Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Kan Danmark stadig kalde sig et grønt foregangsland? Svaret er ... kompliceret

Danmark har et lovfæstet mål om at gå forrest for klimaet, men andre lande truer med at overhale os.

Illustration: Ovadia Benishu for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte


10. december 2020
13 min.

Klimaminister Dan Jørgensen er en sand mester i at få Danmarks klimaindsats til at stråle i internationale medier. Det gjaldt i særlig grad i begyndelsen af december, da han – efter måneders hændervriden – endelig kunne melde ud, at Danmark ville indstille søgningen efter ny olie og gas i Nordsøen og helt afslutte udvindingen senest i 2050.

Nyheden gik verden rundt: Le Monde, Financial Times, Reuters, The Washington Post, The Wall Street Journal, Bloomberg – alle de store medier berettede om, hvordan den største olieproducent i EU havde sat slutdato på produktionen. Til britiske The Guardian sagde Dan Jørgensen, at beslutningen formentlig var den største, han nogensinde ville være med til at træffe. I samme avis krævede en britisk klimaaktivist straks, at Storbritannien skulle følge Danmarks eksempel.

Det er præcis sådan, danske politikere (ikke mindst Dan Jørgensen, fornemmer man) godt kan lide at se Danmark portrætteret. Som det lille, modige land, der går foran alle de andre. I Danmark er vi nemlig rigtig glade for idéen om at være et grønt foregangsland. Altså sådan et land, hvor vi lige er lidt mere ambitiøse end de andre, når det kommer til den grønne omstilling, med alle vores vindmøller og klimamål og alt muligt andet, vi kan belære hele verden om. Faktisk er vi så glade for tanken om at gå forrest, at den er nedskrevet i klimaloven, hvor et bredt politisk flertal har vedtaget, at Danmark skal være et foregangsland i den internationale klimaindsats, som kan inspirere og påvirke resten af verden.”

Men lever vi faktisk op til dén målsætning? Beslutningen om at droppe olien koster os reelt ret lidt – hvis overhovedet noget – og i det store billede er der grænser for, hvor foregangslands-agtigt det er at ville blive ved med at hale olie og gas op af undergrunden indtil sidste øjeblik, før verden ifølge klimaforskerne bør blive helt CO2-neutral. Som Greta Thunberg skrev på Twitter: Den rigtige nyhed her er, at Danmark tilsyneladende vil fortsætte med at udvinde fossile brændsler i yderligere tre årtier. For os børn er det ikke den slags gode nyheder’, som nogen lader til at synes.”

Indenrigspolitisk har regeringen også været under heftig beskydning for en defensiv klimapolitik, hvor en stor del af fremskridtet er udliciteret til nogle fremtidige og lettere luftige teknologiske landvindinger. Samtidig har andre lande skruet gevaldigt op for ambitionerne. Tyskland giver heftige statstilskud til elbiler og planlægger tusindvis af kilometer køreledninger til elektriske lastbiler på Autobahnen. Frankrig har lanceret en af verdens grønneste corona-hjælpepakker med klimakrav til flyselskaber og bilproducenter. Joe Biden vil kæmpe for CO2-fri strøm i amerikanske stikkontakter allerede i 2035. Storbritanniens Boris Johnson har lanceret en storstilet klimaplan med et mål om at gøre Storbritannien til Saudi-Arabien for vindkraft”. Selv i Asien, hvor klimasagen længe har befundet sig langt nede på dagsordenen, vil lande som Japan og Sydkorea præcis som Danmark være CO2-neutrale i 2050. Så kan man egentlig – hvis vi et øjeblik glemmer Dan Jørgensens evner som sælger – faktisk stadig tillade sig at kalde Danmark et grønt foregangsland?

Det er selvfølgelig ikke et af den slags spørgsmål, som bare kan besvares med et simpelt ja eller nej – men netop derfor er det interessant. Så lad os dykke ned i det.

Et oplagt sted at begynde er hos nogle af de organisationer, som faktisk forsøger at rangliste forskellige lande efter deres klimaindsats. Og lad os bare sige det med det samme: Her klarer Danmark sig altså ret godt. I Yale Universitys Environmental Performance Index ligger Danmark nummer ét, både når det gælder klimaindsatsen specifikt og i den mere overordnede opgørelse, der også handler om forurening og miljø. Lidt mindre imponerende, men stadig flot, klarer Dannmark sig hos organisationen Germanwatch, der laver indekset Climate Change Performance Index. I den seneste udgave fra den 7. december 2020 dumpede vi en plads ned, men det er altså stadig kun Sverige og Storbritannien, som er foran.

Der er bare et par men’er. Ifølge Germanwatch er der faktisk slet ikke nogen lande, som leverer en klimaindsats, der er god nok til at forebygge katastrofale klimaforandringer” – heller ikke Danmark. Problemet med de grønne foregangslande er, at de alle har sorte pletter på enten deres indsats eller deres politik,” siger seniorrådgiver Jan Burck fra Germanwatch. Og hvad angår indekset fra Yale, så er det skruet sådan sammen, at klimaindsatsen hovedsagelig er bedømt ud fra, hvordan et lands drivhusgasudledninger udvikler sig i forhold til landets økonomi. Hvis udledningerne går ned, mens økonomien går op, giver det altså bingo, og målt på den måde klarer Danmark sig godt. Hvad der derimod ikke betyder ret meget, er klimaaftrykket per indbygger, som er højt i Danmark, især hvis man tager højde for alle de ting, vi importerer fra udlandet. Indekset siger heller ikke ret meget om klimaindsatsen nu og her – dels fordi data i den seneste udgave kun går til og med 2017, dels fordi klimapolitiske beslutninger typisk er nogle år om at slå igennem i udledningerne. Det betyder, at Danmarks gode placering ikke er resultat af nutidens klimapolitik, forklarer Zach Wendling, der har været hovedresearcher på den seneste udgave af Environmental Performance Index. Den gode placering skyldes derimod årtiers vedholdende indsats på tværs af hele samfundet – i virksomhederne, kommunerne, i regionerne, i civilsamfundet og på Christiansborg.

Generelt er der også det problem med den type ranglister, at de trods alt er ret udetaljerede – især hvis man kigger på den overordnede placering. Pladsen på ranglisten siger ikke så meget om indsatsen på hver af de mange forskellige områder, som betyder noget for kampen mod klimaforandringerne fremover. Hvis man virkelig vil vide, om Danmark med rette kan kaldes et grønt foregangsland – og hvem der eventuelt fortjener titlen mere end Danmark – må man altså lidt længere ned i substansen. Så lad os prøve at kigge nærmere på nogle af de vigtige temaer. Hvordan klarer Danmark sig, og hvem er ellers langt fremme i skoene?

Energi: Her går det faktisk meget godt

At producere nok grøn energi og bruge den fornuftigt er måske den allervigtigste opgave, hvis der skal styr på klimaforandringerne. Og det er her, Danmark klarer sig bedst. Den store succeshistorie er (næppe særlig overraskende) alle vindmøllerne, hvor der også er udsigt til noget at prale af i fremtiden med planerne om energiøer med havvind i Østersøen og Nordsøen. Men der er også et væsentligt forbehold: nemlig alt det træ, vi er begyndt at brænde af på de danske kraft- og varmeværker i stedet for kul. Rigtig meget af biomassen er importeret, hvilket betyder, at vi overforbruger en knap ressource, og den reelle klimaeffekt er i bedste fald usikker.

Samtidig er der mange andre lande, man også kunne pege på, fortæller Pieter de Pous fra den europæiske klima-tænketank E3G, da jeg ringer til ham og spørger til den danske selvfortælling.

I det store billede er de oplagte pionerer Tyskland og Kina, som fik vedvarende energi op i skala og ned i pris,” siger han. Det er nemlig i høj grad på grund af en lang periode med gavmilde tyske subsidier og kinesisk storskalaproduktion af især solpaneler – godt hjulpet af kinesisk statsstøtte – at sol og vind i dag er i stand til at udkonkurrere kul og gas mange steder i verden. Betydningen af dét prisfald er svær at overvurdere. Det er nok den væsentligste enkeltstående kilde til håb om, at menneskeheden faktisk kan få sine udledninger af drivhusgasser under kontrol.

Listen af foregangslande er i det hele taget lang. Ligesom tyskerne har briterne gennemgået en imponerende udbygning af vedvarende energi de senere år, og Jan Burck fra Germanwatch fremhæver Costa Rica for en ambitiøs grøn omstillingsplan og Sverige for stort set at have elimineret udledninger fra opvarmning af boliger. Zach Wendling fra Yale fremhæver østaten Seychellerne i Det Indiske Ocean som et forbillede for andre udviklingslande. Man kunne også pege på Kenya, der har udnyttet en vulkansk aktiv undergrund til at lave ren strøm i rå mængder via geotermi.

Transport: Toget kører, Danmark står stadig på perronen

Her må man vist bare sige, at Danmark altså ikke er noget foregangsland. Antallet af biler stiger og stiger, og det er de færreste, der kører på strøm. Udledningerne af drivhusgasser fra transportsektoren er faktisk steget de senere år. Og den politiske aftale om elbiler og grønt brændstof, som landede i begyndelsen af december, rækker altså kun til at bringe udledningerne i 2030 ned på niveau med, hvad de var i 1990 – og derfra er der jo temmelig langt ned til det overordnede mål om at komme 70 procent under niveauet fra 1990. Vi er også et af de efterhånden ret få EU-lande, som undlader at lægge nogen form for moms eller afgift på flyrejser.

Måske kan man så sige, at regeringens store begejstring for at lave klimavenlige brændstoffer til blandt andet fly ved hjælp af Power-to-X-teknologi trækker os i en mere foregangslands-agtig retning. Men de offentlige investeringer bag ambitionerne er endnu relativt små, og en hel del andre lande har et tilsvarende godt øje til teknologien.

Skal man pege på foregangslande, så kunne det derfor snarere være Norge, der har den suverænt største andel elbiler i verden efter en periode med høje afgifter på fossilbiler kombineret med tilskud til elbiler og udrulning af lade-infrastruktur. Nordmændene planlægger helt at stoppe salget af fossilbiler allerede i 2025 – altså om fem år. Nordmændene har også sat en masse elfærger i drift på fjordene, og al norsk indenrigsflyvning skal være elektrisk i 2040. Sverige er også godt med, både hvad angår elbiler og fly, og svenskerne vil samtidig – ligesom tyskerne – udstyre flere tusind kilometer statsveje med elledninger, der kan lade lastbiler op, mens de kører. Kina bør også nævnes for storsatsninger på både elbusser, elbiler, elscootere og højhastighedstog – selv om det meste kører på kulstrøm.

Er der noget inden for transporten, vi kan prale med i Danmark, må det derfor snarere være vores cykelkultur, som både Jan Burck fra Germanwatch og Zach Wendling fra Yale bider mærke i. Ude i verden har danske virksomheder længe hjulpet lokale myndigheder med at designe såkaldte Copenhagen lanes – altså cykelstier.

Industri: Små skridt gør intet foregangsland

Den helt store klimaudfordring i forhold til industrien er produktion af stål og cement, og her har Jan Burck fra Germanwatch svært ved at komme i tanker om egentlige foregangslande. Jeg ser ikke rigtig nogen pionerer,” siger han. Hvis Danmark ville påstå at være foregangsland her, ville det bedste argument nok være Folketingets beslutning om at støtte teknologi til fangst og lagring af kulstof. Teknologien kan for eksempel bruges til at indfange og begrave udledningerne fra Danmarks største enkeltstående udleder af CO2, nemlig cementfabrikken Aalborg Portland.

Men igen er der et misforhold mellem regeringens forventninger til teknologien (som er meget, meget store) og pengene, der endnu er ret små. Og så er der igen nordmændene. De er allerede i gang med at udrulle et storskalaprojekt, hvor CO2 fra blandt andet en cementfabrik skal gemmes af vejen i gamle olie- og gaslommer under havet. Det hele forventes at være oppe og køre i 2024, og de har selvfølgelig opkaldt projektet efter et vikingeskib.

Landbrug: Klimavenlige koteletter kan ikke klare ærterne alene

Landbrug er et andet område, hvor det er svært at udpege et foregangsland, fordi der er brug for så enorme omvæltninger. Dansk landbrug er dygtigt til at begrænse klimabelastningen fra svinekød og mælk, men på sigt er det svært at komme uden om, at bæredygtig fødevareproduktion i global skala indebærer færre husdyr per menneske, end vi aktuelt opererer med i Danmark og resten af den vestlige verden.

Så hvem skal man pege på? Pieter de Pous fra tænketanken E3G har svært ved at komme i tanker om oplagte foregangslande, men siger, at det måske kunne være hans eget hjemland, Holland, om end på en lidt bagvendt måde. I Holland har en retssag foranlediget af nogle helt enormt store kvælstofudledninger nemlig ført til, at regeringen har set sig nødsaget til at tilbyde landmænd penge for at lukke deres bedrifter. Mig bekendt er Holland det eneste land, som har taget fat på at nedskalere sin husdyrproduktion,” siger Pieter de Pous.

Man kunne dog også rose hollænderne for længe at have været langt fremme med at dyrke helt enormt mange grøntsager på virkelig lidt plads – hvilket er fuldkommen afgørende i forhold til klimaet. Hollændernes succes skyldes i høj grad, at de har omfavnet højteknologiske dyrkningsmetoder, hvor man overvåger planternes vækst og styrer tilførslen af næringsstoffer millimeterpræcist. Hvilket bringer os til et andet muligt pionerland, der måske vil overraske nogen. Israel er nemlig hjemland for en uforholdsmæssig stor del af verdens opstartsvirksomheder inden for mark-robotter og anden avanceret landbrugsteknologi.

National klimapolitik: Hmmmm …

Man kan ikke komme uden om, at Danmarks klimalov og dens 70-procentsmål er noget særligt. Loven og målsætningen var hovedårsag til, at vi fra 2019 til 2020 hoppede ti pladser frem på Germanwatchs klimaindeks. Men andre lande har næsten lige så ambitiøse mål. Storbritannien har annonceret et mål om 68 procents klimagasreduktion i 2030. Og mens Danmark først vil være klimaneutralt i 2050, vil Sverige være det allerede i 2045.

Og så er der også det, at vi er langt bagud i forhold til flere andre lande, når det kommer til dét enkeltstående klimapolitiske tiltag, som uden sammenligning har størst opbakning fra eksperter og samfundsfaglige tænketanke på tværs af ideologiske ståsteder – nemlig en CO2-afgift. Senest har et politisk flertal den 8. december sparket spørgsmålet om en generel afgift på drivhusgasser til hjørne i en ekspertkommission, fordi man er i tvivl om, hvordan man skal håndtere udledninger fra blandt andet landbruget. Imens kører Sverige på 30. år videre med verdens højeste afgift på CO2 – omkring 800 kroner per ton.

Samlet set giver Gemanwatch Danmarks nationale klimapolitik bedømmelsen medium’.

International klimaindsats: God, men en lille smule nærig

Det gode først: Danmark har ført an i kampen for at hæve EUs klimamål, bemærker Pieter de Pous fra E3G, og det fortjener ros, siger han. Man kunne også nævne, at klimaminister Dan Jørgensen har skubbet på for at udbrede idéen om en grøn økonomisk genopretning efter corona-nedturen. Eller at Danmark i årevis har samarbejdet med andre lande om konkret udrulning af grøn teknologi på basis af danske erfaringer (og selvfølgelig med håb om at skabe eksport til danske virksomheder, det er klart). Til gengæld gjorde vi også noget knap så heldigt i sommer under forhandlingerne om EUs budget – vi prioriterede rabatter til os selv højere end at øremærke EUs penge til klimakampen. Det sendte et meget uheldigt signal til Polen og andre lande om, at så vigtigt var klimaet måske heller ikke for os, når det kom til stykket,” siger Pieter de Pous. Svenskerne gjorde i øvrigt det samme, så mere hellige er de altså heller ikke.

Den anden sorte plet på Danmarks grønne indsats på verdensscenen handler også om penge. Det er nemlig sådan, at de rige lande i forbindelse med klimatopmødet i København i 2009 lovede, at de fra 2020 ville donere 100 milliarder dollars om året i ekstra klimabistand til udviklingslande for at hjælpe dem med den grønne omstilling og med at tilpasse sig klimaforandringerne. Danmarks andel af de 100 milliarder dollars svarer ifølge beregninger fra John Nordbo, klimarådgiver hos udviklingsorganisationen Care, til cirka fem milliarder kroner. Men i næste års finanslov er der kun sat cirka halvt så mange penge af, og 96 procent af pengene er taget fra den almindelige udviklingsbistand. Det er ikke godt nok, mener John Nordbo. Det er jo en helt central del af at få det globale samarbejde til at fungere, at de rige lande lever op til deres løfter om klimabistand,” siger han. Lande som Sverige, Tyskland, Norge, Storbritannien og Luxembourg har – i modsætning til Danmark – disket op med nye midler, og nogle endda flere end deres fair andel af de 100 milliarder dollars. Regeringen herhjemme har tidligere forsvaret sig med, at det kan være svært af finde pengene, når der også skal være råd til velfærd.

Så hvad bliver konklusionen? Måske det her: Ja, vi tilhører gruppen af klimadukse. Men vi kan hurtigt sakke bagud, og leder man efter det forreste foregangsland, har svenskerne måske bedre argumenter end os. Vi skal heller ikke bilde os ind, at vi er foregangsland på alle områder.

Samfundsforsker Helene Dyrhauge fra RUC har for nylig udgivet en forskningsartikel om forestillingen om Danmark som grønt foregangsland, og hun siger:

Vi skal nok ikke være bange for, at der er nogen, som puster os i nakken i forhold til energiomstillingen. Men hvis Danmark begynder at tale højt om omstilling inden for landbrug og transport, tror jeg ikke, der er så mange, som vil lytte.”

Partierne bag klimaloven får med andre ord nok at se til de kommende år, hvis de faktisk vil leve op til deres erklærede mål om, at Danmark skal blive ved med at inspirere og påvirke resten af verden” med sin klimaindsats.