Børn skal se en hel masse bras, og forældrene skal tage det roligt, siger Troldspejlets far efter 30 års udsendelser

SKÆRMTIDJakob Stegelmann har været på skærmen i 30 år. Og han slukker og lukker ikke lige foreløbig. Alle fotos: Kasper Løftgaard for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Spil, fantasy og superhelte på skærmene sluger stadig mere af vores, og især vores børns, opmærksomhed. Men Jakob Stegelmann, der har formidlet lige præcis den form for kultur i 30 år gennem DR-programmet ‘Troldspejlet’, nægter at være bekymret.

En aften for et par år siden stod Jakob Stegelmann i sit køkken, da han hørte en foruroligende lyd inde fra stuen. Han vidste, at hans teenage-steddatter sad derinde i sofaen med fladskærmen kørende, og pludselig lød der hulk, gisp og ulykkelige udbrud. Jakob Stegelmann kiggede ind. Og der sad steddatteren, dybt rystet og med hænderne for ansigtet.

Nej!” udbrød hun. Én til! Ikke flere … Nej! Én til!”

Og så blev Jakob Stegelmann så glad.

For det, der havde udløst steddatterens reaktion, var tv-serien Game of Thrones. Nærmere bestemt en særlig scene, der er kendt som The Red Wedding, og som ender i det, som man, uden at spolere spændingen, godt kan kalde et plot-twist-blodbad af voldsomme dimensioner. Flere vigtige karakterer i serien må lade livet ved det røde bryllup, og det var det, som påvirkede Jakob Stegelmanns steddatter så kraftigt, at det kunne høres helt ud i køkkenet.

Og det er jo den ultimative sejr for fiktionen,” siger Jakob Stegelmann. Når den griber os så meget, at vi skriger, når nogen dør. Det gør mig simpelthen så glad, at det kan lade sig gøre.”

En sejr til fiktionen er en sejr til Jakob Stegelmanns hold. Gennem hele sit 61-årige liv har han elsket og dyrket de fiktive og fantastiske universer, som findes i film, tegneserier, spil og bøger i de genrer, der ligger længst væk fra hverdagens grå realiteter. Han foretrækker superhelte frem for socialrealisme, fantasy frem for finkultur og science fiction frem for samfundsstatistik.

Og de seneste 30 år har han været en samlende figur for alle, der har det på samme måde som ham: nørderne, nichedyrkerne, drømmerne og de evige legebørn.

Alle os, der hørte til i den flok, har siden slutningen af 1980’erne vidst, hvor vi skulle se hen for at finde et fællesskab: Vi skulle se Troldspejlet – det DR-program, som Jakob Stegelmann opfandt i 1989 og har været vært på lige siden. For Troldspejlet handlede, som det eneste kulturprogram overhovedet, om lige præcis de dele af populærkulturen, som vi syntes var superfede – selv om vores forældre og de fleste af vores klassekammerater rangerede dem et sted mellem voldkikset og spild af tid.

I dag handler Troldspejlet stadig om de samme ting: computerspil, animation, tegneserier, fantasy, sci-fi, superhelte, zombier og alt, hvad der ligner. Men der er sket noget.

Troldspejls-kultur er gået fra at være perifere nichefænomener til massekultur. De er blevet en integreret del af tilværelsen og kulturforbruget for millioner og atter millioner af mennesker verden over. Og de lægger beslag på en stadig større del af vores ressourcer, både hvad angår tid og økonomi.

Fantasy er ikke længere nørd-territorium, men en massepublikums-favorit via kæmpefænomener som Ringenes Herre-filmene, Harry Potter-, Twilight- og Hunger Games-universerne og fantasy-tv-serier med Game of Thrones i spidsen.

Spil og gaming – det, der i Troldspejlets barndom hed videospil, men som i dag har meget lidt med video og alt med digital og mobil teknologi at gøre – er vokset så eksplosivt, at resten af underholdningsindustrien har svært ved at følge med. Verdens lige nu mest dominerende spil, onlinespillet Fortnite, har over 125 millioner aktive spillere over hele kloden. Det globale marked for digitale spil anslås i dag til at have en værdi på cirka 138 milliarder dollars. Væksten er tilmed så vild, at det tal forventes at være steget til over 180 milliarder dollars i 2021.

Og superheltene er lettet fra seriehæfternes sider og er blevet filmindustriens helt store pengemaskine. Det vildeste eksempel er Marvel Studios superheltefilm Avengers: Infinity War med et budget på mellem 316 og 400 millioner dollars fra 2018. Den tjente over to milliarder dollars hjem på verdensplan, hvilket gjorde den til den mest indbringende blandt alle årets filmpremierer – og nummer fire på listen over mest indtjenende film nogensinde.

Jakob Stegelmann havde ikke set den eksplosive udvikling i netop hans yndlingsdel af populærkulturen komme. Men egentlig er det ikke så mærkeligt, mener han.

Vi lever i en overkontrolleret, overciviliseret, ekstremt besværlig verden. Hvor det måske ikke er blevet helt, som vi havde håbet på, og hvor man af og til står og ser på alle skiltene og tænker: Hey, hvad må jeg egentlig?’”

Han lægger nakken lidt tilbage og ser sig omkring i en imaginær forbuds-skilteskov.

Og derfor tror jeg, rigtig mange af os drømmer om en anden slags verden, hvor vi handler mere voldsomt, mere umiddelbart, og hvor man godt må nogle ting, som vi har lukket ned for i vores civilisation. Ikke at man skal gå og slå hinanden ihjel med store sværd, det er ikke det, jeg siger. Men vi har brug for at opleve denne form for historier for at mærke lidt efter, hvad det egentlig er for nogle skabninger, vi er.”

Men sideløbende med den stadig større udbredelse, er det, der engang var nørd-kultur, blevet genstand for stadig større bekymring og kritik. Ikke mindst spillene, der igen og igen dukker op i debatten om børn og unges skærmtid. Men også de fantastiske universer i film- og serieformat, der kan distrahere fra hverdagen og holde mennesker i alle aldre fast i binge-watching.

Indvendingerne er i bund og grund de samme som altid har koblet sig til netop disse genrer af kultur og underholdning. Mangen et ungt menneske har vendt det døve øre til netop disse bekymringer fra forældre, der har stået i døren til teenageværelset og tordnet mod verdensfjern fantasy, voldelige computerspil og fordummende superhelteserier.

Jakob Stegelmann har hørt kritikken gennem hele sit liv, og der har aldrig været tvivl om, hvis side han var på. Som han sagde til et begejstret publikum på metalfestivalen Copenhell i 2018, hvor han var vært for en koncert, hvor Aarhus Symfoniorkester spillede Troldspejls-musik:

Jeg har brugt de seneste 25 år på at forsvare jer mod jeres forældre.”

Men i takt med at teenageværelset har udvidet sig til vores alle sammens dagligstue, er forældrebekymringerne vokset til samfundskritik. Det, der engang var en niche af modkultur og introvert rebelskhed, er blevet big business og masseunderholdning. Skærmene kører konstant. Og … Jakob Stegelmann er selv blevet en af forældrene. Det, indrømmer han, sætter ham i lidt af en dobbeltposition.

Over for mine egne børn har jeg en forældrerolle. Men som formidler har jeg rollen som en excentrisk onkel, der tilbyder børnene nogle oplevelser, som deres forældre ikke kan eller vil af hensyn til deres hverdag og til det ansvar, der følger med at være forældre. Og jeg erkender, at jeg er lidt ansvarsløs i den sammenhæng.”

Men,” siger han, børns liv er ved at forme sig, og de skal se en masse bras for at opdage, hvad der er godt.”

IDOLDa Jakob Stegelmann voksede op, var der ingen voksne og stort set ingen jævnaldrende, som kunne se meningen med den kultur, han dyrkede. Selv syntes han, han var alene i en verden af kedelige tosser.

Vi sidder på Jakob Stegelmanns kontor i et industrikvarter i københavnerforstaden Herlev. Det er her, han i dag producerer Troldspejlet til DR sammen med en lille stab af medarbejdere, og lokalerne ser præcis ud, som man ville forestille sig.

Her er stabler af seriehæfter, spil og film, legetøj og figurer har besat alle hylder og vindueskarme. En gigantisk model af Star Wars-rumskibet Tusindårsfalken fylder et helt kaffebord i selve tv-studiet, og ved et skrivebord sidder Troldspejlets computerspilsredaktør Troels Møller og kæmper sig gennem et dystert first-person shooter-computerspil.

Jakob Stegelmann er stadig lige så grebet af det hele, som han var, da han begyndte at lave Troldspejlet. Men at nærmest hele resten af verden også skulle blive det, lå ikke ligefrem i kortene dengang. Og slet ikke tilbage i 1960’erne, hvor han som barn fik fingre i sine første Anders And-tegneserier og Looney Tunes-tegnefilm.

Danmark var et kikset sted, da jeg voksede op, hvad angår de ting,” siger han. Jeg holder meget af Danmark i øvrigt, men når det kom til populærkultur, var vi meget provinsielle. Enten var man til dansk kultur som Huset på Christianshavn, eller også var man til meget intellektuel europæisk kultur. Så snart noget kom fra Amerika, så var det kulørt og underlødigt, og så skulle vi ikke have det her.”

Det provokerede Jakob Stegelmann, der kalder det et snobberi for det kedelige”.

Og det snobberi findes selvfølgelig stadig,” siger han. Men det positive, vi ser i dag, er, at folk er blevet meget mere åbne over for alle mulige slags historier. Det er et kvantespring, der er sket, hvor hele fantasybegrebet – de fortællinger, der foregår i paralleluniverser, hvor der er nogle magiske eller fantastiske elementer – er blevet accepteret.”

Ud over at det er den slags fortællinger, du bedst kan lide, hvorfor er det så positivt?

Jeg synes, de historier har en enorm værdi. Ud over at de er utrolig underholdende, så tilfredsstiller de noget i os, som den virkelige, overciviliserede verden har svært ved. De stimulerer fantasien, viser os andre måder at handle på og gør os i stand til at se os selv og vores problemer fra andre vinkler.”

Fantasy og superheltefilm og spil bliver ofte kritiseret for at være eskapisme. Men du mener tværtimod, at de bringer os tættere på noget vigtigt i vores tilværelse?

Jeg kan ikke lide ordet eskapisme. For det antyder, at man ikke tager verdens problemer alvorligt, og at det handler om at flygte fra det hele. Og det gør det selvfølgelig også – men det synes jeg egentlig også skal være legitimt – men det er ikke eskapisme hele tiden. Star Wars og Harry Potter og Game of Thrones handler jo om mennesker, om relationer og at løse problemer,” siger han.

Alle disse parallelverdener har den dobbelthed. De er en flugt fra en grå hverdag – og samtidig også en mulighed for at forholde sig til netop hverdagen.”

Bonusinfo: Troldspejlet er blevet sendt på DR’s kanaler siden 1989. Det placerer det som nummer tre blandt de DR-programmer, der har kørt længst, og som stadig sendes – kun overgået af TV Avisen og Søren Ryge Petersens haveprogrammer.

Egentlig taler Jakob Stegelmann om noget dybt menneskeligt, som vores art alle dage har gjort: at fortælle historier, som giver perspektiv på vores liv.

Men moderne teknologi har gjort det muligt at skabe en hidtil uset grad af realisme i vores fortællinger på for eksempel film og computerspil. Og endnu vigtigere, så er både mængden og tilgængeligheden af historier ekspanderet vildt.

Den udvikling har gjort, at fiktionens mere enkle versioner af verden er blevet mere fængslende end nogensinde før. Vi og vores børn binge-watcher og all-night gamer – fordi vi kan, men måske også, fordi vi ikke kan lade være.

Det er muligt, at vi henter værdifulde lektioner undervejs, men det er svært at slippe følelsen af, at der også ryger ret mange tomme kalorier gennem systemet. Ikke mindst når man som forælder betragter sit barn, der sidder med iPad’en og tavst konsumerer det ene afsnit efter det andet af Monster High.

Det er der, bekymringen sniger sig ind. Og Jakob Stegelmann har talt med mange bekymrede forældre gennem tiden.

Og det har altid været min holdning, at bekymring er både nyttesløs og unødvendig,” siger han.

Generelt har jeg stor tiltro til børns evne til at skelne mellem fiktion og virkelighed. Og så køber jeg ikke den med, at de bare sidder med døde øjne og sluger det hele råt. Jeg tror, ens hjerne kværner hele tiden, også når man oplever noget passivt.”

Jakob Stegelmann har derfor også en noget anden tolkning af binge-watching, end man normalt møder. Han mener, det er sundt. Både for voksne og for børn.

Det er jo fordybelse,” siger han. Det tilfredsstiller et behov for at beskæftige sig dybt og indgående med noget, der virkelig interesserer én. Når nogle mennesker vil sætte alt til side for at se alle afsnit af Game of Thrones, opfatter jeg det, som at man har forstået, hvor meget det betyder for én. Og jeg tror, vores børn kan få lige så meget ud af det, også selv om det, de ser, er noget, der for de voksne ligner noget frygteligt maskinfremstillet lort.”

Han fortæller om en svensk psykolog, han talte med for nogle år siden, som sagde, at kvaliteten af den fiktion, små børn oplevede, faktisk var ligegyldig. Så længe karaktererne bare var skarpt nok skåret ud, hjalp de ifølge den svenske forsker børnene med at lære at forholde sig til sig selv.

Jeg ved ikke, om det holder,” siger han. Men det er da en spændende tanke. At de her arketyper lærer os noget om os selv, uanset hvor klichéagtigt de er fremstillet.”

ARBEJDSGLÆDE“Jeg har mødt e-sportsudøvere, der ikke gad spille computerspil, når de kom hjem, fordi det var blevet deres arbejde. Det må være forfærdeligt. Tænk, hvis jeg nåede dertil, at jeg ikke gad se ‘Star Wars’ derhjemme, fordi det havde jeg gjort hele dagen på arbejde. Hvis det sker, så vil jeg hellere være revisor.”

I sommeren 2018 udsendte spilproducenten Epic en pressemeddelelse. Antallet af aktive spillere i Fortnite, Epics vanvittig populære online-kampspil, var nået op på svimlende 125 millioner. Det er det samme som Danmarks samlede befolkning ganget op med lige knap 22.

Spil fylder meget i det moderne kulturforbrug, og Fortnite fylder rigtig meget. I hvert fald lige nu, siger Jakob Stegelmann. Og det irriterer ham.

Det skygger for alt andet,” siger han. Der bliver lavet masser af langt mere interessante spil end Fortnite lige nu, men når folk hører ordet spil i dag, er det Fornite, de fleste tænker på.”

Og Fortnite har et skidt ry. En del eksperter og forældre har på det seneste fremsat den kritik, at spillet i særlig grad skaber sygelig afhængighed. Inklusionskonsulenten Anne Søgaard fortalte i januar i et debatindlæg i Politiken om, hvordan hendes søn havde ændret karakter i takt med, at Fortnite kom ind i hans liv.

Han reagerede som en afhængig, han blev vred, gal og aggressiv, når han ikke fik lov til at spille,” skrev hun.

Og psykolog David Madsen, der behandler folk med spilafhængighed, udtalte –  også til Politiken – at vores erfaringer viser, at store mængder computerspil kan være en katalysator for og ikke bare et symptom på udvikling af angst, depression og stress”.

For Jakob Stegelmann er det endnu et ekko af den kritik, han har hørt, siden han var barn. Tegneserier, rollespil, videofilm og computerspil: Alle er de blevet beskyldt for at forvrænge børns virkelighed og gøre dem afstumpede og syge.

På sin vis er det jo at tillægge fiktionen enorm kraft, siger Jakob Stegelmann. At den er i stand til at forvandle ellers velfungerende, uskyldige mennesker til frygtelige væsner.

Hvis det virkelig forholder sig sådan,” siger han, så har jeg misforstået det hele.”

Men Jakob Stegelmann forstår det godt. Spil som Fortnite er skabt til at være vanedannende, og når ens barn forsvinder ind i spillets univers, er det klart, at man som forælder kan blive bekymret for, om det nogensinde kommer ud igen.

Man kan ikke tage den enkelte forælders bekymring for deres eget barn fra dem, og det skal man heller ikke,” siger han.

Men …” tilføjer han så og holder en kort pause.

Jeg har set nogle diskussioner, hvor forældre spørger: Hvordan får jeg mit barn til at lade være med at spille Fortnite?’ Der kan jeg ikke lade være med at tænke, at da jeg var barn, så sagde min far, hvad jeg ikke måtte. Og så måtte jeg ikke. Og så blev jeg skidesur, men det døde jeg jo ikke af.”

Jakob Stegelmann lægger tryk på ordene og rynker panden.

Altså, jeg kan simpelthen ikke forstå det. Hvis de virkelig har den holdning, at spillene er skadelige for deres børn, hvorfor forbyder de dem det så ikke? Er det, fordi de forældre er bange for at blive upopulære? Havde de troet, de skulle være populære?”

Nogle forældre siger, at hvis de forbyder deres børn at spille, vil det sætte børnene uden for deres sociale fællesskab.

Ja, haha … Men det er man jo nogle gange. Du kan ikke altid være med, hvor det sker, nogle gange er du udenfor. Jeg kan ikke forstå de forældres angst for det. Det er jo fear of missing out på deres børn vegne.”

Så hvor efterlader det os som forældre? Skal vi bare tage en chill pill og droppe bekymringen, eller skal vi sætte flere forbud?

Når jeg taler med bekymrede forældre, så synes jeg, det er en balancegang mellem at forbyde børnene det, man ikke vil have de gør, men samtidig ikke at overvåge dem så meget, at der ikke kan ske noget i smug nogle gange,” siger han.

Der skal være plads til noget rebelskhed. Min egen erfaring er, at mine forældres skepsis over for de ting, jeg kunne lide, skabte en form for kampånd. Jeg syntes, det her var godt, og jeg ville kæmpe for det.”

Nu bliver jeg simpelthen nødt til at spørge dig om noget. På Copenhell stod du og sagde, at du havde brugt de sidste mange år på at forsvare børn mod deres forældre. Og nu siger du, at forældrene skal sætte foden ned og give modstand. Så …

Jakob Stegelmann ser lidt presset ud.

… hvis side er du egentlig på?

Jeg har desværre ikke mere tid i dag …” svarer han og rejser sig halvvejs op. Så sætter han sig igen med et grin og folder hænderne på bordet foran sig.

Jeg er på det kulørte og den dårlige smags side,” siger han.

Jeg kunne ikke drømme om at fortælle forældre, hvad deres børn må og ikke må. Men jeg vil til enhver tid forsvare, at man har ret til at dyrke de her ting, og at det er en sund og fantastisk lyst at være optaget af dem.”

Han fortsætter.

Førhen var det børns privilegium at have dårlig smag uden at have dårlig samvittighed over det. Men i dag har vi en voksenkultur, hvor vi værdsætter det kulørte meget mere. Hvor vi beholder en respekt for det barnlige. Nogle vil så sige, at vi i for høj grad hylder det barnlige, men jeg synes, det er en positiv udvikling.”

Ude fra fælleskontoret lyder en dump buldren fra computerspilsredaktør Troels’ skydespil. Jakob Stegelmann hæver brynene og smiler.

Jeg har virkelig svært ved at være bekymret.”

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem