Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Knud Anker Iversen er medlem af Zetland og har delt den med dig.

På 25 år har vi stort set udryddet mobning (!) i skolen. Grunden er såre simpel

PARADIGMESKIFT“Det, vi havde overset, var den sociale dynamik. Det var, at skolen er en social betingelse, der danner børn og skaber børn. Børn bliver jo til en anden i skolen, de bliver ikke bare dannet hjemmefra, og den viden har reformeret begrebet skolemobning. Det lyder så banalt at sige, men det var nyt i mobbeforskningen,” siger mobbeforsker Helle Rabøl Hansen. Illustration: Louise Rosenkrands for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

I en ikke særlig fjern fortid var grove drillerier en del af rigtig – rigtig – mange børns hverdag i skolen. Omfanget af mobning er imidlertid faldet drastisk i skolerne over de seneste 20 år og årsagen er faktisk ikke kompliceret: Der skete noget, da det gik op for os, hvad mobning rent faktisk er – udover buksevand.

FOR NYLIG JEG ET TWEET, der fik mig til at spærre øjnene op. Prøv lige at se denne imponerende afvikling af mobning i folkeskolen,” skrev formanden for Skolelederforeningen Claus Hjortdal. Stor tak til dygtige ledere, lærere og pædagoger. Og for elevernes indsats.”

Hans tweet viste tre grafer med tre stejle nedadskridende bakker. Den ene graf viste for eksempel, at 48 procent af 13-årige drenge i 1994 havde mobbet andre elever i skolen mindst et par gange om måneden. Altså næsten halvdelen. I 2018 var det tal faldet til tre procent. Tre procent.

Tallene stammer fra den netop udkomne nationale Skolebørnsundersøgelsen 2018 fra Statens Institut for Folkesundhed. Den viser, at omkring hver tredje 11-årige elev og hver femte 15-årige oplevede at blive mobbet i 1998. I dag er det kun omkring hver 20. elev. Danmark er gået fra at være det land i Skandinavien, hvor flest elever blev mobbet i slutningen af 1990’erne, til at indtage en plads helt i toppen blandt europæiske lande, hvor færrest elever bliver mobbet.

Det lyder som en helt mirakuløs udvikling. Hvordan er det gået til?

Der viser sig faktisk at være et enkelt og fascinerende svar. Det involverer lærere, elever og pædagoger, som formanden for skolelederforeningen Claus Hjortdal skrev – men er alligevel meget mere omfattende. Det handler om at opdage, hvad mobning egentlig er.

Christian Pedersen, begyndte i skole i 1999 i NakskovDem fra min klasse og parallelklasse mobbede mig hver dag i frikvartererne og efter skole. De kaldte mig ‘fede svin’ og ‘store bjerg’, jagtede mig i skolegården, forfulgte mig efter skole. Jeg var ked af det hver dag, jeg var bange for at træde ud ad døren, jeg kunne ikke få lov til at være noget sted i fred og ro. Mobberne fik en løftet pegefinger og blev bedt om at gå ned i den anden ende af skolegården, men næste frikvarter fortsatte det jo bare. Jeg blev jo også gal, så jeg gjorde jo også nogle ting, jeg forsvarede mig selv, jeg var frustreret og rastløs. Jeg var et nemt offer. I starten af 7. Klasse tog min mor mig ud af skolen. Så fik jeg hjemmeundervisning i et års tid. Men følelsen indeni er aldrig forsvundet. Foto: Kasper Løftgaard, Zetland

SIDSTE SOMMER UDKOM DEN LILLE bog Mobning, som er skrevet af mobbeforsker Helle Rabøl Hansen. I bogen beskriver Rabøl et helt fundamentalt skift i forståelsen af mobning, der skete omkring årtusindskiftet. Lidt slogan-agtigt formuleret skete der et skift, hvor mobning ikke længere handler om onde børn, men om onde mønstre. Et skift, der skete i begyndelsen af årtusindet – omtrent det tidspunkt, hvor grafernes linjer begynder at falde brat nedad.

Jeg tog til Københavns Professionshøjskole, hvor Helle Rabøl Hansen holdt forelæsning for lærerstuderende om mobning, for at bede hende om at forklare, hvorfor graferne ser ud, som de gør. Helle Rabøl Hansen er en lille væver kvinde, der taler som et vandfald med myldrende indskudte sætninger, mens hun trækker hånden gennem sit korte hår, der uanfægtet stritter videre, og slår den kæmpestore sølvulv, hun har på fingeren, mod bordet, når hun gestikulerer.

I 20 år har hun forsket og arbejdet med mobning, først i militæret som en del af sit juraspeciale, siden i Børnerådet, hvor hun fik ansvar for mobbeindsatsen i slutningen af 1990’erne, senest som forsker i forskernetværket NO!SE, Network of Independent Scholars in Education.

OPDAGELSESREJSER

Denne sommer hylder Zetland nysgerrigheden og fylder spalterne med historier om opdagelsesrejser. Over tre uger inviterer vi til at udforske fortællinger om de ukendte veje, de store bedrifter, de afgørende vendepunkter og de lærerige fejl. God fornøjelse.

Før årtusindskiftet troede man groft sagt, at mobning handlede om mobbernes opvækst og personlighed og mobbeofrenes udseende og anderledeshed. Det ændrede sig, og man rettede blikket mod vores grundlæggende behov for at være en del af et fællesskab – og vores villighed til at overskride almindelige grænser, hvis vi ikke får opfyldt det behov.

I de første mange årtier var mobbeforskningen blind for, hvordan menneskers sociale afhængighed af hinanden indgår som betingelse og vilkår for, hvordan mennesker udvikler fællesskaber, og herunder også mobbende fællesskaber,” mener Rabøl Hansen.

Med andre ord: For at stoppe mobningen skulle man helt grundlæggende først finde ud af, hvad mobning egentlig er. Det førte til et skift i mobbe-tænkningen, der drev en alliance af forskere, fagpersoner, børneorganisationer og lærere i armene på hinanden, og det var en alliance, der var drevet af en særlig stædighed, som satte et helt nyt fokus på mobning som fænomen og bragte helt nye tanker på bordet om, hvordan vi skal forklare og dermed også forhindre mobning.

Vi taler om et grundlæggende paradigmeskift,” siger hun, som kun har været muligt, fordi der har været en kæmpe stædighed. Vi har holdt fast i, at vi bliver nødt til at forklare mobning på en anden måde.”

Mariam Hassanain, begyndte i skole i 1997 i KøbenhavnVi havde en kultur, hvor vi kørte meget på hinanden. Jeg får stadig ondt i maven af at tænke på det. Vi sad i en time og hørte om apartheid og diskrimination. Alle drengene sad bag en af pigerne i klassen og kastede små papirkugler på hende. De ville se, hvor mange kugler der blev siddende i hendes hår. Rundt om hende var der massevis af papirkugler, og hun sad bare på sin stol. Vores lærer reagerede meget voldsomt og løb grædende ud af lokalet. Drengene grinede. Jeg blev virkelig vred og var henne ved hende sammen med de andre piger. Det tror jeg egentlig, hun syntes var rigtig ubehageligt. Der kom meget fokus på, at det var synd for hende. Det er jo aldrig fedt at være et offer. I dag lægger jeg altid mærke til, hvem der er ‘outsideren’ i et rum.Foto: Kasper Løftgaard, Zetland

FOR RIGTIGT AT FORSTÅ DET skift, der skete ved årtusindskiftet, må vi forstå det, Helle Rabøl Hansen kalder første generation af mobbeforskningen. I 1969 begyndte den skandinaviske mobbeforskning i Sverige og Norge. Forskningen var rodfæstet i personlighedspsykologien, og fokus var på aggressivitet og på drenge.

Den svenske professor i psykologi Dan Olweus bliver set som fader til den skandinaviske mobbeforskning. I 1960’erne var hans forskningsfelt aggressive drenge, og han fandt årsagsforklaringer på drengenes mobbende adfærd i deres personlighed og i deres opdragelse. Det kom til at præge både debatten og forskningen om mobning.

Vi har kigget efter det aggressive buksevand i overført betydning,” siger Helle Rabøl Hansen. Så hvis der ikke var buksevand og aggressivitet, så var der ikke mobning. Det har gjort blikket smalt. Vi overså de nonverbale subtile processer, den kollektive organisering, og vi overså pigerne.”

Olweus beskrev udøvere af mobning som individer med aggressive personlighedstræk, han talte om ondsindet adfærd og beskrev mobbeofferet som fysisk svagt. Mobning handlede altså om svage drenge, der var lette ofre for aggressive drenges angreb. Olweus’ individualiserede årsagsforklaringer på mobning dominerede op gennem 1980’erne og 1990’erne, og det kom til at præge den måde, både forskere, skoleledere og lærere forstod mobning, og dermed også, hvordan man håndterede mobning.

Første generations mobbeforskning viste, at det, der havde gjort mobbeudøveren aggressiv og offeret svagt, sjovt nok var det samme. Enten var du forsømt af mor, eller også var du forkælet af mor.”

Helle Rabøl Hansen slår en høj latter op og slår et fnug af sit skjorteærme.

Men når vi undersøgte børns opvækstvilkår, kunne vi ikke se systematiske fund af forsømmelse og forkælelse i klasser med mobning, og vi så også forsømte og forkælede børn i klasser uden mobning.”

Jacob Smaakjær Lyhne Jensen, begyndte i skole i 2001 uden for VejleJeg gik på en skole lidt uden for byen, alle kendte hinanden. Jeg var en af de eneste, der kom inde fra Vejle. Jeg blev slået og sparket, jeg blev bundet til et træ i skolegården, de kastede sakse efter mig oppe fra vinduerne. Der var en fyr, der sparkede benene væk under mig, så jeg knaldede hovedet ned i asfalten. Jeg har bare altid skilt mig ud fra mængden, jeg havde ikke de samme interesser, jeg har været typen, der har turdet sige fra, og måske har det provokeret dem. Det var også en trigger, at jeg var klassens nørd. De voksne lukkede øjnene. Jeg kan huske, min lærer sagde til mine forældre, at Jakob har det fint. De undervisere, der så det, gjorde ikke noget. I dag er jeg blevet en megastærk person af det. Jeg ville ønske, at jeg aldrig havde været det igennem, men jeg har lært at sige fra, jeg har fundet mine grænser, og jeg ved, hvornår nok er nok for mit vedkommende.Foto: Kasper Løftgaard, Zetland

I SLUTNINGEN AF 1990′erne kom der et øget politisk fokus på mobning i Danmark i halen på en undersøgelse fra WHO, der viste, at Danmark lå i top, når det gjaldt antallet af elever, der oplevede mobning. I 1998 svarede 25 procent af 5.000 danske elever, at de var blevet mobbet to til tre gange om måneden. Helle Rabøl Hansen blev ansat i Børnerådet med ansvar for en mobbeindsats som en del af det øgede politiske fokus.

Sammen med forskere tog hun ud på skoler for at undersøge mobningen med Olweus’ forskning af de svage ofre og de aggressive udøvere i baghovedet, men de kunne ikke få tingene til at passe. Jo flere klasser de besøgte, jo mere stod det klart: De børn, der mobber, og de børn, der bliver mobbet, er ganske almindelige børn. De er ikke mere onde, svage eller aggressive. Men som gruppe kunne de udvikle en brutalitet, der var dybt krænkende med langvarige konsekvenser for ofrene.

For at forstå, hvad der foregik, var de altså nødt til at se fundamentalt anderledes på, hvad der foregik.

Det, vi havde overset, var den sociale dynamik. Det var, at skolen er en social betingelse, der danner børn og skaber børn. Børn bliver jo til en anden i skolen, de bliver ikke bare dannet hjemmefra, og den viden har reformeret begrebet skolemobning. Det lyder så banalt at sige, men det var nyt i mobbeforskningen.”

Med de nye indsigter voksede en ny definition frem: Mobning er en uformel fællesskabsform, der bygger på systematiske udstødelsesmønstre af deltagere i formelle sociale sammenhænge, som Rabøl Hansen skriver i Mobning. Altså man begyndte at forstå mobning som en måde at udøve fællesskab på.

Den forståelse rykker fokus hen på, hvad det er, der sker i de fællesskaber, hvor mobning opstår, og mindst lige så vigtigt: Hvad er det, der skaber samhørigheden i ikke-mobbende fællesskaber? For det, der skaber mobning, forklarer Rabøl Hansen, er det, eleverne indgår fællesskaber om.

Vincent Appel, begyndte i skole i 1994 i KøbenhavnJeg blev mobbet, fra jeg var helt lille. På den første skole sagde ledelsen aldrig, hvad der var rigtigt og forkert. De sagde, at jeg nok havde misforstået situationen, men hvad er det, jeg misforstår, når de, der sidder bag mig, tømmer skraldespanden ned i min taske? Det var, som om skolen sagde, at det var min egen skyld. Drengene var fælles om fodbold. Jeg var ikke god til fodbold. Det var ikke lige mig. Jeg havde en konstant fornemmelse af, at hver gang der ikke var opsyn, skulle jeg bare væk. På den sidste skole, jeg gik på, var der en af de store drenge, der tog skaftet fra en hammer og forcerede det op i bagdelen på andre. Jeg holdt ryggen mod væggen, men da han alligevel prøvede på mig, knækkede jeg fuldstændig sammen, fordi jeg indså, at jeg intet kunne gøre for at undgå at blive mobbet. Ledelsen smed mobberen midlertidigt ud, han skulle blive hjemme indtil efter vinterferien. Det var første gang, jeg oplevede, at man tog hånd om det. På de andre skoler sagde de bare til mobberen, at nu skulle han lade være med at drille. Jeg har altid klaret mig godt i skolen, så jeg har altid vidst, at hvis jeg overlevede det her, så skulle jeg nok vise dem.Foto: Kasper Løftgaard, Zetland

DYBEST SET ER BÅDE MOBBENDE og ikke-mobbende fællesskaber drevet af vores grundlæggende behov for at høre til og vores grundlæggende angst for at blive ekskluderet, forklarer hun. Det er, når samhørigheden trues, at fællesskabet kan styre hen imod at blive en overlevelseskamp om, hvem der er inde, og hvem der er ude.

På den måde beskriver hun også det gode fællesskab – også selv om hun som forsker krymper sig ved at formulere det så normativt. For de ikke-mobbende fællesskaber har noget til fælles. Her knytter mennesker sig aktivt til hinanden om noget, de er fælles om, noget, de skaber sammen, og de udvikler et fælles sprog og fælles værdier.

I ikke-mobbende skoleklasser er omdrejningspunktet for fællesskabet, at de går i skole sammen. Det er det, der knytter børnene sammen. I klasser, der ikke mobber, kan børnene lide at gå i skole, de rapporterer om en god relation til lærerne, de har en positiv forventning til deres karakterer.

I klasser med lav rapportering af mobning er det at gå i skole en form for lim. Det er lykkedes at udvikle en samhørighed med et fælles udgangspunkt i at gå i skole sammen. Der kan være grupperinger, konflikter og hierarkier, men fællesskabet lever ikke af eksklusion. I stedet er der en udvidet tolerance og et forpligtende skolekammerateri,” siger hun.

I en mobbende klasse organiserer de sig på en måde, hvor man enten er bedste venner eller slet ikke venner. Det er et sygdomstegn i en kultur. For der vil altid være en skolekammerat, du skal forholde dig til.”

Det er vigtigt at huske, når vi skal tale om forebyggelse af mobning, mener hun. For det betyder også, at vi kan påvirke de fællesskaber, der opstår i en klasse. Hun peger på, at det er undervisningen, der kan skabe det fælles omdrejningspunkt. Forebyggelse af mobning bliver nødt til at tage afsæt i tanken om, at mennesker udvikler sig, når de er sammen om noget, og undervisningen kan være det fælles tredje, der udvikler samhørighed mellem eleverne.

Eva Krems, begyndte i skole i 1993 uden for Viborg I min klasse var der 24 drenge og fire piger. Jeg blev kaldt luder. Jeg var ikke den eneste, det var os, der var lidt bløde eller lidt anderledes. Jeg var også hende, der kunne finde ud af at gå i skole, og min familie var lidt anderledes end de andre i byen. Der var drenge, der sad og onanerede i undervisningen, når man sad ved siden af. Hvis jeg sagde noget, kom det trefold tilbage. Man vil jo gerne bare være normal og ligesom de andre. Jeg ville ønske, at jeg havde lavet ballade i stedet for at lukke mig inde. Så var der måske nogen, der havde opdaget det. Der var ingen voksne, der greb ind. Jeg tror simpelthen ikke, man orkede at gøre noget. Der var heller ikke nogen, der spurgte, hvordan jeg havde det. Der var ingen, der sagde: Det dér er ikke i orden. Jeg kom på efterskole i 10. klasse. Der kunne jeg jo se, at der var en anden måde at gå i skole på, hvor man ikke skulle gå hver dag og være bekymret for, hvad der nu ville ske. Hvordan skulle man vide, at det kunne være anderledes? Man har brug for nogle voksne til at sige, hvad der er normalt, og hvad der er muligt. Foto: Kasper Løftgaard, Zetland

DET ER DERFOR, DET ER afgørende at etablere kammeratskabet i klassen. En kammerat er ikke nødvendigvis en ven, men det er et menneske, som er med til at danne dig, som du har et ansvar over for, og som du er forpligtet på.

Det er så vigtigt at tage med som horisont, at det er skolen, der skaber børnene. Det er jo ikke, fordi det er børn med en særlig opdragelse, der lander i 7.a, og så nogle med anden opdragelse, der lander i 7.b.”

Desuden gælder det om at være særlig opmærksom i alle klassens overgange. Det er, når børnene begynder i skole i 0. klasse, men også for eksempel, når klassen går fra mellemtrin til udskoling i 7. klasse, at der er risiko for mobning. For klassen ændrer sig over tid, ikke bare fordi børnene ændrer sig, men klassen som social betingelse ændrer sig i takt med, at børnene bliver ældre.

Er mobbetallene faldet så meget, at du kan pakke sammen?

Nej, det er de ikke! For de, der er tilbage, er endnu mere marginaliserede. Jo længere du bliver mobbet, jo mere sætter det sig fast, og jo mere bliver det accepteret af omgivelserne. Det er ikke lykkedes at få indsatserne til at virke på hardcore-ofrene.”

Selv om den nye måde at forstå mobning har præget området de sidste 20 år, så mener Helle Rabøl Hansen ikke, at den nye forståelse er slået helt igennem i praksis. Hun støder stadig på den individorienterede forståelse af mobning i vores måde at tale om mobning. Når vi taler om, at Emma bliver mobbet, fordi hun er tyk eller har briller eller rødt hår for eksempel, så blander vi stadig årsagen til mobningen, og hvad man bliver mobbet med, sammen.

Sara Julie Møhlenberg, begyndte i skole i 1983 i AlbertslundDer var en pige, der havde det svært derhjemme, som var let at få til at græde. Så det var populært at få hende til at græde. Hende forsvarede jeg og prøvede at beskytte. Jeg kan ikke huske nogen indblanding fra de voksne. Når vi fik nye i klassen, var det ikke noget med, at lærerne gjorde en indsats. Det var bare: Det her er Thomas. Ingen ville sidde ved siden af Thomas, fordi han lugtede og kom fra Jylland. Det var en kultur, hvor det var meget let at mobbe, har jeg tænkt bagefter. Jeg begyndte på en privatskole i 6. klasse. Jeg var meget påvirket af den første skole, hvor jeg prøvede at være de svages beskytter. Hvis man stak næsen for langt frem, blev man også sat på plads. Jeg orkede ikke rigtig den rolle mere, jeg ville hellere være accepteret. Den kloge pige i klassen var hestelængder foran os andre. I 6. klasse løste hun matematikopgaver for 10. klasse, og læreren kunne ikke længere følge med, så han var irriteret på hende, han rullede med øjnene ad hende, og så var det jo nemmere, at børnene også syntes, hun var irriterende. Pigerne kørte på hende, hun blev totalt marginaliseret. Det er vildt, når jeg tænker tilbage på, hvor lidt indblanding der var, hvordan det bare kunne blive ved, når en af drengene rasede ud og kastede med stole. Hvorfor blev der ikke fulgt op? I klassens time fik man læst en historie højt. Farvel problemer, ind under gulvtæppet, god weekend, børn. Foto: Kasper Løftgaard, Zetland

DEN HELT STORE UDFORDRING ligger dog et andet sted, mener hun. Det handler om, at den skolestruktur, vi har bygget op, er optaget af individet, mener hun. Hvis en elev oplever mistrivsel, så er der en lang række indsatser, der træder i kraft. Barnet kan blive sendt i udredning for eksempel, vi leder efter svar i eventuelle diagnoser.

Hvis der er et barn, der har ondt i sjælen, så er der et helt system, der træder i kraft. Men hvis der er en klasse, der har ondt i sjælen, så er der ikke så meget. Vi har et strukturelt system, som forstærker individsynet, men vi bliver nødt til at have nogle strukturer, der er lige så gearede til at se på 3.a.”

Og så er der lige en ting til. Helle Rabøl er simpelthen så træt af al den snak om trivsel. Ingen er uenige i, at trivsel er godt, ingen stiller spørgsmålstegn ved trivsel, siger hun, ingen spørger: Hvordan definerer du egentlig trivsel? Det er derimod altid spørgsmålet, når talen falder på mobning.

Men trivsel er jo mange ting, siger hun. Der er faglig trivsel, altså kan jeg komme i spil fagligt, der er den uformelle sociale adgang, der handler om vores mulighed for at byde ind med det, vi kommer med, og der er fysisk og psykisk trivsel.

Vi ser ofte et sammensat trivselsbillede. Elever, der er indblandet i at udøve mobning, kan svare positivt på deres sociale trivsel, men negativt på deres forhold til skolen. Mobbeofre svarer typisk ikke negativt på deres faglige trivsel. Jeg oplever, at det bliver for uforpligtende og ufarligt at tale om trivsel.”

DEN NETOP UDKOMNE Skolebørnsundersøgelsen har også undersøgt, om børns mobning bare er rykket fra skolegården og ud på de sociale medier. Men det afviser forskerne bag undersøgelsen. Ni procent af eleverne svarer, at de bliver udsat for internetmobning, syv procent af skolebørnene mobber andre børn på internettet.

Helle Rabøl mener, at det snarere er vores forståelser af det digitale liv, der ikke er fulgt med udviklingen, når vi deler børnenes sociale liv op mellem det, der foregår i skolegården, og det, der foregår digitalt.

Det er de samme mekanismer, vi ser i den digitale mobning, men mobningen er ikke flyttet et andet sted hen. Det er vores tankegang, der er bagud, når vi deler tiden op i det, der foregår i og uden for skoletiden. For børnene er det lige meget, fordi det er knyttet til relationer i skolen.”

Desuden mener hun, at det er vigtigt at adskille to fænomener: digital mobning og det at opleve noget ubehageligt digitalt.

Når der bliver sagt, at der er meget digital mobning, så er det som regel, fordi man lægger de to ting sammen. Der er mange, der har været udsat for noget digitalt ubehageligt, men det kan være fra nogle, man ikke kender, og dem er man ikke socialt afhængig af,” siger hun.

Og det gør hele forskellen.”

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem