Del 3: Klodens mest uudforskede steder ligger i havet. En mineindustri i dybet kan ødelægge dem, advarer forskere

Hvordan en lille ø blev styrtende rig, tabte det hele (på en musical) – og nu fører an i et kapløb, der skaber dyb bekymring. Afsnit 3 i serien 'På dybt vand'.

Illustration: Myriam Wares for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Det sker lige pludselig – som et spring ud af bølgerne. Vi er på en båd på Øresund sammen med dybhavsforsker Katrine Worsaae. Hun skal med en gruppe biologistuderende ud at tage prøver fra havbunden.

Bundprøverne minder om den teknik, man bruger på dybhavet, når man sænker udstyr flere kilometer ned. Men vi har kun sejlet i et kvarter, da vi får øje på noget ude i vandet. Åh!” råber hun.

Det er enorme tun, der springer op af bølgerne. Kæmpestore fisk kaster sig op i luften og ned igen. 300 kilo ren muskel og fart. Jeg kan mærke begejstringen over at se sådan noget lige her i lillebitte Øresund. Men min begejstring blegner i forhold til Katrines Worsaaes. Nej, nej, nej, hvor er det fedt!” udbryder hun. Nu så vi den!”

Den passionerede havbiolog fra Københavns Universitet elsker dyr. Ikke mindst dybhavsdyr. Også de mest oversete, undseelig skabninger fra bunden af havet. Det her er en af mine favoritter,” siger hun og roder rundt i en spand med mudder, som de med stort besvær har trukket op fra havbunden. En molboøsters.” Den ser måske ikke ud af meget – men, smiler hun: Det er det enkeltdyr, der kan blive ældst i verden. 500 år.”

Men Katrine Worsaae er ikke bare begejstret. Hun er også – da vi taler sammen inde på land senere – dybt bekymret. Hendes bekymring handler om dybhavet. Vi ved mindre, vil jeg påstå, om, hvad foregår i dybhavet, end hvad der foregår i rummet,” siger hun.

Dybhavet dækker det meste af vores klode. Men vi ved forsvindende lidt om livet dernede. Hver gang vi tager ud og laver undersøgelser, finder vi nye dyr, spændende dyr – nye opdagelser.” Men alt det liv, vi stadig slet ikke kender, er i fare nu, frygter hun.

Katrine Worsaae er, som en del andre forskere, bange for, at en helt ny industri i dybhavet vil ødelægge ukendte, liv-fyldte miljøer, der får regnskoven til at blegne. Det er en biodiversitet, der kan rumme fremtidens lægemidler og, ja, alt muligt fantastisk, vi ikke kan forestille os endnu.

Jeg synes, det er meget Wild West den måde, det kører på nu,” siger hun. Det er vildt, at fordi man er ude i internationalt farvand, hvor man ikke har samme beskyttelsesregler, og fordi det er under overfladen, hvor man ikke kan se, hvad der foregår, så kan man bare plyndre løs og ødelægge.”

Så hvad er det, Katrine Worsaae frygter skal ske?

På dybt vand

I en serie på fire afsnit undersøger vi en af tidens store historier: den globale skattejagt i dybhavet. Vil en mineindustri på havets bund bekæmpe klimakrisen – eller skabe nye problemer for kloden? Det her er tredje afsnit. Hvis du ikke har hørt eller læst første afsnit, så begynd endelig der. Andet afsnit er her og fjerde og sidste afsnit her.

1 / 4
LIV PÅ BUNDEN_
Katrine Worsaae sejler ud og tager bundprøver med en gruppe studerende. Se flere fotos fra turen i billedhjulet.//
Foto: Hakon Mosbech for Zetland

Det her er tredje afsnit af Zetlands serie På dybt vand. I sidste afsnit mødte vi minedirektøren Gerard Barron, den danske arkitekt Bjarke Ingels og shippinggiganten Mærsk – de ser et stort eventyr foran sig: at lave minedrift i dybhavet for at hive eftertragtede mineraler og metaller op. De kan bruges til blandt andet batterier, som er centrale for den grønne omstilling. Den nye undervands-mineindustri er på nippet til at begynde for alvor.

Men det håber forskere, ngo’er og havbiologer som Katrine Worsaae at kunne forhindre. De siger, at vi ved alt for lidt om dybhavet til, at det er forsvarligt at lave minedrift dernede. Hvad er konsekvenserne for miljøet – og for hele vores blå planet? Undersøgelser har vist, at påvirkninger af dybhavet sætter spor mange, mange år efter. Vi roder ved ting i dybet, vi ikke forstår, og som har ligget urørt hen i millioner af år. Vil det her skade tudsefisken, pelikanålen eller den 400 år gamle grønlandshaj (ja, der lever et kæmpedyr nu, som simpelthen svømmede rundt under den franske revolution).

Hvad vil det betyde for forureningen? Kan det faktisk forværre den klimakrise, som metallerne i dybhavet ellers også skal bruges til at løse? Andre er nervøse for de sociale konsekvenser – at nogle af de bittesmå østater i Stillehavet, som også spiller en vigtig rolle i det nye mineeventyr, kommer i klemme.

Hundredvis af forskere og ngo’er har skrevet under på en bøn om et moratorium – en pause på ti år, før minedrift eventuelt kan begynde. Og lige nu er der mere alarmstemning end nogensinde.

For nylig skete der nemlig noget opsigtsvækkende, som faktisk gjorde det modsatte af, hvad forskerne beder om: Det rykkede minedriften tættere på end nogensinde før. Et lille stillehavsland, Nauru, udløste nemlig en omdiskuteret paragraf: the two-year trigger.

Det er historisk,” siger Mads Barbesgaard, forsker i human geografi på Lunds universitet. Den regel er jo ikke blevet brugt af nogen før.”

Toårsreglen sætter en deadline for den myndighed, der skal afgøre, om der må åbnes for reel minedrift i stor skala i The Area, det gigantiske havområde, som tilhører hele menneskeheden og ikke noget land. Det vil sige, der nu er sat en dato for, hvornår minedriften principielt kan begynde: to år fra nu – hvis ikke før. Det er første gang i historien, det her er sket. Folk gik amok. Det føles som en enormt stor risiko,” som Greenpeaces politiske strateg Louisa Casson formulerer det.

Men vent lige. Hvorfor kan Nauru – et mini-stillehavsland med færre indbyggere end Bornholm – komme til at afgøre, om der kommer minedrift på havets bund – endda i Området, der tilhører hele menneskeheden?

Svaret rummer en historie om kolonialisme og uafhængighed, enorm rigdom, enormt dumme investeringer og en højprofileret musical i London, der gik helt galt, og som var finansieret af Nauru.

Vi begynder tilbage i 1982. Vi er under den kolde krig, konflikten mellem datidens stormagter USA og Sovjetunionen påvirker hele kloden. Det er i det politiske klima, at havets lov bliver til. Her i serien har vi talt en del om The Area – Området – hvor de store dybhavssletter med mange af de eftertragtede mineraler og metaller ligger.

Med havets lov – eller helt præcist: havretskonventionen – bliver The Area lovfæstet som menneskedens fælleseje – som det eneste sted på Jorden.

Nogle eksperter har set det som socialismens sejr over kapitalismen (og USA har da heller ikke tilsluttet sig reglerne, som ligger under FN). Andre påpeger, at fælleseje-tanken hænger sammen med de mange tidligere kolonier, der i årene før var blevet uafhængige – for havets lov betingede, at alle lande skal få noget ud af minedrift i Området. Og at minevirksomheder – som Gerard Barrons The Metals Company, som vi mødte i forrige afsnit – kun kan få lov at udvinde i fællesområdet, hvis de ansøger sammen med et land.

Her kommer stillehavsnationen Nauru ind i billedet. Landet har nemlig ansøgt om at få lov til at lede efter mineraler sammen med The Metals Company. Så Nauru kan få penge ud af dybhavseventyret. Men måske kan det også skabe problemer for miniputlandet, hvis det går galt nede i dybhavet.

Spørgsmålet er, om det her er en redning for pressede fattige lande – eller om det er en udnyttelse colonial style. For at forstå det må vi forstå Naurus vilde historie.

ISOLERETDet lillebitte land Nauru er ikke let at komme til og fra. I en årrække har landet fungeret som en slags flygtningecenter for Australien. Foto: Torsten Blackwood / AFP / Ritzau Scanpix

For at kunne fortælle historien om Nauru skal vi møde Mathew Batsiua. Han er tidligere minister på Nauru og en af øens vigtige tænkere; nu har han trukket sig tilbage. Da vi taler sammen, er det lørdag morgen på Nauru, og naboens kyllinger vimser rundt i solskinnet foran Mathew Batsiuas hus. Man kan se havet og kokospalmerne. Det er en typisk doven lørdag morgen,” siger han.

I tusinder af år er mågerne fløjet over Stillehavet – og har holdt pause og skidt på øen Nauru. Så da vestlige kolonister kom dertil og navngav øen Pleasant Island, opdagede de, at de mange mågeklatter gennem årene havde udviklet sig til … fosfat. Fosfat er mange penge værd – det kan for eksempel bruges i landbruget.

Der er også andre teorier om, hvordan fosfatet opstod, påpeger Mathew Batsiua – eksempelvis at fosfatet kom fra døde havdyr, fordi Nauru tidligere lå nedsunket i havet. Som en slags skat, havet efterlod, da det trak sig tilbage. Millioner af tons døde hav-væsener,” som Batsiua siger det.

Fosfatet tiltrak på skift englænderne, tyskerne og australierne, der hver især kastede sig ud i minedrift på Nauru. I årevis var det altså øens forskellige ejere – kolonimagterne – der trak pengene ud fra minerne. Og indbyggerne på Nauru protesterede forgæves. Der er fortællinger om nauruere, der holdt fast om træer, der blev fældet. De protesterede virkelig,” siger han.

Men så blev Nauru uafhængigt i 1968 – og nu begyndte landet selv at få fat i fosfatpengene. Fattige Nauru blev pludselig et af verdens allerrigeste lande. I en årrække var kun Saudi-Arabien rigere. Vi havde fancy biler. Vi ejede vores eget flyselskab, der fløj rundt på kloden,” siger han.

Det gik … amok. Nauru, med cirka 10.000 indbyggere, fik ikke blot sit eget flyselskab. De investerede i alt muligt, også i udlandet. Højhuse i Australien. Den lokale politichef fik importeret en Lamborghini til øen. Men han var en stor mand,” husker Batsiua, så han kunne ikke være i bilen.”

Men det var ikke deres største problem. For efterhånden begyndte fosfatet at slippe op. Nu rullede pengene ikke ind mere. Regeringen brugte ikke sine midler specielt fornuftigt,” siger han. Naurus økonomi blev mere og mere presset. Samtidig gav østatens opsigtsvækkende investeringer massive tab. Måske fordi, mener Mathew Batsiua, skrupelløse typer” udefra flokkes om at få adgang til Naurus penge. De kom til Nauru med tvivlsomme forslag og overbeviste i mange år vores regeringer om at investere,” siger han.

Det, Mathew Batsiua måske især tænker på her, er musicalen. Og den historie er simpelthen så vild og sigende på mange planer, at vi bliver nødt til at fortælle den.

INDUSTRI-SKELETEfterladte konstruktioner, der engang blev brugt til fosfatproduktionen på Nauru. Foto: Polfoto / Topfoto / Ritzau Scanpix

I begyndelsen af 1990’erne lavede regeringen på Nauru sin hidtil vildeste – og måske mest desperate – investering. En stort opsat London-musical. Og nu hopper vi lige fra Nauru til Australien. Her møder vi Tommy Moeller, tidligere forsanger i 1960’er-bandet Unit 4 + 2.

Tilbage i 1990’erne besluttede Tommy Moeller sig for at skrive en musical om Leonardo da Vinci. Jeg har altid syntes, at han var den mest geniale person, der nogensinde har levet,” siger han i telefonen. Men ingen havde lavet en musical om ham.”

Det skulle være en kærlighedshistorie – en slags fanfiction om en opfundet kærlighedsaffære mellem Leonardo da Vinci og kvinden bag Mona Lisa. Og alle pengene til at finansiere den her kæmpe opsætning? Nauru.

Jeg solgte idéen til regeringen på Nauru,” siger Moeller. Jeg foreslog, at Nauru måske ville forbedre deres image i Storbritannien ved at komme ind i kulturbranchen.” Og efter at have hørt nogle af Moellers sange var præsidenten i Nauru straks interesseret. Han sagde: Vi vil meget gerne finansiere musicalen.’”

Snart havde stillehavslandet puttet penge i en storstilet satsning i Londons berømte West End: Leonardo the Musical: A Portrait of Love. Det skabte, mildt sagt, utilfredshed i den efterhånden økonomisk pressede befolkning. Ikke mindst da præsidenten og hans følge hyrede et fly, så de kunne jette til premieren i London.

Der var store protester,” husker Mathew Batsiua. Folk løb ud på landingsbanen for at blokere præsidentens fly. De prøvede at forhindre flyet i at lette. Mødre stod foran flyet og holdt fast i hjulet, så det ikke kunne komme videre.”

Men flyet lettede, musicalen åbnede i London – og floppede spektakulært. Den blev gennemhullet af anmelderne,” siger Batsiua. Leonardo the Musical blev pillet af plakaten. Og Nauru havde tabt en masse penge. Igen. Sådan går det, når du har stor rigdom, og folk med skruppelløse motiver prøver at tjene hurtige penge på din bekostning.”

Herefter fulgte en periode, hvor det efterhånden konkurstruede Nauru forsøgte sig som skattely-agtigt bankland – blandt andet for den russiske mafia og al-Qaeda. Det blev stoppet. Og de seneste mange år har den fattige østat primært tjent penge som flygtningecenter for Australien – mens det politiske system for nylig blev så udemokratisk, at Mathew Batsiua røg i fængsel, da han protesterede mod præsidenten. Det var en mørk periode,” siger han.

Så den smukke ø – som stadig er smuk – er også rent fysisk mærket af fosfatminerne. Store områder, måske over halvdelen af Nauru, ligger øde og døde hen inde på midten af øen. Efterladte stenbrud gør det umuligt at bygge eller bo her. Nogle kalder det et goldt månelandskab. Det er et lidt uhyggeligt landskab med sten og klipper, der stikker op af jorden.”

Men mest af alt er Nauru desperat efter at finde en ny indtægtskilde, så landet kan, ja, overleve faktisk. Det er på den baggrund, Nauru har kastet sig ind i et nyt mineeventyr. Denne gang under havet. Det sker i partnerskab med The Metals Company, minefirmaet, der er delvist ejet af Mærsk og knyttet til arkitekten Bjarke Ingels – og har den karismatiske Gerard Barron i spidsen.

MYTISKDet ældgamle dybhavsdyr grønlandshajen under isen. Foto: Franco Banfi / Photoshot / Ritzau Scanpix

Lige en opsummering: For at få lov til at lave dybhavsminedrift i The Area skal et firma have et land med som sponsor. Og The Metals Company har altså Nauru (plus nogle andre stillehavslande). Tilbage i 2019 holdt Barron en tale – på Naurus vegne – hos den FN-tilknyttede myndighed, der bestemmer, om der må mines.

Nogle ngo’er og eksperter syntes, det var kontroversielt, at Barron på den måde talte for den lille østat. På en måde kan du sige, at det her firma simpelthen har købt sig til støtten fra østaten,” siger Ole Sparenberg, lektor ved Karlsruher Institut für Technologie og forfatter til en kommende bog om dybhavsminedriftens historie. På en måde kunne vestlige firmaer simpelthen forvandle sig til et tredjeverdensfirma blot ved at åbne en mappe i hovedstaden og så lade, som om de faktisk ikke længere er en vestlig virksomhed.”

Gerard Barron, chefen for The Metals Company, havde imidlertid en markant anden udlægning, da vi mødte ham i London. Han sagde for det første, at Nauru bestemmer selv.

Talen for Nauru tiltrak sig opmærksomhed”, sagde Barron, fordi ngo’er og interesseorganisationer gerne vil fortælle historien om, at vi har for meget indflydelse over vores sponsorstat. Hvis du møder Naurus befolkning, vil du forstå, hvor latterlig en kommentar det er.”

For det andet sagde han, at mineeventyret ville få stor økonomisk betydning for østaten. Og det har det faktisk allerede. Vi vil få en stor betydning for Naurus bruttonationalprodukt. Gennem royalties (fra minedriften), men selv før der kommer royalties. I dag har vi betydning ved, at vi skaber jobs og uddanner folk.”

Det var Nauru selv, understregede Barron, der valgte at udløse den toårsregel, der sætter en helt ny, strammere deadline for, hvornår The Metals Company og Nauru kan få tilladelse til at lave minedrift.

Der er to udlægninger af det her samarbejde mellem Nauru og The Metals Company, en virksomhed, hvis markedsværdi er en hel del større end Naurus økonomi. Den positive er Barrons; at minedrift kan løfte et land ud af fattigdom. Og at det, apropos havets lov, giver såkaldte udviklingslande en andel i menneskehedens fællesarv.

Mathew Batsiua i Nauru tilslutter sig faktisk den udlægning – så længe det bliver gjort på en måde, der ikke ødelægger miljøet. Jeg kunne godt tænke mig, at dybhavsminedrift blev til virkelighed. For Nauru vil altid have en vedvarende kamp for overlevelse.” Her kan indtægterne fra minedrift i havet hjælpe, håber han. Måske er det vores skæbne at være knyttet til en form for minedrift.”

Den anden udlægning af Nauru-samarbejdet handler om udnyttelse. Man frygter en gentagelse af minehistorien på øen, fra fosfat til økonomisk ruin. At vestlige firmaer trækker profitten ud. At miljøet bliver ødelagt.

I forrige afsnit mødte vi forskeren Mads Barbesgaard. Han fortalte om, hvordan et pionerfirma inden for dybhavsminedrift, som Barron var involveret i, mødte lokal modstand på Papua Ny Guinea. Her er regeringen, ligesom flere andre lande ved Stillehavet, i dag modstander af minedrift på havbunden.

Idéen, som det var blevet udviklet på Papua Ny Guinea, var meget rå og klassisk nykolonialistisk udvinding – i den forstand, at det bare var udvinding og så ud,” siger Barbesgaard fra Lunds universitet. Han er nervøs for, at det samme kan ske med Nauru. Det kan man jo i hvert fald frygte.”

Man kan måske sige, at det her viser den sociale, politiske bekymring ved dybhavsminedrift, hvor nogle ser Nauru som en slags symbol. Men den allervigtigste nervøsitet over jagten på metallerne i dybhavet – den handler om miljøet.

Og faktisk er det lidt paradoksalt. For det er netop det, mineindustrien siger, de vil redde – ved at hive mineraler op til de batterier, der er centrale for den grønne omstilling. Men blandt kritikerne er miljøbekymringen den store ting.

AKTIVISMEGreenpeace protesterer mod dybhavsminedrift ved en aktion. Ngo’en er blandt de mest kritiske. Foto: Marten van Dijl, Greenpeace

Lad os vende tilbage til skibet i det danske farvand, hvor vi begyndte artiklen. Katrine Worsaae, havbiologen fra Københavns Universitet, hiver bundprøver op. Det blæser. Og det
er svært at trække bundprøverne op – udstyret har fået et slag, da de for nylig sejlede ud i høje bølger.

Men denne her gang lykkes det: En prøve med mudder er hentet op. Med dejlige mudderdyr. Katrine Worsaae er begejstret. My precious!” siger hun. Det dyrebare mudder kommer i en spand.

Det er vigtigt at sige, at forskerne er delte her. Nogle mener, at vi godt kan begynde minedriften – så længe det sker forsvarligt og efter seriøse forundersøgelser. De mener også, det er et trade-off; hvis vi skal have metaller til den grønne omstilling, så koster det noget. Vi må afveje, hvad der er vigtigst.

Men en del forskere – eksempelvis havbiologer som Katrine Worsaae – er bekymrede. Vi tænker tit på landjorden, når vi forestiller os hvide pletter på verdenskortet. Men det uudforskede er især under havets overflade, påpeger hun. Og dybhavet dækker over langt halvdelen af vores klode. Det er så svært at forstå. Og det er i sig selv en volumen og en masse af organismer og rigdom, som vi ikke kender til. Og vi ved simpelthen så lidt om, hvad der foregår under havoverfladen.”

Forskernes vigtigste bekymring handler om det: De miljømæssige konsekvenser er uvisse, fordi vi ved så lidt. Det er derfor, de vil have et moratorium – en pause på et antal år for at undersøge nærmere, hvad der gemmer sig på de dybhavssletter, hvor metalknoldene ligger.

Katrine Worsaae sammenligner dybhavet med regnskoven, som også bliver kaldt menneskehedens eller klodens bank. Ikke bare vrimlende med liv, men også fyldt med en natur, der kan rumme fremtidens lægemidler, ting til industrien – alt muligt, vi ikke kan forestille os.

Forestil dig, at Amazonas var den sidste regnskov i verden, og at der så kommer et firma og siger, de vil fælde hele Amazonas,” siger Katrine Worsaae. Vil du så ikke gerne have undersøgt, om der findes et Amazonas nummer to? Og hvor stor er Amazonas? Kunne vi nøjes med, at de tog halvdelen? Eller: Er der noget tilbage bagefter?”

Skal vi ikke lige tænke os om, inden vi – måske – ødelægger en ukendt regnskov under havet, måske den sidste af sin art? Så har vi jo brændt den regnskov af. Så har vi smadret den bank, vi havde af information, som måske kunne have hjulpet os til at klare en masse andre udfordringer.”

Hun peger på, at The Metals Company har fået udforskningskontrakt til et stort område i Stillehavet: Det nytter ikke noget at lade et firma tage et område på størrelse med Irland uden at ane, om det er det sidste område, der har den diversitet.”

PÅ TOGTMærsk Supply Service og The Metals Company arbejder sammen om at lede efter mineraler i dybhavet. Foto: PR, The Metals Company

Mine-modstanderne peger også på de her ting. En del rapporter viser, at vi godt kan nå i mål med vores mineralforbrug uden at tage dem fra havet (andre rapporter, som industrien henviser til, viser det modsatte). Og der er ingen garanti for, at minedrift på landjorden vil stoppe, bare fordi minedrift i havet begynder. Får vi ikke bare mere minedrift?

Forskere påpeger, at der kan rodes skyer af havbund op, hvis der mines dernede, som kan lægge sig som en skadelig dyne i havet. Nogle frygter – men det er omdiskuteret – om minedriften kan skade havets evne til at binde CO2 (og så ryger hele argumentet om den grønne omstilling jo).

Og endelig: Hvordan skal vi sikre, at mineraler og metaller fra havet går til den grønne omstilling, som The Metals Company, våbenfirmaet Lockheed Martin og de andre lover? Hvordan ved vi, at de ikke bare går til … øhm, våben eller noget helt tredje? Google, Volvo, Samsung og BMW har allerede afvist at bruge dybhavsmineraler, før vi ved mere.

Problemet er, at det foregår under overfladen. Det er meget tydeligt for os, når vi brænder regnskoven ned, hvad der foregår,” siger Katrine Worsaae. Men det er bare ikke tydeligt, hvad foregår under havoverfladen. Det er jo ikke uden grund, at sømænd plejede at kalde det den blå hylde. Du lægger bare skraldet på den blå hylde – smid det over bord. Ude af øje, ude af sind.”

Vi er ved at sejle i havn – med spande fulde af bundprøver med slangestjerner og molboøsters. Tænk på, siger Katrine Worsaae, hvad der findes af endnu vildere skabninger – og ukendte eventyr – på de rigtige dybder: Hele det eventyr er dernede lige under overfladen. Og jeg ville så gerne give den kærlighed og den nysgerrighed videre til folk. At folk havde mulighed for at dyrke den mulighed. At det hele ikke er forsvundet, før folk fatter, at hele den eventyrverden er der.”

Så hvem har ret: modstanderne eller tilhængerne? Er det her verdens bedste idé – eller verdens værste?

Og hvem bestemmer egentlig, om minedrift i dybhavet – i menneskehedens fællesområde – bliver til virkelighed lige om lidt?

For at få svar på det skal vi besøge et ukendt, men magtfuldt kontor på havnen i Jamaica, der har ansvaret for at bestyre, ja, menneskehedens fællesarv i havet. Her holder man nøglerne til, om minedrift skal begynde i dybhavet.

Det er i næste og sidste afsnit.

Dette var tredje afsnit i serien På dybt vand’. Du kan finde første afsnit her, andet afsnit her og fjerde og sidste afsnit her.