Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Der er tre mulige scenarier for, hvordan det her ender. Lad os tage dem én for én

CORONA-KLODEN Hvordan ser verden ud til sommer? Om et år? Collage: Mikkel Bøgild Jacobsen, Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte


1. april 2020
14 min.

Derfor skal du læse denne artikel

Hvordan ender corona-krisen? Det bliver ikke nemt, og vores verden bliver ikke den samme. Vi har læst alt, vi kunne finde, og talt med eksperter fra rundt om i verden. Her er de bedste bud på, hvordan corona-pandemien kan udspille sig.

Der findes ét spørgsmål om corona-krisen, der bliver stillet igen og igen rundtom i verden: Hvordan ender det hele? Mandag aften fik vi et glimt af svaret for Danmark, da statsminister Mette Frederiksen annoncerede en mulig gradvis, kontrolleret åbning af samfundet om to uger. Men der er stadig virkelig meget, vi ikke ved.

For hvordan kommer corona-pandemien mest sandsynligt til at udspille sig, hvis vi tager de helt lange briller på? Hvor står vi til sommer? Hvor står vi om et eller flere år? Hvornår er verden normal?

Lad os bare slå det helt fast: Det er spørgsmål, det er umuligt at svare på. Vi kan kun komme med mulige scenarier og give dem en vis sandsynlighed. Men det er også et ekstremt vigtigt spørgsmål, som kan kaste nyt lys over corona-krisen, og hvad vores reelle muligheder er nu og fremover.

Så: Ud fra alt, vi kunne finde af kilder og ekspertise, har vi forsøgt at udkrystallisere de mest kvalificerede bud.

Der er, helt grundlæggende, tre måder, vi kan komme ud af krisen.

  1. Vaccine.
  2. Nok mennesker udvikler immunitet ved at blive smittet.
  3. Ændringer af vores samfund og opførsel.

Lad os tage dem én for én.

1. Vaccine

Vi ved, at en vaccine nok tager 12-18 måneder at udvikle. Og det er endda et håbefuldt scenarie – en vaccine tager ofte ti år at udvikle. Men forskningsmiljøer over hele verden arbejder i rekordfart og er allerede nået langt. Selv hvis vaccinen er klar på lidt under et år, vil den imidlertid først skulle produceres, distribueres og sprøjtes ind i armene på en stor del af befolkningen, i Danmark og globalt. Det kommer også til at sinke processen. Med andre ord: En vaccine tager tid. Og vi ved ikke med sikkerhed, at den kommer. At vente på en vaccine skal ikke ophøjes til at blive kaldt en strategi’. Det er ikke en strategi,” som epidemiologen Mark Woolhouse, professor ved University of Edinburgh, har formuleret det til BBC. Andre eksperter er stærkt uenige. De mener, at en vaccine er det markant bedste bud. Mere om det i næste scenarie.

2. Flokimmunitet

Hvis 50-60 procent af befolkningen bliver smittet, opnår vi den såkaldte flokimmunitet. Når så mange er immune, stopper smitten, og pandemi-fasen ender. Vi ved dog ikke, hvor længe man bliver immun efter at have været smittet. Den generelle forventning er, siger epidemiolog Lone Simonsen, professor ved Roskilde Universitet, at man efter smitte er immun, lige som man kender det fra andre infektionssygdomme – immuniteten holder måske nogle år.

Mandag aften, på pressemødet i Statsministeriet, spurgte jeg Mette Frederiksen, hvordan regeringen tror, det her ender. Statsministeren sendte spørgsmålet videre til Kåre Mølbak, faglig direktør hos Statens Serum Institut. Og han talte netop om flokimmunitet. Vi bliver nødt til at vente på, at virus går gennem den danske befolkning,” svarede han. Det skal helst ske på en måde, så det især er de unge og friske, som bliver smittet, mens de sårbare skånes.” På den måde skal vi opbygge en form for immunitet.

Det helt store spørgsmål om flokimmunitet er, hvordan det kan lade sig gøre, uden at det går for hurtigt eller for langsomt. Åbner vi samfundet for hurtigt, så mange bliver immune hurtigt, er der stor sandsynlighed for, at smitten løber løbsk og vælter sundhedsvæsenet. Åbner vi samfundet meget langsomt og beholder mange restriktioner, sikrer vi sundhedsvæsenet – men flokimmuniteten tager i så fald virkelig lang tid at opbygge. Den førende epidemiolog Neil Ferguson fra Imperial College London vurderer, at det kan tage flere år.

Udfordringen ved flokimmunitet kan illustreres med et regnestykke. Professor i infektionsmedicin Dale Fisher fra Singapore Nationale Universitetshospital, der har været en vigtig kraft i Singapores succesfulde indsats mod corona, foldede det her hjemmestrikkede regnestykke ud, da jeg ringede til ham. Hvis 60 procent af Danmarks cirka seks millioner borgere skal smittes, svarer det til 3,6 millioner danskere. Hvis vi håber på flokimmunitet inden for et år, svarer det til 69.000 nye smittede om ugen – eller 10.000 nye smittede hver dag. Det er helt absurde tal. Lige nu siger myndighederne, at der er 2.800 bekræftede smittede i alt. Og selv om det reelle tal er højere, er det helt uden sammenligning med 10.000 smittede om dagen. Jeres hospitaler ville umuligt kunne fungere,” siger Dale Fisher. Regnestykket kunne ifølge Fisher føre til et virkelig højt antal tusinder af døde på et år. Vi har 90 døde nu.

Virkeligheden behøver dog langt fra komme til at svare til det regnestykke. Man kan forsøge at opbygge flokimmunitet langsommere end et år – det sænker antallet af smittede per dag. Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut har sagt, det kan tage tre-fire år. Det vil stadig give 2.500 nye smittede om dagen i Fishers regnestykke. Og tre-fire år er lang tid.

Man kan også forsøge at sikre, at det er de unge og raske, der bliver smittet, ikke de gamle og syge. Det er en strategi, Danmark vil forfølge, som Kåre Mølbak sagde på pressemødet i Statsministeriet, uden at konkretisere hvordan. Samtidig håber man, at der kan findes medicin, der behandler de syge, så dødeligheden falder, og sygdommen i det hele taget bliver mindre alvorlig. Det vil få presset på intensivafdelingerne til at falde.

Det kan også vise sig, at mange, der bliver smittet med corona, ikke udviser nogen symptomer; det vil gøre det mindre problematisk, hvis millioner bliver smittet. Epidemiolog Marc Lipsitch fra Harvard Universitet vurderer, at 20 til 60 procent af alle voksne kan blive smittet inden for et år, men også, at det ikke behøver være katastrofalt – ud fra de forbehold, vi lige har været igennem (milde eller ingen symptomer, ny medicin).

Trods alle de forbehold er det sikkert, at flokimmunitet ikke kan ske meget hurtigt, hvis ikke det skal medføre mange dødsfald. Og det bliver ikke på nogen måde nemt. Det kræver tid. Ligesom det kræver tid at udvikle en vaccine.

Så: Hvordan kan vi få livet til at fungere, mens den tid går? Det fører os til den tredje måde at komme ud af krisen: ændringer i vores samfund.

3. Ændre vores samfund og opførsel

Den massive nedlukning af store dele af samfundet er lidt som at fryse tiden – sætte det meste af verden på pause. Vi skal nu til at finde ud af, hvordan vi tør den op igen, uden at smeltevandet overvælder os. Eller, som det beskrives i en glimrende analyse fra videnskabsskribenten Tomas Pueyo hos Medium, nedlukningen er hammeren’. Vi slår smitten ned hårdt og massivt. Det, vi nu skal i gang med, er dansen’.

For at forstå det billede skal vi vende tilbage til smitteraten for corona. Vi kan kalde smitteraten for R. Vi anslår, at smitteraten – R – er mellem 2 og 3, når den løber løbsk. Det vil sige, at hvert menneske, der er smittet, i snit smitter mellem to og tre andre mennesker. Så har vi en epidemi, smitten stiger eksplosivt. Hvis R til gengæld kommer under 1, dør smitten ud. Under hammeren – nedlukningen – vil vi have R helt ned, så tæt på 0 som muligt. Den drastisk stigende smitte skal stoppes. Når R presses ned mod 0, falder smittetrykket markant. Det var det, vi så med nedlukningen i Wuhan i Kina, og det er også det, vi nu begynder at se resultaterne af i Danmark. Smittetrykket er halveret siden midten af marts.

Men under den næste, kommende fase – den gradvise optøning, dansen – skal R ikke længere nødvendigvis være 0. Den kan nøjes med blot at ramme lige under eller omkring 1. Altså at hver person smitter én anden eller færre. Dermed spreder smitten sig ikke med epidemisk fart, men vi kan stadig åbne samfundet delvist og gradvist, hvilket ikke er muligt under hammerens nul-smitte-tolerance.

Det er derfor, den nye fase bliver kaldt dansen. Samfundet skal nu forsøge at danse lige omkring R=1. Det er en restriktionernes dans, en dans mellem at få vores liv tilbage på sporet igen og forhindre spredning af sygdommen, en dans mellem økonomi og sundhed, som Tomas Pueyo lidt firkantet formulerer det.

Med andre ord: Vi skal nu bevæge os ind i en periode, hvor nogle restriktioner vil blive løftet, forsøgsvist og gradvist, mens vi sørger for, at smitten ikke løber løbsk – R bliver under 1. Den dans vil fortsætte, indtil enten en vaccine er klar, eller befolkningen har nået en stor nok immunitet til, at vi kan åbne helt op uden vild smittespredning. Dermed vil dansen blive vores virkelighed i lang tid endnu; et eller flere år, med god sandsynlighed, ifølge førende eksperter.

Medmindre altså noget går galt, og smitten igen går amok. Så kan hammeren blive nødvendig igen. Det er ikke et umuligt scenarie. Vi kan blive tvunget til at gå tilbage til, hvor vi er nu. Men hvis ikke det sker, skal vi forberede os på dansen.

Så hvordan vil dansen se ud? Svaret på det spørgsmål er i høj grad resultatet at det nok vigtigste regnestykke, myndigheder og regeringer rundt om i verden arbejder på lige nu. Hvad er værdien og omkostningen ved forskellige typer oplukninger? Hvad er gevinsten ved at åbne børnehaverne i forhold til omkostning i smittespredning? Hvad er den for restauranter? For skoler? For forskellige typer virksomheder?

Man bør,” som De Økonomiske Råd – vismændene – skrev for nylig, i videst muligt omfang søge at lempe der, hvor den økonomiske gevinst er størst i forhold til den belastning af sundhedsvæsnet, lempelsen måtte medføre.”

Dét er ikke simpelt, som Mette Frederiksen også sagde på pressemødet mandag. Da jeg spurgte hende, hvordan regeringen konkret vil lave de afvejninger, svarede hun, at man vil følge et sundhedsfagligt og et nationaløkonomisk spor. Regeringen vil også inkludere Folketingets partier, erhvervslivet og fagbevægelsen.

Men realiteten er, at ingen kender facit på regnestykket med sikkerhed. Vi har erfaring fra andre landes kamp mod corona og fra andre sammenlignelige epidemier. Vi har forskning og modeller. Men det ærlige svar vil også være, at vi må prøve os frem på så kvalificeret et grundlag som muligt. Vi er på ukendt land her.

Det er en vigtig pointe her, at det bliver nemmere at lave rigtige prioriteringer, når vi har god information om udviklingen i antallet af smittede – og i det hele taget om corona (fra immunitet og dødelighed til, om virus falder mere til ro om sommeren). Problemet er, at de tilgængelige data er ret dårlige. En dokumentations-fiasko”, som den verdenskendte epidemiolog John Ioannidis formulerer det. Det skyldes især, at vi har testet ganske lidt, ikke blot i Danmark, men generelt; især er det problematisk, at vi typisk har testet de syge, ikke de raske og ikke en repræsentativ del af befolkningen. Havde man testet bredere og mere repræsentativt, ville vi vide mere om, hvordan sygdommen rent faktisk udvikler sig – og dermed kunne lave bedre modeller for fremtiden og træffe bedre valg om, hvordan vi lukker op.

Det er myndighederne i Danmark ved at lave om på – der skrues op for tests, ikke blot af sundhedspersonalet, men mere bredt i samfundet. Det kommer til at få en effekt.

Pandemi-forskeren Lone Simonsen mener, at den bedste kurs igennem denne pandemi kræver ekspertise inden for mange felter. Man kunne nedsætte et multitalent-hold, der på tværs af ekspertiser kan diskutere og afveje gevinster og omkostninger af forskellige løsninger. Det kan være økonomi og sundhed, men der er også mange andre elementer. Hvordan vægter man ensomhed og depression under isolation i det regnestykke? Dødsfald og penge er langtfra det eneste, der skal indgå i afvejningerne,” siger hun.

Trods manglen på solide data har eksperterne allerede bud på, hvad der kan være klogest at åbne først og hvordan. Store forsamlinger bliver nok ikke en realitet i den kommende tid. Festivaler, store koncerter, natklubber og barer virker ikke oplagt. Ting, der kan få flere tilbage på arbejde, virker til gengæld som en stor gevinst. Udendørs aktiviteter – med afstand – burde have lavere smitte-omkostninger.

Når projektet i denne fase er at få folk tilbage i arbejde igen, er det allersværeste måske, hvis de samtidig har små børn, der skal passes uden for hjemmet. Måske skal vi tænke ud af boksen; lave natur-børnehaver i stedet for at børnene sidder i små lukkede børnehave-rum, hvor smitten stortrives? Det bliver varmere, det kan vi bruge,” siger Lone Simonsen.

I denne uge skete den første lille åbning: Danskerne kan igen tage på genbrugspladser (med vagter). Regeringen og sundhedsmyndighederne antyder selv, at den kommende delvise åbning kan inkludere skæv skolegang (hvor forskellige klasser møder ind forskudt for at holde antallet af elever nede), nye måder at arbejde på (stadig meget hjemme) og tiltag for at undgå myldretid. Grænserne vil fortsat være lukkede.

Den nye virkelighed bliver nok mere besværlig end nedlukningen, sagde statsministeren mandag. Og selv om jeg godt kan blive i tvivl, nu hvor min fireårige råber om, at hans nøgle til den røde lege-postkasse er blevet væk, så har statsministeren en pointe: Det bliver ikke en ukompliceret hverdag, vi har foran os. Dansen bliver akavet, hård og besværlig.

Vi kommer til at prøve os frem. Alt taler for, at tiltag og restriktioner ikke vil være de samme, de vil bølge frem og tilbage, der vil blive skruet op og ned. Der vil måske være regionale forskelle, alt efter hvor smitten spreder sig. Eksperimenter kan blive prøvet af og rullet tilbage igen. Dansen om R bliver – som det formuleres i den nævnte Medium-analyse – en dans mellem frihed og tryghed.

Vi mangler nu et sidste afgørende element i, hvordan sådan en ny virkelighed vil udspille sig. For hvordan vil myndighederne sikre, at for mange ikke bliver smittet, når vi åbner gradvist op? Det kræver ekstremt stor årvågenhed. Som Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, sagde mandag, vil myndighederne meget nøje overvåge smittetrykket. Men hvordan?

Vi kender en model for, hvordan sådan en virkelighed kan se ud. Vi kan kalde den Singapore-modellen, som flere andre asiatiske lande også har benyttet variationer af: offensiv opsporing og isolation af smittede. Lynhurtig lokalisering af, hvem den smittede har været i kontakt med. Strengt håndhævet karantæne. Resultatet i Singapore, der har stort set samme befolkningsstørrelse som Danmark, er, at livet i stor stil er, som det plejer,” som Dale Fisher formulerer det. Jo, karaoke-barer og natklubber er lukkede, men folk går på arbejde og i skole næsten som normalt.

Den strategi kræver et stort beredskab med mandskab og udstyr, der kan rykke ekstremt hurtigt. Og den kræver omfattende overvågning. Singapores politi bruger overvågningskameraer og folks telefoner til at opspore, hvem en smittet har været i kontakt med.

Indtil videre har de danske sundhedsmyndigheder ikke ment, det var realistisk – eller måske ønskeligt – at kopiere Singapore-modellen. Så hvordan vil Danmark overvåge smittespredningen i den nye virkelighed? Det er ikke helt klart. Men strategien kræver et godt overvågningssystem, som tidligt kan fange større stigninger i smitten, vurderer Lone Simonsen. Det arbejder Statens Serum Institut på, ligesom Folketinget har vedtaget nye muligheder for overvågning. Den opjusterede test-kapacitet bliver også vigtig.

Det lyder måske som en lidt skræmmende virkelighed. Dale Fischer fra Singapore indvender, at corona-krisen vender op og ned på, hvilke samfund vi betragter som frie eller ufrie. Jeg vil tro, at efter en måned eller to i lockdown vil I se Singapores model som virkelig fri. De lande, vi før så som frie, ser vi nu rent faktisk som de ufrie,” siger han.

Så hvordan ender det? Lone Simonsen og de danske sundhedsmyndigheder tror på en gradvis opbygning af immunitet i befolkningen, bedre og nye typer behandling, flere respiratorer – “Jeg tror ikke på en vaccine. Den kommer for sent,” siger Lone Simonsen. WHO og Dale Fischer tror på den aggressive opsporingsstrategi, mens vi køber os tid og venter på en vaccine. Men ligegyldigt hvilken af løsningerne man forfølger, tager det tid, og det har omkostninger. Vi skal, med andre ord, danse den besværlige og risikable dans længe.

Vi ved, fremtiden sandsynligvis ikke bliver formet som den fine, flade smittekurve, regeringen og myndighederne viser på plancher. Det bliver en bølget, uskøn kurve med masser af buler og bump. Sådan et scenarie er best case – men også realistisk, mener Lone Simonsen. Hun vurderer, at pandemifasen vil være en del af vores liv længe, måske et år. Derefter, tror hun og andre eksperter, vil corona overgå til at være en mere fredelig sæson-virus, lige som det er sket efter tidligere influenza-pandemier. Der vil løbende komme vacciner efterhånden. Og på lang sigt vil corona nok engang blive, som influenza er i dag. Den generation, der bliver født nu, vil måske helt droppe af få en vaccine, når de vokser op.

Når vi tænker tilbage, vil vi huske corona-epidemien som moderat i forhold til, hvor mange der døde – de døde vil have høj gennemsnitsalder,” siger Lone Simonsen. Men corona vil også få os til at tænke på pandemier på en anden måde, efter det her er ovre. Jeg tror, at verden og Europa vil lære af det her. Få et bedre pandemiberedskab. For det vil ske igen,” siger hun.

For Lone Simonsen må en afgørende lære blive, at pandemier ikke er nogens skyld. Ikke Kinas, ikke dem, der tog på skiferie. Pandemien er demokratisk. Den rammer alle. Vi løser det ikke ved at pege fingre ad nogen eller lukke os inde.”

Derimod – siger hun – vil vi forhåbentlig lære, at en global pandemi kræver et globalt svar.

Vi vil i den kommende tid sandsynligvis få mere og mere af vores frihed tilbage herhjemme. Det vil ske gradvist. Og det vil ikke ligne det, der var før. Det bliver ikke nemt.

Den danske måde at gøre tingene på virker,” sagde Mette Frederiksen mandag.

Nu kommer den store test af, om det passer. Den besværlige dans, vi skal danse det næste år eller mere, vil vise, om Danmarks svar virkede. Om dansen kan holde hammeren på afstand.