Vi er elendige til at gennemskue, når folk lyver. Den gode nyhed er, at det faktisk gør det lettere at være menneske

  • 26. februar 2020
  • 24 min.
BLIND TILLIDBritta-sagen viser, hvor svært vi har ved at skelne sandhed fra løgn. Men måske er det en god ting. Illustration: Andrea Ucini for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

29:31

Derfor skal du læse denne artikel

Når svindlere som Britta Nielsen kan slippe af sted med deres numre, skyldes det ikke nødvendigvis, at de er supersmarte. Vi er nemlig overraskende dårlige til at gennemskue, når fremmede mennesker lyver. Forskningen fortæller med al tydelighed, at vi er lette at snyde, men mistillid og kontrol er ikke svaret, lyder det i en ny bog. For det er faktisk en af vores største gaver – som mennesker og som samfund – at vi er så nemme at lyve over for.

Der gemmer sig en vild detalje i retssagen mod Britta Nielsen. Det handler om dengang, tilbage i foråret 2017, da hun var millimeter fra at blive opdaget. Britta Nielsens kolleger var blevet kontaktet af en kommune, der ikke havde fået sine penge. Gentagne gange rykkede kommunen. Der manglede én udbetaling fra Socialstyrelsen: 288.000 kroner.

Britta Nielsens kolleger begyndte nu at undersøge sagen. De tjekkede systemerne. Alt så ud til at være betalt. Der var dog én betaling – præcis de 288.000 kroner, kommunen manglede – der var overført til et andet kontonummer end alle de andre betalinger. Men Britta Nielsens kolleger blev ikke mistænksomme. De valgte i stedet at skrive det afvigende kontonummer i en mail og sende det til kommunen – som bevis på, at alt var betalt.

Hvis kollegerne havde tjekket kontonummeret, ville de have set, at det tilhørte Britta Nielsen.

Men ingen undersøgte det nærmere. I stedet opdagede Britta Nielsen selv, at noget var galt. Hun skyndte sig ifølge Berlingske at overføre pengene fra en anden pulje og undskylde til kommunen. Og svindlen kunne fortsætte, som den endte med at gøre i 25 år, indtil 117 millioner kroner var forsvundet.

Den detalje – at ingen overvejede at tjekke det mystiske kontonummer – peger på et af de vigtigste spørgsmål i hele den spektakulære svindelsag; hvorfor kunne de mennesker, der sad op og ned ad Britta Nielsen i årevis, ikke gennemskue hendes løgne? Hvorfor fattede de aldrig mistanke, selv når de – som her – fik en rygende pistol serveret på et sølvfad?

Svaret på det spørgsmål er på sin vis langt vigtigere end selve svindelsagen. Men problemet er, at vi er i fare for at besvare det helt forkert. Og det har konsekvenser for os alle sammen.

For tiden kan det føles, som om det vrimler med svindelsager. Nyhedsmedierne myldrer med historier om, at vi ikke opdager, når andre mennesker lyver for os. I Forsvaret er der afsløret omfattende svindel. Lampevirksomheden Hesalights direktør blev for nylig dømt for bedrageri for 351 millioner kroner, da han snød en række store investorer (sagen er anket og kører nu i landsretten).

Der er de store sager om skattesvindel. Der er den hastigt stigende mængde cyberkriminalitet, hvor folk udgiver sig for at være banker eller andre, der skal bruge vores kreditkortoplysninger. Der er datingsvindlerne, der under falsk identitet foregiver at være forelskede og lokker ofrene til at betale dem penge.

Og så er der den ufattelige sag fra Frankrig, der nu er kommet for retten: En mand i en silikonemaske har udgivet sig for at være landets forsvarsminister og har lokket folk til at overføre millioner til ham som påståede løsesummer for gidsler. Der var ingen gidsler – og ser man billeder af svindleren, kan det være svært at forstå, at folk er hoppet på den. Men svindlen fortsatte i flere år og rettede sig mod over 150 ofte højtstående personer, deriblandt statsministeren i Norge, kongen af Belgien og generaldirektøren fra Unesco.

Eksemplerne står i kø, og de peger på samme problem som Britta Nielsen-sagen: Hvad siger alle sagerne om menneskers evne til at gennemskue, om andre – måske især dem, vi ikke kender allerbedst – taler sandt eller falsk? Svaret på det spørgsmål – og især hvad vi bruger det svar til – har dyb betydning for, hvordan vi forstår og indretter verden omkring os.

SVÆR AT LÆSEBritta Nielsen virkede hjælpsom, dygtig og pligtopfyldende, lød det fra hendes kolleger i retten. Foto: Siphiwe Sibeko / Reuters / Ritzau Scanpix

For nogle måneder siden udkom en interessant bog, der kaster lys over vores evner til at afkode mennesker, vi ikke kender virkelig godt. Den hedder Talking to Strangers og er skrevet af den canadiske journalist og forfatter Malcolm Gladwell. Når bogen er interessant her, skyldes det især, at den udfolder psykologen Tim Levines forskning.

Gennem sin karriere har Tim Levine lavet hundredvis af variationer af det samme forsøg. Han inviterer forsøgspersoner i laboratoriet og beder dem svare på en quiz. Den består af spørgsmål af varierende sværhedsgrader såsom Hvad er det højeste bjerg i Asien?’ Svarer folk rigtigt, vinder de penge. Forsøgspersonen får en makker, som i al hemmelighed arbejder for Tim Levine. Der er også en slags dommer i lokalet, der står for quizzen.

Efter nogle spørgsmål begynder et nøje planlagt skuespil. Dommeren forlader rummet og efterlader svarene til quizzen fremme i en konvolut på bordet. Makkeren – der jo arbejder for Levine – prøver nu at lokke forsøgspersonen til at kigge på svarene. Til at snyde, så de kan vinde pengene.

Efter quizzen er færdig, sætter Tim Levine en interviewer til at stille forsøgspersonen spørgsmålet: Snød du?” Folks svar bliver filmet. Det kunne lyde sådan her:

Var der snyd, da dommeren forlod lokalet, spørger intervieweren.

Nej,” svarer forsøgspersonen. Vi kan kalde ham Lucas. Han er flot og selvsikker.

Nej? Fortæller du mig sandheden?

Lucas: Ja, det gør jeg.”

Når jeg interviewer din makker og stiller hende samme spørgsmål, hvad tror du så, hun vil sige?

Det samme.”

Og det er nu, forsøget bliver rigtig interessant. Bagefter viser Levine nemlig videoerne af interviewene med forsøgspersonerne til store grupper af mennesker. Kan de gennemskue, hvem der lyver, og hvem der taler sandt? Kan de se, om Lucas lyver? Resultaterne er nedslående. 54-55 procent af gangene rammer folk rigtigt – altså kun lige over halvdelen. Alle gætter skævt: politifolk, dommere, terapeuter, endda CIA-agenter, hvis job er at gennemskue misinformation. Vi mennesker er ikke meget bedre end et tilfældigt gæt til at gennemskue løgnere.

For ja, Lucas løj. Men alle tror på ham.

Hvorfor? Levine kalder det Truth-Default Theory – sandheds-tilbøjeligheds-teorien. Vi har, som mennesker, en tendens til at tro, at folk taler sandt. I Levines forsøg var folk således ganske gode til at gætte, når forsøgspersonerne var oprigtige. Men løgnerne kunne de sjældent opdage. Fordi de havde tilbøjelighed til at gå ud fra, at folk talte sandt.

Som det bliver opsummeret i bogen: Vi begynder som udgangspunkt altid med at tro på folk. Og vi holder først op, når vores mistanke og tvivl stiger til et punkt, hvor vi ikke længere kan bortforklare dem – når tingene simpelthen ikke hænger sammen: Tillid er ikke fraværet af tvivl,” skriver Malcolm Gladwell. Du stoler på andre, fordi du ikke har nok tvivl om dem.”

