Onkel Reje og drengen Krølle kører på motorcykel, og jeg skal love dig for, at det går hurtigt, også for hurtigt, det synes i al fald betjent Bent Bentsen, der sidder i sin politibil og spiser for mange flødeboller.

“Åh, den sidste skulle du ikke have spist, Bent Bentsen,” siger han til sig selv, “du skal lære at behovsudsætte, Bent Bentsen.”

Så smider han, hvad han har i sine fire hænder og sætter efter Onkel Reje og Krølle, som har travlt, for de skal ind til Magaseng (sic) og tage elevatoren ned til helvede, hvor de vil lave en pagt med Djævelen, så de kan vinde ‘Heavy MGP.’ De har et band, og konkurrencen er benhård. Bent Bentsen kan, uagtet sine mange arme, ikke fange dem. Autoriteten har tabt.

Nogenlunde sådan foregår det i femte afsnit af første sæson af serien Onkel Rejes Heavyband, der sendes på DR’s børnekanal Ramasjang, og på en måde er scenen meget rammende for det univers, Mads Geertsen, der spiller Onkel Reje, og Brian Lykke, der spiller Bent Bentsen, Djævelen – og i øvrigt også Mormor, en gennemgående figur, der i dette afsnit fungerer som vejviser til helvede – har skabt. Her er det meste til forhandling, både regler og virkeligheden, her kan man sætte spørgsmålstegn ved alt, og også Djævelen er fair game.

“Onkel Reje er en slags frihedskæmper for fritænkning og det gode spørgsmål,” siger Mads Geertsen. Vi sidder i hans køkken på Amager. “Det, vi allermest håber, man tager med sig videre som barn, er en følelse af, at man må mere, end man lige tror. At man kan stille spørgsmål ved flere ting, end man lige tror.”

Onkel Reje skal gøre verden større og mere rummelig, og det sidste ikke i den, som Geertsen siger, jævne, humanistiske forstand, men på den måde, at tankegodset skal have lov til at flyde, som det som udgangspunkt gør i den almindelige barndom. Verden skal undersøges, barnets instinkter skal styrkes, det skal have lov at gå til den med nysgerrighed og kritisk sans over for det meste, og det kan eksempelvis godt være, at de fleste af os er enige om, at det både er godt og sundt og så videre at gå i bad, men selv det fornuftige og almindeligt accepterede skal være til debat. Det har Onkel Reje lavet en sang om, den lyder “Jeg kan ikke li’ at gå i bad – jeg lugter og er ligeglad”. Den er ret god, og sådan kan man jo sådan set godt vælge at have det, for som Mads Geertsen siger: “Bare fordi vi som samfund har vedtaget noget som norm, behøver det ikke være sådan for evigt.”

Onkel Reje er ret interessant, og han er det, fordi han indrammer i hvert fald dele af det, der er særligt ved danskproduceret børne-tv. Han er antiautoritær, langtfra moraliserende, et udtryk for noget, der ligner reel respekt for børns selvstændige følelsesliv og forståelse af verden. Han er også lidt grim og en, nogle ikke så godt kan lide. Han vækker debat, der er mennesker, også mennesker i den virkelige verden, der er vrede, fordi han er, som han er.

Dermed skriver denne tykke mand med det lange skæg sig ind i en tradition. Dansk børne-tv er og har altid været et forsøg på at danne generationer, på at gøre dem i stand til at agere i verden. Underholdning har ikke været nok i sig selv, dansk børne-tv har altid haft et højere, pædagogisk formål og det i en grad, så det skiller sig ud fra stort set alle andre landes tv til børn.

Det er en tradition, der har udviklet sig siden de første fjernsyn kom ind i de danske stuer i 1950’erne, og Danmarks Radio pludselig betød Danmarks Fjernsyn også. Først var børneprogrammerne belærende, senere blev de nærmest egalitære og så beskyldt for at tage politisk stilling og forsøge at forme børnene efter venstrefløjens progressive idealer. I dag kan et program som netop Onkel Rejes Heavyband med god ret siges at repræsentere noget, der ligner en dansk folkesjæl. Vigtigst er det måske, at der er en mening med Onkel Reje, han eksisterer ikke alene for at holde børn pacificeret foran skærmen, så deres forældre kan få ro til at lave mad, tjekke deres telefon, snave eller skændes. Der er en grund til Onkel Reje, en årsag til hans eksistens, og på den måde fungerer han sådan set ligesom dansk børne-tv i det hele taget.

Det er ikke sådan, at hvert enkelt afsnit af Onkel Rejes programmer skrives med henblik på barndommens mulighed for at tage stilling til dette og hint, det er mere noget, der findes latent i universets dna, siger Geertsen. Det består af satire, af jokes om det fælles vedtagne, det, man må, og det, man ikke må.

“Noget af det første, børn stifter bekendtskab med, er jo regler. Og nogle gange mangelfulde forklaringer på, hvorfor reglerne er, som de er.”

Onkel Reje stiller spørgsmål for spørgsmålets skyld. Hvor Danmarks Radio i det hele taget og børne- og ungdomsafdelingen B&U i særdeleshed gennem årene er blevet beskyldt for at have politisk bias, som man forstår den på en traditionel skala fra højre til venstre, giver det, hvad ham angår, mere mening at se ham som i opposition til det hele.

“Det er ikke, fordi jeg synes, at børnene skal gå rundt og være evigt polemiske, men de skal heller ikke tage for givet, at et samfund er, som det er, og at de ikke kan lave om på det. Jeg tror ikke, at man i nyere tid har følt sig mere magtesløs som menneske i vores samfund, end man gør nu,” siger Mads Geertsen, som har Onkel Rejes store skæg, hvilket jo giver mening. Jeg har engang læst ham beskrevet som en glad lille Simon Spies, og den er egentlig god nok.

Hvordan ser du det?

“Ja, jeg kan jo ikke svare på, hvordan det var at være træl i vikingetiden.”

Det var nok noget lort.

“Ja! Men ser vi på det moderne Danmark, så har vi skabt det på, at der var en, der stillede sig op på en ølkasse og spurgte, om vi ikke skulle lave en fagforening, om vi ikke skulle gøre det hele mere lige. Det er skabt ud af en tro på, at man kan forandre tingene sammen.”

Den følelse, mener Mads Geertsen, har svære kår i dag, fordi, som han siger, den reelle magt, den økonomiske magt, er kommet længere væk. “Man kan sige meget godt om det frie marked, men det har ikke givet os frihed i virkeligheden,” siger han. “Det har givet os en masse varer, en følelse af frihed, men i sidste ende er det endt med de kæmpe monopoler, der sidder derude. Som Google og Amazon.”

Så det er i den kontekst, at der er brug for at stille spørgsmål?

“Ja, og for at give en følelse af, at man faktisk kan være med. Det er nok der, det er allervigtigst at sætte ind. At give børnene en følelse af at kunne gøre noget.”

Faktisk, synes Mads Geertsen, er der tegn i tiden på, at ungdommen igen er begyndt at stille spørgsmål. Det ser han i forhold til klimaet, ulighed og globalisering og i, at det vel for så vidt kan siges at være nærmest moderne at beskæftige sig med disse.

“Og det synes jeg er supergodt, men det skal være skolelærdom også,” siger han. “At børn skal tænke selv og stille spørgsmål.”

I august 2016 skrev den amerikanske journalist Robert Lane Greene i The Economist, at han havde været i Danmark med sin danske kones danske familie og der havde set dansk børne-tv, og nu var han så ganske forundret. Hvor var opdragelsen, uddannelsen?

“Der er simpelthen ingen, hverken akademisk eller moralsk,” skrev han. “Kaj og Andrea, et par dukker, er gode venner, men også fjollet fejlbarlige: Kaj er frygteligt selvoptaget, Andrea er neurotisk. Når andre karakterer gør noget forkert, er der meget lidt af den åbenbare konsekvens-og-lektion-løsning, der findes i amerikanske serier; resultaterne lades ofte tale for sig selv.”

Værre, eller måske bedre, for egentlig kunne Robert Lane Greene vist godt lide, hvad han så, blev det med Onkel Reje, hvis stinkende sokker, skrev han, fortalte hinanden vittigheder, og som i den bedste danske tradition gjorde nar af selv de mest elskede institutioner:

“Hans bedstemor sætter ild til en prut. Han siger, at den værste gave, han nogensinde har fået til jul – fra dronning Margrethe selv – var den håndvask, hun vasker sin bare numse i. Og Gud, siger han, bor i himlen med Julemanden og deres hund Marianne, hvilket lader formode, at Det Højeste Væsen ikke bare er opdigtet, men også homoseksuel.”

Man hører nærmest gyset.

Uforvarende eller ej satte Robert Lane Greene med sin klumme ret præcist ord på, hvordan dansk børne-tv historisk set har fungeret. Hvor eksempelvis amerikanske Sesame Street (som på trods af moden overvejelse i 1970’ernes TV-Byen, 2860 Søborg aldrig kom til Danmark, da det var: 1, for kommercielt, og 2, for belærende) eksplicit lærer børnene om tal og former og den slags, så har især DR’s børne-tv været et led i opgøret med en mere autoritær opdragelse, den, hvor børn først og fremmest skulle være artige og høre efter, når de voksne snakkede. Lektor ved Københavns Universitet Christa Lykke Christensen skrev i en afhandling i 2006, at børne-tv kom “til at fungere som en motor for udbredelsen af et anti-autoritært menneskesyn”.

I begyndelsen, og for at finde den skal vi tilbage til 1950’erne, lavede DR tv ud fra en idealistisk folkeoplysningstradition, der lød, at der skulle være tv til og om alle. Derfor også børn. Det, der så blev lavet til og om nævnte børn, havde ofte at gøre med børn, der kunne et eller andet, børn, der bestræbte sig på at blive gode til det, de kunne, og da det at blive god ansås for at være det samme som at blive voksen, handlede børne-tv altså om at blive voksen. Man så fra de voksnes perspektiv, hvad der forventedes af børn, og den voksne verden var et selvfølgeligt ideal til efterfølgelse.

Så skete der noget. Danmark anløb 1960’erne, der var ungdomsoprør og frisættelse i luften, og vi fik reformpædagogikken og undervisningsvejledningen Den Blå Betænkning, der i 1960 skulle lave folkeskolen om, sådan at dens formål nu var at skabe “harmoniske, lykkelige og gode mennesker”. Alt det spejlede sig i det børne-tv, DR lavede. Nu blev børnene ikke længere fremstillet som de her ufuldkomne voksne, nu blev de set som individer, der havde deres egen og særlige stemme. Ingrid og Lillebror blev et vendepunkt. Lillebror stillede dumme spørgsmål og var fræk, men han blev lyttet til, han havde værdi, fordi han var et barn, og det var, som Christa Lykke Christensen skriver, med udgangspunkt i dette lettere romantiserede børnesyn, at B&U blev oprettet i 1968. Børne- og ungdomsafdelingen lavede hurtigt Super Carla og Sonja fra Saxogade.

“Serierne markerede et børnesyn, hvor børn ikke længere blev betragtet som potentielle voksne, men som børn, der stod i et modsætningsforhold til voksenverdenen,” skriver Lykke Christensen i sin afhandling. “De blev på den ene side skildret som forsømte eller ensomme, mens de på den anden side repræsenterede alternative måder at tænke og opleve på. Ikke mindst blev børnene fremstillet som impulsive og fantasifulde. De udgjorde et korrektiv til den voksne verden.”

Der er som bekendt sket en del med og i vores samfund siden 1968. Mens dele af hippiernes arvegods er blevet forkastet, er noget blevet institutionaliseret, og lige præcis de principper, man lavede Super Carla og Sonja fra Saxogade på ryggen af, står grundlæggende stadig og vejrer over dansk børne-tv, især det, der kommer fra DR, landets største producent. Traditionen, altså at børnene, der ser det, anses som hele mennesker, er vigtig, det siger chefen for kanalerne Ramasjang og Ultra, Morten Skov Hansen, i hvert fald, da jeg ringer til ham:

“Nogle af vores værdier har ligget i vores dna gennem 50 år.”

Og hvad er så de værdier?

“En tro på sig selv, en lyst til at lege. Samtidig har vi en ambition om at være dem, som kan tage fat i nogle af de ting, som kan være svære. Som kan være udfordrende. Vi har behandlet døden på Ramasjang, og i Ultras målgruppe har vi Ultra Nyt, som har en ambition om at klæde børnene bedst på til at forstå den verden, de er en del af.”

Ramasjangs målgruppe hedder 4 til 8 år, og Ultras målgruppe er 9 til 14 år gamle. Det svære kan være at få fat i dem. I de seneste år er konkurrencen kun blevet større med YouTube, Disney, den slags.

“For os er den store udfordring at finde vores position,” siger Morten Skov Hansen. “Hvorfor skal ungerne bruge tid på netop os? Hvad kan public service, som de kommercielle ikke kan? Vi har ikke samme fokus på seertal, det vigtige er værdierne. Hvad er det, der er vigtigt for børn lige nu?”

Christina Johansen er redaktør for Ultra Nyt, en slags TV-Avisen for børn, og hun abonnerer også på den tradition, DR står på. For hende er programmet et slags destillat på idéen om, at børne-tv skal danne og gøre børnene i stand til at agere i verden.

“Ultra Nyt,” siger hun, “bygger på en grundlæggende ret til at blive hørt. En ret til at forstå, hvad det er for et samfund, vi befinder os i.”

Derfor er der ingen eller i hvert fald ikke nogen særlig stor frygt for også at behandle for eksempel krigen i Syrien eller coronavirusset i Kina, i hvert fald ikke så længe konteksten bliver grundigt forklaret. Pointen med Ultra Nyt, forstår man, er med andre ord den samme som den, der findes blandt medier til voksne. Programmet bygger på ret almindelige publicistiske idealer, som skal gøre seerne i stand til at fungere i et moderne demokrati. Og så er vi tilbage hos Onkel Reje i Mads Geertsens køkken på Amager.

“Jeg tror, at man med dansk børnefjernsyn har en idé om, at det skal kunne betale sig at se det,” siger han. “Det skal gøre noget godt for vores børn. Jeg tror, det til dels taler ind i den dårlige samvittighed, der kommer af, at vi godt ved, vi bruger børnefjernsyn til at pacificere vores unger, og så har man på dansk fjernsyn nok været en smule mere sofistikeret end på for eksempel amerikansk fjernsyn, som har en meget moraliserende, ensartet målestok.”

Mads Geertsens datter får lov til at se YouTube, når han børster hendes hår, og den tid bruger han som en slags research, for, som han siger, hvad kommer der ud af den her pølse?

“Det er tit sådan nogle film med sange sunget i high-pitch, som handler om at advare barnet om alt det, det kan slå sig på derhjemme,” siger han. “Helt formanende. Dansk børnefjernsyn har måske mere være sigtet på det at være borger, altså et fællesskab i meget bredere forstand.”

Det fællesskab har som tidligere nævnt også haft lidt formaninger på plakaten undervejs, og nogle gange af politisk karakter. Der var eksempelvis dengang, Cirkeline tog til Amerika og solidariserede sig med De Sorte Pantere, mens det hvide politi skød på dem (afsnittet blev lavet færdigt, men aldrig sendt på DR, for der mente man øjensynligt alligevel, at det tog lidt overhånd), og der var også dengang, der på skærmen efter en anden Cirkeline-film stod: “Tak til alle flygtninge og indvandrere, fordi de har beriget det danske samfund.” Dansk Folkeparti kaldte i 2016, efter at filmen var blevet vist på DR, kulturministeren i åbent samråd.

DR er efter sigende befolket af røde lejesvende, og måske var der noget om det, for eksempel måtte børne- og ungeafdelingens mangeårige souschef, Per Schultz, i en dokumentar i 2010 stå på mål for det, der blev kaldt et kommunistisk værdigrundlag, og for bagatellisering af terrororganisationen PFLP. Mogens Vemmer, B&U’s første chef, blev af Erhard Jakobsen beskyldt for at være venstreorienteret, og her har vi så, kan man måske sige, den potentielle bagside af medaljen. Der er magt i at have nøglen til letpåvirkelige sind, og den kan bruges til forskellige ting.

“Men jeg tror, at dansk børnefjernsyn i højere grad har været antiautoritært, for eksempel lavede man jo sjov med Egon Weidekamp,” siger Mads Geertsen om socialdemokraten, der var overborgmester i København i 1970’erne og 1980’erne. “Vi falder først og fremmest ind i en tradition af noget antiautoritært. Der skal være autoriteter, men autoriteterne skal også tåle at få stillet kritiske spørgsmål. Ellers giver demokratiet jo ingen mening.”

For ganske nylig, det var her i torsdags, udpegede Det Danske Filminstitut, DFI, en ny filmkonsulent for kort- og dokumentarfilm til børn og unge, hun hedder Tone Mygind Rostbøll, og de næste to til fem år skal hun tage stilling til, hvilke film i den genre DFI skal give økonomisk støtte. Det er et vigtigt job. Ikke blot fordi spørgsmålet om DFI-støtte eller ej betyder noget nær liv eller død for et filmprojekt, men også fordi Tone Mygind Rostbøll er af den klare opfattelse, at børn og unge er verdens vigtigste målgruppe. Det er de, siger hun, fordi de kan inspireres, og hvor nogle altså mener, at det netop er den magt, der i de forkerte hænder kan være farlig, fordi den kan have politisk bias, synes den for Tone Mygind Rostbøll først og fremmest at være et gode.

I 2016 skrev og instruerede hun Min Oldefars Historier, en serie, hvor hendes søn Theodor tager til Norge for at, som titlen antyder, høre sin oldefar, Tone Mygind Rostbølls morfar, fortælle. For deroppe bor han altså, oldefar. Med en kat.

“Jeg ønskede at give den ældre generation, som ikke så tit får en stemme, netop det. Jeg kan huske, hvordan min morfar, da jeg var barn, fortalte historier om sin barndom, om tiden i krigen og om sine mange rejseeventyr. Vi sad og sugede til os,” siger hun, da jeg en formiddag ringer til hende. “Nu sidder de gamle ved bordet ved familiekomsammenerne, mens børnene sidder i sofaen med en iPad. Det er så ærgerligt.”

Tone Mygind Rostbøll, fortæller hun, ser en tendens til, at børn ikke må kede sig, at de konstant skal underholdes. “Vi giver dem den der skærm eller melder dem til titusindvis af aktiviteter efter skole. Der skal hele tiden være en plan. Der findes et lidt misforstået fokus, som hedder, at børn skal pacificeres, mens voksne skal have indhold, kvalitet,” siger hun. “Det er absurd. Den tangegang synes jeg, vi skal vende helt på hovedet. Det er da børnene, som skal have indhold og kvalitet.”

Derfor ser hendes børne-tv anderledes ud end så meget andet. Det går langsomt, det måtte hun kæmpe for, at det kunne få lov til, da hun i begyndelsen skulle pitche sin idé, men i dag vises serien stadig på Ramasjang, den er knopskudt til en anden og en tredje sæson, og for nogle dage siden, den 26. januar, da Robert-prisuddelingen fandt sted, var hun nomineret til publikumsprisen. Hendes serier er defineret af historier, men også af passager af stilstand, som børnene selv skal hælde fantasi i. Tunge emner. Da hun for et par år siden skrev historien til julekalenderen Theo & Den Magiske Talisman, fik hun ballade for at have skabt noget, der lå en tak for langt fra det, der med god ret kunne kaldes den gode, gamle julehygge, for eksempel Pyrus og Nissebanden, for temaerne var selvmord, mobning, den var helt gal, og “det er sgu da imponerende, at vores licenspenge skal bruges på sådan en omgang lort,” skrev en mand på Facebook. For Tone Mygind Rostbøll var julekalenderen et billede på, at også børn er i stand til at tale abstrakt om og forstå døden. Den var i hvert fald et forsøg på det.

“Julen er også en tid, hvor vi mindes dem, der ikke er her længere,” siger hun. “Det er en tid, hvor mange er ensomme, og hvor vi skal huske vores familier, også på tværs af generationer.”

Nu er hun så blevet filmkonsulent, en stilling, hvor man meget direkte får mulighed for at præge udviklingen i dansk film- og tv-produktion.

“I det arbejde vil jeg holde fast i, at børne-tv skal være af høj kvalitet,” siger hun. “Det skal ikke bare være underholdning.”

Kvalitet kan være mange ting, det kan handle om indhold, det kan handle om æstetik og visuelle virkemidler, det kan handle om så meget. For Mariella Harpelunde Jensen, der er programchef for børnefilmfestivalen Buster, og som blandt andet har instrueret rollespilsserien Barda, er der særligt ét problem med kvaliteten af dansk børne-tv. Det ser ikke særlig godt ud. Det mangler, mener hun, den æstetiske og filmiske kvalitet, som det engang havde, og med engang menes dengang, Bille August lavede Busters Verden, og Søren Kragh-Jacobsen lavede Gummi Tarzan.

“Der er en stærk tendens til, at det kommer til at ligne YouTube,” siger hun, da jeg får fat i hende en eftermiddag. “Det er korte formater, høj hastighed. Den filmiske, æstetiske oplevelse bliver ikke dyrket så meget, som det er blevet. Og det er ærgerligt.”

Det skyldes, siger hun, at kvaliteten er druknet i kvantitet. Medieudbuddet er blevet så stort, at man ikke kan nøjes med fire, gode afsnit, man er nødt til at strække budgettet og lave en hel masse episoder, hvis ikke man skal drukne. Den æstetiske kvalitet bliver derefter, billederne bliver forglemmelig metervare, og det er et tab, mener Mariella Harpelunde Jensen. “Det er da vigtigt, at vi har billeder i vores barndom, som sidder fast. Det er en del af det at dannes. I den bedste af alle verdener burde alle billeder, vi laver, være pæne nok til at hænge over vores seng.”

Alternativet, youtuberen, der bare sidder og snakker, kan lidt mindre.

“Jeg glæder mig sådan til, at Lars von Trier en dag laver en børnefilm,” siger hun. “Når han opdager, at hans børnebørn ikke får noget, der er spændende.”

Tilbage står Onkel Reje, sådan bør det måske være. Han er et godt billede på dansk børne-tv, fordi han kalder de voksnes bullshit. Han er en art danskhedsdynamo, det udkrystalliserede eksempel på den iboende skepsis, som giver sig til udtryk blandt de mennesker, vi har en tendens til at ophøje. Det synes han, der spiller ham, også.

“Vi taler helt sikkert ind i noget, for hvis man ser på store danske helte som Kim Larsen, Johnny Madsen, John Mogensen, så har de den jo også,” siger Mads Geertsen. Altså bullshit-detektoren. “Eller Jens Jørgen Thorsen. Den sjove blanding mellem det folkelige og det polemiske.”

Det antiautoritære, som Onkel Reje står for, ligger dybt i os, mener Mads Geertsen. Han prøver at tale danskheden, som han ser den, op.

“Vi har skabt et samfund, hvor der ikke er langt mellem borgerne og magten, og det er en god ting, men det bliver udfordret i globaliseringstider, hvor der så er mere brug for Kim Larsen og Onkel Reje,” siger han. “Og så skal man passe på, at danskheden bare bliver til frikadeller, for så glemmer vi det, der var vigtigt for, hvordan vi kom hen, hvor vi står i dag. Vi har ikke verdens bedste samfund, men vi har i hvert fald haft et meget stærkt samfund og et meget, meget stærkt fællesskab. Ikke uden gnidninger, men det er sgu nogle meget fede værdier, det her samfund er bygget på. Og det er værd at holde dem i live.”

Så. Det er dansk børne-tv, eller det er det i hvert fald også. Mest. Det er dannende, mere end blot underholdning designet til pacificerede masser, og det, det i dag vil fortælle børnene (uanset hvad disses forældre så måtte mene om, hvorvidt Jens Jørgen Thorsen er en god rollemodel), er blandt andet, at de ikke behøver gå i bad. Og at Gud er homoseksuel. Og at politiet ikke nødvendigvis behøver vinde.