ARGUMENT_
Skriver om klima, energi & ressourcer

Nej, vi kan ikke regne med et teknologisk fix. Her er, hvorfor idéen om en CO2-støvsuger underminerer kampen for kloden

15. november 2018 | Natur, Klima & Energi | 15 min.

Forleden sad jeg med mine børns farveblyanter og tegnede klimaforandringernes historie fra år 1800 og frem til år 2100, sådan som jeg tror, de udarter sig.

Min tegning var inspireret af Brendan Leonard, en amerikansk eventyrer og illustrator, der har kreeret nogle af de sjoveste statistik-visualiseringer. Blandt andet en om klodens temperaturer og klimaforandringer.

Brendan Leonards temperatur-illustration blev et viralt hit under det just overståede amerikanske midtvejsvalg, men jeg syntes, at illustrationen var en kende misvisende. Den manglede noget. Illustrationen forsømte at tage højde for en ny udvikling. En voksende tiltro til teknologi.

Brandan Leonard og jeg faldt i snak over e-mail. Vi hittede på en opdateret illustration. Den kom til at se sådan ud (i en omtegning af mine egne kruseduller og hans skæve statistik-hjerne):

Lige nu befinder vi os, vil jeg mene, i det gule område – hvilket er et nyligt skift fra det mørkeblå. Og, skal det fra begyndelsen siges: Det er klart en forbedring. Vi er begyndt at stole på, at klimaforandringerne findes på grund af menneskers handlinger.

Problemet er så, at vi også er begyndt at tro på en løsning, der ikke findes.

Bevægelsen fra det blå område til det gule kan blandt andet spores i udtalelserne fra den amerikanske præsident i hans seneste større interview i programmet 60 Minutes på CBS.

“Jeg tror ikke, det er et fupnummer,” sagde Donald Trump om klimaforandringerne.

Udtalelsen skal ses i lyset af, at han for seks år siden på Twitter fremturede med en stik modsat opfattelse. Klimaforandringerne er et svindelnummer orkestreret af Kina for at stække USA’s eksportevne og produktionsapparat ved at gennemtvinge drivhusgasreduktioner hos FN’s klimapanel, lød det.

Donald Trump er heldigvis langtfra ene om at have ændret syn på sagerne. USA’s konservative parti, Republikanerne, har traditionelt bestået af politikere, som over en bred kam har fornægtet, at menneskets afbrænding af olie, kul og gas kan have så massiv en effekt, at klimaet ligefrem bliver varmere.

Deres indflydelse har været med til at give klimaskeptikere kronede dage i over tre årtier. Misinformation og tvivl om forskningen i klimaforandringer har trivedes godt blandt folkevalgte på begge sider af Atlanten og politikere i internationale organer siden 1980’erne.

En stilstand til trods for, at den fundamentale videnskab om årsager til og effekt af de menneskeskabte klimaforandringer allerede var tilendebragt i 1979. Vigtige år til at handle i er altså gået tabt. Konsekvensen er, at vi i dag skal lave en ekstra drastisk og svær udfasning af de fossile brændsler, hvis opvarmningen skal begrænses til 1,5 grader i forhold til førindustrielt niveau.

CO2-udledningen skal i 2030 være faldet 45 procent i forhold til 2010. Der må ikke være nogen nettoudledning af CO2 i 2050. Den reduktion virker vanskelig og slet ikke inden for rækkevidde i øjeblikket. Derfor har vi inden for de kommende 80 år udsigt til en temperaturstigning på tre grader.

I dag er klimaskeptikernes røst ved at forstumme. Flere republikanere samt andre hidtil skeptiske politikere og erhvervsfolk anerkender i dag, at de varmere globale gennemsnitstemperaturer inden for de seneste 150 år hænger sammen med menneskelig afbrænding af fossile brændsler.

Klimadagsordenen, som herhjemme hidtil har rumsteret på venstrefløjen, indfinder sig også i stigende grad hos de øvrige partier. Klimaet er blevet en mærkesag for Det Konservative Folkeparti og deres forsøg på at generobre fordums indflydelse på Christiansborg. Venstre har i en kampagne droppet deres borgerblå partifarve til fordel for græsgrønt og paroler om, at de har æren for, at Danmark er en af klodens bedste klimanationer, i færd med at kvitte de fossile brændstoffer. På reklamepladser i busser og tog proklamerer Socialdemokratiet netop nu, at “Danmark skal igen være en grøn stormagt”.

Godt så. Et fremragende historisk skifte lader til at være i gang. Bare ikke fremragende nok. For sagen er, at en ny undskyldning er ved at indfinde sig blandt politikere, der helst undgår at lægge konkret handling bag deres bekymring for klimaet. De forudser et teknologisk fix på problemet.

Og tanken om det fix kan, tror jeg, på lang sigt vise sig lige så skadelig som idéen om, at klimaforandringerne ikke er skabt af os selv.

Trods erkendelsen af menneskets påvirkning af klimaet og ratificeringen af internationale klimaaftaler fortsætter tæppet af drivhusgasser i atmosfæren nemlig med at blive tykkere.

Udledningen af drivhusgasser såsom CO2 holder et stabilt skidt snit. Vores forbrug af kulkraft – det mest klimaskadelige af alle fossile brændsler – er stort set lige så slemt i dag som for tre årtier tilbage.

Kun syv lande af Paris-aftalens 195 underskrivende nationer fra klimatopmødet COP21 lever lige nu op til deres løfter om at udlede færre drivhusgasser (og nej, Danmark er langt fra at kunne høre til den grønne gruppe, som i øvrigt kun består af lavtlønslande).

Jeg tror, den fortsatte passivitet hænger sammen med et holdningsskifte i disse år.

Årtiers manglende tiltro til klima- og energiforskere glider i baggrunden. En tiltro til selvsamme klima- og energiforskere toner frem og afløser mistilliden. En nærmest blind tiltro til, at forskerne snildt hitter på et eller andet teknologisk fix.

Lad mig forklare med udgangspunkt i et viralt videohit, jeg stødte på her i efteråret.

Videoindslaget opdagede jeg første gang i et Facebook-feed hos to venner, der begge arbejder inden for ingeniørbranchen. Senere bragte Zetland-medlem Mariette Ulbæk videoen på banen i forlængelse af denne historie her på sitet. Kort efter fremhævede en fascineret Torben Sangild indslaget i Zetlands interne slack-kanal.

Interessen er forståelig, for det er en dragende, velproduceret video, som Vice og HBO står bag. How CO2 Could Be the Fuel of the Future, er navnet på indslaget med undertitlen The Technology Is Ready.

JUBELOPTIMIST?Her kan du se indslaget, der ikke imponerede mig.Vice/Facebook

Fedt og opløftende med sådan en CO2-støvsuger, ikke sandt? Desværre også misvisende.

Carbon Engineerings produkt er det, man i populærvidenskabelige termer kalder for en CO2-støvsuger. Udformningen af teknologien kan være forskellig, men fællesnævneren for CO2-støvsugere er, at de trækker CO2 væk fra luftlaget omkring jorden, altså vores atmosfære.

Alt tyder på, at vi i ren og skær nød får gevaldig brug for den slags CO2-støvsugere i dette århundrede. Baggrunden er en kende kompleks, men grundprincippet såre simpelt.

Tænk på atmosfæren som en skraldespand. Affaldet, den modtager, er de mange drivhusgasser såsom CO2, vi udleder ved at afbrænde olie, gas og kul. Men ligesom alle andre skraldespande kan der opstå et tidspunkt, hvor den bliver for fuld. Dette vendepunkt kaldes af klimaforskerne for CO2-budgettet (også kendt som kulstofbudgettet).

Overskrides dette budget, er konsekvensen en klode, der bliver mindst to grader varmere. CO2-budgettet kan udregnes på mange måder, og der hersker ikke videnskabelig konsensus om budgettets udformning. Altså hvor mange drivhusgasser atmosfæren i dens funktion som skraldespand kan rumme, før vi har fyldt den op, passeret et vendepunkt og sendt kloden på en to grader eller endnu varmere hedetur.

Men under alle omstændigheder er der bred enighed om, at samtlige lande og industrier hurtigst muligt bør gennemføre en grøn omstilling ved at skrotte de fossile brændsler, hvis vi skal reducere risikoen for at sprænge budgettet. Altså overgå til et samfund, som slet ikke udleder noget ekstra CO2 til atmosfæren. CO2-budgettet er en metode til at regne ud, hvor hurtigt det bør gå.

I øjeblikket pøser vi årligt cirka 41 milliarder tons CO2 ud i atmosfæren. CO2-budgettets nedre estimat angiver, at vi kun kan tåle at udlede 150 milliarder tons CO2, før vi har sendt kloden på en to graders varmestigning.

Ud fra dette nedre estimat har vi altså omtrent tre år, før vi har sprængt budgettet og opbrugt atmosfærens funktion som CO2-skraldespand. Omkring år 2020-21 skal vi så straks overgå til et fossilfrit samfund. Æhmm ... Det er altså snart. En sådan transformation er overambitiøs og praktisk taget umulig i vores verdenssamfund med væsentlig mere sort end grøn energi.

CO2-budgettets gennemsnitsværdi angiver, at vi nok godt kan tåle at pumpe 600 milliarder tons CO2 ud i atmosfæren. I så fald udtømmer vi budgettet om 15 år. Men konsekvensen er stadig den samme. Vi skal straks kvitte al brug af olie, gas og kul i året 2032, som det fremgår af denne graf:

Men tænk nu, hvis man rådede over en måde, hvor man kunne tømme eller bare hive noget af affaldet i skraldespanden op igen? Altså suge noget af det alt for meget menneskabte CO2 i atmosfæren tilbage til landjorden. Værsgo – her kommer behovet for CO2-støvsugere ind i billedet.

Sådanne CO2-støvsugere levner os mere tid til at udføre den vildt omfattende og krævende grønne omstilling, hvor de fossile energikilder kvittes til fordel for vedvarende energikilder.

Den gode nyhed er, at det faktisk er muligt at gøre, som det canadiske firma Carbon Engineering hævder, men slet ikke billigt og effektivt nok til, at vi kan fjerne de alt, alt for mange CO2-molekyler, som mennesket har tilført atmosfæren siden 1800-tallet.

Formåede Carbon Engineering at gøre det, eller eksisterede der et andet firma eller prototype på en optimal CO2-støvsuger, ville ejeren nok også være klodens rigeste. Vedkommendes teknik ville være sat i gang med at fikse klimaet sporenstregs.

Rigmændene Richard Branson og Al Gore har for eksempel udloddet 163 millioner kroner samt CarbonX 131 millioner kroner til den person, som kan fremvise en kommerciel bæredygtig måde at suge CO2 ud af atmosfæren.

Canadiske Carbon Engineering med deres pilotprojekt, som er i drift i Squamish, burde jo hapse beløbet. Eller de to andre mediedarlings og ligeledes aktive projekter: ClimateWorks med deres CO2-opsuger i Schweiz og islandske ClimFix2 med deres maskine, der omformer CO2 til kalksten.

Alle disse projekter må spejde forgæves efter de to enorme præmiepuljer. Ingen CO2-støvsugere er effektive eller konkurrencedygtige nok til at redde os.

Videoen fra Vice gør derfor klimadebatten en enorm bjørnetjeneste med sine over 14 millioner visninger alene på Facebook. Hertil kommer så alle visningerne via HBO. Millioner ser en video, der misinformerer om den mest presserende udfordring: tæppet af alt for meget CO2 i atmosfæren, som er i færd med at ødelægge klodens stabile klima allerede i dette århundrede.

I dag står vi med andre ord i en situation, hvor verden ganske vist er begyndt at tage klimaforandringerne alvorligt – for så at fortælle endnu et eventyr, der kan undskylde vores mangel på handling.

Et springende punkt og hurdle for Carbon Engineerings business-case finder vi som en bitte, bitte sidebemærkning. En sidebemærkning, som går uanfægtet hen. Spoler man frem til cirka 1:46 minutter, kan man høre Steve Oldham, administrerende direktør fra Carbon Engineering, sige, at:

“Det eneste, vi forbruger, er vedvarende energi.”

Denne energi er helt præcist elektricitet. Og selv om prisen på elektricitet dykker i disse år takket være flere vedvarende energikilder såsom vindmølleparker og solcelleparker, er strøm jo ikke gratis. Og nogen skal altså betale for driften af en CO2-støvsuger – samt i øvrigt sørge for, at der er tale om strøm skabt udelukkende af vedvarende energikilder.

Typen af strøm, prisen på strøm og Carbon Engineerings strømforbrug er altså afgørende for, hvor god en idé netop deres CO2-støvsuger reelt er.

Det canadiske firma bruger strøm til mange dele i processen. Blandt andet når CO2’en opsuges af en slags vifter og lagres i en opløsning med kugler beklædt med kalksten. Disse kalkstenskugler nu fyldt med kuldioxid, altså CO2, kunne i princippet gemmes væk, men for at fremstille brændstof skal kuglerne behandles. Kuglerne proppes ind i en 900 grader varm ovn. CO2’en bliver udskilt på ny fra kalkstenene og blandt andet via elektrolyse brugt til fremstillingen af syntetisk CO2-neutralt brændstof.

Carbon Engineering er skrappe til den proces – formentlig klodens bedste. Forskningen har hidtil regnet med, at CO-støvsugere ville formå at suge et ton CO2 til en pris på 3.900 kroner per ton CO2. Carbon Engineering angiver i det videnskabelige fagfælle-bedømte energitidsskrift Joule, at de har formået at rundbarbere udgifterne. De er helt nede på 618-1.525 kroner per ton CO2.

Det er drøngodt – men stadig ikke konkurrencedygtigt godt nok. Problemet er fortsat: Hvem gider betale for udgifterne til at holde sådan en CO2-støvsuger i gang?

Carbon Engineering satser på nogen med et behov for brændstof. Det kunne være benzinhungrende bilister, som gider hælde Carbon Engineerings syntetiske CO2-neutrale brændstof i tanken og tøffe videre.

En enkelt af Carbon Engineerings CO2-støvsugerfabrikker forventes dog kun at kunne producere 200 tønder syntetisk brændstof om dagen. Til sammenligning er Danmarks daglige benzinforbrug oppe på omkring 31.018 tønder om dagen. Selv med masser af CO2-støvsugende, brændstofproducerende fabrikker, vil Carbon Engineerings produktionsmængde altså række lidt og yde et meget, meget beskedent bidrag i en global sammenhæng.

Læg hertil, at hvis en bilist forbruger en tank med Carbon Engineerings syntetiske brændstof, ryger CO2’en herfra atter op i atmosfæren. I det samlede regnskab er der ikke fjernet noget CO2 fra atmosfæren. Carbon Engineerings CO2-støvsuger har nemlig først suget noget CO2 ned på jorden, omdannet drivhusgassen til brændstof og ved brug af brændstoffet udledt CO2 påny og altså bragt samme mængde CO2 tilbage i atmosfæren.

Den klimamæssige gevinst er fysisk set neutral. Alligevel er det vel at mærke bedre, end hvis bilisten havde anvendt traditionel benzin eller diesel, for det havde føjet endnu mere CO2 til atmosfæren. Sådan traditionel benzin eller diesel består jo af CO2, vi har taget fra dens plads under landjorden eller under havet, afbrændt og dermed udledt til en ny plads i atmosfæren.

Videoindslaget fra Vice er derfor udtryk for en farlig vildfarelse og for vidtløftig tiltro til teknologiens mirakler. En opfattelse, som vinder indpas mange steder. Jeg støder på den i erhvervsforummer og har set den fremhævet på lederplads uden forbehold i et dansk dagblad i år.

Omvendt er det også svært og forkert at ignorere nødvendigheden af at fjerne CO2, når vi fortsætter med at pulse CO2 op i atmosfæren. Hele 101 ud af de 116 scenarier, som FN’s klimapanel har opstillet for, at den globale opvarmning forbliver under to grader, fordrer da også anvendelsen af negative CO2-emissioner såsom CO2-støvsugere.

Misforståelserne opstår, når forbeholdene ved CO2-støvsugerne forties. For at CO2-støvsugere skal kunne afbøde bare lidt af klimaskaden, fordrer det, at adskillige faktorer falder i hak samtidig. Alt fra yderst ambitiøse grønne teknologiske til politiske og markedsmæssige forhold.

Mange klimaforskere er harme over, at man skøjter over den kendsgerning. De dadler medier og selveste FN’s klimapanel i deres endelige rapport for at undlade at understrege, at virkningsfulde negative emissions-teknologier altså på nuværende tidspunkt mest af alt er ønsketænkning.

Nogle klimaforskere er derfor ligefrem begyndt at erklære: Kald dem med deres rette betegnelse. De er CO2-enhjørninger!

Problemet er ikke kun, at klimaeffekten af de eksisterende CO2-støvsugere er lille. Brugen af dem giver indtil videre heller ikke økonomisk mening.

Ud over den bitte produktionsmængde er canadiernes CO2-neutrale brændstof tilmed en anelse dyrere end det traditionelle CO2-udledende af slagsen på tankstationerne. At introducere dyrere klimaneutralt brændstof på et verdensmarked, som grundlæggende er ligeglad med skaden på klimaet, er ingen god business-case.

Men hvad så, hvis Carbon Engineering dropper brændstofproduktionen helt? Og i så fald koncentrerer sig om at suge CO2’en ned fra atmosfæren og lade denne drivhusgas forblive inde i deres spøjse kalkstenskugler.

En enkelt af deres CO2-støvsugende fabrikker trækker en million tons CO2 ned fra atmosfæren om året. Det er en hjælp, men der skal virkelig mange af sådanne CO2-støvsugere til for at opnå en gavnlig effekt, når vi årligt pulser cirka 41 milliarder tons CO2 ud i atmosfæren.

Husk også, at nogen altså skal gide betale de 618-1.525 kroner, hver gang CO2-støvsugeren hjælper klimaet ved at fjerne et ton CO2 fra atmosfæren. Formålet er ganske vist godt, men potentielle kunder står ikke ligefrem i kø.

Carbon Engineering er nemlig oppe imod hele årsagen til, at vi står i denne klima-pine: At det i hundreder af år og den dag i dag er en gratis omgang at udlede drivhusgasser såsom CO2 til atmosfæren.

Markedsøkonomisk er der altså ikke noget incitament for, at en virksomhed skulle gide betale 618-1.525 kroner for, at en CO2-støvsuger fjerner et ton CO2 fra atmosfæren. Carbon Engineering sætter derfor sin lid til, at verdenssamfundet pludselig indfører CO2-afgifter på klimaforurening. Det er der bare lange udsigter til.

Godt nok er vi i Europa længst fremme med sådan et tiltag i form af unionens CO2-kvotebørs. Hvert år får de mest forurenende firmaer udleveret en CO2-kvote. Hvis firmaerne overskrider deres CO2-kvote, skal de betale på børsen for at få lov til at klimaforurene mere. Det er bare yderst billigt at forurene og købe sådan et aflad.

Her i november koster det blot 150 kroner, hvis et europæisk firma vil udlede et ton CO2. Det er væsentlig billigere end Carbon Engineerings udgifter på 618-1.525 kroner for at fjerne samme mængde skadelig drivhusgas.

Næppe meget bedre bliver det for Carbon Engineering på deres hjemmebane i Nordamerika. Canada indfører i 2020 en pris på CO2-udledninger, men kun på 250 kroner per ton. I USA, som er klodens største højindkomstland og historisk set største klimabelastning, er der ingen intentioner om at sætte en pris på CO2-udledninger. Et flertal af vælgerne i den progressive delstat Washington har lige nedstemt CO2-beskatning.

Fascinationen og en blind tiltro til negative CO2-teknologier er farlig af særligt én årsag.

De leverer et fripas til vores politikere om at undlade at gribe ind. Vores energiminister Lars Christian Lilleholt (V) er eksempelvis interesseret i at anvende negative CO2’er til at nedsætte Danmarks klimaaftryk – frem for eksempelvis rent faktisk for alvor at nedbringe udledningen af drivhusgasser fra bil- og landbrugssektoren.

David Keith, som er professor i fysik ved Harvard University og ikke mindst relevant i denne sammenhæng grundlægger af, bestyrelsesmedlem hos og chefforsker hos Carbon Engineering, advarer også imod at satse for meget på negative CO2-teknologier. Især fordi han mener, at CO2-støvsugeren er udsat for alt for meget hype.

“Den gør vores beslutningstagere i stand til at hævde, at vi er meget tæt på at holde den globale temperatur på under 1,5 eller 2 grader, alt imens de under gulvtæppet skjuler alt det hårde arbejde og forskning, som stadig mangler at blive gjort, når det gælder fjernelsen af CO2,” siger David Keith til Wired.

Flere klimaforskere har også prøvet at regne på sagen. Såsom Mark Jacobson, der leder Stanford Universitys program for energi, og ingeniøren Robert Socolow fra Princeton. Deres konklusioner: På nuværende tidspunkt er det mest gavnlige CO2-mæssigt at bygge et kraftværk baseret på vedvarende energikilder til erstatning for et fossildrevent kraftværk frem for at aktivere en eller anden form for negativ CO2-teknologi.

CO2-støvsugerne er med andre ord ikke noget bras. De virker i en vis udstrækning, og vi har efter alt at dømme gevaldigt brug for dem. Bare ikke som en teknologisk alt-i-en-løsning. De lovende CO2-støvsugere tyder til at være en del af metoden, men ikke selve løsningen.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: