Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Nicolai Dandanell er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Det er kedeligt at kede sig. Og derfor virkelig vigtigt

  • 21. august 2019
  • 16 min.
KOM NUUUUKed dig, det er godt for dig. Alle cinemagrafer: Kasper Løftgaard for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

At kede sig er i det moderne liv forbundet med manglende forstand og opfindsomhed; det anses som spildtid, som dumt. Sagen er den, at det er alt andet end dumt. Forskningen viser, at kedsomheden er sundt for hjernens kemi og stimulerende for vores kreativitet. Måske er den faktisk den perfekte modgift til en verden af distraktioner. Derfor dette forsvar for kedsomheden.

En gang om året mødes nogle mennesker i London til verdens kedeligste konference, The Boring Conference hedder den, dørene åbner klokken halv elleve, skriver arrangørerne på hjemmesiden, og så begynder det at blive kedeligt fra omkring en halv time senere. Deltagerne mødes for at tale om emner som toast, stregkoder, de lyde, som slikautomater laver, gule linjer, at nyse, butiksvinduer, antikprogrammer på tv og alle de ting, et Yamaha PSR-175 Portatune keyboard kan, hvilket efter sigende er ret mange ting, og tro det, hvem der kan, men kedsomhed har i det hele taget lidt af et øjeblik i disse år. En anden konference, The International Interdisciplinary Boredom Conference, hvor man mødes under sloganet Kedsomhed er alt andet end kedeligt”, findes også, forskere rundtomkring i verden udgiver bøger på stribe, og vi befinder os åbenbart også midt i et litterært kedsomhedsboom. Det er helt genialt.

Nu skal vi også her kede os. Vi skal kede os, fordi det er godt og sundt og klogt, og fordi vi er bange for det, nogle af os er i hvert fald. Jeg er. For det er umoderne at kede sig, det er forbundet med manglende forstand og opfindsomhed, og det er også svært at gøre, for tech-alderens konstante udbud af underholdning og distraktioner er der som bekendt hele tiden. Man skal nærmest anstrenge sig for at kede sig. Kedsomhed er gammeldags, anakronistisk, en personlig fiasko. En mor, ikke min, men så måske din, sagde engang, at kun dumme børn keder sig.

Og så kontrastødet. Vi skal kede os, fordi det gør os bedre til at være mennesker på nogle ret fundamentale områder. Det er en stor påstand, men nu har jeg læst om det her i en uge, og den skulle være god nok. Forskningen er med mig: Det er sundt at kede sig. Det er sundt for psyken, det er godt for kreativiteten, og måske netop fordi det er svært, måske netop fordi det er så let at lade sig nedsænke i Instagram, skal vi i stedet kede os. Trods er godt.

I forsvaret for kedsomhed står jeg altså ikke alene, og måske giver det mening. Måske er kedsomhed vejen frem i en verden af underholdning og det valgets tyranni, man møder, når man ikke har noget at lave og går på Netflix og bliver overvældet af muligheder og derfor igen bare ser Anden Verdenskrig i farver.

Måske. Nok. Derfor dette forsvar for kedsomheden.

Bonusinfo. Ifølge den norske filosof Lars Frederik Händler Svendsen anså kirken i middelalderen acedia for at være den værste af de syv dødssynder. Den beskrives som en form for sløvsind eller mangel på deltagelse. En slags kedsomhed.

For et par uger siden skrev jeg ud og spurgte medlemmerne, om de nogensinde kedede sig, og om de ville fortælle mig, hvad de, om noget, mente at få ud af det, hvis de så gjorde det. Mange svarede (endnu en gang tusind tak for det), og en af dem var Naja Holst, der er 19 år gammel og i sit sabbatår arbejder på Bredal Kro lidt uden for Vejle.

Det startede med, at jeg i foråret, da jeg gik i 3. g, oplevede at gå ned med stress,” sagde hun til mig i telefonen. Jeg tog et break og var bare hjemme i en uge uden at lave noget og prøvede at finde ud af, hvordan jeg fik det bedre. Det var godt vejr. Det var i påsken, tror jeg, og så sad jeg ude i haven og bare sad. Og lavede ingenting. Jeg sad nærmest bare og kiggede på græsset, der groede.”

Naja Holst havde i flere måneder haft ondt i maven, hovedpine og svært ved at sove, men hun er sådan en, der laver lister over det, hun burde gøre, når hun er færdig med det, hun skal gøre, og hun tog det ikke alvorligt. Hun er perfektionist, nok en smule påvirket af vores supereffektive samfund”.

Det kulminerede så en dag, hvor jeg brød sammen midt i en time, eller det skete faktisk flere gange i løbet af dagen,” sagde hun. Så havde jeg heldigvis en rigtig god lærer, som sagde, at jeg skulle passe på mig selv nu og tage det alvorligt.”

Ude i haven kedede hun sig. Det var svært. Hun gør det stadig, og det er stadig svært.

Det er virkelig krævende, selv om det bare er et par minutter. Men så sidder jeg der og har alle sanser åbne. Det giver mig en ro. Når jeg keder mig, kan jeg mærke, hvordan jeg har det, helt ud i tæerne. Og nogle gange kommer der nogle idéer til mig. Jeg kan komme i tanke om, at jeg virkelig trænger til at se den her veninde eller besøge mine bedsteforældre.”

Allerede de græske filosoffer beskæftigede sig med kedsomhed, og både Kierkegaard, Dostojevskij og Tolstoj var på sagen (den sidste kaldte det ønsket om ønsker”). Videnskaben har arbejdet med kedsomhed siden i hvert fald 1885, hvor briten Francis Galton, der som både geograf, meteorolog, opdagelsesrejsende, arvelighedsforsker og eugeniker, grundlægger af psykometrien og differentialpsykologien og opfinder af fingeraftryksgenkendelse i øvrigt var lidt af et videnskabeligt renæssancemenneske, udgav en kort artikel i tidsskriftet Nature om målestokken for rastløshed”, hvori han beskrev, hvordan deltagerne ved videnskabelige konferencer, som timerne gik, begyndte at trille tommelfingre.

Sagen er så bare den, at vi stadig ikke er meget tættere på at definere, hvad kedsomhed egentlig er. Ud over kedeligt. Videnskaben er endnu ikke nået til en konsensus, ikke sådan rigtigt. For hvad er kedsomhed? Er det apati, er det depression, er det et helle? Således bare nogle af buddene.

Noget, vi dog ved noget om, er, hvordan hjernen arbejder hos dem, som i særlig grad går og keder sig. Når vi oplever spænding og altså ikke keder os, udløses en kemisk budbringer, neurotransmitteren dopamin, hvilket føles godt, og det ser ud til, at de kedsomhedstilbøjelige fra naturens side har mindre dopamin at gøre godt med, hvilket betyder, at der, hvad deres hjerner angår, skal mere til i jagten på stimulans. De bliver nødt til at søge mere underholdning for at få dopaminen til at flyde. Kedsomhedens fysiske placering i hjernen er vi heller ikke helt sikre på, men forskningen har vist, at patienter indlagt på hospitalet med skader på deres frontale cortex (den forreste del af frontallappen) er mere tilbøjelige til at kede sig, hvilket er særligt interessant, fordi det også er i den frontale cortex, at vores opfattelse af tid bor, og så giver det måske pludselig mening, at vi nogle gange kan have det sådan, at tiden går langsomt, når vi keder os. Det kan være, at kedsomhed og tid er naboer.

Neurovidenskaben er i de seneste år begyndt at forske en del i, hvad der sker i hjernen, når vi keder os, og man kan måske ikke overraskende spore aktivitet i de dele, der har med følelser som frygt og afsky at gøre, men man kan det også i dem, som styrer vores planlagte, målorienterede opførsel. Altså, når vi keder os, sker der noget i den del af hjernen, hvor der sker noget, når vi ikke bryder os om det, der foregår i den konkrete situation, vi står i som mennesker, men der sker også noget der, hvor der sker noget, når vi gerne vil gøre noget ved det. Vi har at gøre med en art proaktiv afmagt, og i forhold til den umiddelbare forståelse af kedsomhed virker det jo på en måde til at give mening.

Forskningen i kedsomhed boomer i det hele taget, som jeg så det formuleret et sted, og det fede ved kedsomhed er måske også, hvor bredt det favner. Videnskabsmænd og -kvinder fra felter som genetik, filosofi, psykologi og historie er i de seneste år begyndt at bruge deres tid på at finde ud af, hvad kedsomhed er, hvordan det manifesterer sig i hjernen, og hvad vi så, når vi ved alt det, kan bruge det til. Kedsomhed er, som de siger ved The International Interdisciplinary Boredom Conference, alt andet end kedeligt. Man er lidt oppe at køre over det for tiden.

Bonusinfo. Kedsomhedsboomet giver sig ikke blot til kende i videnskaben. Der findes også et litterært kedsomhedsboom, det siger i hvert fald The New York Times, og Vogue mener, at kedelig mode vil dominere dette efterårs kollektioner.

Et andet af de Zetland-medlemmer, jeg talte med i sidste uge, er 43-årige Anne-Marie Torpe. Hun skrev til mig, at hun bruger” kedsomhed, at hun mere ser det som dagdrømmertid.” Særligt, skrev hun også, er hun bevidst om at give kedsomheden videre til sine børn. Så ringede jeg til hende.

Jeg oplever, at mine børn har rigtig svært ved at kede sig, ved ikke at lave noget, ikke at gøre noget, ikke at få den der stimulans,” sagde hun. Og jeg har brugt det rigtig meget selv. Jeg er ret introvert, så jeg har brug for de der pauser, hvor jeg kommer væk fra impulser, ting, der sker, folk, der snakker. Det handler om at få lov til at sidde med sig selv og sine tanker, og så sker der nogle ting. Jeg kalder det at trække i land, altså at jeg trækker mig tilbage til mig selv.”

En sommer besluttede Anne-Marie Torpe og hendes familie (nok mest den voksne afdeling af den, sådan plejer det jo at være med den slags), at de skulle på ferie uden skærme, og det, mente børnene (fordi: Læs ovenstående parentes), var noget juks.

Der gik nogle dage, hvor de havde svært ved at finde ro, og så var det, at de pludselig fandt en fluesmækker i det der sommerhus og blev helt vilde med at lege med den,” sagde hun. Vi blev nødt til at køre op i brugsen for at købe nogle flere fluesmækkere. De legede en hel uge med dem. Det er et eksempel på, at der jo sker noget, hvis du får lov til at finde ro og få noget tid med dine egne tanker og din egen fantasi.”

Nogle gange keder Anne-Marie Torpe sig med vilje, fortalte hun, når hun er på arbejde.

Jeg kan godt finde på at booke et mødelokale, bare lige i ti minutter eller et kvarter en gang hver anden dag, og så bare sætte mig og stirre lidt ud i luften. Så får jeg lagt en pause ind, og det kan godt føles lidt fjollet, at man skal skemalægge det på den måde, men jeg tror, det gør noget.”

Det, at man skal skemalægge det, siger måske også noget ret præcist om den måde, vi har indrettet vores arbejdsliv på.

Hun grinede i telefonen.

Ja. Helt klart.”

Det fundamentalt modsætningsfyldte i et forsvar for kedsomheden er, i hvor høj grad mange af os dagligt forsøger at undvige den, afvise den og besejre den, for kedsomheden er af de fleste som bekendt ikke anset som et gode. Det er nok ikke underligt, at valget oftest står mellem apati og depression, når den af den ene eller den anden forsøges sprogligt indfanget. Kedsomheden er ønsket om et ønske, et metaafsavn, og skal vi forstå, hvorfor der er et behov for at forsvare den, må vi først forstå vores behov for at besejre den.

I sin bog Boredom: A Lively History argumenterer den australske professor Peter Toohey for, at kedsomhed, ulig det, han kalder primære følelser som glæde, sorg, frygt, vrede eller afsky, på en måde spiller en sekundær rolle i menneskets følelsesliv, ligesom i øvrigt sympati, forlegenhed, skyld, stolthed, misundelse og taknemmelighed gør det. Han laver en afgrænsning mellem to former for kedsomhed – simpel kedsomhed, som forekommer regelmæssigt, og eksistentiel kedsomhed, som hverken er en følelse, en stemning eller en fornemmelse”, men i stedet noget langt større og mere graverende, som har meget til fælles med depression. Og sådan en skal man ud af.

Problemet, skriver Toohey, er så bare, at det, vi normalt gør for at komme kedsomheden til livs, altså underholdning, det andet, det nye ret hurtigt også bliver kedeligt, hvilket, mener professoren i hvert fald, vi dybest set er klar over, men ignorerer, måske fordi vi er lidt bange for at skulle konfrontere den sandhed, at vi er magtesløse. Toohey skriver: Lige så hurtigt som det nye bliver oplevet, kan det blive kedeligt. Det nye bliver en variant af det uendelige. Det formindskes uendeligt.”

Alligevel ser vores tendens til at søge kuren for kedsomhed i det nye og skinnende ud til at være en fundamental del af, hvad det vil sige at være menneske, skriver Toohey, som kalder det et dybtliggende kulturelt fænomen:

Populærkulturen er fyldt med eksempler på denne proces, hvor vi bryder reglerne for at flygte fra den kroniske kedsomhed ved det moderne liv. Problemet med at bryde reglerne er, at det så hurtigt bliver forudsigeligt, prosaisk og kedeligt. Avantgarde og rock and roll, for at tage et par eksempler, satte begge gang i revolutioner mod status quo igennem blændende, intens nyhedsværdi, men begge blev så forudsigelige som majskolber.”

Han fortsætter, og manden kan altså skrive, se bare her:

At bryde reglerne, hvis det gøres jævnligt, bliver hurtigt blot endnu et element i det bygningsværk af middelklassekedsomhed, som det var designet til at erstatte.”

Så hvad gør man? Måske ingenting.

For hvor kedsomhed både er blevet sat i forbindelse med dårlige køreegenskaber, tankeløs snacking, druk, usikker sex og ludomani, og selv om vi, altså mennesket, over en bred kam bryder os så lidt om det, at to tredjedele af mænd og en fjerdedel af kvinder hellere vil give sig selv stød end at sidde alene med vores tanker i 15 minutter (for det forsøg findes, helt vildt), så er der altså også gode ting at hente i kedsomheden. Således jo hele pointen med den her artikel. Med forsvaret.

Bonusinfo. I Enten – Eller skriver Søren Kierkegaard om kedsomhedens paradoks. Guderne skabte i kedsomhed mennesket, Adam, men han kedede sig også og skabte Eva, som også kedede sig, og sådan øgedes mængden af kedsomhed i verden.

Tredje og sidste levende billede i min fouragering blandt medlemmernes erfaringer med kedsomhed blev Victor Stampe, 22 år og studerende.

Jeg keder mig ofte,” skrev han. Bevidst, og uden at gøre noget for at ændre det. Nogle gange lukker jeg bare øjnene og tænker. Så tegner jeg ting for mit indre blik og ser det udvikle sig.”

I telefonen fortalte han, at han så kedsomheden som en slags mindfulness.

Det er sjældent, der er helt stille, og jeg har tid til at lave ingenting. For mig er det en luksus. I forbindelse med at jeg skrev min bachelor, satte jeg stor pris på, at jeg midt på dagen kedede mig. Så satte jeg mig og lukkede øjnene og lod tankerne flyve.”

Victor Stampe læste retorik, nu kommunikation, og han skrev sin bachelor om undskyldninger.

Det er de gode idéer, jeg får i kedsomheden,” sagde han. Man skal lade tankerækken fare derudad, og det kræver tid. Jeg skriver også digte, og ofte får jeg inspiration, når jeg keder mig. Jeg sidder og forestiller mig ord og handling, og så kommer der en sætning til mig, og så må jeg skrive den ned, og så går det derfra.”

Man kan, i hvert fald ifølge forskningen, dele årsagerne til, at det er godt at kede sig, op i to. Groft sagt.

For det første er det sundt for vores psyke, særligt med tanke på et arbejdsliv, hvor mange af os bruger meget af vores tid på at kigge ind i diverse skærme. Sandi Mann, britisk psykologiprofessor, forfatter til bogen The Upside of Downtime: Why Boredom Is Good og en af klodens ledende autoriteter, hvad angår kedsomhedsforskning, skriver, at kedsomheden giver os et pusterum, at arbejde og stress i kedsomheden finder en fuldstændigt nødvendig modgift. Forskning har vist, at det moderne liv, både det, der leves på arbejde og ikke, altså e-mails, sociale medier, datingapps og så videre, kan være hårdt for det mentale helbred, intet mindre, og i det lys er pausen, kedsomheden, en oplagt medicin.

Mann skriver videre, at det er vigtigt ikke at blande kedsomhed sammen med afslapning. En bevidst rolig aktivitet, og det kan jo være yoga eller meditation, er ikke nødvendigvis vejen frem. Det er fraværet af aktivitet, det handler om, altid fraværet, og for at komme ind i den ægte kedsomhed, foreslår hun, må man gøre noget, som kræver ingen eller meget lidt koncentration. Man kan gå en tur på en rute, man kender, man kan svømme frem og tilbage i et svømmebassin, man kan sætte sig og glo ud i luften. Sandi Mann går videre. Hun bevæger sig lidt ind på Peter Tooheys banehalvdel og skriver, at mobiltelefonen, som selvfølgelig er blevet lagt væk, ikke (!?), paradoksalt nok både ødelægger vores mulighed for at kede os og for at blive rigtig underholdt.

Vi prøver at swipe og scrolle kedsomheden væk, men når vi gør det, gør vi os i virkeligheden mere tilbøjelige til kedsomhed, for hver gang vi tager vores telefon frem, tillader vi ikke vores hjerne at vandre og løse vores problemer med kedsomhed,” har hun sagt til Time, og her kommer dopaminen så på banen igen, for det, der sker, når vi søger det hurtige fix, det er, at vi bliver immune over for den her kemiske budbringer. Den virker simpelthen dårligere, fordi vores tolerance bliver højere. Kedsomheden, derimod, genopfylder på en måde hjernens lagre af kemi, og det er godt. Det gør, at vi kan have det godt.

For det andet gør kedsomheden os mere kreative. Det her er der lavet rigtig meget forskning om, og i kernen af argumentet, i hvert fald hvis man spørger Sandi Mann, finder man, at kedsomhed er en søgen efter det, hun kalder neural stimulation: Hvis vi ikke kan finde den, vil vores hjerne skabe den.” Hjernen skal have lov til at arbejde.

I et af de nyere studier, som udkom i juli sidste år, bad forskere fra et australsk universitet en gruppe testpersoner om metodisk at sortere en skålfuld bønner i forskellige farver og derefter komme på kreative idéer til, hvordan man kunne undskylde at komme for sent til et arrangement. En anden gruppe skulle gøre det samme, men deres opvarmningsopgave var langt mindre kedelig, og da de to grupper blev sammenlignet, vandt, så at sige, den første gruppe klart, både i forhold til hvor mange idéer den fik, og hvor gode idéerne så var. I et andet studie fik forsøgspersonerne lang tid til at gennemføre nogle problemløsnings- og ordassociationsopgaver, hvor de, som tiden gik, og de begyndte at kede sig, blev mere og mere opfindsomme i deres svar. I et tredje studie blev to grupper bedt om at komme på alternative måder at bruge forskellige husholdningsgenstande på efter at have lavet henholdsvis en kedelig og en spændende aktivitet først, og igen var det den gruppe, der havde kedet sig, der klarede sig bedst.

Samlet danner forskning som denne et billede af, at når hjernen får lov at kede sig, så får den også lov til at gå på vandring i sine kreative afdelinger, så får den lov til selv at fylde tiden ud. Det er det, Anne-Marie Torpe ville kalde dagdrømmertid og Victor Stampe måske mindfulness. Når den får lov at kede sig, restituerer den. Det er det, Naja Holst nok ville kalde at kunne mærke, hvordan man har det, helt ud i tæerne.

Så altså. Forsvaret for kedsomheden skal finde sin ammunition i videnskaben. Det giver mening at kede sig, det kan simpelthen være sundt og befordrende for kreativiteten, men det skal måske også se over mod et argument, som lyder, at kedsomhed i sig selv bare er alt andet end kedeligt. Komponisten John Cage talte om, at det er menneskets opmærksomhed, der gør begivenheder og ting interessante, altså at alt er kedeligt, indtil vi ser på det, og det dermed ikke er det længere. Heller ikke det objektivt kedelige.

Tilbage står, at vi bør kede os, at modgiften til det moderne liv kan være det umoderne, kedsomheden, ingentingheden (er det et ord? Måske). Bertrand Russell, walisisk filosof og vinder af Nobelprisen i litteratur, kaldte den frugtbare monotoni” for nødvendig.

Og det er jo ret godt sagt.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem