Du skal nu til at læse en historie fra den digitale avis Zetland.
Du har adgang til artiklen, fordi vores skribent Lea Korsgaard har delt den med dig – ligesom alle medlemmer af Zetland kan.

signature

Sådan definerer europæerne national identitet. Og nej, Martin Henriksen, det involverer ikke kristendom

MÆRKATHvornår synes svenskerne, at man er svensk? Og spanierne, at man er spansk? Illustration: Sune Ehlers, Zetland

Derfor skal du læse denne historie

Hvilken essentiel hovedingrediens betragter europæerne som den mest afgørende for deres nationale identitet? Det viser en ny undersøgelse – og svaret er ikke, at man skal være kristen for at være, eksempelvis, hollænder. På den vis, argumenterer Lea Korsgaard, har meget lidt ændret sig de seneste 200 år. Og dog.

I sidste uge tog Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, endnu en runde i debatten om, hvornår man egentlig kan tillade sig at føle sig som dansker. For at kunne kalde sig dansk, sagde Henriksen til Jyllands-Posten, skal man deltage i de kristne højtider, og udlændingeordføreren opfordrede derfor indvandrere til som et minimum at gå i kirke juleaften, for så er man da i det mindste på rette vej” (ligesom, må man gå ud fra, de mange etniske danskere, der også kun tager et smut inden om kirken denne ene festlige gang om året).

Martin Henriksen ser altså en dyb forbindelse mellem det at være dansk og det at være kristen, og når man kaster blikket ud over tidens europæiske kontinent, kan man få det indtryk, at den Martin Henriksenske sammenkobling af national identitet og religion i stigende grad definerer de grænser, som i disse år mere end symbolsk markeres mellem mennesker, der hører til ét vi – og de, der ikke gør.

Men sådan forholder det sig ikke. Ikke umiddelbart i hvert fald.

Pew Research Center offentliggjorde for nylig en undersøgelse af, hvordan indbyggerne i en række lande definerer de vigtigste ingredienser i deres nationale identitet – og når det kommer til de europæiske lande, som undersøgelsen omfatter, skal man helt til det ortodokse Grækenland for at finde det eneste flertal, Martin Henriksen har på sin side: 54 procent af grækerne, som det ses i oversigten herunder, mener, det er afgørende at være kristen for at være græsk, mens kun 8 procent af hollænderne og 7 procent af svenskerne mener, man skal være kristen for at være henholdsvis hollænder og svensker. Jeg kan tage fejl, men mit gæt er, at havde Danmark været omfattet af undersøgelsen, havde vi også ligget og rodet deromkring.

Grafik: Sune Ehlers

Men hvad mener europæerne så er afgørende for, at man kan føle sig som – eksempelvis – spanier, ungarer, brite eller polak? Ifølge samme undersøgelse mener de, temmelig markant, at man skal tale henholdsvis spansk, ungarsk, engelsk og polsk. Det er sproget, med andre ord, ikke troen, der markerer hegnspælene om den nationale identitet.

I Holland mener hele 84 procent af hollænderne således, at sproget er meget afgørende” for at være ægte hollænder. 66 procent af svenskerne forventer, som det ses i grafikken her, at en ægte svensker taler svensk:

Grafik: Sune Ehlers

Af de undersøgte befolkninger er der lige præcis ingen, der vægter kristendom højere end sprog i definitionen af national identitet. Og tror man, dét er et udtryk for senmoderne menneskers temmelig løsagtige forhold til kirkegang, så vil et kig ned i historiebøgerne hurtigt minde om det modsatte. Blandt flertallet har sproget længe vægtet over kristendommen som vigtigste bærer af folkesjælen, også i Danmark. Martin Henriksen skal altså temmelig langt tilbage i nationens annaler for at finde folkelig opbakning til sit synspunkt – prøv bare at tage med på denne historiske lyntur (hvor, ja, både Reformationen og en skolelov fra 1899 vil blive nævnt, men hvor, nej, vi på ingen måde når ud i alle hjørner):

Da verden endnu ikke kendte til fænomenet nationalstat”, sorterede den politiske magt i Europa som bekendt under den katolske kirke og en stribe konge- og hertugdømmer. Magtens og skriftens sprog var latin og det, der kunne forrykke grænsedragninger, var enten en krig eller sex på politisk niveau: Når en konge giftede sig med en prinsesse og fik det halve eller hele kongerige med i pakken.

Men så skete to afgørende nybrud, der – som historikeren Benedict Anderson argumenterede for i sin klassiker Forestillede fællesskaber fra 1983 – fik fundamental historisk betydning: Gutenberg opfandt sin trykpresse, Luther hamrede Reformationen i gang – og grundlaget for en forrygende koalition mellem protestantismen og printkapitalismen var lagt: Reformationens revolte skabte en litteratur af – i første omgang – oversatte bibler, der kunne læses på de sprog, som almindelige mennesker rent faktisk talte, og et nyt marked af et læsende massepublikum tog form. Luther blev verdens første bestsellerforfatter. De nationale skriftsprog kunne begynde at opfinde sig selv.

Først fra dét tidspunkt i historien, skriver Benedict Anderson, blev det muligt overhovedet at ‘tænke’ nationen”. Skriftsproget blev forestillingsevnens transportmiddel, der satte den enkelte i forbindelse med de tusindvis af mennesker, der læste samme sprog. Med den sproglige revolution spredte idéen sig om, at de, der delte sprog, også delte fællesskab – og ikke bare et hvilket som helst fællesskab, men lige præcis det særlige fællesskab, som deres sprog farvede, formgav og inkarnerede. Hver nation,” som den tyske litterat Johann Gottfried Herder formulerede det i slutningen af 1700-tallet, taler, som man tænker, og tænker, som man taler.”

Med denne idés politiske overbygning – at et sprogligt fællesskab burde have retten til at råde over det territorium, som sproget taltes indenfor – blev nationalstaten født. Hvert sprog ville have sin stat. Men ikke alle fik det. Romantikkens optændte interesse for litteratur var ikke bare en optændt interesse for litteratur, det var også en optændt interesse for et politisk projekt: Sproget blev grænsedragningens nye demarkeringslinje.

I Danmark blev grænsen tegnet om i hundredåret mellem 1820 og 1920, hvor den daværende flernationale stat krakelerede, netop fordi den rummede flere sprog – flere nationer. Den tysktalende del af riget, Slesvig og Holsten, blev udskilt. Tilbage var en stat, der kun rummede én nation, nemlig den nation, der talte dansk. Det var (og det er her, Martin Henriksen igen kommer ind i billedet) bestemt også en nation, der var kristen, men sproget fik forrang. Eller rettere: Sproget var ikke bare et afgørende element i den nationale identitetsdannelse, sproget blev set som selve det åndelige materiale, hvorfra nationalkarakteren udsprang. Det aflejrede sig eksempelvis i den nye skolelov fra 1899, der for første gang i historien indførte flere dansktimer på skemaet end kristendomstimer. Historien befandt sig i sidste fase af sit store, langsomme, sekulære skift fra kristendommen til sproget som det politiske fællesskabs identitetsskabende kerne.

Martin Henriksen bliver dansker i kirken, men øjensynligt ikke særligt mange andre med ham. Kristendom er ikke det, der opleves af flertallet som afgørende for vores nationale identitet.

Men vent. Historien slutter ikke her med Martin Henriksen siddende alene på kirkebænken. For ser man kun på tallene fra den nye Pew-undersøgelse, kan man forledes til at konkludere, at når sproget – og ikke kristendommen – anses for nationalkarakterens formgiver, så burde folk med andre religioner jo snildt kunne passe ind i formen som – eksempelvis – svensker, hollænder eller dansker, så længe de taler svensk, hollandsk eller dansk. Men det ville være forkert at konkludere. Se bare på tallene i en anden ny undersøgelse fra tænketanken Chatham House:

Grafik: Sune Ehlers

De fleste europæere synes altså ligeglade med kristendommens betydning for deres nationale identitet, men de er tilsyneladende ikke ligeglade med islams betydning (og ja, jeg ved, jeg strækker mine konklusioner lidt her: Det er folks generelle opfattelse af muslimsk indvandring, de er blevet spurgt til i undersøgelsen, ikke specifikt til deres oplevelse af, om muslimer kan tilhøre deres nationale identitet eller ej. Men mon dog ikke vi kan tillade os at antage, der findes en sammenhæng mellem de to ting?)

Med andre ord står vi (altså vi, Europas mange nationale vi’er) med benene i to lejre, to paradigmer: Det ene ben står i det sekulære paradigme, som byder os, at religion er helt ligegyldigt for vores nationale tilhørsforhold. Det andet ben står i et, med et udtryk stjålet fra den tyske filosof Jürgen Habermas, postsekulært paradigme, der siger os, at religion alligevel spiller en afgørende rolle for, hvor grænserne rundt om vores vi” kan drages.

Kristendom er ligegyldigt (tag dén, Martin Henriksen). Islam er overhovedet ikke ligegyldigt, (værsgo, Martin Henriksen).

Nå, så kom det akavede øjeblik.

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du vil have flere historier. Vi giver de første 14 dage gratis.

Ja tak