Sig efter mig: in-fla-tion. Et glemt spøgelse er tilbage i økonomien. Er det et paradigmeskift eller et lille blip?

Nu stiger priserne. Vi undersøgte, om man skal være bange, eller om det faktisk er helt okay.

Foto: Anne Myrup Pedersen / Jysk Fynske Medier / Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Har du hørt om mayonnaise-mysteriet? Det begyndte med Pete Strates, en sølvhåret amerikaner, der ejer en familierestaurant. The Sherwood, som restauranten hedder, er et hyggeligt lokalt sted med snaskede burgere og kyllingevinger, der ligger i byen Winston-Salem i North Carolina. Men Pete Strates havde fået et irriterende problem. Det handlede om mayonnaise.

Når restaurantejeren skulle købe nye forsyninger af enhver burgers fede følgesvend, var prisen næsten altid steget. Mayonnaisen blev simpelthen dyrere og dyrere. Jeg betaler 1.200 kroner mere om ugen for mayonnaise,” sagde Pete Strates til lokalmediet WXII. Prisstigningerne var så voldsomme, at det skabte alvorlige udfordringer for hans restaurant.

Og nu gik det stærkt. Den fortvivlede restaurantejers udtalelser blev hurtigt samlet op af Det Republikanske Parti i staten. Mayonnaise-problemerne var et eksempel på inflation, altså stigende priser, og det var et problem, som den demokratiske præsident Joe Biden havde skabt, lød det. Internettet begyndte at koge.

Snart viste det sig, at restauranten i North Carolina langtfra var alene. Både Burger King og Unilever, der fremstiller mayonnaise, meldte om bemærkelsesværdige prisstigninger. Og da jeg selv kiggede nærmere på, hvordan det forholder sig herhjemme, så jeg et lignende mønster: Prisen på mayonnaise er groft sagt 5,5 procent højere i september i år end samme måned sidste år ifølge Danmarks Statistik. Og kigger man lidt længere tilbage, viser det sig, at visse typer mayonnaise bliver solgt i mindre pakker, men til samme pris – også en slags inflation, kaldet shrinkflation, fordi varerne skrumper, men prisen hænger ved.

Så hvad er det, der foregår? Og hvad fortæller mayonnaise-mysteriet os på et større plan om, hvor økonomien lige nu er på vej hen? En hel del faktisk.

Det er en af tidens helt store økonomiske historier: Inflationen er tilbage. Eller: Inflationen – altså stigende priser – har nærmest altid været der. Det nye er, at priserne stiger langt hurtigere end længe, både herhjemme og rundtom i Vesten. Og det har betydning for dig og mig – og det kan, måske, indvarsle en helt ny økonomisk virkelighed.

I mange år var inflationen så lav eller ikke-eksisterende – omkring 0 eller 1 procent – at det mest var et emne for små-akademiske diskussioner. Men nu, hvor inflationen ligger på over fem procent i USA og fire procent i Tyskland, fylder det pludselig i aviser, nyhedsudsendelser og politiske debatter. I Danmark, hvor inflationen er lavere, nåede den alligevel i august det højeste niveau i ti år.

Hos Nordea begyndte global chefstrateg Andreas Steno Larsen for nylig at overvåge internettet efter særlige inflations-relaterede søgeord på sociale medier og Google. Han ville lodde folkestemningen og mediedækningen, siger han, fordi de kan spille en vigtig rolle for inflationen (mere om det senere). Andreas Steno Larsen søgte for eksempel på ord som stagflation – at priserne stiger, men væksten falder (det er dårligt!). Stigningen var voldsom. Du kan ikke finde et tidspunkt i nyere historie, hvor så mange har søgt på stagflation,” siger han. Det ser skidt ud.”

hvor skidt ser det ud? Det afhænger i høj grad af svaret på et supervigtigt spørgsmål. Nemlig om inflationen er midlertidig – et kort blip efter corona – eller en mere langvarig eller ligefrem dyb omrokering af økonomien. Det er jo 10.000-kronersspørgsmålet,” siger økonomisk overvismand Carl-Johan Dalgaard, professor ved Københavns Universitet. Hele landskabet af økonomiske eksperter debatterer det spørgsmål, for det har voldsomt stor betydning. En verden med konstant og markant stigende priser vil være meget anderledes at leve i end den verden, vi længe har kendt. Det gælder alt fra vores løn og vores bolig til de ting, vi køber – inklusive mayonnaise.

Så lad os gå på jagt efter et svar på dét spørgsmål: Er inflationen langvarig eller hurtigt overstået? Og hvis den er langvarig – er det så egentlig godt eller skidt?

Vi begynder med argumentet for det lille blip: at inflationen er midlertidig. Det handler i høj grad om corona. Helt grundlæggende: Efter en krise med pressede priser i 2020 er det helt naturligt at opleve prisstigninger, når økonomien kommer tilbage i gear i 2021.

Samtidig har corona presset priserne op på mindst tre meget specifikke måder. For det første er der de globale forsyningslinjer. Pludselig kunne vi ikke længere få billige ting lynhurtigt fra Kina. Fabrikker, havne og shippingfirmaer var i knæ. Et af verdens store containerskibe sad fast i Suezkanalen. Vi har hørt et mylder af historier om lange leveringstider og mangel på alt fra biler til PlayStation 5.

Det sætter pres på priserne på materialer – tømmer for eksempel er steget helt vildt – men også forskellige råvarer, påpeger Carl-Johan Dalgaard, formanden for de økonomiske vismænd.

For det andet er økonomien i Danmark i høj grad tilbage, hvor den var før coronakrisen. Overordnet går det godt i dansk økonomi, og der er udsigt til fortsat fremgang,” som vismændene skrev i deres seneste rapport for nogle uger siden. Boomet efter genåbningen, påpeger Dalgaard, har især i nogle brancher skabt en markant mangel på arbejdskraft. Og det sætter sig i et lønpres,” siger han. Hvilket igen skubber til de stigende priser.

Mangel kan altså skabe inflation – om det så er mangel på hænder eller mangel på varer.

Endelig – for det tredje – har stater og centralbanker postet penge ud i samfundene under corona i historisk stort omfang. Det har været den mest ekspansive økonomiske politik nogensinde,” siger økonomisk kommentator Frank Hvid Petersen. Befolkningerne står med rekordmange penge i hænderne.” Når der er så mange penge i omløb, kan det også presse priserne op.

Derfor forventer vismændene en inflation i 2022 og 2023, der ligger højere end de seneste år. Men derfor forventer de også, at den stille og roligt ebber ud og fordufter. For alle de tre ting her – forsyningskæder, mangel på arbejdskraft og penge pumpet ud i samfundet – er jo i høj grad knyttet til corona.

Så når vi ser frem over de kommende år, regner vi med, at de virkninger vil forsvinde igen,” siger Carl-Johan Dalgaard, den økonomiske overvismand. Når krisen kommer på afstand, og tingene normaliserer sig, gør priserne det samme.

Lignende vurderinger danner en slags konsensus hos Nationalbanken herhjemme samt hos vigtige internationale organisationer som OECD og Den Internationale Valutafond. Den mest gængse vurdering er en moderat stigning i inflation i en kortere periode med en normalisering frem mod 2025. Så det har mere karakter af et blip,” siger Dalgaard.

Samtidig skal vi huske på, at inflationen stadig generelt er relativt lav, ikke mindst i Danmark, som både overvismanden og politisk økonom Asker Voldsgaard fra University College London påpeger. Og i lang tid har prisstigningerne været så små, at dét faktisk var bekymringen.

Det, økonomer jo sædvanligvis har gået og pebet lidt over, var frygten for prisfald – deflation. Derfor skal man nok ikke se det som Jerusalems ødelæggelse, hvis inflationen bliver lidt højere,” siger Carl-Johan Dalgaard.

Det lyder jo rimelig beroligende. Men der er også en anden mulighed: at vi er på vej ind i den langsigtede inflations æra eller – med fare for at skulle give kage på redaktionen, fordi jeg bruger et forbudt ord – et reelt paradigmeskift.

Carl-Johan Dalgaard og de økonomiske vismænd råder i deres nyeste rapport regeringen til at stramme op i finanspolitikken – og i hvert fald ikke skrue mere op. For så risikerer man at puffe mere til inflationen. Foto: Nils Meilvang, Ritzau Scanpix

For omkring et år siden opdagede Niclas Faurby noget interessant. Det var midt i coronakrisen, og stigende priser var ikke lige på radaren for særlig mange. Dengang talte ingen om inflation,” husker han. Men den historisk interesserede investeringsrådgiver havde bemærket nogle små tegn i økonomien, der lugtede af inflation.

Det startede for mig med bruddet på forsyningskæderne,” siger han. Virksomhederne begyndte at prioritere forsyningssikkerhed højere end pris. Det blev vigtigere at levere varen end at gøre det billigst muligt. Og samtidig begyndte man at se små opbremsninger mere generelt i globaliseringen.”

Niclas Faurby gik i gang med at skrive analyser om stigende inflation på LinkedIn. Det her, tænkte han, handlede ikke bare om corona.

Der var noget mere grundlæggende på spil.

Jeg ser en større risiko for, at den her inflation har bidt sig lidt mere fast, end hvad gennemsnittet tror.”

Presset på forsyningskæderne er altså måske nok begyndt under corona, men det blotlægger en stor, langvarig tendens, der rækker ud over krisen, mener flere eksperter. Det afspejler reelt et paradigmeskift”, siger Andreas Steno Larsen, chefstrategen fra Nordea.

Krisen har blotlagt, hvordan Vesten har pantsat hele sin forsyningskæde til Kina, påpeger han. Det er ekstremt sårbart,” som vi nu ser med manglen og forsinkelserne og prisstigningerne. Derfor rykker en del vestlige firmaer deres produktion tættere på.

Coronakrisen har resulteret i det paradigmeskifte, først og fremmest på grund af forsyningsproblemerne. Vi ser en tendens til at trække forsyningskæden tættere på hjem, og det gør uvægerligt varerne dyrere,” siger han. Det er et brud med årtiers øget globalisering, stik imod den bevægelse, vi har set i økonomien siden 1989, efter kommunismens fald, vurderer han.

Det er, med andre ord, stort. Et strukturelt skift,” som han siger.

I årtier har globaliseringen – flere ting produceret billigt i Kina – modvirket inflation. Nu bevæger økonomiens store hjul sig den modsatte vej, mener han. Jeg tror, vi kommer til at se højere inflation de næste ti år. Derfor kan du ikke kalde det midlertidigt,” siger Andreas Steno Larsen.

En anden stor tendens handler om de ansattes magt over for kapitalen, som økonomen Frank Hvid Petersen formulerer det. For hvis der er mangel på arbejdskraft – og anti-globaliseringen og corona gør det sværere at rekruttere på tværs af grænserne – står arbejdstagerne pludselig stærkere end meget, meget længe. Dermed kan de kræve højere løn.

Jeg hører flere og flere virksomhedsledere sige, at de ikke kan spise deres ansatte af med to-tre procents lønstigninger. De vil have langt mere,” siger Frank Hvid Petersen, stifter af det finansielle undervisningsfirma Earlybird Research & Education.

Det sætter også pres på inflationen – og det, vurderer en række økonomer, er også en langvarig tendens. I årtier har lønstigningerne særligt i de lavere dele af samfundet ellers været begrænsede eller ikke-eksisterende i eksempelvis USA, men siden de sidste år under præsident Barack Obama har man set lønstigninger.

Vi ser, at uligheden målt på indkomst faktisk har været faldende siden dengang,” siger Frank Hvid Petersen. Især dem med de laveste lønninger får de største stigninger.” De ansatte får altså en stærkere position i forhold til arbejdsgiverne. Det skubber også til inflationen.

Der er også andre større ting, der kan tale for en højere, mere langvarig inflation. For eksempel er politikerne mere klar på at bruge mange penge og køre med underskud end tidligere.

Vi ser også et nyt paradigme i finanspolitikken, hvor der er konsensus om bare at køre med underskud, så langt øjet rækker,” siger Andreas Steno Larsen. Det får i mine øjne priserne til at stige.”

Vi ser altså tre mega-tendenser – anti-globalisering, arbejdstagernes øgede magt og finanspolitikken – der kan tale for mere langvarig inflation. Der er god sandsynlighed for, at vi har passeret et punkt, hvor tingene skifter her,” siger Frank Hvid Petersen. Jeg tror, 2020’erne kan blive det årti, hvor 40 års fald i inflation stopper og bliver vendt til en stigning.”

Så vil sådan en virkelighed være god eller dårlig? Det er faktisk ikke helt så entydigt, som man måske skulle tro. For der er også positive elementer ved en verden med lidt mere inflation end i dag, påpeger flere økonomer.

Fabriksarbejderen får væsentlig bedre forhandlingskraft,” siger Nordeas Andreas Steno Larsen. Du kan ikke finde et bedre tidspunkt at bede om lønforhøjelse end nu. Det kan du jo skrive som anbefaling.”

Øget inflation kan modvirke den stigende ulighed, vi har set længe. For opsparede penge i banken (eller måske i aktier) bliver mindre værd, når priserne på alle mulige varer ude i virkeligheden stiger. Mindre ulighed vil i den grad være tiltrængt, siger Frank Hvid Petersen.

Mere og mere forskning tyder på, at uligheden er væksthæmmende. Og så giver den selvfølgelig også mange andre negative effekter – social uro, mere og mere vrede.”

Han håber også, at en inflations-virkelighed, hvor arbejdstagerne står stærkere, kan presse arbejdsgiverne til at blive mere kreative, når de ansætter. Hvem hyrer de, hvordan og i hvor mange timer? Folk med handicap, ældre, indvandrere, der har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet, folk, der gerne vil arbejde færre timer – måske kunne det være startskuddet til et meget mere fleksibelt arbejdsmarked,” siger Frank Hvid Petersen.

GÆLDS-AMOK?Trods kritik af det modsatte har Mette Frederiksens regering faktisk opbygget meget lille gæld under corona, sammenlignet med mange andre lande. Men derfor kan andre landes store gæld godt ende med at ramme os – eksempelvis som øget inflation. Foto: Jens Dresling, Ritzau Scanpix

Men. De positive ting blegner til gengæld, hvis inflationen for alvor løber løbsk. Der findes masser af ekstreme eksempler – lande som Brasilien, hvor priserne steg mellem morgen og aften, så de ansatte i supermarkederne måtte skifte prisskilte ud i løbet af dagen. Venezuela er et mere aktuelt skræmmeeksempel med en inflation på 863 procent for få år siden. Den slags ødelægger selvsagt økonomien.

Herhjemme var det senest i 1970’erne, man oplevede inflationen banke i vejret, blandt andet på grund af stigende oliepriser.

Det gjorde det fuldstændig umuligt for lønmodtagere og virksomheder at finde ud af, hvad der skete. Så det hæmmede økonomien,” siger Frank Hvid Petersen. Der er bred enighed om, at lav, stabil inflation er det bedste.” For så er der nogenlunde ro på priserne, og virksomheder, ansatte og forbrugere kan planlægge uden konstant at være usikre på priserne i morgen.

Det er imidlertid ikke superoplagt at sammenligne virkeligheden i dag med virkeligheden i 1970’erne. Økonomien nu er markant anderledes. History doesn’t repeat itself but it often rhymes,” som Niclas Faurby siger med et citat fra forfatteren Mark Twain. Selv om der måske er noget, der rimer, bliver det ikke det samme som dengang.

Men derfor kan det alligevel godt blive slemt, også ret snart. Faren er, siger Andreas Steno Larsen, at middelklassen – de vigtigste forbrugere – ser mere og mere negativt på fremtiden på grund af prisstigningerne. Og det er der allerede tegn på, påpeger han.

Vi ser det meget tydeligt. Når vi i spørgeskemaer spørger folk, om de synes, det er et godt tidspunkt at købe et hus, en bil eller en båd, så skal vi mange årtier tilbage for at finde så dårlige tal,” siger han.

Det er den allerstørste risiko. At vi får tabt tilliden hos middelklasseforbrugeren som resultat af, at priserne stiger så meget – samtidig med, at de ikke nødvendigvis føler sig sikre på, at de bliver kompenseret tilstrækkeligt for det via lønstigninger. Det værst tænkelige scenarie er, at vi alle sammen stopper med at foretage de større køb. Så får vi lav aktivitet. Og det er der efterhånden en del, der peger på, at vi gør inden for et-to år,” siger han.

Vedvarende højere inflation vil være et problem på flere fronter, uddyber Frank Hvid Petersen, den økonomiske kommentator. De offentligt ansatte, der lige har fået forhandlet lønstigninger, kan pludselig se dem blive udhulet, fordi priserne stiger hurtigere end lønnen.

Det kan godt blive et problem. For vi har jo også mangel på arbejdskraft på mange områder. Og så vil skolelærere, fængselsbetjente og sygeplejersker så tænke: Det var, hvad vi fik for indsatsen under corona. Vi endte med at gå ned i realløn.’ Der er god sandsynlighed for, at inflation så pludselig kommer op på den politiske agenda, efter vi ikke har snakket om det i generationer,” siger han.

Men hvordan hænger det sammen med den analyse, de økonomiske vismænd netop er kommet med: at det går godt i den danske økonomi, og at det ser ud til at fortsætte næste år? Jeg er enig i den karakteristik, hvis vi ser det som et stillbillede af tilstanden,” siger Andreas Steno Larsen.

Problemet er, mener han, at billedet kun fanger, hvor vi er, ikke hvor vi bevæger os fra og til. Han mener, at de ting, vi har berørt allerede – mangel på arbejdskraft, stigende priser, for meget efterspørgsel – tyder på, at vi nærmer os en markant nedgang. At vi står sent i en konjunktur-cyklus, som det hedder på økonomsprog.

Vi ser dynamikker, vi ofte ser i efteråret før en krise,” siger han. Boligejerne fester. Priserne stiger på snart sagt alt. Men ender priserne med at stige så meget, at tilliden til sidst ryger? Jeg tror, vi får en nedtur snart.”

Det er ikke den konklusion, vi finder hos de økonomiske vismænd. Men Carl-Johan Dalgaard medgiver, at der er en usikkerhed om, hvordan forbrugerne – og andre vigtige spillere i økonomien – reagerer på stigende inflation.

Vi har haft en meget lang periode med lav og stabil inflation, og det har nok gjort, at vi ikke har været så opmærksomme på inflationen. Så når vi ser, den går op, tager vi i højere grad notits af det.” Det kan sætte sig i forventningerne hos os, hvilket igen kan skabe højere inflation, påpeger han. Dels hvis vi presser på for at få mere i løn, dels hvis vi skynder os at købe ting, fordi vi tror, prisen snart vil stige.

Hvis alle tænker sådan, så stiger efterspørgslen, og så går priserne endnu mere op.” Som en slags selvforstærkende, eller selvopfyldende, spiral.

Men igen: Det er ikke den vej, overvismanden tror, vinden blæser. Det er ikke det, data gør mig enormt optaget af,” siger han – og tilføjer hurtigt: Men det er ikke det samme som, at man med sikkerhed kan sige, det ikke kan foregå. Den slags sikkerhed findes ikke i samfundsvidenskaber som økonomi, desværre.”

Det fører os til en central pointe. Vi ved intet med sikkerhed. Det gælder helt generelt, når vi taler om økonomiske fremtidsudsigter. Gennemgår man topøkonomers prognoser gennem årene, er det slående, hvor skævt de generelt rammer. Enhver med en lommeregner kan se, hvor upræcise de er,” siger Andreas Steno Larsen. Man skal tage alle økonomers prognoser med et vognlæs salt. Men det er det bedste, vi har.”

Ud over den generelle usikkerhed er der imidlertid, i det nuværende corona-vadested, særlig meget tvivl om, hvor økonomien egentlig er henne – som du sikkert kan læse ud af økonomernes ret forskellige analyser her. Jeg kan ikke komme i tanke om et tidspunkt i nyere tid, hvor der var så lidt enighed om de sandsynlige fremtidstendenser,” skriver Adam Tooze, historiker ved Columbia University.

Og oven i dén usikkerhed kommer så selve det fænomen, vi taler om her: inflation. Hvis der er noget, økonomer har haft svært ved at forklare, forudsige og forstå gennem årene, er det i høj grad inflation. Vi har lært, at vi faktisk ikke forstår inflation,” siger Frank Hvid Petersen. Når vi putter det ind i modellerne, er vi helt galt på den.”

Der er en række teorier om, hvorfor inflation opstår – vi har berørt nogle af dem – men ingen af dem har vist sig særligt gode.

Kan vi forklare de seneste års lave inflation ved at kigge på centralbankerne, der kan sænke renterne og pumpe penge ud i samfundet? Ikke rigtigt, erkendte, ja, en centralbank for nylig. Hænger inflation sammen med, hvor mange ledige der er? Hm, langtfra altid.

Kan vi så forklare inflation med lav tillid hos borgerne, som vi var inde på før – altså en slags selvopfyldende mekanisme, hvor forventningerne om højere priser får folk til købe løs og kræve mere i løn, så virksomheder igen må hæve priserne? Det er en udbredt forklaring, hvor psykologi og kommunikation spiller vigtige roller.

Men det er også en forklaring, der er blevet hårdt kritiseret for nylig – blandt andet i en analyse fra en prominent økonom i den amerikanske centralbank. Det satte internettet lidt på den anden ende,” siger Asker Voldsgaard, der repræsenterer den alternative, men voksende økonomiske retning Modern Monetary Theory.

Samtidig er det stærkt omdiskuteret, hvordan man overhovedet skal måle inflation. Det er et problem lige nu, efter corona, hvor nogle brancher boomer, mens andre stadig er pressede og har brug for mere medvind på cykelstien”, som Carl-Johan Dalgaard siger. Det er svært at måle på økonomien, når den er i opbrud, og forskellige dele af den har forskellige virkeligheder.

Men også uden en coronakrise er inflation svær at måle, og måden, man gør det på, har ændret sig løbende. Hvis vi målte inflation, som vi gjorde i 1980’erne, ville vi have tocifret inflation nu,” siger Niclas Faurby. Han peger på, at inflation ikke er én ting. Inflation er i høj grad individuel,” påpeger han.

Vi mærker den vidt forskelligt, fordi vi køber vidt forskelligt varer. Og de seneste årtier har vi set priserne stige markant på nogle ting – boliger, uddannelse, medicin, hospitalsydelser – need to have-ting, som Faurby siger. Men samtidig har vi oplevet, at det er blevet billigere at købe andre nice to have-ting: computere, sko, tøj og elektronik.

Der er stor forskel på, hvordan du og jeg oplever inflation, fordi det afhænger af, hvad vi køber,” siger han. Alle de komplicerede og ofte modsatrettede udviklinger gør det ekstremt svært at måle og forstå inflation. Det er så utrolig komplekst,” siger han.

Det fører os tilbage til mayonnaise-mysteriet. For straks efter at den stakkels restaurantejer havde fortalt om den dyre hvide dyppelse, begyndte økonomer at analysere, hvordan prisen faktisk har udviklet sig på mayonnaise. Det førte til en sindrig rejse gennem statistikker og målemetoder hos erhvervsmediet Bloomberg, der viste, at, ja, prisen var steget på mayonnaise.

Men det vigtigste var konklusionen:

Vi plejer at forstå inflation som en stor, sammenhængende størrelse, en helhed, lød det. Men det er i sidste ende også en samling af individuelle priser, som alle fortæller deres helt egen historie, med deres helt særlige skæbner gemt bag tallene. En af dem handler om mayonnaise og Pete Strates og hans familierestaurant i North Carolina. Men der er tusindvis andre.

Dét er afgørende at forstå, når du næste gang hører økonomer tale om inflation.

Og det er også en grund til, at vi ser så forskellige analyser af fremtiden. At vi hører om prisstigninger som blip eller som paradigmeskift. At vi taler om inflation som et helt okay middel mod ulighed og styrkelsen af lønmodtagerens stilling – over for rynkede pander, krisestemning og faldende tillid.

Inflationen er så kompleks og mangeartet, så individuel måske, at den godt kan rumme alle de fortællinger. Det afgørende er, at vi begynder diskutere dem.

Og dét er måske den vigtigste lære af mayonnaise-mysteriet.