DET SKER_
Projektleder for Engagement

I Zetlands forsamlingshus: Kommer vores arbejdsvaner til at ændre sig (for altid)?

16. marts 2020 | Engagement | 5 min.

Velkommen i forsamlingshuset! Solen skinner af og til, og alt imens statsministeren holder nye pressekonferencer, og nyhederne vælter ind, holder jeg samtidig skarpt øje med et bed i min have, hvor tulipaner, vibeæg og pæoner hastigt – dog hastighed i et helt andet tempo end nyhedernes flow – arbejder sig op gennem jorden (der netop nu er frossen! Bør jeg være bekymret?).

Det er, som om meget foregår i nye tempi for tiden. Også den måde, mange af os arbejder på i øjeblikket. Spørgsmålet er, om vi er ved at ændre vores arbejdsvaner også på længere sigt. Det har medlem Miriam Madsen spurgt om. Hun skrev, at hun oplever en form for didaktisk kreativitet:

“I forbindelse med at jeg er sendt hjem fra mit arbejde som underviser på universitetet, hvor vi alligevel forventes at gennemføre al undervisning ved hjælp af online teknologier og understøttelse af de studerendes selvstudier, oplever jeg en slags didaktisk kreativitet og gøren-sig-umage hos mig selv og mine kolleger, som vi måske kan lære noget af,” skrev hun og fortsatte:

“Vi er simpelthen tvunget til at tænke nyt og udnytte de digitale muligheder, som vi allerede havde, men i det daglige aldrig får brugt. Jeg spekulerer over, om sådan en krise mon kan få os til at ændre vores arbejdsvaner på langt sigt, og måske til det bedre?” skriver hun.

Det har jeg spurgt rektor på Designskolen Kolding Lene Tanggaard om. Hun er også professor på Aalborg Universitet, hvor hun blandt andet forsker i kreativitet. I 2018 udgav hun bogen Vanebrud (som jeg i øvrigt interviewede hende om, og det interview kan du læse her), og Lene Tanggaard kan i høj grad genkende det, Miriam Madsen taler om. Faktisk mener Tanggaard, at vi lige nu har chancen for at gentænke den måde, vi arbejder på – også på lang sigt.

Hjemme fra sin stue med to teenagedrenge fortæller hun, hvordan de første par dage, efter at statsministeren sendte landets studerende hjem, forløb fra hånden til munden, som hun siger. Hun havde primært været optaget af det helt praktiske i forbindelse med Designskolen Koldings midlertidige lukning. Hvem tager telefonen, hvad gør vi med de varer, der står i køkkenet, hvem har brug for at komme ind i bygningen? Den slags.

Nu begynder næste fase, hvor hun og hendes medarbejdere sidder hjemme hver for sig og arbejder. Undervisningen skal fortsætte uanfægtet på helt fundamentalt andre præmisser. Hun fortæller, at skolens undervisere i løbet af de seneste par dage har skabt fora, hvor de deler erfaringer med nye måder at undervise på. Her diskuterer de, hvordan de kan skabe nærvær under de nye præmisser, for – som hun siger – vi har stadig brug for hinanden.

“Jeg tror, det skaber en form for kreativitet i forhold til teknologier, som allerede fandtes, men som vi har holdt på afstand, så længe det ikke var bydende nødvendigt. Jeg tror, den her situation kan lære os noget om, hvad det er, vi skal i det digitale, og hvad det er, vi ikke skal,” fortæller hun. For, som hun siger, der er meget, det digitale ikke kan. Hun ler højt:

“Jeg har aldrig haft så meget lyst til at kramme andre mennesker, som jeg har nu. Men situationens alvor gør, at vi griber nogle muligheder på en anden måde. Det er jo ikke sådan, at vi ændrer adfærd, fordi vi har lyst. Der skal være en nødvendighed, og den nære konsekvens ved den nuværende situation gør, at vi kan sadle om.”

På Designskolen Kolding har de længe diskuteret muligheden for hjemmearbejdspladser, fordi mange af de ansatte pendler fra København og Aarhus, men der har samtidig været et stærkt ønske om at skabe et fysisk miljø i Kolding. Nu, mener hun, har skolen mulighed for at gøre sig nogle erfaringer med, hvad der fungerer.

“Vi har udfordringer med stress som så mange andre steder. Nu er vi i en situation, hvor vi legitimt kan gøre os nogle erfaringer. Vi kan finde ud af, om der er nogle af vores møder, som vi med fordel kan holde på en anden måde, og blive klogere på, om de her udfordringer med stress handler om den måde, vi organiserer vores arbejde på.”

Da jeg talte med Lene Tanggaard tilbage i 2018, sagde hun, at det ikke er de gode idéer, Danmark skal leve af i fremtiden. Danmark har en tradition for at skabe stærke fællesskaber, som højskolebevægelsen og andelsbevægelsen, sagde hun, og det er vores tradition for at skabe de fællesskaber, hvor vi kommer i hus med de gode idéer, som vi fortsat skal leve af.

“Det er det, der er vores guld i Danmark,” sagde hun dengang. Hvad tænker hun om det nu, når vi sidder i hvert sit hjem?

“Jeg er ikke i tvivl om, at det er vores fællesskaber – det, statsministeren kalder samfundssind – der gør, at vi kan komme igennem det her forhåbentlig på en mildere måde end nogle af de lande, hvor man organiserer sig på en anden måde og er opdraget til at tænke fællesskab på en anden måde. Vi har en stærk tradition for at tænke lokale foreningsfællesskaber, og det kan bære os igennem det her,” siger hun.

“Det kan gøre, at vi har overskuddet til at bruge situationen til at skabe nye ting sammen.”

I bidragssporet forleden skrev medlem Bodil Pallisgaard, at hun er gymnasielærer i kemi, og at hun oplever, at hendes kolleger over hele landet deler idéer til, hvordan elever gennemfører kemiundervisning hjemmefra. Hendes kolleger laver YouTube-videoer, hvor de gennemgår pensum, og de deler forslag til, hvilke forsøg eleverne kan lave hjemme.

“Så der er mange små fine eksempler på hjælpsomhed inden for mit område i hvert fald!” skrev Bodil Pallisgaard.

Jeg elsker at læse alle jeres kommentarer og spørgsmål. Mange af jeres gode spørgsmål sender jeg videre til de hårdtarbejdende Helikopter-hold. Som I måske har set, har Helikopteren allerede taget flere af jeres spørgsmål med i sin ruteflyvning, for eksempel spørgsmålene om, hvordan det går med at udvikle en vaccine, hvordan andre lande har håndteret corona, og om virusset kan mutere (svaret var desværre ja). Så fortsæt endelig med at dele, fortælle og spørge her i forsamlingshuset. Og husk, at du dagligt kan møde andre medlemmer til de virtuelle fælles frokost-samtaler, hvor du kan dele dine tanker om det seneste Helikopter-afsnit, mens du spiser din frokost med andre Zetland-medlemmer. Du kan tilmelde dig på Zetland.dk/samtaler.

Mens jeg har skrevet, er mine spirende vibeæg i haven begyndt rullende at rette deres stilke med de små hoveder hængende i en næsten yoga-agtig bevægelse. Det føles nu alligevel trygt og godt at vide, at både tulipaner, vibeæg og pæoner holder fast i deres årlige voksevaner, mens verden har ændret sine tempi på så mange måder.

Vi høres ved, indtil da: Pas rigtig godt på hinanden!

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: