det – mener politikerne i EU – ikke mening, at man samtidig fyrer kul i kedlerne på et kraftværk i Polen, der både er langt dyrere (fordi kul i modsætning til vind koster penge) og forurener langt mere. Eller endnu værre – at man køber sin beskidte energi i eksempelvis Rusland.

BYTTE-BYTTE KØBMÆNDEnerginet.dk opdaterer flere gange dagligt sin visualisering af, hvordan Danmark importerer og eksporterer både sort og grøn strøm med alle vores venner i Europa. Dette billede er af udvekslingen den 26.november 2019. Energinet.dk

Et af målene med Energiunionen er, at alle lande til næste år skal have kapacitet til at udveksle mindst ti procent af deres energi med andre EU-lande i stedet for at købe den i udlandet (altså uden for EU), og derfra skal det så gerne vokse og vokse, til der en dag ikke er nogen barrierer, og strømmen kan flyde frit på kryds og tværs af Europa. Det kræver bare mange steder udbygninger af nettet af kabler og master i hele Europa.

Der er som nævnt en begrænsning på, hvor meget strøm der kan være i kablerne, og rundtomkring i Europa er der flaskehalse, der gør, at eksempelvis den rene og billige danske vindkraft ikke kommer spanierne til gode i samme omfang, som den kunne. Det kan skyldes, at man ikke har haft ressourcer til at udbygge nettet nogle steder, men det kan også skyldes manglende vilje.

Særligt i Østeuropa er der stadig mange kulkraftværker, og i lande som Tyskland og Sverige udgør atomkraft stadig en af de største energiressourcer, og det er ikke alle steder, at man er lige villig til at lade den lokale energiproduktion udkonkurrere af eksempelvis overskydende dansk vindenergi, selv om den er grøn og billig.

Det var også en af de store bremseklodser under forhandlingerne om Energiunionen, fortæller den radikale EU-parlamentariker Morten Helveg Petersen:

Det var møgbesværligt, og jeg ville gerne være gået videre, men der er hensyn at tage, specielt til lande, der har været afhængige af kul i 100 år. Hvordan sikrer vi også, at den grønne energi, der pisker ind fra Nordsøen, kommer ud til hele Europa, uden at lande lukker grænsebomme for at beskytte sig selv?

Når Morten Helveg Petersen siger beskytte sig selv, mener han, at hvert enkelt land kan være fristet til at forsvare den energiproduktion, man selv har, fordi det selvfølgelig vil koste arbejdspladser at – eksempelvis – lukke kulkraftværker.

Det var benhårde forhandlinger og i bogstavelig forstand døgnet rundt. Det er ikke en given sag, at det lykkedes. Men perspektivet er, at vi skal bekæmpe klimaforandringerne hurtigst muligt, samtidig med at vi skal gøre os uafhængige af Putin og gassen udefra, hvilket fylder meget i central- og østeuropæiske lande.”

Også den konservative Bendt Bendtsen, der stod i spidsen for forhandlingerne om energieffektiviseringerne af bygningsmassen i Europa, oplevede de store nationale interesser, der var på spil.

Vi havde det problem, at hvis du anser den dansk-tyske grænse som en ottesporet motorvej, så var der kun to vognbaner åbne, og de var lukket 85 procent af tiden.”

Bendt Bendtsen mener dog, at selv om interesserne til tider var modstridende, så var der også sammenfaldende interesser. Hvis ikke hos politikerne, så i industrien og i befolkningerne.

Det er klart, at østlandene ikke kan lide, at vi går over til vedvarende energi, men virksomheder i Polen og Tjekkiet har jo set lyset. Polakker og tjekker ser jo en fordel i ikke at være afhængige af Rusland, og steder i Østeuropa, hvor man ikke kan varme hjemmene op, der er man altså ligeglad med, om energien kommer fra vind eller kul, bare der er varme på, og den er billigere.”

Og der sker fremskridt hele tiden, fortæller Linette Linnemann Pedersen og peger op på kortet, hvor man i realtid kan se, hvordan strømmen, lige mens vi står der, flyder frem og tilbage gennem et nyt kabel til Holland:

Det er en af de nyeste udbygninger, og så kan man se hernede ved Kriegers Flak, at vi er ved at forbinde Danmark og Tyskland via danske og tyske vindmølleparker,” siger Linette og peger ned mod den nederste, højre del af skærmen.

Hvor langt kommer vores strøm?
Jamen der er altid strøm i ledningen. Så hvis du har et kraftværk i Danmark, der gerne vil sende noget strøm ned til Spanien, så er det jo ikke den elektron, der kommer ud af kraftværket i Danmark, der ender hos forbrugeren i Spanien.”

Men der ER en kabelforbindelse helt ned til Spanien?
Ja, det er der.”
Over hele Europa?
Ja, det hele hænger sammen.”
Så hvad mangler man?
Det skal være større, så der ikke er flaskehalse. Det vil kræve en udbygning af en størrelsesorden, vi ikke kender til. Men vi er i gang med at minimere flaskehalsene, så vi får mere vedvarende energi, og alle får en lavere elpris.”

Lige nu kan man se, at blandt andet kraftværkerne med biobrændsel på en dag som i dag med meget vind næsten ligger stille. Linette viser på skærmen, hvor meget vi lige nu eksporterer til de andre lande. Det står som små tal i alle kanter af skærmen.

Nu vender det pludselig, så strømmen kommer ind fra Sverige. Det kunne være atomkraft?
Det kunne det være.”
Det kunne også være vandkraft?
Eller vindkraft. Vi håber, det er grønt.”
Det kan man ikke vide?
Nej, der er ingen måler på dit hus, der fortæller, hvad det er for en strøm.”
Nu går strømmen fra øst til vest, men der kommer ikke mere fra Tyskland.
Det går stærkt, men du kan se, at folk er meget rolige. De skal ikke selv vende strømmen, det sker automatisk. Det har vi sikkert bedt om. Det kommer jo ikke over kablet, hvis ikke vi er sikre på, at vi kan forbruge det med det samme.”
Så svenskerne kan ikke bare sende atomkraft over, som vi ikke har bedt om?
Nej, for det er en jævnstrømsforbindelse, og den er karakteriseret ved, at nogen skal sidde og sige: Ja tak, send så og så meget. Nu skal du tilbage til fysiklokalet og lave de her lukkede kredsløb med en lampe og tænke på forskellen mellem jævnstrøm og vekselstrøm …”
Der tror jeg ikke, vi skal hen, du …
Nej, men pointen er, at der er et kontrolcenter på begge sider, der taler sammen konstant, og de skal aftale, hvad der kommer igennem kablerne.”
Og hvis nu vi slet ikke havde kraftværker, hvor vi kan styre produktion med brændsel, ville vi vel også få strøm … som vinden blæser?
Jo, men det er jo der, vi tror på det fælleseuropæiske marked – der må vi hente energien fra de steder, hvor vinden blæser eller solen skinner. Planen er jo fra den danske stat, at vi i 2030 skal have 100 procent energi fra vedvarende energi. Så må man stole på naboerne.”

Da vi går ud i det store atrium-rum igen, tror jeg i hvert fald, at jeg har forstået, hvad det helt konkret betyder, at strømmen flyder frit rundt i Europa. Men det, der vel helt ærligt ikke helt giver sig selv, er, hvordan det skal redde klimaet.

Selvfølgelig giver det mening, at det giver mindre CO2-udslip, hvis energien fra vindkraften i de danske vindmøller eller de spanske solceller kan spredes ud over Europa, når vi har rigeligt med vind og sol. Men hvem bestemmer, om det skal være atomkraft eller kulkraft eller vind eller sol?

Svaret ligger i den anden og mindst lige så fascinerende del af det indre marked for strøm, for det indre marked for strøm handler ikke alene om store kabler og høje master. Spørgsmålet om, hvor grøn vores strøm er, afgøres af gode, gammeldags rå markedskræfter.

Det indre marked for strøm er nemlig ikke kun reguleret og begrænset af de fysiske rammer, men også af en børs … for strøm … hvor der hver evig eneste dag købes og sælges energi, nogenlunde som man kender det fra aktiemarkedet.

Det er også årsagen til, at Energinet har et væld af økonomer som Linette Linnemann Pedersen ansat:

Vi har en kæmpe, kritisk masse af assets, som vi kalder det, som vi skal vedligeholde og udbygge. Det er den ene del af biksen. Og så har vi en markedsdel, som jeg sidder i, hvor vi skal finde ud af, hvordan vi optimalt får brugt den her infrastruktur, vi nu har bygget.”

Ved siden af selve den fysiske infrastruktur har man bygget en struktur for selve handlen. Det indre marked.

Selve handlen foregår på en elbørs. Elbørsen samler information fra Energinet med ledninger og kapacitet, og så samler de købsbud og salgsbud, og så matcher den de tre aktører. Det foregår på samme børs i hele Europa.”

Linette bruger et eksempel fra netop denne dag, hvor jeg er i Erritsø:

På en dag som i dag er der rigtig meget vind i Danmark, og vi melder så ind, at i Danmark bliver elprisen sådan i dag, og vi har for meget strøm. I Tyskland blæser det også, så de har også for meget. Men i Norge, hvor de bruger elvarme og ikke har mange vindmøller, og der er rigtig koldt i dag, så melder de en høj pris ind. Så en dag som i dag sender vi vores overskydende strøm til Norge, og det betyder så, at der er nogle kraftværker, måske vandværker, i Norge, der ikke producerer så meget, som de kunne have gjort. Men de norske forbrugere får del i den billige danske strøm, der var i overskud.”

Så de norske kraftværker får bare besked på, at de skal sænke deres produktion?
Ja, de må så ikke producere i dag. Vi har jo det her marked, der kører dagen før, og så ved de, at i morgen fra midnat til midnat skal jeg producere så og så meget, og der kan så være nogle timer, hvor de må slukke for maskinerne.”

Mere præcist foregår det sådan, at man på børsen hver dag laver en priskurve. Man ved, hvor meget strøm man skal bruge, og så liner man producenternes tilbud op – de billigste først og så dem, der er lidt dyrere og lidt dyrere, og når man har det forventede strømforbrug dækket, så siger man til resten, at de ikke skal levere strøm de kommende 24 timer. Og alle producenterne, der er blevet udvalgt til at producere, får den pris, som den sidste aktør, der er blevet udvalgt, kunne producere til. Det lyder som markedsøkonomi i sin ekstreme form.

Ja, når man sidder på økonomistudiet og tegner udbud og efterspørgselskurver, så er handel med el det rigtige eksempel at gå til, og ikke bananer. For det er handel i sin fineste form med udbud og efterspørgsel og priselasticitet, og det er det, der gør det spændende at arbejde med for økonomer som mig.”

Når det gælder det indre marked for varer og arbejdskraft, er det svært at bestride, at de fri markedskræfter har gjort meget godt for EU-landenes velstand, men sidder man alligevel nu og er lidt bekymret over, at også vores klima synes at være overladt til den utæmmede kapitalisme, så kan det måske trøste at høre, hvordan det foregik før:

Tidligere har man haft planløsninger, hvor alle kraftværker har fået lov til at køre med samme speed, så der var nok til at dække forbruget, men nu har man altså sagt, at der skal noget konkurrence ind,” siger Linette Linnemann Pedersen.

Kraftværkerne fik altså tidligere lov til at producere lige meget, uanset om strømmen var grøn eller kulsort.

Og så herskede der alligevel en ineffektiv form for markedsøkonomi, når det gjaldt forbruget, fortæller Linette Linnemann Pedersen:

Det var bytte-bytte-købmand. Et produktionsselskab i Danmark havde en forbruger i Tyskland, og så ringede de til en TSO og sørgede for, at der var plads i ledningerne. Og så kørte det. Men det betød jo, at kapaciteten ikke blev brugt særlig godt. Folk lavede kontrakter med hinanden, og der var ingen transparens om priserne eller flowet. Og der har politikerne så sagt, at vi skal udnytte infrastrukturen bedre og skabe transparens og have et frit marked, hvor alle lægger deres bud åbent ud, og hvor efterspørgslen og udbud matches åbent, og hvor kapaciteten bliver tildelt efter, hvor det skaber mest samfundsmæssig værdi.”

Det nye system er – i hvert fald fra en økonoms synsvinkel – win-win:

De, der kan producere billigst strøm, de får lov til at producere først, så vi alle får billigere strøm i vores kontakter.”

Er der nogle, der altid er plads til, og er der ikke klimahensyn i beregninger, eller er det kun penge?
Vind får næsten altid forkørselsret, fordi vind er billigt produceret. Man kører efter den variable omkostning på at producere en megawatt, og som oftest er vind billigst per megawatt, fordi møllen bare snurrer. Der står ikke en mand, og der skal ikke fyres kul på. Så når vinden blæser, bliver vind altid valgt først. De dyreste er som oftest kulkraftværker og andre med brændsel, som er afhængige af brændselspriser. De kan næsten være sikre på, at de ikke skal producere på en dag, hvor det blæser.”

Men lad os sige, at kulkraften bliver vildt effektiviseret, eller der kommer noget nyt og meget grimt eller beskidt eller farligt, som altid er billigere end vind, har vi så ikke et problem?

Jo, i klimakampen, jo. Atomkraften er jo et eksempel på en energiform, der har lave marginalomkostninger, og som tit vil vinde udbud, men hvor ren er den? Det er jo næsten religiøst.”

Vinder atomkraft altid?
Ja, i Tyskland og Frankrig. Den er ikke så billig som vind, men når vinden ikke blæser, så kører de, fordi de er billige.

Kan man se, at der bliver brugt mere sol- og vindenergi i Europa på grund af det indre marked for strøm?
Man kan se, at der er en stigende andel af forbruget, der bliver dækket af vedvarende energi, og det er både, fordi man har udbygget, og fordi vi er blevet bedre til at dele.”

Der er faktisk også en lille detalje, der gør, at det alligevel ikke helt er de rå markedskræfter, der styrer alligevel. Producenterne af eksempelvis vindenergi i Danmark bliver nemlig subsidieret af staten – det vil sige, at de får et tilskud for hver eneste kilowatt energi, de producerer. Og eftersom vindenergien i princippet er gratis på de yderste marginaler, når først møllen snurrer, så kan vindproducenterne nogle gange tilbyde strømmen gratis for at være sikre på at komme af med al deres strøm.

Der er endda eksempler på, at de har betalt for at komme af med strømmen, når det har blæst meget – og alligevel tjent penge på vinden.

Og jo, det virker. Så småt, i hvert fald.

I foråret gjorde EU den fjerde status over Energiunionen, og den slovakiske vicepræsident for Energiunionen, Maros Šefčovič, sparede ikke på superlativerne.

Han erklærede Energiunionen for en realitet og annoncerede et gennembrud i stil med den industrielle revolution, intet mindre:

EU har også de seneste år brugt 4,5 milliarder euro på at udbygge det indre marked for strøm 30 forskellige steder, og yderligere 75 udbygningsprojekter er undervejs, og Šefčovič kunne prale af, at EU siden 1990 har øget energiforbruget med 58 procent – men reduceret CO2-udslippet med 22 procent.

Omstillingen til vedvarende energi går også (en smule) hurtigere end forudsat. Knap 18 procent af energien i EU kom i 2017 fra vedvarende energikilder, og politikerne har valgt at øge tempoet for den grønne omstilling med nye mål om, at 32 procent af energien skal komme fra vedvarende kilder allerede i 2030, ligesom energiforbruget samme år skal være reduceret med 32 procent.

Den nye formand for Europa-Kommissionen, Ursula von der Leyen, har desuden lovet at præsentere en ny Green Deal, der forventes at sætte endnu mere skub i sagerne, for EU inden jul. I den konservative EU-parlamentariker Bendt Bendtsens øjne er Energiunionen allerede en succes:

Det her skulle jo betyde, at vi får en bedre forsyningssikkerhed, et bedre klima, billigere energi til forbrugerne, mindre energifattigdom og sundere bygninger.”

Heeeeelt så rosenrødt er det måske dog ikke. Da EU præsenterede sin fjerde rapport om Energiunionen, var der mange, der var kritiske over for EUs egen brug af ordet gennembrud”.

EU importerede stadig i 2017 godt 53 procent af sin energi udefra, og når det eksempelvis gælder EUs eget relativt beskedne mål for det indre marked for strøm om, at alle lande skal have kapacitet til at transportere mindst 10 procent af strømforbruget over landegrænser, er det kun 17 lande, der lever op til målet.

Selv om EU kan prale af at have reduceret CO2-udledningen med 22 procent siden 1990, så gik det faktisk også den forkerte vej i både 2016 og 2017 med små stigninger i udslippet.

Bendt Bendtsen anerkender også, at det er et langt sejt træk, og at ikke alle lande har været lige hurtige til at sætte gang i de forandringer, der var aftalt i den såkaldte Vinterpakke. Men han tror på, at bevægelsen er i gang, og at presset er så stort fra både EU og befolkningerne, at tingene for alvor vil begynde at rykke de kommende år, og henviser blandt andet til de grønne partiers fremgang over hele Europa. Som han siger:

Den politiker, der ikke tager klimadebatten alvorligt, han er ikke rigtig klog.”

Den radikale EU-parlamentariker Morten Helveg Petersen er ikke helt så fortrøstningsfuld som Bendt Bendtsen, når det gælder tempoet:

Jeg tror, vi kommer til at skylde noget. Vi er nu i en fase, hvor medlemslande skal melde ud, hvordan de vil leve op til lovgivningen, og der vil det vise sig – og det gælder også Danmark – at landene ikke lever op til, hvad de har skrevet under på, og jeg tror, vi de næste år får et kæmpe slagsmål. Og hvis ikke de gør det, så taber vi kampen mod klimaforandringerne. Noget af det, vi bakser med i Bruxelles nu, er den overordnede målsætning om et klimaneutralt EU i 2050, og når vi har det mål på plads, begynder man at kunne regne baglæns. Hvor skal vi være i 2040 og 2030. Og det vil vise sig, at vi har mere travlt end antaget. Så vi har lavet masser af gode og vigtige ting med Energiunionen, men tempoet er nødt til at være højere.”

Uanset hvad, så er det indre marked for strøm nok kommet for at blive.

Ligesom det er svært – eller umuligt – at forestille sig et EU uden varer og arbejdskraft, der bevæger sig frit over grænserne, så virker det utænkeligt at stoppe blodårerne til, når nu strømmen først er begyndt at flyde.

Det var den tredje udgave af Philip & unionen’. Her nedenfor kan I finde de to tidligere udgaver, der handlede om henholdsvis Brexit og EUs store 7-årsbudget. Eva Stokkendal har lavet musik og jingler til lydversionen af historien og redigeret.

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: