“Øhm … Jeg kan huske, at min lillebror sagde: ‘Så, storesøster, nu går vi ud gennem skoven og ud til Risskov.’ Der havde jeg ligget i sengen i nogle uger. Og min familie ville have mig til at tage mine piller, hvilket jeg ikke havde gjort.” Marie Dam Heebøll var 23, da hun første gang blev indlagt. “Og pludselig var jeg sådan: Fuck det, jeg tager dem alle sammen på en gang. Ikke i suicidalt øjemed, men fordi jeg var så skideligeglad. Og hvis jeg bare kunne få noget ro. Hvis bare de ville stoppe med at hive i mig,” siger hun. Vi står i Zetlands studie en formiddag i juli.
Den dag, hvor hun havde tænkt på at tømme sit glas med antidepressivummet fluoxetin, gik hun og hendes lillebror ud gennem skoven i forstaden Risskov i Aarhus, ud til det psykiatriske hospital, der indtil for få år siden lå derude. “Jeg kom ud på Risskov en vinterdag,” siger hun. “Jeg havde en snak med en psykiater, og så blev de enige om, at så blev jeg lige der, så de kunne holde øje med mig. Jeg tror, vi havde pakket en lille taske, for vi vidste godt, det kunne ende sådan.”
Det er snart 20 år siden, Marie Dam Heebøll gik ud gennem skoven og blev indlagt. Siden har hun været en del af det psykiatriske system, hun har en diagnose. Nogle gange er hun glad for sin diagnose, nogle gange dyrker hun den nærmest. Andre gange er den hård ved hende, så får hun det skidt.
Men Marie Dam Heebøll er siden dengang i Risskov også blevet læge. Hun er ved at specialisere sig i det, der hedder samfundsmedicin, og beskæftiger sig dermed med sammenhængen mellem befolkningens sundhed, også den mentale, og så de ting og sager, udviklinger og forhold, ude i samfundet, som har indflydelse på den. Årsag og virkning.
Som sådan har hun et interessant dobbeltindblik i efterårets måske varmeste politiske kartoffel, nemlig psykiatrien. Den har det ikke så godt, er de fleste enige om, også på Christiansborg, så nu skal der tilføres en masse penge. Forhandlingerne om en tiårsplan for psykiatrien begyndte i denne uge. Og Marie Dam Heebøll ser altså på psykiatrien og dens udfordringer fra to udgangspunkter: som patient og som læge. Det var det, der førte til det her interview: Hun mener, at hun fra denne dobbeltposition har set noget, som man nok skal have været på begge sider for at kunne se.
Marie Dam Heebøll ser, at problemerne handler om en mangel på midler, absolut, men også om måden, midlerne bruges på. Psykiatriens problemer er ikke alene funderet i underfinansiering, mener hun, men også i strukturer og systemer, i selve forståelsen for, hvad det vil sige at have en psykisk lidelse. For det er, mener hun, som om vores psykiatri ikke altid forstår, at en psykiatrisk patient ikke nødvendigvis kan mødes, som andre mennesker kan det. Det er han eller hun ikke i stand til. Vi bliver nødt til at løfte mere af ansvaret fra patienten og deponere det i det fælles, i det offentlige. Og så må vi tage livtag med både ulighed og tabuer, mener hun. Det er svært, for når man gør det, piller man ved noget dybt i os. Men det kan godt lade sig gøre. Og det er vigtigt, at vi gør det.
Marie Dam Heebøll havde det, hun kalder en lyserød barndom. Hun voksede op med en mor, en far og en hulens masse søskende, der var børn og dyr overalt, og for at det ikke skulle være løgn, blev der i baghaven røget hjemmelavede pølser. Alt var godt, virkelig godt.
“Men så, da jeg var omkring 12 år, blev mine forældre skilt,” siger hun. “Og det var, som om perlemorskæret forsvandt fra barndommen. Alle var lidt ulykkelige, for det var en svær skilsmisse. Sammenholdet, samhørigheden, kærligheden var svær at mærke. Som barn og som voksen, tror jeg. Alle gjorde, hvad de kunne, for at holde sammen på deres. Men det var, som om noget gik i stykker inden i mig der.”
Når hun i dag ser tilbage, tror hun, at hun dengang fik en depression. Hendes forældre prøvede at finde sammen igen, men det blev aldrig det samme, og de gik igen fra hinanden. Noget var gået i stykker inde i hende, det var, som om hun manglede en kerne. Hun fik en spiseforstyrrelse, først anoreksi, så bulimi.
“Og der var ikke så mange, der vidste det, for på facaden var alt godt og pænt,” siger hun. “For det var den måde, man gerne ville fremstå som familie og som individer i den her familie.”
På trods af alt det fik Marie Dam Heebøll et godt gennemsnit i gymnasiet og kunne begynde på lægestudiet. Men facader har det med på et tidspunkt at falde. Efter noget tid fik hun en lægeerklæring og meldte sig syg. Universitetet ville dog ikke godtage hendes fravær, og det endte med, at hun blev smidt ud. Her oplevede hun noget, der siden er blevet grundlaget for en vigtig pointe i hendes diagnose af det psykiatriske system, nemlig at hendes familie hjalp hende med at få omstødt universitetets afgørelse. Hun har privilegier, siger hun, et bagland, som var i stand til at læse sig igennem reglerne, og som derfor kunne hjælpe hende, da hun havde det sværest. Hun har folk omkring sig, som har hjulpet hende, en bror, der fulgte hende til hospitalet, en familie, der huskede hende på at tage sine piller. Men hvad med dem, spørger hun, som ikke har det? Er de i stand til at navigere i systemet?
“Altså, jeg kunne lige så godt have siddet på en bænk,” siger hun. “Eller i hvert fald været et helt andet sted i mit liv. Jeg tror ikke, jeg ville have det så godt, som jeg har det, hvis jeg ikke havde mit netværk.”
Trods baglandets støtte forsvandt sygdommen dog ikke. Den lå altid og lurede.
“Inden i mig var der en stor larm, et stort rod. Jeg havde svært ved at fokusere på andet end at gennemføre mit studie som læge. Og det tog også væsentligt flere år, end det skulle have gjort. I den periode knækkede filmen fuldstændig for mig. Jeg var begyndt at få noget antidepressivt af min læge. Lige pludselig kunne jeg bare ikke komme ud af sengen. Og jeg kunne ikke tænke en tanke til ende. Jeg havde svært ved at forstå, hvad folk sagde til mig, spørgsmål var svære at få ind i hovedet. At komme frem til et svar var så svært, at jeg til sidst simpelthen ikke kunne komme ud af sengen.”
Og så, en vinterdag, turen gennem skoven og ud til det psykiatriske hospital i Risskov. Marie Dam Heebøll fik diagnosen bipolar affektiv sindslidelse type to, hvilket er det, man i gamle dage kaldte maniodepressiv.
“Man kan til gengæld tage de store ture ned i kælderen, og det var det, der prægede mit liv,” siger hun. “Det var turene ned i kælderen, og det var svært at komme op.”
Og således altså Marie Dam Heebølls diagnose. Hvad med psykiatriens?
Marie Dam Heebøll er bange for at lyde som en kliché, når hun siger, at hun fra sin stol ser en psykiatri, der bløder. Hun er ikke den første, der siger sådan, faktisk langtfra. Et gennemgående problem, siger mange fagfolk, er for eksempel, at psykiatriske patienter bliver udskrevet for tidligt.
“Psykiatrien er megaspændende, og der er et kæmpe potentiale for at hjælpe en masse mennesker. Men det er en psykiatri, der er så hårdt ramt, at mange af dem, der er der, næsten ikke kan stå inde for det, de laver,” siger hun. “For de udskriver folk, som de virkelig ikke har lyst til at udskrive. Det kan have konsekvenser. Men de bliver nødt til at udskrive dem, for der skal være plads til de næste, der kommer.”
Det er interessant, at du kalder det en kliché, for det underbygger vel kun pointen. At vi har sagt det så mange gange, at det er blevet en kliché.
“Ja. Og jeg synes, det er så tragisk. For det er ikke kun patienterne. Det er også deres pårørende. Det er deres kollegaer, arbejdsmarkedet, der mangler dem. Det er samfundet, der skal betale for sygedagpenge, og nogle kommer måske på kontanthjælp. Nogle ryger helt ud af det og ender på gaden. Nu kører jeg den helt ud, men det handler bare ikke kun om den enkelte patient. Det handler om hele den der kreds af mennesker og organisationer og arbejdsforhold, der bliver involveret, når de her mennesker ikke bliver hjulpet. Og om deres børn.”
Psykiatrien bløder. Men hvorfra bløder den? Marie Dam Heebøll står ikke alene, når hun siger, at den gør det på mange måder – i det ligger hun på linje med andre læger, selvfølgelige især psykiatere, men også interesseorganisationer, patienter og magthavere. Budskabet er klart fra snart sagt alle afsendere: Den er helt gal. Listen med problemer er lang: Der mangler sammenhænge i patientforløb, patienter med mere en én diagnose kommer i klemme, der er ikke plads på bostederne, noget nær en halv generation af unge mennesker mangler psykologhjælp, og der er ikke sengepladser nok.
“Der ikke er økonomi til at holde dem åbne,” siger hun om sengepladserne. “Og der er ikke psykiatere nok, for de flygter eller bliver fyret, fordi der kun er plads til et vist antal patienter. Og det er også det samme, som medhjælperne og sygeplejerskerne oplever. De føler sig magtesløse.”
Og det er jo så det, vi har hørt før. Om magtesløshed og mangel på alt muligt. Men Marie Dam Heebøll og hendes dobbeltblik har et bud på, hvad vi kan gøre ved det.
Fravær og uretmæssig udsmidning til trods blev Marie Dam Heebøll færdig på universitetet. Hun fik en kæreste, de flyttede til København, hun blev gravid, hun gik på barsel. At blive mor satte svingninger i hendes følelsesapparat. Og dermed hendes diagnose.
“Jeg tænkte, at det, at jeg blev mere grådlabil, mere følsom, mere påvirket, var en del af det at blive mor,” siger hun. “Så jeg trak den rigtig langt. Men der kom mere larm i hovedet, ikke stemmer som sådan, bare rod og tanker, der kværnede derudad. Tanker, der strøg forbi, som ikke havde noget med hinanden at gøre, og som ikke kunne tænkes til ende. Når jeg kom trillende med min barnevogn, der …” Hun holder en lille pause. “Der er jo sådan noget hvidt stof i en barnevogn. Det begyndte jeg at se som indersiden af en kiste, hvor der jo også er sådan noget hvidt stof. Jeg kom trillende med min døde baby. Det var vanvittigt skræmmende. Jeg vidste godt, det ikke var virkeligt, men jeg turde ikke skifte ham, fordi jeg var bange for, at jeg kunne finde på at gøre ting, som jeg ikke var herre over. Der higer man efter kontrol og hænger i med neglene for at opretholde den.”
Marie Dam Heebøll higede efter kontrol. Men siden blev det faktisk bedre. Og heri findes der måske en læring for psykiatrien som sådan, for måden, hun blandt andet fik det på, var at søge ro. Og netop få kontrol. Hun fik en base, siger hun, et mere fastlagt liv med hjem og mand og børn. En stabil indtægt. Hun fik noget at værne om, en familie. Læringen, tror hun, er denne: Skab ro om den psykiatriske patient. Giv mulighed for, at rammerne kan være stabile. En psykiatrisk patient har nok at skulle forholde sig til, uden at kommunen kræver det ene og det andet. Ressourceforløb eller praktikker, hvis patienten for eksempel også er arbejdsløs. En ting ad gangen.
Marie Dam Heebøll specialiserer sig i samfundsmedicin og har fået et job på et kontor, ikke en akutafdeling. Sådan en havde hun været på under sin uddannelse, og det var, fandt hun ud af, ikke særlig befordrende for at kunne arbejde med en diagnose. Det er hendes kontorjob, der gør, at hun kan klare at arbejde. Men det er også det, der gør, at hun forstår vores sundhedsvæsen så indgående.
I dag ser hun på sin diagnose som noget nærmest positivt, i hvert fald nogle gange. For de har det, siger hun, rigtig sjovt hjemme i hendes familie, de finder på mange ting, skøre ting. Og det er ikke, fordi hun er skør, at de finder på alle de her skøre ting, men hun tror alligevel, at hun af diagnosen har fået noget ind i den måde, hun ser verden på, som gør, at de lever lidt mere kreativt.
“Nogle gange tænker jeg, at jeg da egentlig er glad for min diagnose,” siger hun. “For jeg ved, hvad jeg sætter pris på, hvad der gør mig glad, og hvad jeg holder af. Og det dyrker jeg. Det ved jeg ikke, om jeg ville gøre, hvis jeg ikke havde oplevet de ting, jeg har.”
Der er blevet skabt en kontrast, eller hvordan skal jeg forstå det?
“En connection, tror jeg mere. Det er okay at have den med nogle gange, den sygdom. Jeg har fået nogle meget vigtige erfaringer.”
Hvilke?
“Jamen at livet er værd at leve. Der er sindssygt mange gode ting i det. Jeg forsøger at dyrke de ting, jeg sætter pris på. Bare det der med en vinterdag at dykke ned i vandet og kigge op på havoverfladen nedefra, mens solstrålerne kommer ned. Altså … Så er jeg fuld af energi i en måned. Eller en uge.”
Og også her er der en læring, tror hun. Hun er i stand til at se sin diagnose som noget positivt, i hvert fald nogle gange, men andre steder end lige hjemme hos hende er fortællingen om psykiatrien ofte den værst mulige. Her har det positive blik svære vilkår. Psykiatrien har svært ved at tiltrække psykiatere, for på medicinstudiet er der mere prestige i at være kirurg eller hjertelæge, men måske har det også at gøre med, at psykiatrien for mange kun er forbundet med armod? Psykiaterne, siger hun, får ikke lov til at se, når det lykkes, så måske er det derfor, vi mangler psykiatere? Hun mener selv, at hendes første psykiater nok har reddet hendes liv. Men hun ved ikke, om hun ved det.
På Christiansborg forhandler man altså netop nu om en ny psykiatriplan. Sådan nogle koster penge, og der findes da også blandt fagfolk en udbredt konsensus, der lyder, at der virkelig skal penge til, hvis psykiatrien skal på ret køl. For eksempel regnede Merete Nordentoft, der er overlæge ved Psykiatrisk Center København og professor i psykiatri ved Københavns Universitet, sidste år ud, at det vil koste 4,5 milliarder om året. Marie Dam Heebøll er enig i, at det handler om penge, mange penge. Og med tanke på, hvor mange man ville kunne hjælpe i arbejde, siger hun, kunne det jo også være, at det i kroner og øre ville være en god forretning at bruge de penge. Hun selv er et godt eksempel på det, mener hun.
Men at gøre noget ved psykiatrien handler også om noget andet. Det handler også om den måde, pengene bliver brugt på. Tag nu manglen på sammenhæng i patientforløb. Et eksempel kunne være en patient, som først mødes af socialpsykiatrien. Den drives af kommunen. Men så finder man ud af, at der skal andet og mere til, og så bliver patienten sendt over i hospitalspsykiatrien, som drives af regionerne. Og det er ikke altid, at de to kan finde ud af, hvem der egentlig skal tage sig af patienten, som så ender mellem to stole.
Her, mener Marie Dam Heebøll, kunne psykiatrien virkelig lære noget af den måde, vi efterhånden er blevet gode til at følge kræftpatienter på, fra de får diagnosen, til de, forhåbentlig, kan erklæres kræftfri. Den ene kræftpakke efter den anden har skærpet processen. Problemet for psykiatrien er, at patienten ikke følges gennem sygdommen, at kontakten ikke opretholdes. Og med netop psykiatriske patienter kan det være helt centralt, at den gør det.
“Nogle gange kan de godt selv finde ud af at tage kontakt, men mange gange, når man har brug for hjælp, så lukker man sig inde,” siger hun. “Man isolerer sig. Man bliver liggende med dynen over hovedet. Eller står og råber og skriger. Man søger ikke nødvendigvis selv psykiatrien.”
Er der i alt det her en erkendelse af, at vi har at gøre med mennesker, som vi ikke kan forvente selv tager kontakt, hvis de får det dårligt? At vi skal deponere mere ansvar i det fælles for lige præcis denne gruppe mennesker?
“Lige præcis. Manglen på initiativ er jo en del af sygdommen, af psykiatrisk sygdom. Det er isolation, et krampagtigt tab af selvkontrol. Det er alle de her ting, som gør, at du holder dig for dig selv. Du kan ikke overskue andre mennesker. Det er derfor, det er så vigtigt. For en del af sygdommen er, at du ikke selv kan række ud.”
Samtidig ser Marie Dam Heebøll, og mange andre, en ulighed, når man sammenligner psykiatrien, som behandler de lidelser, der bor oppe i hovedet, med somatikken, altså den del af sundhedsvæsenet, der har med kroppen at gøre. I 2018 lavede Det Etiske Råd en undersøgelse, der viste, at man årligt bruger 15.000 kroner på patienten med langvarig psykisk sygdom, mens man bruger 58.000 kroner på kræftpatienten. Er det retfærdigt? spurgte rådet. Og svarede selv nej.
“Jeg tror, det stammer fra, at man ofte ser psykiatriske patienter som lost causes. En 50-årig mand, der får kræft i maven, det fikser vi. Og så er han god igen. En 50-årig mand, som pludselig debuterer med skizofreni, det er ærgerligt.”
Men hvorfor?
“Det er, som om man ikke ser psykisk sygdom som foreneligt med et arbejde. Med et godt liv, et godt familieliv. At man ikke tror, man kan bidrage til samfundet, hvis man har en psykisk sygdom.”
Uligheden bunder i et tabu, mener hun. Vi taler ikke (nok) om psykiske lidelser. Men det er vi nødt til.
“Det bliver ikke talt op. For folk tror, at hvis jeg siger noget om, at jeg er syg, så bliver jeg set skidt til. Så bliver jeg ikke valgt. Så bliver jeg ikke valgt som den nye kollega, den nye kæreste, den nye svigerdatter eller svigersøn. Når vi hører om de psykisk syge, så er det de virkelig psykisk syge. Så er det dem, vi ikke kan spejle os i, dem, der ser vanvittige ud i øjnene og finder på helt vanvittige ting. Vi kan ikke se dem som en del af os. Og det er et tabu, et skisma, som jeg sindssygt gerne vil bryde.”
Det får mig til at tænke på forskellen mellem en somatisk og psykisk sygdom. Den somatiske kan vi få hånd om, den er konkret. En mand får kræft, og vi skal fjerne noget fysisk fra hans krop. Men i sindet er det meget mere abstrakt. Det foregår i vores indre, i vores følelsesliv. Er det der, tror du, at uligheden opstår?
“Det tror jeg til dels. Også fordi det, du ikke kan se, det, du ikke kan få hånd om eller begribe, det bliver du bange for. Og derfor skal der tales meget mere om det.”
Så ja, der er brug for penge, siger Marie Dam Heebøll, massive investeringer, men samtidig er det for enøjet at tro, at alene det at kaste en masse milliarder over i psykiatrien kan rette op på de afgrundsdybe problemer, de fleste er enige om plager den. Det handler om penge, men ikke kun om penge. Det handler om ulighed og om den måde, vi bruger pengene på. Der er behov for mere tid og ro om patienten. Hun taler om, at der er kommet for mange tjeklister i spil, og at patienten i den udvikling er blevet glemt lidt. At fikse psykiatrien handler om vores forståelse af, hvad det vil sige at have en psykisk sygdom, og hvad sådan en gør ved et menneske, når det møder systemet. Og så handler det om noget af det, der foregår oppe i vores hoveder, også hos os, der ikke lider af en psykisk sygdom. Om vores tankemønstre, vores nogle gange underbevidste reaktioner og tabuiserede normer.
“Jeg ser det som en rest af noget gammelt,” siger hun. “Det er ligesom noget, der kommer af gammel tid, for vi er jo et samfund, der har udviklet os på så mange områder, og som kan tale om så mange ting. Men det er, som om det er et emne, der endnu ikke er blevet åbnet op for. Det er stadig noget, der holdes i gamle bøger. I lukkethed. Det er, fordi folk er bange for det, de ikke kan se. Det, de ikke forstår.”