I 1938 rejste den britiske premierminister Neville Chamberlain til Tyskland for at møde Adolf Hitler. Han ville afkode, om den nazistiske leder havde reelle planer om at invadere landene omkring Tyskland. På det tidspunkt var Hitler lidt af et mysterium. Statslederne fra de andre stormagter havde typisk ikke mødt ham.

Men nu gjorde Chamberlain forsøget. Han mødtes endda med Hitler flere gange, og han var opløftet. Han gav mig et dobbelt håndtryk,” huskede han senere. Der Führer virkede ikke skør, men fornuftig, vurderede Chamberlain. Han spurgte også Hitler, om han ønskede at erobre andet end et mindre område af Tjekkoslovakiet – Sudeterland, med et stort tysk mindretal – som Hitler havde talt om offentligt. Nej, sagde Hitler. Det var alt, han ønskede. Chamberlain kiggede længe på Hitler. Og besluttede sig for at tro ham.

Jeg er sikker på, at vi hver især fuldstændig forstår, hvad hinanden har på sinde,” sagde han senere, ifølge Talking to Strangers.

Chamberlains konklusion – “Fred i vor tid” – blev latterliggjort af eftertiden. For snart efter hans besøg havde Hitler invaderet Polen og derefter andre lande på stribe. Anden Verdenskrig var i gang. Men hvorfor havde den britiske premierminister – en intelligent, dygtig politiker – så svært ved at læse Hitler?

Chamberlain havde endda stået ansigt til ansigt med den tyske diktator flere gange – modsat andre landes ledere og modsat Winston Churchill, der aldrig havde mødt Hitler, men læste ham langt klarere. Hvordan kunne alle Chamberlains møder ikke være en fordel?

En økonom fra Harvard University har sammen med et tværvidenskabeligt hold lavet en undersøgelse, der kaster lys over det spørgsmål. Forskerne samlede data for, hvor gode eller dårlige dommere er til at vurdere, hvilke forbrydere der skal løslades mod kaution. Det er et vigtigt spørgsmål. Løslader du den forkerte, risikerer vedkommende at lave ny farlig kriminalitet. Beholder du den forkerte, risikerer vedkommende at ryge ind i et brutalt fængselssystem.

Forskerne kiggede på 550.000 sager i New York City, hvoraf dommere havde løsladt 400.000 mod kaution. De byggede også et avanceret computerprogram, som skulle træffe de samme beslutninger om kaution eller ikke kaution: 400.000 mennesker skulle løslades, men ikke nødvendigvis de samme mennesker, som dommerne valgte. Hvem ville klare sig bedst, mennesket eller maskinen? Dommerne og computeren havde de samme informationer om de kriminelle – med en undtagelse: Dommerne kunne møde dem og tale med dem. Fornemme deres karakter.

Maskinen vandt uden problemer. Computerprogrammets løsladte havde 25 procent mindre sandsynlighed for at begå ny kriminalitet, mens de var ude i det fri og ventede på deres retssag. Det var markant. Algoritmen var klart bedre til at vurdere, om folk skulle løslades mod kaution, end dommerne, der havde siddet ansigt til ansigt med dem.

Vi tror, informationer fra personlige interaktioner er unikt værdifuldt,” skriver Gladwell i bogen. Men ofte kan det være omvendt; det kan forværre vores beslutninger.

FORBIER“Her var en mand, man kunne stole på, når han havde givet sit ord,” skrev Chamberlain om Hitler efter et af deres møder. Foto: Akg-Images, Ritzau Scanpix

Her på Zetland har vi skrevet om problemet ved at lægge for stor vægt på jobsamtaler – det garanterer langtfra de rigtige ansættelser. Det samme gælder i klassiske orkestre, hvor man for længe siden indførte spilleprøver bag et klæde. Dermed kunne ansættelsesudvalget ikke se musikeren, kun høre hende. Det førte ikke bare til en bedre kønsfordeling, men også til bedre ansættelser. Den succesfulde danske investor Kurt Kara fra Maj Invest har fortalt, hvordan han stort set aldrig mødes med ledelsen i de firmaer, han investerer i. Det forurener hans analyser. Mødet er støj, ikke et signal.

Hvad er mest sandsynligt, hvis du møder en CEO fra et 50-milliarder-dollars-firma? At du går fascineret hjem og tænker: Han er en super fyr’, eller at du opfanger negative ting? Han er selvfølgelig en super fyr, ellers ville han ikke være CEO i et stort firma,” har Kurt Kara sagt til investeringsmediet North Star Investor.

De personlige møder vil påvirke dig, så du tænker mindre uafhængigt, sagde han: Din hitrate vil højst være tæt på fifty-fifty. Selv erfarne dommere har svært ved at se, om et vidne lyver. Så hvorfor skulle du, som investeringsmanager, kunne gøre det bedre?”

Med andre ord: Vi har et reelt problem med at afkode folk, vi står ansigt til ansigt med. Og forklaringen på det handler i høj grad om tv-serien Venner.

Uden at sige for meget kan jeg vel godt tillade mig at hævde, at Venner ikke er vildt svær at følge med i. Malcolm Gladwell mener, man kan afkode handlingen uden lyd. Og det er der en grund til. Skuespillerne viser ekstremt klart, hvad de føler.

Der findes et videnskabelig talsystem for, hvordan vi viser vores følelser. Systemet bliver udfoldet af førende forskere i Gladwells bog. Og groft sagt går det ud på, at hver bevægelse af vores ansigtsmuskler har en særlig kode. Den her kaldes AU 12, også kendt som Pan Am-smilet

Foto: PR

Ansigtsbevægelsen AU 12 hedder Pan Am-smilet, fordi det ligner de smil, stewardesser på Pan Am-flyselskabet var beordret til konstant at vise til passagerne. Med smilet her trækker du læberne opad. Men resten af ansigtet er passivt. Derfor ser det falsk ud. Det bliver også kaldt Botox-smilet, fordi man ikke bevæger musklerne omkring øjnene.

Et andet eksempel, også fra forskningen i Gladwells bog, viser et andet smil: Duchenne-smilet.

Foto: Kevin Lamarque / Reuters / Ritzau Scanpix

Duchenne-smilet, som Obama-smilet her kan kaldes, kodes AU 12 + AU 6. Det betyder, at læberne også her bevæger sig opad, men andre ansigtsmuskler bevæger sig samtidig og skaber for eksempel smilerynkerne omkring øjnene. Det ligner et ægte smil.

Koder man de ansigtsbevægelser, Ross, Rachel og de andre fra Venner viser, rammer de fuldstændig de følelser, de skal vise. Karaktererne i Venner er, siger man, transparente. Deres indre og ydre afspejler hinanden.

Men er det sådan, mennesker er i virkeligheden?

Forskere har undersøgt det spørgsmål ret grundigt. Tyske psykologer har, for eksempel, udført et eksperiment, hvor forsøgspersonerne blev filmet i det øjeblik, de blev ekstremt overraskede. Hvor forsøgspersonen før blot havde oplevet en mørk gang, havde psykologerne lynhurtigt skabt et nyt rum med lysegrønne vægge, hvor forsøgspersonens bedste ven pludselig sad på en stol.

Forsøgspersonerne blev overraskede. Men viste de overraskelse i deres ansigtsmuskler? Havde de hævede øjenbryn, åben mund og opspilede øjne (AU 5), som Ross ville have gjort i Venner?

Nej. Forsøgspersonerne troede selv, de så sådan ud, men det gjorde kun fem procent. De fleste viste ikke overraskelsen i deres ansigt. Med andre ord: Menneskers ydre afspejler langtfra altid vores indre. Transparens er i høj grad en myte, skriver Gladwell. Verden er ikke som i Venner.

Det fører os videre til en anden indsigt: Vi er også ret dårlige til aflæse andres følelser.

I en anden undersøgelse præsenterede spanske psykologer og antropologer de samme billeder af mennesker, der viste klare følelser, for en gruppe skoleelever i Madrid og for folk fra det relativt isolerede øsamfund Trobrianderne i Papua Ny Guinea. Hvor præcist ville de afkode følelserne? Og ville eleverne og øsamfundet afkode dem ens?

Det viste sig, at de spanske elever ganske præcist gennemskuede, når et ansigt viste glæde eller sorg. Trobriand-folket ramte til gengæld helt skævt. Ofte tolkede de endda følelserne omvendt: når et billede viste en frygtsom person, gættede de på, at personen ville skræmme andre. I deres kultur blev de vestlige ansigters følelser afkodet helt anderledes. Edvard Munchs maleri Skriget ville ikke blive tolket som angst eller desperation, men som en aggressiv følelse.

Men følelserne bliver ikke blot læst skævt på tværs af kulturer. Mange undersøgelser har også vist, at vi – inden for samme kultur – ikke er specielt gode til at læse andre folks følelser ud fra deres ansigtsudtryk. Vi tror ofte, at folk føler noget andet, end de reelt gør.

Problemet er bare, at de fleste af os ikke rigtigt har forstået de indsigter – eller taget konsekvensen af dem. Vi lever videre, som om verden er en sitcom, hvor folk kan aflæses på, hvordan deres ansigtsmuskler bevæger sig. Psykologen Emily Pronin kalder det illusionen om asymmetrisk indsigt: Vi tænker, at vi selv er komplekse, nuancerede og ofte svært afkodelige væsner, men vi tror, vi let kan aflæse andre mennesker. Selv om vi ikke ville lade andres lynhurtige vurdering af vores personlighed veje særligt tungt, er vi klar til lynhurtigt at dømme andre. Vi lever, som om folk er transparente.

Det var derfor, den britiske premierminister Neville Chamberlain troede, han kunne læse Hitler efter et par møder og et dobbelt håndtryk. Det er derfor, dommere så ofte tager fejl, når de sidder ansigt til ansigt med folk i en retssal og skal bedømme, om det er forsvarligt at løslade dem mod kaution.

Som da en dommer i Texas for et par år siden løslod en ung mand, der havde forsøgt at skyde sin kæreste – det var ikke lykkedes, fordi pistolen ikke virkede. Manden fremstod som en en stille og rolig, mild ung mand”, sagde dommeren. Og vigtigst: Han så tydeligvis ud til at angre. Manden blev løsladt. Få måneder senere dræbte han kæresten.

DOBBELTLIVAna Montes her får Britta Nielsen til at blegne. Det lykkedes den cubanske spion at arbejde i årevis hos en amerikansk efterretningstjeneste – uden at blive mistænkt af kollegerne. Foto: Wikimedia

Lad os vende tilbage til Tim Levine, psykologen, der filmede folk, der enten løj eller talte sandt, og så bad folk gætte på det. Vi nævnte Lucas – forsøgspersonen, der var selvsikker og overbevisende, og hvis løgn ingen kunne gennemskue. Levine taler om, at Lucas var mismatched. Altså at hans fremtoning ikke matchede hans indre. Lucas er antitesen til Venner. Og her har vi virkelig svært ved at gennemskue folk: når de er mismatched.

I Tim Levines forsøg var der også eksempler på mismatch med modsat fortegn. Tag for eksempel Nervøse Nelly, som svarede vævende og konstant pillede sig i håret. Alle troede, hun løj. Men Nelly talte sandt. Hun havde ikke snydt. Hun var bare mismatched.

Helt skævt blev det, når Tim Levine bad politifolk bedømme, om forsøgspersonerne talte sandt. Betjentene var virkelig gode til at gætte folk, når følelserne matchede; den usikre løgner blev fanget hyppigere end af almindelige mennesker. Men når folk var mismatched, ramte politifolkene mere forkert end andre. Med andre ord: De ville have ladet selvsikre Lucas gå – og smidt Nervøse Nelly bag tremmer.

Vi har altså to udfordringer. For det første er der menneskets default to truth, tilbøjeligheden til at tro på andre som grundindstilling. For det andet har vi myten om transparens; vi tror, vi kan aflæse andre, men kan det sjældent. Og det går så rigtigt galt, når folk er mismatched. Selv om vi sidder på samme kontor som Britta Nielsen – og ser mærkelige afvigelser i betalingerne – tror vi på, at hun fortæller sandheden. Det er vores helt naturlige grundindstilling. Britta Nielsen virkede meget almindelig, forklarede en kollega i retten, ifølge TV 2. Hun var hjælpsom og hurtig” – en god, lidt reserveret kollega. Vi tænker, fejlagtigt, vi kan aflæse Britta. Vi kan, tror vi, se hendes oprigtighed.

Det helt store spørgsmål er så: Hvad kan vi bruge den erkendelse til? Måske ikke det, vi umiddelbart tror.

Gladwells bog – og verden omkring os – er spækket med eksempler på løgnere, vi ikke kan gennemskue. Wall Streets største svindler, Bernard Madoff, slap for eksempel i årevis af sted med storstilet svindel, trods talrige mistanker. Han virkede så selvsikker,” husker en journalist, der konfronterede Madoff med anklagerne, men droppede historien. Madoff var, som Britta Nielsen, mismatched.

For at afsløre den slags, argumenterer Gladwell, har vi brug for holy fools – hellige fjolser. Begrebet er hentet fra russisk folklore og beskriver den lidt skøre outsider, der gennemskuer verden, netop fordi han er en afviger, på afstand af det hele. Det er drengen i Kejserens nye klæder. Det hellige fjols ser konstant efter håret i suppen. Han ser skurke og svindlere overalt.

Harry Markopolos er sådan et helligt fjols. Den notorisk mistænksomme, til tider paranoide, dårligt klædte investeringsnørd Markopolos var i høj grad manden, der gennemskuede Bernie Madoff. Ved at granske Madoffs investeringer så han klart, og tidligt, at de ikke hang sammen. Han advarede myndighederne i 2001 og 2005 og 2007 og 2008. Jeg leverede historiens største svindelnummer til dem indpakket i gavepapir,” har han sagt. Først meget sent reagerede systemet.

Markopolos er vigtig, men han er ikke enkel. Han var på sin vis helten i afsløringen af Madoff, men han har også en bagside. Markopolos så forbrydere overalt. Han forskansede sig derhjemme med våben, hele tiden på vagt over for, om nogen var efter ham. Som Gladwell skriver: Hvis alle på Wall Street opførte sig som Markopolos, ville der ikke være nogen svindel på Wall Street – men luften ville være så tyk af mistanker og paranoia, at der heller ikke ville være nogen Wall Street.”

Mistænksomhed som grundindstilling rummer nemlig, lyder det i bogen, dybe problemer.

MISMATCHBernard Madoff virkede så overbevisende, at næsten ingen – trods adskillige mistanker – troede, han løj. Foto: Lucas Jackson / Reuters / Ritzau Scanpix

Man kan spørge sig selv, hvorfor vi ikke evolutionært er blevet bedre til at gennemskue løgnere. Hvordan kan det give mening for menneskets udvikling, at vi er så dårlige til at opdage, når folk ikke taler sandt?

Fordi, som forskeren Tim Levine siger i bogen, det simpelthen er en great deal at stole på folk. Også rent evolutionært. Der er flere grunde til det.

For det første siger folk for det meste, i det store hele, sandheden. Så det giver god mening at have en tilbøjelighed til at tro på, at de taler sandt. Det er et, ja, nærmest statistisk argument. For det andet får vi mere igen ved umiddelbart at stole på hinanden, end vi mister, siger løgneforskeren Levine. For ja, vi kommer til at misse nogle Madoff’er og Brittaer. Men både på et menneskeligt og samfundsmæssigt plan får vi til gengæld effektiv kommunikation og social koordination. Vi får, med andre ord, et samfund, der glider og fungerer – mod at misse enkelte løgnere. Gevinsterne er store, tabene er små, som Talking to Strangers konkluderer.

Derfor har vi evolutionært udviklet os til at have en grundindstilling til at tro på folk. Fordi det i det store hele er det bedste grundlag for et menneskeligt fællesskab – et samfund.

Problemet er bare, at den indsigt ofte går tabt i debatten. Og lige nu er det ved at ske igen.

For nogle år siden afslørede Jyllands-Posten, hvordan nogle hjertelæger på Rigshospitalet havde misbrugt forskningsmidler. Det var, selvsagt, problematisk. Efter afsløringerne indførte Rigshospitalet omfattende kontrol. Nu skulle alle udgifter dokumenteres, ned til det mindste bilag for en kop kaffe eller en bustur til få kroner på en forskningsrejse i Bolivia. Der blev ansat en stribe controllere. Dokumentationskravene og kontrolbyrden og bureaukratiet voksede sig enormt, fortæller flere læger, jeg har talt med.

Man endte med at møde mennesker med mistillid. Den fornemmelse fik vi til sidst. At man er skyldig, indtil det modsatte er bevist,” siger Bente Klarlund Pedersen, overlæge ved Rigshospitalet. Det rammer ens arbejdsglæde – og livsgnist.”

Hverken hun eller andre læger, jeg har talt med, betvivler, at der var brug for at stramme op efter hjertelægernes svindel. Men hvor går grænsen?

Det har reelt kostet meget, meget mere i tid og penge at bygge og administrere det nye kontrolsystem, end der blev svindlet for dengang,” siger Bente Klarlund Pedersen.

Det er svært at få lægerne på Rigshospitalet til at fortælle til citat. Men samme historie går igen: Kontrollen og bureaukratiet har været meget tungt” efter svindelsagen, som formanden for forskningsudvalget på Rigshospitalet, professor og ledende overlæge Bo Feldt-Rasmussen, siger det. Det er dog blevet lidt bedre: stadig ekstraarbejde med budget og regnskab, men i forhold til bilag på sin vis okay, siger han.

Ledelsen siger, at der var et åbenlyst behov for at stramme kontrollen. Men vi måtte hurtigt erkende, at de mange og meget detaljerede retningslinjer, der fulgte, blev for bureaukratiske og besværlige for medarbejderne”, siger Birgitte Lorenzen, enhedschef i koncernregnskab i Region Hovedstaden. Efter nogle justeringer har det fundet et fornuftigt leje, mener hun.

Rigshospitalet er blot et eksempel. Der findes adskillige steder, hvor kontrollen er skruet markant op de seneste år, enten som direkte reaktion på en dårlig svindelsag i medierne eller – som oftest – blot som et generelt forsøg på at stoppe fusk eller spild. Vi kan ikke gennemskue, om folk lyver, så vi opbygger systemer indrettet efter at fange løgnerne. Vi indfører omfattende overvågning på nettet og i gadebilledet. Vi laver vidtrækkende kontrol på vores arbejdspladser.

På et samfundsmæssigt plan er jeg megabekymret,” sagde stjerneprofessoren Eske Willerslev til mig sidste år, da han fortalte, hvordan han bruger uanede mængder tid på at fotokopiere kvitteringer og anden kontrol i stedet for at lave reel forskning.

Et system indrettet i det hellige fjols’ billede risikerer at gøre os alle til … hellige fjolser.

Et andet sted i sundhedsvæsenet, på Sygehus Lillebælt, er de gået en anden vej. Her stod direktør Dorthe Crüger i en årrække for en ledelsesstil med ret radikalt fokus på tillid på hospitalerne i Vejle, Middelfart og Kolding. Ja, der var ikke et totalt fravær af kontrol, men det var alligevel mærkbart, hvor tillidsbaseret sygehusene blev drevet.

Resultaterne har været markante. Sygehus Lillebælt fik de gladeste patienter i landet og de mest tilfredse medarbejdere i regionen. Samtidig var de effektive; hospitalerne var blandt de hurtigste til at tilse patienterne. Det var en succes både i forhold til kvalitet og kvantitet.

Spørgsmålet er, om du taler til ridderen eller skurken i folk,” siger Dorthe Crüger, der i 2015 blev kåret til årets leder i Danmark.

Hvis du taler til ridderen, får du mange flere riddere. For det motiverer at blive vist tillid; at jeg tror, du har gode intentioner; at jeg tror på, du kan klare også de svære ting. Det gør også, at folk ikke snyder så meget. For der er et kollektivt pres for at gøre det rigtige. Hvis vi omvendt taler til skurken, får vi flere skurke. Hvis vi begynder at kontrollere hele tiden, begynder flere og flere også at opføre sig derefter.”

Det er ikke, fordi Dorthe Crüger er blåøjet. Der er brug for noget kontrol. Og der vil være skurke. (“Dem må man så ordne i baglokalet,” siger Crüger, der stoppede som direktør på sygehuset i 2018). Og ja, der har også været et eksempel på snyd på Sygehus Lillebælt. Men det er den klare undtagelse. Det er måske 2 ud 100, der ikke opfører sig som riddere, siger Dorthe Crüger.

Hun nægtede derfor at indrette hospitalet efter de to. Hun nægtede at bygge et system indrettet efter at fange skurkene; det ville ødelægge for meget for de 98 procent:

Så ville vi ende med at gøre dagligdagen så besværlig, at vi brugte kræfterne på at kontrollere i stedet for at producere.”

TILLIDDorthe Crüger er i dag ledelsesambassadør, udnævnt af den tidligere regering. Foto: Joachim Rode, Ritzau Scanpix

Retssagen mod Britta Nielsen viste os, at vi ikke kan gennemskue, når vores sidemand på kontoret lyver. Ikke fordi vi er dumme eller offentligt ansatte eller rødhårede, eller hvad vi kunne spekulere i. Simpelthen fordi det er menneskeligt. Vi har en tillids-tilbøjelighed. Vi tror, vi kan gennemskue, hvad andre føler.

Spørgsmålet er så, hvordan vi bruger den erkendelse.

På én måde bruger vi den for lidt. Vi indretter stadig jobsamtaler, retssale og mange andre nøglesituationer, som om livet er som i Venner og det blotte personlige møde kan være afgørende for at bedømme folks karakter. En ny og mere sofistikeret tilgang – som musiker-jobsamtalen bag klædet – kunne måske skabe underværker.

Men på en anden måde bruger vi erkendelsen for meget. Mere kontrol, lyder det igen og igen i kølvandet på Britta-sagen, som det har gjort efter alle andre lignende skandaler – fra hjertelægerne til Forsvaret. Og der er sikkert også gode grunde til at ændre på systemerne. Spørgsmålet er, hvornår det kammer over? Det offentlige system har ikke de seneste årtier været kendetegnet ved en mangel på kontrol. Kravene til dokumentation og kontrol er snarere vokset. Og alligevel har det ikke holdt skandalerne fra døren.

Vi må ikke lære det forkerte af den slags sager,” siger Dorthe Crüger. Vi må ikke indrette vores samfund efter skurkene. For så bliver det ikke til at holde ud for os andre.”

Hvis vi indretter et samfund efter Markopoloser og Madoff’er – efter hellige fjolser og svindlere – får vi så det samfund, vi gerne vil have?

Vi har brug for hellige fjolser,” som Levine og Malcolm konkluderer i bogen, men vi kan ikke alle sammen være hellige fjolser. Det ville være en katastrofe.”

Vi bliver nødt til at vælge: Vil vi opbygge vores verden efter skurkene eller ridderne?

Britta Nielsen lærer os, at vi ikke kan gennemskue, når vores kollega lyver. Nu gælder det om ikke at glemme, at det faktisk er en god ting.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: