Send en tanke til Zetlands medlemmer

Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Mari-Louise Pedersen er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Når vi tæller penge, overser vi alt det, der virkelig tæller. Mød to kvinder, som vil revolutionere økonomien

Aktivisten Emma Holten fylder teatersale med kritiske foredrag om økonomisk videnskab. Den tidligere britiske erhvervsminister Jo Swinson investerer millioner i at ændre den. Jeg mødte dem til et dobbeltinterview.

Collage: Julie Ravn Hansen for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte


28. oktober 2021
17 min.

Når man beskæftiger sig med grøn omstilling, er man også nødt til at beskæftige sig med økonomi. Den grønne omstilling kræver enorme investeringer og et utal af økonomiske afvejninger, og det er let at se, at meget i vores nuværende system trækker i den gale retning. Verdens lande bruger hvert år tusinder af milliarder af kroner på at støtte fossile brændsler for at holde hånden under økonomien, og mange steder kan virksomheder mere eller mindre uhindret forurene og bruge løs af naturressourcer, mens regningen for følgeskaderne havner hos fællesskabet. Det er oplagt, at der er brug for nytænkning.

Derfor var jeg hurtig til at takke ja, da jeg forleden fik mulighed for at lave et dobbeltinterview med to kvinder, som har virkelig meget på hjerte i forhold til, hvordan vi kan ændre vores samfund ved at ændre på måden, vi opfatter og indretter økonomien på.

Den ene, feministen og aktivisten Emma Holten, har i efteråret 2021 gentagne gange formået at fylde store teatersale i Aarhus og København med en serie debatskabende foredrag, hvor hun har kritiseret den økonomiske videnskab sønder og sammen for at overse en hel masse af alt det, der virkelig tæller her i tilværelsen – herunder muligheden for at leve på en sund planet med et stabilt klima.

Den anden, den tidligere britiske erhvervsminister Jo Swinson, har efter sin politiske karriere stillet sig i spidsen for en sammenslutning af filantropiske fonde, som har sat sig for at revolutionere den økonomiske videnskab, så den kommer til at gavne mennesker og natur” og samtidig bidrager til at skabe et helt nyt økonomisk system, der er klar til det 21. århundredes udfordringer”. I håb om at opnå de vidtløftige mål finansierer fondene en hel stribe af bevægelser, som så at sige banker løs på fundamentet under alle former for økonomisk vanetænkning.

Fælles for de to kvinder er, at de mener, vi som samfund har helt galt fat i, hvordan økonomien egentlig fungerer – og ikke mindst, hvordan den bør fungere.

Oprindeligt var det en overskrift i avisen, som fik Emma Holten til at kaste sig ind i debatten. I overskriften stod, at kvinder var en underskudsforretning for statskassen. Det er et par år siden nu, og den feministiske aktivist var på det tidspunkt 28 år gammel. Hendes veninder var lige begyndt at få børn.

Overalt omkring mig så jeg kvinder, som arbejdede utrolig hårdt bare for at få enderne til at mødes i deres familier og på deres arbejdspladser, og jeg tænkte, at personen bag den her beregning helt grundlæggende ikke forstod, hvordan verden fungerer.”

Emma Holten forventede, at kilden til beregningen måtte være en eller anden irriterende person med et Excel-ark,” som hun siger. Men da hun undersøgte sagen, fandt hun ud af, at beregningen var lavet med den samme økonomiske model, som Finansministeriet bruger til at vurdere større politisk-økonomiske forslag.

Det fik mig til at tænke, at noget var galt på et mere grundlæggende plan.”

Avisoverskriften fik den litteraturvidenskabsuddannede Emma Holten til at kaste sig ud i et årelangt selvstudium af den økonomiske videnskab. Den foreløbige kulmination er en række udsolgte foredrag med titlen Hvad er vi værd, som har tiltrukket sig både anerkendende og kritisk opmærksomhed fra fagøkonomer og i det hele taget vakt begejstring og opmærksomhed i et omfang, som sjældent bliver foredrag om økonomi til del. Så populært er hendes foredrag om feministisk økonomi, at den ene af to planlagte ekstraopførsler i februar 2022 allerede er udsolgt.

For Jo Swinson er erkendelsen af, at noget grundlæggende er i vejen med økonomien – og vores forståelse af den – i højere grad kommet snigende. Som ung pige og kvinde i Skotland var Jo Swinson stærkt inspireret af grundlæggeren af kosmetikkæden The Body Shop, Anita Roddick, som havde sat sig for at vise, hvordan virksomheder kan gøre verden til et bedre sted. Da Jo Swinson senere blev parlamentsmedlem for Liberaldemokraterne, involverede hun sig i arbejdet for alternativer til økonomisk vækst som mål for samfundets fremskridt. Som nyvalgt partileder i 2019 gik hun ligefrem til valg på at indføre et nationalregnskab for livsglæde. Hun fik dog ikke mulighed for at føre planerne ud i livet, da hun mistede sin plads i parlamentet til en skotsk nationalist og derfor ifølge partiets vedtægter også måtte opgive partilederskabet. Men i dag har hun fået mulighed for at beskæftige sig med alternativ økonomisk tænkning på fuld tid som direktør i fondssamarbejdet Partners for a New Economy, som blandt andet tæller danske KR Foundation. Her støtter Jo Swinson et væld af organisationer, som arbejder for at lave om på økonomien og vores forståelse af den – lige fra sammenslutninger af kritiske økonomistuderende til en særlig afdeling i de rige landes økonomiske tænketank, OECD.

Økonomi er ikke en fysisk videnskab,” siger Jo Swinson. Det er ikke sådan, at der findes de her nagelfaste regler, som aldrig kan brydes. Økonomien er, som den er, fordi vi har skabt den sådan, og den kan genskabes på en anden måde. Vi er den sidste generation, som har mulighed for at stoppe de miljøkatastrofer, vi står over for, og hvis vi fortsætter med samme slags økonomi som i dag – afhængig som den er af vækst, vækst, vækst – så kommer det ikke til at fungere.”

Så hvad er det, som ifølge Jo Swinson og Emma Holten er galt med økonomien og den måde at opfatte den på, som dominerer i samfundet i dag? Og hvad kan vi gøre ved det? Lad os begynde med diagnosen. En helt central problemstilling handler om, hvad man tilskriver økonomisk værdi. For Emma Holten var det åbenlyst, at det har økonomisk værdi, når kvinder for eksempel gør samfundet i stand til at opretholde sig selv ved at føde nye mennesker og give dem omsorg i deres første, spæde tid på kloden. Kvinder bruger også gennemsnitligt næsten en time mere om dagen på husarbejde end mænd, hvilket rimelig åbenlyst også har en værdi. Men hverken omsorgsarbejdet eller husarbejdet figurerer i økonomers opgørelser over nationalregnskabet, som er statens husholdningsbudget, eller for den sags skyld i bruttonationalproduktet, som er opgørelsen over økonomiens samlede størrelse. Og forklaringen er den simple, at ingen betaler for arbejdet. De vigtigste økonomiske nøgletal handler nemlig om alt det, der foregår på markedet, og overser derfor per definition alt det udenfor. Og heri ligger en vigtig forbindelse mellem en feministisk indgangsvinkel til økonomi og så en tilgang, der tager udgangspunkt i alle de klima- og miljøproblemer, som vores nuværende økonomiske system skaber, mener Emma Holten. Fællesnævneren er, at det handler om værdien af ting, som i udgangspunktet ikke tælles med i økonomernes regnestykker. Det var den erkendelse, hun i første omgang fik ud af at undersøge baggrunden for regnestykket, som sagde, at kvinder var en underskudsforretning for staten. Emma Holten indså, at vores fokus på økonomiske nøgletal får os til at ignorere alt det vigtige, som slet ikke regnes med – uanset om det så er kvinders usynlige arbejde eller den usynlige glæde og nytte, som vi har af naturen.

Det at holde økonomien sund, som det hedder, er blevet politikernes primære mål, og så går man ud fra, at hvis man gør dét, så følger alt andet med,” siger hun. Men i et land som Danmark ser vi jo, at økonomien har det rigtig godt, men vi har en ungdom, som er mere stresset end nogensinde, vi har mere stress blandt voksne end nogensinde, og Danmark bidrager helt vildt til klimaforandringer og tab af biodiversitet på grund af vores forbrug. Så i virkeligheden er Danmark det perfekte eksempel på et land, hvor økonomien gør alt det, vi gerne vil have den til, uden at det har den effekt på velfærd og menneskelige fremskridt, som vi godt kunne tænke os.”

Kritikken er ikke ny, hvilket Emma Holten udmærket er klar over. Faktisk var ophavsmanden til selve idéen om bruttonationalproduktet, økonomen Simon Kuznets, den første til at fremføre kritikken. Han pointerede, at en sammentælling af den økonomiske aktivitet i et samfund dårligt kan bruges til at sige noget om en nations velbefindende”. Mange andre har op gennem årene sagt nogenlunde det samme. Jo Swinson nævner en berømt tale af den amerikanske præsidentkandidat Robert Kennedy fra 1968, som er værd at citere et stykke af.

Bruttonationalproduktet tæller luftforurening og cigaretreklamer og ambulancer til at fjerne blodbad fra vores motorveje,” sagde Robert Kennedy. Men bruttonationalproduktet indregner ikke vores børns sundhed, kvaliteten af deres uddannelser eller glæden ved deres leg. Det tæller ikke skønheden i vores poesi eller styrken i vores ægteskaber, intelligensen i vores offentlige debat eller integriteten hos vores embedsmænd. Det måler hverken vores vid eller vores mod, vores visdom eller vores læring, vores barmhjertighed eller vores hengivenhed til vores land – kort sagt måler det alt undtagen dét, som gør livet værd at leve.”

Det skal retfærdigvis siges, at økonomer – også dem i Finansministeriet – længe har forsøgt at råde bod på i hvert fald nogle af manglerne ved de dominerende nøgletal som eksempelvis bruttonationalproduktet. Det er for eksempel helt standard i Finansministeriet at lave såkaldte samfundsøkonomiske konsekvensvurderinger, og sådan nogle vurderinger sætter faktisk økonomisk værdi på en hel masse ting, som ikke handles på markedet og derfor hverken er med i nationalregnskabet eller i bruttonationalproduktet. Der er også masser af økonomer, som beskæftiger sig med de samme spørgsmål som feminister og miljøforkæmpere, hvad enten det så handler om ligeløn, travlhed på fødegangene eller værdien af et stabilt klima. Emma Holten har på den baggrund fået en vis kritik for at tegne et ensidigt” billede af den økonomiske videnskab, præget af unødvendige karikaturer”, som de to universitetsøkonomer Anne Sophie Lassen og Sofie Dalum for nylig formulerede det i Dagbladet Information. Men selv om økonomer for længst er begyndt at udforske en mængde nye tilgange til verden, kommer man ikke uden om, at det stadig er de gamle nøgletal – og frem for alt bruttonationalproduktet – som dominerer i samfundsdebatten, siger Jo Swinson.

Det er simpelthen så indgroet,” siger hun. Det er stadig det, som medierne fokuserer på, og som Emma siger, er det også stadig et hovedfokus for regeringer, selv om det ikke giver os det, vi gerne vil have, og som gør folk glade.”

Samtidig, siger Jo Swinson, opstår der hurtigt nye dilemmaer, når økonomer begynder at regne på alle de ting, som ikke er med i de traditionelle nøgletal. For hvordan værdisætter man egentlig ting, som ingen handler med? Og har vi overhovedet lyst til at sætte økonomisk værdi på alting? Siger vi så i virkeligheden ikke, at ting kun har værdi, hvis værdien kan gøres op i penge? Rent lavpraktisk kan det også hurtigt blive så komplekst at redegøre for alle effekterne af at fælde en skov eller forurene en å, siger Jo Swinson, at man godt kan opgive ethvert håb om nøjagtighed. Og så løber man ind i nogle helt særlige problemer, når det begynder at handle om noget eksistentielt: Hvordan vil du fastsætte prisen på et elsket menneskes liv?” spørger Jo Swinson. Hvad ville være et acceptabelt beløb at betale for at forhindre kloden i at blive ubeboelig? Det handler ikke rigtig om penge længere, når det kommer til den slags beslutninger, gør det?”

Mindst lige så vigtigt som indholdet i de beregninger, som økonomerne laver, er dog spørgsmålet om, hvordan vi bruger beregningerne. Både Jo Swinson og Emma Holten mener, at vi som samfund lider under en overdreven tillid til økonomiske modelberegninger. Hvilket måske lige kræver lidt forklaring: Når økonomer prøver at forstå verden, sætter de den på formel ud fra en blanding af teoretiske betragtninger og data over, hvordan økonomien historisk har fungeret. Det kalder man at bygge en økonomisk model. Modellen kan så give en idé om, hvordan verden vil udvikle sig under forskellige forudsætninger. Spørgsmålet er bare, hvor godt billedet egentlig er.

Jeg har to små børn, og de bygger Lego-modeller af ting,” siger Jo Swinson. Det kan lære dem noget om, hvordan man for eksempel bygger en bro, men det betyder ikke, at det er en bro, som de bygger – og det, som fungerer med plastikklodser, vil ikke nødvendigvis fungere, hvis man skal bygge en rigtig bro. Og det er det samme med økonomiske modeller.”

Ikke desto mindre har økonomiske modeller – og de tal, som de spytter ud – fået en enorm gennemslagskraft i politik og i den offentlige debat. Og her kommer tallene til at virke som en mental spændetrøje, der forhindrer os i at forestille os ting, der ikke passer ind i modellernes logik, mener Emma Holten. Tag bare sådan en idé som at gøre fredagen til en fridag. Når man tænker over det, er det faktisk noget, vi har opnået før. Det er ikke så længe siden, at arbejderbevægelsen fik gjort lørdagen til en fridag. Men for min generation virker tanken fuldkommen uholdbar og umulig på trods af, at Danmark i dag er meget rigere, end da vi fik fri om lørdagen.”

En hel stribe af de ting, som mange danskere i dag værdsætter ved det danske velfærdssamfund – gratis skoler og hospitaler og uddannelser og den slags – ville være så godt som umulige at få vedtaget i dag, hvor man først ville køre dem igennem en økonomisk model, mener Emma Holten. Modellen ville nemlig med stor sandsynlighed få den slags investeringer til at se meget dyre ud, hvilket hurtigt kunne komme til at skygge for fordelene. Det er en pointe, som Emma Holten også fremfører i sit foredrag, og som blandt andre økonomen Jeppe Druedahl – der ellers også er moderat kritisk over for Emma Holtens generelle billede af den økonomiske videnskab – grundlæggende har givet hende ret i. Problemet er, at økonomer helst vil have klare beviser for effekten af et tiltag, før de vil tage effekten med i deres regnestykker. Og det kan skabe en skævhed i retning af det bestående, skriver Jeppe Druedahl i et indlæg i Dagbladet Information: Hvis vi skulle have haft forudgående evidens for hvert skridt, der blev taget i opbygningen af velfærdssamfundet, tror jeg, at Danmark havde været et meget anderledes land i dag.”

Så hvad kan man stille op, hvis man vil udfordre den status quo, som økonomernes regnestykker altså kan være med til at bevare? Jo Simpson mener, at første og vigtigste skridt må være at åbne folks sind for, at det faktisk er muligt at lave verden om.

De fleste mennesker vokser op og ser verden, som den er, og de ved ikke, at måden, som økonomien fungerer på – eller måden, som offentlige budgetter fungerer på, eller måden, som virksomheder opererer på – ikke har været den samme gennem hele historien. Selve konceptet bruttonationalproduktet fandtes ikke for et århundrede siden. Vi tror, at de her ting er eviggyldige og det sidste ord, men det er de ikke,” siger hun. Det handler om at sørge for, at folk forstår, at vi kan vælge noget andet.”

Derudover mener Emma Holten, at vi også er nødt til at gøre op med idéen om, at vi overhovedet kan regne os frem til alting, og at det er muligt at gøre det på en måde, som er fuldkommen værdineutral. Det kræver, at økonomer bliver bedre til at fortælle om usikkerheden ved deres beregninger, mener hun – men også, at politikere bliver bedre til at håndtere resultaterne.

Jeg mener virkelig, at politikerne er nødt til at blive bedre til at bruge de her modeller og til at kommunikere om dem til offentligheden, for der findes ikke én model, som kan fortælle os alt det, vi har brug for at vide,” siger hun.

Her er det værd at bemærke, at de såkaldte vismænd i De Økonomiske Råd for nylig faktisk meldte noget ud, som peger lidt i samme retning. Når danske ministerier laver økonomiske konsekvensvurderinger af diverse politiske forslag, skrev vismændene, bør beregningerne ledsages af en kvalitetsdeklaration”, som redegør for regnemetoderne og baggrunden for, at man har valgt at regne, som man har. Det vil bidrage til en mere nuanceret og oplyst debat om de beregninger, som ministerierne fremlægger, og som udgør en vigtig del af grundlaget for politiske beslutninger,” udtalte overvismand Carl-Johan Dalgaard.

Hvis man skal opsummere kritikken fra Emma Holten og Jo Swinson helt kort, så lyder den, at vi som samfund fokuserer alt for meget på penge og alt for lidt på alt det, der i virkeligheden betyder noget. Her vil nogen måske indvende, at det er fint med al den snak om skønhed og barmhjertighed og legende børn, og hvad der ellers gør livet værd at leve, men at en sund økonomi trods alt er en forudsætning for, at mange mennesker kan leve gode liv, og for, at vi kan investere i en bedre fremtid. Der er hverken råd til vindmøller eller barselsdagpenge, hvis der ikke kommer penge i kassen. Og hvis økonomien går i stå, betyder det typisk, at en masse mennesker mister deres arbejde, hvilket har det med at gøre folk ret ulykkelige.

Det er en helt reel indvending, siger Jo Swinson. Mange mennesker, ikke mindst i hendes hjemland, har allerede svært ved at få enderne til at mødes, og deres primære bekymring omkring økonomien går derfor på, om de kan få et arbejde, der kan forsørge dem selv og deres nærmeste. Tilsvarende kunne man – i en dansk kontekst – nævne de op mod 300.000 danskere i den arbejdsdygtige alder, som ikke kan få et arbejde, selv om de egentlig gerne ville. Men netop fordi det nuværende system faktisk ikke fungerer særlig godt for rigtig mange mennesker, mener Jo Swinson, er det tåbeligt at tro, at vi kan løse problemerne med mere af det samme. Jeg tror simpelthen ikke på idéen om, at hvis økonomien bare vokser lidt mere, så vil dét på en eller anden måde løse problemerne. Jeg tror bare, det maskerer problemet,” siger hun.

Og Emma Holten? Hun mener, at selv om vi selvfølgelig er nødt til at holde øje med økonomien og løbende regne på den, er vi helt grundlæggende også nødt til at afkoble idéen om den sunde økonomi fra idéen om det gode liv.

Økonomien og bruttonationalproduktet kan fortælle os en masse om, hvad der foregår på markedet, men de fortæller ikke nødvendigvis særlig meget om, hvordan folk har det. Det er dét argument, som man er nødt til at fremføre, hvis nogen spørger, hvordan vi kan nyde livet, hvis ikke økonomien har det godt,” siger hun.

Kigger man lidt på tal og forskning, er det tydeligt nok, at Emma Holten har en pointe her. Der er ganske vist en ret klar sammenhæng mellem, hvor rigt et land er, og hvor glade indbyggerne er, sådan i gennemsnit. Men det er ikke sådan, at indbyggerne i et land nødvendigvis bliver gladere, bare fordi landet bliver rigere, ligesom der kan være stor forskel på, hvor glade indbyggerne i to forskellige lande er, selv om de i gennemsnit er lige rige. Og nok så vigtigt: Jo rigere vi bliver, jo mindre betyder flere penge tilsyneladende for vores tilfredshed med tilværelsen. I hvert fald i rige lande som Danmark er der altså rum for at fokusere på noget andet end hårde økonomiske nøgletal, uden at det behøver at gå ud over, hvordan folk faktisk går rundt og har det.

Når man følger de her tanker til dørs, kan det hurtigt blive ret radikalt. Jo Swinson sætter for eksempel spørgsmålstegn ved den evige jagt på økonomisk vækst, som er selve fundamentet under vores nuværende økonomiske system. Det kan godt være, der vil være økonomisk vækst i fremtiden, siger hun, men hvis vi begynder at sætte andre ting højere – som for eksempel klodens ve og vel – kan det også godt være, at der ikke vil være plads til økonomisk vækst. En tanke, som nok kan få temmelig mange bank- og erhvervsfolk og politikere til at ligge søvnløse om natten. Den britiske eks-politiker taler også om, at det kan blive nødvendigt at indføre en form for borgerløn – altså en basal indkomst til alle, som man så kan vælge at klare sig for eller supplere med lønarbejde i det omfang, man nu finder passende. Det er også en ret radikal tanke. Man skal ikke gå meget længere ned ad samme sti, før man møder mennesker, som argumenterer for, at det er nødvendigt med et grundlæggende opgør med selve kapitalismen til fordel for et eller andet helt anderledes økonomisk system, før vi kan løse vores udfordringer – hvad enten det så drejer sig om sociale problemer, klimaforandringer, miljøbelastning eller ressourceforbrug.

Så hvor radikalt anderledes skal det hele egentlig være, før det bliver godt? Det spørger jeg Jo Swinson om som noget af det sidste, før interviewtiden rinder ud. Hendes svar lyder, at vi er nødt til at prøve os frem. De økonomiske rammer, vi opererer indenfor i dag, har udviklet sig over tid, og det samme må de rammer, som skal erstatte dem.

Jeg vil ikke sidde her og sige, at jeg har arbejdstegningen til det perfekte system,” siger Jo Swinson. Men jeg tror, vi er nødt til at ende et sted, som er ret langt fra, hvor vi er nu, for lige nu er vi meget langt fra at være inden for planetens grænser.”