Du skal nu til at læse en historie fra den digitale avis Zetland.
Du har adgang til artiklen, fordi vores skribent Philip Flores har delt den med dig – ligesom alle medlemmer af Zetland kan.

signature

Glad for lave renter på huset? Så tjek din pensionsopsparing. Det er for godt til at være sandt

  • 17. februar
  • Økonomi
  • 6 bidrag
  • 744 interaktioner
  • 15 min.
PARTYKILLERFinanstilsynets direktør, Jesper Berg, har blikket stift rettet mod pensionsselskaberne. Foto: Jens Henrik Daugaard / Polfoto

Derfor skal du læse denne historie

Indtil for bare 10-15 år siden havde stort set alle danske pensionsopsparere en garanti for at få deres opsparede penge udbetalt – endda med en forrentning på eksempelvis fire-fem procent. Sådan er det ikke længere. Den historisk lave rente har gjort det sværere for pensionsselskaberne at tjene penge, og derfor er de begyndt at investere langt mere risikabelt. Og risikoen? Den ligger på pensionsopsparerne. Et regulært regimeskifte, der kan få store konsekvenser for, hvornår vi kan gå på pension, har dermed fundet sted i vores pensionssystem – uden politisk debat.

For nogle dage siden udløb et telegram med en nyhed, der næsten lød for god til at være sand.

Hvis man som boligejer med realkreditlån i Nordea var i den heldige situation, at man skulle omlægge sit variable, et-årige boliglån, så lød den nye rente på minus 0,11.

Altså, bare lige for at gøre det helt klart:

I princippet skal boligejerne med det såkaldte F1-lån fra den 1. april 2017 ikke betale en krone i rente for at låne. Nej, de får penge for at låne.

Det gør de selvfølgelig alligevel ikke helt, fordi bankerne opkræver bidragssatser og administrationsgebyrer, men lad os bare konstatere, at det er gode tider, hvis man går og drømmer om hus og have, en ny bil eller for den sags skyld en jordomrejse.

Siden finanskrisen har centralbankerne (der, hvor de almindelige banker låner penge, som de så låner videre ud til os forbrugere) i både Europa og USA uden historisk sidestykke pumpet penge ud i samfundet med nulrenter og massive opkøb af obligationer for at få gang i forbruget, boligmarkederne, investeringerne og i sidste ende jobskabelsen.

Det er det, vi nyder godt af, når vores bankrådgiver i vores lokale bank pludselig er blevet til at snakke med.

Men penge har (selvfølgelig) også en pris.

Hvad nu, hvis det hele er for godt til at være sandt?

Hvis du vil vide, hvad jeg mener, så prøv at tjekke det, der står med småt i din pensionsordning.

FØRSTEI tegneserieform kunne første del af historien om pensionsselskabernes nye type investeringer se sådan ud: "Yes! Renten er lav, så nu skal der købes nyt køkken." Illustration: Jens-Andreas Dolberg Elkjær

Da jeg i sidste uge interviewede manden, der efter finanskrisen skulle komme med anbefalinger til at sikre os imod nye sammenbrud, CBS-professor Jesper Rangvid, sagde han direkte, at risikoen for sammenbrud ikke er forsvundet, selv om politikerne stort set har fulgt alle hans anbefalinger.

De risici, der før blev taget i bankerne, er bare flyttet andre steder hen, sagde han og
pegede på nulrenten – eller rettere nulrentens pres på pensionskasserne – som tidens aktuelt største trussel mod den finansielle stabilitet.

Det viser sig, at det er en vurdering, han deler med manden, der efterfølgende har fået til opgave at holde den finansielle sektor i kort snor – Finanstilsynets direktør Jesper Berg.

Finanstilsynet kontrollerer basalt set, at bankerne, realkreditinstitutionerne og andre finansielle storspillere følger reglerne, og Finanstilsynet er på mange måder blevet gevaldigt styrket efter krisen.

Problemet er, at spillereglerne hele tiden ændrer sig, og Jesper Berg mener, at nulrentepolitikken helt umærkeligt og uden politisk debat har skubbet til et regulært regimeskifte” i vores pensionssystem, som han ikke kan gøre det store ved.

Helt kort:

Når centralbankerne låner penge ud gratis, kan pensionsselskaberne til gengæld ikke få forrentet vores kollektive (enorme) pensionsformue, og de er derfor de seneste år begyndt at investere vores alle sammens pensionspenge langt mere risikabelt. Og endnu mere afgørende: De har flyttet risikoen over på os pensionsopsparere.

Jeg siger ikke, at vi skal tilbage til det gamle regime, men jeg siger, at politikerne burde tage stilling til det, der sker lige nu og her,” siger Jesper Berg, der mener, man må forholde sig til, at regningen for tidens opsving og forbrugsfest risikerer at lande, når vi har allermindst råd.

Vi snakker altså om 3.000 milliarder kroner. Vi snakker om forskellen på, om vi kan gå på pension som 65-årige eller 75-årige. Vi snakker om den levestandard, vi kan få på et tidspunkt i livet, hvor der ikke er så mange andre steder at finde penge. Vi er nødt til at snakke om det.”

ANDEN"Hmmm. Når renten er så lav, gror der støv – ikke guld – på vores kunders penge," tænker pensionsselskabsmanden i pensionstegneserien. "Vi må investere mere risikabelt." Illustration: Jens-Andreas Dolberg Elkjær

De mest geniale idéer er ofte simple.

Det gjalt også den danske gazellevirksomhed Hesalight, der i 2015 lancerede en større plan om at få kommuner og store virksomheder til at udskifte de gængse el-pærer i alt fra lagerlokaler til gadebelysning med mere langlivede, men også meget dyrere, LED-pærer.

Kort fortalt var det unikke ved Hesalights idé, at kunderne kunne vente med at betale og afregne løbende, i takt med at de rent faktisk kunne aflæse besparelsen på el-regningen.

Den eneste udfordring var, at forretningsmodellen jo i sagens natur var … langsigtet. Selskabet skulle bruge en masse kapital til at dække udgifterne, indtil besparelserne og dermed indtægterne begyndte at materialisere sig.

Bankerne var tilbageholdende og i øvrigt under massiv kontrol efter den seneste finanskrise, men heldigvis fandtes der et perfekt match for Hesalight: En række danske pensionsselskaber ledte efter langsigtede investeringsmuligheder, fordi det simpelthen var umuligt at få en ordentlig forrentning af danskernes pensionsformuer i banken.

I november 2015 rejste belysningsvirksomheden 750 millioner kroner ved at udstede obligationer, der først og fremmest blev opkøbt af pensionskasserne PensionDanmark og Pensam.

I november 2016, et år senere, gik Hesalight konkurs.

Begge pensionskasser mistede trecifrede millionbeløb.

Året før blev dækgenbrugsvirksomheden Genan taget i svindel og bedrag og hev pensionskassen PKA og godt en milliard pensionskroner med sig i faldet. For nyligt mistede PensionDanmark godt 200 millioner kroner på et amerikansk vindmølleeventyr.

TREDJEI forsøget på at finde et sted at forrente sine pensionskunders penge, forsøger pensionsselskabsmanden i pensionstegneserien sig med en investering i – for eksempel – vindmølleindustrien. Illustration: Jens-Andreas Dolberg Elkjær

Historien om bagsiden af nulrenterne og pensionskassernes mere og mere risikable satsninger er som sådan derude.

På en eller anden måde er historien bare alligevel slet ikke derude.

Alle ovenstående sager har fået massiv mediebevågenhed, men på de såkaldt lyserøde sider. I erhvervssektionerne.

Tal fra Finanstilsynet viser, at pensionsselskabernes placering af formue i det, de kalder alternative investeringer, er vokset fra 152 milliarder kroner til 253 milliarder kroner på tre år.

Nogle af selskaberne har tilsvarende smidt mange ressourcer i at forstå de nye markeder, men der er sandelig også nogle, der slet ikke er der endnu”, siger Jesper Berg:

Når pensionsselskaberne køber statsobligationer, kan de gå ind og slå op på Bloomberg og se prisansættelsen på en statsobligation ned til mindste decimal, men det er altså sværere at slå op, om man giver den rigtige pris for en brasiliansk regnskov. Er skoven oversvømmet 360 dage om året? Lever der en brasiliansk jaguar, der gør, at du ikke må fælde træerne? Er der en lokal stamme, der skal kunne opføre sine gamle ritualer?”

Som sådan har Jesper Berg ikke noget imod, at pensionsselskaberne tager risici, og det ville i hans øjne være mærkeligt, hvis de ikke samlede den præmie op, der ligger i at kunne lave langsigtede investeringer, som andre investorer har svært ved at vente på.

Jesper Berg mener bare ikke, at det er gået op for folk (og måske politikerne), hvad det er, der egentlig foregår.

Det er klart, at når man bevæger sig ud i noget, hvor der er større risici, så vil der også være enkelte tilfælde, hvor selskaberne tager nogle store tab. Det kan jo sagtens tjene sig ind et andet sted. Det interessante er, hvorfor pensionsselskaberne føler sig tilskyndet til at søge en større risiko. Og hvem der i virkeligheden bærer risikoen,” siger han.

FJERDENådada. Vindmølleeventyret gik ikke i pensionstegneserien. Pengene er tabt. Illustration: Jens-Andreas Dolberg Elkjær

Måske husker du, at den amerikanske by Detroit for tre år siden gik konkurs?

Måske husker du billederne fra de nedlagte bilfabrikker? De tomme gader? De forladte bygninger?

Historien om den grå, amerikanske industriby, der hverken havde været i stand til at følge med tiden eller den billige produktion i fjernøsten, var enkel at illustrere.

Baggrunden var mere kompleks.

En af de gældsposter, der væltede millionbyen i Michigan, var de fremtidige pensionsudbetalinger.

Og Detroit var og bliver ingen undtagelse, mener Jesper Berg.

Andre amerikanske byer har samme problem, og tilsvarende, hvis du kigger på balancerne i en række store virksomheder rundt omkring i Europa. Mange af dem ville være insolvente, hvis deres pensionsforpligtelser var opgjort i markedsværdi. Du kan også finde hele lande, hvor statsgælden blegner i forhold til pensionsgælden,” siger han.

I Danmark har vi forsøgt at gardere os imod den slags ved nogle ret tekniske indgreb, der handler om at balancere markedsværdien af aktiver og passiver (nogle af Jesper Bergs yndlingsudtryk).

I bund og grund handler det om, at vi har stillet store krav til pensionsselskaberne om at øge polstringen, når de lover pensionskunderne garanterede pensionsudbetalinger og en bestemt forrentning. For at undgå at havne i samme situation som Detroit.

Det gør isoleret set det danske pensionssystem mere robust. Men ligesom flere skifter til cykel, hvis du hæver bilbeskatningen, så påvirker den her slags beslutninger også adfærden hos selskaberne, der simpelthen har flyttet sig et andet sted hen,” siger han.

Det sted hedder markedsrenteprodukter.

Lad os sige, at du – kære læser – har tegnet eller ændret din pensionsordning inden for de seneste år. I så fald er der en god sandsynlighed for, at du har sagt ja til et markedsrenteprodukt.

Det er gået rigtig stærkt. Over 60 procent af alle nye pensionsmidler i dag er enten markedsrenteprodukter eller produkter med en 0-garanti. Det har virkelig flyttet sig på få år,” siger Jesper Berg.

Det kræver selvfølgelig en forklaring: Indtil for 10-15 år siden havde stort set alle danske pensionsopsparere en garanti for at få alle sine opsparede penge udbetalt og desuden med en garanteret forrentning på eksempelvis fire-fem procent. Hvis aktierne i et garantiprodukt faldt med 10 procent, så betød det bare, at pensionsselskabets egenkapital blev mindre.

I et markedsrenteprodukt er der ingen garanti.

Pensionsselskaberne siger simpelthen: Ved du hvad, vi kan i gennemsnit skabe et højere afkast, hvis vi ikke garanterer dig noget som helst. Vi lader i stedet dig – som kommende pensionist – stå med risikoen. Tab på aktiverne ryger direkte over i et tab på din pension,” siger Jesper Berg.

Det er nu heller ikke så mærkeligt, mener han. For hvis selskaberne skulle garantere et afkast med de nuværende statsrenter, så ville det afkast være så lavt, at folk lige så godt kunne gemme pengene under madrassen”, som han siger.

Med markedsrenteprodukterne kan selskaberne tilbyde en forventet forrentning på måske 5-8 procent, fordi kunden tager risikoen.

Og det gør vi så?

Ja, men man må nok også sige, at det primært er selskaberne, der træffer beslutningen, fordi kundernes forståelse for de forskellige muligheder for de flestes vedkommende er relativt begrænset. Det generelle problem ved de her finansielle produkter er vel, at de fleste kunder har svært ved at forstå de finere nuancer. Det er det, vi økonomer kalder asymmetrisk information.”

FEMTEFor bare 10-15 år siden var det normalt, at du havde garanti for at få alle dine opsparede pensionspenge retur – og med en garanteret forrentning på for eksempel fire-fem procent. Men med de mere risikable investeringer er den tryghed forsvundet. Manden i pensionstegneserien, der havde glædet sig til sin pension, er ikke glad. "Piv," kommer det fra ham. Illustration: Jens-Andreas Dolberg Elkjær

Da jeg snakkede med CBS-professoren Jesper Rangvid i sidste uge, fik han på det nærmeste sagt, at det måske allerede er for sent at gøre noget ved den situation, nulrenten har skabt.

Paradokset er, at jo længere nulrente-regimet fortsætter, jo større bliver presset på vores pensionsmodel, og jo større risici bliver pensionsselskaberne tvunget til at tage, men omvendt: Hvis nu centralbankerne pludselig begynder at hæve renten, så har vi også problemer.

Helt direkte i den forstand, at mange af de lån, vi lige nu optager til en ekstremt lav rente, pludselig bliver en hel del dyrere at refinansiere og betale af på.

Indirekte, fordi alle de milliarder, som pensionsselskaberne lige nu pumper ud i aktier, bygninger, vindmøller, regnskove, guld, og hvad ved jeg, er med til at pumpe priserne i vejret. Hvad mon der sker, hvis pensionsmilliarderne pludselig hives ud af systemerne igen?

Jesper Berg sammenligner det med en bue, der allerede er spændt til bristepunktet. Hvis den spændes yderligere, er der en risiko for, at buestrengen brister. Hvis man slipper buestrengen, vil der ske ting og sager med voldsom kraft.

Opgaven bliver – billedligt talt – stille og roligt at bringe buen tilbage til udgangspositionen, men det er ingen enkel øvelse.

Hvis renten stiger, så vil det afspejle sig i priser, lønninger, boligydelser, kurser og den slags, og det kan blive lidt spændende, hvordan det udvikler sig. Hvis du går ud og kigger på en bolig, så er det jo ikke prisen, men ydelsen, du kigger på, og den vigtigste komponent i ydelsen er renten, så på en eller anden måde, så skal du tro på, at verden vil hænge sådan sammen, at hvis din rente stiger, så vil din indkomst også stige. Og hvis de ikke stiger i par, så har du måske et problem,” siger Jesper Berg.

Udfordringen bliver – helt konkret – at vi ikke har det store at sige. Nationalbanken i Danmark dikterer officielt renteniveauerne, men Danmarks fastkurspolitik i forhold til euroen betyder reelt, at vi altid følger bevægelserne i ECB-renten for at forsvare den danske krone.

Så mens vi venter, handler det om at omstille os til den nye situation, og Jesper Berg mener heller ikke nødvendigvis, at alting var bedre i gamle dage.

Min egen morfar døde i 1970, og han var tandlæge, og han efterlod en del penge til min mormor, men da hun døde i 1990, var pengene udraderede som følge af inflationen. Omvendt var min far praktiserende læge og sparede op i slut 70′erne og start 80′erne og fik hele gevinsten fra den faldende rente og efterlod min mor relativt velhavende. Det havde måske været smartere, hvis min mor og min mormors situation havde været udjævnet.”

Politikerne er bare nødt til at tage stilling til, hvad der skal komme i stedet, og ikke bare se til, mens nulrenten og pensionsselskaberne er ved at ændre fundamentalt ved den danske model.

Hvis pensionsselskaberne mister store formuer på risikable investeringer, vil det desuden få konsekvenser for de offentlige finanser, fordi staten kommer til at udbetale mere i indkomstafhængige, offentlige ydelser.

Man kunne vælge at sige, at der må være grænser for, hvor meget af vores pensionsformue, der må investeres i brasilianske regnskove og vindmøller og den slags. Jeg kan leve med hvad som helst. Politikerne kan også vælge at sige, at det er fint. At det er folks egen risiko ligesom enhver anden formuedisposition. Vi skal bare ikke køre ind i et helt nyt regime uden at have taget stilling til, hvad man politisk kan acceptere.”

Af præcis den grund udsender Finanstilsynet senere i denne måned et diskussionpapir og afholder en konference med det formål bagefter at kunne fremlægge forskellige modeller for politikerne, så de kan tage stilling til, hvad de egentlig ønsker.

SJETTESå hvad nu? Bør pensionsselskaberne holde op med at forsøge at forrente deres kunders penge med risikable investeringer? Det bør, som minimum, politikerne tage stilling til, mener Jesper Berg fra Finanstilsynet. Illustration: Jens-Andreas Dolberg Elkjær

Jesper Berg sammenligner kampen for at undgå en ny finanskrise med at være batter i en baseballkamp.

Man skal være i stand til at se bolden komme. Kunne regne dens kurve ud. Man skal have modet og evnerne til at svinge i det rigtige øjeblik, og man skal have sig et ordentligt bat.

Alle de steder kan man diskutere, om vi er klar,” siger han.

Jesper Berg havde med egne ord flerdobbelt skyld i den seneste finanskrise. Han var en offentligt anerkendt økonom, han havde været ansat i Nationalbanken, og han var senere bankdirektør i Nykredit.

Der var stort set ikke dem, der ikke fejlede op til den seneste finanskrise, og jeg var en del af tre grupperinger, der alle sammen fejlede. Det gjorde den her institution, hvor jeg nu er ansat, også, men testen må nu være, om vi så har lært af vores fejl. Økonomprofessionen har jo ikke været vanvittigt succesfuld i forhold til at forudse de her ting komme, politikerne har ikke nødvendigvis altid haft tilstrækkeligt mod, og man kunne godt anfægte, om vi, der skal føre tilsyn, reelt har et baseballbat eller et rundboldbræt.”

Finanstilsynet er med Jesper Bergs ord begyndt at skubbe moderat til bankerne og realkreditinstitutioner.

Man har sendt en vejledning ud, hvor tilsynet kraftigt opfordrer bankerne til at være forsigtige med at låne ud til boliger i de områder, hvor priserne stiger mest.

Vores indtryk er, at bankerne også har lært lidt af krisen, men der er mange interessenter derude. Vi har en rimelig god forståelse med kreditafdelingerne i bankerne, men sagen er, at bankerne jo også har en salgsafdeling,” siger han.

Men det nye pensionsregime er et godt eksempel på, at det er svært for tilsynet at følge med, og at man måske heller ikke har den samme medvind og lydhørhed hos politikerne, som man havde umiddelbart efter krisen.

Finanstilsynet fik som nævnt langt flere muskler og redskaber efter krisen, men bolden har ligesom flyttet sig. Dog understreger Jesper Berg (ligesom Jesper Rangvid), at vi ikke generelt befinder os i en boble, som vi gjorde midt i nullerne.

Hvis man ser på boligmarkedet i det her område,” siger han og peger ud af vinduet på Østerbro i København, hvor Finanstilsynet har kontorer, så går det stærkt. Men man skal bare ud til Vedbæk, hvor jeg bor, så er priserne ikke steget igen, siden de faldt med omkring 30 procent under krisen. Bevæger du dig videre ud til Nakskov, er det en helt anderledes verden.”

Ikke desto mindre befinder vi os i et opsving med høj beskæftigelse og optimisme, og det er nu, det gælder om at polstre sig og eliminere risici.

Efter Biblens princip,” som han siger. Syv fede år, syv magre år. Vi skal have noget at trække på, når det igen bliver hidsigt.”

Flere historier

Nå, så kom det akavede øjeblik.

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du vil have flere historier. Vi giver de første 14 dage gratis.

Ja tak